New to this | Titan |

Hoppen rynkede panden en anelse. Han lød alvorlig, hvilket overraskede hende lidt. Hun vippede nysgerrigt med ørerne, men hele hendes opmærksomhed var rettet mod ham og hans forklaring. Hun skrev sig bag øret at han havde en søster og at denne var ”overtaget” af skyggerne. ”Hvad hedder din søster?” spurgte hun nysgerrigt. Det kunne vise sig at være nyttig viden senere hen. Hele hans fortælling om skyggerne lød noget noget abstrakt i hendes ører. Hun var aldrig før stødt på magi og hun vidste med sig selv at hun var nødt til at se det ved selvsyn for at bekræfte at det var virkeligt. Hun troede skam på ham, men... det lød bare så uvirkeligt. Ikke at hun havde tænkt sig at opsøge skyggerne. Dertil var hun for fornuftig og det ville være dumt at opsøge noget, bare for at få bekræftet at der i fandtes en ondskab i dette land, som hun aldrig før var stødt på. Så hellere leve med tvivlen.



Hun bevægede en svag ændring i den sortes bevægelsesmønster og opdagede at stranden var kommet tættere på, hvilket han tydeligvis også havde bemærket. Med et grin satte hun farten op og lod sine lange lemmer pløje gennem det knædybe vand, så det plaskede til alle sider. Egentlig brød hun sig ikke om vandet, men udsigten til snart at kunne plante sine hove på den tørre strandbred opildnede hende.

New to this

words: 363 | tag: Camille

♣

"Ava" svarede han meget kort på hoppens spørgsmål. Det var vel også det eneste han sådan lige kunne fortælle. Han ville jo ikke give sig til at fortælle hende hele hans livshistorie når hun ikke havde bedt om den. Men de kom jo fra samme far og samme mor, og lignede vel til dels også hinanden, lige med undtagelse af små detaljer. Som det at hans søster havde blå cirkler der var placeret i en lige linje fra panden og ned af næseryggen. Og at hun havde blå øjne, hvor han havde grønne. Unaturligt grønne øjne.

Da hoppen kom styrtende forbi ham trak Titan hovedet op for at undgå for meget vand i ansigtet. Han var dog ikke langsom til at følge efter, og satte derfor også selv fut under hovene for at nå over på den anden side. Det var trods alt hoppen selv der bestemte hastigheden. Den sorte krop strakte han ud så meget som han kunne og i løbet af ingen tid var Titan på Enophis bred i det lyse strandsand. Benene og undersiden af maven var blevet pladder vådt og sandet klistrede sig til hans krop. Selvom det ikke havde været nødvendigt at svømme hele vejen rystede han sig alligevel godt og grundigt før han energisk gav sig til at trippe en smule sidelæns med knejset nakke. Den slags fart gav ham altid lidt ekstra energi. "Min søster er ikke en hoppe at opsøge" gav han sig dog til at forklare, da han jo ikke helt vidste hvorfor hun ville kende til den sorte hoppes navn. "Hun er... Ikke en af dem der ligger på listen over de mest venlige - og det er ikke kun fordi hun er en af skyggerne" Det havde hun måske engang kunne være - eller i hvert fald ikke så slem igen, men Andromeda havde forandret hende. Det var tydeligt at se.

Titan ventede på hoppen var klar til at gå videre før han gav sig til at trippe fremad igen, for de havde jo stadig hele Enophis at tilbagelægge - eller næsten. De skulle op til den nordlige del af øen, men alligevel ikke til den helt nordligste del. Der var målet. 

7

Tracker | Tables | Plots | Application

Appaloosaen nød følelsen af frihed, der brusede igennem hende, da hun stormede op på stranden med hovedet højt løftet og halen hævet efter sig som en fane, for at undgå de værste vandmasser. Da hun nåede det tørre sand, standsede hun brat og betragtede hingsten, der ligeledes kom tordende i land og derefter rystede sig. Hun fulgte hans eksempel. Hun brød sig ikke om når hendes man og pandelok ar våde og klistrede til hendes hårlag, så havbrisen der susede omkring dem var kærkommen.

”Ava,” gentog hun. Hun havde ikke tænkt sig at opsøge hoppen, der var hans søster, hun var bare nysgerrig. Det så dog ud til at tanken pludselig slog ned i den sorte, hvorefter han uddybede at hun ikke nødvendigvis ville være venligsindet, hvilket fik hende til at le drillende til ham. Hun fik pludselig en indskydelse: ”Er hun den ældste?” spurgte hun med let sammenknebne øjne og dansede i en halvmåne omkring hingsten, så det tørre sand føg om hendes hove og klistrede til hendes spættede ben. Da han satte frem fulgte hun ham uden problemer. Sandet var tungt, men hoppen let og hun var vant til at færdes på grus.

New to this

words: 482 | tag: Camille

♣

Hoppen havde Titans fulde opmærksomhed. Det var en ting man altid kunne være sikker på når man var i hans selskab - at han ikke havde travlt med alt muligt andet. Havde han travlt med alt muligt andet var det bestemt heller ikke uden grund. At give andre opmærksomhed var han god til - at kaste sig ud i leg var han også god til, men alt hvad der var alvorligt havde han sværere ved at forstå. Han kunne ikke altid skelne mellem en brydekamp for sjov og en alvorlig slåskamp. Den slags behøvede han ikke at tænke på i hoppens nærvær, for hun havde næppe tænkt sig at angribe ham for alvor eller for sjov, og derfor var der også noget mere afslappet over ham end når han var i selskab med andre hingste, eller sorte hopper. "Mo dheirfiúr mhór" Nikkede han og først efter han havde udtalt ordene kom han i tanke om hun nok ikke forstod dem - ligesom de fleste andre. "Ava er nogle år ældre end mig. Jeg har en anden bror også. En yngre end hende, men ældre end mig. Jeg har bare aldrig set ham. Ava siger han døde før jeg blev født" og det var jo det han så måtte tage sig til takke med. At han aldrig ville komme til at lære sin bror at kende. Det tætteste han kom på en broderlig figur, var Xenocrates. Ham han havde leget meget med da han var lille, men de to var efterhånden blevet voksne, og hvor Titan var blevet selvstændig og stærk, var Xenocrates en vathingst der vidst ikke kunne klare sig uden sin far og mor - noget der til tider kunne irritere Titan, men lige så sur han kunne blive på Xenon, lige så meget kunne han nyde hans selskab. "Det er Avas skyld jeg er i Andromeda." forklarede han så. Det var stadig tydeligt at høre på hans måde at udtale ordene, at det ikke var hans foretrukne sprog. Det var kun noget han havde lært gennem de andre heste i landet. Han havde brug det mere da han var lille, men han brugte kun sit modersmål når han talte med sin søster, og fordi han i en periode ikke havde haft andet selskab end hende, så var det andet sprog lagt lidt på hylden. Der skete dog forbedringer for hver gang han fik mulighed for at bruge det.
"Har du ingen søskende?" spurgte han så for at vippe deres samtale væk fra ham og over på hende. Han var jo også lige så nysgerrig for at finde ud af noget om hende. Selvom han ikke altid havde brug for andre i nærheden til at underholde ham, så var han da også altid interesseret i at vide hvor andre kom fra. Han vidste godt han var anderledes, og han ville jo gerne gøre hvad han kunne for at passe lidt ind.

9

Tracker | Tables | Plots | Application

Camille skævede spørgende til ham, da han endnu engang udtalte en række uforståelige melodiøse ord, og sendte ham et undrende smil. Aldrig før denne dag havde hun hørt et fremmed sprog, men nu havde hun hørt det to gange. Endnu engang forklarede han på deres fælles sprog, hvad han havde på hjerte, hvilket fik hende til at smile stort. Af en eller anden årsag havde han virket lillebror-agtig, da han omtalte hans søster. Det var muligvis hans åbenlyse respekt for søsteren, eller utrygheden ved det hun åbenbart havde gang i. Noget havde i hvert fald indikeret at han var yngst. Hans efterfølgende beskrivelse af den afdøde bror fik dog hendes smil til at falme og hun sænkede hovedet i en respektfuld gestus. Hun var ikke typen der overøste folk med medfølelse, ligegyldig hvilken situation de havde været ude for, men hun var heller ikke ufølsom.

   ”Hvordan kan det være din søsters skyld at du er endt her?” spurgte hun i stedet, undrende, og lod sin stemmes bløde hæshed, bryde tavsheden der var opstået mellem dem et øjeblik, dog hurtigt efterfulgt af hans spørgsmål om hvorvidt hun havde nogle søskende. Hun smilede skævt.
   ”Nix,” svarede hun og rystede let på hovedet, så et par havvandsdråber dryppede fra hendes fugtige man.

Eftersom hendes mor var død ved hendes fødsel var det ligesom ikke rigtig blevet til flere. Hoppen der havde taget hendes til sig efter moderens død, havde godt nok fået et føl selv, men det var kort før Cammies ankomst til Andromeda og med hendes uvilje mod føl var der ikke opstået den store søskendekærlighed.

New to this

tag: @camille

♣

"Tiden er anderledes her" indledte han sin forklaring om hvordan det kunne være søsterens skyld han var havnet i landet. Det måtte være den eneste forklaring på det i hvert fald. Der hvor han kom fra var heller intet lignende dette land - ifølge hans søsters fortællinger. Der var ingen magi. Der var ingen fred på samme måde, men der var heller ingen lurende skygger. Alle fjenderne var kendte; Rovdyr.

"Hun kom hertil først. Ligesom så mange andre er jeg sikker på hun nok har følt en form for hjemve... For ikke at tale om savnet af Arc" fortalte han upåvirket videre. Han havde aldrig selv kendt til Arc og havde derfor heller ikke nogen form for følelser der blev påvirket. Han var ikke vred, han var ikke ked af det. Han savnede ikke den bror han aldrig havde kendt, og han havde ingen anelse om han ville have brudt sig om hingsten eller ej. "Hun gik til magikeren for at få ham til at bringe Arc hertil. Men hun lavede en fejl. Når man ønsker sig noget skal man være meget præcis, ellers risikerer man at få noget helt anderledes. Jeg var ikke født da Ava var i flokken, og derfor omtalte hun Arc som sin bror.... I stedet for Arc kom jeg hertil" fortalte han videre. Den historie havde han hørt nogle gange. Oftest som en form for godnathistorie. Men også fordi hans søster ville have han vidste hvad der foregik hvis hingsten en dag opsøgte ham. Alt magi havde sin pris, og prisen for hans tilværelse i Andromeda, var hans navn; Titan.

"Jeg er fristet til at sige du er heldig" svarede han hoppen da hun svarede at hun ingen søskende havde. Han havde som sådan ikke noget imod at have en søster, men det var mere det at hun bestemte over ham der ikke var spor sjovt. Han ville altid være den lille, også selvom han var højere end hende, og sådan var det bare. Vejen Titan ledte den tvefarvede hoppe, var ikke blandt den mest brugte vej, for han kendte den hurtigste vej. Græsset kildede op af benene, og solen brændte den sorte ryg, men det varede ikke længe før de nåede træerne, og der ville være skygge. Det var det sidste de måtte igennem før turen for alvor gik opad. "Hvis det går for stærkt eller du har brug for et hvil, så siger du endelig til, ikke?" Han måtte nok hellere lige gøre det klart for hende at det var bedre hvis hun sagde til, hvis det var nødvendigt at sætte farten ned eller tage et lille hvil, for det ville være skidt hvis de næsten nåede toppen og var døde for energi og så lige præcis ikke nåede det magiske øjeblik. Et man kun så på et helt bestemt tidspunkt.

4

Tracker | Tables | Plots | Application

Camille lyttede tavst, men opmærksomt til hans forklaring. Den sorte hingst havde hendes fulde opmærksomhed og mens hans ord fyldte hendes ører betragtede hun hans nattesorte hårlag, der skinnede blankt i solen, og de smidig muskler der spillede indenunder for hvert spring han tog. Han virkede som om han i imponerende grad hvilede i sig selv, men hun havde en fornemmelse af at han ikke skulle provokeres. Ikke at det var noget der faldt hende ind. Hun nød faktisk hans selskab. Hun lyttede til hans fortælling om hans søsters ankomst til landet og hendes ønske om at bringe broderen dertil. Hun frosøgte at forestille sig hvordan hoppen havde reageret da en ukendt lillebror dukkede op, men kunne ikke. Hun kendte ikke Ava, så hun havde ingen anelse om hvordan hun kunne tænkes at have reageret og selv havde hun ingen søskende og længtes ikke efter sin flok. Hun savnede indimellem at være en del af en flok, men det var en helt anden snak.
Hun sendte ham et skævt smil, da han nævnte at han var fristet til at sige hun var heldig. Selv var hun dybest set enig, men alligevel. "Det må da være rart at vide at du har din søster?" spurgte hun, endnu smilende. Det måtte da være en beroligende tanke at man havde nogen man bare kunne vende tilbage, som man uden nogen videre forklaring kunne søge selskab hos. På den anden side anede hun jo ikke hvordan hans forhold til Ava var, så derfor var hendes ord spørgende.
Han havde ikke fortalt hende hvor de var på vej hen, men hun konstaterede at de støt bevægede sig nordpå. De fulgte, så vidt Camille kunne se, ikke nogen egentlig sti, hvilket gav hende en fornemmelse af at hingsten var en af få, der kendte vejen. Nysgerrigt betragtede hun sine omgivelser, men blev afbrudt af Titan, der mindede hende om at sige til hvis hun havde brug for en pause. "Jeg er okay indtil videre," svarede hun med et fornøjet smil og så på ham.