Foråret endeligt på vej..

Den let brogede hingst passerede roligt gennem de mere smalle gange i bjergendes indre. Præciserende og sikkert placerede han med elegance sine hoved én for én foran sig. Rankt og stolt bar' han sig frem, alt imens de krystalblå øjne så sig spejdende frem for sig. Kulde og tomhed brillerede i de krystalblå øjne bag hans maske, mens hans gråbrune ører lå tilbage hvilende imod nakken. Klirrende lød hans hove imod det hårde underlag, alt imens stien var smal, så kun akkurat en hest ville kunne gå der i bredden. Stien snoede sig og bugtede sig, og som han selv kendte til bjergpasset, vidste han at stien snart ville blive dobbelt så bred, før den ville munde ud i et mere åbent område.

Ikke en dal, men derhen af. Mere som en mindre gryde i bjergpasset, en gryde som ikke var mere end nok en halvtreds kvadratmeters penge. Gryden havde hele tre stier han kunne fortsætte ud af når han ville; men først og fremmest ville han nøde vandet. Et kilde løb nemlig fra et af bjerg væggene, hvor en mindre sø lignende vandpyt, som ikke just var dyb, var til at drikke af fra jorden. grundet kilden her var gryden ret så frodig. Små græsarealer voksede vildt omkring, og kun grundet det egentlig stadig var køligt i vejret, var de ikke spirret endnu. Men det ville de snart.

Han nærmede sig roligt kilden, som gav en døsigende lyd fra sig som han så op af klippevægen, hvor den startede højt oppe. Roligt sænkede han hovedet og tillod sig at drikke, mens han dog forblev på vagt.



[Reserveret til Camille]

Camille bevægede sig frem gennem den snævre klippekløft, der var så klaustrofobisk smal at selv ikke en pony ville kunne vende rundt derinde. Alligevel bevægede hun sig modigt dybere og dybere ind i bjerge, drevet af sin egen nysgerrighed og visheden om at over hende, højt oppe mellem kløftens takkede kanter, kunne hun stadig ane blå himmel og sol.
Tiltrukket af bjergenes tavse råstyrke var hun nysgerrigt gået i gang med at udforske bjergets østlige side tidligere på dagen og havde en halvtimes tid siden opdaget kløften. I starten havde den bred nok til at hun kunne vende rundt, men efter et stykke tid var den begyndt af snævre ind og der var nu kun én vej, medmindre hun ville bakke hele vejen ud igen. Desuden havde hun efterhånden fået færten af rindende vand, noget der var tiltrængt efter formiddagens energiske bjergvandring og opdagelser.
Langsomt begyndte hun at kunne skimte lys forude også, og anede af kløften mundede ud. Hendes hovslag mod stenene under hende gav genlyd mellem de tætte klippevægge, der fortsatte med at kaste ekkoet frem og tilbage, efter hun var stoppet op i kløftens udmunding - der afslørede en ualmindeligt smuk lille grydeformet dal.

Kolde strømme af mundfulde kildrede hele vejen ned igennem hans hals, før en genlydende klirrende fra hoved lød. Det var i et sæt at hans hoved røg op og rankede sig stolt. Lidt anspændt og med en højstillet hals, forholdte han hovedet helt lodret, mens hans ører forblev tilbage imod nakken. Straks fik de kolde og tomme krystalblå øjne bag masken øje på en skikkelse. Ud fra en af de smalleste passager, en passage han ikke have benyttet sig af mange gange i sit liv, fremstod en spraglet sjæl.

Han stod atter rankt og stolt, stille; mens han anskuende så imod hoppen der viste sig. Vinden stod mere eller mindre stille i den lille dal, grundet de høje klippevægge omkring, men så alligevel var luften kold. Han havde svært ved at sætte hoven på hvordan hun egentlig duftede, og da han for nogle sekunder havde stået der, mens hans lyserøde mule fortsat havde dryppet lidt fra vandet, nikkede han høfligt. Dog i en meget stiv og næsten mekanisk bevægelse, mens han forblev stående.

Hoppen hævede hovedet en anelse, da hun blev opmærksom på den brunbrogede hingst der befandt sig midt i det hele. Undrende betbetragtede hun den mærkelige maske der dækkede hans hoved og kun lod hans øjne og mule fri.
Klar over at hun muligvis trængte sig på, sænkede hun hovedet før hun med spændstige skridt bevægede sig hen mod ham, mens hendes øjne flakkede mod vandet et øjeblik. Den lette brise der cirkulerede rundt omkring dem legede med hendes man og hale, da hun stoppede op et stykke til venstre for ham med en venlig prusten og spidsede ører.

Den fremmede hoppe stod for en stund og så imod ham, før hun flyttede på sig efter at have sænket hovedet næsten om forladelse. Dette satte klart sit præg hos Djange, og med de kolde og tomme øjne fastholdt på hoppens ansigt, skuende efter hendes øjne, stod han afventende mens hun nærmede sig. Hendes man og halve hvirvlede let omkring hende, mens hun med spændstige skridt lidt tog det feminine af de bevægelser en hoppe typisk havde. Den cirkulerende vind bar' nu også hendes duft med sig, og en blid og lidt speciel duft - som messing, blev bragt til Djanges lyserøde næseborer.

Hun nærmede sig, og i en fin afstand stoppede hun da. Den let brogede hingst havde kort bidt sig mærke i hendes blik der havde søgt tilflugt til vandet, som hun måske endda søgte at ville drikke af? Rankt og stolt, med ørerne tilbage mod nakken, lignede han mest af alt lidt en farlig skabning man ikke skulle komme for tæt på. Venligt hilste hun dog med en prusten, mens et kønt ansigt stod for foran den let brogede hingst.

"Vær hilset."; hilste han hende, med den hæse og intense stemme, der spillede direkte tonløst. Hans tonløse lyd gav tit en tolkning af at hans mening bag ordende er fuldstændig ligegyldige. Til trods for de sjældent var det... De krystalblå øjne så i hendes, mens de nok mest af alt så ret stirrende ud med deres kulde og tomhed.

En lille smule overrasket af den formelle hilsen og intensiteten i hans stemme, vippede hoppe nysgerrigt med ørene og svarede ham fornøjet med sin karakterisk hæse, men meget behagelige stemme: "Davs," og lagde hovedet lidt på skrå. Hingsten foran hende virkede kold og kynisk, men alligevel ikke helt uimødekommende. Faktisk var han én stor selvmodsigelse.
Hans skarpe blik fulgte tydeligvis hendes mindste bevægelse og opfordrede ikke til ballade - ikke at det var det hun havde på sinde alligevel. Hun blev mere og mere overbevist om at hun var trængt ind et sted som ikke var almindeligt kendt blandt alle - noget hun allerede havde haft på fornemmelsen efter det andet frontale møde med et spindelvæv i hovedhøjde, da hun vandrede gennem den snævre passage.
Hun bevægende sig roligt forbi ham, hen til den klukkende kilde med sænket hoved og holdt ud af øjenkrogen øje med sit nye bekendtskab, mens hun sænkede mulen og brød den kølige glitrende overflade. Kildevandet smagte rent og lindrede snart hendes tørst.

Davs... den var ny? Lidt skeptisk havde den let brogede hingst vrænget en rynke frem på den lyserøde mule, mens han stille havde haft trykket ørerne en smule i nakken, til trods for de allerede lå tilbage. Hoppen virkede dog venlig nok, ind til hun nærmere ufortrødent trådte forbi ham, og søgte vandet. En mere respektfuld og galant måde blot at vende fokusset på, havde han nok ventet; og selvom hun syntes at skæve til ham mens hun drak, fandt han det endnu uacceptabelt.

Næsten som forstenet stod han bare der, mens han mest af alt var på grænsen til at hakke hende en for at skræmme hende væk... for hvad bildte hun sig i grunden ind?

Mens hun stod der og lod vandet lindre hendes tørst, forstærkedes hingstens uimødekommende udtryk. Hans brune ører lå nu klinet ned af hans nakke, hvilket fik hende til at hæve mulen fra vandet og vende sig mod ham. Hun forstod at han havde forventet noget andet af hende og ikke lod til at have forståelse for at hun tørstede mere efter vand end høflighedsfraser efter at have vandret gennem den smalle bjergpassage.
Hun havde ikke i sinde at undskylde - han havde vel ikke mere ret til vandet end hun og hun havde ikke være nærgående – men alligevel sænkede hun hovedet og vippede ørerne ud til siden i en respektfuld gestus og lod ham forstå at hun havde opfattet hans utilfredshed.
Hun blev pludseligt mere bevidst om hans imponerende fysik og et stik af usikkerhed strøg gennem hende, men viste sig ikke hendes nøddebrune øjne.
Modigt blev hun stående, respektfuldt, men uden at underkaste sig, med mulen strakt frem i et tavst tilbud om... forsoning...?

Endnu lå hans ører tilbage i nakken, jovist; mens det skeptiske ved hans rynkede mule og efterhånden sammenmissende anseende øjne, nok afsløret hans utilfredshed. Hoppen bemærkede dog dette hurtigt, og uden direkte at undskylde, var det alligevel som om hun søgte en form for forladelse, og forståelse for hans utilfredshed. Han slækkede en anelse på de nedlagte ører der dog forblev tilbage vendte, alt imens han inderligt ønskede at hæve sit værd overfor denne fremmede, som vidst hverken kendte til landet.. eller dets vogtere. Uden at komme nær ham, havde hun straks mulen en anelse frem imod ham, og Djange forstod - men accepterede? Det var ikke helt til at sige om han gjorde dette.

"Jeg syntes ikke at have stødt på Dem i landet her? Er de ny tilkommen?"; brød hans hæse og intense stemme så tonløst stilheden, der ellers allerede blev pyntet på af det rindende vand. Han hejste hovedet en anelse rankende, trods hans allerede rankede og stolte holdning, før han nærmest lagde et knejs ind og pludseligt nok ville syntes overlegen i karakter. Hvis hun ville noget, kunne hun bare komme.

Med et fornøjet prust skridt hun et halvt skridt frem, da hans hårde blik syntes at bløde en smule op og knejsede ligeledes med nakken - men uden samme imponerende ranke holdning som ham. Igen en smule forvirret over hans formelle tiltale svarede hun; "Ja." Det var et forholdsvis nemt spørgsmål, men bad han hende om at uddybe ville hun ikke ane hvad hun skulle svare. Bjergene ekkoede hendes svar et par gange og blandede sig med ekkoet af hans spørgsmål. Hendes ene øre drejede og lyttede lidt til bjergenes gentagelse af spørgsmål og svar der lød fjernere og fjernere, men ellers havde hingsten hendes fulde opmærksomhed.
"Jeg hedder Camille," fortsatte hun så, med et gran af hæshed der gjorde hendes stemme så karakteristisk og behagelig.

Endnu uændret i hans udtryk med de kolde og tomme øjne, det tilbagevendte ører og den kolde og kyniske stolte aura, tilså han hende. Hun var ny i landet, og ufortrødent trådte hun ham et skridt nærmere. Kort havde han trykket ørene markerende i nakken, kortvarigt, før de slækkede lidt på sig og igen bare var tilbagevendte. Hun skulle ikke bryde sig om at komme for tæt på, hvilket han håbede hun forstod ved hans markering. Hun præsenterede sig nu, og roligt tillod han sig at nikke høfligt, lidt stift og næsten mekanisk så det ud.

"Jeg byder Dem velkommen til bjergpasset Camille."; svarede hans stemme hæst og intenst, men yderst tonløst, mens han rankt forblev stående, mens hans øjne nærmest stirrende så fortsat i hendes.

"Mit navn er Djange, bjergendes vogter."; præsenterede han sig selv, mindst lige så tonløst - som var hans egen holdning til denne titel fuldkommen ligegyldig. Hvilket den dog bestemt ikke var.

Lynhurtigt bakkede hun et skridt tilbage, da han endnu engang kortvarigt pressede ørerne ned ad nakken - hun havde altid været hurtig til at forstå når der blev trukket grænser - og sænkede endnu engang hovedet en anelse. Hun forstod at hun balancerede på en knivsæg og at han endnu ikke helt havde besluttet sig for at acceptere hende. Hun nikkede let ved hans velkomst og vippede lidt med sine ører, da hun bed mærke i at han sagde bjergpas, hvilket vækkede hendes nysgerrighed. Det betød at der måtte være noget på den anden side.

Ved hans præsentation af sig selv blev hun blot endnu mere forundret. 'Bjergenes vogter' forekom hende en underlig titel. Det var trods alt sjældent at bjerge sådan rendte deres vej eller havde brug for beskyttelse. Deres tyste, rå styrke, uforanderlighed og uforgængelighed var noget af det der tiltrak hende og hun havde tilbragt det meste af sit liv i bjergområder.
"Bjergenes vogter? Hvad skal det betyde?" spurgte hun undrende med hovedet uforstående på sned og et mystificeret blik i de gyldne øjne.

Det var hurtigt Djange valgte at fast lå og beskrive denne hoppe som lettere klodset. Klodset således at det syntes til at hun havde en rig respekt for fremmede, men samtidig lidt glemte grænserne hele tiden, og atter dumdristigt bare ufortrødent foretog sig handlinger. Hun havde dog på ny respekteret hans grænser, hvilket - om han ville eller ej - faktisk satte pris på. Hoppen virkede nu også en anelse mere nysgerrig, mens selv den let brogede hingst forholdte sig roligt. Uændret var hans udtryk af tilbagevendte øre og det stirrende blik fyldt med kulde og tomhed, mens han ikke lod sine øjne vige fra hendes. Stille have det ene af has ører gledet let ud til siden, blot for at understrege at hun havde hans opmærksomhed, og at han faktisk lyttede til hendes ord. I samme sekund som det sidste spørgende ord kom fra hoppen, gled øret tilbage ligeså igen.

"Det er en længere historie Camille, men kort sagt er jeg en af de velsignede i landet; som så har fået tildelt et område at beskytte mod det mørke i landet."; hans stemme var hæs og intens, tonløs. Direkte ligegyldig kunne hans ord have lydt, alt imens de bestemt ikke var dette. Nej, der lå en langt længere forklaring bag end blot denne.

Camille var ikke klodset og havde hingsten foran hende givet udtryk for sine tanker var hun muligvis kommet med svar på tiltale. Hun ganske rigtigt endnu ung og havde på ingen måde styr på de formelle normer, men hun var ikke fysisk klodset. Dette land var bare fremmed for hende. 
Han virkede som om at han satte pris på at hun respekterede grænserne han satte, men sagde intet. Til gengæld besvarede han hendes spørgsmål, hvilket hun havde været en anelse i tvivl om, men han lyttede opmærksomt og tog hendes spørgsmål alvorligt, hvilket hun satte pris på. Hans svar var kort, men hun spurgte ikke yderligere ind til det. Det var fyldestgørende for hende og han havde tydeligvis ikke lyst til at uddybe. 
Han virkede tom og følelseskold - som skallen af en hingst han engang havde været, men hun kunne alligevel ikke vende sig og gå.
"Hvad hedder stedet her?" spurgte hun i stedet - oprigtigt uvidende om hvor hun egentlig befandt sig.

Den flerfarvede hoppe, syntes til at blive mere og mere acceptabelt selskab. Noget sagde den let brogede og erfarne hingst, at denne hoppe var ung. Måske endda næsten så ung som Lupë? Alligevel bar' hun præg af en udvokset krop, hvilket fik ham til at fastslå at hun måtte være rundet de tre år i hvert fald. Hoppens var til synladende meget ny, i selve landet, men alligevel lod det ikke til at hun fandt interesse eller mod til at ville spørge ind til mere om hans korte fortælling.

"Landet De befinder Dem i hedder Andromeda. Men denne Ø du befinder dig på nu er Enophis."; besvarede han hoppen roligt. Hæs og intens havde hans stemme spillet over det evigt tonløse, men han kort slap opmærksomheden fra hoppen, og tillod sig at skæve kort rundt. Han syntes at høre noget? Men nej.. Atter lod han de krystalblå, tomme og kolde, øjne lande i hendes mørke igen.