Mellem de høje tinder [KATASTROFETRÅD]

Omkring i Enophis bjerge var der en morgenstund forandringer at finde. En buldrende lyd slyngede sig igennem tindernes høje toppe, satte vibrationer igang, der bredte sig helt til bjergenes fod og videre endnu. Et jordskælv af så høj intensitet at det overskyggede alle andre rystelser der siden tidernes morgen havde præget Andromeda. Sten faldt ned mellem tinderne, de rullede ned langs bjergenes sider. Overalt i bjergenes højder opstod nye kløfter, sammenfalde plateauer, og enkelte tinder skred ned fra deres plads imod skyerne. Enophis bjerge blev rystet helt ned i deres grundvold, og de sjæle der end måtte befinde sig i bjergenes højder, eller omkring dem, var fra dette øjeblik af i farer.
Selve jordskælvet, som kunne mærkes en km fra bjergenes område, varede i godt 2 minutter, inden en dyb og hul stilhed faldt over landet, og efterlod bjergene på endnu rystende grund.

[Denne tråd er en fællestråd, hvor alle medlemmer på siden må deltage. Dem der spiller i denne tråd, skal huske på, at deres karakterer befinder sig I bjergene, og må håndtere de farer der lurer her.OBS: Det er tilladt i denne tråd at springe hinanden over, såfremt en person ikke svarer indenfor 2 dage.]

Stilheden ulmede over bjergpasset, og ørnen der vågede over ham for tiden, syntes pludselig at flyve bort. Den stolte og ranke let brogede hingst, tillod sig at se en smule efter denne mægtige skabning der med sit store vingefang drog bort. Et skrig lød gennem den kolde bjergluft, alt imens han befandt sig i en af de mindre dale. Stilheden tog til - som den plejede, men pludselig skete der noget.

Jorden rystede, og med et knas slog underlaget under ham en meget lille revne. Det var forfærdelse og chok der pludselig slog den standhaftige Djange. De kolde og tomme krystalblå øjne slog instinktivt blikket imod den nærmeste brede åbning der ville fører væk fra denne dal. Det næsten buldrede omkring ham, og revnen blev større. Her var noget galt!.. og fortalte hans instinkter ham korrekt, skulle der handles hurtigt. Småsten trillede til en start ned af de lodrette klippe sider, og straks slog han hovende dundrende i det rystende underlag under sig, for at søge mod udgangen, ud til de mange stier i labyrintform. Skønt han kendte bjergende som sin egen pels, fornemmede han farer og uråd. I stor grad!

Mellem de høje tinder

1

Den mørkebrune hoppe befandt sig endnu i bjergene, skønt hun denne gang ikke var ledsaget af den brogede hingst, Djange. Selvom hun ikke kunne sige at hun direkte nød at holde til i bjergene, var den hårde vind der legede med hendes sorte hårpragt ganske fantastisk. Med et sæt hævede hoppen hovedet, da stilheden blev brudt af en dyb rumlen. Hun kunne ikke forstå hvorfra den kom, for det var ej til nogen sider af hende, heller ikke oppe. Det var som om det kom fra under hendes hove, overalt omkring hende. Skræmt dansede hun let omkring, da jorden under hendes små hove slog revner, og hun måtte kæmpe for at stå fast da småsten der blev større og større trillede omkring hendes ben. Hvad var dette? Aldrig havde hun oplevet noget lignende den naturkatastrofe der lige nu formede sig omkring hende, men hendes instinkter havde for længst taget over. Lige nu var hun bare en hoppe der ikke var specielt stærk, og som var fuldstændig alene i noget hun ikke havde nogen anelse om hvad var. Et skingert vrinsk med tydelige paniske strøg, blev sendt ud for at overdøve den mægtige buldren der rungede omkring hende. Var der ingen andre som vidste mere end hende om dette mærkværdige og helt igennem angstopvækkende fænomen?

Wordcount: 214 | Tagged: Katastrofetråd

THREAD: Mellem de høje tinder                                                                         WORDS: 212

Den gråhvide hingst bevægede sig langs en snoet bjergsti på sine spinkle, sorte ben. Han var endnu ganske ny i landet, og der var derfor mange steder, han stadig havde til gode at opleve. Han havde dog sat sig for at udforske store dele af landet, og denne morgen havde han valgt at søge op i det store bjergpas på landets hovedø.
Hans sorte næsebor vibrerede undersøgende i luften, da han bevægede sig længere og længere op af det store bjerg. Et advarselsskrig fra en ørn flængede pludselig stilheden, og hans hvide ører røg med det samme tilbage. Hvad havde mon fået den til at sige sådan?

Der gik ikke lang tid, før en buldren spredte sig som et tordenbrag gennem bjerget. Jorden omkring ham begyndte at ryste, og overalt fra toppen rullede småsten imod ham. Omkring ham begyndte der at danne sig små revner i jorden. Et panisk vrinsk fra en hoppe blandede sig med jordskælvets buldren. Apeiron fnøs forskrækket, da situationens alvor gik op for ham. En naturkatastrofe var ved at hænde, og han befandt sig lige midt i den! Han lod et øredøvende vrinsk give genlyd mellem bjergpasset i et forsøg på at komme i kontakt med hoppen, der havde vrinsket før, mens panikken ligeledes skyllede ind over ham.

Den røde hoppe var atter engang søgt til bjergenes indre. Hun havde et mål at finde, og det var Hjulet i Enophis højeste bjerg – for den røde Armonia skulle skifte årstid atter engang, for nu skulle foråret langsomt begynde at komme. Kun hun kunne finde det store Årstids Hjul, for det kaldte sagte og blidt på hende, når hun nærmede sig – men altid via nye veje og stier. For der var intet facit for vejen dertil, for det skiftede ganske vidst. Den røde hoppe var nu på vej til at søge ud fra bjergets indre, for derefter at søge ned af bjerget. Men dette ville ej blive aktuelt…

En pludselig rystelse opstod, og Armonia stod helt stille, mens hun stirrede ud imod udgangen, fra Hjulets hule. Hvad skete der? Hendes røde øre vippede stille rundt, uforstående, inden hun atter skridtede fremad. Men bedst som hun nåede til den indgang hun var kommet af denne gang, røg der små sten ned, og til sidst en stor, som næsten lukkede udgangen til. Hun virrede med hovedet og jokkede hurtigt bagud, mens et forskrækket hvin forlod hendes mule. Mørket trådte for alvor i kraft, og kun en lille sprække lyste ind til hende. Hvor skulle hun søge hen?

Den røde hoppe kiggede imod Hjulet. Hun vidste at ingen andre måtte finde det, og derfor var hun nødt til at finde en udvej, uden at kalde på andre. Langsomt vippede hendes øre rundt, uroligt, inden hun slog frem i trav, ind af de små gange i hulen. En udvej skulle hun finde. Noget lys bragte sig på banen længere fremme, og Armonia satte derfor farten op. I et spring hoppede hun ud af det hul der var, og kiggede derefter bagud og op, imod det høje bjerg der larmede. Små og store sten trillede langs bjergsiderne, og den røde hoppe vidste, at hun skulle ned derfra. Nu! Et svirp kom fra hendes hale, inden hun begav sig frem i en hurtig skridt, kurrende på siderne. Vejen for hende var uvant på denne side af bjerget, men ned, det skulle hun.

Ud på stien kom den let brogede Djange, mens hans normalt klirrende hove imod det hårde underlag klart blev overdøvet af den rumlende lyd der efterhånden blev mere og mere faretruende! Hans galoperende skridt blev hurtigere og mere målrettede som han søgte den korteste vej ud herfra; men noget tog hans opmærksomhed; et vrinsk. Panisk havde det lydt, som et næsten ekko af et fjernt udråb et stykke væk... og desværre i den modsatte ende af hvor han var på vej hen. Han bremsede op, mens flere sten dalede fra klippesiderne. Som sten fra himlen. Et par sten, på størrelse med nogle knytnæver ramte ham i ryggen og hurtigt handlende sprang han frem for sig og kastede kort et panisk og skulende blik opad.

Men lige som han skulle til at overveje at vende om, lød et næsten responderende vrinsk på det skingre! De kolde og tomme øjne gnistrede stille, i ren panik, mens han holdte hovedet koldt. Dette vrinsk var tæt på ham, og kunne kun være lige om hjørnet.

Hurtigt sprang han frem, før et ordentlig og dødtruende dunk lød, da en stor sten, på størrelse med et føl, landede lige foran ham i den ene side af stien. Hårdt fnøs han mens han undvigende spring til siden og fortsatte hurtigt af denne rystende og skælvende sti, der endnu slog revner i vækkende og jorden under ham.

En skimmel mødte hans blik da han nåede om hjørnet, og det kolde og tomme blik søgte hurtigt hans, mens han ufortrødent nærmede sig i sin fast besluttede galop, før han stoppede ved ham, mens han endnu steppende og små panisk stod foran ham.

"Vi har ingen tid at spilde! Følg mig!"; næsten hvæste hans hæse og intense stemme, tonløst; med en snert af panik, før han instinktivt vendte omkring sig selv. Her var andre veje ud, det vidste han. Men han måtte som minimum, nu som vogter af bjergpasset, redde så mange han kunne. Så næste stop blev den andens paniske kald. Om den skimle valgte at følge med eller ej, var hans egen sag.

Den arrede hingst havde i mange dage, sågar måneder undgået en hver form for levende. Faktisk havde han ikke set så meget som skikkelsen af en anden hest. Bjergende var måske alligevel et umærket sted at søge ly, det svage syn gjorde det dog ganske vanskeligt at vandre i bjergende, det gjorde ham svag at sider, som underlag som himlen faldt smeltede sammen for hans sløret syn.
Dette skulle have været endnu en almindelig dag for den sorte hingst- alene og forpint, men dog alene. Sådan skulle det så ikke helt vise sig at være, jorden under hans hove begyndte at ryste- først var det blot en smule og små sten hoppede og dansede, men inden forsekunder tog det en drejning og jorden gav efter. Revner flækkede de store sten og både små sten og større fladt fra ned oven over ham. Alt havde ændret sig på kort tid. Rashn var hurtigt om at flytte sig. Han måtte finde stien ned, eller en eller anden vej ned. At være imellem grotterne ville kun få ham begravet levende.

I alt larmen lød et panisk vrinsk, efterfulgt af et andet. Der var flere her oppe. Rashn ville nødig være den der skulle komme nogen til undsætning, men han kunne næppe efterlade nogen her oppe. Hvilken synd. Smerterne, mareridtende startede i hans indre. Han kæmpede for at finde en vej ned, men stoppede op. Nej! Han kunne ikke lade nogen i stikken. Det pinte den arrede hingst at han ikke kunne få sig selv til at foresætte. Rashn noget dog ikke længere væk før en rødlig skikkelsen bevægede sig foran et lille stykke fra ham (Armonia), hun kom ud fra hvad der lignede en grotte. Den arrede hingst blev helt paf og fandt sig selv i forsvars position med det samme.

Den røde hoppe forsøgte at finde et solidt fodfæste for sinde hove, men det var ej nemt at finde, når bjerget bulrede og knagende under hende. Hendes røde øre lå uroligt ned imod hendes fyldige man, mens hendes varme øjne nu havde et glimt af panik. Hun kendte aldeles ikke bjerget ud og ind, men dog kendte hun da en lille smule til det, fordi hun gik herop mindst 4 gange, for at skifte til de forskellige årstider, der fandtes.
Hun kunne høre andre lyde i nærheden, men umiddelbart ikke nogen som hun kendte. Men hendes trang til at hjælpe andre, hev og flåede i hende. Hun ville ej efterlade nogen, som måske var i problemer. Men vinden drev en stemme imod hende, hvad der blev sagt kunne hun ej høre, men stemme var ejet af bjergbestigeren Djange. Det beroligede hende, at andre fik hans hjælp måske; så nu skulle hun også bare selv ned. Et svirp gled fra hendes hale.

Den varme hoppe kiggede let til siden, og opdagede en mørk og arret hingst, ikke langt fra hende (Rashn), og idet hun ville til at tale, og bede ham til at følge med ned, fordi det var farligt, opstod en kløft imellem hendes hove. Hun veg med hovedet, og sprang let sidelæns. Men at lande solidt på bjergsiden, var ikke nemt. Armonia kurrede en meter længere ned, og gled til sidst, så hun røg ned at ligge på siden, og dermed begyndte at glide endnu mere. Hun forsøgte at stemme sine hove imod bjerget, finde fodfæste, men det var aldeles ikke nemt! Et lille hvin gled fra hende, panisk, inden hun da fandt lidt fodfæste med sine baghove, og dermed fik stoppet sig selv. Nu skulle hun så blot op at stå. Langsomt forsøgte hun at komme op, og efter nogle mislykkedes forsøg, kom hun endelig op. Men en smerte i hendes højre skulder og knæ, måske pga. slaget. Op kom den røde hoppe, og hun kiggede nu atter op imod den mørke hingst, inden kun kaldte sagte på ham, med et lille vrinsk. Han skulle med ned. Nogle hudafskrabninger på hendes højre side, var tydelige. Men værst var det med skulderen og knæet, hvor lidt blod stille bevægede sig ned af benet – pokkers til skarpe sten.

[1]

Hvorfor den skimlede hingst havde bevæget sig op i bjergenes snørklede labyrinter var nok for mange en gåde; men for ham var det ganske logisk. Efter hans hjerte var blevet lettet, efter han havde set hans elskede igen, efter han havde fundet Asira, var han draget ud på et ukendt eventyr, for at afsøge endnu ukendte områder af landet; i hvert fald ukendte for ham. Han vidste godt, at hver enkelt havde set områder, som ingen anden havde, og Altaïr var måske en af dem der havde set rigtig mange skjulte steder, som var gemt fra den største trafik af andres hove, men han yndede altid at udvide sin horisont.

Han var søgt imod bjergene, i håbet om at genfinde det sære fænomen, som han havde vist Taia en nat for længe, længe siden. Det sære fænomen, hvor en anden verden kunne ses bag Andromedas himmel. Han havde fundet det ved et tilfælde, og hans nysgerrighed omkring dette, omkring denne nærmest hinsides verden, var blot blevet større efter at Taia havde vist sig for ham, som en ånd. Måske vandrede hun uset i denne fjerne verden, som han få gange havde fået et glimt af?
Uanset hvor ulogisk denne tankegang måtte være for andre, var det for ham en trøst, en sandhed han håbede at finde; men hans vej i bjergene var udfordrende og hans eventyr så nu ud til at tage en drastisk ændring.

Pludseligt, imens han vandrede imellem to tinder, begyndte jorden under ham at ryste. Først ganske svagt, hvilket han blot tog med sig, som en del af oplevelsen, men kort efter, blev de værre og værre. Den skimlede hingst, som altid havde vandret sikkert, befandt sig nu pludselig i en situation, han ikke vidste hvordan han skulle tackle. Hans ører blev lagt i forvirring og blikket flakkede omkring ham i hurtige stød. Det stod ham klart, med det samme, at han skulle væk herfra, ned, hurtigst muligt, og derfor vendte han efter blot et øjebliks tøven, og et ophold imellem rystelserne, om på stedet og sprang i samlet galop tilbage ad den vej han var kommet.
Men blot som han var kommet frem, blev rystelserne startet igen, og denne gang med så voldsom kræft, at hans ben blev fjernet under ham, og hans skimlede krop blev derpå slynget imod jorden. Med et hult bump landede han og kurede få meter hen ad glatte, våde sten, som regnen tidligere på dagen havde dækket. Og da en klippevæg standsede hans krop, udstødte han et højlydt, skræmt hvin, der dog blev kvalt hurtigt af vind og rumlen omkring ham.
Omkring ham kunne svage stemmer høres. Paniske kald, imellem stenenes kvasende lyde, når de truende faldt fra de klippehoveder de sad på. Og selvom Altaïr lå, nærmest forstenet af overraskelse og chok, så var hans instinkter stærke nok, og fik ham på sine ben med det samme. Og derefter søgte han videre i langsom, ømskindet galop, videre ned i håbet om at finde dem, der end måtte kalde; og ikke mindst vejen ned, inden det gik helt galt.

Mellem de høje tinder

2

Solani kunne tydeligt høre et andet vrinsk, men hun følte sig fuldkommen omtåget af adrenalinen, og det eneste hun kunne forkusere på var at redde sig selv. Komme væk fra de faldende klippeblokke. Hun kunne høre fremmede skrig, vrinsken efter hjælp, men det at hjælpe andre kom i sidste række for hende i en situation så alvorlig som denne. Hendes tvefarvede øjne var målrettet sat på at komme rundt om hjørnet, men blev stoppet på sin færd, af en skimlet hingst (Altaïr), hvis blå øjne mødte hendes. Hans galop så ud til at være ganske langsom, men hurtigere end hvad hun overhovedet turde at løbe. Panikken fyldte hendes øjne, da det til hendes forfærdelse gik op for hende at der ikke var plads til dem begge på den smalle sti, og hun umuligt kunne komme uden om hingsten. Så hun sagde blot det allerførste der faldt hende ind.
”Hvad er dette? Hvorfor ryster jorden under os?”
Hendes stemme var ganske lys, og bar intet af den tidligere stolthed der normalt var at finde i hoppens stemme. Hun måtte vide hvad der foregik inden hun kunne tage stilling til noget, og hendes stemme var fyldt til randen med angst og panik. Hun håbede ved gud at denne hingst var venligtsindet, og ikke afviste hende som så mange andre.

Wordcount: 216 | Tagged: All

Som låst fast stod Rashn stift og stirrede. Han var panisk. Panisk over situationen, den rystende jord og de mange sten der faldt og revner i jorden- han var også panisk over at være i nærheden af en anden hest.
Jorden rystede voldsomt under ham, og hans ben begyndte at vakle. Rashn bevægede sig lidt i forsøg på at genvinde balancen på det fulde. Netop som hans fokus kom tilbage på den røde hoppe, hvis skikkelse var sløret for ham, men alligevel tydelig kontrast til de grå brune nuancer han ellers så, forsvandt hun. Hun forsvandt ikke som hun var pludselig væk, men han så hvordan hun faldt og gled. Panikken greb atter i ham, men ej kunne han lade denne hoppe i stikken, uanset hvor meget han ikke ønskede at skulle nær hende, måtte han forsøge og med forsigtige bevægelser forsøgte den arrede hingst at finde fodfæste ned af skrænten.
Hendes hvin var ikke højt men skar i hans øre før den blev overdøvet af stenene der faldt ned imod klitterne og gav højlydte brag efterfuldt af ekko.
Rashn hove gled i de løse sten der lå, men mistede til alt hans held ikke balancen i sin vej ned af. Den røde hoppe så ud til at have fået stoppet sig selv og kæmpede nu med at komme op. Jovist så han dårligt, men tydeligt nok til at opfange de fleste bevægelser. Hun kaldte.. på ham. Rashn var stoppet op igen, men blev ikke stående længe da en ordentlig brag lød bag ham. Rashn så tilbage og hans blik blev mødt med et sløret billede af mørke grå nuancer. Et stort stykke fra en af klipper havde revet sig løs og faldet ned. Hurtigt bevægede den arrede hingst sig, så hurtigt han kunne uden at miste balancen, for det var et spørgsmål om tid før netop denne sten ville begynde at skride.

Løse sten på underlaget gjorde det svært at stå fast, og flere gange gled den arrede hingst et stykke ned og blev grebet af panik. De mandelformede øre lå langt tilbage i nakken af ubehag og frygt for hele situationen. Det var farligt og ikke kun hans liv stod på spil netop nu. Der var flere en blot den røde hoppe, han havde hørt to vrinsk, men synes at hører mere imellem bragende, men svært var det at skilne lydende fra larmen.
Rashn noget sikker ned til den røde hoppe. Han var endnu ikke helt tæt på hende, han kunne ikke få sig selv til det.
Med sammenbidt stemme, der lød hårdere og mere modbydelig en egentlig ment: "Er du okay?"
Det lignede ikke Rashn at spørge ind til andre, men ej kunne han se om hun havde slået sig voldsomt.

 Camille

Endnu var bjergene det sted den spættede hoppe holdt mest af at være, da det mindede hende om hendes tidligere hjem. Hun havde fundet sig et solbeskinnet plateau på bjergets vestlige side, hvor hun havde tænkt sig at tilbringe eftermiddagen i solens begyndende forårsvarme stråler og fundere lidt over hendes tilværelse i dette sære land. Med sin sædvanlige nysgerrighed undersøgte hun sine omgivelser og nippede til de spæde græsstrå hun fandt, mens hun vippede fornøjet med ørerne.

Langsomt begyndte en fjern rumlen at tage til og stige i styrke, til hun ikke længere hun høre sine egne begyndende hektiske åndedrag, mens jorden under hende vibrerede faretruende. En ørn fløj graciøst hen over hovedet på hende.

Den før så tyste og stille bjergkæde knirkede, knasede og rystede, som om det pludselige ikke længere brød sig om at være fanget i sig selv. Indtil flere gange var hun ved at blive kastet ned i knæ, men formåede vaklende at holde sig oprejst, mens hun panisk rettede blikket højere op mod bjerget, der syntes at slå revner – hvilket på ingen måde var muligt. Pludselig var det som om at plateauet under hende foretog et ryk og hun blev alligevel kastet ned på knæ – hendes instinkter tog over. Hun rejste sig vaklende og kastede sig så hurtigt hun turde mod den smalle, snoede sti der burde føre væk fra plateauet, men skred flere gange på den ustabile klippegrund. Hun kantede sig nervepirrende langsomt forbi det skarpe hjørner sprang på uelegant vis over de steder hvor dele af stien var styrtet sammen, alt imens hendes hjerte pumpede uanede mængder adrenalin rundt i hendes krop. Da hun kom længere mod øst, kunne hun høre panikslagen vrinsken fra flere retninger, først fjernt, men så nærmere og nærmere, som hun stred sig frem. Hæst besvarede hun deres panikslagne kalden, mens hendes ører konstant drejede og forsøgte at opfange så meget som muligt.

THREAD: Mellem de høje tinder                                                                         WORDS: 206

Han så sig panisk rundt til alle sider, mens han overvejede, hvad han skulle gøre. Skulle han løbe i den retning, vrinsket havde lydt, i håbet om at finde den panikslagne hoppe? Eller skulle han hellere se at få benene på nakken, komme ned ad dette bjerg og redde sig selv? Hans spekulationer blev brat afbrudt, da en spraglet hingst kom løbende rundt om hjørnet. Han bemærkede, at hingsten bar noget underligt udstyr på sin krop, men han havde ikke tid til at studere det nærmere. Hingsten stoppede steppende op foran ham og bad ham om at følge med. Han nåede ikke at give et svar, før hingsten vendte omkring og løb af sted i den modsatte retning.

Instinktivt satte han frem i galop og fulgte efter den spraglede hingst. Han anede ikke, hvor denne havde i sinde at følge ham hen, men han håbede, at det ville blive hans redning. Han nåede op på hingstens side og fulgte med i det hurtige tempo, mens han koncentrerede sig om at undvige de mange rullende sten. Alt omkring ham var kaos og panik, og han var i vildrede. Han drejede hovedet mod den fremmede og så på ham med panik i blikket. „Hvad er det, der sker?!"

Hele showet i sig selv blev vildere og vildere; og selvom den let brogede Djange forsøgte at holde sig i galop på den småsnoede sti, som kun syntes at blive smallere, blev han ved at sænke farten i ryk for hver gang han skulle undvige nedfaldne sten; eller større sten som blokerede.

Den skimle og fremmede hingst havde gjort klogt i at følge ham, og det var alligevel ikke længe før han fulgte godt trop. Stien slog et lidt skarpt sving, og en dybere revne på tværs af stien, som var godt og vel tyve centimeter bred, kom han uheldigvis til at træde ned i. Et hårdt og hæst fnys lød i smerte fra den brogede, før han kort haltede et par skridt i traven, på hans ene bagben. Et flænge i koden gjorde optakt til at bløde, mens han selv vidste at dette ikke måtte stoppe ham nu.

"Jeg er ikke sikker, men vi må ud. Nu!"; hvæste hans stemme kort, tonløst; i alt han mens han forsøgte at holde hovedet koldt. Men noget bremsede ham, da han endelig vidste at de var nær den andens kalden. To heste et stykke fremme på samme sti, hvor den endda var smallere, stod. Han kunne straks genkende den skimle hingst(Altaïr) fra mange år sidens møde, og den mørkglødede hoppe Solani. Hæst slog han et kaldende hvæsende vrinsk op, advarende af dette virvar der forgik i de buldrende bjerge...

Få sekunder stod han, før et knækkende og truende rumlen lød under ham, før et næsten brydende smæld lød under ham. Det var hurtigt hans bakkede da en revne ovenfra den ene af bjergvæggende til stien løb hurtigt ned og slog en næsten grøft foran hans hove. I et fnys bakkede han hurtigt, velvidende om at han måske ville komme til at ramle ind i den skimle fremmede hingst bag ham. han pressede ørerne hårdt i nakken, og stoppede da grøften havde slået sig. En meters penge dyb blev den, og godt en meter bred, før han hurtigt drejede hovedet i forvirring, da endnu et kaldende hæst vrinsk lød(Camille). Der var flere i bjergende nu end han havde oplevet før, på samme tid; og det begyndte nu for alvor virkelig at blive farligt. Nu var spørgsmålet bare og Solani og de to skimle ville følge ham ud, hvis da Solani og Altaïr ville krydse denne nyskabte grøft... Ellers måtte han starte med at forsøge at få denne fremmede skimmel ved hans side med ud...

Persephone

x x x

| Where: Enophis | Who: x | Listen to: Tornado |

Mellem de Høje Tinder

3

Bjergene havde bragt hende op i nye og uanede højder. Persephone, datter af Solani holdt sig konstant op ad sin mor, og forholdt sig tavs. De havde bevæget sig op igennem dalen og til starten af bjergpasset, igennem og over stier for så til sidst at kunne komme helt derop, hvor udsigten var ekstraordinær. Det lille buckskin/sabino føl var træt, og øm i de lange ben som havde båret hende langt. Det føltes vel langt, men det fine lille føl var også blot to dage gammel. De befandt sig nu på en snæver sti, og vinden var kraftig i sådan en højde. Pludselig gjorde hendes mor stop, og Persephone fulgte trop, og gjorde halt lige bag hende. De mørkebrune øjne betragtede hende med undren og langsomt fik hun en underlig fornemmelse i maven. Der var noget galt, og der gik ikke længe før det kunne ses i Solanis øjne.

Pludseligt begyndte jorden under hende at ryste og vibrationerne skabte skælven igennem hendes spinkle krop. Der lød en dyb rumlen som hurtigt overdøvede alt andet - små sten trillede ned langs klippesiden og ned imellem deres hove. Solani, der pludselig blev grebet af panik skød et skingert hvin igennem den fyldte luft og fik virkelig forskrækket Persephone, der hurtigt blev fyldt med frygt, af den rene og skære uvidenhed. Hvad skete der? Var det meningen? Nej, intet af det her virkede som det skulle være, og før Persephone nåede at se sig om, havde Solani sat afsted og galoperede nu langs stien. Et halvkvalt hvin forlod det lille hoppeføl, som hendes blik fyldtes med panik, idet hun satte af med alle kræfter, for at følge med sin mor. Sten buldrede ned omkring dem, og det var med nød og næppe at de ikke blev ramt - det var forfærdeligt svært for hende at følge med sin mor, der havde sat farten op, og undveg de faldende sten, hvor Persephone var nød til at efterligne hver en bevægelse for at undgå det samme - men det sænkede hende.

Pludseligt så det lysere ud, for længere fremme mødte to stier hinanden og blev til én. Persephone kunne knapt få vejret da hendes blik til sin rædsel fik øje på en kæmpe klippeblok, der med høj fart gjorde sig vej ned ad den ene klippeside. Det var i sidste øjeblik, at det lille hoppeføl fik sat begge forben i jorden, og undgik med nød og næppe at blive knust af den kæmpe kampesten, som nu havde sat sig fast imellem de to klippesider, og dermed afskærmede stien fuldkomment. Fuldkommen grebet af panik, nåede Persephone lige at se sin mor forsvinde henne om hjørnet i høj fart - fuldstændig uvidende om komplikationen. I få øjeblikke dansede hun om sig selv i fuldkommen panik, småsten trillede ned på begge sider og ned på den jordede sti. Hendes mor var væk, og fyldt med panik og skræk, med ørerne i nakken endte hun med at hæve sig på sine bagben og støtte piberne imod den store klippeblok. Endelig begyndte hun at vrinske og hvine - det var skingert og den høje kraft og tone ville have givet genlyd i hele bjergpasset, hvis ikke det havde været for den kraftfulde rumlen og lyden af de store sten, der voldsomt slog sprækker, og hamrede imod afgrundende.

Var det slut nu? Var hendes mor så bare væk? Panikslagen forsøgte hun flere gange at finde en vej, eller en sprække udenom den store klippeblok, men der var intet at gøre. Hun var for lille til at kunne klare sig op på den stejle klippeside, og klatre over stenen. Alt hun kunne gøre nu, som hendes inderste instinkt fortalte hende var, at kalde på sin mor med sine lungers fulde kraft.