Mellem de høje tinder [KATASTROFETRÅD]

Persephone

x x x

| Where: x | Who: x | Listen to:

Mellem de høje tinder
6

Tiden kunne nemt have stået stille. Det var et abstrakt begreb, og Persephone, som ikke var mere end et par dage gammel havde ingen forståelse for de sekunders varighed, som nu føltes som timer. For hun brugte alle sine kræfter på at kalde på sin mor, som var det eneste der cirkulerede i hendes tanker. Det satte instinkter i gang, og hele kroppen dirrede af den paniske tilstand, fuldkommen sanse-afskåret fra sin omgivelser. Den fare hun nu var bragt i, gik først op for hende da en svag smerte forskrækkede hende så meget, at hun sprang fremad med et hvin - men dén skingre lyd blev fortabt i det enorme brag af et kæmpe klippestykke, som smadrede ned på den allerede revnede sti. I et tomt øjeblik var der fuldkomment stille, imens støvet langsomt rejste sig fra den tørre jord. Der lød ikke længere et kald fra det lille føl.

Alt var blevet spærret - der var nu hverken vej frem eller tilbage. Fuldstændig sammenkrøllet og skræmt til ugenkendelighed lå Persephone med ryggen ind imod den store bjergvæg, rystende, imens de gyldne øjne stirrede, fyldt med chok ud i den tynde luft. Hun var nu for bange til at gøre noget som helst - var den lyse hoppe nu væk? (Taia) - var hun død og borte? Knust under den kæmpemæssige vægt. Persephone turde ikke længere at røre på sig, og aldrig lod hun sit blik se op igen - i frygt for at hendes syn skulle møde sin undergang.

Egentlig var han ved at vende rundt - klar til at lede dem der ønskede dette. Men en blød pels mærkedes imod hans bagpart, og i et kort spjæt skuttede han sig lidt frem, men kun lidt - da kløften for en meter bred endnu var lige foran ham. Kort havde han skævet til den skimle hingst ved hans side (Apeiron) som han endnu ikke vidste hvad hed, før han fik udsyn til hvem der var braset ind i ham. Hendes ord kom han dog i forkøbet, og dér stod den specielt mere brunskimlede hoppe Camille, som han havde truffet i bjergende for ikke så længe siden. Til trods for han godtog hendes undskyldning, var det eneste hun fik et koldt og tomt blik, og et kort frustreret og hæst fnys. Det buldrede endnu om dem, og kort bag de tre heste trillede sten i flere størrelser ned af klippesiderne.

Han var klar til at vende rundt nu og lede i hvert fald så disse to sjæle på vej! Men han så nu frem, hvor den skimle genkendelige hingst (Altaït) og Solani nu talte. Hingsten virkede plusdelig langt mere stærk og dominerende end han havde oplevet den gang. Normalt ville han nok have reageret, men det nåede han ikke, da han spærrede de krystalblå kolde og tomme øjne op. Solanis ord lød, og han forstod nu at det var et føl det hele handlede om. Hendes føl! Det føl hun havde ventet under deres sidste møde. Han forstod nu at føllet virkelig var hjælpeløst!.. Om dette var klogt eller ej, sprang han nu frem, smidigt over den sten som halvt havde dannet bro i kløften foran ham og de to andre på stien, og selvom han galoperede målrettet, var det tydeligt at han haltede grundet sin skade i koden.

"Jeg må hjælpe dem, vejen vil føre jer ud - hvis ikke I kan vente!"; hvæste han i den ret så paniske og pressede situation de nu alle var del i; tilbage imod den skimlede og Camille. Sikret var det for dem enten nu at skynde sig ned, af den sti han ville have let dem - eller følge trop, så de var sammen og ingen blev efterladte.

Han stoppede brat ved Solani og den skimle, som han kort skænkede et koldt og tomt blik hurtigt, før han så mod klippevæggen. Som til hans hæld egentlig bare var en masse mindre sten, dannet af en mur.

Stærk gik det, mens kræfterne hjalp ham på vej. Sten for sten flyttede han dem ud, trækkende, og lod dem falde til jorden. De buldrende omgivelser kunne han nu kun svagt hører, mens en mere ringende tone for hans ører lød, mens han anstrengte sig på livet nu, for at redde dette føl. Om det så var muligt, blev hans øjne helt fjerne - som eksisterede der intet sind, imens han benyttede sine kræfter.

Stenene blev flyttet, sten for sten, og snart var kun en fires centimeter høj mur tilbage, endda smal. Han vidste dette ville blive brutalt for den eventuelle føl, men det måtte gøres. Ind stillede han sig hurtigt ind til muren med bringen, og strakte halsen derind over. Et helt utroligt smukt føl lå der. Stille? Han frøs kort, mens hans mule langsomt søgte føllet der var indenfor rækkevidde. Han sank en lille klump, mens han frygtede hun allerede var død? til hans skræk et stykke foran føllet, lå et kæmpe stenskred... Men? Pludselig gik det op for ham at hun trak vejret! Hurtigt blev hans fokus atter taget op, og selvom dette ikke ville være rart for hverken ham, føllet eller Solani der skule være øjenvidne til dette, greb han fat i føllets tynde mange og dertil noget af halsen, hvor han bed hårdt fast. Det ville ikke overraske ham hvis føllet ville stritte imod etter skrige af smerte, men hurtigt gik det da han trækkende trak føllet med over murens firs centimeter høje kant, og mere eller mindre dumpede hendes på jorden ved med. Gribende forsøgte han at støtte hende med bringen, mens han ej slap grebet før hun var ovre og tæt ved jorden for hans hove.

Han trak nu vejet hurtigt, mens små hudafskrabninger fra murens kant desværre var at se på hoppeføllets side, samt hans eget bid også kunne ses som en trykning, mens lidt hår og pels var slidt af. Måske ville hun få mærke fra hans bid, men reddet var hun nu.

"Vi må af sted."; lød hans hæse og intense stemme, tonløst - næsten anstrengt for at få lidt styrke på for larmen i bjergende, så alle hestene omkring ham kunne høre. Hans flanker gik overraskende hurtigt ind og ud, mens adrenalinen pumpede. Han var virkelig blevet sat på prøve nu under denne her katastrofe. Han sendte kort et blik til Solani og nikkede kort, mens et svagt sørgmodigt glimt måske havde været at se i hans kolde og tomme øjne. Meget kort, før han nikkede kort stift over sin akt. Nu var Solani atter genforenet med sit føl, så nu galt det bare deres liv. Ivrigt steppede han frem, imod hvor han ville have ledt Camille og den skimle, alt imens at han nu ville lede dem ned. (Samt Camille og Apeiron hvis de ikke er smuttet mens han fik føllet ud)

THREAD: Mellem de høje tinder                                                                         WORDS: 458

Midt i alt kaosset omkring dem faldt der pludselig en enorm kampesten ned imod de to hingste. Den brogede sprang tilbage og ramlede lige ind i ham, men heldigvis nåede de begge at undvige på den måde. Småsten sprang til alle sider, og desværre så det ud til, at den brogede blev ramt af en. Den mærkelige rustning, han bar på hovedet, virkede dog til at have taget det værste af slaget. Apeiron så sig omkring i alt virvaret og opdagede, at den store sten var landet midt i grøften og nu faktisk dannede en slags bro over. Han lyttede til hingstens ord og nikkede beslutsomt. Han ville hellere end gerne overleve det her og var indstillet på at lægge sit liv i denne fremmedes hove. Han fulgte derfor efter hingsten, da han var på vej ned ad bjerget.
De var kun nået et par skridt frem, da en hoppe (Camille) pludselig dukkede frem fra et hjørne og bakkede lige ind i den brogede hingst. Forvirret stoppede han op og prøvede at finde ud af, hvad der var sket, og så kunne han høre den skimle hingst (Altaïr) i baggrunden.

Et føl? Fanget bag en stor klippeblok? Han vendte straks hovedet mod den skimle og var klar på at komme ham til undsætning. Selvom han gerne ville komme ned i sikkerhed, ville han under ingen omstændigheder efterlade et lille, hjælpeløst føl heroppe! Til hans held havde den brogede hingst ved hans side også valgt at blive for at hjælpe, og snart var de to hingste på vej over kløften med stenbroen i. Han hørte den brogedes ord om, at vejen ville føre dem ud, men han havde taget sin beslutning; han ville blive og hjælpe til.
Da de var nået hen ved de to heste (Solani og Altaïr) stoppede han op ved den brogedes side og forsøgte at danne sig et billede af situationen. Det gik hurtigt op for ham, at han ikke ville være til meget hjælp her...

Han blev derfor stående i stilhed og betragtede den brogede hingst arbejde. Sten for sten flyttede han dem ud, indtil der kun var en cirka fire centimeter høj mur tilbage. Apeiron undrede sig over, hvor denne hingst fik alle disse kræfter fra, men det havde han ikke tid til at bekymre sig om lige nu... Hurtigt gik det, da hingsten stillede sig ind over muren og fiskede føllet op. Det så en anelse smertefuldt ud, men det var jo nødvendigt for at få føllet i sikkerhed, hvilket klart var det vigtigste. Den brogede hingst fremsagde nu, at de måtte af sted, og til det nikkede han kort, inden han igen begyndte at følge efter hingsten ned ad bjerget. Han beundrede det enorme overskud, denne hingst havde - det var imponerende!

[1]

Efter den skimlede Altaïr var trådt frem og havde bedt den bjerggrå Djange om hjælp, udviklede tingene sig et øjeblik positivt; selvom deres samlede puls nok kunne høres kilometer væk, så følte den skimlede kontrol, og da Djange trådte frem, for at udøve hans magiske evner, for at få føllet fri, tillod Altaïr sig at skimme kort rundt om sig selv, som ledte han diskret efter hans elskede Taia, om end han vidste hun nok stadig var på den anden side af den bunke sten, som havde afskåret føllet fra dets moder.
Selvom det var et fascinerende syn, som der i øjeblikket fandt sted foran de mørkeblå øjne, så var hans opmærksomhed langt mere på at søge efter Taia's sjæl i bjergstøvet, der blev hvælvet op, for hver sten Djange flyttede. Han havde søgt hende altid, siden hendes krop blev taget fra hende, og nu var ingen undtagelse. Han stod lidt tilbage i forhold til de andre, og var langt fra lige så fremtræden en karakter, som for blot et minut siden, hvor han havde bedt Djange om hjælp.

Da de sidste sten blev flyttet, vendte han dog tilbage til nuet og omgivelserne til fulde. Føllet, som havde været spærret inde på den anden side, kom nu tilbage til sin moder, hvilket fik Altaïr til at udstøde en højlydt og lettet brummen. Nuværende krise var blevet løst, men de havde endnu en stor problematik foran dem; for de skulle ned. Altaïr skævede kort bagud for at lede efter den sti, som Djange og de to fremmede (Camille og Apeiron) før havde været på vej ned af. Altaïr havde, selvom det var uhøfligt, ikke helt bidt så meget mærke i den spættede hoppes tilstedeværelse (Camille), men situationen var ikke ligefrem venligtsindet overfor høfligheder, og sikkerheden kom før alt andet. Han brummede nu mere sigende, inden han nikkede bekræftende imod Djange - de skulle ned, og det skulle være nu. Dog bemærkede Altaïr, lige i det at den bjerggrå Djange passerede ham, at han virkede udmattet - en observation, som måske kunne være afgørende på længere sigt. Hvis den bjerggrå skulle bruge hjælpen, ville Altair ikke holde igen, om end han ikke havde det bedste indtryk af den armorbeklædte hingst - men måske han havde taget fejl? Hingsten havde trods alt lige redet det føl, selvom det havde bragt ham selv i farer, og det var en kvalitet som Altaïr ikke kunne sige noget negativt imod.

Han satte øjeblikkeligt selv afsted, med en opildnende brummen henvendt til både Solani og føllet. Han ville holde sig i midten, for både at kunne holde øje med dem, for føllet var det svageste led i rækken, i og med hun var ganske ny i landet og hverken havde styrken eller erfaringen til at begå sig i bjergene - men samtidig kunne han holde øje med Djange, hvis hans krop skulle svigte, efter anstrengelserne.

RÆKKEFØLGE:
Djange
Aperion
Altaïr
Solani
Taia
Persephone
Armonia
Rash

Mellem de høje tinder

Ængsteligt så den mørke hoppe til, imens den brogede Djange med overvældende styrke fik flyttet stenen der forhindrede Solani i at nå sit smukke føl (Persephone). Hun beundrede Djange for dette - noget hun ikke gjorde for mange. Beundring var for hende et hak i hendes stolhed, for hun nød at se sig selv som værende den bedste. Hun vidste selvfølgelig godt at der var mange der var stærkere, smukkere, bedre end hende, men hun nægtede at se op til folk på den måde. Dog fortjente Djange det. Det var tydeligt for hende at handlingen havde udmattet hende, og selvom han løftede Persephone op på en ikke ret kærlig måde, så bebrejdede hun ham det ikke. Ikke at hun ønskede at nogen skulle volde hendes føl (Persephone) smerte på nogen måde, men det skulle gå hurtigt i denne stund. Hun sporede ikke megen følelse i den brogedes blik (Djange), men hun sendte alligevel en kort hilsen imod ham.
”Djange.. Tak.”
Sagde hun, forhastet i den pressede situation, hvorefter hun hurtigt kastede et blik på sin datter (Persephone). Hun ville få et mærke fra hvor hingstens (Djange) tandsæt havde siddet, måske endda et ar. Men i så fald, ville det være et ar der havde reddet hendes endnu korte liv, og det var på den måde det hele værd. Hun skyndte sig afsted, skønt hun denne gang var sikker på at det buckskinfarvede føl (Persephone) var ved hendes side hele tiden. Hun fulgte den skimle (Altaïr), og Djange dannede en fortrop. Hun havde godt set at heste var kommet og gået, men havde ikke lagt meget mærke til dem. Hun følte ikke at hun havde tid. Imens hun gik, mumlede hun stille til føllet. Hun måtte være bange, langt mere bange end Solani selv havde været, og det sagde meget.
”Percy, Percy, hold dig blot til mig. Der kommer ikke til at ske dig noget så længe du er ved min side.”
Mumlede hun beroligende til føllet, selvom hun tvivlede på om hendes ord var sande. Der kunne ske noget med dem begge, men det vidste Persephone jo ikke. Frygten gnavede i den mørkes knogler som de fulgte efter de to hingste (Altaïr og Djange).

Wordcount: 364 | Tagged: Alle

Noget vaklende fik den spættede hoppe styr på sine ben og trykkede sig op mod klippevæggen bag hende, der i det mindste føltes solid og urokkelig. Hun kantede sig væk fra den zigzaggede kløft, der nu havde delt klippegulvet i to. Hun mødt kort den brunbrogede bjergvogters blik, men hans isblå øjne fortalte hende intet. Der gik dog ikke mange sekunder før en stor stenblok kom rutschende ned mellem hende og den skimlede hingst (Apeiron) der havde fulgt Djange og hun måtte trykke sig så tæt ind til klippevæggen at hun på det nærmeste satte sig ned, fordi hendes hove skred mod det hårde underlag. Den brogede bjergvogter var ikke sen til at benytte den nedfaldne blok som springbræt over til den brune hoppe (Solani) der tilsyneladende var mor til det føl (Persephone), der var afskåret de voksne hest af resultatet af et tidligere stenskred og nu kaldte hjerteskærende - noget der af uvisse årsager end ikke fremkaldte et gran af medfølelse i den ellers så venlige appaloosahoppe. Camille fik endnu engang hold på sin lange lemmer og betragtede sceneriet der udspillede sig foran hende med stigende frustration. I modsætning til den høje, ædelt byggede gråskimmel (Altäir) på den den anden side af kløften, var hun ikke helt uvillig til at efterlade føllet, hvis det kom til et valg mellem føllet og hendes eget liv. Hendes blik flakkede mellem den udgang som Djange havde udpeget og de øvrige heste, og splittelsen stod lysende klart i hendes gyldne øjne. Hun skridtede stift hen til grotteåbningen der skulle føre ned fra bjerger og cirklede frustreret om sig selv et par gange, før hun endnu engang standsede og så mod Djange der nu var ved at få trukket hoppeføllet i sikkerhed. Det gik pludselig op for hende at den skimlede der havde befundet sig et sted bag hende ligeledes var smuttet over på den anden side af kløften og efterladt hende som den eneste tilbageværende hest på "udgangssiden" af kløften. Uvillig til at efterlade de øvrige heste og begive sig ned af bjerget på egen hånd, blev hun stående hvor hun var, mens småstenene haglede ned omkring hende. I samme øjeblik føllet var tilbage ved sin mor, brummede hun sagte og strakte bydende hoved fremad i en ”Kom nu”-gestus, før hun snurrede rundt og travede ind i passagen Djange havde udpeget.

Taia
☽ ° ☾

Der var mørkt uden det mindste tegn på lys.
Noget trykkede sig mod hende fra alle sider.
Det føltes som om, at hun blev kvalt på trods af, at hun ej kunne trække vejret mere.
En lyd skar gennem mørket, men hun forstod den ikke.
Hun prøvede at følge den.
Hendes ben flyttede sig ikke.
Var dette den død, hun på magisk vis havde undgået før?

☽ ° ☾

[OOC: Taia forbliver lige 'inaktiv' inde i stenen for nu, derfor den meget, meget korte besked. Hun vender tilbage i aktion i næste besked fra hendes side.]

Der gik ikke længe, før den røde hoppe, sammen med den mørke hingst, havde fundet de resterende sjæle, der vandrede rundt på bjerget, som var i udbrud. Alle de der var til stede, virkede forvirrede og stressede. Som manglede de nogen eller noget. Og dette var ej forkert observeret af den røde hoppe. Hun forsøgte at finde ud af, hvem skikkelserne var, og nogle få genkendte hun – Djange, den stolte bjergvandre, og Altaïr, den drømmende og galante hingst. Hendes røde øre vippede en smule uroligt, inden hun samlede sig mere energi, og satte farten op.

Da hun var tæt nok på, standsede hun, og stirrede henover dem alle, undersøgende. Men de så alle ud til, at være nogenlunde ok. Dog stod en mørk hoppe (solani) med et meget trist og stresset udtryk. Hvad manglede hun?
Ordet føl lød nu i Armonias øre. Altaïrs stemme kunne hun hære i sine øre, og han fortalte Djange, at de manglede hoppens føl. En smerte jog igennem den røde hoppe, mens hun stod der og kiggede på dem. Hun kunne kun forstille sig den smerte, som moderhoppen måtte opleve lige nu. Djange vendte omkring, og begyndte at fjerne sten. Og endelig kom et lille fint velskabt føl frem. Armonia smilte ganske sagte, inden hun da bemærkede Djange der så noget udmattet ud. I nogle lette bevægelser, trippede hun op imellem alle skabningerne, og lod sig mænge med dem. En rolig samt beroligende brummende lyd kom fra hende, i et forsøg på at berolige sig selv, samt de andre. Hun lod sig stille sagtne bagud, så hun nu to bagtroppen. Hun ville have dem alle ind i den tinde, som Djange viste dem mod – og nok var hun bange som alle andre. Men hun ville gerne sørge for, at de alle kom godt afsted.

Rashn havde kunne lugte og lytte sig frem til de andre paniske heste der var i bjerget, og trods den arrede hingst ønskede at være alene, havde han alligevel bragt sig selv hen til dem, fulgt med den rødlige hoppe han var stødt på som det første.
Hele hans kropsprog var tydeligt- han var ikke tilpas med situationen, ikke den med jordskæld, men den med han netop nu befandt sig i en mængde af andre heste. Han kunne se deres sløret skikkelse og lugten af dem skar sig i hans næse. De mandelformede øre røg fluks længere ned i nakken, musklerne under det arrede skind var anspændt, og det kunne ligne hans hud ville give efter når det skulle være.
Rashn stoppede op. Han ville ikke tættere på, ikke for nu- faktisk helst aldrig. Rashn havde fornemmet at der skete mere end bare panik, men hvad der præcis var sket her holdt han sig ude af.
Vejen ned var vist frem, men Rashn stod stadig stille. Han ville vente, vente til de alle var noget ned så han kunne liggende en passende afstand til dem. Tænderne var hårdt sammenbidt, mens han vagtsom hold øje med de mange sløret skikkelser han kunne tyde i blandt alt støvet.

Rystelserne omkring dem buldrede endnu truende, og selvom man ville have troet at det snart var ved at være tiden til at man burde vænne sig til lydende, var det ikke tilfældet. Alt gik oveni så stærkt, så selv det hele skete nu og her, føltes hele situationen som et fjernt minde han tænkte tilbage på år efter. Solani's takken var fjern for hans ører, før han målrettet forsøgte at holde hovedet koldt og tankerne ude. De skulle ned, og vejen foran dem var endnu ikke spærret.

han satte frem, fornemmede hvordan både den spættede(Camille) og den skimle(Apeiron) hurtigt fulgte trop. ud af øjenkrogen kunne han se den anden skimle og gamle bekendte hingst, tæt sammen støttende ved Solani og hendes føl. Først da linen af heste blev til en helt kolonne bag ham, var det at fornemmelsen af en velkendt duft kom ham til gode.

Armonia! Han fik øje på den røde skikkelse der fulgte trofast bagtrop, og selvom tiden var knap og den ikke var at spilde, tillod han sig at lade sig berører. En næsten beroligende følelse fyldte kortvarigt hans krop, mens han haltede kraftigt i sin springende og standhaftige galop. Hans kode på bagbenet var endnu revet op og stadig en ny blødende flænge, mens hans fór ledende af sted.

Undvigende for de mange småstore sten på op til flere kilo, sprang han u-taktet vigende fra.

De fulgte stien et stykke tid, til den delte sig. huritgt tog han en beslutning, men kun ti meter fremme var den fuldkommen spærret.

"Drej til højre!"; hvæste han højt rungende igennem den evigt buldrende lyd, før han klodsede bremserne hårdt i, velvidende om at sikkert de to heste lige bag ham ville ramle ind i ham. Hurtigt vendte han hundred og firs grader, beredt på at de andre ligeså ville, så han kunne komme forbi og lede dem den anden vej ud. De var ikke mere end sølle fem hunrede meter fra en yder sti ned af bjerget, men det skulle jo hurtigt, inden vejende blev spærret.

Da først den skimlede hingst havde indfundet sig i nærheden af den brune hoppe og hendes føl, og havde sat kursen efter Djange, hvis kendskab til bjergene var langt større end resten af den lille 'flok' til sammen, lod han et øjeblik sine tanker kredse hans elskede Taia igen. Han havde det på nogen måder dårligt med at sætte kursen ned, for han følte han forlod hende, om end han vidste, at hun sikkert fulgte dem i det usete. At hun ikke kunne sidde fast, eller blive fanget heroppe, i det hendes eksistens lå i det hinsides, som i en lukket drømmeverden, som Altaïr selv ikke havde formået at trænge ind i. Han sukkede let, imens hans tanker tavst søgte hende, kaldte på hende, for at være sikker på at hun kom med dem ned. Hvad præcist hun havde formået at gøre på den anden side af stenene, imens føllet havde været fanget, var uvist; men han vidste, at hun højest sandsynligt havde formået at få føllet til at falde en smule til ro, inden Djange fik hende fri. Om hun havde brugt alt sin energi, eller hvad man nu skulle beskrive det som, på at holde sig synlig for føllet eller ej, kunne han ikke gætte på, men det var en logisk forklaring.
Hans tanker blev afbrudt, da den røde Armonia havde fundet dem og slået sig til dem. Hendes lyde vækkede hurtigt hans sind, og hendes røde krop blandede sig snart med det lille følge, som nu søgte sikkerheden længere nede. Den spættede hoppe, Djange og den brogede skimle hingst var længere fremme, så da Altaïr kunne komme til det, gav han et lille spørgende puf til Armonia, for at sikre sig hun var okay. Hun måtte have været fanget heroppe samtidig med dem, men det lod heldigvis ikke til at jordskælvet havde givet hende skader. Han brummede herefter glædeligt til hende, for han var oprigtigt glad for at se hende i god behold, inden han skævede om imod Solani og føllet, som endnu var med.
Djange, som havde fundet den rigtige vej ned, bad dem snart dreje til højre. Altaïr øgede sit tempo en smule, så han en lille stund kunne følges med den røde hoppe Armonia, rundt til højre og videre ned ad den sti, som Djange havde udvalgt til at føre dem i sikkerhed.

RÆKKEFØLGE:
Djange
Aperion
Altaïr
Solani
Camille
Taia
Persephone
Armonia
Rash

Mellem de høje tinder

Hele tiden holdt Solani øje med Persephone, og fulgte ellers blot Djange. Hun så hvordan en rød hoppe sluttede sig til dem (Armonia), men holdt egentlig mest øje med sig selv og Percy. Der var tre heste udover sig selv som hun følte at hun ikke kunne gå fra. Den første var Altaïr, for det var trods alt ham der havde hjulpet hende til at starte med. Den anden var Djange, som havde reddet Persephone ud, og lige nu ledte dem vejen ned fra bjerget. Den sidste var selvfølgelig hendes egen datter, og for Solani var hun det vigtigste at få reddet ned derfra. Hun prøvede hele tiden at undvige de store sten og klippestykker der fløj om hovene på dem, men pludselig ramte en større sten hende nede ved koden. Hendes ben knækkede kort sammen i smerten, men ikke nok til at hun faldt helt. Hun blev nødt til at blive ved med at gå, blive ved med at løbe. For hendes egen og Percy’s skyld, så på trods af smerten i bagbenet løb hun videre. Da Djange stoppede brat op, strejfede hun let hans bagpart, mumlede et undskyld, og løb videre til højre. Lige nu var undskyldninger ikke det vigtigste, for de skulle bare alle sammen ned i et stykke.

Wordcount: 212 | Tagged: Katastrofe

Efter hvad der føltes som en evighed, men egentlig var imponerende kort tid, alt taget i betragtning, havde Djange reddet føllet ud og samtlige heste vendte nu mod den tunnel bjergvogteren havde udpeget som værende udgangen. Den brogede hingst (Djange) var den første der fløj forbi Camille i tunnelens snævre munding, efterfulgt af hoppen med føllet (Solani & Percy). Camille faldt ind bag dem som nummer fire og gik stærk ud fra at ingen af de andre havde tænkt sig at blive hængende og nyde bjergluften. Nedefter gik det, med småsten fygende omkring ørerne på dem alle og skrækindjagende høje brag, når de store klippeblokke, der var blevet løsnet under selve skælvet, rutschede ned ad bjergsiderne uden hensyn for de ting de mødt på deres vej.

Appaloosahoppen nåede lige at opfange en bevægelse ud af øjenkrogen, sagtnede klodset farten engang, hvilket nærmere blev én stor taktfejl, men fik ikke advaret hoppen foran sig. I stedet ramte en stor sten hende (Solani) på koden, så hun snublede, men fortsatte. Dette mindede Camille om hendes egen opskårne forpibe, der indtil nu havde den været skubbet om bagerst i bevidstheden, neutraliseret af adrenalin. Hun kastede et blik på sit ben, ved næste galopspring og skar en grimasse. Det gjorde stadig ikke bemærkelsesværdigt ondt, men det skulle det sikkert nok komme til. Det var en lang, bred rift fyldt med halvstørknet blod og støv. Adr. I det mindste var den ikke brækket eller noget andet i den retning.

Da Djange og derefter følhoppen (Solani) stoppede op, var de ved at forårsage et harmonika sammenstød, og havde sikkert også gjort det, hvis ikke det var for Djanges advarsel. Alligevel var Camille endnu engang næsten nød til at sætte sig på bagparten, for at stoppe i tide og få drejet til højre. Hun gentog bjerghingstens råb, usikker på om bagtroppen havde hørt det over larmen der omgav dem.

Taia
☽ ° ☾

Den døde hoppe sad fast. Ikke i fysisk forstand, men i den mentale. Det var ikke nyt for hende at bevæge sig gennem noget, som var umuligt for en levende. Det var ikke noget nyt at stå i noget, ligge i noget, men det var nyt at være fuldstændig forsvundet inden i det. Aldrig før havde hun prøvet at være inde i noget, uden at en eller anden del af hende var udenfor den og den ubehagelige følelse hun havde haft hver gang havde derfor overmandet hende. Det var ikke meningen, at man skulle eksistere inden i andre ting; pladsen var der bare ikke, end ikke for de døde. Alting pressede mod hende, ønskede hende bort, ude af deres rum. Så meget som de pressede hende væk, holdt de hende dog inde, for de skubbede hende ej i en bestemt retning. I stedet trykkede de hende alle vegne og dermed ingen steder; fik hun ej hjælp var det ikke sikker, at hun selv ville kunne finde vejen ud derfra.
Hjælpen skulle vise sig at komme fra en side, som hun nok ikke havde overvejet. Det var en ren tilfældighed, men muligvis også en bevidst handling fra nogen højere oppe. Noget ramte mod klippeblokken, skubbede den bort og rev hende med, men inden den væltede udover kanten blev hun fri.

Instinktivt snappede hoppen efter vejret, selvom hun ikke kunne trække det i sin nuværende tilstand. I stilhed lå hun, de blå øjne gemt bort fra verdenen, mens hun blot lyttede til bjergene omkring hende; det hele virkede pludseligt mere fredfyldt end nogensinde før. Var hun ved at dø? Det mente hun ikke, at hun var, for de døde kunne vel ikke dø igen? Alligevel føltes det hele dog sådan, som om hun drev længere og længere væk fra livet efter at have kæmpet sig så hårdt tilbage mod det. Hun følte det som om, at hun mistede fornemmelsen af klippestien som hun lå på. De småsten, som trillede gennem hende, rørte hende ej. Hun følte ingenting, men på et dybere plan end normalt.
Med et slog hun øjnene op. Det her var ikke hvad hun ville; dette var ikke hvad hun ønskede! Hastigt blev de kraftige ben trukket ind til hende, før hovene blev placeret mod den let skrånende bjergsti. Med anstrengelse fik hun trukket sig selv på benene, men stod for et øjeblik usikkert; hun følte sig udmattet, denne gang mere end nogensinde før. Hun kunne dog ikke stoppe her; bjergene var ikke hendes hjem.

Det trak i tomrummet. Det guidede hende. Det fortalte hende hvor hun skulle gå og som altid lukkede hun sine øjne i og fulgte villigt. Igen overlod hun villigt sin sjæl til noget, som hun ikke kunne forklare.

☽ ° ☾

[6]

Mellem de høje tinder
______________________________

Kaosset spredte sig, da flere og flere heste sluttede sig til forsamlingen, der i samlet flok styrtede ned ad bjerget med den brogede hingst (Djange) som førerhest. Det buldrede og bragede omkring dem, og Apeiron måtte flere gange kaste sig til siden for ikke at blive ramt af de store sten, der fløj om ørerne på dem. Småstenene rullede under de mange hestes hove og gjorde underlaget glat, men dette fik ham ikke til at sætte farten ned. Han fortsatte nedad i fuld galop og koncentrerede sig kun om at følge flokken til dét, der forhåbentlig ville være sikkerhed.

Efter at have fulgt den samme bjergsti i et stykke tid, delte den sig i to. Alt gik så stærkt, men han nåede lige akkurat at bemærke, at den ene vej var fuldkommen spærret. Lyden af den brogede hingsts hvæsende stemme ramte hans ører og kommanderede alle at dreje til højre. Han klodsede bremserne i sammen med alle de andre heste, der alle var lige ved at ramle ind i hinanden. Lige nu var der dog ikke tid til at tænke på undskyldninger og høflig afstand, da alle kun havde ét mål for øje; at komme i sikkerhed hurtigst muligt!

Han drejede skarpt til højre og fulgte alle de andre heste ned ad endnu en bjergsti. Sveden piblede ned ad ham, og hans vejrtrækning var hurtig og panikslagen. Hans krop var efterhånden ved at være godt udmattet, men han havde ikke tænkt sig at stoppe af den grund. Adrenalien pumpede rundt i hans krop og gav ham energien til at fortsætte den besværlige rejse ned ad bjerget.
____________________________________________________________________

Tag: Katastrofetråd | Wordcount: 266