Mellem de høje tinder [KATASTROFETRÅD]

Taia
☽ ° ☾

Der er en første gang for alting, men også en anden, tredje og fjerde gang. Der er uendeligt potentielle gange af ting; nogle når kun til den første, andre når den tiende. Endnu flere prøver ting to gange, tre gange måske, i deres liv. Men der er også dem, som ikke husker gangene. Dem hvor noget blot er blevet vane, en ting man lever med; en ting, som man forstår sig på og har prøvet så mange gange, at man holder sig rolig, selv når verdenen omkring en bryder sammen, for man ved, at det ikke er enden på alting.

Den brune hoppes hove skurrede mod klippen under henne; den ene ting af alt hun kunne røre. Sten fløj gennem hende, mens en klippeblok burde hamre hende itu, men hun kom igennem som var det det rene luft, hvilket det i teorien også var. Hvad der drev hende op i bjergene, når alt andet blev drevet ned, kunne hun ikke sige, men hun havde en skræmmende fornemmelse af, at det involverede nogen, som hun holdt mere end kær.
Hvor alle andre sandsynligvis var faldet til deres knæ eller sider, da rystelserne havde sendt en bølge gennem bjergene, så havde Taia ikke rokket sig det mindste. Om det udelukkende skyldtes, at hun havde prøvet det før, eller om det faldt på den verden, hun gik i, vidste hun ej, men hun følte ingen frygt. Ikke for sig selv i hvert fald, men hun var også allerede død, så der var næppe noget hun kunne frygte heroppe. Måske at falde ned i en kløft, men selv der havde hun en sær fornemmelse af, at det ikke rigtigt kunne være enden for hende.

Med et pludseligt ryk stoppede hun op på den smalle, stenede sti. Hun følte ikke rigtigt noget, men fantomfølelser fyldte hende alligevel med den ubehagelige fornemmelse af, at hendes mave trak sig sammen, mens hendes ører rykkede bagud. Det var ham som havde trukket hende herop.
"Gråling!" Kaldet var mere instinktivt end gennemtænkt og hun var derfor ikke sikker på, præcis hvad hun ønskede at få ud af det, for potentielt kunne det blot forværre situationen, at hun havde kaldt på ham. Om han hørte det var dog også et godt spørgsmål, for det var bestemt ikke sikkert med alle de andre lyde, som fyldte luften. Uanset om han hørte hende eller ej, så kunne han dog ikke se hende, da hun kun havde været i stand til at få sin stemme igennem til de levendes verden. Endnu var hun også for langt væk til at kunne gøre noget som helst, men med den kløft som bredte sig, så ville deres veje mødes, medmindre den grå hingst og mørke hoppe valgte at forcere den.

☽ ° ☾

[1]

Den røde hoppe stod på alle 4 for nu. Men hendes højre ben smertede helt oppe i skulderen, og hun var godt klar over, at det ikke ville blive en let sag eller smertefrit for den sags skyld, at komme hele vejen ned fra denne højre bjergside. Men ned, det skulle hun nu altså. Den mørke og arrede hingst kom tættere og tættere på hende, for til sidst at være nået nogenlunde ned på hendes niveau, dog uden at være for tæt på den milde Armonia. Men dog var hun tæt nok på ham, til at kunne se, at det ene øje manglede og det andet øje var mat i farverne. Mon han i virkeligheden ikke kunne se særlig meget? Ord forlod nu hans mule, med en hård stemme, der måske kom hårdere ud end det skulle – men det var nu ej noget den røde hoppe tog personligt.

,,Jeg er okay”

Svarede hun med den varme og milde stemme, der dog havde en undertone af urolighed og panik. For de stod jo stadig i en situation, som bestemt ikke var god at befinde sig i.
,,Vi må ned herfra”

Sagde hun da med et nik, inden hun kiggede en sidste gang på ham. Hun ville bevæge sig forrest – for hvis han ikke kunne se ordentligt, ville han få svært ved at bevæge sig udenom eventuelle kløfter, som Armonia da kunne forberede ham på, hvis hun tog fronten. Og den varme hoppe var fast besluttet på, at de begge skulle ned herfra med livet i behold. Hun bevægede sig en anelse humpende, men dog bed hun smerterne i sig, pga. den fare de ellers var oppe imod. Nedad gik det, og til tider kurrede hun i lidt tid, fordi underlaget var ujævnt og vådt, fra dagens regn. Hun virrede uroligt med hovedet opad, for at holde sig mere opadrejst, mens hun bevægede sig langsomt. Hun kunne ikke sætte i trav, det var umuligt på underlaget. Hendes ene øre var hele tiden vippet bagud imod den mørke hingst, for at være sikker på, om han stadig fulgte med hende? (RASHN)

[2]

Overalt omkring den skimlede hingst rungede det af eftermæglet fra jordskælvet. Sten ramlede imod andre sten, kurrende lyde fra klippeblokke der gav sig sendte truende lyde ud over bjergenes stier og hvin fra øst og vest blandede sig med stenenes uhyggelige lyde. Der var på igen måde stille omkring den skimlede hingst, der febrilsk forsøgte at finde en vej i sikkerheden; men efter to blindgyder greb panikken ham langsomt. Bedst som han uvilkårligt valgte en ny vej, som han ligeså tog i samlet galop, i håbet om at denne var rigtig, blandede en lyd sig med alt virvaret, som på trods af dens lave intensitet, skar sig direkte igennem tumulten og ind til den skimledes øre.

Grålling!

Stemmen kendte han alt for godt og derfor reagerede han nok mere instinktivt, end gennemtænkt, for han stoppede med et og drejede om sig selv. Hans kaldende hvin skar derefter igennem luften så godt den kunne, for at kalde på den hoppe han vidste var heroppe. Hans Taia. Hans blik ledte ligeså nærmest panisk efter hende, for trods hendes legeme ej længere var levende, så var visheden om at hendes sjæl var, nok til at få ham til at frygte for hendes sikkerhed også; selvom ingen sten kunne skade hende på nuværende tidspunkt.
Kort efter måtte hans opmærksomhed dog ændre fokus igen, for foran ham dukkede en brun hoppe op, med et særligt hvidt aftegn i hovedet. Hun så, ligesom ham, ret så panisk ud, og hendes ord der nærmest kom ud som en kommando, bekræftede blot dette.
Med voldsomt pumpende hjerte rettede Altaïr nu sine dybblå øjne imod hende, inden han med fast toneleje svarede hoppen; et spørgsmål krævede altid et svar, uanset hvornår.

,,Jordskælv! Vi skal ned herfra, nu!"

Alvoren kunne ikke betvivles i hans ord. Kendte man den drømmende hingst, ville man aldrig kunne forestille sig, at hans adfærd kunne blive så dominerende, så ledende, som han på et splitsekund blev. Han vidste nu, at det ikke kun var hans liv, og hans frygt for Taia's sjæl han skulle bekymre sig om, men en anden 'kødelig' hoppe stod foran ham nu, og havde samme frygt. Det var rent instinktivt at denne forandring skete, og han havde slet ikke tid til at overveje hvad han skulle gøre. Og da revnerne truede med at blive til mere, ja endda en kløft blev åbnet, var retningen lagt. Han skyndte sig frem, med to bestemte skridt og med hvælvet hals puffede han, så blidt der var tid til at koordinere, hoppen væk fra kløftens retning. Han håbede, at den vej der nu var åben for ham var den rigtige, for han havde styret både ham og hoppen i den retning, hvorefter han i hektisk trav fortsatte frem - og kort efter følte han det.

Det trak i hans krop, klemte hans lunger sammen, som var han røget i vandet på en vinterdag. Han hev øjeblikkeligt efter vejret og lagde ørerne, da kulden fra hans elskede passerede hans krop; for midt i alt virvaret og instinkter, som havde overtaget hans drømmende sind, havde han ikke ventet at møde hende på vejen, på trods af hendes kald. Men lige så hurtigt, som han havde reageret på overraskelsen, lige så hurtigt tog et mod over i hans indre. Hun var her, hos ham, og som altid gav hendes tilstedeværelse ham ro. Han brummede sagte, en sigende tone, som mest var henvendt imod den usynlige Taia, som signalerede at de behøvede hjælp. For han kendte ikke vejen; men måske hun kunne finde den?

Kort efter blev den skimlede hingst dog igen nødt til at flytte sin opmærksomhed - for selvom han helst ville holde øje med, hvor Taia nu var, så kunne han ikke. Den brune hoppe skulle han holde øje med, og længere fremme dukkede en grå hingst op, med mærkværdigt udstyr der var lagt hen over hans ryg og hoved. Han lignede virkelig en, som kunne modstå de farer, som netop var over dem - og et øjeblik betænkte Altaïr, om det mon kunne være ham der var grunden til den voldsomme rystelse. Altid havde den skimlede haft en livlig fantasi, men efter han fik tøjlet tanken, så han godt det ingen mening gav - især ikke når de netop var på vej imod hinanden, og den fremmede, ikke ligefrem så ud til at komme for at gøre rejsen mere besværlig for dem, men derimod hjælpe.

[Herfra er der følgende rækkefølge:]
Djange
Aperion
Altaïr
Solani
Taia
Persephone
Armonia
Rash

Hoppen svarede ham. Om hun løj eller ej var op til hende. Et mekanisk nik var det som kom tilbage fra ham som et sammentykke på han havde hørt hende. Hvert et ord. Trods den arrede hingst ikke talte meget, var han ganske god til at lytte. Han hørte det hele, nogen ting lod han blot fordufte igen hvor imod andre gav han sig tid til at svare på. Med det manglende syn, i hvert fald næsten manglende syn, hørte han meget bedre end en hest med optimal syn. Det var trods alt en fordel, han kunne også lugte ting som var alle lugte og dufte skarpere for ham. Det var de på sin vis også. Dog ville hverken lugte eller lyde give ham nogen fordel nu! Tvært imod synet havde været hans bedste chance, men det svigtede ham.

Den røde hoppe sagde de måtte ned, hvilket Rashn var udmærket klar over. Dog, de var ikke de eneste der måtte ned. Rashn så sig længere ind imod bjergende. Han havde hørt deres vrinsk og hvinene imellem de mange brag fra sten der faldt. Han havde sågar måske hørt det de andre ville anse som druknet i larmen.

"Der er flere!"

Rashn anede ikke om denne røde hoppe ville rede de andre andre eller forsøge hjælpe dem, men den arrede hingst kunne endnu ikke lade dem i stikken. Hvis hun ville ned, måtte hun gerne, Rashn ville ikke stoppe hende, men han var nød til at finde de andre. Ikke fordi han havde speciel meget lyst, men han var nød til det. Han vidste hvad det krævede af ham.
Hvis blot han kunne ignorere sit tideligere liv, det liv han havde haft før Andromeda, ville det være let. Ak han havde taget livet og troen med sig, selvom han foragtede det mere end noget andet.

Rashn fulgte ikke med den røde hoppe da hun var begyndt at bevæge sig ned, der imod vendte han sig i den retning han havde hørt de mange andre vrinsk fra. Han måtte forsøge at hjælpe. Han kunne vel give dem et prej om at her var en mulighed for en vej ned. Rashn vidste hvor farligt det var at begive sig tilbage imod bjergende. Han var monstro nok tættere på en vej ned end de andre var. Han kunne dog ikke lade dem i stikken trods det han gik imod en af sine mange regler netop nu. Han havde vendt næsten ryggen til denne fremmede! (Armonia)

Mellem de høje tinder

4

Hun lyttede utålmodigt til hingstens ord, men forstod det ikke. Jordskælv? Hvad var dog det? Hun var ligeglad. Fuldkommen ligeglad. Hun skulle bare væk. Kort vendte hun blikke ttilbage, men til sin rædsel så hun ikke det buckskin føl der ellers havde fulgt hende. Hun stoppede brat op, og det var som hendes blod frøs til is i hendes årer. Hun kunne høre hende skrige. Skrige på hende. Den unge hoppes vrinsken blandede sig med lyden af hendes blod der dunkede i ørene, da hun kastede et sidste panisk blik på den grå hingst.
”Percy! Percy! Det er mit føl, hun er her ikke… Hvor.. Percy!”
I hendes stemme var det ganske tydeligt at se at hun var gråden nær. Hendes stemme var høj og ganske skinger, da hun vendte om. Væk fra alt, væk fra den sikkerhed der måske fulgte den grå hingst. Hun fangede synet af Djange bag ved hende, men var ligeglad. Det eneste der var vigtigt nu, var at redde sabinoføllet. En stor kampesten lå dog i vejen for hende og hendes datter. Der var intet hun kunne gøre. Hun kunne høre føllets piben på den anden side, hendes hove der skrabede mod stenen.
”Hjælp mig! Hun er fanget på den anden side!”
Peb hun febrilsk, med angsten malet i den endnu relativt unge stemme. Hun kiggede til den ene side, men så blot den stejle bjergskråning. Hun måtte få føllet væk, for hun frygtede for sin datters liv. En enkelt stor sten kunne med lethed smadre hendes rygsøjle eller kranium.

Wordcount: 255 | Tagged: Everyone

Taia
☽ ° ☾

Uanset hvor mange gange det skete, uanset hvor mange forskellige ting hun prøvede det med, så føltes det så forkert for hende, som det gjorde for alle andre. Hun var blevet van til det, sandt nok, men det gjorde ikke fornemmelsen bedre eller nemmere at arbejde med. Det var trods alt hende, som de gik igennem, mere end dem, hun gik igennem, for det var hende der kunne ej eksisterede i den levende verden.
Hvor den grå hingst følte kulde, så følte hun i stedet et sug. En krængen af sit indre, som han drev igennem hende og trak i den form, hun havde. Det var anderledes at drive igennem noget stillestående, for det trak ikke, som noget i bevægelse gjorde. Sten var en ting, et levende en helt andet. Ikke desto mindre blev hun dog stående og lod ham løbe; den brune hoppe fulgte, men stoppede midt i det hele og efterlod Taia stående med en meget ubehagelig fornemmelsen. Instinktivt trak hun sig bort, da fornemmelsen blev ved med at være der, og endte dermed med at stå mellem den brune, ukendte hoppe (Solani) og sin Gråling (Altaïr). Let rystede hun sit hoved og gav et fnys fra sig, før hele hendes krop blev rystet i et forsøg på at komme af med fornemmelsen, som var en af de få, hun kunne føle.
Ved lyden af den grå hingsts brummen flyttede hendes ene ører sig tilbage, men straks blev hun fanget af hoppens udbrud, som var begyndt kort forinden. Der var et føl heroppe... et føl... hvorfor havde den brune hoppe taget et føl med herop?! Hun kunne ikke diskutere den sag med moren nu, men hun kunne gøre noget: finde det.

"Gråling, jeg finder hende." Det lød ud i det blå, men den grå hingst burde vide, hvem der talte. Forhåbentligt kunne han sige et eller andet til den brune hoppe, som ville holde hende fra at gå fuldstændigt til ulvene.
En kold fornemmelse ville lægge sig over den brune hoppe (Solani) igen, da den døde satte afsted gennem hende, de blå øjne gemt for begge verdener. Halen svirpede bag hende, inden hun tornede afsted langs stien, drevet frem af føllets kalden. At komme gennem stenen ville være hendes mindste problem, for en ting var at finde føllet, noget helt andet var at sørge for, at det ej blev skubbet ned fra stien eller ramt af noget.

Taia forcerede stenen uden nogen problemer og fandt et gyldenlødet føl (Persephone) på den anden side, tilsyneladende fuldstændigt ude af sig selv. Hun kunne ej bebrejde den lille hoppe, for det var ikke hendes skyld, at hun var endt i denne situation; det lå udelukkende på moren, men Taia havde ikke tid til at opbygge harme lige nu. I stedet vendte hun sit blik op af for et øjeblik, mens hun kom til et holdt et par meter fra føllet. Intet syntes at have direkte kurs mod føllet, selvom småsten og andet kom forbi; intet burde dog være til fare for den lille.
Ude af stand til at tænke på andre ting, hun kunne gøre, lød en beroligende brummen fra den anden verden. Den gled ind i de levendes, hvor den blandede sig de rumlende lyde, men den burde nå føllets ører. Langsomt tonede den slørede hoppe også frem med et kærligt smil om mulen, trods kaosset omkring dem.; hun kunne kun håbe, at føllet ville reagere på hendes ro. Med en dæmpet stemme, der dog var høj nok til at overdøve alt andet og nå føllets ører, talte hun beroligende; "Shh, lille du. Din mor kommer lige om lidt." Langsomt gik hun fremad og tilbød sin mule i en forsigtig hilsen, mens et par sten blev kastet gennem hende og trak i hendes form, som dog stadig holdt den tydelige form af en lidt tungere, moden hoppe med et moderkærligt og roligt udtryk.

☽ ° ☾

[3]

Persephone

x x x

The First of a Thousand Nights
4

De voldsomme lyde, der havde similiære træk som et kraftigt tordenvejr fyldte det lille føls små ører, som en dyb rumlen, der blot gjorde det paniske kaos større for hende. Hendes slidte stemme var nu hæs, efter at have kaldt på sin mor af sine lungers fulde kraft, og hun kunne hurtigt mærke hvordan det begyndte at gøre ondt i halsen og trykke for bringen. Flere gange lod hun sine forben ramme jordstien, for så at dreje rundt om sig selv et par gange, og atter kaste sig frem imod stenen for at udstøde endnu et frygtsomt kald. Efter flere omgange måtte hun træde tilbage, og da blev hun tavs. De gyldenbrune øjne stirrede ubevægelige ned i jorden imens hendes bryst og flanke hævede og sænkede sig kraftigt, eftersom hun hev efter vejret. Hun var vel i en tilstand af chok, og småsten rullede stadig af og til ned mellem hendes hove. Hovedet gjorde ondt og en svag hylen kunne høres i det fjerne - tinitus, som langsomt lod en del af den kraftige rumlen fortage sig.

Det var da, at en anden dyb lyd fangede hendes ører. Lyden var opstået bag hende, og langsomt, med ganske forsigtige skridt og et fuldkommen forskræmt blik, vendte hun sig om og fik øje på en særdeles fremmed skikkelse (Taia). Ingen lyd forlod hendes mule imens hun betragtede denne fremmede hoppe, som vel måtte være kommet fra den samme sti? Stadig ude af sig selv, tænkte Persephone ikke længe over hvorfor, men den manglende følelse af sikkerhed, fik hende til at træde forsigtigt imod denne moderlige skikkelse. En dyb, kærlig dog fjern stemme lød fra denne slørede hoppe, og selvom ordene for hende var fremmede, så skabte det en svag ro, der dæmpede hendes galoperende hjerte. Stadig langsomt og med et blik blandet af forundring og frygt, trådte hun nærmere og mødte hendes mule med sin, imens hun så op til hende - ønskede at søge ind til hende, som var hun det eneste der fandtes i hendes lille fortabte verden nu, for hun vidste jo ikke bedre.

Det gav hende ro i få øjeblikke, og pludselig blev den stilhed der havde lagt sig over hende brudt, og virkeligheden satte ind. Den voldsomme rumlen vendte tilbage og sammen med den, lyden af hendes mors paniske stemme(Solani). Adrenalinen satte ind, og uden så meget som en tanke til den fremmede hoppe, vendte det lille sabino føl sig, og sprang tilbage imod den store sten, og lod atter sin hæse stemme lyde, for at forsikre sin mor at hun var der, og at hun for guds skyld ikke måtte forlade hende igen. Det var et mirakel i hendes lille verden, at nu var hendes mor her igen. Hun var ikke væk, og Persephone var ikke alene. Det havde føltes som en evighed, men i katastrofen var sekunderne korte og værdifulde.

Armonia var godt klar over, at der var andre på bjergets sider. Men hvor de var, anede hun ikke. Mange stemmer og lyde kunne høres, men samtidig med det, var der bare så ufatteligt mange lyde der forstyrrede hendes fornemmelse for, hvor de kunne være. For bjerget larmede, med alle de rullende sten og klippestykker, og det var svært at koncentrere sig om både at lytte til det, og fjerne sig fra stenene, og samtidig søge efter stemmerne i det fjerne. Den røde hoppes hjerte bankede imod hendes bringe, og hun kunne mærke hvor meget hendes adrenalin pumpede. Men det pumpede også, fordi hun kunne mærke trangen til at finde de andre der var her. Den milde hoppe var lavet af et stof, der blot gjorde at hun følte en trang til at hjælpe andre, for hun var altid selv blevet hjulpet i sin gamle flok, hvis hun da havde brug for en hjælpende hov. Desuden var hun blot så varm af hjerte, at hun ikke ønskede andre sjæle skulle skades.

Og hun var tydeligvis ikke den eneste. For den mørke hingst sagde nu, at der var flere, som hun også havde hørt og vendte ryggen til hende, og bevægede sig afsted imod de andre. Måske han vidste hvor de var? Armonia drejede ligeså omkring, og fik kæmpet sig op på siden af den mørke hingst, dog med nogle meter imellem dem. Hun løftede hovedet op, og udsendte nu et kaldende og søgende vrinsk – mon nogle ville respondere på dette, så hun og den mørke hingst kunne finde dem? Armonia humpede stadig, og at gå sidelæns på denne måde, for at finde dem, gjorde ikke mindre ondt i benet og skulderen. Men findes – det skulle de!

flere sten faldt ned. Det var stemt ikke nemt at færdes i bjergende på dette tidspunkt, og slet ikke for Rashn der flere gange skrabte sin ene side op af klippemuren. Det var svært for ham at se noget som helst, og slet ikke nu hvor terrænnet ændrede sig fra hver en sten der falde og de mange revner og sprækker der dannede sig i underlaget.
Den røde hoppe fulgte med, og det tog hende ikke lang tid om at nå op til ham. Af reaktion blev de mandelformede øre presset yderligere i nakken og han udsendte en hvæsende advarende lyd. Han vidste det kunne være svært at holde afstand, men nu var hun trods alt advaret!
Det var ikke så meget fordi den arrede hingst var ondskabsfuld, han havde blot ingen tillid til nogen overhoved! Tillid var falsk, lige så vel som så mange andre følelser, der som regel var drivkraften for andre levende individer. For Rashn var det noget andet, hvad det helt præcis var, var svært at sætte en hov på. For han havde ikke livsglæden at holde ved. Han levede ikke, men overlevede.

Et vrinsk lød, ikke fra dem de søgte men den røde der vrinskede. Det var vel fornuftigt nok, hvis de kunne få respons på det vrinsk ville der være en nyt spor for Rashn at gå efter. På det punkt hjælp det ham at han hørte bedre end de fleste. Han ville kunne høre det de andre ikke kunne.

Rashn havde dog lagt en klar kurs for hvor de måtte bevæge sig hen af for at finde de andre- han sigtede lidt lavere, for hvis de andre havde været fornuftige nok, havde de selv forsøgt at finde en vej ned. Ned fra det kaos der var opstået da jorden var begyndt at ryste.
Rashn lyttede opmærksomt, men tog sig ikke tid til at stoppe op. Konstant ændrede underlaget sig, nye sprækker opstod og flere gange var den arrede hingst ved at miste balancen på i det svære tærren. Rystelserne synes endnu at foresætte og virkede ikke til at dette mareridt ville få en ende! Hvis blot rystelserne holdt op, ville det være nemmere at finde en vej ned og oven i købet mere sikkert.

THREAD: Mellem de høje tinder                                                                         WORDS: 378

Kaosset spredte sig omkring dem, og det begyndte for alvor at gå op for ham, hvor alvorlig en situation han befandt sig i. Han forsøgte at holde sit tempo i galop for at kunne flygte så hurtigt som muligt, men det var nærmest umuligt. Der faldt konstant små sten mod hans krop, og de større sten måtte han febrilsk prøve at undvige. Han var så forvirret, at det var umuligt for ham at finde rundt i dette virvar - derfor sørgede han blot for at fokusere på den brogede hingst, der førte an.
Midt i alt virvaret og kaosset snublede den spraglede hingst uheldigvis i en revne på stien. En bekymret brummen forlod Apeirons mule, da hingsten haltede ved hans side. Det var svært at se i dette støvede kaos, men det så ud som om, at hingsten var kommet til skade. Hingsten gjorde dog klart, at det ikke var noget at spilde sin tid på, for i det samme kommanderede han, at de måtte væk fra bjerget med det samme. Dette kunne Apeiron kun sige sig enig i, så han fortsatte fremad uden et ord.

Støvet fra de mange stenskred spredte sig i luften og tilstoppede hans luftveje. Han fnøs irriteret i et forsøg på at få det ud, men udover dét var der ikke andet at gøre end blot at ignorere det og fortsætte sit løb.
To fremmede skikkelser dukkede pludselig op på stien foran dem. De så ud til at være mindst lige så panikslagne, som han og den brogede hingst var. Lige som deres veje skulle til at mødes, lød et flækkende brag under dem, og en ordentlig revne spredte sig og dannede en grøft foran den brogede. Hingsten måtte hurtigt bakke væk, hvilket resulterede i, at han bakkede lige ind i Apeiron - men det gjorde skam ikke Apeiron noget, for han havde fuld forståelse for, hvorfor hingsten havde gjort det.

Vejen til de to fremmede ville nu blive svær at krydse. Ville de mon følge med, eller satsede de på at klare sig selv? Han så sig forvirret omkring, mens flere panikslagne vrinsk rungede langs bjergene.
Hans ører blev utilpasse lagt til siden, inden han drejede hovedet og så på den brogede med et bekymret udtryk. „Der er mange flere heroppe. Hvad gør vi?"

Den genkendelige hingst(Altaïr)og den mørkglødede hoppe Solani stod ikke mere end sølle hundrede meter op af stien for dem, som blev smallere og smallere i deres retning. Den mindre grøft, som ville være mulig at krydse for dem havde fået den skimle, hingsten han havde med sig, og ham til at stå kropskontakt nært.. En hændelse som var en helt igennem sjældenhed for de let brogede Djange. Havde alt dette livtruede postyr ikke været i fuld gang omkring hovederne på dem, var han nok faret i flæsket på den skimle på nuværende tidspunkt.

Mercy?.. Var det eneste han fik ud af hoppen Solanis paniske ord, gennem den larmende buldren fra bjergende omkring dem. Hvilket når det så var sagt, syntes at hun ikke gad at reagere på hans eller den skimles(Apeiron) ankomst. Kort drejede han hovedet op, da han syntes noget var ved at falde ned i hovedet på ham, og ganske rigtigt faldt en stor kampesten truende ned imod dem. Tilbage sprang han, selvom han vidste han ville ramle ind i Apeiron; og en ordentligt dunk lød. Små småsten sprang til alle sider, og en på størrelse med en lille føl hov, ramte hans maske lige midt imellem hans øjne. Et dunk lød og han rystede kort på hovedet. Masken havde taget godt af for dette, og i den meter lange grøft foran med, fyldte den store sten nu halvdelen af den, så en form for bro faktisk var dannet. Hurtigt så han imod Solani og Altaïr igen, før vendte hovedet imod den skimle ved hans side som spurgte panisk ind. Kort nikkede han, meget stift, mens hans kolde og tomme øjne kort flakkede frem og tilbage, i sit dilemma.


"Følg mig hvis I vil overleve det her!"; hvæsede hans stemme højlydt, formodentligt højt nok til at Solani og hingsten ved hendes side kunne høre dette. Det blev for farligt nu til at stå og blomstre her som Apeiron og Djange gjorde - til trods for der nok egentlig ikke var gået mange sekunder i sig selv... Han fnøs hårdt op, og kastede blikket på den skimle ved hans side, i håb om at han havde forstået at han ønskede disse to sjæle med. Men startskuddet var fyret af anyways.. for nu ville han lede vejen, om det kun var for den skimle ved ham, eller om det også ville være Solani og/eller den genkendelige hingst Altaïr, måtte tiden vise.

Vigende fra de rystende klippevægge, var han snart i fart, hvoraf han kun ganske lidt tillod sig at se tilbage, frem for frem for farer, for at se om folk fulgte med...

I takt med at hun bevægede sig længere ind i bjerget - hvilket hun var nødt til for at komme ned derfra - gik det op for Camille hvor mange andre panikslagne sjæle der egentlig befandt sig i bjergområdet. Det overraskede hende, men hun havde ikke tid til at være overrasket. Løsrevne småsten blev rystet ned ad de stejle bjergsider omkring hende og gjorde det svært at høre præcis hvad der blev sagt og gjort, samt bedømme hvor mange der egentlig var en del af det skrækkelig scenarie der udspillede sig.
Til venstre for hende var en skrænt forvandlet til et regulært vandfald af faldende klippestykker i alle former og størrelser - det ville have været et smukt syn, hvis ikke flager af granit konstant blev slået af og kastet ind i grotter og passager og bragte alles liv i yderligere fare, når de med smæld og gnister rikochetterede i alle retninger. Da hun skridende rundede et sidste hjørne mødtes hun af rent kaos - der var heste hvorend hun kiggede hen, men det var ikke just et opløftende syn. Et par hingste var åbenlyst heltemodige og forsøgte at redde et nogle hopper. Pludselig gik det op for den spættede hoppe at der var en hoppe (Solani) til stede der kaldte desperat – på sit føl - til stede -  sit føl?! Hvem i alverden tog et føl med op i bjergene - specielt så forrædderiske bjerge som disse? Synet havde fået den spættede hoppe til at slå bremserne i - heldigvis - og hun stoppede ved kanten et en nydeligt zig-zagget revne, der med rasende fart udvidede sig og separede hestene. Hendes ene forhov gled ud i det åbne ingenting og hun rev indersiden af sit ben til blods på den skarpe kant, men formåede på tre ben at trække sig tilbage på rystende klippegrund. Hun bakkede kluntet ind i en eller anden (Djange) og skilte derved 2 heste der kom galoperende ind fra en sydlig sti (Djange og Apeiron), men frygtede at vende sig om og se hvem, i tilfælde af at hun endnu engang skulle smutte ud over kanten, men fik fremmumlet et hurtigt ”Undskyld!”

[3]

Kort efter at den skimlede Altaïr have fået lagt sine øjne på hingsten der bar den sælsomme rustning over sin ryg og hoved, hørtes den brune hoppe med det særprægede hvide aftegn i hovedet. Hun skreg i panik, på et føl som tilsyneladende var fanget på den anden side af den sten, der havde blokeret vejen bag dem. Altaïr vendte derfor øjeblikkeligt sit hoved fra de to der nærmede sig, og så i første omgang ikke en spættet hoppe komme ind fra siden og ryge imellem hingsten med rustningen, som Altaïr i første omgang ikke genkendte, og den skimlede hingst med det hvide hoved. (Han kigger nu væk fra Djange/Apeiron/Camille).
I samme øjeblik han havde vendt sig, hørtes hans elskedes ord, som en hvisken i luften, dog høj nok til at både den brune hoppe(Solani) og ham selv kunne høre det. Herefter trådte han frem til den brune for nærmest at skubbe hende til siden, og væk fra den store klippeblok, for de kunne intet stille op; de havde ikke kræfterne eller magien til at flytte den. Han så direkte på hende, og med en lav, men bestemt tone, sagde han nogle få ord, som kun var henvendt til den brune hoppe, i det at Taia's spøgelse passerede deres kroppe og begav sig om på den anden side af klippen.

,,Der er en med os, som passer på hende, melady. Men vi må finde hjælp til at flytte stenen.."

Og i det han udtalte sine ord, gik det op for ham, at hjælpen faktisk var kommet af sig selv. Den grå hingst med rustningen på, havde den skimlede Altaïr i første omgang ikke genkendt, men nu slog det ham. Han havde for længe længe siden set den selv samme hingst, mødt ham, og selv valgt at gå fra ham, fordi han mente at han skjulte sig selv bag facader og ingen fantasi havde; ja, den grå hingst var ikke en som Altaïr havde forestillet sig at skulle møde igen, eller indgå samtaler med - men situationen var for alvorlig nu, til at han kunne undgå det.
I det at den skimlede Altaïr nu vendte sig imod de andre 3, som var kommet dem nærmere, hørte han ordene fra rustningehingsten. Han bad dem følge ham ned, nu - men de kunne ikke gå, førend føllet var med i sikkerhed. Han lagde sine ører en smule og hævede sit hoved op; når han blev presset, kom hans mere dominerende adfærd frem, om end den ikke var så stærk som andres.

,,Vi kan ikke gå, før det føl som er fanget bag den store klippeblok er med os. Den brune hoppe er dets moder. Uden hjælp mister vi føllet."

Det lod dog ikke til at hingsten, som Altaïr havde en idé om besad magiens egenskaber ville vente. Nok var den skimledes kendskab til vogterne småt, men han var klar i troen om, at den fantasiløse rustningebærende var vogter. Og måske var netop den rustningebærene hingst den eneste der for alvor kunne gøre noget; for hvis ikke de fandt en vej udenom klippen for at hente føllet, ville de miste det, det stod klart. Altaïr skævede kort imod den brune hoppe, inden han så fast imod den grå hingst med rustningen, som havde vendt rundt for at sætte frem og ned; men han kunne ikke gå efter. Han kunne ikke lade et føl miste livet i bjergene fordi han holdt sit eget mere kært - om det så måtte koste ham. Han forstod dog godt, hvis de andre to (Camille og Apeiron) valgte at følge efter med det samme, især fordi den spættede hoppe så ud til at være skadet. Dog håbede Altaïr inderligt, at vogteren ville vende om og hjælpe dem, så de alle havde en chance for at komme ned herfra, med livet i behold.

Rækkefølge:
Apeiron
Djange
Camille
Altaïr
Solani
Taia
Perspehone
Armonia
Rashn

Mellem de høje tinder

5

Hun kunne høre sit føl kalde febrilsk på hende på den anden side af stenen, men der var intet hun kunne gøre. Hun følte sig forfærdelig. Hvor kunne hun nogensinde have taget sit nyfødte føl med op i bjergene? Dog fik den skimle hingsts (Altaïr) ord hende til at falde en lille bitte smule til ro, skønt hendes blik endnu var skræmt og konstant var på stenen der stod mellem hende og Persephone. Hun forstod ikke hvilken sjæl iblandt dem der kunne hjælpe, skønt hun følte en fremmed kulde omkring sig (Taia), samt en stemme der tydeligt henvendte sig til den grå hingst (Altaïr). Et spøgelse? Hun havde hørt historier om spøgelseshestene i de store pyramider, men dette virkede ikke som fra historierne. Hun slog tanken fra sig, da hun bestemt ikke havde tid til at overveje så mange forskellige ting. Lige nu var det vigtigste at få reddet sabinoføllet.
Et taknemmeligt blik blev sendt mod grålingen (Altaïr), inden hans næste ord, henvendt til Djange fik hende til at tænke. Han var bjergenes vogter, ikke? Han måtte da kunne hjælpe med stenen. Om grålingen (Altaïr) havde fået samme idé var ikke til at sige, men hun blev nødt til at spørge ham.
”Djange! Hvis du på nogen måde har mulighed for at… For at fjerne stenen, skubbe den, ødelægge den blot den mindste smule, vil jeg være dig evigt taknemmelig.”
Hun brød sig ikke om at snakke så bedende på den måde, men hun følte at hun blev nødt til det. Hun var desperat for at få sit føl hos sig igen, for hun nægtede at gå før hun havde det lille føl med sig. Så skulle de komme væk. Hun havde også lagt mærke til at den grå (Altaïr) var langt mere venlig end de andre heste hun hidtil havde mødt, selvom det var i en så presset situation.

Wordcount: 310 | Tagged: Everyone

Taia
☽ ° ☾

Føllet reagerede positivt til at starte med. Langsomt nærmede det sig, en smule forsigtigt, indtil det mødte hendes mule. Midt i kaosset, midt i alting, var det en fantastisk følelse for den døde. Hun følte føllets mule mod sin. Følte varmen, blødheden. Hun følte livet for en kort stund, for hastigt trak føllet sig bort og vendte tilbage til at kalde på sin mor.

Verden stoppede omkring den døde hoppe. Sådan syntes det i hvert fald for hende for et øjeblik, for hun så ej stenene slå mod klippesiderne eller den evindelige rislen af småsten og splinter. I stedet hang de stille i luften, mens hun bevægede sit blik opad bjergsiden, hvor hendes øjne fæstnede sig ved noget langt mere faretruende end noget af det andet, som var sket, når det gjaldt det lille føl: en klippeblok var blevet slået fri og med sig bragte det et stenskred. Hvor meget skade dette kunne skabe, vidste Taia ej, men det var som sådan også irrelevant, for hvis det ramte hoppeføllet, så ville det forsvinde bort fra stien, uanset hvad ellers der skete.
Hun kunne ikke forhindre stenskredet i at nå dem, men hun kunne forhindre det i, at ramme føllet. Det burde hun i hvert fald hun kunne, for det gyldne føl havde reageret på hendes berøring og Taia havde samtidigt følt den. Hvis hun kunne mærke det, måtte hun være i stand til at mærke andre ting også, men det tænkte den døde hoppe ej på; i stedet reagerede hun på instinkt i det verden satte igang igen.

Hoppen for fremad og det var bestemt ingen kærlig handling, men resolut bed hun føllet bagi. Ikke så meget, at det ville trække blod eller efterlade et mærke, men det burde være nok til at få føllet kortvarigt ud af sin paniske søgen efter sin mor og samtidigt få det til at springe fremad i overraskelse eller forskrækkelse. Taia ønskede ikke at give hende nogen af delene, men det var en nødvendighed, for det var ikke sikkert, at et skub ville få føllet til at reagere hurtigt nok eller overhovedet have nogen virkning i første omgang.

En overdøvende rumlen, og lyden af sten som slog mod hinanden og klipperne, fyldte kort efter området, i det stenskredet ramte den sti, som den døde og føllet stod på. En klippeblok borede sig vej ned gennem stien, lige foran stedet hvor de to før havde stået, og spærrede effektivt enhver ide om at gå tilbage den vej, for med den smuldrede stien bag den. De var fanget, nu mere end før, men føllet var stadig i live. Den døde hoppe var dog intetsteds at se, i det hun var blevet fanget i klippeblokkens bane.

Det var sort for hende. Mørkt. Hvor var hun?

☽ ° ☾

[6]