Ved bjergenes rødder [KATASTROFETRÅD]

På jorden omkring Enophis bjerge, og de nederste meter af de stenede klippers domæne, bredte voldsomme rystelser sig som ringe i vand. Jorden blev rystet så meget, at dem der end måtte stå på den, blev rystet omkuld. Overalt bredte faretruende revner sig fra bjergenes rødder, store sten blev kastet fra oven og ned på det hårde underlag, som bjergenes ende udgjorde.
Træerne omkring blev truet til at smide deres tynde grene, som de havde skudt til forårets start og enkelte nærtstående træer blev helt væltet, enten af sten og klippestykker der kom trillende, eller på grund af jorden der gav efter.
Selve jordskælvet varede blot 2 minutter, men rystelserne fortsatte et par minutter yderligere. Enophis var blevet rystet i dens grundvold, og de skader der end måtte være, var endnu ikke til at overskue.

[Denne tråd foregår i den nederste del af bjergene samt landskabet omkring. Rystelserne strækker sig 1 km fra bjergene. Alle der spiller denne tråd bør derfor befinde sig omkring bjergene eller lige ved bjergenes start. OBS: Det er tilladt i denne tråd at springe hinanden over, såfremt en person ikke svarer indenfor 2 dage.]

Lupë havde godt nok besluttet sig for at blive på Foehn for en tid, med sin mor og bror. Men en mindre visit hos sin far ville måske ikke være det værste. Den unge hingst var godt og vel to og et halvt år nu. Tiden gik stærkt, meget stærkt. Fra Enophis østligste punkt havde han vandret imod bjergpasset med ren elegance, smidighed og overskud. Glædeligt betragtede han Øen som tydeligt viste tegn på forår. Det karakteristiske drengede og brede smil havde fundet vej til hans spraglede mule, men han betragtede sine omgivelser; og de tilhørende mange minder som dukkede op i hans hoved ved synet af disse.

Han havde kunnet beskue bjergende et stykke tid nu, men først nu var der ikke så langt igen, en lille kilometer eller sådan. Men nu skete der noget, en rumlen lød, buldrende og nærmest snigende, alt imens den unge rødlige hingst så sig lidt forfærdet omkring. Hvad var det? Han stoppede helt op, før han kunne sammenligne rystelserne med det hans far nogen gange havde gjort da han var yngre og uartig, for at få hans opmærksomhed. Men disse jordrystelser var meget værre! meget kraftigere. Næsten balancerende spredte Lupë instinktivt sine fire ben, før det slog ham at det kom fra bjergende. Selv i denne afstand kunne han se store sten slippe klippevægge og bjergsider, og trille faretruende ned af siderne. Han spærrede straks de to forskelligt farvede øjne op panisk, før han hvæsende udsendte et vrinsk, der drenget og næsten panisk lød!


"Far!"; kunne der tydes i hans vrinsk, før han ufortrøden spurtede frem på de lange stænger, smidigt og uden hæmninger, med kurs imod bjergende!

[3]

En ganske fredelig dag, som i første øjekast så ud til at blive ganske normal, viste sig at indeholde noget højest usædvanligt og farligt.
Godt som den gyldne Illana havde sat kursen imod Enophis bjerge, som hun med jævne mellemrum besøgte, skete det uventede. Over hovedet på Illana hang Lyset som vanligt, og på trods af at det var højlys dag, kunne Lysets lys tydeligt ses i luften. Det havde længe blot taget karakter efter sit vanlige gullige, klare lys, men pludseligt, lige før rystelserne begyndte, var det som om Lyset imploderede om sig selv og nærmest sendte gråblå nuancer ud til alle sider herefter. Det gav et ryk i den gyldne hoppe, som øjeblikkeligt stoppede op med udspilede næsebor og ørerne lagt. Lysets impulser var blevet sendt direkte til hendes hjerte, og hun vidste noget var galt; men ikke hvad.

Da rystelserne begyndte, først svagt og derefter kraftigt, måtte hun sænke sit tyngdepunkt og stille sine ben i en spredt stilling, for ikke at miste balancen. Det var uhyggeligt som alt omkring hende værkede, og jorden truede virkelig med at vælte hende omkuld. Hun lagde utrygt sine ører i nakken, imens det hele stod på; og alt imens flakkede hendes tanker tilbage til sidste gang hun havde været så bange; og det var dengang hun mødte Skyggerne. Hendes hjerte havde reageret ved at pumpe hurtigere og hårdere allerede før rystelserne startede, men nu hvor de faktisk stod på, følte hun nærmest hjertet springe ud af hendes bug. Det gjorde ondt, så bange var hun; og da jorden endelig stoppede med at ryste, efter det som føltes utroligt længe, dirrede den gyldne hoppe af skræk.
Der gik et øjeblik før hun fik samlet de lange, slanke ben igen og vendt fronten imod bjergene, hvor de første skrald af faldne sten lød. Det var et forfærdeligt syn, at se bjergene kaste nærmest klippestykker af sig og sende dem imod jorden. Aldrig havde hun set så frygteligt et syn, og med angsten tydeligt tegnet i blikket, bakkede hun flere skridt.

Den gyldne hoppe var modig på mange punkter, men ikke på détte punkt. Og hvis ikke en plag havde sendt et skrig ud i luften i nærheden af hende, var hun sikkert også løbet længere væk, for at få kontrol over hendes panik. Hun havde dog ikke tid til det nu, for da hendes blik fik øje på den rødlige plag, vidste hendes instinkter godt, at hun ikke kunne tillade sig at lade ham i stikken. Hun satte derfor øjeblikkeligt imod den unge hingst, med det formål at stoppe ham fra at komme for nær; for sten blev uvilkårligt kastet og de trillede flere meter videre efter de ramte jorden - og i det at den gyldne hoppe var sprunget frem i galop, begyndte Lyset at skinne meget kraftigt rødt. Nærmest ovre i den mørke blodrøde farve, hvilket var Lysets måde at reagere på, overfor denne fare som både det, Illana og alle andre i nærheden var udsat for.

Hans hove dunrede imod den rystende jord for en stund; mens Lupë på mirakuløs vis alligevel holdte sig oprejst og i fart, på trods af de truende rystelser, der ikke forsikrede ham noget godt fodfæste overhoved. Pludselig stilnede rystelserne af, og for hans to forskelligt farvede øjne kunne han nu for alvor se de eftervirkninger i bjergende, med store sten der skred ned af siderne. Panisk var hans blik spærret op, mens halen var hejst som den smukke røde fane den nu kunne være. Ufortrødent fortsatte hans lange stænger under ham, før noget distraherede hans udsyn.

Det kønne små kantede hoved blev drejet en anelse, og deraf var en lys og gylden hoppe på vej i mod ham. Et smykke om hendes hals fangede hurtigt hans blik, med en helt rødligt skær lysende derfra. Små halve parader fortog han, og sænkede farten en smule, før han pludselig kom i dilemma. Han kunne ikke helt tolke om hoppen var i færd med at stoppe ham eller søge tryghed hos ham, over dette der lige var sket, og egentlig stadig skete. Hans ører vippede fremad, mens han nu hurtigt drejede blikket imod bjergende. Han måtte redde sin far! Han måtte hjælpe ham! Men hoppen nærmede sig, og usikkert over sit valg, forblivende lidt endnu i gangarten galop, kortet ned, så han imod hoppen. Svagt blev hans blik spørgende imod hende, lige som for at finde accepten i at måtte fortsætte imod bjergende uden hende.

[4]

Til alt held havde den rødlige plag fået øje på Illana, da hun nærmede sig, og i et øjeblik sænket sin fart med tvivlsomme bevægelser. Hans kortede galop gav Illana muligheden for at vinde afstanden ind; for selvom den gyldne var meget hurtig, var det ikke til at sige, om hun kunne løbe ham op, hvis først han fik afstanden stor nok.
Hun var dog snart henne ved ham, og tøvede ikke med at afspærre ham vejen. Hendes bevægelse var smidige og elastiske, og så snart hendes gyldne krop befandt sig foran ham, bremsede hun brat op; så brat, at hun faktisk måtte løfte sin forpart en anelse fra jorden, for at hive vægten på bagparten og dermed stoppe helt.
Hendes ravfarvede øjne blev herefter lagt ufortrødent direkte imod hans øjne; som bar hver deres farve. Hendes adfærd sagde det hele; dette var farligt, og de burde slet ikke være her. Hun prustede sagte, inden hendes ord med overraskende rolig karakter brød frem, og erstattede tomhullet i luften, som nærmest rungede imellem de hule, stumpe lyde af sten der ramte den bløde jord.

,,Vi må væk herfra, det er alt for farligt at nærme sig bjergene!"

Hun vidste selvfølgelig intet om, at denne plag netop var søn af Djange, og at Djange i dette øjeblik befandt sig oppe i bjergenes højder; men Lyset reagerede på plagens søgen. Det skiftede karakter, fra den blodrøde farve, til en blålig, blandet med grønne nuancer. Illana, som endnu var så præget af instinkter og frygten, hørte i førte omgang ikke efter de impulser som Lyset sendte hende, men havde mere travlt med at holde et øre imod bjergene, lyttende efter potentielle farer der hvor de stod nu, og øjnene på plagen, for hvis han forsøgte at løbe udenom hende, måtte hun stoppe ham.

I den tøvende og dæmpede galop hastighed, fandt den fremmede gyldne hoppe ind foran ham; og som han mindst ventede det klodsede hun bremserne. Hurtigt responderende klodsede han selv bremserne i og var egentlig meget tæt på at ramle ind i hende. Undvigende og nede i fart søgte han lidt ud til siden for ikke at ramle ind i hende, og med mule mod mule stod de næsten da det begge stod stille. Vigende havde han trippet på stedet med et knejst hingstet hals, trods sine unge proportioner, og egentlig overvejet om hvorvidt han bare skulle ignorere hendes forstyrrelse og drage mod bjergende igen.

Men derpå, lige som han gjorde an til at springe frem, lød hendes stemme. Han spidsede ørene opmærksomt imod hende, og i de livlige og to forskelligt farvede øjne, vekslede nogle forskellige glimt af panik, sorg og uro. Protesterende rystede han på hovedet, mere voldsomt end lige først ment, så hans mørkerøde man flagrede let omkring ham. hans pandelok landede over hans blå øje og bækkede for det, før han kastede hovedet i været i et mindre protesterende hingstet fnys, så pandelokken atter gled ud til siden og væk fra hans udsyn.

"Men min far er der inde, jeg kan ikke lade ham i stikken!"; hans stemme var drenget, men moden; alt imens han lige nu talte højere end han normalt ville. Grundet panikken og uroen der så småt fyldte hans krop med adrenalin. Kort tillod han sig igen at se på det smykke hun bar, som ivrigt skiftede mellem flere nuancer og styrker. Kort så han en smule spørgende på hende, med kort rynkede ikkeeksisterende bryn, før han igen hurtigt så med længsel imod bjergende. Han kunne selvfølgelig også bare løbe?

[1]
[1]
Rystelser. Kaos. Ødelæggelse.
Det var ikke sådan den spraglede havde haft til tanke at starte foråret der langsomt var kommet krybende over Andromeda. Vinteren havde bøjet sig og små skud var begyndt at springe op af jorden. Mindraper havde fundet sig selv vandrende over Enophis blot for at få lidt fred for det tankemylder der vældede sig op i ny og næ. Han vidste ikke hvor han skulle gøre af sig selv, men bjergene var altid et godt sted at være alene.
Da rystelserne ramte, sendte det den ellers solide hingst i knæ i det han ikke havde været opmærksom. Tænderne var bidt hårdt sammen og et højlydt næsten vredt fnys kom fra den spraglede, som efter de værste chok fik sig stavret på benene igen, i tide for at undvige en større kampesten der kom trillende i hans retning. Hvad foregik der lige her? Han hørte et skrig, et kald nærmere og en rød skikkelse der pilede forbi ham kort tid efter. Hvilken klovn. Hvem ville dog begive sig mod bjergene nu? Han stod for en stund og fandt fodfæste da de gule øjne fangede et svagt glimt længere væk, som derefter satte i bevægelse mod den røde. Kunne det være? Den spraglede var ikke sikker, men var det hende, så kunne han ikke ignorere det. Det fik ham hermed til at følge efter den røde skikkelse som dog var langt foran ham. Der var nogen forsinkelse på hans ankomst, men snart var han ved de to sjæle. En rød plag og den gyldne. Han overhørte plagen ord. Hans far oppe i bjergene? Den spraglede virkede overraskende rolig til trods for hvad der udspillede sig omkring dem. Han sagde endnu ingenting, men så blot situationen an. Han havde ingen følelser i klemme. Han var her egentlig bare for at sikre sig at den gyldne ikke rodede sig ud i noget helt vanvittigt, hvilket nok betød at han måske blev nødt til at forholde sig til den røde plag.

Ved bjergenes rødder

[ 2 ]

Hele jorden havde rystet og Ava der havde søgt fred i bjergene langt væk fra Foehn, havde ikke kunne holde sig på benene. Selvom hun ikke havde stået i nærheden af toppen, så havde der stadig været stejlt.

Hvor længe hoppen præcist havde været slået ud var hun ikke klar over, men en ting var sikkert - hun var i hvert fald længere ned af bjerget nu end hun havde været før det hele var blevet sort. Den sorte pels var blevet beskidt af støv, og sten kom stadig rullende forbi hende, små sten hoppede på jorden og den buldrende rumlen fra bjerget kunne stadig høres. Hun havde før oplevet den slags hjemme i hendes gamle land, men aldrig så tæt på. Hun tog et par haltende skridt længere ned mod foden af bjerget før hun fik ranket ryggen og taget sig sammen. Hun ville ikke bukke under for den slags svaghed. Råb kunne kun lige høres over bjergets rumlen, og det kom ikke kun fra en retning. Det gav genlyd oppe ved bjergets toppe, men det var ikke det eneste. Der var nogen ved foden af bjerget. Fra hendes plads var det ikke andet end små prikker der lige kunne anes af og til gennem støvet fra stenene og jorden. Hun rystede sig en enkelt gang for at sno sig ned langs bjerget. Hvorfor skulle hun ville hjælpe nogle af tåberne i toppen? nej. De måtte klare sig selv.

words: 240 | Tag: KATASTROFETRÅD

.~:SAMAEL:~.
EARTHQUAKE

Den brede hingst dybblå øjne var rettet undrende imod bjergtoppen. Hele verden omkring ham synes at sitre, som et ekko af en enorm bevægelse, der ikke blot var uskyldig, men en decideret trussel. Hele episoden mindede den tunge hingst uhyggeligt om den store boks de tobenede til tider havde rykket ham ind i. Den boks, der trillede, bumlede og bragede, men ligeledes førte en nye steder hen. Denne erfaring, havde ført med sig, at han ikke panikkede under disse rystelser, på trods af deres voldsomhed. Ligeledes mistede han ikke balancen, men stod med sine karftige ben vidt spredt, og betragtede hvorledes den store stenkonstruktion faldt fra hinanden. Træerne sejlede, og et dybt, rungende vrinsk tvang sig bort fra hans bryst. Han smagte panik i luften, frygt, og hørte adskillige sjæle kalde ulykkeligt. Inderligt ønskede den tunge hingst at træde dem til undsætning, men ligeledes vågede han ikke at bevæge sig nærmere det svejende bjerg. Snart gik rystelserne dog i sig selv, døde gradvist ud, og et vildt fnys forlod hans tvefarvede mule. Uroligt trippede han fremad, og løftede sit blå blik, for at spejde i omgivelserne. På trods af sin ydre fatning, havde denne hændelse ført en dyb urolighed med sig, og den tunge hingst var lige så rystet, som landet under de gyldne hove. Han var urolig, og emst af alt, ønskede han at flygte fra denne mystiske farer.

[6]

Det korte sekund, hvor deres muler næsten rørtes, inden den rødlige plag veg bort, sansede Lyset noget, som Illana først sekunder efter opfangede. Den unge hingst foran hende, var ikke blot en normal sjæl i landet, men bar derimod noget særligt. I første omgang kunne hendes sind ikke helt greje hvad det var, ikke før hans stemme, med nærmest dirrende toner, som rungede rystelserne endnu under hovene på dem, fortalte hende, at hans fader var deroppe.

Illana stivnede kort, inden hun let trak sine ører ud til siderne. Hans far. Og dér kunne hun se det - for han mindede hende om Djange. Og da først hun, efter en nærmest overilet konklusion, var kommet frem til slægtskabet, som plagen og Djange delte, fornemmede hun hvad den impuls hun havde fået fra Lyset havde betydet.
Plagen foran hende, bar magi; for Lyset fornemmede alle energier der fandtes i landet, alt fra vindens energi, til vandets buldrende magter, til de voldsomme rystelser jordskælvet havde ført med sig - til magiens energi. Illana kunne ikke rigtig forstå det, for endnu kendte hun ikke til nogen, som havde magi, uden at have kontakt til slangen, som bar navnet Rumpelstiltskin, Den Vise eller Skyggerne - men Lyset sansede intet tilhørsforhold til nogen af disse. Hvordan var det muligt?

Hun nåede ikke at tænke videre over det, før hun måtte handle. Plagen var ikke sat frem, men hun havde en fornemmelse af, at han ville videre, hvis ikke hun gjorde noget. Hun trådte derfor frem imod ham igen, med fronten lige på, for at sørge for at vejen var afskåret.

,,Din far.. Djange. Du er ikke alene om at bekymre dig om ham, men jeg kender hans evner. Han, om nogen, kan finde sikkerheden deroppe - og det ville ikke hjælpe ham, hvis du bringer dig selv i farer."

Hendes ravfarvede blik var nærmest låst imod plagen, selvom flere eksistenser omkring dem, begyndte at kræve opmærksomhed. Den spraglede Mindraper havde fundet dem og sat kursen imod dem, og længere væk havde Lyset fanget det særlige bånd, som hun delte med hendes mage. Han var i nærheden, men uden for synsvidde; om ikke andet, lod Lyset informationen gå videre til den gyldne hoppe. Ydermere var Ava på vej ned fra bjerget, men endnu var hun så langt væk, at hverken Illana eller Lyset havde sanset hendes tilstedeværelse endnu.

RÆKKEFØLGE:
Illana
Lupë
Mindraper
Ava
Samael

Det sitrede i den unges ve og vel, han måtte af sted - han kunne ikke bare stå her og se til, mens de gyldne stod ham i vejen og i baggrunden rungede hans barndomshjem af store sten der trillede ned. Lige som han besluttede sig for at disse, ellers sekunder, var blevet for lange, trådte hun ham i vejen igen. Meget blid virkede hun, men alligevel følte Lupë en vis markering over dette træk. Hoppens udsædvanlige smykke lyste atter. Det fangede kort hans blik, før han med et halvpanisk og fjernt blik for hoppen så en gang mere mod bjergende over hendes skulder.

Men nu talte hun.

Djange. Det gav en sug i maven på den unge rødlige hingst, da hun nævnte hans far. Hun vidste godt hvem hans far var... for ikke at sige hvem han selv var! Han havde spærret de to forskelligt farvede øjne op, mens han nu for første gang gav den fremmede gyldne hoppe hans fulde fokus, for få sekunder. Funklende, ulykkelige og kort spørgende var de mens de så i hendes ravfarvede venlige øjne. Det hun sagde gav mening, og selvom hans krop ikke faldt mere ned, gjorde hans sind en anelse. Han kunne godt se fornuften i det hun sagde... og endnu vigtigere - det ville hans far også have kunnet. Stille nikkede han og trådte et skridt tilbage, for at udvise sin accept for hendes markering af hans yderligere tilnærmelse på bjergende. Han kastede dog et utrygt og ubeslutsomt blik mod bjergende, før han forsøgte at slå koldt vand i blodet og atter så i hoppens øjne.

"De kender min far?"; hans stemme var charmerende, men lige nu langt mere dæmpet end før. Lidt tilbageholdende og undrende tone lå hos ham... Hvem var hun?

Kort efter sine ord, gik det op for ham at endnu en fremmed stod dem i nærheden. Stille skævede han sig over skulderen, roligt og så dette spraglede skabning(Mindraper), med gule øjne. Roligt nikkede han kort, hilsende, mest af alt for at være høflig. Måske han også havde nogen kært i bjergende? Atter vendte han hovedet efter den korte gestus, mens han lidt indgående og uforstående så på Illana.

[2]
[2]
Den spaglede stod blot afventende og iagttog de tog sjæle, blot for at danne sig et overblik over denne kaotiske situation. De gule øjne stirrede intenst på plagen, og blikket blev ikke svagere af at han fik kendskab til hvem der havde været med til at sætte ham i verden var. Hans fader, Djange. Mindraper fnyste og var på nippet til at sige han bare kunne vimse op til hans fader, men så igen kunne han allerede fornemme den gyldnes blik før handlingen overhovedet var sket, og hun havde fuld fokus på den anden. Han puffede let til den gyldne for at lade hende vide at han nu nok også var her, og glemte egentlig at holde fokus på den anden. Han så mod bjergene og holdt i stedet øje med om der skulle komme ting dumpende ned fra bjerget. En dyb brummen lød fra hans strube da færten af en velkendt og kærkommen sjæl fandt vej til hans næsebor, dog stadig ude af syne.

Ved bjergenes rødder

En lille sort stribe af noget flydende løb fra Avas ene skulder og knæ. Det gjorde dog ikke ret meget ved hendes gang, andet end det gav hende en svag halten når hun fik placeret hoven forkert. Der gik dog ikke ret lang tid før hun havde fundet rytmen i sine skridt og langsomt kunne sætte farten op. Det var ikke noget problem for hende at vandre i bjergene, og heller ikke i et tempo højere end de fleste andre måske ville turde. Hun havde flere gange taget turen op og ned af Enophis bjerge, og hun havde oppe på vulkanen på Foehn. Hun havde også været vant til et bjergfyldt landskab fra hendes gamle hjem, der havde været omringet af dem. De havde godt nok været forbudt område, men hvor mange føl lyttede til deres forældres anvisninger og regler? Ava havde i hvert fald ikke fulgt dem, og det var nok også derfor hun var havnet i Andromeda i første omgang som straf. Og dog. Man kunne ikke rigtig kalde det en straf. Hun tjente trods alt landets sande hersker, hvilket måtte være en form for belønning. Den sande velsignelse?

Efterhånden som hun nåede længere ned mod foden af bjerget havde adrenalinen også igen fundet sig til rette i kroppen på den sorte hoppe, og dermed mærkede hun stort set intet til den før ømme skulder og det før ømme knæ. Det var dog ikke den eneste grund. Hun fokuserede heller ikke på det længere, for hun havde fået øjet på noget. Nej. Ikke noget - nogen. Hun havde spottet den gyldne hoppe fra Teylar. Den gyldne hoppe fra hendes gamle flok, som hun både vidste hvem var, og hvad var. En af dem der tjente lyset. Hoppen der bar lyset med sig. Det var nok for Ava til at smide ørerne i nakken. Hun brød sig ikke om dem - om hendes slags. Hun var dog ikke alene, for der var en plag, fra hendes flok. En plag hvis far hun heller ikke brød sig om, aldrig havde brudt sig om og aldrig ville komme til at bryde sig om - udelukkende på grund af det han var; en af dem. Men plagens mor vidste hun også hvem var, for det var hende der havde guidet den sorte hoppe i den rigtige retning - det var på grund af hende, Ava nu tjente den sande herre. De var dog ikke alene, for en tredje sjæl blev spottet. Den spraglede Mindraper med de gule øjne. Det var dog ikke ham der havde størstedelen af Avas fokus. Det var heller ikke plagen - men den gyldne hoppe. Der var andre ting nu der drev Ava fremad end da hun først havde sat sine spor i Andromeda, og hun så det selv som et brud på sit løfte om at tjene mørket, hvis ikke hun som det mindste bare prøvede på at frarøve den gyldne hoppe lyset. Bonus ville være hvis hun kunne få fat i det, og havde plagen bare en smule mellem ørerne ville han hjælpe til. Det måtte vel give en form for belønning hvis det rent faktisk lykkedes at stjæle halskæden, men selvfølgelig kunne det gå begge veje når hans far også var en af dem. Hun tog derfor ingen chance og regnede ikke med andre end sig selv.

Hoppens fart blev stadig gradvist øget til hun fløj hen over jorden på et næsten fladt underlag mod de tre sjæle. Blikket i de blå øjne var blevet isnende koldt og der var absolut ingen skjult agenda i den sorte hoppes holdning. Hun havde en mission og hun ville ikke stoppe halvvejs. Ørerne lå fladt ned i nakken for mindst mulig modstand i luften, halsen var strukket fremad som for at komme hurtigere fremad, og tænderne var blottet og klar til at hakke ud så snart hun fik muligheden for det. Godt nok var de to ikke alene, men hun anså ikke den spraglede Mindraper for at være en der ville gå i vejen for hende. Afstanden blev kortere og kortere og adrenalinen pumpede kraftigere rundt i kroppen på den sorte, mens pulsen og anspændtheden også langsomt steg. Musklerne arbejdede under det sorte hårlag og forventninger til hende selv steg i takt med pulsen, adrenalinen og den forkortende afstand, der inden længe ville være mindre end 15 meter og 'soon to be' kulmination af de to magiske sider.

words: 730 | Tag: Illana, Lupë & Mindraper

.~:SAMAEL:~.
SHAKING

Noget i den tunge hingst sjæl, drev ham til at nærme sig bjergets rødder, tøvende, men med en klar sti. Hans sjæl kaldte på noget, der befandt sig i den retning, og lyset synes at være tændt dybt i ham. Hoppen, hans hoppe, hans danserinde, Illana. Hun befandt sig nær ham, og de spor at lys der stadig befandt sig i hans sjæl, glødede kærligt. Den langsomme skridt udvikledes snart til trav, og derpå til en rummelig galop. Det snehvide hovskæg danskede omkring de lyse hove, som trådte han i havskum, og ike på en ujævn, stenet grund. Snart spottede han den gyldne sjæl, men ligeledes to andre, der var ham fremmede. En anden hingst, der fik de tofarvede ører til at vende sig utilpadst ned i den tunge man, og en yngre, der virkede langt mere bekymret, end interesseret i hvad der var hans. Den spraglede skabning tillod han sig dog at skule til, og en dyb brummen banede sig vej fra hans brede bryst. Der lå advarende toner, men de tonede snart bort i en kærlig hilsen til den gyldne sjæl. Langt nåede hingsten dog ikke, før hans hoved blev rejst ved en fjern bevægelse. En sort skikkelse, der bar en aura af mørke, nærmede sig hastigt. Hun havde kursen i den forkerte retning, og ville støde sammen med hans...
Før den tunge hingst vidste af det, havde et hjøjt hyl rejst sig fra ham, og forbenene føgtede i luften foran hans kraftige skikkelse. Ørene snoede sig ned i hans tunge man, og han sprang frem imod den mørke skikkelse, med sinde om at ramme hende, før hun ramte hans mage. Galoppen var tung, og dundrede, som skabte hans bevægelse alene et jordskælv. Alligevel kom han hurtigt frem over det ujævne underlag, med kurs imod den sorte hoppe. Den der truede hvad man aldrig burde true. Noget der var hans.

[1]

Der skete rigtig mange ting omkring den gyldne hoppe; for ikke nok med, at naturen i sig selv var imod dem, så kulminerede både lyset, mørket og naturen i ét øjeblik sammen med de forskellige sind, som var i samme område.
Plagen foran Illana, havde hun endelig fanget opmærksomheden fra. Hendes ord om hans fader, havde låst op for hans blik, og nu så de direkte på hinanden. Hun nikkede bestemt, alt imens hendes ravfarvede øjne nærmest låste den unges forskelligtfarvede øjne fast. Og selvom den gyldne hoppe hellere end gerne ville trække den unge plag væk fra området og forklare ham, i tryggere rammer, hvorfra hun kendte hans fader - som hun havde et ganske specielt bånd til - så var tiden imod dem.
Det var egentlig Mindrapers forsigtige gestus, en hilsen i form af et puf, der vækkede hende fra hendes ønske om at føre Djanges søn i sikkerhed. Illana udsendte en lille brummen og puffede meget forsigtigt igen til den spraglede hingst, inden hun da åbnede mulen for at svare den unge plag.

,,Han og jeg deler en fælles historie, som du tids nok skal høre - men nu betyder din sikkerhed mere end.."

Og dér blev hun afbrudt. Først nåede en advarende tone hendes ører, men denne blev snart ændret til lyden fra hendes elskede, Samael, som havde sat kursen imod dem. Rent instinktivt reagerede Illana ved at udsende en lille, nærmest uhørlig vrinsken, som egentlig mest af alt blot fik hendes mule til at mimre en smule. Hele hendes krop blev altid draget i nærheden af månevandreren når han var i hendes nærhed. Men det var ikke ham i sig selv, som afbrød den gyldne fra at afslutte sin sætning til den røde plag - men mere den trussel, som pludselig opstod.

Ud over de rystelser fra sten, der endnu faldt fra bjergenes tinder, mærkede Lyset nu en mere direkte trussel imod dets eksistens - for én af mørkets håndlangere, en skyggehest, havde sat kursen direkte imod dem. Illana nåede kun lige at dreje sit gyldne hoved og beskue Ava, som havde sprunget frem imod dem med direkte kurs mod Illana selv, inden Samael vendte imod hende. Illana sendte et hyl afsted, inden hun hev hovedet tilbage, skød skulderen ind i den røde plag, for at skubbe ham af veje, for at få ham i sikkerhed, og vende fronten imod Ava; usikker på hvad der i løbet af de næste få sekunder ville ske.

RÆKKEFØLGE:
Illana
Lupë
Mindraper
Ava
Samael