Ved bjergenes rødder [KATASTROFETRÅD]

Det stod endnu den rødlige unge Lupë uvist hvem denne gyldne var? Såvel som den yderst spraglede karakter ved hendes side. De to kendte hinanden, konkluderede Lupë straks, da den spraglede puffede den gyldne. Stille vendte han ørerne en anelse bagud selv, mest fordi en form for skulende blikke syntes han at fornemme fra denne spraglede. Men derpå talte hoppen atter, den gyldne vis navn endnu var ukendt...

En fælles historie? Lupë nåede knapt nok at reagere yderligere på dette, på trods af at han ikke vidste hvordan han skulle reagere. Hvad mente hun med en fælles historie? Og hvem var hun? Hvad var hendes navn? Og så det lys, i den guldkæde om hendes hals. Hvem var hun?

Sikkerhed.

Lupë nåede ikke at studse længere over hendes ord omkring hans sikkerhed. Hans sikkerhed. Hvorfor lige hans? Men som sagt, bekymringen var kortvarig; og selvom hans første indsigt var frygten for hans fars liv, så blev situationen pludseligt vendt.

Dundrende hove i jorden lød, og et sort skikkelse fra hans egen flok, samt en kraftigere og tungere broget skikkelse, kom farende. Den sorte hoppe, med de blå aftegn i panden, var kursen ikke at tage fejl af. Hun søgte lyset, lyset om hoppens hals. Ak følte Lupë selv for en stund at den sorte hoppe havde ham som bulls eye... Men den brogede var ikke imod dem, for hans kurs var langt mere vinklet, som ønskede han at ramme denne sorte skyggehoppe.

Kort og instinktivt vippede han kort utrygt de mørkerøde ører, da den gyldne hoppes vrinsk lød; før hun nærmest skubbede ham af banen. Han rynkede foragteligt de ikkeeksisterende bryn, før mulen da også skeptisk rynkede sig. Her ville hans far tydeligt træde i kraft af hans gener; mens hans unge og ærlige øjne indfandt sig et langt mere panisk blik, der stille vendte sig til målrettet og fattet. Fokuseret.

Sekunderne var korte, og hurtige var tilnærmelsen, snart ville et ordentligt styrt forekomme!

Frygten for hvad han burde og ikke burde, skreg i hans indre. Og selvom den indre diskussion virkede som timer lange, var denne kun få sekunder; før han trådte i kraft!

Hæst hvæste han kort advarende i et vrinsk, før han rynkede de ikkeeksisterende bryn, og startede noget han måske ville fortryde grumt.

Fjernt blev hans blik, og magien startede. Han mærkede sit eget hjerte slå, forholdsvis hurtigt af adrenalinen. Straks kunne han finde den sorte skygge hoppes hjerte. Hendes slog ligeså hurtigt, grundet adrenalinen i hendes krop og den høje arbejdskraft i hendes ve og vel. Anstrengt koncentrerede han sig, og holdte nærmest vejret selv. Straks gik hendes hjerteslag ned, gradvist, mens hurtigt. Snart ville det føles som om den næsten ikke slog, så langsomt han tog den ned og slå; og selvom hun ville føle hun endnu løb, ville hun i værste tilfælde falde om kuld; og måske besvime...

Han vidste denne kræft kun var til hjælp disse en-to gange om dagen, men han fandt det nødvendigt i denne pressede situation. Kunne han vælte hende omkuld inden hun ramlede ind i hende, måtte de i fællesskab deale med hende så snart hendes hjerteslag ville ramme dets normale igen få minutter efter.

[1]
[3]
De gule øjne nåede ikke at opfatte meget mere end at han nu så hende. Den sorte hoppe. Hans sorte hoppe, med kurs herned. Han stivnede at sekund og alt stod stille omkring ham. De mandelformede ører var lagt ned og han hvislede svagt. Han vidste godt hvad hun var efter og det var ikke hans selskab, men noget fra hans selskab. Han sukkede tungt og stod for en stund blot passivt og stirrede på hende, splittet mellem to han havde kært. Hvad skulle han vælge? Den spraglede slog blikket i jorden og fangede den brogede skikkelse ud af øjenkrogen med retning mod hans Ava. Et hingstet brum skød op fra hans strupe, og han rejste sig på bagbenene og sendte et brøl af sted mod den fremmede, ikke fjendtligt, men et signal om at det var noget han selv skulle tage sig af. Dermed trådte han ind foran den gyldne med siden til Ava og stampede markerende i jorden. Det blev ikke på hans vagt at det lys skulle tages, eller den gyldne skulle skades.

Ved bjergenes rødder

Ud af øjenkrogen havde Ava godt opfanget den brogede hingst, der havde kurs mod hende også - eller i hvert fald en kurs der enten ville ramle sammen med hendes eller krydse den. Hun var godt klar over han nok var en af dem der beskyttede lyset. Ham måtte hun dog tage sig af bagefter. "Flyt dig!" nærmest hvæsede Ava af den spraglede hingst, der havde stillet sig i vejen, og dermed afskåret hende vejen til den gyldne hoppe, og stadig med ørerne presset helt ned i nakken. Hun ville ikke tøve med at hakke ud efter ham, hvis han absolut ville stå i vejen. Hun havde trods alt en lille mission, der dog ikke kom fra direkte ordre, men hun vidste godt hvad det endelige mål var - og hvorfor ikke slå til når man havde muligheden?

Da hendes hjerte begyndte at slå langsommere fik hun heller ikke den mængde ilt hun egentlig havde brug for, for at kunne få kroppen til at fungere optimalt. Hun gav dog ikke op, men kæmpede sig stadig videre. De iskolde blå øjne ramte den rødlige hingst. Hvis et blik kunne dræbe ville han være faldet om på stedet - det var sikkert. Med den sidste smule luft fik hun samlet sig sammen til at hvæse et enkelt ord af ham; "Forædder!" Hvor vovede han at hjælpe lyset. I hendes øjne var han ikke længere mørkets kræfter værdige, og slap hun ud af den uheldige situation hun nu var kommet i, så skulle hun også nok få angivet ham som uværdig. Om ikke andet måtte nogen i hvert fald lære ham en ting eller to. Og ville hverken hans forældre eller skyggerne, så skulle hun så sandelig godt give ham en lille smule undervisning. Ava nåede kun lige at opfange den store brogede skikkelse komme tættere på, og lige nå at vende tankerne at hvis han ikke stoppede ville han nok ende med at vælte hende om kuld, hvis ikke hun selv faldt om inden. Alt foregik nærmest i slowmotion for hende. Lydende blev mere fjerne og omgivelserne forsvandt langsomt hen i mørke.

words: 349 | Katastrofetråd

.~:SAMAEL:~.
PROTECTOR

Et brøl fangede spidsen af den tunge hingsts opmærksomhed, og på trods af hans manglende tillid til fremmede, ændrede han alliegvel sin kurs. Den mærkeligt brogede hingst havde stillet sig imellem den sorte hoppe og hans lys, og virkede mere end overbevist, om at han kunne tage tørnen. I stedet sluttede den mørke engel op ved siden af ham, bakkede et par skridt, før et arrigt fnys forlod hans mule, og han kastede opmærksomheden på den yngre hingst. Mistænksomhed, utryghed, mange følelser fór igennem hingsten, og stod klart frem i de dybblå øjne. Han brød sig ikke om situationen. Så mange hingste omkring danserinden, og ingen han vidste nok om, til at kunne stole på. Samtidig var hun truet af denne mørke hest, og den rumlende undergrund gjorde absolut ikke sit til at bringe ham tilbage i fatning. Uroligt tippede de forskelligt farvede ører fra side til side, før de igen fandt sig en plads begravet dybt i de sølvhvide man. Hans instinkter skreg til ham, om at beskytte hoppen, om at komme væk, om... Alt. Alting var et stort virvar, kun styret af svage gløder i hans sind. Tillid til den eneste, som han kunne stole på dette sted. Hvis hun var her, hvis hun stod fast... Så ville han også. Hun viste intet ubehag ved nogen af de fremmede, og således kunne han stemple dem som midlertidige allierede, noget der ikke behøvede et par tænder i bagparten inden for den nærmeste fremtid.
På trods af denne naive, utilfredsstillende tillid han havde skænket dem, trippede den brogede stadig nervøst, og bagparten var smalet under ham, klar til at udføre den næste kommando han følte for at lade gå igennem. Det var ganske tydeligt, at han var mere end klar til at tage kampen op. Ikke kun imod den hvislende mørke hoppe, men også imod den røde unghest, og den bruntonede der netop nu, stod imellem ham, Illana og slangehoppen.

Helt præcist hvad der skete, var svært at forklarer; men Lyset begyndte pludseligt at pulsere i luften over alle de heste, der i øjeblikket var ved at kollidere. Det blev skiftevist meget kraftigt og meget svagt, som var det et levende hjerte der hang i luften skabt af det reneste Lys. Hvorfor det gjorde dette, var for alle andre end Illana ukendt, for kun hun kunne føle de hensigter, der lå bag dets adfærd. Det reagerede på den magi der blev udført omkring hende, magien som hun havde sanset hos den rødlige plag ved deres første 'møde' blot minutter forinden. Fordi magien i sig selv virkede ren, og uden bånd til noget ondt, søgte Lyset ikke at gemme sig, men derimod slutte sig til den magi, der flød i luften omkring dem, og som kun Illana, plagen og den sorte Ava, som snart så ud til at blive noget anstrengt i hendes bevægelser. Illana vidste ikke præcist hvad den unge plag forsagede, men hendes utryghed blev snart vendt til mod; de var flere imod Skyggerne, som desværre havde valgt Ava som deres håndlanger, og Lysets eksistens var forhåbentlig sikker. I samme øjeblik trådte Mindraper ind foran, og afskar Illana vejen, samtidig med at hans toner nåede hendes kære Samael. Det var øjensynligt et opgør imellem Mindraper og Ava, nu mere end det var et opgør mellem Ava og resten af gruppen. Illana brummede sagte imod den unge plag, som en sagte tak, men også for at indgyde tryghed - han skulle ikke febrilsk stikke af imod bjergene, som følger af adrenalinen der gjorde hans hjerte modigere end godt var.
Hun søgte nu Samael direkte med sine ravfarvede øjne, hvorefter en nærmest tavs brummen blev sendt imod ham. Hun håbede han ville, så vidt muligt, undgå at lægge sig i kampen, for hun ønskede absolut ikke at se ham komme til skade, men spørgsmålet var, om han overhovedet hørte hendes tavse, intense påbud. Hun forsøgte imidlertid ikke at gå forbi Mindraper, for hvis hun stillede sig i midten af det hele, ville det kun gøre ting mere kompliceret - og derfor holdt hun sig stabilt ved plagen; både for at holde øje med ham, men også vise ham at han ikke behøvede flygte. Ikke så længe der var en mulighed i at stå stand.

RÆKKEFØLGE:
Illana
Lupë
Mindraper
Ava
Samael

Alting gik så hurtigt. Mens han selv udøvede sin magi på skyggehoppen, lød et brøl fra den spraglede den ved gyldnes side. Han rejste sig, og snart indtog han pladsen som et skjold foran han og den gyldne med lyset. Hans ejet flokmedlem kom endnu nærmere, hurtigt og målrettet, mens de dundrende hove fra hende og den brogede blev mere og mere tydelige i både lyd og bevægelse i jorden under deres hove.

Men intenst blev det nu. Det dræbende blik fra de blå øjne, gik rent ind hos Lupë. Næsten som om at tiden fuldstændig stod stille og det kun var hende og ham, følte han det. Et sug i maven bekræftede den fornemmelse han havde haft omkring om dette overhoved ville være det rigtige at gøre - i stærk sammenspil med hendes sidste hvæsende ord.

Forræder!

Bekymret rynkede han de ikkeeksisterende bryn, som stille gradvist vendte sig over i et mere anklagende og bestemt udtryk som hun gav efter for hans magi og nedsættelse af hjerteslag. I samme omgang var den brogede tæt ved hende, stille havde et skævt beslutsomt og næsten frydende smil været at se på Lupës spraglede mule, mens han forestillede sig og håbede på at hun nu ville miste fodsfæstet og ligge sig. Enten af sig selv, eller af den brogede i denne sammenhæng.

Spændingen sad i ham, og hans eget hjerte bankede endnu hurtigt. Først da en sagte brummen afbrød hans fokus imod al det der skete lige for øjnene af ham, tillod han sig at slå blikket på hoppen ved hans side. Lyset dirrede i endnu varierende farver, og selvom den røde hingst ville have set hoppen i øjnene som det første, var det alligevel lyset der drog hans forskelligt farvede øjne. Hurtigt slog han blikket op og mødte de mørke brune. Kort brummede han drenget, en anelse sammenbidt, som havde han travlt, før han atter så frem for sig imod den sorte skyggehoppe der snart så ud til at reagerer som han ønskede.

[2]
[4]
De gule øjne havde ikke på noget tidspunkt flyttet sig fra den sorte hoppe som kom brasende mod dem. Han vidste godt hvad hun var efter og han sukkede tungt. Hun så ud til at sænke farten og blive noget mere underlig i hendes bevægelsesmønster. Noget var ikke rigtigt. Han løftede hovedet og rynkede på mulen. Til trods for hun havde hvæst af ham. Han trådte frem mod hende, sidelæns i det han stadig ville vise at hun ikke skulle forbi. Han markerede tydeligt at han ikke tillod hende at komme forbi, om end ikke uden han ville få en røvfuld. Hun var langt stærkere end han.

" Ava.. Stop "

Hans stemme var ej hård, men bedende. Han ønskede for alt i verden denne konflikt, men vidste at den sorte hoppe hvis kærlighed han havde kastet på var stædig som ind i helvede og skyggernes indflydelse gjorde det ikke just bedre. Han gjorde intet for at lyde hård. Det var vel også svært når man indeni følte at blive revet i to stykker. Derpå fandt en utilfreds rynken på mulen frem til overfladen.

Ved bjergenes rødder

Den spraglede hingsts ord nåede Ava ikke høre før hun ramte jorden lige så slatten som en død fugl. Hvor lang tid der gik før hendes flanke igen begyndte at hæve og sænke sig igen og hun fik hevet luften ned i lungerne. Der gik dog en lille rum tid hvor hun lå en smule omtåget på jorden foran de 3 hingste der med lethed ville kunne gøre det af med hende, og den gyldne hoppe der bare på lyset. Først da det hele var holdt op med at snurre rundt igen, kom Ava på benene, langsomt og stadig lidt valkelvåren, men hun blev stående. Et iskoldt og vredt blik blev sendt lige forbi den spraglede hingst og mod den rødlige. Hun ville trods alt ikke gøre hingsten med de gule øjne noget - men alligevel ville hun. Den mørke del af hende ville. De blå øjne gled mod de gule og en "Træd til side" kommanderede hun stædigt, og trådte et halvt skridt til siden selv, for at søge uden om ham.

Det var et stadig koldt blik der gled hen over den kraftige hingst, og videre hen over de andre, vurderende, for lige at finde ud af hvordan hun nemmest ville kunne få sin vilje. Stædig som hun var, ville hun ikke bakke ud, bare fordi det så en smule sort ud. Og den lille forræder skulle nok få hvad han fortjente. Han var vel ikke stærkere endnu end at hun stadig ville kunne jagte ham væk som en bange mus, og om ikke andet skulle hun sagtens kunne få tvunget ham til jorden. Den største udfordring måtte være den kraftige hingst. Selvom Ava var stærk, var hans fysiske mængde langt større end hendes. Han ville sikkert ikke have et problem med at mase hende. En ting var i hvert fald sikkert. Han skulle nok komme til at fortryde at han overhovedet blandede sig, og ikke bare blev væk fra start af. Det var ikke første gang hun brugte sin evne, men det havde indtil videre kun været smådyr. Fugle blandt andet, som hun havde set styrte ned få meter fra hende når hun kedede sig. Hendes vejrtrækning blev mere tydelig som hun trak vejret på en måde der fik hende til at virke hidsig. Det var måske også det der var meningen. At fremprovokere mere kraft og kontrol, for hun skulle mene det for at få den effekt hun ønskede - og der var stadig en side af hende der ikke brød sig om det -men den var langt fra stærk nok til at kontrollere den mørke del. De laguneblå øjne blev næsten en tand mere lyse end normalt, som hun slap sin evne løs på den største hingst. Den spraglede ville være nemmere at klare, og i nærkamp ville hun også have langt større chance for at klare sig mod hoppen end den brede.

På trods af det ikke var muligt at se den helt store forandring, frembragte Ava stadig et sår hos den kraftige hingst - ikke ret meget større end et øje, men hun gik efter lungerne.

words: 512 | Tag: KATASTROFETRÅD

.~:SAMAEL:~.
BLOOD

De mørke næsebor dirrede i takt med hingstens hurtige vejrtrækninger, og da et par klige blå øjne blev rettet imod ham, ført af den sorte slangehoppe, slog han kort med hovedet. Et af de tunge forben skød frem, koastede med de store mængder hovskæg, og et dybt fnys tegnede sig i luften. Han var ganske tæt på at forlade sin plads, og søge at komme til at trampe på hende, svag eller ikke svag. Men måden denne bevægede sig på, og stemningen omkring hende, mindede ham om de hæslige jordbundede væsner. Slanger. En fareimod hans familie. Hans mage.
Behersket af den tynge tråd, der endnu var af overjeg i hingsten, trådte han tilbage, og mødte i stedet blod hoppens blik fjendtligt. Tingene begyndte dog ganske snart at gå galt. Hoppens vejrtrækninger blev tungere, og med et begyndte det indvendige af hingsten at brænde. Smerter steg og faldt med hans vejrtrækninger, og han følte tydeligt den pludselige begrænsning. Forvirring farvede de dybblå øjne, og han tog et par dybe åndedrag, for at teste smerterne en ekstra gang. De blev vldsommere, og tvang ham snart til en prusten, der kaldte blod frem fra det ene næsebor. Der var noget galt, noget helt forfærdeligt galt. På trods af de lammende smerter, stod han dog stadig stærkt, med de fire ben plantet solidt imod jorden. Blikket hvilede dog ikke længere på skygge hoppen, men søgte fortvivlet hans lys. Hun var den eneste han kendte, der vidste noget om de mærkelige hændelser i dette land. For naturligt var det næppe, han havde aldrig oplevet smerter på denne vis.

Alt dette foregik i korte momenter, hurtige øjeblik, der dog snart forsvandt da den tunge hingst tog smerterne i sig. Med sin fortid, var han mere end vant til at vende smerter sin kolde skulder, selvom denne var anderledes, og mere ildevarslende. Blod forlod stadig de mørke næsebor, når han til tider tog en dybere udånding, eller fremkaldte et nys eller et prust, som følge af blodet. I sit stille sind, bad han til at dette snart ville stoppe. For selvom smerterne var udholdelige, frygtede han konsekvenserne. Ganskevist kunne han ikke se det mørke blod, der farvede hans mule. Men han følte den varme væske.

Illanas hjerte pumpede af sted med galopperende hast. Mindraper, som var gået imellem hende og Ava, der faretruende kom imod dem, havde en sær ro over sig, på trods af den overhængende farer, som bjergene i øjeblikket var. Ind i mellem kunne rystelser endnu mærkes i jorden under dem, eftermæglet fra det store jordskælv der havde kastet sten imod jorden fra bjergenes tinder. Han bad hende stoppe, og Ava's ord hørte Illana godt, men hendes fokus blev brudt herefter.
Den brogede hingst, som hun have knyttet et voldsomt stærkt bånd til, begyndte at bløde fra sine næsebor. Lyset over Illana og Lupë, som hun stod ret tæt på fortsat, begyndte nærmest at vride sig i smerter; for dele af Lyset havde velsignet hendes mage, den brogede Samael, og Lyset kunne derfor mærke den mørke magi, som fremkaldte blodet der flød fra hans næsebor nu. Illana fik en kort fornemmelse af at luftvejene blev blokeret af en varm, tyk væske; ikke at det skete på hende, men Lyset fortalte hende kort sagt, hvad den brogede følte. Illanas reaktion kom så pludseligt, at hun ikke nåede at tænke over det; for da Samael kiggede på hende, søgte hendes hjælp, sprang hun frem.
Forfærdet søgte hun hans side, inden hun med et voldsomt slag med hovedet udsendte noget, hun aldrig have før - for i det hun stod ved hans side, rørte hans flanke med hendes, bredte et kraftigt Lys sig fra hendes halskæde, blev skudt ud imod den sorte Ava, som en mur der skulle beskytte dem. Lyset strøg frem imod Ava, men også ud til siderne og bagud. Det bredte sig som en ring omkring Illana og Samael, og på dets vej passerede det Lupë og Mindraper. Fordi deres hjerter ikke var givet til hverken mørkets magi, eller Rumpelstilskin, mærkede de kun en form for kortvarig energi, der passerede dem - men da Lyset passerede Ava, ville Skyggerne hun var tilknyttet til, kunne mærke det. Det varede kun et sekund, da Lyset passerede Ava, men Lyset kunne fornemme hvordan Skyggerne vred sig i smerter. Alt imens stod Illana, med sine ører lagt ned i nakken og øjnene låst imod Ava; hun var vred, den gyldne, vred og bange. Den magi, som havde udløst dette angreb imod Samael kendte hun ikke til, havde ikke mødt før; men hun kunne mærke hvor farlig den var. Med dirrende flanker, fra den anstrengelse det var at have udsendt denne mur af Lys, der nu forsvandt efter at have passeret Ava, puffede hun forsigtigt til Samael, for at undersøge om han var okay - uvidende om hvor stor skade den sorte hoppe havde påført hendes mage.

RÆKKEFØLGE:
Illana
Lupë
Mindraper
Ava
Samael

Den sorte skyggehoppe var endnu ikke dejset om... endnu. Den spraglede hingst foran han og den gyldne, lød nu nærmest mere bedende da hans stemme trængte igennem luften til den sorte. Jorden sitrede pludseligt af efterrystelser og straks vendte Lupë hans kønne og småkantede hoved imod bjergende. Hans hjerte pumpede hårdt, mens tiden næsten føltes som om den stod stille for et par sekunder. Hans far var stadig der oppe. Stille greb en svag panik ind hos den unge hingst...

Tæt op af den gyldne stod han, alt imens der skete så meget. Han bed sig mærke i den kraftige brogede hingst, hvordan blod pludselig gød i stille og diskrete dråber fra hans næseborer. Det var næsten dramatisk som hans to forskelligt farvede øjne vendte straks imod den sorte skyggehoppe, og væk fra bjergende, direkte anklagende.

Lyset over hans og den gyldnes hoved, flakkede pludseligt, næsten iltert. Det gøs ham ned af ryggen, langs hans ål - alt imens han skævede op imod lyset og derefter til den gyldne ved hans side. Næsten skeptisk og utrygt omkring dette, før der skete noget videre uventet.

Pludselig føltes den efterhånden vante nærhed og varme, iskold. Den gyldne havde forladt hans side, og stormede hurtigt og petit hen på siden af den brogede; hvis tilstand pågreb hans blik. Men før han vidste fra eller til, blev alt pludseligt lyst og han følte sig blændet.

Instinktivt lukkede han blot øjnene i.

Det varede kun et enkelt sekund.. Men han havde følt det meget længere, da han slog øjnene op og blinkede et par gange med øjnene. Han følte det som en evighed, som om han vågnede op af en nattesøvn, mens han rundforvirret som det første søgte imod den sorte skyggehoppe, fremme foran ham foran den spraglede hingst... Uvidende.

[3]
[5]
Den spraglede stod fast og trådte ej til side ved hendes anmodning. De gule øjne bar alvoren over sig, men han stod stadig roligt. Ud af øjenkrogen gik det dog op for ham at hun allerede var passeret på sin egen måde. Blodet fra den brogedes næsebor kom pludseligt og den spraglede rettede da igen straks fokus mod hans sorte Ava. Han trådte frem mod hende og nægtede hende vejen mod dem som stod bag ham. Han stampede kort de ene forben i jorden, for at signalere at han var seriøs. Han nåede dog ikke mere før der skete noget bag ham. Den gyldne sprang frem til den brogedes side og før han vidste af det kom en blændende mur af lys mod ham. Han lukkede øjnene i og forberedte sig på det ukendte, men han følte blot energien ganske kortvarigt. Han så mod Ava og sukkede tungt inden han trådte frem mod hende og strakte mulen mod hende, velvidende at det nok ikke var kærtegn han ville møde, men han elskede sin sorte hoppe og ville nødigt se hende skadet eller det der var værre.

" Ava, kære. Stop nu. "

Hans stemme var mild og rolig. Han vidste det måske var spildte ord, men den spraglede havde fundet sit standpunkt og han holdt ved. Nok var den sorte stædig, men det var hun ikke ene om.

Ved bjergenes rødder

Om det var Ava eller skyggerne - eller måske endda dem begge to der nød at se hingsten lide var ikke til at sige. En del af Ava morede sig nok en lille smule over det, fordi han var så meget større end hende, og åbenbart havde ment det var i orden at blande sig. Forhåbentlig ville han tænke sig om en ekstra gang en anden gang. Normalt ville Ava ikke have gjort nogen noget hvis de sluttede sig til en samling, men mørket havde overtaget hendes sind lang tid før skyggerne havde fået fuldkommen adgang til det. Der var ikke mange der slap afsted med en forkert kommentar henvendt til hende - der var ikke ret mange der fik lov til at tro de kunne smitte hende med deres positive syn på landet eller deres nye chance. De vidste ikke bedre. De var dumme individer. De havde ikke set hvad hun havde set.

Det føltes som evigheder hvor den sorte hoppe holdt sit blik fastlåst mod den brede, brogede hingst. Ikke at det var lang tid, men når alt andet var lukket ude var det som om alt foregik i slowmotion. Hun hørte godt den spraglede hingsts ord, men hun tog sig ikke spor af dem. Han havde valgt side, og han stod ikke længere hos hende. Han var imod hende. Han var en af dem. Hun havde godt set det komme fra sidste gang hun havde set ham - hun havde godt fornemmet skuffelsen fra hans side, men nu var hun mindst lige så skuffet. Han forstod hende ikke. Han forstod ikke at det var noget hun var nødt til, og båndet han havde til den anden hoppe var stærkere end båndet til hende.

Det var med noget meget lig et skrig, at Ava vendte hovedet væk og brød kontakten med den brede, brogede hingst. Ikke nok med hun for en stund følte sig blændet som havde hun lige stået og stirret direkte op mod solen, så var der noget indvendigt der føltes helt forkert. Hun kunne fornemme hvordan skyggerne vred sig, og ligeså havde hun lyst til at give efter. De var en del af hende og hun var en del af dem. Dirrende og anstrengt blev hun dog stående, men denne gang med de laguneblå øjne rettet direkte mod den spraglede hingst. "Gå!" snerrede hun af ham. En blanding af det helvede hun var i og det svigt hun havde følt lyste ud af det ene ord, næsten lige så tydeligt som hun nok følte det. Det ene ord var dog ikke alene og langt fra det værste hun kunne komme med, for efter bare nogle sekunder til at lade hendes ordre synke ind hos ham, kom endnu en "SKRID!" Råbte hun efterfølgende, højere og mindst lige så anstrengt som det første. Havde hun ikke følt det som om alt indvendigt var ved at blive revet fra hinanden havde hun nok ikke ladet ham slippe bare med ord. "Bring min datter til Zenobia før solen går ned i morgen, eller jeg kommer og henter hende selv. Jeg kan ikke overlade mit et og alt til en der har holdt mig for nar hele tiden. Jeg burde have vidst jeg ikke var andet end en erstatning." Ordene var mindst lige så kolde og hårde som blikket. Antydningen af et smil dukkede dog lige så stille frem. Ikke et glædefyldt smil, men sammenbidt og anstrengt. "Tak, Blondie, for at have kastet lidt lys over det hele" henvendte hun sig til hoppen, med sammenknebne øjne og hvislende stemme. Ørerne var presset helt ned i nakken og Ava ville hellere end gerne forlade selskabet, men det føltes som en fysisk umulighed at flytte hovene. Idét hun opfangede en enkelt bevægelse ud af den ene øjenkrog blev de blå øjne rettet direkte mod den anden hingst med de mørke kræfter. Hendes blik sagde nøjagtigt det samme som hendes ord havde sagt til ham ikke mere end nogle minutter tidligere; FORRÆDDER! Selvom han ikke virkede decideret truende skulle han lige vove på at komme tæt nok på og prøve på noget. Om det så ville betyde hun fik resten af selskabet på nakken ville hun ikke tøve med at tvinge ham mod jorden. Og skulle det blive det sidste hun gjorde, så var det da i det mindste ikke uden kamp til det sidste - og for den retfærdighed hun troede på eksisterede.

words: 730 | Tag: Katastrofetråd

.~:SAMAEL:~.
LIGHT

Så meget skete på alt for kort tid. Før han nåede at forhindre det, stod den gyldne danser ved hans side, og hendes bekymring ramte ham hårdere, end smerten gjorde. En brummen var netop på vej fra det brede bryst, idet et blændende lys oplyste arealet omkring dem. Hoppens ravfarvede øjne glødede af en indre energi, og det voldsomme lys kom, ganske tydeligt, fra hende. På trods af, at han stod hende ganske nær, blændede lyset ham ikke, og han følte ikke andet, end den blide sitren dybt fra sit indre. I få sekundter var smerten glemt, og han var i stedet facineret af de mangle lysglimt, der dansede som en bølge væk fra dem, opslugte og tilbagebragte de sjæle der stod omkring dem. Kun den sorte slange lod tila t være påvirket, og hendes raseri fik omgående den tunge hingsts muskler til at dirre igen. Et fnys forlod de flerfarvede næsebor, og bragte endnu engang blodet omkring mulen i bevægelse. På trods af den spættede hingsts tilstedeværelse, var han ganske tæt på at sætte i bevægelse igen, sigte efter den mørke hoppe, der havde fået skænket hans mages vrede. Hans egne skader gik ham ikke på, men den gyldne hoppe, er stod ham ganske nær, hendes anspændte holdning, var mere end nok til at tænde kampgejsten igen.
Et forsigtigt puf, fik ham dog til at folde det tunge hoved nær bringen, og en varm brummen til at søge imod hende. Med den dybe bass som undertone, lod han korn næseryggen hvile imod den gyldnes skulder, derpå løftedes det tunge hoved igen, og de havblå øjne fandt fjenden, den han behøvede at beskytte sin mage imod. Slangen. Skyggen. Mørket. Blodet der til tider blokerede hans luftveje, var stort set forglemt i virvaret af instinkter, men alligevel gik der af og til trækninger igennem den brede krop, når han måtte hoste, for at klare dem nok op, til at trække vejret optimalt.

I det sekund hvor stilheden omsluttede de forskellige sjæle, der var samlet under katastrofens virvar, hørtes kun lyden af hoppens eget hjerteslag. End ikke hendes mages prust, som stod lige ved hendes side, nåede hendes ører, inden Lyset døde ud efter at have bredt sig som et cirkelformet skjold, der havde sat Skyggernes styrker på prøve. Hun vidste godt, at hendes styrke var blevet øget over det sidste år, men hvor meget hun reelt var i stand til, var endnu den gyldne selv uvist.
Langsomt, sådan føltes det for hende, kom lydende tilbage. Hendes dirrende krop blev mere følsom overfor de berøringer og brummende lyde, som forlod hendes mage, som stod lige ved hendes side. Hendes hjertes pumpen blev tavs, og kunne nu blot mærkes og Lysets kræfter vendte tilbage til hendes indre, som et øjeblik havde følte helt forladt for al energi. Illana sukkede kort, inden hun drog et voldsomt åndedrag, som havde hun lige brudt vandets overflade efter at være blevet holdt nede. Hun vaklede et enkelt skridt bagud, nærmest af forskrækkelse over hvad der lige var sket, inden hun blev 'redet' af Samaels brummende toner, den rungende bas, som kun han kunne udsende. Hendes fokus blev lagt fuldendt på ham et sekund eller to, hvor hendes ravfarvede øjne udstrålede en form for lettelse over, at Samael fortsat stod ved hendes side, og ikke var blevet tvunget bagud af Lysets reaktion. Derefter skævede hun bag sig; plagen, Djanges søn var der endnu - og endnu var han blevet ved dem. Hun havde stadig en form for ansvar overfor ham, følte hun, ansvar om at holde ham sikker. Han måtte ikke stikke af alene for at kaste sig ud i bjergenes fælder, for da at ende med at dø deri, det ville hun ikke byde hverken plagen eller Djange. Derfor udsendte hun en sagte brummen, henvendt til den røde plag inden Lysets kugle, der hang over hovedet på Illana og Samael, langsomt svævede ned til den røde plag, for at synke ned ved hingstens bug og svæve lige foran hans bryst. Her glødede det pulserende, som det fik kontakt med den indre magi, som den røde plag bar - og på ny lod Lysets energi og plagens magi til at blive flettet sammen. Med andre ord overførte Lyset den sidste energi, som det havde, til den røde plag. Illana ville ikke kunne mønstre et angreb af samme kaliber igen, men måske kunne Lyset hjælpe den røde plag med at udføre hans magi en enkelt gang mere, hvis der blev behov for det.
Samtidig stod Mindraper med blikket imod Ava, og hans ord gjorde næsten ondt på Illana at lytte til. Han bad hende stoppe, og den hoppe han engang have elsket, hvæste af ham med en dæmons toner, krævede at deres datter skulle bringes til hende på Foehn, hos Skyggerne. Illana lagde atter sine ører, for at protestere, men hendes mages aura, der endnu havde indtrådt den kampklare fik hende til at holde igen. Hvis hun selv trådte frem, kunne hun måske provokere noget der ikke skulle provokeres yderligere; og Ava's ord der var henvendt til Illana selv bekræftede det. Hvis Illana gav hende chancen ville hun med sikkerhed slå løs; og når alt kom til alt, var Illana ingen helt. Hun var ikke den der gik forrest i kamp, for hun havde aldrig lært hvordan kampe skulle udspilles. Hun havde altid holdt sig fra fysiske kampe, og med årerne var hun blevet direkte frygtsom overfor direkte konflikter som kampe var. Hun sendte derfor blot Ava et blik, der var blandet af skuffelse, afmagt og vrede; for alle tre ting følte hun i øjeblikket. Hun var skuffet, over Avas adfærd, hendes valg om at slutte sig til Skyggerne. Hun følte afmagt, for der var i øjeblikket ikke meget hun kunne gøre, andet end at støtte hendes mage, som endnu måtte slås med det blod der var kommet fra hans lunger, og forsøge at beskytte plagen, som i øjeblikket havde Lyset ved sin side, og vrede, fordi Ava var gået direkte efter den som Illana elskede. Ligeså vrede, fordi hun have afskrevet Mindraper på denne vis, den hingst som havde givet Ava sit hjerte, den hingst som Illana kaldte sin ven. Hendes første ven, vel og mærket. Et dybt prust forlod Illanas bryst, inden hun vendte blikket imod Samael igen. Blot et øjeblik søgte hun nu hans støtte, hvor hun før havde givet ham sin egen.

RÆKKEFØLGE:
Illana
Lupë
Mindraper
Ava
Samael