Ved bjergenes rødder [KATASTROFETRÅD]

Mere eller mindre passiv blev den rødlige hingst i hele samspillet. han forstod ikke rigtig hele sammensætningen, men tog han ikke helt fejl havde den gyldne og den svært store brogede hest et tæt forhold - såvel som den spraglede og den sorte skyggehoppe fra hans egen flok. Hvordan forholdende indspillede sig, om det var familie, venner, mager; var endnu Lupë uvis. Såvel som ligegyldigt. Derpå syntes han at fornemme en vis internhed i hele denne forsamling - som om han var den eneste rigtig udefra kommende, på nær overfor skyggehoppen.

Hans to forskelligt farvede øjne fulgte med i akten, og da et ubehageligt spil var foregået, fik han da også et blik fra den sorte skyggehoppe. Et blik der fik det til at knuge endnu hårdere i maven på ham, end alt hvad der allerede var sagt. " FORRÆDDER " stod nærmest malet i skyggehoppens ansigt, et lig til hvad han havde hørt kun få minutter forinden. Han vrængede mulen en smule, mens han forsøgte at trække en mere kold og kynisk facade op over sig - uden held.

Hans øjne afslørede for meget, med en urolighed der endnu bankede i hans hjerte.

Med fokusset primært på hoppen Ava, fangede noget lidt pludseligt hans opmærksomhed. Den gyldnes lys kom svævende, og med et kort forvirret blik mod den gyldne hoppe lidt skråt foran ham, lod han så blikket følge lyset. Det søgte ham, intenst, og lettere utryg omkring denne endnu fremmede tingest, skuttede han lidt på sig og vej lidt forvirret til siden da den kredsede om hans bug. Det slog ham dog at det nok var bedre hvis han blot stod stille.

Ganske rigtigt... Lyset fandt vej til hans bryst, og med det hvide vendt halvt ud af øjnene, skævede han endnu en anelse utrygt og skeptisk imod lyset, da han pludselig mærkede noget?

En besynderlig og fremmed form for varme strømmede nærmest ind i ham. Fyldte ham. Det føltes varmt og fremmed, alt imens det ikke var varmt og svimlende som at have feber - men nærmere som en blød og kærtegnene varme. Han holdte vejret af ren afskrækkelse, før han roligt lod sig slappe af og modtage så at sige... det var som om han mærkede en vis styrke, indefra.

Kort skævede han imod den gyldne, med et sigende blik der var fyldt af taknemmelighed og beærelse.

[5]
[6]
Mindraper stivnede ved lyden af Avas noget nære skrig. Han trådte yderligere frem og mødte hendes blik. Hendes snerren fik næsten hans hjerte til at gå i stå, mens han for en stund blot stod stille og stirrede på hende. Det løb ham koldt ned af ryggen og han mærkede hver eneste følelse der lyste ud af det ene ord. Han bemærkede ud af øjenkrogen at den brogede for en stund rykkede på sig og han vendte nu siden til for at blokere passagen, hvis han skulle finde på noget. Hans blik forlod dog ikke den sorte, der nu råbte af ham. Det gav et gip i ham og han vippede ørerne ud til siden og mimrede svagt med mulen. Det var ikke kun Ava der følte at hendes indre blev revet fra hinanden, netop den følelse stod den spraglede også med, dog på en anden måde. Hans hjerte var knust af at se hans elskede i den forfatning. Forandret af skyggerne. Hun var ikke Ava mere. Han sukkede så tungt at en hul lyd forlod hans strube. Hans mule var på nippet til at søge frem, men hendes ord fik ham til at fryse i momentet. Hans åndedræt blev hurtigere og blodet blev pumpet hurtigere rundt i kroppen af det knuste hjerte. En indre kamp var i gang. Han lukkede øjnene i og da de åbnedes igen var beslutningen taget. Han trådte det sidste skridt hen til Ava og så hende ned i de laguneblå øjne.

” I får ikke lov til også at tage hende fra mig.. I får ikke lov. ”

Det første startede som en næsten hvæsen, men det sidste fadede ud til en hvisken. Noget som var henvendt til skyggerne og ikke Ava. De havde taget hende fra ham. Forpurret hendes sind. Aldrig om Nymfen måtte blive det samme. Han ville ikke tillade det. Han ville hellere selv gå i døden end at se hendes unge sind ende som sin moders forpurrede. Han forventede et bid, et slangehug, et eller andet, men han flyttede sig ikke fra hende. Hans åndedræt dirrede, mens han fortsat følte hvordan hans indre brutalt med flået fra hinanden.

” Jeg elsker dig, ikke dem. Jeg vil aldrig dele dig eller Nymfen med dem[i/].. ”

Hans hvisken var lav og ville kun svagt kunne høres. Hans mule hvilede på Ava, selvom han vidste at hun hvert øjeblik ville kunne hugge ud efter ham. Han vidste jo godt at han elskede hende, men han ville ikke lade Nymfen gå. Aldrig.

Ved bjergenes rødder

Det kolde og hårde blik blev rettet mod den spraglede hingst endnu en gang da han bevægede sig. Ava kunne ikke have råd til ikke at holde øje med alt omkring hende. Det var trods alt mange mod en. Ganske svagt veg hun væk fra hingsten, ved at skifte vægten. Hans ord fremprovokerede kun endnu mere vrede. Hvad bildte han sig ind? "Du kan være så ganske rolig. Et klogt sind ved hvornår det er på tie at trække sig tilbage. Du burde overveje det samme" snerrede hun fordi han efterhånden var en smule for tæt på. "Du kan beholde din lille veninde lidt endnu, men jeg sværger! Den dag kommer, hvor lille miss sunshine ikke har sine minions. . . Hvis jeg var jer, ville jeg passe meget godt på med at have ryggen fri" Den trussel gjaldt dem alle. En eller anden dag ville komme, hvor de hver i sær var alene, eller med svagheder blottet, og selvom Ava godt kunne se hun ikke havde en chance i dette øjeblik, ville det ikke afholde hende fra at tage dem en efter en. Måske ville hun få lidt problemer med den brede hingst, men det ville nok også være dumt af hende hvis hun forsøgte at få ham ned med nakken alene. Indvendigt smilede hun dog, for han havde vist hende sin svaghed. Hans bløde punkt for den gyldne hoppe. At gå efter hende ville højst sandsynligt ramme ham også - og det i sig selv ville være nok. Det var trods alt halskæden der var vigtigst. Resten ville finde ud af hvor dumt det var at stille sig i vejen.

"Jeg er en del af dem og de er en del af mig!" hævede hun snerrende stemmen af hans erklæring. Selvom nogen påstod at 'det aldrig er for sent' var det måske alligevel en smule for sent for hans vedkommende. "Jeg tjener, Vi tjener den sande hersker! Du har valgt din side og jeg har valgt min" Og han havde ikke valgt hendes side. Hvordan kunne han stå ved hendes side når han beskyttede fjenden. Det var mindst lige så forræderisk som den unge hingsts angreb. "Du henvender dig til den forkerte, hingst. Dine ord betyder intet længere. Du har til solen går ned i morgen. Hvis ikke Nymphadora befinder sig på Zenobias midte når solen kaster sine sidste stråler over landet, kommer jeg selv og henter hende." Ganske vidst var hun selv gået med til at lade Nymfen være i sikkerhed langt væk fra Foehn. Lade hende være hos sin far, i troen om det ville være det bedste. Men alt stod mere end klart nu. Mere tvivl var kun blevet sået i den sorte hoppes sind, for hvor havde den spraglede hingst været da hun havde haft brug for ham? Hvor havde han været alle de nætter hvor hun havde vandret hvileløst rundt af frygt for at lukke øjnene og forsvinde helt hen - med minderne om den hviskende skygger og den smerte de røde øjne kunne frembringe. Hun kunne ikke længere stole på ham, og derfor kunne hun heller ikke lade sit et og alt være i hans varetægt. Havde han været hvilken som helst anden, havde hun ikke tøvet med at hakke ud efter ham, eller tøvet med at gå efter struben. Udelukkende af den grund at hun engang havde stolet på ham, en del af hende stadig holdt af ham, og at han rent faktisk var faren til hendes et og alt afholdt hende fra at tvinge ham i jorden. For hvordan skulle hun kunne forklare sin datter, at hun havde gjort hendes far ondt. Nymphadora kendte jo ikke til den situation de var havnet i - og han skulle jo også sørge for at overdrage deres datter til hende. Selvfølgelig ville hun have muligheden for selv at hente hende, men hun så sig selv som fair og gav ham chancen for at sige farvel. Nok ikke farvel for altid, for hun ville trods alt ikke kunne afholde ham fra at komme til Foehn, og der ville også stadig være risiko for at de rendte ind i hinanden på et tidspunkt, og hun kunne vel heller ikke forhindre ham i at se sin datter, men han ville ikke få lov til at stjæle hende. Så længe nymfen endnu var ung, ville Ava ikke bare slippe hende af syne. Hun ville have sin datter i sikkerhed og væk fra vogterne - og når han stod i ledtog med den gyldne hoppe, så var han ikke en pålidelig beskytter ifølge Ava.

Med et fnys trak hun sig væk fra ham og trådte fremad mod de to tætte - hoppen og den brede hingst, og med et stadig iskoldt og stenhårdt blik rettet mod dem. "Flyt jer!" beordrede hun mens hun stadig kom nærmere, for hun ville ikke bøje sig og gå udenom. De stod i vejen og de måtte flytte sig. Angreb en af dem ville det også kun give hende en grund til at kunne komme af med de indre frustrationer - og alt det anspændte ville bryde ud. Der var ganske få ting man skulle passe på. En ting var skyggerne, en anden ting var ikke at skvatte ned fra bjerge og vulkaner - eller havne i andre situationer der kunne koste en livet, og en tredje var en hidsig hoppe med et afkom hun ville gøre hvad som helst for at beskytte. Hingsten skulle trods alt være hurtig til at kunne gøre det af med hende, hvis han skulle sørge for hun ikke tog endnu et forsøg på at gå efter den gyldne hoppe. Nok var der den unge hingst stadig, men skulle han gøre det af med hende, ville han nok ikke være populær blandt broderskabet. Ikke at det så meget bedre ud for ham på nuværende tidspunkt, for han havde lige skabt sig selv en fjende.  Ville hans mor ikke opdrage ham, og ville han ingen straf få fra flokkens/broderskabets leder, så ville hun ikke tøve med selv at gøre det af med ham. Han var trods alt en trussel mod dem, hvis han arbejdede sammen med lyset. En ting var at de havde vogterne, men hvis de nu også begyndte at rekrutere de mørke kræfter, så ville de med sikkerhed få en fordel i den krig der var mere end uundgåelig.

words: 1.051 | Tag: Katastrofetråd

.~:SAMAEL:~.
HARM

Voldsomme ord flød i brisen. Førte ting med sig, som den brogede skabning aldrig havde troet han ville opleve. Ord blev til smerte, dyb afsindig smerte, der strålede ud fra den spættede hingst, der på nuværende tidspunkt skærmede dem fra slangehoppen. Hvislen der lød fra hende, havde styrke nok til at nedbryde tusinde af bjerge, og selvom den mørke engel ikke kendte denne hoppe, var ham ligeledes ramt af den smertende aura der fød fra begge sjæle. En så nådesløst forvirret, omkringet af et hviskende virvar af mørk tåge, den ene blottet og alene, kun med sig selv som sit forsvar.
En dyb forvirring blomstrede i hans simple sind, supleret af smerten, og ikke mindst hele situationen. Han forstod ikke ret meget af følelser, af individers sjæl. Men han følte det noget så tydeligt, og læste det lige så tydeligt, som havde de skreget ud af deres inderste. Instinkter stred i ham, smerterne fra vejrtrækningerne rev ham itu, kun lys holdt ham fra at tage imod den paniske lyst til flugt. Et lys der pulserede svagt ved hans side, søgte en støtte, som han ikke følte han kunne give. Alligevel mødte hans dybblå øjne hans hoppes ravfarvede blik, spejlede sig i de højt elskede pupiller, så den store hingst, skaderne, men frem for alt, at han endnu var hel. Ganskevist var hans indre et stort kaos, men hans form var stor og fast, præcis som den aldrig havde været, præcis som den altid ville være.

Samtalen imellem de to sjæle var ovre på hvad der føltes som brøkdelen af et sekund, og snart nærmede slangen sig med en hvislende trussel. På trods af Samaels tvivlsomme sindsstyrke, dirrede det ikke det mindste i hingstens muskler, da han trådte frem imod den sorte hoppe. I det åndedræt det tog hingsten at fuldføre denne handling, gik hans sind fra kaos, til komplet ro. Koncentration ulmede i de havblå øjne, og han følte hvordan alting langsomt faldt på plads. Han fulgte sit instinkt, beskyttede sin flok, sin hoppe. Imod dette væsen, denne slange. Denne hest, hvis sind var så forrevet og mærkeligt, at det knapt var en hest længere, snarere en sjæleløs skal, med en mærkværdig sort substans inden i. Langsomt begravede de tofarvede ører sig i hans tykke sølvfarvede man, og tænderne blottedes let. Blodet, der stadig løb fra næseborene, gav ham snarere fordele i denne position end ulemper. Ganskevist var det hans eget, men hvis det skulle blive nødvendigt, ville det blandes med denne hoppes blod. Han ville dø for sin hoppe, kæmpe for hendes lys, til hans hjerte stoppede sin kamp, og selv efter det. Hun ville ikke komme forbi, ikke så længe den tunge krop stadig havde solid jord under de gyldne hove, og evnen til at bevæge sig.

I et næsten tidsløst univers, som dannede ramme for denne seance, var Lyset ved at overføre de sidste overflødige kræfter, de sidste kræfter det kunne undvære og stadig holde sig tændt, til den røde plag. Han kunne bære disse kræfter videre med sig, eller bruge dem nu; uanset hans valg, ville Lyset være hos ham, indtil han næste gang ville benytte sig af de evner han var født med; velsignet med, uanset herkomsten af hans magiske kræfter. Der var noget over ham, noget som virkede rent - at hans magi var skabt af kærligheden imellem to sjæle, der havde valgt hver deres vej, var ukendt, men Lyset stolede på den unge plag.
Lyskuglen, som havde taget pladsen ved plagens bug forsvandt derfor langsomt, og til sidst var der kun det vagt pulserende Lys i halskæden om hoppens hals.

Hun havde søgt ham, søgt Samael, i det øjeblik hun mærkede Lysets energi overføres. Hun havde dog selv ladet det ske, for hun vidste hendes evner krævede mere end hun kunne mønstre nu, for at virke, hvorimod plagens 'krav' for energi var mindre, til hans endnu spæde magi.
Og mens hun havde søgt hendes mage, havde han givet hende dét ene blik, som hun havde behov for. Han var rystet, sikkert mere ramt end hun selv var det, og selvom det var egoistisk af hende at søge hans støtte, når hun burde give ham sin, så lettede det hende utroligt, at møde hans dybblå øjne. Et øjeblik var der kun ham omkring hende, indtil den sorte hoppe valgte at sætte en stopper for det.

Atter var hun på vej imod Illana og Samael, og næsten øjeblikkeligt lød hendes toner, vrede, kommanderende; Flyt jer. Illana lagde sine ører i en blanding af utryghed og vrede vækket på ny, men Samael trådte nu frem. Hun stivnede, hendes ravfarvede øjne viste øjeblikkeligt den indre frygt, som havde ventet på at bryde ud, på at hun skulle miste kontrollen over den. Hun var for svag til at stå imod, med andet end hendes fysik, og den var hun mildest talt uvant med. Samael var langt stærkere end hun, havde hans fysisk og tyngde med sig, men han var allerede blevet påvirket af hoppens sorte magi, og helt præcist hvor meget, vidste Illana ikke. Hun følte det, derefter tænkte hun det, og så råbte hun det..

,,Stop!"

Hun ville ikke have, at Samael skulle komme til skade. Han betød alt for meget for hende, til at hun kunne lade det ske - selvom hun ikke havde instinkterne, der fortalte hende at hun skulle beskytte en flok, som han havde og selvom hun ikke havde styrken eller viden omkring styrken, så nægtede hun at lade ham stå alene. Derfor trådte hun op på siden af ham, men vendte siden til den sorte hoppe, således, at hvis hun sprang frem, ville hun kunne undgå et direkte angreb, ved at vende bagparten til. Desuden, når de stod tæt sammen, ville de måske kunne udnytte hinanden til at stå imod et angreb med, hvis ikke den sorte stoppede; eller hvis ikke de andre lod sig blande i det der netop var ved at ske.

RÆKKEFØLGE:
Illana
Lupë
Mindraper
Ava
Samael

Lyset ved hans bringe flakkede næsten mat nu, inden det forlod ham. En vis fjernhed for sine omgivelser og de andre individer havde han følt, før det var som om han langsomt vågnede op - til trods for han aldrig havde haft lukket øjnene. Stille skævede han imod den gyldne, hvor lyset atter søgte hen; inden det gik op for ham at dramaet omkring dem, specielt mellem den spraglede og sorte skyggehoppe, endnu udspillede sig.

Det var som et slag hårdt i hovedet, da det gik op for ham hvad der blev sagt.

Hvem denne Nymfen var, kunne han ikke anslå - men noget sagde ham at det måtte være et fælles medlem imellem dem. Et afkom måske? Utrygheden dirrede diskret i ham, før det var som om at helvede brød løs. Hvis da ikke skyggehoppen havde været vred i forvejen, så var hun i hvert fald nu!

Hun gik frem, frem forbi den spraglede, mod den mere svært tunge hest og den gyldne. Selv forholdte han sig endnu bag dem, en kendte passivt; mens et tilmed skulende blik var hvad der var at hente fra skyggehoppens side. Planerne buldrede i hans hoved der var ved at blive klart, mens valgende om hvordan han skulle handle, alle talte for og imod.

Flyt jer! Hoppens stemme gav genlyd i hans hoved, mens det slog ham at det nu måske var ham hun var ude efter! Stille havde han bakket et vigende skridt, og sågar blottet sig en kende mere for skjoldet af den brogede og den gyldne; før han beredte sig. Hvis det virkelig skulle være nødvendigt; måtte han jo bruge sine kræfter igen. Dem som nu atter var genopladet, takket være den gyldnes lys. Stop! lød det nu lidt overraskende fra den gyldne, og kort havde Lupë haft mistet fokus og set imod hende, en anelse overrasket. Før han atter havde skulet mere fokuseret imod skyggehoppen.

Mindraper følte sig fortabt, forrådt og forvirret. Han vidste han måtte lukke af for en stund, men det ville kræve sin mand at gøre det når ens hjerte brutalt var blevet knust. Han vidste da hvad han ligenu måtte gøre. Beskytte Ava fra at gøre mere skade på sig selv og andre, selvom det måske betød at han måtte bruge fysikken. Han lukkede ordene ude i det at det gik op for ham at hun ikke lyttede. Så vidste hun hvordan det føltes. Han åbnede nu øjnene efter de kort havde været lukket. Hun forsøgte at passere ham, men han brugte sin lige nu bedre fysik til at bevæge sig hurtigere frem og igen blokere, så tæt på den brogede og gyldne at han strejfede den brogede der havde rykket på sig. Her stod han med siden til begge sider. De gule øjne stirrede stift på Ava. Han havde ikke i sinde at rykke sig og ville blive ved med at gå i vejen til den bitre ende. Han vippede kort med ørerne da den gyldne nu udtrykte sig, og hans blik mod den sorte sluttede sig blot til den bemærkning der nu var givet. Ørerne var bagudvendte, men ikke nær nakken. Hans åndedræt var overfladisk, og de knuste hjerte slog ganske stille.

Ved bjergenes rødder

"Betrayal has many names - one of them is love"

Det var som om ingen af dem rent faktisk fattede noget. Den kraftige hingst valgte at træde nærmere og vel egentlig på en måde også puste sig op - den gyldne fulgte ham, og den spraglede hingst blev ved med at gå i vejen. Ava dirrede af vrede, men også stadig fordi hun var en smule påvirket af de andres kræfter. Hun skulle lige have styr på sig selv igen. Hun måtte dog standse igen, selvom det ikke var med hendes gode vilje. "Tåber! Flyt jer!" snerrede hun endnu en gang, henvendt til dem alle 3. Hvad var det de ikke forstod? At de skulle flytte sig så hun kunne komme forbi? Hun havde da ikke i sinde at blive stående og tage kampen op ene hoppe mod 3 hingste og en vogter. Det handlede om at vælge sine kampe, og selvom hun ikke ønskede at trække sig, så kunne hun jo godt se at hendes chancer for at slippe helskindet derfra var minimale. Havde den rødlige hingst bare tænkt sig om og udnyttet den gave han havde fået korrekt, så havde chancerne set anderledes ud.

De sorte ører blev presset helt ned i nakken og et isnende blik blev sendt fra de isblå øjne og direkte mod de gule der engang havde bragt hende tryghed, men som nu ikke vækkede andet end et indre had. Et had til ham for at have holdt hende for nar. Men også et had til den gyldne hoppe, for han havde valgt hendes side i stedet. I et par sekunder, der næsten føltes som en evighed, hvilede der en ro over hoppen. En ro som var hun tilbage ved sit gamle jeg, men hvad de andre ikke kunne vide, var hvilke tanker der gik gennem hendes hoved. Som de stod der og tårnede sig op som en mur foran hende og ikke lod til at ville følge hendes første ordre og bare lade hende passere, så hun ikke en anden udvej end at gøre hvad hvilken som helst anden hest der var trængt op i en krog ville gøre - også selvom hun frit kunne rende den anden vej, men den vej ville være mod bjergene og det jordskælv der lige havde været. Og hun kunne jo heller ikke være sikker på at den tunge hingst ikke ville følge efter.

Da de få sekunder i fuldkommen ro var overstået, havde Ava fået samlet sig selv. Fået samlet sine tanker, overvejet sine konsekvenser og indset hvad hun måtte gøre. De få sekunder der havde føltes som en evighed var næsten som om hun havde stået og set sig selv i slowmotion. De fik også resten til at se ud som om det gik meget hurtigt. Det føltes som om det gik hurtigt, og mest af alt fordi hun ikke lod til at have nogen intentioner om at stoppe halvvejs. Med et skingert hyl af ren og skær arrighed hukkede Ava ud efter den spraglede hingst, som en hugorm der gik efter struben.

words: 498 | Tag: Katastrofetråd

1

.~:SAMAEL:~.
ATTACK

Et angreb faldt, brød isen. Hingstens næsebor blev udvidet med en kraftig indånding, der hakkede en anelse fra væsken i hans lunger. Snart lagde de tvefarvede ører sig tungt i hans månefarvede man, og han lod kort mulen bumpe imod sin mages bagpart, en kort bøn om at hun skulle flytte sig, komme af vejen, flygte. Så hun ikke kom til skade, blev fanget i kampen. Det var dog mere et halvhjertet puf, for den aura der strålede fra hans gyldne danserinde, slog det ganske fast, at hun ville kæmpe ved hans side. Som en partner, og ikke blot en hoppe. På sin vis var den brogede taknemmelig, men bekymring blomstrede alligevel i den tunges sjæl. Da den spættede hingst, der blokerede adgangen til ham og Illana reagerede, skød den brogede vægten bagud, løftede et forben let over jorden, og gjorde sig klar på et udfaldt fra den sorte, eller en bevægelse der ville lade ham sætte et angreb ind. Han krop gav ham velvilligt hvad han ønskede, bød på en bæring fra hans stærkere parti, og optimerede kontrollen over de mange kilo muskler. Han vidste ikke hvad slangehoppen tænkte, men det var ganske tydeligt, at hun ikke var helt rask. Forstand var ikke at syne i de neonblå øjne, men mørke. Blot et vanvittigt mørke.