Stilheden brydes| Tsavani

Tåget lå tæt og klam over Enophis' nordlige del og tvang appaloosahoppen med de moccafarvede pletter ud af skoven, hvor hun ellers havde tilbragt natten. Skoven var tæt nok i forvejen og hun brød sig ikke om at være der når det var så tåget. Hun var vant til de åbne vider og i den tågede skov kunne hun ikke se mere end et par meter frem foran sig, hvilket hun fandt ganske ubehageligt. Hoppen forsøgte at navigere efter bjergene mod nord, hvor hun forhåbentlig kunne komme op over den tætte tåge. Hendes ånde dannede små skyer af damp fra hendes lyserøde næsebor. Daggryet badede det tågeklædte landskab i røde og gyldne farver, der fik det til at se ud som der var ild i hele landet. Mosset der dækkede jorden ved skovbrynet dæmpede lyden af hoppens hovslag og tågen gjorde hende næsten lydløs. Næsten, men ikke helt.  Det var den tyste tid på dagen hvor duggen lå på samtlige spindelvæv og fik dem til at ligne perlebesatte drømmefangere og fuglene var endnu ikke begyndt og synge, selvom enkelte morgenfriske solsorte gav et pip fra sig i ny og næ. 
Stilheden lå over landet ville tydeligvis ikke vare længe. 

Stilheden brydes
_____________________________________________________________________

I udkanten af skoven lå Tsavani på den mosbeklædte jord, tæt puttet op ad sin bror, Cadeyrn. De to koldblodsheste havde søgt ly for natten i skovbrynet og havde sovet tungt og trygt indtil nu. Cadey sov stadig, men der var så småt ved at komme liv i Tsavani. Søvnigt glippede hun med øjnene, inden hun forsigtigt gjorde sig fri af sin brors krop og kom op at stå. Hun strak dovent sin store krop, mens hun smaskede med sin tørre mule. Hendes bror var ikke vågen endnu, men det skulle da ikke holde hende fra at smutte ud og lede efter noget vand - han behøvede vel ikke at vide, hvor hun befandt sig hele tiden.
Hun begyndte sin vandring langs med skovbrynet, mens hun prøvede at erindre sig, hvilken sti der hurtigst ville føre hende til en af skovens søer. Hun var efterhånden ved at være godt bekendt i landet, men en ø som Enophis kunne nu altså stadig godt være ret svær at finde rundt i. Og vejret i dag gjorde det ikke ligefrem nemmere for hende... Tågen hang som en hvidlig masse i luften. Den klistrede sig fast til hendes gyldne pels og gjorde det svært at se frem for sig - æv altså!

Pludselig anede hun en skikkelse komme ud fra skoven mellem den tætte tåge. Hun vibrerede undersøgende med næseborerne, da hun opfangede lugten fra en anden hest. Det var en hoppe, og det var ikke en lugt, hun kunne genkende - altså måtte det være en fremmed. Hun lod en doven brummen runge fra sin bringe for at signalere, at hun var til stede, inden hun skridtede hen mod den fremmede, brogede hoppe.
Hun stoppede op lige foran hende, inden hun døsigt åbnede munden i et kæmpe gab. „Aaaaarhg! Godmorgen..."
_____________________________________________________________________

Tag: Camille | Wordcount: 293

Pludselig fortættedes tågen foran Camille, hvilket fik hende til at sagtne farten en anelse - dog ikke standse helt - og mistænksomt knibe øjnene sammen. Gradvist tog en skikkelsen form og blev mere og mere synlig. En gabende, palominobroget hoppe standsede foran hende og hilste. En anelse overrasket over ikke at være den eneste vågne sjæl på dette tyste sted, besvarede hun hilsenen: "G'morgen."
Med nysgerrigt spidsede ører betragtede hun den solide hoppe foran hende og viftede engang med sin flerfarvede hale. Hoppen foran hende var ulig nogen hest hun før havde set, men gjorde nu ikke den store forskel. Det var rart at se ved selvsyn at der faktisk var hopper ud over hende i landet, noget hun indtil videre ikke havde været helt og aldeles sikker på.
Med en imødekommende prusten strakte hulen mulen frem mod hoppen og håbede at hun var venligt stemt, selv om hende nu virkede ganske tilforladelig.

Stilheden brydes
_____________________________________________________________________

Denne hoppe virkede venlig stemt og også lidt frisk i det, hvilket glædede Tsavani. De fleste hopper var så keeeeeeeeedelige! De brød sig ikke om, at man kom for tæt på dem, og de var ikke blege for at snappe ud efter hinanden. Alt syntes at handle om, hvem der var den mest hysteriske og stolte hoppe, og hun var ved at brække sig over den mentalitet. Derfor glædede det hende at møde en anden hoppe, der rent faktisk kunne finde ud af at hilse pænt uden at begynde på alt muligt bøvl.

Hun sendte hoppen et venligt smil og strakte ligeledes sin mule fremad. Lige inden de to muler mødtes, prustede hun kraftigt og nappede drillende ud efter hoppens mule. Der var intet ondt i hendes handling - det var blot hendes helt egen måde at bryde ud af de normer, der gjorde det ulovligt at røre ved fremmede. Det var hendes helt egen måde at gøre oprør mod de fisefornemme hopper, der gik helt i spåner, hvis andre rørte dem. Hun ville dog ikke bebrejde den fremmede, hvis hun blev sur på Tsavani - det var trods alt de færreste, der forstod sig på hendes mærkelige form for humor.

Hun smilede uskyldigt og valgte så at stille den fremmede et spørgsmål, som om intet var hændt. „Du skulle vel ikke vide, hvor der ligger en sø med drikkevand i nærheden? Jeg selv er ikke sååå kendt i dette område, og det er jo umuligt at orientere sig i denne tåge."
Hun smaskede atter med sin knastørre mule for at understrege, hvor tørstig hun var.
_____________________________________________________________________

Tag: Camille | Wordcount: 264

Camille havde endnu ikke haft den tvivlsomme glæde at møde en hysterisk hoppe, men det mindskede ikke hendes hendes begejstring for venligsindet selskab. Da palominohoppen også strakte mulen frem, udspilede hun næseborene, parat til at gengælde hendes venlige prusten, men endte i stedet med at trække mulen til sig med et hurtigt ryk. Spørgende lod hun sine ører falde ud til siderne indtil hun opdagede det drillende blik i den anden hoppes øjne. Den var hun med på. Med en legende bevægelse nappede hun efter den anden hoppe og stejfede hende let med mulen.
Selv ville hun aldrig nappe ud efter andre ved første møde, men den kvikke appaloosa fandt det sjovt og deltog gerne i alverdens drillerier. Hun forstod den trang nogle heste havde til at bryder med den evige kamp om rangorden og hiarki der herskede blandt heste. Det kunne være tungt arbejde altid at skulle overveje hvad man sagde og gjorde.
"Æhh... Nej. Det har jeg faktisk ikke den fjerneste anelse om," måtte hun indrømme, da hoppen spurgte om hun vidste hvor de kunne finde vand. Ærlig talt var det eneste hun havde at gå efter hendes indre kompas, der nu pegede mod bjergene. Palominohoppen havde ret; det var svært at navigere i den tætte tåge og ydermere havde vinterens våde vejr havde gjort området sumpet, så hele Camilles pels var dækket af et tyndt lag kold fugt. Egentlig var hun ikke specielt interesseret i at finde mere vand, men palominohoppens tilstedeværelse gjorden at disen ikke virkede helt så trykkende og  desuden lod hun til at være sjovt selskab. Hun kneb øjnene en anelse sammen. "Men bjergene er dén vej, hvis det hjælper dig noget..." sagde hun med et hjælpsomt smil og nikkede kort mod nord. Tinderne der som regel kunne ses på lang afstand var umulige at få øje på under tågen.

Stilheden brydes
_____________________________________________________________________

Det morede hende gevaldigt at se, hvordan den venlige hoppe først havde troet, at hun ville gengælde hendes venlighed, men derefter fandt ud af, at hun havde andre ting i tankerne. Udtrykket i hoppens øjne var uvurdeligt, da hun hurtigt trak mulen til sig og lod sine ører falde til siden. Tsavani kunne ikke holde en latter tilbage. Det var altid en fornøjelse at tage fusen på folk! Denne hoppe var tilsyneladende en kvik én, for ganske få sekunder efter havde hun opfanget Tsavanis mening med det hele og nappede legesygt tilbage. Tsavani smilede stort, og hendes ører vippede fascineret fremad. Ja, den anden hoppe var i sandhed en frisk én, fuldstændig som hun havde fornemmet fra starten - herligt! Det var nu engang så forfriskende med hopper, der godt turde bryde rammerne for, hvad andre syntes var unormalt.

Til hendes skuffelse anede hoppen heller ikke, hvor hun kunne finde vand, men det kunne hun nu ikke bebrejde hende - hun havde jo trods alt heller ingen anelse om det selv.
„Nå, det var ærgerligt..." sagde hun blot. Hendes tonefald var en anelse utilfredst, men det lagde hun ikke så meget i.
I det samme tilføjede hoppen, hvilken retning bjergene lå i. Tsavani fulgte hendes blik mod nord og måtte nikke anerkendende. Det var alligevel ret imponerende, for man kunne ikke se så meget som skyggen af Enophis' bjerge i denne tåge. Denne hoppe måtte have en udviklet stedsans, hvilket man ikke ligefrem kunne sige om Tsavani...

„Nah, ikke rigtigt..." svarede hun med et uskyldigt blik, da hoppen spurgte, om det ville hjælpe hende.
Det var lidt synd for hoppen, at hendes forsøg på at hjælpe blev fejet væk på denne måde, men sådan noget tænke Tsavani slet ikke over. I hendes øjne var dette emne slut nu, hvilket fik hende til at springe frem til sit næste spørgsmål. „Hvor er du selv på vej hen?"
_____________________________________________________________________

Tag: Camille | Wordcount: 314

Camille betragtede hoppen foran sig med et vurderende blik. Der syntes at hvile en vis attitude over hoppen, men Camille lod sig ikke mærke med det. Hun accepterede uden videre folks forskelligheder og hun var tolerant nok til ikke at blive fornærmet. Hun gengældte hoppens skæve smil og rystede pandelokken væk fra øjnene. "Jeg er på vej mod bjergene. Op over tågen," svarede hun med et tørt smil. Det ville sikkert ikke blive helt så ligetil, når hun ikke kunne se en hånd for sig, ligegyldig hvor god en stedsans hun havde. Underlaget var vådt og glat og sigtbarheden dårlig. Næh, det skulle nok blive en interessant tur, men appalooahoppen var stædig, når det stak hende. Hun kastede et blik i retning af bjergene. "Men der er forresten vand," tilføjede hun da hun kom i tanke om bjergkilden. Det var bare en rimelig lang spadseretur for en sjat vand.

Stilheden brydes
_____________________________________________________________________

Hun vippede nysgerrigt med de gyldne ører for at vise, at hoppen havde hendes fulde opmærksomhed. Nok kunne Tsavani være respektløs og ganske ligeglad med andre, men hun lyttede altid til folk - og særligt dem, hun selv havde stillet et spørgsmål. Normalt skulle der ikke så meget til, at hun begyndte at kede sig i et selskab og blot ville gå sin vej; ja, hun kunne endda finde på at gøre dette midt i en samtale, hvis hun lige følte for det. Men selvom hun ikke kunne sætte en hov på, hvad det var ved denne hoppe, der formåede at fastholde hendes interesse, så var hun her altså endnu - og hun havde ingen intentioner om at gå.
„Det lyder som en glimrende idé," kommenterede hun, da hoppen fortalte, at hun var på vej op i bjergene. „Det ville være rart at få dette klistrede stads ud af sin pels igen."

Hun fulgte atter hoppens blik op mod bjergene og overvejede lidt, om det mon var et sted, hun selv havde lyst til at vandre imod. Hun havde i hvert fald ingen planer for denne dag indtil videre, så måske? I det samme tilføjede hoppen, at der var vand i bjergene, og det fik Tsavani til at træffe sin beslutning.
"Glimrende!" udbrød hun ivrigt. „Har du lyst til at følges ad derop? Det er godt nok en lang vandring for en tår vand, men jeg er sikker på, at jeg vil være i godt selskab på turen."
Hun blinkede smilende til hoppen. Ja, hun kunne godt være sød, når det lige slog hende - og denne hoppe havde hun besluttet sig for at være sød overfor.
_____________________________________________________________________

Tag: Camille | Wordcount: 274

Camille nikkede let, som svar på den anden hoppes kommentar om at få fugten ud af pelsen og besvarede hendes spørgsmål om følgeskab med et ærligt grin; "Det kan være at du kommer til at tage de ord i dig igen. Jeg kan ikke garantere mine evner som navigatør." Selvom hun havde en rimelig god idé om retningen, var det ikke sikkert at hun kunne finde farbare stier. På den anden side kunne palominohoppens kraftige bygning og stærke, lange ben muligvis komme dem til gode, hvis det blev tilfældet.
Desuden lod det til at hoppen kunne blive sjovt selskab - et humoristisk glimt spillede i hvert fald i hendes øjne og hun var åbenlyst ikke typen der pakkede tingene ind. Desuden virkede det usandsynligt at den palominohoppen, med sine lange, stærke lemmer, ville sinke den noget mindre - men mere vævre - Camille. De skulle såmend nok kunne finde ud af det sammen.
"Jeg hedder Camille," præsenterede hun sig, da hun kom i tanke om at de endnu ikke havde udvekslet navne. "Du?", tilføjede hun spørgende og spidsede endnu engang sin små hvide ører.

Stilheden brydes
_____________________________________________________________________

Hoppens latter var smittende, og hun måtte gengælde den, da hun hørte de efterfølgende ord. Hendes latter var munter og kærlig. Hun lo ikke for at håne hoppens ord, men havde simpelthen fundet dem humoristiske. Hun fortrød ikke et øjeblik, at hun havde valgt at opsøge denne hoppe her til morgen. Der var krummer i hende, og det var lige præcis sådanne selskaber, Tsavani holdt allermest af.
„Det tvivler jeg nu på. Du virker til at have noget bedre styr på det end jeg," sagde hun med latter i stemmen. Ligegyldigt hvor dårlig denne hoppe måtte være til at finde vej, kunne det umuligt være værre end hendes egen mangel på stedssans.

Hun spidsede interesseret ører, da hoppen præsenterede sig. „Det er mig en sand fornøjelse at have mødt dig, Camille. Du er lige en type for mig; sjov, sej og ikke bange for at tage lidt chancer af og til."
Et drillende glimt hvilede i hendes blå øjne. Hendes ord var lidt mærkelige, men det tænkte hun ikke selv over; hun var typen, der sagde lige, hvad der faldt hende ind på det pågældende tidspunkt. Hun var slet ikke typen, der tænkte, før hun talte. Sådan noget gad hun ikke at spilde sin tid på.
„Og jeg hedder Tsavani," tilføjede hun med et venligt smil.

Hun rankede lidt op i sin krop og forberedte sig på at begynde vandringen. Hun havde ingen anelse om, hvilken vej de skulle, så hun blev blot stående og ventede på, at Camille ville føre an. Et lille sted i hendes baghoved sneg tanken om hendes bror sig ind. De havde en aftale om altid at informere hinanden, før de tog nogen steder hen, og lige nu lå han trygt og sov i troen om, at hun lå lige ved hans side. Hun skubbede dog tanken ud af hovedet, lige så hurtigt som den var kommet. Hun var ikke altid god til at tænke sig om og træffe fornuftige beslutninger, og lige nu var hun alt for eventyrlysten til at kunne være ansvarlig.
_____________________________________________________________________

Tag: Camille | Wordcount: 339

En smule stolt over tilsyneladende at have vundet den store hoppes sympati og fået hende til at le, grinede hun med. "Tak, tak og i lige måde," smilede Camille, men hævede så det ene ikke-eksisterende øjenbryn. "Er det ikke lidt vel tidligt at skamrose mig på den måde? Du kender mig ikke endnu..." funderede appaloosaen. "Jeg kunne vise mig at skideirriterende," tilføjede hun med et skævt smil. Selvom hun som regel gjorde sit bedste for ikke at være det kunne hun trods alt ikke styre folks opfattelse af hende. Hun smilede venligt, da hun erfarede at hoppens navn var Tsavani og tilføjede også et "Rart møde dig," før hun med spillende øjne strakte mulen frem og pegede mod hoppen. Eller rettere igennem hoppen, ned af den dyreveksel de befandt sig på og som Camille var på vej ned af da hun blev stoppet af Tsavani, der nu stod med front mod hende. "Vi skal den vej," sagde hun grinende. Koldblodshoppen var åbenbart ikke heeeelt vågen endnu...

Stilheden brydes
_________________________________________________________________________________________

OOC: Ihhh, du må virkelig undskylde mit alt for sene svar! =/

„Takker," lød hendes mørke, men feminine stemme.
En latter forlod atter hendes strube, da Camille spørgende sagde, at det da var lidt for tidligt at skamrose hende på den måde, da hun kunne vise sig at være irriterende. Tsavani bredte læberne i et stort smil, der afslørede hendes gule tænder, og sendte Camille et sigende blik. „Jeg er en rimelig god hestekender, hvis jeg selv skal sige det. Mine intentioner plejer at være rigtige."
Hun svirpede en gang med halen og sendte Camille et flabet smil. „Men hvis jeg stik mod mine forventninger skulle tage fejl alligevel, er jeg sikker på, at jeg har givet dig en grund til at være irriterende, og at jeg selv vil være mindst lige så slem."

Hun gengældte Camilles venlige smil, da hun tilføjede, at det også var rart at møde Tsavani. Hun strakte nu mulen frem mod hende, og Tsavani fulgte den opmærksomt med øjnene. Da det gik op for hende, at Camille pegede lige igennem hende, vendte hun hovedet om og så ned ad den sti, de befandt sig på, og som Camille havde været på vej ned ad i første omgang. Hun rykkede lidt pinlig berørt rundt på sig, da det gik op for hende, at svaret var indlysende - Camille havde jo været på vej mod bjergene, så selvfølgelig skulle de ned ad den sti, hun havde været på vej ned ad.

Tsavani vendte sig rundt, så hun nu stod i den retning, de skulle gå. Hun forsøgte at dæmpe den rødmen, der havde spredt sig om hendes kinder, inden hun vendte hovedet om mod Camille med et lille, akavet grin. „Du fører an!"

_________________________________________________________________________________________________

Tag: Camille | Wordcount: 273

//Det går nok skal du se Ingen stress ^^'

Appaloosahoppen smilede skævt, da den store palominobrogede hoppe affejende slog hendes kommentar hen og konkluderede at hun nok selv ville være skyld i hvis Camille skulle vise sig irriterende – og at hun desuden selv kunne være det. Den spættede hoppe nikkede funderende, da Tsvani forklarede hendes evner som ”hestekender” og kom i sit stille sind frem til, at selvom hoppen var god til at bedømme folk, ændrede hun ikke karakter, hvis hun stod over for nogen, der ikke brød sig om hendes let flabede, bramfri attitude. Noget der sandsynligvis ville bringe hende i uføre en dag, hvis det ikke allerede var sket. Hun kunne alligevel godt lide hoppens måde at tage tingene på.

   ”Jeg skal gøre mit bedste for at undgå det,” svarede hun drillende og prustede dæmpet, så en lille sky af hvid damp hang foran hendes mule i den kolde tåge et øjeblik, for så at forsvinde.

En boblende hæs latter vældede ud af Camille - hun kunne simpelthen ikke holde den inde - , da den andens hoppes ansigtsudtryk ændrede sig i takt med at hun indså hvad Camille mente. Hoppen drejede sit store hoved så så ned af den sti Camille havde været på vej ned ad, og da hun igen så på Camille var hendes blik flovt. Appaloosaen fik hold på sine lattermuskler - det var på ingen måde hendes mening sådan at gøre hende flov.

   ”Fin idé,” svarede hun den anden hoppe med et drillende grin og gik op langs den høje hoppes højre side, om foran hende, hvor hun slog over i en rask, svævende trav. Hun var ikke en hest, der skridtede, når det kunne gå hurtigere. Underlaget under hendes hove svuppede af fugt og nogle steder sank man en anelse i, men hendes skridt var taktfast og velplacerede.

Stilheden brydes
_________________________________________________________________________________________

OOC: Taak. ^__^'

„Det lyder som en god idé..." sagde hun i et lige så drillende tonefald og nappede legesygt ud efter Camilles kaffefarvede pandelok.
Hun havde altid været en hoppe, der holdt meget af nærkontakt med andre. Hun kunne næsten ikke komme for tæt på, og det var sjældent, at hun gad gøre sig den ulejlighed at tænke på, hvorvidt den var ønsket af andre eller ej.
Hun trykkede ubehageligt de gyldne ører ud til begge sider, da appaloosahoppen grinede af hende. Hun kunne dog ikke ligefrem bebrejde Camille... Hun havde jo selv måttet indrømme, at det var en noget pinlig og morsom situation - og havde hun stået i Camilles situation, havde hun helt sikkert reageret på samme måde.

Hun gengældte Camilles drillende grin, da hun gav Tsavani ret i, at det var en god idé, at hun førte an. Tsavani fulgte hende med blikket, da hun trådte op foran hende og slog over i en rask trav. Tsavani slog ivrigt med hovedet og fulgte efter. Hendes trav var knap så elegant at se på som den spinkle appaloosahoppes, men hun kunne snildt følge med. Underlaget under deres hove svulpede, og sommetider sank de let ned i det. Dette var dog ikke en hindring for Tsavani - selvom hun var kraftig af bygning, var hendes krop harmonisk og godt skruet sammen. Hendes ben var solidt plantet på jorden, så selvom hun ikke ligefrem travede svævende og elegant, var hendes skridt taktfaste og velplacerede.

_________________________________________________________________________________________________

Tag: Camille | Wordcount: 240

Camille vippede ørene bagud og lyttede et øjeblik til lyden af palominohoppens brede hove, der skiftevis forlod og ramte det bløde underlag med en svuppende lyd, og sikrede sig at hun var lige bag hende. Så smilede hun skævt for sig selv og gjorde et legende slag med hovedet, før hun igen spidsede ørene og koncentrerede sig om den ujævne sti foran sig. Hun nød at have fundet Tsavani; hoppens ligefremme, udadvendte personlighed gjorde hende til ubesværet selskab. De fortsatte i behagelig tavshed et par minutter, da et ungt birketræ, der var væltet ind over stien, dukkede op foran appaloosahoppen. "Hop forude!" Hun forlængende sine skridt, slog over i galop, tog tre galopspring og satte af. Forhindringen var ikke højere end hende forknæ, så hun sprang ubesværet over og landede også forholdsvist pænt, selvom hun skred lidt på den mosbeklædte muldjord. Hun hævede triumferende halen efter sig som en fane - man havde trods alt kun den sjov man selv lavede - og fortsatte i en jævn galop. Hun vippede endnu engang ørene bagud og lyttede efter Tsavani. Der havde været plads nok til at vige udenom, hvis man ikke havde noget imod at vige ud i det høje græs og krat, der flankerede stien.