Stilheden brydes| Tsavani

Stilheden brydes
_________________________________________________________________________________________

Hun holdt nøje øje med appaloosahoppen, der elegant travede foran hende. Camilles ører blev lyttende vendt bagud, og det varmede kortvarigt hendes hjerte at se, at Camille sikrede sig, at hun kunne følge med. Camille gjorde nu et legesygt slag med hovedet, og det fik hende til at stråle op i et stort smil. Hun hvinede legesygt og slog selv med det gyldne hoved. Hun måtte indrømme, at hun var mere end glad for at være endt i Camilles selskab. Hun kunne godt mærke på sig selv, at hun havde trængt til et sjovt selskab, hvor alt ikke bare handlede om høflighed og normer eller endte ud i en slåskamp.
Tavsheden sænkede sig nu over de to hopper, men den var langt fra ubehaglig. Hun svingede afslappet med halen bag sig og nød bare den smukke natur omkring hende. Det var længe siden, hun havde rejst på denne måde. Som regel rejste hun altid med Cadeyrn, og deres rejser var knap så behagelige, da den kraftige hingst altid var anspændt og på vagt.

Pludselig brød den appaloosafarvede hoppes stemme stilheden. Hun meddelte, at der var et hop forude. Tsavani spidsede muntert ørerne. Juhuuu! Hun gjorde et ivrigt kast med hovedet, inden hun selv slog over i sin tunge galop. Hun fulgte Camilles bevægelser og satte selv af over træet. Hendes spring var ikke elegant at se på, men det var stabilt. Der lød nærmest et brag, da hendes enorme hove ramte jorden på den anden side. Hun betragtede nu Camille, der fortsatte frem i galop med halen hævet triumferende efter sig som en fane. Hoppens energi smittede af på hende, og snart hævede hun stolt sit eget hoved og hale og sprang efter hoppen i en serie rejehop. Hun hvinede muntert og nåede snart op på siden af hoppen, hvor hun sænkede farten og fortsatte i en jævn galop side om side med hoppen. Hendes øjne strålede af lykke. Det var virkelig længe siden, hun havde leget med andre på denne måde, og nøj, hvor hun nød det!

_________________________________________________________________________________________________

Tag: Camille | Wordcount: 338

Camille grinede, da hun kunne høre på rytmen i Tsvanis skridt, at også palominohoppen havde tænkt sig at hoppe oven stammen. Hun skævede så vidt muligt bagud, men drejede ikke hovedet helt. Det var der for mange lavthængende grene og lumske græstuer til. Men hun nåede at se den kraftige hoppe lande med en dump lyd, der blev dæmpet af det fugtige mos, der dækkede jorden, og derefter gøre en serie lidet elegante rejehop, hvilket fik Camille til at boble over af latter og slå et slag med hovedet. Derefter fortsatte de to hopper, side om side. Sjovt nok lykkedes det Camille at afpasse tempo og skridtlængde, så det kom til at stemme nogenlunde overens med den kraftigere hoppes bevægelsesmønster og hun nappede drillende ud efter en tot af Tsvanis man, der flagrede ned over hendes skulder, men uden succes. Hun veg uden om en lavthængende gren, blot for at træde ned i en vandpyt, så vand og mudder stod op om hende, fra naturens hånd, plettede ben og hun gøs, da de kolde dråber ramte hendes i forvejen fugtige hårlag. Hun satte tempoet en anelse op og spidsede ørene i retning af bjergende. Hvor hun dog glædede sig til at de nåede op over den kolde, klamme tåge, der dækkede landskabet som en nedfalden sky.

Stilheden brydes
_________________________________________________________________________________________

Camilles boblende latter ramte hendes ører og fik hende til at smile bredt, inden hun selv brød ud i en sprudlende latter. Nøj, hvor havde hun det bare sjovt! Når hun løb her med Camille, føltes det næsten som at være sammen med en veninde... noget, Tsavani aldrig havde haft før.
Det var imponerende, hvordan de to hopper formåede at afpasse deres skridt til hinandens, så de kunne følges ad side om side. De var så forskellige fra hinanden bygningmæssigt, man overhovedet kunne komme, men alligevel kunne de begge løbe her side om side og bare nyde øjeblikket. Selvom heste kunne være noget så forskellige udenpå, var de alligevel ikke så forskellige indeni. Alle heste nød en god galop i ny og næ, uanset om de var store eller små, tykke eller tynde - og det fandt hun meget fascinerende.
Camille forsøgte nu at nappe ud efter hendes man, men det lykkedes ikke. Hun kunne ikke lade være med at slå med hovedet og brumme triumferende. Hendes man havde sit helt eget liv, og den var ikke sådan lige til at få fat i!

En lavthængende gren kom nu til syne foran Camille, der veg til siden og trådte ned i en vandpyt på stien ved siden af Tsavani, så vand og mudder sprøjtede op på dem begge. Tsavani lo muntert, da mudderet gjorde hendes lyse ben beskidte. Hun slog ivrigt med hovedet og smældede med halen bag sig. Selvom hun var en hoppe, holdt hun meget af at løbe, lege og blive beskidt - det var sådan, man rigtigt levede livet!
De satte nu tempoet yderligere op, og Tsavani strak ud i hele kroppen. Det var længe siden, hun havde løbet så hurtigt, så det føltes godt at få strukket musklerne ordentligt ud!
Hun så i retning af bjergene, der kom tættere og tættere på. Hun havde stadig ikke fået slukket sin tørst, og det hjalp denne hæsblæsende galop ikke ligefrem på... Det skulle blive godt at nå op i bjergene og få noget vand!

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 334

Camille nød den store hoppes selskab og Tsavanis latter var usigeligt smittende, så da hun lo, faldt Camille i sammen med hende. Selv havde Camille ikke noget imod at blive beskidt, men kulden var hun knap så glad for. Hun havde flere gange glædet sig over at hun var født spættet, så det ikke altid var lige iøjenfaldende, når hun havde været på afveje. På det punkt havde hun altid haft lidt ondt af skimler. Tsavani lod heller ikke til at have noget imod at gallopere afsted på den plørede skovsti, så skovbunden blev flået op under deres hove. De to unge hopper lod faktisk til at være rimelig ens af sind, på trods af deres meget forskellige  ydre, selvom Tsavani måske var lidt mere mere bramfri end den mindre hoppe. 
Pludslig slog stien et fuldstændig umotiveret skarpt sving mod syd og Camille huggede ufortrødent bremserne i. Hendes hove trak spor i den mosbegroede bund, da hun skøjtede  nogle meter på det glatte underlag og hendes bagben gik fra nougatbrune til dybt mørkebrune hele vejen op til haserne. Dette tætte pilekrat kom alt for hurtigt alt for tæt på, men det lykkedes på forunderlig vis Camille at stoppe, så snart hendes forhove vat gledet ud i krattet. Med en yderst nochelant mine rettede hun sine lemmer ud, drejede hovedet og kastede et blik på Tsavani.

Stilheden brydes
_________________________________________________________________________________________

Tsavani kunne slet ikke styre sin livsglæde og lyste op i et bredt smil, da hun hørte, hvordan den spættede hoppe lo i takt med hende selv. Deres latter var boblende og energisk og smittede tilsyneladende hinandens. Tsavani kunne slet ikke huske, hvornår hun sidst havde følt sig så godt tilpas og fri i en andens selskab. Hun følte, at hun 100% kunne være sig selv over for Camille, og at den spættede hoppe ikke ville dømme hende for det. Hun kunne for en gangs skyld slippe sig løs og give sindet frie tøjler uden at skulle behøve at opsætte en hård og kold fascade - og det føltes skønt!
Hendes tanker blev brat afbrudt, da stien pludselig slog et skarpt sving mod syd. Svinget syntes at være kommet ud af det blå og kom nu foretruende tæt på, da de to hopper bevægede sig i så høj fart. Foran hende huggede Camille bremserne skarpt i, hvilket fik hende til at kure af sted på det glatte underlag.

Tsavani hamrede straks bremserne i og kurede ligeså af sted bag ved Camille. Hendes tunge kropsvægt fik hende til at glide hurtigt af sted over det mudrede underlag, og derfor kunne hun ikke stoppe, før Camilles bagpart pludselig nærmede sig. Camille havde på bedste vis formået at stoppe lige inden det kommende buskads, rette sig op igen og se tilbage på Tsavani. Tsavani var ikke tilnærmelsesvis lige så elegant som den anden hoppe og havde derfor ikke den mindste kontrol over sin krop lige nu. Hun nåede lige akkurat at sende Camille et hjælpeløst blik, inden hun lukkede øjnene i og ramlede direkte ind i hendes bagpart. Slaget ramte så kraftigt, at det slyngede Tsavani baglæns og fik hende til at sætte sig direkte på bagparten. Hun rystede slukøret på hovedet, inden hun langsomt åbnede øjnene igen, nervøs for at se på Camille. Havde hun mon formået at stå imod Tsavanis buldrende slag, eller havde Tsavani sendt hende direkte på snotten ind i krattet?

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 331

Friheden var berusende og Camille var blevet overvældet af følelsen, så at der pludselig ikke var mere sti, var ikke så lidt at en opvågnen. Hun så træerne der flankerede stien på begge sider passere i alt for høj fart og havde alt for travlt med bremse til at advare Tsavani om det forestående sving. Desuden ville det nok ikke have gjort nogen forskel.
Da hun endelig fik stoppet og så sig selv over skulderen, parat til at komme med en frisk bemærkning, nåede hun end ikke at få en lyd over sine læber, før den store koldblodshoppe bragede ind i hende. Tsavani havde uden tvivl forsøgt at stoppe efter bedste evne, med havde sin fysik imod sig. Camille nåede at se det undskyldende, hjælpeløse udtryk i den stores hoppes blå øjne, splitsekundet inden de ramlede sammen.
Tsvani stoppede, men Camille blev sendt hovedkuls videre ind i pilekrattet. Hun landede på sin skulder, eftersom hun havde drejet hovedet, da palominoen ramte hende, men krattets fleksible ungpiletræer tog godt fra. Tilgengæld blev de filtret godt og grundigt ind i hendes man og hale. På lidt klodset vis fik hun rettet sine lemmer ud, mærket efter at alting stadig sad som det skulle og fik med lidt besvær stablet sig på benene igen. Der stod hun så, med pileblade i både man og hale, og så på Tsavani, der på det nærmeste sad på bagparten og kiggede bekymret i pilekrattet efter hende. Camille skridtede forsigtigt ud af kratten, mens forskrækkelsen i hendes blik gradvist blev erstattet af et skælmsk glimt. "Du, Tas, stien drejer..." Så brød hun ellers ud i latter.

Stilheden brydes
_________________________________________________________________________________________

Tsavani måtte med gru se til, da Camille hovedkulds blev sendt videre ind i krattet. Hun krympede sig smertefuldt sammen, da hun kunne høre Camille falde til jorden derinde. Bekymret hævede hun hovedet og spejdede ind mellem pilebladene. Hun kunne ikke se noget som helst herude fra. Mon Camille var okay?
Hun skulle lige til at rejse sig og gå ind efter hende, da det puslede inde fra buskadset. Ud kom Camille, der var filtret fuldstændigt ind i pileblade og smågrene. Tsavani kneb øjnene sammen, og hendes læber dirrede, da hun måtte anstrenge sig kraftigt for ikke at bryde ud i grin. Til hendes held blev Camilles forskrækkede blik dog gradvist erstattet med et skælmsk blik, og snart efter kom hun med en morsom kommentar.

"Det siger du ikke..." smålo hun.
Camille brød nu ud i latter, og den var Tsavani med på! Hun slap straks kontrollen over sit ansigt og brød ud i en lige så høj latter. Hun lo længe og havde næsten fået tårer i øjnene, da hun endelig holdt inde.
"Du, det må du altså virkelig undskylde... Er du okay?" spurgte hun lidt mere alvorligt, dog stadig med latter i sin stemme.

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 196

De to hoppers latter brød stilheden, der endnu herskede over øen, på grund af den tætte, isolerende tåge. "Ja, det går," svarede Camille, da latteren langt om længe var taget af, og rystede sig, så nogle af bladene dryssede ned omkring hende, men andre blev hængende, fordi fugten gjorde dem klistrede. Den spættede hoppe sænnkede hovedet og tørrede endnu et par stykker af mod sit forben, som hun strakte ud foran sig. Så rankende hun sig og slog et svirp med halen, mens hun orienterede sig. Et skævt smil trak faretruende i hendes mundvige, da hun så de meter lange bremsespor, hvor begge hopper havde flået det bløde underlag op og lavet dybe, mudrede render. Enhver der kom forbi ville kunne regne ud hvad der var sket. "Afslørende," mumlede hun, med smilet spillende om læberne. Så lod hun blikket følge stien, der drejede mod syd, hvilket egentlig var modsat bjergene og hun kneb tænksomt øjnene lidt sammen. De kunne fortsætte ad stien og håbe på at den drejede mod nord igen om ikke så længe, eller de kunne forsøge at mase sig gennem pilekrattet. Camille havde jo netop - om end modvilligt - bevist at det kunne lade sig gøre. Hun kastede et blik på Tsavani, der i mellemtiden var kommet på benene, og forklarede hende situationen. 

Stilheden brydes
_________________________________________________________________________________________

Et lettet smil tegnede sig på hendes mule, da Camille svarede, at hun var okay. Tsavani betragtede hende, som hun rystede sig, så bladene dryssede ned fra hende som fine snefnug. En del af dem blev dog hængende, så hun febrilsk måtte prøve at tørre dem af mod sit forben i stedet. Tsavani kunne ikke holde en fnisen tilbage. Det var lidt synd for den spættede hoppe, men det var godt nok også morsomt! Camille rankede sig nu op, og et skævt smil trak sig smørret op i hendes mundvige, da hun så sig omkring. Tsavani vendte nysgerrigt hovedet rundt og fik øje på det meterlange bremsespor, som de to hopper havde efterladt i den bløde jord. Hun kunne ikke lade være med at le højt. Camilles kommentar lød nu i hendes ører, og gud, hvor havde hun dog ret!
„Ja, den kan vi vist ikke komme udenom..." lo hun.

Hun betragtede nu Camille, der atter så sig omkring og tænksomt kneb øjnene sammen. Hvad havde hun mon i sinde? Tsavani kom hurtigt på benene igen og lyttede spændt til forklaringen, der kom kort efter. Hun overvejede kort mulighederne, men var ikke længe om at beslutte sig. Hun og Camille var ikke to svæklinge, der var nødt til at tage de sikre veje. Desuden havde Camille lige bevist, at det godt kunne lade sig gøre at tage vejen igennem buskadset - omend det ville blive lidt besværligt.
Hun så på Camille med et smørret smil. „Nok er vi hopper, men vi er ikke tøsebørn, vel?"
Med de ord trådte hun ind i buskadset med et legesygt hop og banede sig vej igennem krattet. Hun fejede grenene af vejen med sit store hoved og brasede ind i buskadset med sit store korpus. En skælmsk latter forlod hende. Nu skulle det rigtige eventyr begynde!

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 301

Camille sendte den store gyldenbrogede hoppe et påtaget syrligt blik, da hun grinede af Camille, der tørede de våde blade af sig. Hun kunne dog ikke lade være med at le dæmpet sammen med den store hoppe, da Tsavani brød i latter over deres bremsespor.
Hun betragtede hende tavst afventende, da Tsavani overvejde situationen, og kastede endnu et skeptisk blik ind i krattede. Det tog dog ikke palominoen lang tid at bestemme sig, før hun med en frisk bemærkning og med et skørt hop trampede i det stride krat, og i bedste buldozer-stil fejede pilekvistene til side for sin brede bringe. Camille brød for 117. gang ud i grin. "Nej, det er vi ikke." Så smuttede hun efter, mens hun snoede sig ind og ud mellem pilegrenene, der ikke knækkede under Tsvanis hove, og sørgede for et holde afstand, så ikke hun blev svirpet i hovedet, når de fleksible stængler sprang tilbage på plads. "Æhh... Vi skal svagt mod nord - højre," dirigerede hun, efter et stykke tid. Det gik faktisk ganske nemt, det her. Men på den anden side skulle hun også bare sørge for at følge efter Tsvanis tykke hørfarvede hale, mens Tsavani selv, skulle kæmpe sig gennem krattet. 

Hun lo på livet løs i takt med den spættede hoppe, mens hun pløjede sig igennem krat og grene med Camille bag sig. Det var længe siden, hun sidst havde været i et selskab, hvor hun følte sig så afslappet og godt tilpas. Hun var normalt ikke en hoppe, der kom særlig godt ud af det med andre heste - og da slet ikke hopper! Så hun var umådeligt glad for, at Camille havde vist sig at være sådan et fantastisk selskab.
Hun havde stadig ingen anelse om, hvor de skulle hen, så hun nikkede taknemmeligt, da Camille dirigerede vejen bag hende. Det var godt, at hun stadig kunne finde vej, selvom Tsavanis store popo måtte tage alt udsynet! "Modtaget!" sagde hun kækt og smilede bredt, mens hun drejede svagt mod højre og fortsatte med at pløje sig vej gennem krattet. Hendes krop var efterhånden dækket af lidt små rifter hist og pist fra de mange grene, der havde svirpet mod hendes skind. Hun fortsatte dog upåvirket fremad - hun var så tykhudet, at hun slet ikke kunne mærke det.

De to hopper snoede sig ind og ud gennem krattet. Det gik faktisk ganske nemt, alt taget i betragtning. Det tog helt bestemt ikke så lang tid som det ville have gjort, hvis de skulle finde en vej uden om pilevæksten, der tilsyneladende syntes at fortsætte endeløst. På den anden side, så var appaloosahoppens udsyn også begrænset af en helt anden type ende. Engang imellem dirigerede hun den kraftige palominobrogede hoppe den rigtige vej, baseret på sin egen fornemmelse af retning og solen støtte stigen i horisonten, selvom sidstnævnte var besværligt med den tykke tåge, der stadig lagde en dæmper på alle skovens lyde og satte sig som fugt i begge hoppers hårlag. De lignede efterhånden nogen, der havde været udsat for alverdens strabadser med deres mudderindsmurte pels, blade i man og hale og rifter på ben, flanker og bringe.

// Ved slet ikke hvor jeg skal begynde. Beklager ventetiden...

(Det er da bare helt i orden - det skal du slet ikke undskylde! )

Deres færden igennem det vilde krat syntes at fortsætte endeløst derudaf. Det var dog ikke nødvendigvis negativt... Nej, Tsavani nød i sandhed sin lille færd sammen med sin nye veninde. De fortsatte støt fremad, og Tsavani fortsatte med at følge Camilles dirigeringer i den rigtige retning. Solen steg længere og længere op på himlen, da de to hopper snart havde brugt det meste af morgenen sammen. Tiden var fløjet af sted i det gode selskab, og Tsavani kunne da også mærke, hvordan hun blev mere og mere tørstig.
„Er vi der snaaaart?" spurgte hun i et fjollet tonefald som et utålmodigt lille føl.

Camille rullede med øjnene, men kunne ikke lade være med at smile af Tsavanis utålmodighed. "Hvor skille jeg vide det fra? Jeg kan ikke se en pind herommefra," svarede hun drillende, selvom hun efterhånden også selv længtes efter at stikke mulen i en forfriskende bjergkilde. Tærrænet under deres hove steg dog i tak med deres færden og blev mindre mudret, sandsynligvis fordi de bevægede sig op af den sumpede dalsænkning. Den svuppende lyd, der ellers havde kunne høres hver gang de henholdvis løftede og satte dere hove var i hvert fald aftaget. Tågen var også blevet lettere, men der lå stadig en sløret dis over deres hoveder, som afholdt solen fra at tørre hoppernes mudrede, fugtige pels.

Camilles svar lød i hendes ører, og hun kunne ikke lade være med at grine. "Hov hov du!" skændte hun, dog i et kærligt og lige så drillende tonefald. Hun satte derefter kort farten ned, så Camille kunne komme til at overhale hende, hvis hun ville. "Du må da hellere komme op foran så, så vi ikke spilder tiden på yderligere omveje!"
Hun kunne dog mærke, hvordan tærrenet under deres hove steg, så de kunne ikke være helt på afveje. Underlaget blev også mere og mere tørt, og tågen blev langsomt lettere og lettere. Solen kom dog også tættere og tættere på, og Tsavani kunne efterhånden godt mærke på sin svedige krop, at de havde vandret i noget tid. Nok var hun en kraftig og stærktbygget hoppe, men hun var ikke vant til på den måde at bruge sin krop; hun var nok lidt mere mageligt anlagt. Hun kunne derfor slet ikke beskrive, hvor meget hun glædede sig til at slukke den tørst, der havde naget hende hele morgenen.