Do the Dead Cry? | Phatamorgana

Taia
☽ ° ☾

Time | Kort efter solnedgang.
Location | Samme oase som Corruption
Tag | @phatamorgana

Hun var kommet tilbage til stedet. Hvorfor vidste hun ikke rigtigt, for der var intet her, som hun kunne finde. Blomsten var borte, gemt sikkert væk på Chibale, hvor den omfavnede og spirede fra hendes lig, hvilket vel egentligt var lidt grotesk, men hun havde for længst opgivet at være vred på den eller den Vise. Det var ikke dens skyld, at tingene var endt som de var og Den Vise, uanset hvor meget hun gerne ville, kunne heller ikke stilles til ansvar for det, som var sket. Nok kunne hun have forventet, at han ville have sikret hende mod sådan noget, men ak verden gik nu anderledes og så stærk som lyset var, så stærk måtte også mørket være. Den ene kunne trods alt ikke rigtigt eksistere uden den anden.

Det forklarede dog ikke hvorfor hun var her. Søgte hun noget, som hun bare ikke kunne se? Muligvis, for hun var blevet trukket hertil som hun blev trukket til andre steder: guidet fremad af noget, som fortalte hende, at det var rigtigt at gøre. Let trådte hun fremad, satte sine hove der hvor hun havde gjort for så forfærdelig lang tid siden, før hun sænkede sit hoved. Her i verdenen mellem Livet og Døden fandt hun ikke noget, men måske kunne hun finde det, hvis hun fandt vej hjem til Livet igen, om end kun for en stund? Det var et forsøg værd.

Den døde hoppe lukkede sine øjne og fokuserede sin energi. Det var aldrig nemt at gøre det, men det var bestemt blevet nemmere på det seneste. Langsomt tonede hun ind i den verden, som hun modvilligt havde forladt, men nu kæmpede sig vej tilbage til, så hun kunne blive der permanent. Et fnys forlod hende da vinden strøg forbi hende; normalt følte hun ingenting, men her i Livet følte hun igen og det fyldte hende med en ubeskrivelig fryd. Jorden flyttede sig for hendes hove og vinden dansede om hende, i stedet for blot at hvirvle igennem hende.

I stilhed så hun sig omkring, frydede sig over alt hvad hun sansede og så... og så græd hun for alt det hun havde mistet og gjort...

☽ ° ☾

Roligt dansede hun sig vej, gennem sandet; over de få plamager af spirende græs, heromkring oasen. Den slanke mørkglødede hoppe knejste stille i den tynde hals, mens hendes krop bar tydeligt præg af en hest der havde det godt; men alligevel skidt.

Vinteren havde været hård, og selvom Phatamorgana selv mente hun levede i bedste velgående og ikke kunne være meget mere lykkelig - så var hun mager. Udmagret og tynd. Udstående hofter og en tydelig ryg og ribbens aktivitet når først hun også var i bevægelse. Nogle ville finde det smertefuldt at se på, men Phatamorgana så heller ikke særlig tit andre sjæle; nej - hun var bare hende.

Alene var hun, eller hov vent. Med ét blink, kom en hest til syne, et godt stykke væk fra hende. Lettere undrende stoppede den mørkglødede hoppe brat op, og lagde hovedet let på sned. Nysgerrigt vippede hendes ører frem, mens hendes stålgrå intense øjne fik et ret så uforstående udtryk.

Men noget var galt.. var det tårer? En rumlende følelse af ubehag og medfølelse fyldte hende, til trods for at dette var en komplet fremmed. Mere og mere sørgmodigt trak hendes ansigt sig, mens hun stille slog frem i skridt. Målrettet, men forsigtigt imod denne sjæl...

Taia
☽ ° ☾

Taia opdagede ej, at nogen så hende. I hvert fald ikke her til at starte med. I stedet løb tårerne blot sin langsomme gang nedover hendes kinder, mens hun stirrede på det sted, hvor det hele havde foregået. Der var ingen vidnesbyrd om det længere, men det gjorde ikke stede ugenkendeligt; nej, dette sted ville stå ætset ind i hendes hukommelse så længe hun eksisterede. Om det så var i den levende, døde eller verdenen mellem dem.

Jo tættere på den mørklødede hoppe kom, jo mere ville det nok gå op for hende, at det hun så på ej var nogen, som tilhørte den verden, hun selv levede i. Spøgelset var begyndt at tage en helt solid form, som ikke var forfærdeligt gennemsigtig mere, men alligevel kunne man på ingen måde tage fejl. Specielt ikke når man kom indenfor en hvis radius, som faktisk var større end man måske lige gik og antog. Trådte man først ind i den, så kunne man ikke længere tage fejl, medmindre ens syn selvfølgeligt svigtede en; i så fald kunne kun en berøring gøre det tydeligt.

Det var uvidst hvad der fik hende til at opdage, at der var nogen, men pludseligt opfangede hun det bare. Der var dog ingen overraskelse at spore hos hende. Alt hun gjorde var at vende sine blå øjne, der ikke længere havde deres levende blå farve, men i stedet virkede udvaskede, mod den mørke skikkelse. Hendes tårer trillede stadig langsomt, men hun gjorde intet forsøg på at stoppe sig selv eller skjule det fra den anden. Det kunne vel være lidt ligemeget, kunne det ikke? Hun var stadig en sjæl med sine sorger og hvis andre så dem, så måtte det være sådan.

Hvis den anden valgte at løbe bort, når det gik op for hende, at Taia ej var et levende væsen, så måtte det også bare være sådan.

☽ ° ☾

[3]

Phatamorgana nærmede sig stille og roligt, mens hun elegant bar' sin ellers magre krop af sted. Det var som om at skikkelsen pludselig syntes gennemsigtig, da hun syntes at kunne ane en svag fornemmelse af landskabet bag hende?

Hun stoppede let op, mens hun uforstående blinkede de to stålgrå øjne i et par gange. Som forsøgte hun at se klart... men ingen ændring var? Stille stod hun for en stund og lagde hovedet en anelse på sned, før noget i hende skreg at hun skulle skynde sig væk!

Alligevel tillod hun sig at tage den næste skridt frem, og et til. Snart var hun atter imod hende, og inden længe kunne hun havde svoret på at den fremmede og små gennemsigtige skikkelse havde fået øje på hende. Det gøs hende langt ned af ryggen, mens hun kort utrygt havde skævet omkring sig, inden hun dog fortsatte. Helt igennem forsigtigt med hovedet en anelse på skrå.

Utrygheden blev alligevel overdøvet lidt af det medfølende, og stille stoppede hun, en god ti meters penge fra den små gennemsigtige hest; hvor hendes stålgrå øjne sørgmodigt så til med hovedet en anelse på sned... hvorfor græd hun?

Taia
☽ ° ☾

Det var umuligt at forklare præcis hvorfor hun gjorde det, men en stille latter forlod den døde hoppe. En sorgfuld latter, som var henvendt mere til hende selv end den mørke hoppe, som stod og betragtede hende med sørgmod. Måske lo hun i et sørgeligt forsøg på at lysne stemningen eller måske fordi det hele var lidt latterligt. Hun fik intet ud af at stå og græde. Hun kom ikke nærmere livet ved at gøre det og det var ellers det næsten alt handlede om for tiden. Hun ville bare tilbage. Hun ville hjem.

"Undskyld," sagde hun så, hendes stemme lettere anstrengt, men samtidigt rolig på en underlig måde. "Jeg mente ikke at le af dig." Med de ord sendte hun et sorgfuldt smil til den anden hoppe, før hun så vendte sig bort igen. Måske burde hun blot forsvinde væk, men hvis hun vendte bort fra livets verden, så ville hun ej kunne græde. På stien mellem Livet og Døden kunne hun ikke gøre andet end at vandre. Her kunne hendes følelser ikke eksistere udenfor hendes sind og ligenu ønskede hun ikke at holde det inde i sig selv. Hvis det berørte den anden hoppe, så var der intet hun kunne eller ville gøre. For et øjeblik tillod hun sig selv at være egoistisk på den måde.

☽ ° ☾

[8]

Latteren lød gennem luften. Phatamorganas mørke ører rørte opmærksomt på sig, mens de opfangede lyden. Det lød anerledes... hvorfor? Det kunne hun ej sætte hoven på, men om hun kunne indse det eller ej, var der noget der sagde hende at denne hoppe foran hende blot var tankespind. Som om hun ikke eksisterede. Tanken forvirrede Phatamorgana, mens hun lystrende vippede ørerne og forblev stående lidt fra hende.

Hendes stålgrå intense øjne udviste sørgmodighed, så da hoppen først direkte undskyldte sin latter, trådte hun ufortrødent lidt frem med sænket hoved. Hurtigt havde hun fastslående rystet på hovedet, ej skulle hun da undskylde.

Stille rynkede hun en smule bekymret på de ikkeeksisterende øjenbryn, mens hun lagde hovedet let på sned igen og strakte mulen lidt spørgende i mod hende. Hvad mon der var galt?

Taia
☽ ° ☾

Den mørklødede hoppe ville tydeligvis ikke lade hende være alene; om det var på grund af naturlig omsorg eller nysgerrighed vidste den døde hoppe ikke, men det betød heller ikke det store. Det var bare rart, at anden anden var der. At den anden hoppe tilkendegav, at hun kunne se hende; på trods af, at hun kunne vise sig når hun havde energien, så følte Taia stadig en stor ensomhed ved al den tid, hun havde spenderet skjult bort imellem Livet og Døden. Det betød dog ikke, at hun tillod den anden at komme nær, for hun var endnu ikke tilbage i Livet og tog derfor alt hvad der blev ofret til hende, om hun så ville have det eller ej.

"Lad være med at komme for tæt på." Det kom tilsyneladende ud af det blå, for hun havde ikke vendt sig eller set tilbage på hoppen igen. Hendes øjne var lukkede, mens hun trak vejret dybt ind en enkelt gang. Roligt slog hun dem op igen, før hun så vendte sig mode den mørke hoppe. "Jeg kan ikke rigtigt forklare hvorfor, at du ikke skal gøre det. Jeg kan kun sige, at det bliver koldt, hvis du kommer for tæt på." Der var alvor i stemmen, men også sorgmod og den lette higen efter en tilstand, hvor hun ikke behøvede at holde andre på afstand. Til hvilken grad hun tog varme fra andre nu, var hun ikke helt sikker på, men det var der stadig.

☽ ° ☾