Frustrationer | Åben

Vinden blæste forholdsvis meget på denne forårsaften, hvor Nymphadora havde vandret udenfor flokkens grænser. Eller, hun trampede nærmest af sted. Hendes indre frustrationer havde på det seneste gået den unge hoppe meget på, og hun søgte mere og mere væk, for ikke at lade det gå ud over hendes veninde Phoria, som hun stadigt brugte meget tid med. Dog ville hun ikke ende med at slå på hende, og denne aften havde hun behov for at komme ud med noget energi, og derfor vandrede hun med en søgende mine over sin smalle mule; hun søgte noget hun kunne slå på. En træstamme, en stor sten, et eller andet som hun kunne slå til, som ikke slog igen.

Den pelsede hoppe kom gående. Hen på de sene timer blev det køligere, og langt nemmere for den robuste hoppe at holde ud at færdes frit. Hun havde flere stedet fået knobbet flere totter af den lange pels af, men der var stadig alt for meget, og hun svedte ledt i dags timerne hvor solen bagte.
Le'ah havde der ved opholdt sig allermest ved søen, hvor hun kunne køle af i vandet, men var netop nu draget en anelse væk der fra blot for at se nærmere på disse nye omgivelser. Åh hvor hun ønskede at flokken vidste at de skulle følge med hende. Så snart varmen ikke var ulidelig, var dette land jo fantastisk. Le'ah havde forædt sig den første dag, fordi der var så meget mad.

Den unge Nymphadora havde snart vandret forbi hvert et træ på øen - eller sådan følte hun det - og intet træ havde virket rigtigt nok. De virkede bare uimodtagelige for slag, for selvom hun helst ville lade sine indre frustrationer gå ud over noget, som ikke slog igen, ville hun af en eller anden grund ikke gå amok på et stående træ der var 40 gange større end hende, men hellere på et væltet et, som havde opgivet livet. Men sådanne kunne hun sjovt nok ikke finde.
De sidse ører blev lagt mere og mere ned i nakken, i takt med hun bevægede sig længere og længere væk fra flokken. Og efter nok flere timers vandren rundt i søgen på det hun ikke kunne finde, stoppede hun pludseligt trodsigt op og hamrede sine hove ned i græsset, som dækkede den jord hun betrådte. Hun skulle lige til at hyle op i jamren, inden hendes isblå øjne fik øje på noget - på en anden. En, som var mindre end stort set alle hun havde set i landet her, ja faktisk en der syntes mindre end hende selv og med langt mere pels. Hun fnøs sagte, imens hendes øjne nærmest grådigt betragtede den fremmede, som vandrede for sig selv.

Le'ah kendte ikke mage til dette land, men hun var vild med det. Hele hendes knap så lange liv havde gået på at overleve. Altid på jagt efter nye steder hvor det var muligt at finde mad og læ. Her kunne hun være alle vejene og der var både masser af mad og rigelig med læ. Læ var dog ikke nødvendigt, her blæste jo knap nok, og her var bestemt ikke koldt, ikke ifølge den vamsede hoppe.

Uden af øjenkrogen opfangede hun nåde, bare et glimt, men det var nok til Le'ah drejede det store hoved. Hun rykkede det en anelse op da hun opdagede det var en hest. Den var ikke helt nem at skimte nu hvor det var begyndt at blive mørk, men Le'ahs øjne havde hurtigt vænnet sig til det, det var jo trods alt også kun gradvist blevet mørkt. Uden speciel tøven fik Le'ah drejet den tunge krop, og nærmede sig nu denne fremmede spinkle en. For sig selv grinte hun- hun følte sig så stor i forhold til, ikke fordi hun var høj, men fordi hun var tungere og bredere end dem hun havde set allerede, og sørme var der en mere.

Der gik ikke længe før den unge Nymfe var opdaget. Hun hev en smule undrende hovedet op, for det var ikke gået op for hende, at hun ikke var usynlig imens hun havde fulgt den fremmede, pelsede hoppe med blikket. Først troede hun faktisk også, at den fremmede måtte have set en anden, og det fik Nymfen til at skæve omkring sig efter den, som havde fanget opmærksomheden fra den pelsede, indtil det gik op for hende, at det måtte være Nymfen selv. Hun rettede derfor hovedet fremad, med en let smaskende studsen, inden hun lagde det ene øre tilbage og det andet frem. Hoppen der var på vej imod hende faldt ikke rigtig i den kategori hun havde håbet på at kunne aflede sin energi med, for hun så ud til at kunne slå tifold igen, med hendes stærke ben og store hove, hvis Nymfen skulle forsøge sig. Derfor måtte hun holde sig på rette køl, så at sige, og derpå stillede den unge Nymfe sig lidt bedre tilpas imens hun ventede på den fremmede. Hun var nemlig opdraget med, at man ikke vendte ryggen til fremmede, selvom hun i øjeblikket nok hellere ville søge videre efter et passende træ hun kunne sparke bark af, end at være venlig overfor en fremmed hun sikkert aldrig ville møde igen.

Le'ah så på den sorte hoppe, jo nærmere hun kom jo tydeligere stod hun for hendes blik. Hun virkede ikke særlig gammel, men noget ældre end de to andre hun havde mødt. Atter grinte Le'ah i sit indre; Var dette et land for de unge? Selv var Le'ah ikke særlig gammel, omtrent fire år måske lidt mere, Le'ah talte ikke rigtig på det. I forhold til de to andre hun havde mødt, virkede hun jo noget ældre, da de jo kun var føl.

Da Le'ah var tæt nok på til stadig at holde en høflig afstand standsede hun op. De pjuskede øre vippede lidt frem og tilbage i små bevægelser, blot for at ende helt fremme. Langsomt strakte hun den tvefarvede mule hen imod den unge hoppe.

"Godaften,"

Lød hendes stemme ganske venligt. Hun tippede det hvide hoved, med enkelte sorte aftegn på skrå.

Jo tættere den fremmede hoppe kom på hende, jo højere hævede hun sin hals og rankede sin elegante krop, som efterhånden lignede en voksens mere og mere. Endnu var hun ung, ranglet, og endnu var det tydeligt at hun havde noget vej til at stå fuldt udvokset blandt landets sjæle.
Den fremmede stoppe op med nogenlunde afstand og rakte kort efter mulen frem imod hende. Hun var egentlig mest tilbøjelig til at afvise den, men alligevel lå høfligheden så dybt i hende, at hendes frustrationer blev lagt til side et øjeblik. Hun rakte derfor mulen en anelse frem imod den pelsede hoppe for at snuse til hende, inden hun trak hovedet til sig

,,Hej"

Svarede hun så, en smule kort for hovedet; men på det sidste havde der ikke været mange ord at overhøre i Nymfens atmosfære. Hun havde været indebrændt nærmest siden hendes mor var flyttet, men især den seneste uges tid, var hendes indre følelser blevet mere og mere superficielle. Hendes ører forblev vendt bagud, men de var ikke tvunget i nakken, så helt afvisende så den unge hoppeplag ikke ud. Nok mere plaget i sindet.

Le'ah snusede lige ledes til den unge sorte hoppe da hun strakt mulen frem imod Le'ahs. Hun trak hoved en anelse tilbage. Hoppen hilste, men hun så ikke sådan virkelig glad ud. Det store hoved blev lagt en anelse på skrå, mens hun for en tid så på denne.

"Er der noget der plager dig? Det ser sådan ud."

Det kunne selvfølgelig også være hun bare så sådan ud, og så ville hendes spørgsmål måske have været uheldig og kritiserende. Le'ah kunne ikke forestille sig at se naget ud konstant, så hun gik ud fra det heller ikke var tilfældet her.
Selvom denne mystiske nye hoppe ikke var lav, hun var bestemt en del højere end Le'ah allerede, så virkede hun alligevel lille og meget spinkel i Le'ahs øjne. Hun havde kun været van til pelsede, tunge heste som sig selv- de flest en del større end hun selv var.

Nymfen kneb sine øjne en anelse mistænksomt sammen, da den pelsede hoppe nærmest med det samme spurgte, om der var noget som plagede hende. Nymfen, som endnu ikke vidste hvor tydeligt hendes eget kropssprog var, troede derfor at den pelsede hoppe var en tankelæser, eller noget i den stil, siden at hun kunne gætte det så hurtigt. Hun fnøs sagte inden hun bakkede to skridt, med let hidsige bevægelser, inden hun rystede trodsigt på hovedet. Det var hendes sag, ikke den pelsedes, som hun slet ikke kendte til.

,,Hvorfor er du så.. pelset?"

Nymfen vendte det hele 180 grader, og lagde fokus over på den lyse hoppe, som hun slet ikke kendte til. Hun havde faktisk aldrig set en med så meget pels, som hoppen foran hende, og det undrede hende lidt hvorfor hun skulle bruge så meget. Så koldt blev det heller ikke om vinteren, så hun måtte da dø af varme om sommeren?

Le'ah kunne ikke helt holde en klukkende latter tilbage, den var ikke hånlig ment, men den unge hoppe virkede ikke just begejstret for at Le'ah spurgte ind til om der var noget der plagede hende. Ak, hvis hun ikke ønskede at nævne det eller hun ren faktisk bare så sådan ud generelt- så kunne Le'ah nok bedre forstå hendes reaktion.

"Der hvor jeg kommer fra er der sne over alt, uden pelsen ville jeg fryse ihjel."

Lige nu var det så omvendt, det følte Le'ah i hvert fald. I dags timerne følte hun var ved at dø af varme, men heldigvis var det allerede nu lykkes hende at slappe af med en del pels, hvilket fik hende til at se herrens ud at der var totter der var noget længere end andre.

Read more: kyana.proboards.com/thread/1803/frustrationer-ben?page=1#ixzz3ZHn9NpTW

Da den pelsede hoppe ligefrem grinte af hende, lagde hun sine ører en tak mere. Under skindet på den sorte hoppe kunne hun tydeligt mærke sit temperament boble, det temperament som hun havde arvet fra sin mor. Hvis sandheden skulle frem, lignede hun Ava meget, når det gjaldt sindet, hvilket først for alvor var begyndt at træde i kræft nu hvor Nymfen nærmede sig de voksende år. Dog reagerede hun ikke yderligere, end at trykke sine ører i nakken og måske se en kende mere fornærmet ud; men så rystede hun sin krop og skævede forbi den pelsede, for lige at tjekke om der var andet at give sig til i området. Hun tyggede kort inden hun atter så på den pelsede, der nu fortalte hvorfor hun havde så meget pels. Med et skuldertræk svarede en sorte Nymfe hende.

,,I det her land bliver det ikke så koldt om vinteren, eller om natten, så du kan godt smide pelsen, du har ikke behov for den længere."

Nymfen satte herefter frem i en ganske løs og afslappet skridt frem forbi den pelsede hoppe, for at skridte mere ud i midten af det åbne område, som de befandt sig i. Her stoppede hun op og skævede fra side til side; uvidende om, om den pelsede hoppe ønskede at følge efter hende.

Den sorte unge hoppe havde vidst nok ganske ret i her ikke var koldt, om hvorvidt vinteren ville blive kold måtte hun tage hoppens ord på og tro den ikke gjorde. Le'ah kendte kun til hvad der mindede om en årstid, og man skulle være heldig der hvor hun fra, hvis der ville være en dag varm nok til at sneen kunne smelte en anelse nogen steder- hvilket også var en dårlig ting for det ville betyde islag dagen efter!

"Det tager længere tid end jeg har regnet med, men jeg har fået sat mit et fint spor af totter pels op af de fleste træer jeg har gået forbi."

Det var sandt nok. Le'ah gned den pelsede krop op han næsten hvilket som helst træ hun kunne få øje på, hvad som helst for at få noget af pelsen af så dagene var til at holde ud.
Pludselig flytter den unge hoppe sig og af ren nysgerrighed vælger Le'ah at følge lidt efter.

"Jeg hedder Le'ah."

Sagde hun efter lidt tid, en præsentation var vel på sin plads, det var jo et sted ret uhøflig at hun ikke havde gjort det med det samme, men i stedet prikke til den unge hoppes privat liv.

Hoppens ord omkring at det tog hende længere tid at smide pelsen, end hun havde regnet med, reagerede den sorte hoppe ikke umiddelbart på. Hun kendte intet til den pelsede hoppe, og derfor kunne hendes ord ligeså godt være falske. Et øjeblik kneb den sorte hoppe faktisk sine øjne sammen over hendes egne tanker - hvorfor var de så negative? Hun forstod det ikke altid, men hun havde en idé om, at det var fordi hendes mor havde valgt familien fra. Det havde hun simpelthen ikke forstået. Hendes mor havde givet sit liv til.. Til noget andet, noget ondt, og det nagede hende. Så meget nok, at Nymfens mere dysfunktionelle sider var kommet frem til overfladen, hvilket også var grunden til at hun havde trukket sig lidt fra Phoria af frygt for, at gøre noget dumt. Hu sukkede tungt, inden hun opdagede at den pelsede var fulgt efter, og nu præsenterede sig selv. Le'ah. Hun drejede sit hoved en smule og betragtede hende et øjeblik, og hvis man betragtede Nymfen ordentligt, var det tydeligt, at hun nu havde tvunget hendes før negative tanker en smule væk. Det måtte ikke være hendes sande natur, det måtte det ikke.

,,Nymphadora. Midnight's Nymphadora"

Præsenterede hun så sig selv, inden hun vendte fronten imod den pelsede, som hun nu gav sig til at betragte for første gang, siden de var mødtes.

Le'ah fulgte med, nok mere som en lille hundehvalp der ikke vidste hvad den ellers skulle gøre. Måske det var mere fordi den pelsede hoppe faktisk ikke havde lyst til at være alene, ikke lige nu. Hun havde rigelig med timer alene, og ærligtalt brød hun sig ikke så meget om det. Det var fint med nogle timer alene en gang imellem, men når man var van til at være omgivet af andre, af familie så var det faktisk underligt og alt for stille at være alene. Det gik hen og blev alt for ensomt, og af og til havde Le'ah taget sig selv i at snakke højlydt med ingen andre end hende selv.

Hoppen præsenterede sig selv, det var et langt navn- det synes Le'ah i hvert fald der var van til kortere navne.

"Er der en forkortelse til, eller bliver du altid kaldt ved dit fulde navn Midnight's Nymphadora?"

Da hoppen stoppede gjorde Le'ah lige ledes, der ellers havde gået bag hende. Om den tvefarvede mule hang et venligt smil.

Nymfen vippede det ene øre en anelse frem imod den pelsede Le'ah, da hun spurgte om hun havde et kaldenavn. En tænkende minde gled over hendes ansigt, for jo, Nymfen havde jo hendes kælenavn, men af en eller anden grund følte hun ikke for at give det ud til en fremmed. Hun gumlede en anelse inden hun svarede, men hendes toner lød ikke så negativt anlagte længere.

,,Jeg vil helst kaldes Nymphadora"

Hun rystede kort sin sorte krop igen, af en eller anden grund føltes det rart, som kunne hun ryste nogen af de trælse følelser af sig; selvom hun udmærket godt vidste at hun ville mærke dem igen så snart hendes sind ikke var optaget af noget andet. Hun rankede sig herefter en smule, inden hun skævede bag sig imod flokkens grænser, som ikke lå forfærdeligt langt fra dem. Da hun så tilbage på den pelsede hoppe, poppede et spørgsmål frem i den unge hoppes indre.

,,Jeg har ikke set dig her omkring før.. Hvor bor du?"

Nymfen havde aldrig rigtig forstået, at ikke alle var født i landet, som hun var. Og fordi hun havde boet i flokken nærmet hele sit liv, så var nærmest alle fremmede for hende; uanset om de var nye i landet eller ej.