Bell of the Blackbirds [Belail

Med smidige bevægelser begav Belial sig yderligere op.. og op. Hvad lavede den askefarvede egentlig helt her oppe? Et dæmpet prust kom fra den unge hingst da han lidt opgav i sit hoved at gætte sig til hvorfor.
Da den hvide hingst nået op i den fremmedes højde stoppede han. Han ville alligevel ikke tage det sidste stykket, ikke til at begynde med, hvad nu hvis hun var... sær? Hvad hvis ikke hun forstod. Det var ikke fordi man kunne se på den unge hingst at han var lidt af en kryster- det skjulte han meget godt, men han var en bangebuks når han var alene. Det var en helt andet sag når Lupë også var der.

Den brune vurderede fra og til på bedste vis, men kunne ingen beslutning tage. Hun vidste ganske enkelt ikke hvad hun skulle gøre, og var stadig lidt for ung til at overvejer konsekvenser af hvad der skete, hvis hun ikke ramte stenen perfekt i første spring. Det var ikke så meget frygt der holdt hende tilbage - nej - det havde hun endnu ikke erfaret. Og hvis hun havde; kunne hun ikke huske det.
Nej, det var lystend er var forsvundet lidt. Ville hun overhovedet finde noget spænende på toppen?

De små ørere vendtes lyttende bagud, idet at et prust undslap den hvide skikkelse. Rasbell havde et helt minut næsten glemt den hvide, og vendte nu med et hurtigt kig opmærksomehedne tilbge imod ham. Og hold da op... han var faktisk kommet rigtig højt op! Jah, hvis hun valgte at strække den hvide mule frem imod ham, ville hun næsten kunne nå ham!
De blå øjne glimtede kort, og et lille smil trak op i hoppeføllets hvide mundvig. Han var altså ikke helt forkert efter alt. Klatre kunne han i hvert fald. Opfordrende kastede hun hovedeet opad, og trippede en anelse væk for at gøre plads på den store sten til ham. Det her skulle nok blive godt! Det faldt hende slet ikke ind, at den anden måske ikke havde lyst til at klatre - så godt kunne hun ikke aflæse andre.

Den mørke havde et stykke tid nu ikke gjort nogen mærkelige ting. Faktisk stod hun der bare nu. Det var så det hun ville, hun ville have om her op. Hvorfor vidste den unge hingst ikke. Han kunne vel spørge, men det faldt ham ikke ind. Det faldt ham sjældent ind at tale. Han kunne godt, ikke særlig godt, men han kunne. Belial havde været lang tid om at bruge talens evne, sent om at mestre det- mest fordi han brugte det første års tid med sin moder og skyggen, hans følgesven, der aldrig vendte tilbage- og med de to var der ikke megen snak.

Da den mørke hoppe rykkede sig, så der blev plads til han kunne hoppe over, tøvede den lyse ikke- til en forandring, før han ret let hoppede over på det store klippestykke. Belial havde nemt ved at færdes i den mere barske tæren. Han var trods alt vokset op ved vulkanen, som havde været hans legeplads.
Da han nu stod ved siden af den lille hoppe, kunne han lige så godt hilse, men der var kun en måde han kendte: de små øre vippede han ned i den hvide man og tænderne blev blottet i det han bed ud efter den mørke. Alt ved han så ret så fjendtlig ud, ud over hans øjne. De brune øjne var venlige og fyldt med liv.

Den fremmede var ikke sen til at hoppe op, og med en nynnende tone vippede den askefarvede automatisk ørene en anelse frem. Selskab gjorde hende glad, og glad var altid en følelse hun godt kunne lide. Den var ikke ligesom vrede, der i et brændende inforno kunne finde på at opsluge hende og fuldkommen sløre hendes tankegang. En vrede så voldsom, at hele den lille krøb kunne ryste og øjne lyne. Ikke ligesom vreden der pumpede energien rundt i kroppen. Nej, glæde gav energi på en anden måde, og gav hende lyst til at smile og le. Så det var hvad hun gjorde - i hvert fald den ene af tingene. At smile.

Det forsvandt dog hurtigt, da en ubehagelig forandring gled ned over den fremmede. Med tilbagevendte ører hakkede han ud efter hoppen, der i et hvin trippede adræt til siden. De blå øjne glimtede forvirret, imens hun uforstående prøvede at hitte rede i de modsigende signaler der kom fra hingsten, men det kunne hun ikke. Var han vred? Nej, hans øjne var ikke vrede eller fjendske. Men hvorfor bed han så?!

ude af stand til at kunne aflæse ham, blussede den askefødtes temperement hurtigt op. Vredt slog hun et smæld med halen, inden at hun i et fnys hakkede ud efter den anden, større hingst. Rasbell, der altid havde handlet på impulser, lod ikke sådan en gestus gå forbi sig. Også selvom udfordringen var noget større end hende.

Da den mørke bed efter ham strålede Belial næsten helt. De mandelformede øre vippede frem igen og ivrigt slog han med hoved. Hun var da mere normal end de fleste andre her!
Belial var så ikke klar over, at det var ham der var noget i vejen med og at hans måde at hilse på var helt forkert. Manere var ikke noget den unge hingst kendte til, ikke som sådan, alt det underlige og kedelige Lupë havde forsøgt at lære ham, det var nok det han burde gøre, men ikke det han gjorde. Det var jo ikke sådan moder gjorde det!

Belials største problem var jo så mere, at han ikke vidste hvad man gjorde bagefter. Altså efter man havde hilst. Den lyse hingst var ret så social akavet som man overhoved kunne blive. I stedet for at gøre et forsøg på at gøre noget som helst, stod han nu bare passivt og gloede på den anden.

Rasbell var ikke sen til at pumpe sig selv en anelse op, så enhver udfordring ville være ligegyldig i hendes tanker. HUn var en mester i at overdramatisere, og kunne sagtens tage et lille hint som noget fuldkommen nedværdigende og reagere efter det. Men hun nåede dog adrig så langt. For inden at hun begyndte at gå i selvsving, lysten den anden, hvide op. Som havde noget gjort ham fuldkommen høj i låget. Var han glad fordi at hun var vred?
Den askefødte stivnede, og vippede langsomt hovedet på sned. Den hvide mule sitrede kort, inden at hun med et fnys trak hovedet tilbage - som havde hun set noget der forvirrede hende. Fordi det gjorde han virkelig - forvirrede hende. I stedet for at følge op på hans første udfald, stod han nu ganske passiv og akavet og gloede på hende.

Den hvide kneb øjnenen sammen, inden at hun med et afsluttende fnys vendte hovedet væk fra ham. Særlinger var der vidst nok af her i landet. Men hun ville ikke lade sig på af det, deet gjorde hendes mor aldrig.

"Navn?"

Fik hun sagt en anelse kommanderende, inden at hun igen vendte opmærksomheden imod stenene foran hende. Hun ville lige danne sig en rute.

Belial fnyste. Hvorfor tale? Han hadede det. Det føltes så... træls. Det var som en knude samlede sig i halsen på ham hver gang han følte han var nød til. Irriteret og hakkene fik han frem stammet sit navn:

"Belial."

Kort, hun fik ikke mere en nødvendigt. Han brød sig ikke om at tale, og gjorde det faktisk så lidt som muligt. Hans manglende evne for at formulere sig mundtlig, kom nok af at han var meget sen om at begynde på det. Han havde stadig svært ved at tale i hele sætninger, også fordi de irriteret ham, så ofte- når han talte, bed han sætningerne over og hakkede sig igennem. Ingen tvivl om at han bestemt ikke brød sig om det.

Belial fulgte hendes blik mod stenene. Hvad skulle han overhoved her oppe? Han var gået op til hende, men nu.. ja hvad nu. Det var tydeligt at den unge hingst ikke havde nogen anelse om hvad han havde gang i.

Særlingen Belail... den støvbrune nikkede langsomt, og mumlede svagt for sig selv hans navn. Det var nemlig et fremmed navn, et hun aldrig havde hørt for og det føltes helt forkert at sige. Men det gjorde alles navn i starten. Hun skulle bare lige vende sig til det.
Og det var måske en anelse rart, at kunne sætte ansigt på den første skabning der nogensinde havde "angrebet hende". Hvis man altså kunne kalde det for et angreb.

Hun smilede kort over hans hakkende stemme, og brummede en anelse slesk for sig selv. Hun kunne ikke sige om han kunne finde ud af at tale ud fra et enkelt ord. Men der var en stærk modvilje imod det, hvis hun ellers havde læst ham rigtigt. Det var nu ikke så underligt... for selv Rasbell snakkede sjældent. Og hvis hun gjorde, var det i 1 - 2 stavelses ord.

"Rasbell"

Sagde hun uden tøven, da hun ønskede han skulle vide hvem han havde med at gøre. Den hvide hale slog et kort smæld, og med et kraftigt spring - det længste hun nogensinde havde taget - landte hun skrabende på den anden sten. Toppen var en sten fra. Så begyndte turen ned.
Svagt brummede hun imod ham - bad ham følge med, inden at hun tog de4et næste spring.

Belial var ikke så god til det med at huske navne. Så selvom den mørke nævnte hvad hun hed, var det ikke sikkert den unge hingst ville huske på det. Der var så mange andre ting der fyldte hans unge sind. Han havde allerede glemt både hvad den askegrå hoppe hed, som kendte Lupë og han havde også glemt den plettedes. Han anede ikke hvad hans moder hed - ud over moder. Men det kunne ikke være hendes navn, det var noget hun var! Der ud over var der også hans fader, men hvad han hed- ja det var altså også helt væk.

Belial begyndte at tænke over det, hvad de forskellige han han mødt hed. Selvom han tænkte så det knagede så forsvandt navnene for ham. Ikke ansigterne, dem huskede han. De fleste havde været underlige! Den grå havde været okay. De andre havde mest været sære. Denne Rasbell- han kunne huske hendes navn endnu, men også kun fordi han lige havde fået det af vide, var ikke så sær. Hun var måske det tætteste han kom på et normal selskab.

Det var for Belial en overraskelse da den mørke sprang. Han havde været helt væk i sine egne tanker, at han slet ikke havde været opmærksom på hende. Troligt, som en trofast hun fulgte han dog hurtig trop.

Den hvide var ikke sen til at følge efter, og med et fnys tog hun tilløb til endnu et spring. Igen, skramlende og ikke ligefrem elegant landte hun, men op kom hun. Det var faktisk så hård en landing, at hun med vaklende skridt formåede at falde en anelse forover, inden at hun i en hurtig vending fik stablet sig op på de lange ben igen. Skjult kastede hun et blik bagud imod den hvide. Havde han set det? Hun var ikke sikker, men lod som ingen ting da hun igen drejede hovedet væk fra ham og istedet mod området. For hold da op...

Lige pludselig var hele øen blevet meget større. Så langt øjet rakte var der enge, der i det begyndene mørke så frygteligt mørke ud. Selv de steder med det frodigste græs, så sorte ud heroppefra. HUn så skovene - eller samlingen af træer hendes mor plejede at værre ved, og hun så den kæmpemæssige vulkan. Hun så andre heste - langt væk, der som hvide og mørke klatter bevægede sig rundt på jorden. Hun så det hele, og kunne følge med i alt.
De blå øjne gnistrede, og med et sejrigt jubelshvin hævede hun sig en anelse på de spinkle bagben. De var nået herop!

Den mørke så ud til at være ved at falde, det lignede faktisk næsten hun prøvede at flyve. Det ville selvfølgelig være noget dumt noget at prøve på. Heste flyver ikke! Nu gjorde hun det ikke, men skulle han være bange for den mørke ville kaste sig ud over kanten i et forsøg? Der ville han altså ikke følge med! Han kunne godt det her med at hoppe fra sten til sten og sådan. Men ud over, der gik grænsen alligevel for hvor meget han ville følge med.

Belial sprang selv da Rasbell flyttede sig videre til den næste. Han ville jo helst heller ikke skubbe hende ud over. Ingen skulle ud over den kant. Eller Belial skulle ikke, og han skulle heller ikke være skyld hun gjorde, hvad hun selv besluttede sig for, det kunne han jo ikke rigtig tage sig af.

Da hun holdt hende gjorde Belial lige så. Først da hun stod der ved kanten og kiggede, troede Belial for en stund hun nu overvejede at forsøge at flyve igen. Skulle han fortælle hende det var en dårlig idé? Belial besluttede sig for nej, mest fordi han ikke brød sig om at tale, og denne mørke kunne vel også tænke selv.
Det var da han nåede hen til hende, at han fandt og så alt hvad hun også, han kom helt væk fra de tidligere tanker. Moder var der nede et sted, der nede ved vulkanen. Her fra var der svært at se hvilken af de to hvide der var hans moder og hvilken en der var den store hvide.

I en hurtig vending vendte hun sig imod hvidlingen, der i øjeblikket stod med stum mine og spottede ud over landskabet. Måske efter nogle - det vidste hun ikke helt. Hun kunne heller ikke aflæse om han var stum af ren og skær ave, eller om han bare nægtede at sige noget. Begge ting ville være lige naturlige, og den askefødte gjorde derefter op med sig selv det ikke var noget hun behøvede at vide. Hun var tilfreds med at han bare var her, og han var fulgt med.
De blå øjne fulgte hans blik, og 2 hvide skikkelser fangede derefter hendes opmærksomhed. Var en af dem hans mama? Det ville ikke være underligt - de lignede nok hinanden men farven. Men hvorfor gjorde hun så ikke? Raasbell lignede på så frygtelig mange punkter ikke hendes mor, at det næsten gjorde helt ondt når hun så folk der lignede hindanden sammen. Men også kun næsten. En stor del af hende var fuldkommen ligeglad.

Rasbell brummede mildt, inden at en rødlig skikkelse fangede hendes blik igen. Hun smilede kort, og kastede derefter opfordrende hovedet op imens hun brummede sigende. Lige dernede! Der, det måtte være mama. Den rustfarvede. Bare for at sikre sig hun havde hans opmærksomhed, nippede hun kort krævende til ham. Han virkede som en der ofte blev opslugt af tanker. De skulle jo også findes.

Belial fulgte nøje de små skikkelser i det fjerne. Denne udkigsposts var god! Selvom man ikke kunne se alt og ting var meget småt, så kunne man se det meste! Det var nok ikke sidste gang han endte helt her oppe.
Belial stoppede dog med at se efter de hvide, da han fangede at den mørkes blik var et andet sted. Han fulgte hendes blik ned imod klyngen af træer, det var vel en skov, men den var lille, og der stod en rustfarvet skikkelse. Hvem var det? Belial havde aldrig set den. Hans øre røg en anelse ned mod nakken, ud til siden og så frem igen. Rasbell kendte hende, eller det gik han ud fra sådan som hun kiggede.

Da hun nippede til ham, lyste en anelse mere op. Det gjorde ikke ondt, men hun var en af de eneste der havde sådan nogen lunde- ud over moder selvfølgelig, sat tænderne i ham.
Som respons bed han hende, men han alt i alt lyste op i et stort smil.

Om han forstod hende eller ej blev hurtigt ligegyldigt, da han hurtigt bed ud efter hende efter hendes nap. Den mørkebrune - der mest af alt havde været uopmærksom, var selvfølgelig ikke sen til at reagere på hvidlingens bid. Deg gjorde ondt! I et hyl vendte hun blikket til siden og ørene i nakken, imens hun med trippende skridt bevægede sig væk fra ham. De himmelblå øjne stormede, og hun blottede automatisk tænderne af ham. Hvad bildte han sig ind! Hvem troede han, han var! Der stod han og smilede nok så selvfedt..! Fnysende stampede den brune i jorden, inden at hun abrupt tog nogle skridt imod ham, og hakkede frem. Han skulle bestemt ikke bide uden konsekvenser!

Den hvide hale slog et smæld, og fjernt undrede den askefødte sig over hvorfor han havde gjort det. Havde hun gjort noget galt? Signatleret noget forkert? Hun tvivlede. Hun kunne ikke fejle så voldsomt. Dog optog det hende ikke synderligt, da hun holdt fokus på enkelte ting. Og ligenu var det den dunkende smerte i siden efter plagens bid.

Belial følte sig faktisk yderst tilpas med denne lille hoppe. Hun var sød! Hvilket Rasbell nok skulle få lov at mærke. Hun mindende hen af moder da hun blottede tænderne og den unge hingst lyste blot endnu mere op- han flyttede sig ikke, han prøvede ikke at undgå da hun hakkede ud efter ham.
I stedet for at gengælde endnu en gang skubbede han hende hårdt, men ikke så hårdt hun ville falde eller noget- så dum var han dog heller ikke, og speciel ikke når de var helt her oppe, han ville ikke risikere at skubbe hende ud over.
De små øre vippede ivrigt frem mens et kæmpe og lalleglad smil spredte sig om den spraglede mule. Hans indtryk af den askegrå havde ændret sig en del- først havde han synes hun var mærkelig og nu var hun jo faktisk helt okay- og lidt mere end det. Hun var normal og sød.