Bell of the Blackbirds [Belail

Rasbell fnyste, og slog med et smæld hoven ned i den hårde sten. Hun forstod intet, og ville heller ikke. Det vedkom hende ikke hvad han tænkte, eller hvorfor han ville skubbe og bide. Hun agtede ikke at sætte sig ind i grunde, da hun knap nok havde nogle selv.. eller, det var lige med undtagelse af denne gang. En grund kunne være vreden, der langsomt boblede over inde i hende. Som et stormvejr, hvor torden ikke kun var ude i horisonten mere.
Hoppen vippede ørene ned i nakken, og med et mindre hvin trippede hun for at finde balance på den kolde platform. Skubbet var hårdt, og kort overvejede den støvbrune om et fald heroppe fra ville gøre ondt, inden at hun rettede op. Det var dråben! Øjnene blev knebet sammen, og med et sidste og understregende fnys trissede hun forbi ham, og så ned imod de sten de var klatret opad i første omgang. Hun ville ikke være heroppe mere - og da slet ikke med ham!

Hun målte afstanden, og sprang med en klaprende lød; efterlod støvet hvirvlende bag sig. Så kunne han være alene deroppe, hvis det var hvad han ville.

Den unge hingst vippede ivrigt med halen. Da hun slog hovene i stenen gjorde Belial lige så- mest fordi han ikke anede hvad han skulle gøre selv mimerede han blot hvad andre gjorde. Belial forstillede de skulle til at lege eller sådan noget i den retning, men næh! Den askegrå gik. Belials øre vippede ud til siden. Det var da godt nok skuffende! Han fnyste, men lod hende ikke rende langt ned før han fulgte trit. Det havde været langt nemmere at gå op end ned, men den unge hingst havde nu ikke den store besvær, han havde trods alt rendt rundt på vulkanens sider utallige gange da han var yngre.

Rasbell landede hårdere end hun først havde ventet, og knækkede en anelse sammen i benene ved sammenstødet med stenene. Hendes knæ skrabede overfladen, men der gik ikke længe før at hun havde rejst sig op igen.Hun følte knap nok den milde svigen. Dog gik der ikke længe, inden at den hvide hingst fulgte trop og landede - noget mere elegant, ved siden af hende. De stormblå øjne vendtes kort imod ham, og et afvisende fnys kom fra hende. Hvad nu? Ville han med hende igen.
Nej, hun ville ikke indrømme at hun følte sig en smule smigret af at han fulgte med. Hvis man altså så bort fra at denne vej var den sikreste og hurtigste vej ned, kunne det jo være den eneste grund, ikke?

Den hvide hale slog et smæld, og den støvbrune trippede med hoppede bevægelser sidelæns, og begyndte at hoppe mindre afstande; fra sten til sten.
Det var en hurtigere vej ned end de store spring.

Belial skar en grimasse da han så hoppen næsten ryge på snotten ved hendes spring. Hun virkede dog okay, og Belial tog ikke notis af det da han landede. Han lod i hvert fald som om han ikke havde set det. Hvad skulle han ellers gøre? Belial forsøgte at gennemgå hvad andre havde gjort, men han kunne ikke komme på andet end hans moder havde fnyst men skubbet til ham. Belial trak på skulderen. Hun kunne vel sige hvis han skulle gøre noget?
Den unge hingst var stadig social akavet, men med tiden havde han da lært lidt mere om hvordan man nu skulle være og gøre i selskab af andre. Det var nu sjovere at lege med Lupë. Alle de andre virkede så.. skrøbelige.

Hvad skulle de egentlig ned efter? Hvorfor havde de første omgang overhoved skulle op? Belial sagde ikke noget, men undrede sig i stilhed, mens han fulgte den askegrå spring for spring.