Bell of the Blackbirds [Belail

Med hurtige skridt bevægede den støvbrune sig over det mørke landskab. Omgivet af træer og sten gik hun, imens en mindre sky af det lette aske rejste sig ved hvert af hendes skrabende skridt. Den hvislende lyd var det eneste der kunne høres, så man bort fra den sagte raslen af blade længere væk. Og den Støvbrune var den eneste skabning at se, så man bort fra den rustrøde imellem træerne. Rasbell havde bevæget sig væk fra hendes skarpe supervision, for at nyde noget nyt og spænende. Klipper.

Den røde havde bedt hende om at holde sig væk fra stensamlingen. Hvorfor vidste hun ikke, men hun havde fået strenge ordrer på at lade værd med at være i nærheden af dem.. og det havde hun heller ikke været i starten. Men nysgerrigheden havde været for stor for den mindre hoppe, som i bedste snigende bevægelser nærmede sig de groteske udformninger. Stenene var af forskellige højder og indhug, og som skabt til at klatre på. Kort stoppede hun op for at vurdere højden. Joh, hun skulle helt sikkert helt op på toppen!



Et ivrigt glimt tændtes i de himmelblå øjne, som den askefødte med en nynnende brummen hoppede op på den første sten. Frygtsomt sprang hun nærmere den næste, og derefter den næste. De første trin fungerede næsten som en trappe, selvom det var tydeligt at det blev sværere længere oppe. Men ung som Rasbell var, tænkte hun ikke over sådanne ting.

Det havde været et sandt mareridt at befinde sig hjemme. Hvordan var faktisk svært at forklare, nok mest fordi han ingen anelse havde om hvad der var sket med hans moder, men hendes adfærd havde ændret sig. Og ikke bare en smule men en hel del.
Den unge hingst havde overvejet for noget tid at drage ud for at finde sin røde broder. Han måtte da kunne hjælpe! Han skulle kunne hjælpe. Eller, måske skulle han drage til en af sin moders brødre, eller hendes søster, dem der var i broderskabet. Belial havde haft en møde med næsten dem alle, ikke han længere huskede dem særlig tydeligt. Det var jo da han var mindre.
Det var så ikke helt rigtigt, for så længe siden var det jo ikke, at han havde mødt den sorte hingst med den flækkede brystkasse.

Belial kiggede ned af sin side, da han tænkte på hingsten. Det gjorde stadig ondt, der ved ribbene. En lille bule, en ujævnhed kunne tydes på slanke krop. Han havde stadig ikke forstået det, han vidste bare det havde noget med den lyd der opstod, det smæld der kom fra hans mave- hans ribben. Den unge hingst havde ingen anelse om hans ribben havde været blevet brækket, mest fordi han ikke anede hvad det var, hvad det ville sige at brække en knogle- han vidste bare det gjorde ondt. Det var godt! Han ville gerne prøve det igen.

Belials tanker blev forstyrret, rundt på klippestykkerne rendte et føl, eller var hun ældre?, rundt. Belial stirrede. Han havde da ikke set hende her før? Normalt havde den unge hingst forholdsvis styr på hvem der kom og gik her- eller det troede han i hvert fald han havde.
Uden maner og uden anelse om høflige normer, stod den unge hingst blot og stirrede på den lille hoppe. Hvad lavede hun?

❋

Den støvbrune lagde til at begynde med ikke mærke til den andens blik. End ikke hans stirren forstyrrede hende, som hun opslugt selv stirrede på et mellemrum imellem stenene foran hende, og stenen hun stod på. Hun vidste ikke om der var for langt, og hun vidste egentlig heller ikke om hun overhovedet kunne lande på sådan en ujævn overflade. Men hun vidste om hun ville. Det ville hun gerne.

Rasbell kneb øjnene sammen, inden at hun langsom bakkede bagud. Et skridt af gangen, indtil baghoven skrabede kanten af den anden. Det lyse hoved blev sænket, og inden hun satte af, trak et smil op i den lyse mundvig. Hun kunne klare alt!

Med et hvin satte hun af, inden at hun med hurtige skridt klaprede hen af den korte overflade. Rasbell sprang, fløj, og landede. Tumlende prøvede hun at stoppe sin fremdrift, og skred med en overrasket grimasse længere end hun havde forestillet sig. Jah, for ikke at falde ned, satte den støvbrune sig endda, for ikke at glide ned af kanten!

Da hun endelig stoppede, var det en stivnet grimasse. Fordøjende, om hvorvidt hun skulle være bange for at prøve det her, eller lade den sitrende fornemmelse af sejr tage over. Til slut var det dog ikke svært, og med et tilfreds hvin rejste den askefødte sig op i et spring. Den slanke hals blev stolt bukket bagud, imens mulen fornemt løftede sig imod himlen. Se, sten kunne ikke gøre noget ved hende.

Da var det, at hun mærkede noget. En følelse af at blive betragtet... Den støvbrune drejede langsomt det fine hoved, før at hendes himmelblå blik faldt på en hvid skikkelse. Denne skilte sig kraftigt ud fra området omkring hende, og fik hende til at tippe hovedet nysgerrigt på sned. Hvem eller hvad var den her?

❋❋❋

Den unge hingst så til imens den anden bevægede sig på klippestykkerne. Ikke at han ville gribe ind, han ville aldrig kunne nå der hen hurtig nok, og han anede heller ikke hvad han kunne gøre til forskel hvis legen skulle gå galt. Belial var bedre sat her, passivt. Som et vidne!

Den hvide hingst åndende lettet op- han var slet ikke klar over at han havde holdt vejret. Den støvbrune hoppe havde klaret hoppet, mest af alt på et hængende hår, hun havde været tæt på at kure ud over kanten. Det var ikke som sådan Belial bekymrede sig om denne, han kunne nok gå væk fra hende hvis hun faldt, uden så meget som et skænke det en tanke- nej det havde nok mere været nervepirrende om hun ville klare hoppet eller ej.

Belial havde ikke nogen erfaring med de sociale normer, så da den støvbrune fik øje på ham, stod han blot stadig rank og stirrede. Han forsøgte at huske hvad han havde lært fra de andre møder, men egentlig havde de fleste bare forsøgt at snakke- få ham til at snakke. Der var ikke meget at hente i hans erindringer, der kunne hjælpe ham, med hvordan han skulle gribe dette an.

RASBELL 

---

Den fremmede reagerede ikke, og med et fnys rynkede Rasbell på mulen. Hvad var det han lavede? Normalt plejede folk at komme rendende til hende, så snart de fik øje på hende... hvilket hun havde været svært tilfreds med. Så at denne hvide ikke gjorde det, fik hende til at knibe øjnene en anelse sammen. Var der noget galt?
Med et hvin kastede Rasbell hovedet opad, og stampede opstemt i jorden. Hendes blik fokuseret på den fremmede, imens at hendes mindre krop sitrede af hvad der kunne minde om spænding eller rastløshed. Hun hadede at vente.. og den hvide fik hende i den grad til at vente på at der skete noget. Ikke tale om at hun kunne hoppe videre, imens han bare stod og så på hende. Så enten måtte han komme tættere på, eller tage at smutte.
Den hvide hale svirpede heftigt bagved hende, inden at hun trippende vendte omkring. Små fnyse lyde undslap den mindre hoppe, men fokusset var skiftevis på den hvide og jorden under hende. Hun kunne ikke komme ned herfra... men ville selvfølgelig ikke indrømme noget så krænkende. Derfor måtte hun vente, selvom det ikke var hvad hun ville. Hurtigt hævede hun hovedet, og kastede opfordrende med hovedet. Dog ikke uden at send ham et mistænksomt blik inden. Var han overhovedet tiden værd?

---

                                                                                                                      - The ashborn rose. 

[/quote]

Belial vippede det hvide hoved en anelse på skrå. Hvad lavede hun nu? Den unge hingst havde ikke set andre opføre sig sådan. Eller i hvert fald ikke helt. Ville hun lege? Altså hendes bevægelser mindede om nogle af dem hans røde broder havde lavet når de legede- eller slås. Belial og Lupë slås når de legede, eller med tiden var det blevet mere voldsomt at se på, og der var næppe nogen uden fra der ville kunne se, at de ikke var en kamp imellem liv og død. Begge hingste gik sådan til den når det var.

Den unge hingst blev revet væk med sine tanker for en stund. Det var længe siden han havde set sin røde broder. Måske var han sur.. Belial træk en grimasse. Han brød sig ikke om tanken om at Lupë ikke var her.
Det var de små fnysende lyde der rev Belial ud af sin tankestrøm igen, og han fokuseret nu sit blik på den askebrune igen. Han fnyste selv og trippede. mest fordi han ikke helt vidste hvad han ellers skulle gøre, så han valgte blot at kopiere det eneste levende væsen han kunne se lige nu.

RASBELL 

---

Den askebrune hævede vagtsomt hovedet, som den fremmede begyndte at mimere hendes bevægelser. Når hun trippede til siden, trippede han til siden. Når hun kastede hovedet opad, kastede han hovedet opad. Det var som et se et spejl på længere afstand, hvis man så bort fra farve, alder og aftegn. De himmelblå øjne spærredes langsomt op, og med et iltert hvin løftede den støvbrune forkroppen i et kort stejl. De spinkle ben fægtede foran hende, inden at hun med en klaprende lyd landede på den hårde klippe igen. Hvad troede han egentlig han lavede?
Man skulle ikke misforstå hende her, hun var ikke sur. Nej, Rasbell havde endnu aldrig prøvet at være vred over noget, og da slet ikke på andre. Kun fornærmet. Men hun var en ivrig skabning, med en sølle tålmodighed. Og den fremmede satte den i den grad på prøve, ved at blive stående og bare.. gøre hvad hun gjorde. Med store bevægelser travede hun fra højre imod venstre, vendte om, og travede fra venstre til højre. Men lige lidt hjalp det. Hun havde endnu ingen idé om hvordan hun skulle komme ned herfra. Misfornøjet rynkede hun på mulen. Hvorfor kunne han ikke bare komme herover? Den askefødte kastede endnu engang hovedet opad, imens en ivrig lyd forlod hende. En ung form for kalden, et hej, eller en hilsen.

---

                                                                                                                      - The ashborn rose. 

Den lille hoppe bevægede sig en del, Belial knap så meget. Han gentog hendes trippen og kastende med hoved, men ikke helt en kopi af hendes bevægelser, så mange kræfter lagde han slet ikke i det. Belial løftede sig ikke nær så højt op bagbene, han kopierede bevægelse af at stejle. Han vidste ikke hvorfor, men han måske hun vidste det. Hans hop var lavt, og han havde knap rejst sig før han igen stod med alle fire ben på jorden og forsat stirrede på den askebrune.
Da hun bevægede sig fra den ene side til den anden, så trippede Belial mere på stedet, men fik rykket forparten til hver side. Hun virkede ivrig, og det kom den unge hingst også til ved at efterligne hendes bevægelser. Hvad var de ivrige efter? Den unge hingst forstod ingen ting. Og flere gnge havde han mindet sig selv om, at han skulle lytte bedre efter, når hans broder forsøgte at fortælle ham noget- i stedet for blot at starte en kamp hver gang.

Hun vrinskede, næsten kaldende. Belial stoppede sine bevægelser. Skulle han komme hen til hende? Der var dannet en rynke på den spraglede mule. Han så undrende bag sig, men der var ikke andre der. Den unge hingst følte sig håbløs og fortabt. Han havde flere gange nu mødt andre på egen hov, og han havde stadig ingen anelse om hvordan han skulle fortolke eller håndtere det sociale liv. Det var et jag af savn, han følte da han tænkte på sin tideligere barnepige, han efterhånden havde opgivet kom tilbage, hvis den dansende skygge stadig havde været der, havde han blot skulle følge den, den havde altid vidst ham hvor han skulle hen.

RASBELL 

---

Irriteret kneb Rasbell øjne mere sammen, og prustede. De himmelblå øjne lynede kort af frustration, inden at hun med underlæben skubbet beslutsomt frem vendte om. Den hvide hale svirpede bestemt bagved hende, inden at hun sænkede hovedet ned imod den nærmeste sten. Hun skulle da også gøre alting selv! Bedømmende så hun fra stenen, tilbage på hendes egen placering, og så imod den hvide. Hvorfor kunne han ikke bare komme herover? Den askefødte drejede forparten igen, så fronten på ny vendte imod hvidlingen. Gentagende gange stampede hun derpå i jorden, men sagde intet. Sådan havde den rustfarvede altid bedt hende om at komme hen til sig. En kaldende brummen, et kast med hovedet eller bare en vag antydning af at de skulle videre. Underligt det ikke fungerede her.
Hun kunne ikke bare hoppe ned fra hendes forhøjede placering - ikke tale om! Hun pure nægtede, før at hun havde været oppe og stå på toppen. Den mørke med de snehvide aftegn vendte sig imod den næste sten, og hoppede uden tøven eller tanke frem imod den. Landede igen klaprende, og drejede sig imod den næste. Dog ikke uden at kalde igen. Hun ville ikke lege alene, selvom hun ikke ville erkende at hun egentlig gerne ville have hvidlingen herover. Hvinende stampede hun i jorden, og hævede mulen imod den rødlige himmel.

---

                                                                                                                      - The ashborn rose. 

Uviden, ja, en anelse dum, ja. Belial var ikke den skarpeste. Han manglede meget at lære, og han var ved at være sen ude om at lære det. Der ville ikke gå lang tid før de andre ville begynde at betragte ham som voksen. Han var jo næsten tre nu. Hans bygning var knap så splejset, faktisk af at være så ung var han ufattelig muskuløs. Det var ikke så tydeligt når han blot stod stille, men når musklerne begyndte at arbejde, så kunne det ses! Generelt var den hvide hingst besynderlig. Det var nu ikke sådan han så de selv, tvært imod troede han stadig på han var den eneste normale i denne verden. Der var nogle stykker der også var, bare ikke sådan rigtig nogen af dem den unge hingst havde stødt på. Nogen var mere underlige og mærkelig end andre. Lupë var mærkelig, men Belial kunne godt lide sin røde broder og den askegrå Ariel var også mærkelig, men hen af samme måde som Lupë mærkelig, så hun kunne også gå an. Så var der den plettede, hun var VIRKELIG mærkelig, men hun var vel også okay. Hvad med hende her? Var hun også mærkelig.

Hun havde ikke sagt noget, det var et godt tegn på hun ikke var mærkelig. Men øjne han bedrage. Belial tøvede. Han så stadig stirrende på den askebrune, men anede stadig ikke helt hvad han skulle gøre. Han prøvede at komme i tanke om lignende situationer, men han synes ikke at huske nogen.
Han tog et par prøvende skridt frem, da den lille hoppe igen kaldte, før hun sprang videre. I den fart nåede han aldrig frem, før hun var væk. Belial fjernede ikke blikket, de brune øjne havde låst sig fast på hoppeføllet, eller var hun ældre? Belial synes det var svært at bedømme.

RASBELL 

---

De lyse næsebor vibrerede svagt, som hun indåndede den karektaristiske lugt der omgav Fohen. Det var en krydret lugt, fyldt med skiftevis aske og løfter om sommerens komme. For tro det eller ej, var den grålige ø ikke ufrugtbar eller gold - næsten tværtimod. Ledte man længere, fandt man steder hvor den kvælende aske ikke kom. Steder hvor den selvsamme aske gjorde jorden frugtbar, og fik naturen til at vælte frem. De steder kunne Rasbell godt li' at være på. Især med fuglene... De fascinerende hende.
De himmeblå øjne vendtes igen imod den hvide, som med prøvende skridt bevægede sig fremad. Bifaldende brummede den askefødte en lille trille, inden at den stoppede i et fnnys da han stoppede igen. De iltre hoppeføl stampede endnu engang i jorden, men valgte ikke at bevæge sig videre. Stod blot tavs, imens hun utålmodigt ventede på han ville komme nærmere.

En flygtig tanke af, at han var bange for hende meldte sig kort, men med en hovedrøsten kastede hun den væk. Ikke tale om han kunne være bange for hende. Han var større, og hvid. Ligesom skyggehingsten... og han var ikke bange for hende, og med god grund. Hun var ikke frygtsom, medmindre man blev skræmt af det ulmende temperement der skiftevis blussede op og dæmpedes igen.

---

                                                                                                                      - The ashborn rose. 

Undrende rynkede den unge hingst på den spraglede mule. Denne fremmede gav nogle underlige lyde fra sig og lydende lidt en der var ved at få et anfald. De brune øjne blev spærret op, og for en kort stund overvejede Belial at vende rundt. Han ville i hvert fald ikke smittes. Da det så ud til hun holdt op med at bevæge sig yderligere valgte den unge hingst alligevel at nærme sig nogle få skridt mere. Tøvende, og uden at fjerne blikket fra den askebrune- grålige hoppe.

(Sorry for kort og fantasiløst svar)

Han kom nærmere. Endelig. Den flygtige hoppe slog det gnistrende blik op, og betragtede himmelen over sig, for at få tiden til at gå. Hun betragtede de svirvlende skyer, der dannede spøjse mønstre imod den mørknede himmel. Hun betragtede de røde skær der altid hvilede over øen, selvom den i øjeblikket mest kom fra den nedgående sol selv. Blikket flyttede sig imod den også. En blodsol, som havet snart ville sluge. Hvor mon den endte, når den ikke længere var her? Sov den ligesom Rasbell selv gjorde, eller tog den på andre rejser...? Spørgsmål hun måtte stille den rustfarvede når hun fandt hende igen.

Rasbells hale slog kort, før at hun med et fnys så tilbage imod skikkelsen, der langsomt men støt nærmede sig. De bløde ører vendtes nedad, tydeligt irritabelt over hvor langsomt alt foregik. Inden i hende selv kunne hun næsten høre hvordan den sydende lyd af en lunte der brændte nedad, men lod sig ikke mærke med det. Lynede blot med øjnene, men i en stille storm. Endnu.

//Det er helt iorden.. skal også selv tilbage og igang ^^

Belial vippede undrende med ørene. Denne fremmede lille hoppe, virkede stadig sær for ham. Der var mange sære i landet- men måske hun ikke var. Hun var trods alt her, hjemme. Hvis det da også var hendes hjem. Hun mindede ikke om de andre. Men det gjorde hverken Lupë eller ham selv heller ikke. Skeptisk, men nysgerrig forsatte den unge plag til han noget helt hen til de store sten.
Ikke en eneste gang fjernede han det stirrende blik fra den askegrå. Faktisk var det ret uhøflig sådan som den unge hingst stirrede.
Med høje benløft Fik Belial rykkede sig op på den nederste sten, det første skridt til at komme helt hen til denne fremmede- der ind til videre i Belials øjne havde opført sig noget mystisk.

Det var næsten ubehageligt for den askefødte, sådan som den hvide blev ved med at stirre på hende. Han mindede om et af de firben man fandt rundt omkring, når de fladede ud på de varme sten. Så man dem fra afstand, lignede de ethvert andet firben, og opførte sig efter det. Men kom man tættere på, begyndte og vedblev et reptilsk blik at holde øje med en. Ligemeget hvordan man rykkede sig, fulgte de altid efter.
I starten havde hun set bort fra det - vendt blikket væk - betragtet landet omkring sig og ikke tænkt nærmere over det. Men nu hvor han var tæt på, var det.. mystisk. De blå øjne lynede kort, men ellers lod hun ikke andet end et fnys tilkendegive hendes utilfredshed. Han var nemlig på vej op. Og hun ville nødig have han vendte om allerede, selvom han var underlig.

Bifaldene brummede hun, idet at han besteg den første sten. Den hvide hale svirpede en enkelt gang, inden at hun med en smidig bevægelse vendte sig imod hendes egen næste sten. En forhindring, der i øjeblikket lå frygteligt højt oppe.. mon hun kunne nå så langt?