Mislead, misery and magic. [Vogter-ish]

Mislead, misery and magic.

Den brogede havde aldrig været stærk af sjæl. Hun havde aldrig været den modige, den frygtløse eller åbne person. Hun stillede sig aldrig på første række ved nye oplevelser, men behøvede heller ikke meget for at være tilfreds. Hun kunne trives i baggrunden, hvilket altid havde været en god ting. For ligesom hun ikke krævede meget af andre, ville de heller ikke kræve meget af hende, og i sidste ende var begge sider tilfredse. Tid ændrede dog som altid mennesker, og tiden selv trak hende videre imod udsigter hun ikke selv ønskede. Så det var ikke med velvillige skridt hun bevægede sig imod Teylar flokkens område igen. Et sted hun burde kalde hjem, selvom de frodige enge sendte gysninger igennem det brogede skind. Hun kunne ikke tage ansvar.
De lysebrune øjne flakkede omkring. De ledte efter den gyldne skikkelse, den mørkebrune eller brogede hingst, der efter Ariels udtalelser e skulle være vogtere. Spøjst at hun kun havde mødt flere en den ene af de velsignede.... men på den anden side, hun havde aldrig opsøgt dem. De skræmte hende lidt. Den brogede gjorde ihvertfald.

Det gav hende næsten kvalme.

Jivala stoppede med et ryk, og røstede kraftigt hovedet ved den svimlende fornemmelse. Teylar kontra skyggeøen, så rarere ud på overfladen. Men noget inde i hoppen væmmedes og vred sig for at hun skulle vende om, og hun bed hårdt tænderne sammen. Skyggen hun havde stjålet fra dødningehoppen, levede stadig.

Armonia havde bevæget sig videre på Leventera, med retning imod den flok, hun i mange måneder havde villet søge ind i. Hun havde derfor nu sat kursen imod det område, som hun vidste tilhørte Teylar. Den røde hoppe lod sin hale blødt svinge fra side til side, mens hun med sirlige skridt begav sig afsted, for én gangs skyld med et mål. Den varme sjæl, havde sjældent et mål med sin egentlige vandring, for hun vidste at når tiden var rette, ville de ting ske, der var ment til at sked. Og derfor var denne vandring en kende anderledes end ellers – for hun søgte noget ganske bestemt, nemlig Brêgo, for at søge optagelse. De var måske gået skævt af hinanden; men hun håbede at han ligesom hende selv, var klar til at give en chance mere.

Hun vippede svagt med de røde øre, inden hun blot bevægede sig videre afsted. På sin vej, så hun en hoppe, hun ej før synes at have set. Men ak ja, den røde hoppe kendte jo ej heller til de medlemmer, der hørte til denne flok. I hvert fald ikke endnu. Hun vippede sine røde øre nysgerrigt fremad, mens hun med sirlige skridt bevægede sig tættere og tættere på hoppen, skråt bag hende. Hun brummede i en lys og hilsende tone, for at gøre hoppen opmærksom på, at hun ej var alene længere. Armonia ønskede ikke at gøre hende forskrækket, og hævede derfor den brummende tone en smule, for at gøre mere opmærksom på sin tilstedeværelse overfor den brogede hoppe, med de fine aftegn og den bølgende lange man. Mon hun også søgte Brêgo, eller var hun mon en del af flokken allerede?

Mislead, misery and magic

Hun havde længe gået omkring i Andromeda. Andromeda var faktisk det eneste sted den brogede nogensinde havde set, og havde - eller kunne ikke forestille sig andre verdener end denne. Hun kendte ike engang til hele Andromeda selv! Og ville hun egentlig gerne kende Andromeda? Ville hun gerne løfte sløret, der som en tyk tåge havde ligget omkring hende. Og i hende.

Tid ændrede folk. Tid havde ændret hende, men man kunne ikke sige det var negativt. For ligesom så meget i landet, var ondskab og det modsatte subjektivt, og noget helt op til hende selv at bedømme. Men hun ønskede ikke at tage et valg, og da slet ikke endnu. Men tiden havde ændret sig, og måske burde hun for en gangs skyld følge med, istedet for at halte bagved.

De lyse øjne søgte området, men hverken lyde eller lugte signalerede om den brogede var tæt på. Det var på sin vis trist, men inderst inde lettede det hoppens anspændte holdning en smule. Måske kunne hun udsætte det til imorgen... Dog nåede hun ikke længere i sin tankegang, før at en blid, lys brummen fik hende til at dreje hovedet i et hakkende ryk. De lysebrune øjne flakkede over den fremmede skikkelse, og hun bakkede en anelse uden at tænke over det. Men noget fik en svag glød af nysgerrighed til at holde hende stående det samme sted, og vippede langsomt det ene hovedet på skrå. Undrende, spørgende men mest af alt nysgerrig.



"Blomster...?"

Hviskede den hæse stemme, og hun spærrede øjnene en anelse op.

Den røde hoppe kendte ikke til de sjæle, der holdt til i denne flok. Hun vidste kun, at den brune Matthew var en del af flokken. Og derfor havde hun søgt hertil – for hun ønskede også at være en del af dette fælleskab. Og når den brune og majestætiske Matthew fandt dette som sin flok, kunne Armonia også godt se sig selv som en del af dette. Hun vippede svagt med de røde øre, mens hun lod de brune og varme øjne, forblive rettet imod den hoppe hun havde søgt at komme i kontakt med. Den brogede hoppe trådte nogle skridt baglæns, måske fordi hun blev en smule overrasket over det udseende Armonia selv bar rundt på. Et kort øjeblik havde den rolige sjæl glemt disse særprægede vækster der levede på hende, men for andre var det nok ikke sådan lige at glemme.

Hun nærmede sig med de stadig sirlige og rolige skridt, og drejede sig en smule, så hun ikke kom så meget bagfra, men lidt mere fra siden. Hun havde hovedet i en neutral og afslappet holdning, for hun søgte bestemt ikke at virke dominerende men ej heller underkastende. Hun så de fleste som værende ligemænd, også denne hoppe. Og sådan var den røde blot skabt; hun så alle som værende på samme fod, med visse og meget få undtagelser. Hoppen foran hende, så ud til at hviske noget. Men Armonia kunne ej høre det. Da hun kom tæt nok på, lod hun sine skridt ophøre, og i stedet brød hendes varme stemme frem.

,,Goddag – mit navn er Armonia. Jeg beklager mit lidt særprægede udseende, men jeg kan forsikre dig om, at det ej er noget der smitter og ej heller er det farligt”

Hun sagde ordene med en blidt leende undertone, mens det rolige smil hvilede over hendes mule. For hun var nu altså ikke farlig, den røde hoppe, med de blomstrende blomster i manen, og snefnuggende, og rangler om benene. Næ, hun var som alle andre – hverken mere eller mindre.

Mislead, misery and magic...

De brune øjne fulgte en anelse anspændt den rødes bevægelser. Lige fra en vrikken med øret, til hvordan hendes skridt var. Aflæste, analyserede og prøvede så godt som hun nu engang havde lært at bedømme situationen. Den føltes ikke ligeså anspændt som hun selv gjorde den - den røde, der lidt efter præsenterede sig som en Armonia, virkede ganske harmløs. Nej - nærmere blid og venlig. Rar. Men den røde slangehingst havde heller ikke virket forkert til at starte med. Jivala brummede svagt. Hun burde ikke være så naiv hvordan andres hensigter fungerede. Men hun kunne dog ikke holde en boblende nysgerrighed tilbage, og vendte derfor ikke om. Afventede, imens hun tænkte på en måde at præsentere sig.

"Armonia...." Jivala gentog svagt hendes navn, og nikkede kort som tegn på forståelse. Den krøllede hale slog kort bagved hende, og med en vag bevægelse hævede hun hovedet en anelse. Prøvende mest af alt. "Det er et... virkeligt flot navn" sagde hun forsigtigt, men ganske oprigtigt. Armonia havde en... rar lyd over sig.
"Jeg hedder Jiva..." mumlede hun. Hvorfor hun ikke sagde sit fulde navn vidste hun ikke... men det føltes ikke rigtigt. De krøllede øere vippede lidt frem, og med et fascineret - dog vagtsomt blik så hun igen på den rødes særprægede udseende. Hvordan kunne man se sådan ud?
"Hvorfor er du så flot?" Sagde hun en anelse mere ivrigt. Hvor andre måske kun så e mærkelig og grim forandring, så Jivala noget hun kun havde hørt om i eventyr. For den brogede havde altid troet på eventyr, og følte for et kort sekund at et eventyr var trådt ud af fortællingerne. Magi var også smukt, og ikke skræmmende som skyggen eller slangens.

Den gyldenbrune hoppe, med hvide aftegn, virkede ej til at føle sig helt sikker. Om det var hende selv, hun var usikker på, eller om det måske var Armonias eksistens, det vidste den røde hoppe, med de levende gevækster ej. Hun kunne dog kun gøre noget, for at modbevise, at hun havde noget at frygte. For den røde hoppe var godheden selv, og ønskede bestemt ikke at gøre skade på denne kønne skabning, der stod foran hende. En smuk hoppe, det var hun i sandhed, i Armonias øjne. Den sorte man, der dog legede med hvide lokker ind imellem, klædte den brogede hoppe ganske meget. Hun var i sandhed gudesmuk – i hvert fald i den røde hoppes øjne.

Armonia forsøgte at holde kroppen helt i ro, for ej at gøre denne hoppe mere usikker, end hun måske allerede var. Hoppen talte nu, gentog det navn den røde hoppe før havde præsenteret sig selv med. Derefter kom hendes egen præsentation. Navnet Jiva. Et navn, der var nemt at huske, og som også lå ganske fint på tungen. Blidt lod den røde hoppe sit hoved glide på sned, idet hun skulle til at tale. Spørge Jiva om noget. Men det nåede hun ej, for den brogede hoppe spurgte da, med ganske stor oprigtighed, hvorfor Armonia var så flot. Spørgsmålet, det kom måske en anelse bag på den røde hoppe selv. For det var ej ligefrem denne form for reaktion, hun før havde modtaget fra andre sjæle i dette land. Derfor kunne den varme hoppe ikke lade være med at smile ganske svagt, og taknemmeligt, inden hun rette hovedet igen, og lod sin stemme flyde frem for sig.

,,Flot, er ej en betegnelse jeg før har hørt, om det udseende der er blevet mig givet, du kære Jiva. Men jeg takker dig ydmygt for det fine ordvalg. Dog ser jeg ikke mig selv, som værende mere flot, end en som du. Dine aftegn, din hårpragt. Du er ganske køn – det skal du vide. Men jeg er vogter af dette land, kære. Jeg er vogter af årstiderne. Det er min pligt, at vogte over noget, der er gemt, og som kun jeg kan finde i dette land. Det er min pligt, at vogte over hver årstid, der er i dette land – derfor vokser hver årstid på mig – blomster, blade, snefnug og rangler. De er en del af mig og jeg er en del af dem”

Hun talte med en rolig strøm, og holdte små pauser, for ej at skræmme den kønne brogede hoppe. Armonia talte med en oprigtighed i stemmen, for hun mente hvert et ord hun sagde, og de var også sandheden. Måske var det mange ting at vide, for denne hoppe foran hende, men hun skulle have et svar, på det hun spurgte om. Og den røde skabning, ville ikke lyve for hende. Så der var sandheden.

Mislead, misery and magic.

Den brogede spidsede de krøllede ører, men kunne ikke lade værd med at tage blikket fra hendes fremmede og vidunderlige udseende. Snefnus og krystaller rislede ligeså fint ned fra den røde man ved hver bevægelse, imens en frisk duft af efterår sneg sig ind i Jivalas næsebor. Det var som om at hun fulgte selve årstiden, der i øjeblikket skiftede fra sommer til efterår... Og tanken gav mere mening end hun først havde troet. Hun forklarede sig som vogter... vogter af landet, og vogter af årstiderne.
Jivala rykkede en anelse hurtigt hovedet opad, imens hun både måbende og et voksende smil hørte hende forklare. En pligt, og en forklaring der i hendes ører lød mere magisk end meget andet hun havde oplevet. Var hun en del af naturen her...? Var det hende der sørgede for varme somre og kolde vintre? Selve vigtigheden af årstiderne havde Jivala aldirig rigtig selv overvejet... men det måtte betyde meget. Og tænkte man mere over det, gav det nok så meget mening.

"En vogter - ligesom Brego? Hvordan blev du vogter?"

Sagde hun, og tog et kort skridt tættere på. Alt nervøsitet var for et kort sekund glemt, da det var svært at opretholde det i Armonias nærvær. Jivala brød sig om hende. Og selvom en lille stemme bad hende passe på, og en anden vred sig i nærværet af den røde hoppe, overdøvede Jivalas egen passion dem i øjeblikket.

"Valgte årstiderne... dig?"

Den røde hoppe stod stadig med den samme afstand til den smukke hoppe, som hun hele tiden havde gjort. Hun ønskede bestemt ikke at træde over denne Jiva’s grænser, for det var der ej nogen grund til at gøre. Hun vippede med sine røde øre, i en rolig bevægelse, lyttende til de omgivelser de stod i. Fuglene kvidrede lystigt, mens vinden legede med de efterhånden mange nedfaldende blade. Ak ja, efteråret var bestemt på vej, og det ville snart blive langt køligere i Andromeda, end det var nu. Hun slog blødt med sin røde hale, inden hun rettede begge øre frem til Jiva der nu talte igen, og nævnte Brêgo, den hingst hun egentlig søgte, men ej havde fundet endnu, i denne omgang.

,,Brêgo er også vogter, det er ganske sandt.”

Hun nikkede blidt, mens hun smilede venligt og varmt. Den unge hoppe måtte dermed kende til Brêgo, siden navnet blev nævnt. Og hun måtte også kende til hans gave, som værende vogter, ligesom Armonia selv var blevet. Hun trådte et skridt tættere på den røde Armonia, som blev hun alligevel draget af nysgerrighed over det udseende den røde hoppe bar med sig, med de levende blomster, og snefnug der rislede ned af hendes fyldige man. Hun gjorde dog intet, hverken trådte hun tættere eller bagud, men forblev roligt stående; for der var ej grund til at skræmme den brogede hoppe der stod foran hende. Hun stillede endnu et spørgsmål, om Årstiderne havde valgt Armonia selv; og dette spørgsmål stod den røde hoppe og tænkte nogle sekunder over, inden hendes varme og rolige stemme flød ud i et svar.

,,Jeg tror at årstiderne valgte mig ja, da Den Vise havde udset mig som Vogter. Jeg har altid været meget fascineret af den verden vi lever i. Jeg har altid fundet det gode i alle årstiderne, både sommeren såvel som vinteren. Så måske fik jeg netop denne titel, fordi jeg altid har følt mig som værende i et, med naturen omkring mig”

Hun lænede hovedet let på sned, og brummede i en varm og let tænkende tone. Men dette var det bedste svar hun kunne give den brogede hoppe.

Mislead, misery and magic. 

Der var noget underligt ved den røde hoppe. En varme, en respekt og en tone den brogede ikke havde hørt længe, og som lød helt underlig i hendes krøllede ører. Hun kunnen vende og dreje ordene, hun kunne gentage dem for sig selv, men ligemeget hvor mange gange hun gjorde det, kunne hun ikke ramme den samme tone. Der var noget frygteligt tillidsvækkende ved hendes varme skikkelse og attitude, som Jivala ikke havde fundet i andre. Jovidst, det kunne komme med tiden. Men ikke så hurtigt. Det var som om at noget i hende bad hende stole på denne vogter, da de kun ville det gode for landet. Ligesom at noget vred sig i afsky når hun nærmede sig skyggehestene. Man kunne kalde det en naturlig tiltrækning. Hendes instinkter, der fortalte hvad sikkerhed her i landet var. Det måtte være med vogterne.
At hun så var så... respektfuld som hun var, gjorde det ikke værre.
De krøllede ører vippede svagt fremad, som hendes blide stemme svarede på hendes spørgsmål. I hvert fald nogle af dem - Jivala havde mange. Hvem var Den Vise? Let vippede det fine hoved på sned, inden at hun kiggede flygtigt opad. Var han deroppe? Hun kiggede ned igen. Var den i jorden. Og kort efter, kiggede hun på efterårshoppen Armonia. Var han i hende?

Den sorte hale gled hvislende over jorden, idet at hun med trippende skridt bevægede sig en anelse til siden. Blot et enkelt skridt... simpelthen fordi hun havde brug for noget at tage sig til, imens hun talte. Om det så var at gå, trippe eller nippe til græsset var ligemeget.

"Hvem er Den Vise?"
Sagde hun. Dog bed hun sig kort efter i læben for at holde endnu et spørgsmål tilbage. Den arme Armonia behøvede ikke blivet bombet med spørgsmål, også selvom hun var uendelig nysgerrig.

Den røde efterårshoppe stod roligt og betragtede hoppen der var foran hende. Hun havde virket så urolig og så utilpas, da den røde i første omgang var kommet tættere på hende. Somom den brogede hoppe frygtede at hendes selskab ikke var godt. Armonia kunne ej vide, hvad den brogede hoppe havde oplevet i dette lang, af gode og knapt så god til. Men dog håbede den røde hoppe inderlige på, at hun ej havde oplevet flere dårlige ting, end de gode; for det ville være en skam. Selv havde hun ej oplevet mange dårlige ting i lande; kun ganske enkelte. Og det var blot en del af livet, og det at lære; det vidste den røde hoppe skam godt. Hun slog et blidt slag med den røde hale, inden hun betragtede den brogede Jiva, der trippede et enkelt skridt sidelæns, somom hun havde for meget energi til blot at stå her.

Alligevel trådte den brogede og fine hoppe ikke væk fra Armonia, hun forblev i hendes selskab, og det nød den røde bestemt. Hun kunne godt lide det selskab hun var havnet i – og hun nød endnu mere, at det faktisk var selskabet af en hoppe hun var i, i stedet for en hingst. For hopper kendte hun ej mange af, og derfor var det ganske rart nu at stå i selskab med Jiva, og måske skabe et venskab. Jiva spurgte nu, hvem Den Vise var, og dette fik Armonia til at se tænksom ud, mens hun smilede varmt og venligt.

,,Den Vise er hjertet af dette land. Den reneste sjæl, der findes i Andromeda. Den Vise er ej en levende skikkelse, og ej heller død. – Den Vise er godheden selv, og den der kæmper for Lyset i dette land”

Hun svarede med en varm stemme, og forklarede det med en rolig stemmeføring. Hun håbede at den brogede hoppe forstod hendes ord, selvom de måske kunne lyde mærkværdige.
Den røde kunne godt se, at hoppen foran hende måske brændte inde med langt flere spørgsmål end som så; og Armonia havde bestemt intet imod at få stillet disse spørgsmål.

,,Kære Jiva, hvis du har spørgsmål du ønsker at stille - så er du velkommen. Jeg vil da gøre mit bedste for at besvare dem - men jeg kan dog ej intet love. Jeg kender ej til alt, men dog til meget"

Hun smilede varmt imod hende, og brummede i en venlig og lys tone, mens hendes øjne blev knebet blidt sammen.

Misery, mislead and magic

Den brogede lyttede, imens den varme stemme roligt forklarede det første af de mange spørgsmål. Men dog, et af de vigtigste... nemlig spørgsmålet om Den Vise. Han var hjertet, en ren sjæl og ikke en levende skikkelse. Han var godhed. Den brogedes fine hoved lagdes på sned, og hun rynkede en anelse forvirret over hendes udtale. Kunne nogle være godheden? Tydeligvis. Omend det forekom tvivlende for hoppen, lød det smukt. Ligesom de eventyr hun havde hørt så ofte, at hun ikke længere kunne undgå at huske dem.
Jivala nikkede, men et kort smil gled over den mørke mule. Nogle ville kalde det tvivlende, men den brogede foretrak nok mere drømmende. For hvis noget kunne være godheden, hvordan kunne den så tillade alt det modbydelige i Andromeda? Var den tilhænger af yin og yang princippet - intet godt uden ondt?
Armonia forsatte, og Jivala brummede mildt i en lille latter. Åh, hun vidste ikke hvad hun sagde jah til... for Jivala stilte spørgsmåltegn ved alt, og det ville tage dage for at stille hendes nysgerrighed tilfreds. Eller, sådan hade det i hvert fald været engang... nu kunne man nok nøjes med timer.

"At vide en smule om meget ofte nok"
Kom det mumlende fra den introverte skabning. Den sorte hale vippede en anelse bagved hende, inden at hun forsigtigt strakte mulen frem imod en af de sarte, lyserøde blomster i hendes man.

"Visner dine blomster nogensinde? Og gør de ondt hvis de falder af?"
Sagde hun forundret, men tilbageholdt en trang til at nippe imod de sarte blomsterblade. Tænk hvis hun ødelagde dem!

Armonia havde altid elsket selskab, nærmest uanset hvem det kom fra. Hun havde selvfølgelig selskaber hun foretrak, og nogle hun ikke havde ønsket at møde; men den harmoniske hoppe gav gerne flere chancer, og udelukkede derfor ikke andre, blot på ét enkelt dårligt møde. Den brogede hoppe foran hende, var en af de selskaber som den røde hoppe befandt sig rigtig godt i; for hun var behagelig at være sammen med. En nysgerrighed drev hende, en forundring, og samtidig en let tilbageholdenhed – Armonia kunne bestemt godt lide hendes selskab, og håbede da også på, at det var gengældt fra den brogedes sind.
Mens den røde naturhoppe fortalte, lyttede Jiva ganske intenst og opmærksomt, og dette betød meget for Armonia; for så kedede hun da ikke Jiva med sine fortællinger; og dette var vigtigt for hende. Den spinkel brogede sjæl åbnede nu munden, og begyndte at tale, konstatere på det Armonia før havde fortalt – og hun havde jo ganske ret. Den røde hoppe leede mildt og nikkede til hende, anerkendende over hende ord.

,,Du har ganske ret, du kære Jiva. At vide lidt om mange ting, kan ofte være nok – selvom jeg ville ønske jeg vidste endnu mere end det jeg gør; men med tiden vil det sikkert komme”

Hun talte med varme og bløde toner, mens hun smilede oprigtigt hen til den brogede hoppe, der havde taget mulen tæt på hendes ene blomst i manen, mens hun spurgte ind til deres leven og smerte.

,,Ej visner de og ej falder de af. De kan blive revet af, og dette kan jeg mærke; for de er forbundet til mig, de lever af mig, og jeg med dem. Men de er ej sarte, Jiva. Du må gerne røre dem – de bider dig ikke”

Hun leede let til hende, og drejede sit hoved lidt bagud til hende, og puffede let til hendes skulder, for at opmuntre hende til at røre blomsten som hendes mule var tæt på; for det skete der intet ved. Og Armonia havde ikke nogle dårlige fornemmelser med denne hoppe; og derfor måtte hun gerne røre dem – for hun troede ej, at Jiva ville skade dem eller hende.

Mislead, misery and magic.

Den brogede smilede en anelse, mest glædeligt over at den røde gav hende ret. Det var ikke fordi hun ikke havde ret ofte... nej, det var mere fordi hun så sjældent udtalte sig om hvad hun tænkte og mente. Og når hun så endelig gjorde, var det ikke altid der blev lyttet. Det gjorde nu ikke så meget, at være tapetsfarvet var også fint. Men at blive hørt var nu en rar følelse, der uden videre trak op i hoppens mundvig.

"Hvor lang tid vil du vente?"

Det fine hoved blev lagt på sned. For hvis Armonia agtede at vente på svar, kunne hun komme til at vente længe... det ville den brogede i hvert fald sige, da hun selv havde ventet i evigheder på svar. Og da hun så prøvede... jah, da hun endelig prøvede at gøre noget i stedet for at vente, havde det slået voldsomt bagslag. En hvisken i hende bekræftede det, og hun gyste kort. Den skygge... den var der et sted. Og hun vidste ikke hvordan hun slap af med den.

Shhh...

Jivala rystede kort voldsomt på hovedet, mest for at slippe for den nagende fornemmelse af frygt der lagde sig om hendes skuldre. Hun havde ingen grund til at være bange. Ikke lige nu. Ikke for stemmen, ikke for skygen og ikke for den røde Armonia.
De lyse øjne blev igen vendt imod hende, og hun missede ikke et ord af hvad hun sagde. Og det overraskede hende en anelse, hvorefter hun forsigtigt strakte mulen frem mod en af dem. Den duftede af, jah, blomster, og kildede lidt i næsen, hvilket fik hende til at mimre klukkende med mulespidsen.

"Har du nogensinde... mistet en?"

Sagde hun, og så igen op imod Armonia.

// Skal tråden lukkes eller forsættes? Personligt vil jeg meget gerne forsætte den, men det kommer an på hvor meget du føler den er "outdated"

Fortsætter gerne - hvis du har lyst!