Searching the Mountains | Djange & Lupë

Endnu engang var den gyldne hoppe på vej imod de høje bjerge, som rakte imod skyerne på øen Enophis. Hun søgte noget, som hun var opsat på at finde, og derfor drog hun med jævne mellemrum til bjergenes domæne i sin søgen på to levende sjæle, hun inderligt håbede at finde.
Imellem de grå masser søgte hun, søgte efter en særlig bjergbroget hingst, som hun havde et stærkt bånd med. Ligeledes søgte hun hans søn, en rød hingst med prikkede aftegn, hvis sind havde udvist en særlig styrke, under jordskælvets rystelser og mødet imellem Lyset og mørket. Denne hingst, som Illana havde mødt, havde Lyset under en presset situation skænket sin energi, og den gyldne hoppe ønskede nu at finde ham, for at forstå, hvad der var sket den dag for måneder siden. Men var han stadig i live? Og var den ædle Djange ligeså?

Den smalle krop, som Illana besad, begav sig gradvist højere og højere op i bjergenes tinder. Luften var så ren heroppe, men også tyndere. Det var en speciel følelse at indånde den kolde, rene og tynde luft, men Illana nød den. Og hun forstod godt hvorfor at visse sjæle søgte herop langt oftere end hun gjorde det. Hendes ører blev rykket lyttende rundt efter enhver lyd som hun kunne opspore, på sin vandring heroppe - men efter timer i tavshed, valgte hun at sende et kald ud mellem bjergenes stier; et søgende kald, der forhåbentlig kunne nå ørerne på en, eller begge, af de sjæle hun håbede at finde.

Fortællingen Lupë genfortalte, var fuldkommen surrealistisk for den muskuløse, langbenede bjergvandre. Hørte han virkelig rigtigt når den unge rødlige hingst nævnte magi, Belial og Rumpelstiltskin i samme omvæltning? De krystalblå kolde og tomme øjne stirrede sig direkte blinde på hans egen søn, mens en dybere nagende følelse af foragt rørte på sig i ham. Straks strejfede vogteren den næsten hvide, hans elskede, hoppe en tanke. Kunne dette virkelig være sandt? Han blev tit mindet om de sjove minder om Lupë da han var yngre og sågar brugte sine medfødte kræfter på selv Djange, men var dette virkelig alt sammen forbi nu?

"Vi må have fat i Brêgo."; lød hans stemme hæs og intens, næsten hviskende, mens en form for snerrende adfærd nok kunne have været fortolket fra Lupës side af.

"Som din far kan jeg kun lige nu beordre dig til at søge ind i Teylar, du er på ingen måde i sikkerhed nu Lupë..."; direkte tonløs, mens de nedlagte ører fik hele seancen til at virke truende, lå der alligevel en dyb usikkerhed hos det grålige letbrogede hingst.

Kaldende lød et vrinsk, rungende mellem de hårde og kolde bjergvægge. End ikke et split sekund var Djange i tvivl, da hans krystalblå, kolde og tomme, øjne søgte den gyldne sjæl. Hun var tæt på; og responderende lød et hæst, hingstet og kortvarigt hyl til et vrinsk, før han atter undte sin søn sin opmærksomhed nu endda. Det gjorde ham ondt, det gjorde det virkelig.

Efter at have ytret sin fortælling, om denne Rumpelstiltskin og hans egen bror. Hans egen bror som havde fået frataget og betalt med hans kræfter, for selv at kunne få hovskæg. Skuffelsen og det forræderiske lå stadig i den unge rødlige hingst, uanset om han ville det eller ej. Han elskede jo sin bror, stadig, og endda meget højt. Men alligevel følte han at der var blevet taget noget fra ham ud over kræfterne... måske var det... tillid?

Stille og næsten flovt havde den unge Lupë haft sænket sit hoved en anelse, for sin fader. Hans flakkende og utrygge blik flakkede mod den hårde bjerg jord de stod på, højt oppe i bjergpasset. Ikke fordi han frygtede sin far, nok nærmere var det hans egne synder han flovede sig over.

Brêgo? Han rettede hovedet lidt op og rynkede de ikkeeksisterende bryn en anelse spørgende, med en vis skeptisk mine - som utrolig meget afspejlede hans egen far der stod foran ham.

Teylar? Det var forundrende at han ikke kendte til hverken den omtalte eller denne flok. Men efterhånden havde han erfaret at når far sagde noget, så passede det. Så var det sikkert!

Blidt og syngende lød et vrinsk nu. Synkront med sin far havde han rettet opmærksomheden imod dette, mens lyden af vrinsket dæmrede noget i ham, men som sådan ikke noget direkte genkendeligt. Atter fandt de to hingste hinandens blikke, og selvom hans fars var kolde og tomme, mens hans egne var gnistrende og livlige, fandt de en dyb forbindelse til hinanden.

Stille nikkede den unge rødlige hingst, fast besluttet.

"Jeg skal bare ikke tilbage."; lød hans unge og drengede, for ikke at sige charmerende, stemme. En kende lavmeldt, men temmelig ærligt og fast besluttet.

Stilheden lå som en tyk tåge over bjergenes tinder, efter den gyldne hoppe havde sendt sig kald igennem den ellers klare luft. Det var faktisk en anelse tryggende, i det øjeblik, hvor hun afventede, om hendes toner havde nået de ører, hun ønskede - eller i det hele taget blot var blevet hørt. Hun brummede sagte for sig selv, men kort efter hørtes en savnet stemme.
Hun hørte et hvin fra den bjergbrogede Djange, hvis eksistens hun havde frygtet for. Hun havde hele tiden haft en idé om, at han nok skulle have klaret sig igennem jordskælvets rystelser, men i og med hun ikke havde fundet ham, eller hørt fra ham før nu, kunne hendes mavefornemmelse sagtens have været forkert - og en bekymring havde siddet i hendes indre. En bekymring som nu med ét var væk.

Hun vrinskede på ny, med en ivrighed gemt i hendes milde toner - en ivrighed efter at gense den brogede hingst, som hun ikke havde set i utallige måneder.
Under hende klappede hendes hove imod den stenede overflade, da hun satte frem i en hastig trav op ad den sidste stigning. De var nær, det kunne hun mærke - og Lyset ligeså. Det strålede ganske klart da først det fornemmede de to sjæle, som var lige om hjørnet.
Hun skar et sving, og pludselig var de der. Både den bjergbrogede Djange og hans søn, hvis energi Lyset havde berørt før. Hun standsede op så snart hun havde synet fuldt på dem og slog glædeligt med hovedet - hun havde ledt længe.

Hun stod et øjeblik, inden hun tillod sig at gå de to hingste nærmere. Om det var for at afstemme med sig selv, eller om hun ventede på deres accept af hendes tilstedeværelse, var hun ikke helt klar over - men efter blot et øjeblik, var hun på vej helt hen til dem. Hun nikkede hilsende imod begge hingste, inden hun rakte mulen ud imod Djange først. Hun brummede sagte med en mild og lettet tone, inden hendes smil bredte sig hele vejen fra mulen, til hendes øjne.

,,Jeg har ledt længe, efter jer begge"

Opmærksomheden ærede atter hans søn. Det var tydeligt for ham, som far, at dette har havde været værre for Lupë end som så. Nok så han endnu rask og tilmed frejdig og livsglad ud, men for Lupë manglede der nok en stor del af ham. En del han ikke pralede af, men en stor del som han holdte af og elskede.

Let rokkede den let brogede vogter med det ene ører, mens hans kolde og tomme blik slap sin søn. Det gengivende kald og snart hørelige ivrige trin mod stenunderlaget, blev tydeligere og tydeligere.

Ganske rigtigt viste hun sig; og opmærksomt tillod Djange sig at skue imod den gyldne sjæl. En nær ven, over umådeligt lang tid i dette land. Til trods for hans ører var bagud vendte og hans krystalblå øjne evigt kolde og tomme, rørte der noget på sig i ham. Diskret havde han trådt et skridt frem, mod sin søn, som stod med ryggen til den gyldnes ankomst.

Hele hendes entre bed Djange sig ikke så meget i som sådan, før hun tillod sig at nærme sig og hendes ord lød for hans ører. Stille havde en svag gnist rørt på sig i de kolde og tomme øjne, mens han havde søgt Illanas ravfarvede øjne - før han henkastende havde set på sin søn. Havde hun mon truffet Lupë den senest tid, siden hun havde søgt dem begge?

"Illana, skønt at se Dem i så fint behold."; hæs og intens var hans stemme, mindst ligeså meget som den var tonløs. Selvom han mente hvert og eneste ord.

Lyden af endnu et genkaldende vrinsk rørte noget på sig. Kendte han denne ankommende sjæl? Han måtte indrømme at han blev en kende i tvivl nu... Hans far trådte ham et skridt nærmere, alt imens den unge rødlige hingst skævede tilbage for sin position, som reaktion på hans fars tilnærmelse.

En lys skikkelse viste sig, og langsomt havde han vendt sig hundred og firs grader omkring. Med flankerne parallelt for hinanden, betragtede han denne lyse skabning. Hende! Han huskede hende tydeligt. Endnu kendte han ikke hendes navn. Men hun var ikke at tage fejl af... farven, mimikken og så det lys i kæden - jo, det måtte være hende!

Lettere nysgerrigt var ørerne nu helt fremme, mens de vippede opmærksomt imod hende. Hingstet blev hans hals helt knejst, mens hans to forskelligt farvede øjne nysgerrigt og livligt så til. Stille skævede Lupë derpå til sin far, som til synladende virkelig kendte hende. Så det havde ikke bare været ord den eftermiddag med katastrofen ved bjerget.

Hendes stemme var mindst ligeså mild som den unge hingst huskede den, mens hendes ord overraskede ham. Hvorfor ville hun finde ham? Stille havde Lupë diskret rynket de ikkeeksisterende bryn for en stund, før hans far havde skævet til ham.

Illana. Opmærksomt skævede han til sin far og derpå den gyldne, hvis navn måtte være Illana... Lettere spørgende, brummede han en smule sagte selv, uden egentlig yderlig indvending.

Der gik ikke lang tid, førend begge hingste havde vendt sig rundt og placeret deres front imod den gyldne sjæl, som nærmede sig dem. Smilet på Illana's mule blev ej mindre, da først hun fik øjenkontakt med den bjergbrogede Djange, der ganske kort efter at hun havde hilst dem an, svarede hende igen med hans vante toner. Toner, som mange måske ville anse som værende fraværende, døde - men som den gyldne hoppe udmærket godt vidste rummede langt mere liv og sjæl, end først antaget.
Med en sagte brummen rettede sin gyldne krop ganske let op og rakte sin grålige mule frem, for at vise dem begge, at hun var oprigtig glad for at være i deres selskab.

,,Jeg kan kun sige det samme, Djange. Jeg frygtede, da jorden under os skælvede, at du ville blive fanget heroppe. Og samme bekymring ved jeg, at din søn havde."

Hun smilede let, inden hun rettede sine brune øjne imod den røde hingst, der stod ved sin fars side. Hans hingstede udtryk var så reelt, så ærligt. Illana brummede sagte imod ham, inden hun gav et tillidsfuldt nik fra sig, særligt henvendt til den unge hingst.

,,Så mødes vi igen. Jeg beklager jeg aldrig fik dit navn, og omvendt - men det navn, som din fader kaldte mig, er det navn jeg er blevet givet da jeg blev født. Illana hedder jeg, og tillad mig at spørge, hvad er dit navn?"

I og med de begge var voksende, havde hun ingen kvaler ved at udspørge den unge hingst. Hun rettede dog blikket imod Djange ganske kort efter, hvor hun en kort stund tillod sig at beskue ham. Han så ud til at være i samme topform som sidst de havde lagt øjne på hinanden. Og alt imens hendes tanker strejfede tilbage til den dag ved jordskælvet og de hændelser der var sket siden, falmede hendes smil gradvist. Der var meget, som hun skulle fortælle Djange - men også hans søn.

Den gyldnes brummen lød blid for hans ører, før hun besvarede hans hilsen. Jorden der skælvede, stille havde den let brogede hingst haft lyst til at se ned på det hårde underlag han stod på. Han huskede tydeligt det kaos, som han formåede Illana omtalte, der skete i bjergende den dag. Men han lod værre med at se ned, for han vidste jo godt at det hele atter stod som det gjorde, i harmoni og stilhed.

Derimod skævede det tomme og kolde blik stille over til hans søn. Han havde ikke selv været i nærheden af sin søn den dag, overhoved faktisk. Selv ville han have bidt sig selv i halen på at Lupë faktisk slet ikke havde været oppe i bjergende. Roligt blev opmærksomheden atter plantet på den gyldne, som fortsatte.

Mødes igen. Det slog den muskuløse vogter hingst at Illana måtte have været i nærheden af Lupë denne dag. Måske endda i nærheden af bjergende. Roligt tiede han, til trods for han ønskede at præsentere sin søn, som dengang han blot var føl.

Men Lupë er ikke føl længere...

Det var tydeligt hvilken ro der lå over hans far, og hvilket tæt bånd han måtte have til denne hoppe. Illana hed hun så? Stille havde hans øjne haft gnistret en anelse opmærksomt første gang han hørte dette; alt imens han nu lyttede til hendes stemme. Han mærkede hvordan hans far diskret skævede til ham, alt imens de to forskelligt farvede øjne landede i Illanas ravfarvede.

Stille blussede et drenget og små skævt smil op over hans spraglede mule, mens hans ører let vippede nysgerrigt en anelse da hun selv brummede sagte og smilte. Hun havde ret, her stod hun og atter traf de hinanden. Hingstet havde den unge rødlige nikket med et let gnistrende blik, der let afslørede hvilken drengerøv der lå i ham.

Hun virkede som en temmelig fin dame, meget formel og korrekt, hvilket kun gjorde det drengede smil en kende bredere da hun nu ønskede hans navn.

"Goddag Illana. Mit navn er Lupë."; selvsikkert nikkede han kort og hilsende, mens den charmerende og drengede stemme havde lydt modent og blødt igennem luften. Stille gnistrede hans øjne, af liv og selvsikkerhed - alt imens smilet ikke fik lov at blegne. Til trods for at blikket nu og da søgte mod lyset, nysgerrigt.

Illana, den gyldne, havde lagt sit fokus imod den rødspættede hingst, der absolut lignede sin fader; men besad en helt anden udadvendt, smirrende aura. Illana lod et lille smil formes, inden hun rakte mulen frem imod den røde, hvis livlighed var svær at overse. Han hilste hende nu an, præsenterede sig ved navnet Lupë. Illanas smil blev bredere, inden Lysets stråler, som havde plads i krystallen om hendes hals, rakte ud i luften foran sig, for at berører energien fra den røde, som det havde gjort det ved Jordskælvet. Denne gang mærkede Lyset dog en forandring. Magien, som den røde havde haft i sit indre var borte. Illana brummede sagte, med en svag undren i stemmen, inden hun rettede sig en smule op. Hvad var der mon sket? Selvom spørgsmålet var et, som den gyldne meget gerne ville have svar på, var det dog ikke tid til det endnu. Hun brummede i stedet, og lod blikket falde tilbage imod Djange, den gråbrogede bjerghingst.

,,Djange, jeg er bange for, at der er trusler større end naturens egne, som er ved at sprede sig imod os. Jeg har ledt længe Djange, ikke blot for at være sikker på du var okay, og det samme for din søn - men for at fortælle dig, hvad jeg har set. Jeg har set Skyggerne på flere øer nu. De vandre længere og længere, og flere og flere går vejen til Skyggernes ø. Jeg har mødt hele tre skyggeheste siden jordskælvet, og jeg har ikke selv sat hove på Vulkanens ø."

Hun så ganske direkte nu på Djange. Hun rakte tilmed mulen ud efter ham, for at berøre ham; hun var inderligt glad for at hun havde fundet ham i live. At hun havde fundet ham, og hans søn, i god behold. Alt imens lyste Lyset om hendes hals meget kraftigt; det rumsterede, undrede sig på vegne af den røde. Hvordan kunne det være, at magien fra hans blod var forsvundet?

Den let brogede bjergvandre tillod sig at observere den situation der trådte ind. Det var ham nu ikke tvivlsomt mere om hvorvidt denne Illana havde haft mødt Lupë før, uden ham, efter at Lupë var blevet ælde som nu. Som sædvanlig fandt de krystalblå kolde og tomme øjne altid den gyldnes lys fascinerende. Smukt og fængende, til trods for han havde set det mange gange... og selvom det endnu nok var underbevist at det var fordi lyset gav ham en snært af minde omkring den gang han selv blev velsignet, kunne han ikke selv sætte ord på hvorfor dette lyst fangede ham hver gang. Næsten som om han selv ikke sammenlignede Illanas lys med den vises.

Illana ændrede nu fokus, da det var som om en forstyrret mine løb over hende. Stille havde Djange haft rokket det ene øre en anelse skeptisk bagud, næsten med antag til at lægge ørene. Det var som om lyset havde søgt Lupë, men en skuffelse havde været udløst. Kort slog en utryghed omkring at lyset måske havde kunne mærke hvem Lupë var efter, at hans søn, en søn af en vogter, bar' gener fra fjenden.

"Jeg er klar over at skyggerne vokser, næsten fra dag til anden - alt imens vi vogtere falder mere og mere fra hinanden, med belæg for hver vores specifikke opgaver."; hæs og intens, besvarede hans tonløse ord. Alt imens en skeptisk rynke på hans smule vrængede sig. Næsten advarende, som var det Illana der var et fysisk problem blev hans ører derpå også krænget i nakken, til trods for det blot var tanken der uroligede ham.

"Vogterne burde samles i Brêgos flok, for sikkerheden."; han missede de kolde og tomme øjne, næsten som dette var en hård ordre. Han vidste hvad der foregik, han havde mødt flere som søgte mod skyggerne, endda sjæle han holdte allermest af. Elskede. Men det var alvor nu, han kendte end ikke engang alle vogterne, og der ville ikke gå længe før skyggerne ville være i overtal.

"Men Illana, jeg må betro Dem noget... Lupë er ikke af fuldkommen rent eller neutralt blod. Han er efter en skyggehoppe."; stille hviskede han, hæst, mens hans kolde og tomme øjne var uændrede. Stille slækkede han dog både på de missende øjne, nedlagte ører og den rynkede mule. Når det kom til hans titel, måtte han indrømme at han var flov, helt igennem flov. Især nu, fordi det hele i første omgang galt kærlighed.. hvorpå hans elskede skyggehoppe nu ej var som hun engang var. Tvært imod. Han kendte hende slet ikke mere.

Det gøs næsten den unge rødlige hingst ned af ryggen, da det genkendelige lys søgte ham, men skuffedes. Det var næsten hjerteskærende hvordan skuffelsen lyste ud af den gyldne hoppe foran ham. Illana hed hun. Det måtte han huske... Hendes sagte brummen og det undrende udtryk gav straks reaktion hos Lupë, da et næsten sørgmodigt udtryk, i form af de mørke ører gled let ud til siden og den spraglede mule stille mimrede, blev trukket over ham. De to forskelligt farvede øjne glimtrede stille, mens de spørge og uforstående plantede sig på lyset om hendes hals.

Men nu talte hun. Opmærksomt lyttede han til hendes stemme. En stemme han hurtigt, allerede første gang, havde fundet yderst behagelig og blid.

Hendes ord satte dog gang i en del ambivalente følelser. Han var jo selv efter en skygge, såvel som hans egen bror. Alt imens han selv havde været medfødt med skygge kræfter, som hans mor havde forklaret. Hans øjne flakkede, diskret, men han lidt passivt forsøgte at lade som om han ikke rigtig var med i denne samtale. Utrygheden buldrede i ham, mens han først nu begyndte at forstå hvorfor hans far og mor altid havde sagt at han kun var i sikkerhed i flokken. Der ville Fuyu no Kitsune passe på ham, mens udenfor disse rammer, ville der være evig krig mellem den ene og anden side. Hvor han selv ville være i klemme!

Men da hans far nu talte, begyndte han stille at skælve inden i. Stille sank han en klump, mens han stille rystede på hovedet. hvad lavede han?! Var han ude på at røbe alting, så han kom i farer?! Næsten skræmt og stille panisk dirrede et blik langsomt op i hans unge og ærlige øjne. Mens hans far fortsatte... ind til Lupë selv brød ind efter hans sidste ord!

"Men jeg vil ikke betegnes som halv skygge mere far!"; næsten bedende, røg hans unge, mens modne og charmerende stemmes ord ud af ham!

"Jeg gik imod Ava, Belial har givet mine kræfter væk til Rumpelstiltskin og jeg er sikker på at Fuyu nu Kitsune alligevel vil tæske mig synder og sammen! Jeg skal ikke tilbage!"; hans stemme blev alvorlig, mens det bedende endnu lå under, alt imens han forsvarede sig. Han ønskede ikke også at Illana måske ville gå imod ham, fordi han oprindeligt var skygge.. eller, halv skygge.

Et øre blev vendt imod Djange, da han atter talte. Han bekræftede at han selv havde gjort sig samme observationer omkring Skyggernes forøgede styrker, og samtidig pointerede han noget, som Illana godt vidste - men blot ikke havde haft hjertet til at sige. Vogterne delte ikke samme fællesskab, hvilket var både en skam og en svaghed; noget , som Illana ganske vidst selv var stævnet ud for at forsøge at ændre, men endnu var der lang vej før alle var samlet. Hun brummede sagte og et øjeblik blev hendes blik fjernt ved tanken om, hvor sårbare de var. Hans næste ord omkring flokken fik hende dog til at koncentrere sit fokus igen og hun nikkede bevilligende. Det var klart det bedste, og selv håbede hun på at dette ville ske i fremtiden - i hvert fald vidste hun, at alle Vogtere havde en plads i flokken, hvis de ønskede det.

,,Du har så ganske ret, kære Djange. Jeg er selv på vandring for at finde de, som deler et minde om det evige Lys med os. Du var først på min vej af flere årsager."

Hun lagde hovedet let på sned, for hans næste ord fik sat en stopper for resten af hendes forklaring. Han fortalte hende, at hans søn var afkom fra en Skyggehoppe. I stedet for at reagere negativt, som rigtig mange nok ville have gjort det, faldt et smil i stedet over mulen på den gyldne hoppe. Og lige da hun skulle til at åbne mulen, hørtes den unge Lupë's ord. Hun drejede derefter sine brune øjne imod den unge, kønne hingst og rettede sine ører helt imod ham. Han snakkede hurtigt, og Illana studsede et øjeblik over det, han fortalte. Efter jordskælvet, hvor den unge hingst ved hjælp af dine egne kræfter og Lyset havde forsvaret forsamlingen imod Ava, vidste Illana ikke hvad var hændt ham. Hun havde for øjeblikke siden mærket at hans magi var som forsvundet, og nu gav den unge hingst forklaringen. En, ved navn Belial, havde altså indgået en aftale med Rumpelstiltskin, og denne ondskabsfulde hingst havde altså frarøvet den unge hingst sine evner. lllana lagde hovedet endnu mere på sned, inden hendes lyse toner blev spundet i stor kontrast til de to hingstes.

,,Unge Lupë, hører jeg rigtigt når du fortæller mig, at den magi du besad, er blevet taget fra dig ved hjælp af denne hingsts magiske kræfter?"

Hun rakte mulen en anelse undersøgende imod ham, for at puffe imod hans mulespids. Hvordan kunne nogen dog finde på, at frarøve en andens magi? Hun brummede sagte, inden hun trak hovedet tilbage efter et lille øjeblik. Hun så herefter på Djange, og hendes toner blev atter sat sammen til ord.

,,Djange, forstå mig ret når jeg siger dette - Men ingens identitet er skabt af deres forældre. Om både du og Lupë's moder havde været Skygger eller ej, er det op til ham selv at definere, hvem han er. Jeg kan fortælle dig, at din søn bær på et rent hjerte - for ved jordskælvet beviste han, at hans godhed og mod er stærkt. Han stod imod Ava, for at beskytte mig. Og her rørte Lyset din søn. Efter at jeg havde brugt den energi, jeg kunne mønstre, valgte Lyset at flette sin egen energi sammen med din søns, for at hans evne kunne blive forstærket. Hvis din søn bar ondskaben i sit sind, ville dette aldrig være sket"

Et lille smil forblev atter synligt over hendes mule, imens hun afsluttede sine ord til Djange. Herefter så hun imod den unge hingst igen. Hendes øjne betragtede hans tofarvede et lille øjeblik, inden hun atter talte til ham - med en tone der var både kærlig og mild.

,,Uanset hvor det er, du ikke vil tilbage til unge hingst, så skal du vide at du altid kan slutte dig til Teylar. Både Brêgo og jeg byder dig gerne velkommen. Og frygt ej - du blev født med evner, og magi vil altid have sine spor i en sjæl som det har berørt. Måske vil du en dag opleve, at magien endnu vil flyde i dine årer. Vær modig, ærlig og tapper, det er det bedste råd jeg kan give dig"

Herefter tav den gyldne hoppe og drejede sig en anelse, så hun atter stod med fronten imod begge hingste. Hun betragtede dem hver især, imens hendes ord fik lov at blive overvejet af begge de sjæle, som hun havde fundet i bjergenes tinder.

Det var faktisk spøjst med den gyldne hoppe foran ham og hans søn. Illana. Altid havde hu været der, men ligesom ham selv var hun kommet hertil landet af mystiske årsager. Årsager han enten ikke kunne erindre.. hvis han da nogensinde havde fået dem fortalt? Det var tilmed mærkeligt at han i sin tid ikke kunne udstå den hoppe; og som tiden var gået, var deres bånd blevet tættere og hans minder om hvorfor han ikke kunne lige hende, var blevet svagere. Nu stod hun her, gav ham ret i hans konklusion om vogternes fællesskab og styrke. De var enige...

Illana havde lagt hovedet på sned, og uden nogen egentlig grund, forventede den let brogede Djange det værste. Han vidste det var en synd, hvis ikke mere end blot en synd, at begærer sig med fjenden. Værre kunne nok ikke tænkes? Hvis da ikke det så skulle være at gå imod sine "egne".. som Lupë grangiveligt havde gjort. Om han ville det eller ej. Men Illana tog det overraskende pænt, og selvom de krystalblå kolde og tomme øjne allerede havde knebet sig forsvarende og advarende sammen, blegnede dette ved hendes ord.

Ingens identitet er skabt af deres forældre...

ordende fæstnede sig, mens han slog sindet bagud og kom til at tænke på sin egen mor, far og søster. Roligt lyttede han små passivt med til Illanas ret så vise ord rettet mod Lupë, mens en vis ro langsomt fyldte hans indre. Især ved hendes afsluttende ord, der bekræftede at Lupë ikke bar på ondskab, og nok heller aldrig ville komme til det. Stoltheden piblede rundt i kroppen på ham, som ved et ustyrligt åbent sår der ikke vil lukke blødningen. Galant nikkede han ærefuldt, stift, mens blikket forblev koldt og tomt.

Straks lysnede det i et kort gnistrende glimt i de ellers kolde og tomme øjne. Det havde været hans tanke at spørge Brêgo selv, men nu med Illanas ord for det, var dette vel ikke nødvendigt? Roligt lød en hæs brummen stolt rungende fra Djange, anerkendende, mens han skævede let til sin søn.

Utrygheden berørte ham endnu, mens hans unge og ærlige øjne forsøgte at påtage sig et mere standhaftig og fast besluttet blik; selvom det fejlede en smule. Urolig over denne Illanas reaktion på hans fars røbende ord, blev den unge Lupë atter overrasket? Hendes behagelige stemme gik rent ind, da hun ligefrem interesseret spurgte ind til om det passede at hans magi var taget fra ham. Der gik ikke mange sekunder før han lignede et stort spørgsmålstegn, før han fik taget sig sammen og stille nikket. Næsten spørgende, mens han skævede mod sin far i ren opfordring til bekræftelse...

Næsten skeløjet blev han kort, da de to forskelligt farvede øjne opmærksomt fulgte hendes mule komme nærmere i form af et puf. Næsten helt som om hun prøvede at opmuntre ham? Denne gang lagde han ikke skjul på sin uforståenhed da han stille lagde hovedet en anelse på skrå og vippede opmærksomt med de mørke ører spørgende; før hun atter talte. Han rettede stille atter hovedet op igen, før han roligt lyttede opmærksomt. Utrygheden bredte sig da hun nævnte skyggehestene, før det lidt pludseligt gik op for ham at hele hendes pointe gik på at hun ikke dømte ham for hvad han var.. men kun på hvad man i sandhed selv valgte at være.

Det lysnede pludseligt for ham, mens utrygheden forsvandt. Atter vendte det mere livlige og drengede blik tilbage i hans ærlige øjne, mens han end ikke igang ænsede hvor passiv hans far pludselig var blevet i samtalen.

Hendes ord var kærlige. Vise... Sågar ærlige. Sådan fandt Lupë den i hvert fald. Mens en tryghed og selvsikkerhed atter fyldte hans ve og vel. Han rankede sig nu op en smule, mens han prægtigt bar denne stolte holdning. Næsten flottere end sin far til tider. Det bundte nok i hans mere fyldige og muskuløse figur fra natur, samt energiske og selvsikre aura han var tilknyttet fra natur.

"Illana.. Tak. Jeg tror ikke De forstår hvor meget dette egentlig betyder for mig."; lød hans charmerende unde stemme roligt, mens et glimtrende blik blussede op da han roligt nikkede galant.

"For os."; tilføjede han kort efter sit nik, da han lettere kækt lod det skæve smil pryde hans spraglede mule og et lettere puf med skulderen nærmest hans far, blev sendt afsted.