Meeting a brother | Lupë

Det var tydeligt hvordan hoppen nu reagerede. Det var nu ikke det der var meningen, og da først hun også trådte et vigende skridt tilbage for ham, blev han en anelse utryg. Han ønskede ikke at såre eller gøre hendes oprevet.

"Nej nej, det ikke som du tror."; halvt mumlede han i slutningen af sin lidt forsøgende beroligende tone. Han ønskede ikke at hun bare veg bort fordi han selv altid havde lært at han ikke måtte sige det. Det var jo for hans egen sikkerhed, som han altid havde fået ad vide. Stille rynkede han den spraglede mule eftertænksomt, mens han så småt lod de to forskelligt farvede øjne søge lidt spørgende ned i jorden og ud til siderne. Som om svaret var at finde dér?.. men det var det jo ikke.

Stille rystede han svagt på hovedet, letter splittet. Irriteret over sig selv, mens han krængede mulen sammenbidt, kort for en stund. Han kneb kort øjnene sammen og i, før han lod de klare, opmærksomme øjne lande i hendes igen.

"Far har bare altid sagt.. at ingen må vide det. For med den information, i de forkertes hove - vil jeg have mange fjender."; stille sank Lupë en mindre klump, mens han endnu rynkede de ikkeeksisterende bryn. Lettere irritabelt og fortvivlet, svingende derimellem. Det var sværere end som så, men egentlig ville han gerne fortælle hende det.

Den grå hoppe stod og stirrede noget på den røde hingst, som ledte hun efter svaret i hans ansigt. På hans krop. Bare et eller andet. Men hun kunne ikke se nogen ligheder, med nogen hun havde mødt i dette land; men det var heller ikke mange. Og de fleste var også hingste, og ikke hopper. Så hun kunne ikke selv regne ud hvem det var. Han virkede selv utilfreds over situationen, som om han ønskede at fortælle hende det; men det kunne jo også være ag en anden årsag. Han begyndte at forklare, nærmest undskyldende.
Asira lyttede intenst til hans ord, og de fik noget i hendes indre til at syde i nogle korte sekunder. Ingen skulle røre den hingst der stod foran hende; nok var de kun lige blevet bekendte med hinanden, men han var hendes kød og blod, hendes broder. Og som hun havde det med sin far, trods de aldrig sås, da ville hun aldrig lade andre røre ham, hvis hun kunne forhindre dem i det; og det skulle de heller ikke med Lupë.

,,Ingen kommer til at røre dig.”

Hendes stemme var meget fast og bestemt, men ikke henvendt til ham som skældud eller rettende. Men mere som en konstatering. For der var bestemt ikke nogen, der skulle skade noget, som var hendes kød og blod. Måske kendte hun ham ikke rigtig, og holdte ikke rigtig af ham. Men han var alligevel en del af hende. Og kunne hun forhindre andre i at skade ham, så gjorde hun det.

Lupë havde vel set en kende lettere overrasket ud, da hendes ord kom på banen. Først så han blot en smule uforstående ud, mest grundet den mere hårde tone hun havde. Han studsede over den, men besluttede sig selv for at den ikke nødvendigvis var ment som skæld ud, desideret til ham. Nej, vidste han ikke bedre, ville han tolke det som om hun ville beskytte ham. Men hvorfor? Fordi de var søskende?

Den unge rødlige valgte alligevel ikke at gruble mere over dette, før han stille nikkede. Denne gang undlod han at påtage sig et smil, mens hans klare øjne blot så søgende i hende. Et svagt "Tak." eller blot taknemmelighed, var at syne i de to forskelligt farvede øjne. Selvom hun kun var én person, og selvom han godt vidste at både mor og far til en lang distance ville gøre absolut alt for ham, beroligede dette her ham nu alligevel også.

"Min mor hedder..."; han trak en smule på det, mens han kort havde skævet omkring sig, på det store åbne. Som om han frygtede at nogen ville høre det? Men det var han nu også så vant til på Foehn. Skyggerne var overalt, og der hørte alt.

"Deadly Myth."; næsten hviskede hans charmerende stemme, mens han bed sig i mulen efter hans ord. Måske kendte hun ikke engang hans mor, og så var skaden jo ikke så stor. Men kendte man hans mor, samt hans far.. og deres modsætninger til titler. Så ville man forstå hvorfor Lupë var født til at risikerer tæsk sit lange liv.

Hun vidste ikke helt, hvorfor en form for beskyttertrang atter var dukket op i hende. Men den var der altså, uden hun selv kunne få den væk eller frem. Hun svirpede med sin sorte hale, fra side til side, uden nogen egentlig grund. Den røde foran hende, så nærmest forundret ud over hendes ord; men de var nu ikke ment som skældud, men mere som en konstatering. For der var nok flere der ville beskytte denne hingst, i hvert fald både hende og Djange. Men sikkert også andre. Et tak kunne anes i hans øjne, hvilket gjorde at hun blot nikkede helt svagt, næsten uden det kunne ses.

Han lignede en der samlede mod til sig selv, og kort efter begyndte hans stemme også at bryde stilheden omkring dem. Han delte sætningen op i to, som om han lige tøvede en ekstra gang med at fortælle hende navnet. Og da det så endelig kom, lignede Asira nok mest af alt en der var en smule forvirret. Hun anede ikke hvem denne Deadly Myth var, og kunne derfor ikke se problemet. Men Asira vidste jo heller ikke at hvad hendes fader var blevet.

,,Jeg kender hende ikke”

Det var jo sandheden. Hun trak kort på skuldrene. For hun anede altså ikke hvem hun var. Men hun måtte være i live, det var da sikkert, siden det var sådan en stor hemmelighed. Og noget måtte der være med hende, siden det var farligt at fortælle. Men den grå hoppe gravede ikke mere i det – for kun skulle nok få tingene af vide, på et eller andet tidspunkt; håbede hun da.

Det var næsten som en stor tung sten blev løftet væk fra Lupës hjerte, efter Asiras ord. Den pressede situation, ved nu at have røbet dette, gav en hel umådelig frihed da det viste sig at den grå hoppe end ikke kendte til hans mor. På den anden side beroligede det ham også. Måske hans søster end ikke havde haft kontakt til skyggerne? I så fald, ville det kun være en lettelse. Hans mor var kun blevet mere og mere... sjæleløs?

Stille pustede han nærmest lettet ud, før han rankede sig roligt. Stolt og langt mere afslappet end hvad Djange kunne. Det var mere smidigt og overlegent hans fremtrådte, frem for rankt og stift. Han betragtede roligt Asira, hvorpå han skyldte hende et videre svar, syntes han blot.

"Du er ikke gået glip af noget."; mumlede han lidt tilbageholdt, med et smil der pressede på af morskab. Dæmpet morskab, som når et føl siger noget umådeligt sjovt som de godt ved er forbudt.

"Men Asira.. jeg er bare nysgerrig nu. Holder du til her på Leventera?"; hans ører vippede nysgerrigt imod hende, mens et roligt, skævt og charmerende smil prydede hans mule. Alt imens den tryggede situation langsomt dampede af og han på tog sig den mere afslappede og selvsikre aura igen.

Det virkede som om det lettede den røde hingst, at hun ikke kendte til hans moder. Han nærmest pustede ud, som om det var det svar han havde ønsket at høre. Hvad pokker var der med hans moder. Hvorfor var det så forbudt, at Djange og denne Deadly Myth havde skabt en søn sammen, og hvorfor kunne det give ham problemer, hvis disse informationer faldt i de forkerte hænder. Ja, hun havde utrolig mange spørgsmål; men hun stillede dem ikke. Ikke endnu i hvert fald. På et eller andet tidspunkt ville de nok komme, men ikke nu. Hun kunne ikke rumme alt for mange informationer alligevel. Han svarede hende, med et svar, hun ikke rigtig troede på. For noget måtte være spændende ved dette; og Asira agtede at finde ud af det. Hvis hun ikke kunne få det fortalt, måtte hun selv forsøge at finde ud af svarene, ved at finde denne hoppe eventuelt. Han skiftede pludselig emne, og spurgte hvor hun hørte til, om det var her. Men det var det ikke.

Asira rystede svagt på hovedet, og rankede sig en smule mere op. Stilheden kom igen over dem, for hun sagde ingenting i nogle sekunder. Hun samlede sig i sit indre, for at finde de rigtige ord. Hun talte sjældent, og det faldt hende derfor ikke naturligt.

,,Jeg hører til på Chibale. Du hører vel til på Enophis, ved Djange?”

Svarede hun. Det var der hendes hjem var. Og der ville det altid være. Men hvad skulle han dog bruge dette til?

Stilheden lå over dem, umiddelbart efter hans spørgsmål. Hun havde sikkert en masse spørgsmål, men på den anden side. Havde hans far været en smule inde over hendes opdragelse også, eller havde hun blot samme sind som Djange, så ville hun ikke endevende hende hans historie med en masse spørgsmål. Så ville hun vente pænt til det passede ind, eller til han selv fortalte noget. Selv havde Djange altid hadet snageri, så måske også Asira havde det sådan? Samt levede efter at man skal behandle andre som man selv vil behandles? Ak, Lupë havde også selv en hel del spørgsmål, men med dette han akkurat havde til spurgt, måtte det også være rigeligt lige for nu.

Det var svært for ham at ignorere at hun virkelig sagde Chibale!? Chibale, hvor den grumme satan til skabning levede. I hvert fald sidst han havde været der. En smule vrængende havde hans mule kort diskret rynket sig, før han stille forsøgte at ignorere de gys der løb ham koldt ned af ryggen, bare ved tanken om hans navn.

Opmærksomt tillod han sig at fokusere på hendes konstatering, som på ingen måde passede.

"Kun i perioder; har mest boet ved min mor. Men nu, er planen at jeg skal være.. her."; han skævede lidt rundt, for det var egentlig første gang han havde sat hovene her, og end anede han ikke en dyt om hvor denne "Brêgos flok" holdte til.

"Men Chibale? Virkelig?"; det var svært for den ærlige skabning til Lupë at holde den ærlige, men forfærdede tone tilbage. For havde hun virkelig boet det? Eller, stadig gjorde vel. Sammen med det monster!?

Den grå stod forholdsvis stille med hele kroppen. Men hun slappede endnu ikke af i sine muskler og led. Det ville hun nok ikke komme til i hans selskab, i hvert fald ikke før om lang tid. Der var kun en enkelt hun virkelig slappede helt af hos, og denne sjæl var ikke kødeligt eksisterende mere. Hun var et spøgelse. Og Asira savnede hende inderligt, hver eneste dag. Men hun vidste også, at hun en eller anden dag ville vende hjem igen, og stå side om side med Asira selv. Det var måske ikke i dag eller i morgen, måske heller ikke om en måned. Men pludselig ville Taia være her igen, det var hun sikker på. Det skulle hun.. For den grå hoppe kunne ikke undvære hende. Lupë kiggede omkring sig selv, efter han havde forklaret at han mest holdte til hos sin moder, men at han nu skulle være her. Asira lod sit hoved glide en smule på sned, ved hans ord
.
,,Hvorfor lige her?”

Søgte han mon noget bestemt på denne ø, siden det lige præcis var her han skulle være, og ikke andre steder. Men her var sikkert også lige så godt, som der var så mange andre steder. Men den grå havde nu altså bare kastet sin kærlighed på Chibale; for der kunne hun holde sig skjult for de fleste. Han virkede næsten forarget over at det var der hun holdte til, og det undrede hende. Kendte han til noget, som hun ikke gjorde – eller var det bare forkert i hans øjne? Hun løftede de ikke eksisterende bryn, en smule forundret og brummede i en lidt utilfreds tone.

,,Det er mit hjem. Og jeg er nødt til at blive der, hvis nu..”

Hun stoppede sine ord brat, og virrede voldsomt med hovedet.

,,Det er der jeg hører til.”

Afsluttede hun så i stedet. Han skulle ikke blandes ind i, hvorfor hun blev ved at være på Chibale. Han skulle ikke kende til hendes svaghed og hende spinkle håb om igen at se Saphira; selvom hun inderst inde godt vidste, at det aldrig ville komme til at ske.

Hun så utroligt spørgende ud, mens hendes hoved havde været på sned. Det havde givet den unge rødlige hingst rig mulighed for at betragte hendes hoved, som var meget lig deres fars. Det var blot, endnu finere. Lupë kunne ikke lade være med at strejfe tanken om hvem mon Asiras mor var? Om det var en tidligere mage Djange havde haft, eller om Asiras mor var her i landet? Måske en han allerede havde mødt?

Straks slog hans første indskydelse ham på Ariel! Det boblede helt over i ham af iver efter at spørge, til han ligesom selv slog fast at det nok ikke var tilfældet. Så gammel var Ariel slet ikke, til at kunne være Asiras mor... vel?

Hendes ord blev stoppet lidt brat i hendes sætning, næsten som om hun om bestemte sig i hvad hun var i gang med at sige og ville sige. Undrende rynkede han de ikkeeksisterende bryn, og trak da også mulen ind til sig. Hendes reaktion fandt hans mildest talt lidt overreagerende, og et par let lagte ører, for få sekunder, understregede hans holdning til dén reaktion. Lidt diva var der næsten over hende?

"Wow.. rolig."; næsten fornærmet lød hans ellers charmerende og rolige stemme, mens hans ører let gled frem igen. Stille sænkede han hovedet, såvel som stemmen, men hans mimik udstrålede at en hemmelighed var på vej.

"Men er det ikke netop på Chibale at..."; han trak den, sank en klump, mens hans øjne blev alvorlige og hans mule tabte smilet.

"... Rumpelstiltskin holder til."; hviskede han, mens han en kende frastødt vrængede på mulen, ved bare tanken om denne satans skabning.

Det var tydeligt at de to skabninger, var vidt forskellige. De ejede bestemt ikke samme sind, og mindedes mildest talt ikke særlig meget om hinanden. Hverken af sjæl og person, men bestemt heller ikke med deres udseende. Måske afspejlede deres udseende dem meget godt; for hun var grå og mat at se på, i forhold til den røde og spraglede hingst. Det passede vel meget godt. Han så ud til i nogle sekunder at synes hendes reaktion var voldsom; men så skulle han da bestemt bare se, når hendes reaktion var voldsom. For dette var virkelig ingenting. Hans nedlagte øre, trods det kun var få sekunder, fik hende til selv at smide ørene mere bagud. Hun reagerede altid meget hurtigt på sine selskaber, og viste de den mindste form for fjendtlighed, stod hun i forsvarsposition.

Men det hele blev værre, da han nærmest tyssede på hende, med en fornærmet stemme, og bad hende tage det roligt. Han anede intet om den sjæl der var foran ham, og for Asira var dette bestemt ikke ord hun ville høre fra nogen, der egentlig var hende fremmed. Hun blottede tænder, trods han stod og talte nu, om noget helt andet. En Rump.. Rumpelstilskin? Hun anede ikke hvem han var; men Lupë brød sig tydeligvis ikke om vedkommende.

,,Jeg ved ikke hvem han er. Og du ved ikke hvem jeg er, Lupë.”

Hendes ord kom sammenbidt ud. Nu skulle han få nogle sandheder.

,,Min datter, Saphira, skulle have været på din alder, måske lidt ældre. Men det er hun ikke. Hun er væk. Forsvundet. Død. Hun forsvandt på Chibale. Faderen til hende, forsvandt samtidig – jeg hadede ham. Inderligt. Og alligevel holdt jeg af ham – inderligt. Samtidig med det, forsvandt den eneste sjæl i dette land, som aldrig har misforstået mig, og altid har støttet mig, og den eneste jeg nogensinde har betragtet som en moder. Hun er død. Et spøgelse. Alle forsvandt, Lupë. Alle. Derfor forbliver jeg på Chibale – for tænk nu.. tænk nu, hvis hun pludselig kom hjem igen.”

Hendes stemme gik fra at være vred og hurtig, til at blive skrøbelig og lav. Hun savnede dem. Savnede inderligt sin datter og Taia.. Seth, faderen til føllet, tænkte hun ej så meget på mere. For det var der ingen grund til. Det var de andre, der var uerstattelige. Hun rystede på hovedet, og trådte nogle skridt bagud, som søgte hun at undskylde lidt for sine udtalte ord.

,,Glem hvad jeg sagde. – Hvem er ham Rumpelstilskin?”

Hun forsøgte at skifte emne. Komme væk fra det, der stak hende i hjertet hver evig eneste minut af dagen.

Egentlig var Lupë gået langt videre i sin tiltale, men det stoppede brat. Hendes hårde ord, omkring at han intet vidste om hende - som han jo i og for sig heller ikke gjorde, ramte hårdt. Lettere fornærmet havde han lagt ørerne, mens en svag hidsighed vagtes i ham, for alt det med Rumpelstiltskin var ikke blot bagateller...

Men noget uventet skete nu! Det hel kammede over og ganske enkelt tabte den unge Lupë nærmest mulen. Han lyttede, alt imens han nærmest for hvert af hendes ord, trak sig mere og mere tilbage. Han følte sig lille, ussel og heldig på samme tid. Men det der fyldte mest, var sorg. Sorg på hendes vegne. Til trods for han ærligt måtte erkende at han ikke kunne sætte sig psykisk ind i alt hvad hun udbrød. Det kunne han bare ikke - for han havde ikke prøvet det. Men bare tanken, gruede ham. Hans øjne blev næsten glasklare, som han helt forskrækket over hendes historie og eksplosion alt i alt, fik ham til at blinke et par gange forvirret og utrygt på samme tid. Ørerne havde været gledet ud til siderne og han havde følt sig så lille så lille. Næsten som om han på tog sig skylden for det hele og skammede sig.

Det var som om hun forsøgte at undskylde da hun trak sig lidt, efter at have dæmpet stemmen helt til sidst. Han så det nu. Hun var jo skrøbelig. Lupë følte sig dum, dum over sin tilgang til hende, ind til det sekund hun prøvede at slette alt hvad hun lige havde sagt med sine ord.

Stille rankede han sig, mens han forsøgte at acceptere at hun ikke ville snakke om det hun lige havde valgt at betro ham. Han så ned i jorden, for at undgå øjenkontakt, mest fordi han var berørt lige nu... Han rynkede de ikkeeksisterende bryn, tænksomt og direkte alvorlig, før hans blik slog sig op i hendes.

"Ikke her Asira... kom."; hans ord var korte, og uden at tage højde for om hun ville eller ej, gik han en pæn bue udenom hende, for at søge ind i skoven, hvor hun vidst over var kommet fra. Han ønskede ikke at fortælle hende noget som helst om Rumpel eller alt andet som havde til grund for det, på så åbent et sted.

Hun hadede sig selv i disse minutter. Hadede sig selv for, at hun overhovedet havde åbnet munden på den måde, og ladet sine følelser bryde så kraftigt frem. Det var dumt. Så dumt. Hun var endnu mere skrøbelig nu, og hun havde lige blottet sig selv for en, der var hende helt fremmede. Han var godt nok hendes broder, men han kunne lige så vel havde bagtanker, som så mange andre havde i dette land. Hun skulle aldrig have sagt så mange ord, og fortalt så mange ting. Det var kun en brøkdel af hendes liv, men dog den vigtigste del af hende. Hun havde oplevet mange dårlige ting, men at miste dem alle tre, på næsten samme tid, var det der havde ødelagt den i forvejen skrøbelige og ødelagte hoppe. Og nu havde hun været så dum at forære ham alle disse ting, som han nu kunne bruge imod hende, hvis han ønskede at skade hende yderligere psykisk.

Men den røde hingst foran hende, så ikke længere vred ud. Han stod i stedet med blanke øjne, og lignede en der blev ramt af skam og skyldfølelse. Det var ikke det hun ønskede, men det var det der skete. Asira kunne bedre håndtere, hvis han havde hukket hende en over mulen, over hendes bidende ord, eller havde sparket ud efter hende. Men nej. Hans blik faldt i jorden, og der gik nogle sekunder, hvor også den grå hoppe havde blikket i jorden.

Pludselig rejste han hovedet igen, og lod sit blik falde direkte imod hende. Asira stirrede ham dog ikke i øjnene, for hun forsøgte altid at komme udenom disse øjenkontakter – hun ønskede det ikke. For hun følte at alle kunne se direkte ind i hendes sjæl, og derpå følte hun sig meget blottet og udsat. Hans ord ramte i hendes øre, inden han da gik en stor bue udenom hende. Han tog da i det mindste afstand. Hun vippede kortvarigt med sine øre, en smule forvirret over situationen, inden hun da vendte omkring, og fulgte ham. Først gik hun bag ham, med hovedet lavt nede. Hendes øjne var fugtige, fordi tankerne igen faldt imod de ord hun før havde sagt. Blottet sig. Men hun rejste kort efter sit hoved, rømmede sig, og rettede sin krop rankt op. Derefter satte hun tempoet lidt op, og kom dermed op på Lupë’s side. Ikke tæt på ham med kroppen, men side om side dog. Hvad mon han ville fortælle? Hun stirrede mod træerne, med et kort længselsfuldt blik; for nu var hun snart skjult igen, og det var præcis hvad hun ønskede.

Hun fulgte ham, hvilket var det vigtigeste; bag ham dog. Det passede ham fint nok, for han ønskede blot at komme lidt ind mellem træerne før han ville åbne mulen, men der gik alligevel ikke længe, før hun havde søgt hans side. Han spadserede selvsikkert og målrettet mellem træerne, i et roligt tempo - til trods for han ikke vidste hvor de skulle hen. Bare.. længere ind.

Der gik lidt til, før han overhoved skævede til Asira ved hans side og derpå valgte at tale.

"Jeg vil faktisk gerne fortælle dig hvem Rumpelstiltskin er."; startede han roligt ud. Hans stemme var dæmpet, men ikke nær så hemmelighedsfuld og trykket som før. De var kommet et stykke ind, og det virkede ikke synderlig som om de overhoved havde selskab ud over dem selv.

"Men først er jeg nødt til at fortælle dig historien bag."; stille sank han farten, alt imens det var lidt underligt for ham. Hun var jo fremmed - men på en eller anden måde følte han bare at han lidt... skyldte hende? Efter det udbrud hun havde haft. På den anden side var de jo i familie.. og familie hjælper hinanden. Tsk.. i hvert fald nogen af dem.. Tanken irriterede ham, hvilket gjorde ham klart på at han måtte spytte ud. Roligt holdt han den dæmpede fart, for at kunne holde overblikket over eventuelle fremmedes tilnærmelser.

"Min mor er Deadly Myth. Hun er skyggehest, en del af de skygger der gruer i vulkanen på Foehn. Hun har magi, ond magi - som hun bruger til at bekæmpe vogterne her i landet."; stille missede han øjnene, hvorved han nok ville ligne sin far temmelig meget for få sekunder.

"Vogterne som her i landet bibeholder skanserne for Den Vise, lyset. Altså vores far."; Lupë drejede hovedet og så Asira i øjnene, så godt han nu kunne. For egentlig havde han intet begreb om hvad Asira vidste og ikke vidste. Derfor fik hun bare det hele nu.

"Derfor er det forkert at far og min mor har fået mig.. og min lillebror. Min lillebror er pisse forskruet, grundet min mors opdragelse, og jeg er født med onde kræfter. Dem har jeg dog ikke mere. Da min lillebror, Belial, opsøgte denne Rumpelstiltskin - en værre tyv og satan. Han snød min bror til at lokke mig dertil, for et få opfyldt et ønske, med magi."; vreden buldrede stille i ham, mens han forsøgte at holde forkus ved blot at se frem.. blot se frem.

"Han stjal mine kræfter! Mine medfødte kræfter - for at min lillebror kunne få skide hovskæg!"; hans stemme var vrissende og vred, alt imens han stampede hårdere i sin gang.

"Derudover har jeg været med til at bekæmpe en af fra min mors broderskab, en skyggehest, i samarbejde med en vogter - derfor tør jeg ikke vende tilbage til Foehn, i den flok jeg hører til. Jeg vil blive slagtet af lederen i følge den skyggehest jeg gik imod... og nu.. ja.. nu må jeg blot håbe at Brêgo vil tage mig ind, så længe han ikke høre at jeg er efter en skyggehest - da han selv er vogter også."; stille lød en sagte suk. Det var en forvirrende historie - og egentlig forventede Lupë hverken medfølelse eller forståelse.

Men en historie skyldte han hende, så der var den.

Hun gik ved hans side, uden at stille nogen form for spørgsmål endnu. For hun var ligesom sin far på det punkt. Hun hadede at snage i andres ting og sager, ligesom hun også hadede hvis andre snagede i hendes liv og det hun kendte til. Hvis hun skulle vide noget, der var vigtig, ville hun nok få tingene af vide, når tiden var inde. Men denne røde hingst, havde alligevel vækket hendes opmærksomhed, for han havde nok mange ting i sit hoved, som den grå hoppe på en eller anden måde gerne ville være en del af. Hun ville gerne vide en mere om hingsten, men alligevel havde hun ikke bare tænkt sig at prikke til ham hele tiden, og bede om en masse informationer.

De gik videre, og længere ind imellem træerne. Med det samme hun kom længere ind imellem træerne, skete der noget med hendes kropsholdning. Nok var den stadig anspændt og rank, men dog var den en smule mere rolig og blød end den før havde været i det åbne. Desuden bevægede hun sig med en stor smidighed imellem træerne, samtidig med at hun fulgte Lupë. Han begyndte nu at tale, og Asira lyttede intenst. Hun brød ikke ind én eneste gang. Hun bemærkede hvordan han kort missede med sine øjne, præcis som Djange, hvilket fik hende til kort til at tænke på deres fader. Hans kropssprog ændrede sig, han virkede vred i slutningen af sin talestrøm, efter at have fortalt hele historien.

Asira var forvirret. Endda rigtig meget. Skyggeheste – Vogtere – Den Vise – Lyset. Lillebror.. Lillebror!? Hun havde simpelthen endnu en, som hun ikke kendte til. Og han var Lupë’s lillebror, og dermed også hendes lillebror. Ak ja. På få timer, havde hun nu pludselig fået to brødre, hun ikke kendte til før nu. Sikke en omgang rod. Men alt det andet, det var også noget rod. Lupë havde haft magi.. Hvilken magi? Nu var den væk, fordi lille broderen havde byttet det for hovskæg, ved denne Rumpelstilskin. Hvem han så end var.

Hun stirrede en anelse ud i luften, mens hun forsøgte at sluge alle informationerne. Forsøgte at finde hoved og hale i alle de ting han lige havde fortalt. Men der var så mange ting, at hun knapt nok kunne finde ud af, hvordan hun skulle spørge, og hvad hun skulle starte med at søge informationer om. Hun vippede kort med ørene, inden hun da kiggede lidt på Lupë, der var en smule sammenbidt at beskue.

,,Altså.. Skyggerne og Vogterne, er nogle der kæmper imod hinanden? Så din moder, og Djange, er altså på hver sin side?”

Det var et reelt spørgsmål – men ikke det eneste.

,,Så din.. vores.. lillebror, har fået hovskæg, og du mistede derfor din… magi? Hvilken magi, hvordna har du fået den?”

Hun stirrede lidt på hans ansigt, søgte svar, selvom der ikke var noget at se. Men mon han ville forklare hende det hele lidt nærmere. Det var i hvert fald forvirrende.

,,Men… Hvorfor ikke bare fortælle sandheden til denne Brêgo. Det er vel ikke din fejl, at du er født med magi?”

Hvordan kunne han overhovedet have magi. Hun håbede virkelig at han kunne besvare nogle af disse spørgsmål, for ellers ville den grå hoppe gå i lang tid og fundere over de ord han havde sagt. Hun så nok fortvivlet ud, for det var altså mange mærkelige informationer.

Det var tydeligt at det havde været en stor mundfuld for hendes egentlige søster. Hun havde sikkert heller intet begreb om Belial, som jo var hans bror og derfor og hendes. Alligevel havde hun taget det umådelig pænt - været lyttende og stille under hendes hans lange talestrøm.. Men der var spørgsmål, spørgsmål hun ønskede svar på, men også spørgsmål som han ønskede at besvare.

"Præcis."; hans svar var kort, mens han nikkede roligt i sin ellers ædle og smidige holdning. Han så endnu forud for sig, mest fordi der brændte nogle næsten arrige gnister i hans øjne lige nu, af bare vrede over denne klamme Rumpelstiltskin. Han kunne aldrig tilgive denne hingst, alt imens han endnu var rimelig indebrændt på sin bror også. Jovist havde han været ung under ønsket, men han var ikke et føl heller!

Han tav nu, mens hun fyrede de sidste spørgsmål af, som han så ville besvare samlet.

"Det er ikke magien der vil afskrække Brêgo, men nærmere at jeg er efter en skyggehest. Derudover var magien jeg var medfødt med, en der kunne styre hjertet. Jeg kunne styre andres hjerterytme. Få deres hjerte til næsten at gå i stå, eller accelerere."; stillede løb et skævt fornøjet smil over hans mule, ved bare tanken.

"Men ja, Belial fik hovskæg og jeg mistede mine kræfter. De kræfter jeg var født med, fordi både min mor og far besidder magi. Så var det noget jeg var heldig at arve genitisk."; han så roligt på hende, forklarende - for det virkede ikke som om hun vidste noget som helst overhoved om vogterne og skyggerne.