Second chance at first line

Second chance at first line

Tag:  Apeiron  | Wordcount: 224  | Weather: Warm, daylight, blue skies

Vinden havde været kølig og blæsten stærk. Nu var skumringstiden så småt begyndt at nærme sig, og luften føltes nærmest lun, fordi der ej var voldsom blæst længere. Det meste af dagen havde himmeldanseren holdt sig skjult i den del af Enophis, der kunne betegnes som skov. Men nu drog han ud for, at nyde de solskinsstråler der var tilbage, inden solen ville forsvinde ned bag det koboltblå hav, der dækkede horisonten. Himmelen var dybblå med hvide, fluffy skyer over alt. Det havde smittet, og på himmeldanserens tæppe befandt himmelen sig også; det var selveste himmelen, han stolt og ærefrygtigt bar rundt på. Hingsten stod et øjeblik i skovbrynet og betragtede engen foran ham. Det kriblede i hans muskuløse krop. Han sukkede sagte, men lydløst og lod de slanke ben glide frem i den lette, elegante trav han ejede, og som han havde trænet sig til at fremvise. Græsset var mosgrønt, højt og sundt; det kilede hans ben da han strøg igennem det. Himmeldanseren knejste op i halsen og lod benene hæve sig højere og højere. Det var en sand frihed, når han endelig lod sin krop danse afsted. Kappen, der hvirvlede omkring hans sider, vuggede legesygt med i hans bløde bevægelser, og gjorde ham synlig i det grønne langskab; han lignede en af de hvide skyer på himmelen, der var dalet til jorden.

Andromeda havde ligget mere eller mindre øde hen i løbet af vinteren, men nu var sommeren indtrådt i landet, og med den fulgte også mere og mere liv. Landet var langsomt ved at vågne op igen, og beboerne kom efterhånden frem fra deres skjul. Også Apeiron havde holdt sig skjult i løbet af vinteren. I modsætning til så mange andre havde han dog ikke noget imod et liv i isolation; han ville faktisk næsten sige, at han nød det. Men også han vidste, at isolation ikke var løsningen. Man var svag alene; et alt for nemt bytte for rovdyr. Han havde derfor valgt, at han endelig ville vågne op fra de døde og begynde at søge lidt selskab. Alt i hans krop strittede dog imod ham. Han var i forvejen dårlig i sociale sammenhænge, og det var bestemt ikke blevet bedre i løbet af vinteren, hvor han næsten ikke havde mødt nogen - men han var fast besluttet på at give det et forsøg.

Derfor var han rejst til hovedøen, Enophis. Hvis man ville finde liv i Andromeda, var det her stedet at søge hen. Dog havde han alligevel formået at tilbringe hele dagen her uden at møde en eneste sjæl. Han var ikke helt sikker på, om øen virkelig var så øde, eller om det i virkeligheden bare var ham, der i sin underbevidtshed var søgt til de mest øde steder af Enophis for med vilje at opsøge ensomheden. Det var nok det sidste... Han havde derfor besluttet sig for, at det skulle være nu! Han var derfor søgt væk fra de mørke skove og ud mod en åben, frodig eng - her måtte der da være masser af heste! Han tog en dyb indånding og skridtede ud på engen.

Han havde ikke vandret længe, før den første hest kom til syne længere fremme. Hesten kom flyvende i en svævende trav, og ud fra fremtoningen så det ud til at være en hingst. Det var dog bestemt ikke en almindelig en af slagsen. Hingsten var dækket af en kappe, der så ud til at være lavet af selveste himlen. Det var et utrolig smukt syn, og i et kort øjeblik tog Apeiron sig selv i at måbe. Han stoppede op og vendte usikkert ørerne frem i hingstens retning. Han forsøgte at se så åben og imødekommende ud som overhovedet muligt, men kroppen dirrede af frygt. Hvem vidste, om denne hingst var lige så venligsindet som ham selv? Det var bestemt ikke en selvfølge her i landet... Hingsten kom tættere og tættere på, og med forsigtighed sendte Apeiron en venlig brummen imod ham.

Second chance at first line

Tag: Apeiron  | Wordcount: 347  | Weather: Warm, daylight, blue skies

Et sted bag himmeldanseren hang solen. Den brændte igennem en af de pjuskede skyer med en typisk sommerstyrke, og ramte hingsten i ryggen. Det var længe siden af himmeldanseren havde følt denne sælsomme sommervarme, men nu hvor sommeren endelig var ved at finde vejen frem, ville han nyde hvert et øjeblik af den. Sagligt strakte hingsten halsen og mulen i vejret og et øjeblik lukkede han de sortnede øjne, for ikke at blive blændet af solens lys. Han stoppede trippende op på engen, og brummede sagte for sig selv; det var utroligt så få sjæle, der var ude og nyde aftens stråler. De var næsten de mest værdifulde! Tanken fik hingsten til at vige lidt kækt med hovedet, så den lange ravnsorte man dansede omkring ham og den muskuløse hals. Pludselig ramte en fremmede lyd de sensitive øre, og Jaidev stod et øjeblik helt stille. Han havde ikke opdaget andre, men på den anden side, havde han heller ikke kigget. Det var ikke svært at få øje på den fremmede skikkelse i landskabet; en skimmel, der stod i tæt kontrast til det frodige, grønne område de begge befandt sig i. Gad vide hvor længe han havde stået der? For at imødekomme den fremmede sjæl, sendte himmeldanserende et maskulint brum i hesten retning, og skridtede med rolig, dog stolte skridt frem mod den fremmede.

Da himmeldanseren var nået frem mod den fremmede, stoppede han med respektabel afstand. Det var tydeligvis en hingst han stod foran; men denne hingst virkede ej ligeså frembrusende eller dominerende, som de mange hingste gjorde, som levede og åndede i Andromedas land. I en venlig og hilsende gestus strakte himmeldanseren mulen en smule fremad, dog uden at røre den fremmede. Han brummede dybt, maskulint og hæst, dog alligevel i en behagelig tone.

” Vær hilst. ”

Stemmen var nøjagtig som den brummen, der kort havde været der; maskulin, mørk og hæs. Alligevel var den behagelig, velkommende og rar at lytte til. Langsomt trak Jaidev mulen til sig igen, mens hans sortnede øjne forsigtigt betragtede den fremmede hingst, der stod foran ham i dette øjeblik.

Med intense øjne stirrede han på den fremmede hingst, der nu var stoppet op og så sig omkring. Hingsten fik nu øje på ham, og et sug gik igennem hans mave. Hvad ville der mon nu ske? En maskulin brummen forlod den fremmedes strube, inden han med rolige og stolte skridt satte frem mod ham i skridt. Apeiron så betaget på ham. Han var en utrolig flot hingst, hvis han selv skulle sige det. Han var garanteret sådan en, som alle hopperne sværmede omkring, og som alle hingste så op til og misundte - ham selv inklusiv. Den brunes krop var så smidig og velproportioneret, musklerne så spændstige og markerede, og bevægelserne så elegante og lette. Apeiron ville gøre alt for at se ud lige som ham.

Hingsten nåede nu frem til ham og stoppede op på respektfuld afstand. Med stadig betagende øjne betragtede han den maskuline hingst, der kun var en smule lavere end ham selv. Det ene øre var imødekommende rettet frem mod ham, mens det andet usikkert lå trygget mod nakken. Han var stadig ikke helt sikker på, hvad den fremmedes intentioner var... Der gik dog ikke længe, før han fandt ud af det.
I en venlig og hilsende gestus strakte hingsten nemlig sin mule frem mod hans egen, dog uden at røre. En brummen forlod atter hans strube, maskulin og hæs, men alligevel behagelig. Han hilste nu Apeiron an i høflige toner, og hans stemme var nøjagtig lige så mørk og hæs, som han havde forventet. Der var dog også en undertone af varme, der gjorde den rar og imødekommende at lytte til.

„Godaften."

Apeiron bøjede let i nakken for hingsten, som en lettere underkastende hilsen. Han fastholdt sit blik i jorden i lidt tid, inden han atter rejste hovedet og mødte hingstens mørke øjne. Hans blik var fuld af respekt, og hans gullige øjne glimtede let af beundring.

„Tillad mig at præsentere mig selv; mit navn er Apeiron. Hvem er De, der bærer en kappe så smuk som himlen selv?"

Second chance at first line

Tag: Apeiron  | Wordcount: 464  | Weather: Warm, daylight, blue skies

Himmeldanseren sortnede øjne, der i det spæde lys kappen havde omkring sig, var gyldne og næsten karamelliseret, betragtede den skimle hingst foran ham. Der var noget i den skimles øjne, der fangede Jaidev med det samme. Der var en intensitet så stærk, at han næsten kunne se den; men det var ikke det hele. Der var en beundring at skue i hingstens gyldne blik. En betagelse overfor Jaidevs væsen. De mandelformede øre, der for et øjeblik var rettet frem mod den fremmede, vippede sig langsomt og smidigt sidelæns. Aldrig havde en anden sjæl i kigget på himmeldanseren med lige nøjagtigt dét blik. Ak, han var blevet betragtet en ekstra gang, når han stødte på andre; han var ikke ligefrem diskret med sit udseende. Men netop den måde som hingsten så på ham, var nøjagtig den måde, himmeldanseren dengang havde betragtet sin egen fader. Det var ej fordi at himmeldanseren ej nød det næsten tilbedende blik, det skimle gav ham; men følelsen var så fremmede, at han ej vidste hvordan han skulle forholde sig.

Da den skimle opdagede, at Jaidev ej kom med ondsindet handlinger, så han ud til at slappe af. Han så ej så skramt ud længere, i hvert fald ej for himmeldanseren. Da deres mule havde været hinanden nær, rykkede himmeldanseren mulen tilbage, og da hilste den fremmede. Da den fremmedes stemme fyldte luften, røg de sidevendte øre fremad mod ham. Hingsten hilste an i et underkastende og høflig knæk med nakken og Jaidev gjorde et galant nik mod ham for, at vise at hilsen var accepteret. Der var noget ved denne hingst, Jaidev brød sig om. En afslappende aura.
Han lod atter stemme falde mellem dem, og præsenterede sig selv. Apeiron. I det indre smagte Jaidev på navnet; det var et stærkt navn. Han rømmede sig i en dyb brummen, og lod sin mørke og vise stemme lyde, da den grå Apeiron spurgte ind til ham og hans kappe, der legesygt flagrede i den milde vind.

” Det glæder mig, at møde Dem Apeiron. Mit navn er Jaidev, vogter af himlen. ”

Der lå en svaghed af stolthed i stemmen, da han tilkendegjorde hans identitet. Men det var ej pral; ak nej, det var en stolthed over, at være blevet udsat for en opgave og klaret den, hvorefter han skulle bære et stykke af selveste himmelen. De lange, slanke ben skrabede et øjeblik i mosgrønne græs, og da skridtede himmeldanseren frem mod et imødekommende nik til den fremmede, en indbydelse til at følge med. Jaidev var ej typen der bare stod stille; han elskede at røre på sig selv og holde sig selv i gang hele tiden. Specielt efter en løbetur og syren sad i benene. Hans mørke øjne betragtede den skimlede, indbyd ham til at fortælle lidt om ham selv.

Den brune vandrer gjorde et galant nik mod ham og viste på den måde, at hans hilsen var accepteret. Hans blik var fuld af taknemmelighed og en smule forbløffelse. Det var så sjældent, at andre rent faktisk accepterede og respekterede ham på den måde. Han var så vant til at være den mærkelige hest, som alle afskyede - og hvis han nogensinde kom i nærkontakt med nogen, så var det for at blive angrebet! Men den grå hingst havde ændret sig igennem tiden her i Andromeda... Han var ikke længere helt så social akavet og var blevet meget bedre til at tale med fremmede, og det gav i den grad pote nu. Han havde meget flere succesfulde møder end før, og folk var rent faktisk begyndt at respektere ham som den hingst, han var, og ikke som en svag særling.
Han smilede varmt, da den brunes dybe stemme lød i hans ører. Jaidev. Det var et unikt navn, der passede perfekt til denne specielle hingst.

„Fornøjelsen er helt på min side, Jaidev."

Vogter af himlen. Hvad mon det betød? Apeiron var tilpas ny i landet til ikke at have lært om vogterne og skyggerne endnu. Det var dog tydeligt at høre på den brunes stemme, at det var en titel, der var værd at være stolt af. Jaidev skrabede kort i jorden med de lange, slanke ben, og det fik i et kort øjeblik en gysen til at løbe igennem Apeiron. Selvom Jaidev ikke havde ramt ham på nogen måde, så lå det så dybt i hans instinkter, at flagrende ben betød smertefulde spark. Til hans store lettelse skridtede Jaidev dog blot fremad, og med et imødekommende nik inviterede han Apeiron til at følge med ham. De gullige øjne blev kort spærret op, og en måben kunne svagt tydes på hans ansigt. Inviterede den smukke himmelhingst ham lige til at følges med ham? Ville han virkelig gerne ses i selskab med så ubetydelig en hingst som ham? Ærbødigheden var tydelig i hans blik, da han taknemmeligt trådte op på siden af den brune.

De fulgtes nu ad side om side, og Apeirons hjerte var hele tiden ved at springe et slag over af bare glæde. Følelsen i hans mave lige nu var ubeskrivelig. Aldrig havde han følt sig så vigtig og betydningsfuld som her ved himmelvogterens side! Han mødte Jaidevs mørke øjne og fornemmede godt, at han indbød ham til at tale. En kort rødmen blussede frem på hans kinder. Hvad i alverden skulle han dog fortælle om? Han havde jo intet at kunne fortælle om sig selv, der var bare halvt så spændende at høre om som den brune vandrer! Han så derfor kort en anelse skamfuldt ned i jorden, før han atter så på den brune og besluttede sig for at vende opmærksomheden mod ham i stedet.

„Tilgiv mig for mit dumme spørgsmål, men hvad vil det sige at være Vogter?"

Falling Silver

Tag: Apeiron  | Wordcount: 579  | Weather: Warm, daylight, blue skies

Den grå hingst, ved navn var Apeorin lod sin stemme falde. Fornøjelsen havde været på hans side, da han havde mødt denne himmelske danser. Men ak, der var længe siden at Jaidev havde mødt en anden sjæl, og så kunne finde ro i mødet. Denne hingst virkede ganske rolig, dog med en brandende betagelsen for det væsen, magien havde gjort himmeldanseren til. Jaidev nynnende en kort brummen ad hingstens ord, men da han så hvordan den grå reagere på hans rastløse skraben i jorden, stod han øjeblikket stille. De sortnede, udtryksløse øjne havde opfanget det glip, der var gået igennem den grå, og derfor tvivlede han på om Apeiron overhovedet ville følge med ham, da han atter vandrende fremad. Apeiron så et øjeblik overrasket ud, så trak han ærebydigt op på siden af den ædle himmeldanser. Jaidevs sortnede øjne, hvor det ene øjne var gemt under pandelokken dette øjeblik, skævede til ham. Denne hingst var så ydmyg, og det bedste Jaidev kunne samlingen ham med, var hvordan han selv så på hans kappe, der legesygt flagrede omkring hans stærke krop. Jaidev havde stadig måbet, når himlen skiftede over dem og over hans ryg.
De vandrede et stykke tid i stilhed. Jaidev havde budt den fremmede til at fortælle noget om ham selv. Om han skulle smage lidt på tanken, eller overveje sine ord vidste himmeldanseren ej. Aperion havde set overrasket ud, da han havde mødt himmeldanserens blik. Ak, Jaidev forsøgte ej at være nærgående, og lod sit blik vandre ud mod horisonten. Det var en smuk sommerdag. Et par forvirrede insekter tomlede forbi, og af vane svirpede Jaidev med halen for at undgå at blive insekternes landingsbane. Da mærkede Jaidevs hingstens blik, og han vendte lyttende et øre mod ham. Den grå havde intet at fortælle om sig selv, og var i stedet interesseret i, hvad himmeldanseren i virkeligheden var. Et sted morede Jaidev sig; det var længe siden, han havde mødt en sjæl, der ej stod på en skillevej blandt det onde og det gode.

” Ingen spørgsmål er dumme, Apeiron. Vi bliver kun klogere og visere, ved at lære og lytte. Tillad mig at antage, at De er ny i Andromedas land? I så fald vil jeg dele en hemmelighed med Dem, Apeiron. Ser De, dette er det mest magiske land, De nogensinde vil finde. Men magi kommer med en pris; der vil altid være ondskab for, at der kan være godhed. Jeg, såvel som andre velsignet sjæle i landet, er blevet tildelt titlen som Vogter. Vi skal beskytte Andromeda mod den ondskab, der vokser i landet. ”

Jaidevs sortnede øjne havde betragtet den grå hingst mens hans mørke, behagelig og vise stemmen havde fyldt luften mellem dem. Da ordende var blevet sat, vendte Jaidev hovedet fremad og kiggede frem, uden at se på noget. Det var første gang, han havde sagt ordende højt. Og det var som om, at det blev en større realitet, når det blev sagt højt. Men det var ej løgn; ondskaben voksede som et sort monster, slugte andres sjæle og indtog deres sind med listige skygger. Der ville snart opstå en krig; det måtte der. Ellers var der ej kommet vogter til landet, de havde ej eksisteret da Jaidev kom. Noget mørkt lurede i den fjerne fremtid. Langsomt vendte hingsten blikket mod Apeiron, og vippede langsomt med de mandelformede øre. Forstod han, hvad himmeldanseren havde sagt - eller var det blot noget rod? Hvad vidste denne Apeiron overhovedet om Lyset og skyggerne?

Til hans store ærgrelse havde den brune vogter godt opfanget usikkerheden, der kort var løbet igennem hans krop. Han blev kortvarig flov og så lettere rødmende ned i jorden. Han skammede sig sådan over sig selv, når det kom til situationer som disse. Den brune hingst havde jo overhovedet ikke gjort ham noget, og alligevel stod han her og opførte sig som en svækling, der lige var blevet gennembanket. Apeiron hadede sit paranoia, og han håbede virkelig ikke, at den brune Jaidev ville tage det personligt; for han kunne virkelig godt lide ham. Han var en af de få heste, Apeiron havde fundet tryghed ved, og som han rent faktisk ønskede at være i selskab med. Det var aldrig sket med en anden hingst før, da Apeiron som regel var så konfliktsky, at han hellere undlod kontakt med andre hingste i stedet for at risikere en slåskamp.
Til hans store lettelse virkede den brune herre dog ikke til at være påvirket af situationen overhovedet. Han accepterede Apeiron ved sin side og var meget påpasselig med ikke at komme til at virke for nærgående. Apeiron mærkede en varm klump i sit indre. Det var så sjældent, at han mødte andre, der tog hensyn til hans særheder på denne måde. Den brune Jaidev virkede ikke til at frastødes eller på anden måde væmmes over hans adfærd; tværtimod var han utrolig hensynsfuld og virkede til at gå meget op i, at Apeiron følte sig tryg i hans selskab.

Jaidevs manglende opmærksomhed fik ham hurtigt til at slappe helt af igen. Denne hingst ville ham intet ondt, og det måtte han stole på, selvom det var svært. Jaidev ventede høfligt på, at han tog kontakt, og da han havde stillet sit spørgsmål, vendte Jaidev atter opmærksomheden mod ham og besvarede hans spørgsmål med sin behagelige og vise stemme. Han lyttede opmærksomt til den brunes ord og fulgte spændt med i det, han fik fortalt. Da Jaidev havde afsluttet sine ord, brummede han anerkendende til ham.

„Det er ganske korrekt antaget, Jaidev. Jeg har ej været længe i Andromeda, og derfor takker jeg Dem mange gange for Deres fyldestgørende svar. Vogter lyder bestemt til at være en titel, der er værd at være stolt af."

Da Jaidev nu så frem for sig med et tænkende blik, gjorde Apeiron det samme. Han tænkte meget over de informationer, han lige havde fået tilgivet, og forsøgte at lagre dem i sin hukommelse. Han var meget stolt af at vandre side om side med selveste Vogteren af Himlen. Han havde set op til denne elegante hingst med den smukke kappe lige fra starten af, men nu hvor han vidste, hvad Jaidevs formål var, var han blot endnu mere beundret af den elegante herre. Det måtte være fantastisk at blive velsignet til at beskytte landet. Det måtte jo betyde, at man var noget helt særligt, og det reneste af den reneste sjæl. Hvilken gave. Apeiron ville give sit højre forben for at få lov til at bære så vigtig en titel som Vogter af Andromeda! Han vidste dog, at en hingst som ham aldrig ville blive valgt... Men drømme havde man vel altid lov til.
Langsomt vendte Jaidev nu blikket mod ham igen, og de mandelformede ører vippede imødekommende i hans retning. Han opfordrede Apeiron til at spørge mere! Den grå hingst mødte hans blik med strålende øjne, inden han ivrigt slog med hovedet. Hvor var han glad for at have mødt denne Jaidev! Der var så mange spørgsmål, han endelig kunne få besvaret. Taknemmeligt sendte han den brune Vogter et smil, inden han atter lod sin hæse stemme lyde.

„Må jeg have lov at spørge, hvordan man bliver udvalgt som Vogter? Og hvilken ondskab er der tale om?"

Second chance at first line

Tag: Apeiron  | Wordcount: 708  | Weather: Warm, daylight, blue skies

Da vandrede de to hingste, side om side. Det var længe side, af himmelhingsten havde betrådt Enophis land, så for ej at holde øje med den grå hingst, lod han blikket vandre over landskabet og indprentede de indtryk, denne ø måtte give ham. Den grå var en usikker sjæl, men hans aura og udstråling var ej fjendtlig, så himmeldanseren følte sig ej forpligtet til at holde konstant øje med ham. Ak nej, han nødt at vandre med det samme køn engang imellem, trods det var sjældent det skete. Efter hans brother from another mother var blevet flået brutalt ud af denne verden og fodret til vulkanen, havde himmelhingsten svært ved at lukke en anden ’bror’ ind igen. Ingen ville nogensinde blive det samme. Trods det var mange år siden, sad det stadig i hingsten; som et grimt og sårbart minde, der aldrig skulle berøres. Der var et af de mange minder, man blot ønsker brænder op; selvom det altid ender med, at man selv brænder sig på dem. Ak, han var savnet, hans røde slagsbror. De sortnede øjne vandrede et øjeblik op mod himmelen; et sted der oppe måtte han være. Tanken fik mulen til at krølle sig sammen og han vippede de mandelformede øre en smule mekanisk mod den grå hingst ved hans sider. En ny og nysgerrig sjæl, der ej vidste alt om dette magiske land, endnu. Ak, engang havde Jaidev været ligeså rå som han var. Trods det var mange år siden. Han havde tabt tiden, da det gik op for ham, at han ikke følte, at han ældres. Ikke udseendemæssigt, kun psykisk. Mens den grå havde talt, var ørerne vippet mod ham, og de udtryksløse øjne, der gemte så meget og dog så lidt, betragtede ham lyttende og opmærksomt.

” Vogter er en titel, man gør sig fortjent til, Apeiron, og det er derfor vi, vogterne, bære denne titel med ære. Det symboliser os. ”

Der var en behagelig og stolt klang i stemmen. Ak, himmeldanseren var stolt over hans titel, men han havde også måtte opgive noget af sig selv for, at få den. Det var ikke enkelt eller let at komme til den titel. Men det var også derfor, at den betød så meget. Langsomt knejste himmelhingsten i den muskuløse hals, for at virre let med hovedet. Den lange man blev kastet på den anden side af halen, og med fremadvendte øre, ventede han på, at den grå Apeiron ville spørger om mere.

” Der findes et Lys i denne verden; et Lys, der har hentet os til denne verden. Dette Lys vil finde Dem, når De er klar. Da vil en skæbne vente Dem, og når De har gennemført Deres test, vil De blive belønnet med titel som vogter. ”

Himmelhingsten forsøgte at uddybe sine ord for tidligere, for at den grå ville kunne forstå det. Gjorde han det? Han betragtede ham og vippede ørerne ud til siderne, tænk hvis han talte for kryptisk til denne grå sjæl. Måske himmeldanseren kun forstod det, fordi han havde oplevet det. Jaidev var ej vant til, at tale særlig meget i hans selskab; og slet ikke om de spilleregler, der regerede i Andromeda.

” Uden lys ville der ej være mørke, uden mørke ville der ej være lys. Forstår De? Vi kan ej have lys, uden der en mørke. Denne mørke er en ondskab, der lever i dette land. Jeg ønsker ej at kende til det, for ser de Apeiron; dette mørke destruerer de stakkels sjæles sind og ødelægger dem. Gør dem sindssyge. ”

Stemmen var dæmpet en anelse, men stadig lydlør. Det var ej en hvisken og ville aldrig blive det. Himmelhingsten frygtede ej de skyggeheste, der vandrede i landet; ak nej. Et sted forstod han dem vel, han havde selv skænket tanken mange gange. Både for og efter hans titel. Det var måske bare lettere for dem, at kaste magten væk, og bliver kontrolleret og styret af skygger. Han prustede ved tanken og rystede på hovedet, men han lod alligevel blikket hvile på den grå med et muntert udtryk. Han var ej bleg for, at han spurgte om mere. Hvis det da var det han ville; hvis ikke, skulle himmeldanseren nok sætte gang i det.

[ UNDSKYLD, er lidt rusten ]

Den grå Apeiron kunne ikke lade være med at sende små, skjulte blikke over mod Himmeldanseren; betragte hans kropssprog og reaktioner på tingene samt sikre sig, at den brune Jaidev ikke pludselig ville vende sig mod ham og gå til angreb. For ak, selvom denne hingst absolut ikke havde givet Apeiron nogen grund til at tro noget grimt om ham, var Apeiron stadig så paranoid og nærede så lidt tillid til andre heste, at han altid frygtede det værste og aldrig tillod sig selv at stole 100% på nogen. Hans krop var derfor konstant opmærksom og klar til at flygte, selvom han prøvede at overbevise sig selv om, at han sagtens kunne tillade sig at slappe af i dette selskab.
Himmeldanserens øjne vandrede pludselig op mod himlen og blev fjerne, og det var tydeligt, at der foregik noget i den brunes tanker. Apeiron så mod ham med den sædvanlige intensitet i blikket. Han forsøgte at aflæse, hvad den brune mon tænkte på, men han var ikke så let at læse.

Jaidev gav sig nu til at forklare om vogtertitlen, og selvom Apeiron ikke just blev meget klogere på, hvad det indebar, forstod han dog, at det måtte være en meget vigtig titel, som man i den grad kunne være stolt over. Det var da heller ikke til at tage fejl af stoltheden i Jaidevs stemme. Selvom han på ingen måde pralede, var det alligevel ikke til at tage fejl af, at han bar sin titel med stolthed.
Han lyttede nu til Jaidevs forklaring om Lyset og sugede til sig af information. Var det mon det lys, han havde set, lige inden han døde i sin tidligere verden? Var det dét lys, der havde givet ham en chance til her i Andromeda? Han kunne næsten ikke tro sine egne ører, da Jaidev havde afsluttet sine ord. Han så derfor på ham med opspærrede, fascinerede øjne.

"Vil det sige, at helt almindelige heste som jeg kan blive Vogtere?"

Det var næsten ikke til at fatte. Han havde forestillet sig, at Vogter var en beskyttet titel, som kun meget få udvalgte heste ville kunne bære - altså heste, der på en eller anden måde var født til at blive noget stort, eller som havde magi flydende i sine årer lige fra fødslen.
Han lyttede nu videre til Jaidevs næste ord om mørket. Det var tydelig, at det var et emne, Jaidev ikke brød sig synderligt om. At dømme ud fra de ting, Apeiron fik fortalt, lød det da heller ikke til at være noget, man frivilligt burde opsøge. Han nikkede derfor alvorligt og brummede dybt.

"Jeg forstår."

Hans blik gled ud over det smukke landskab omkring dem i et kort øjebliks stilhed, inden han atter vendte opmærksomheden tilbage til den brune Himmeldanser. Han vippede de lyse ører frem i hans retning og så nysgerrigt på ham.

"Er der mange andre Vogtere?"

[ Arh bare rolig, et svar på over 700 ord er da mere end perfekt! ]

Second chance at first line

Tag: Apeiron  | Wordcount: 551  | Weather: Warm, daylight, blue skies

De to ædle hingste vandrede side om side med hinanden. Vinteren havde krybet ind over det store land, Enophis, og jorden under deres stærke hove var golden og næsten frossen. Det gjorde ej ondt i benene endnu, og ak denne jord var også godkendt til en galop eller to før frosten fik kræfter, og man var nødt til at kravle afsted for at undgå at brække benene. Solen hang bag hingstene og de sidste varme solstråler ramte deres kroppe, forsøgte at give dem den sidste varme inden solen ville blive domineret af mørke og kulde. Kappen der hang omkring himmelhingstens flanker, flagrede legesygt omkring i små bølger, mens solens stråler svagt skinnede fra kappens ene hjørne. Det var et svagt lys, og hvis man kiggede på det ville det blot se hvidligt ud; ak var det ej muligt, at stirre længe på det. Såvel det ej var muligt, at stirre længe på selve solen.

Mens de vandrede sammen, lod den grå Apeiron sit blik ramme mod den muskuløse himmeldanser. Blikkene var små og diskrete; om det var fordi, at han beundrede Jaidev eller om det var fordi han frygtede ham, var næsten umuligt at sige. Dog måtte det være henad det sidste for, den grå hingst var anspændt og kampklar. Dette bekymrede ej den mørke himmeldanser, for hans sanser var skarpe og vågne; dog frygtede han ej at den grå ville ham ondt.

Jaidevs maskuline havde fyldt stilheden mellem dem, da han forklarede og svarede på de spørgsmål Apeiron havde spurgt om. Pludseligt betragtede den grå hingst himmeldanseren med opspærrede og fascineret øjne. Et øjeblik var Jaidev ved at stoppe op af overraskelse, men han forsatte dog videre. Det eneste blik Apeirons udtryksfulde øjne ville møde, var de sortnede, intetsigende øjne himmelhingsten bar. Da åbnede den grå mulen og spurgte om han også kunne blive vogter. Jaidev udvidede næseborene og brummende dybt og maskulint, næsten som han morede sig. Han havde ej prøvet, at blive spurgt om, om andre også kunne følge samme skæbne som ham. På den anden side, hvordan skulle den grå vide dette, når han ej var født i Andromedas land?

” Selvfølgelig Apeiron. Jeg var selv en helt almindelig hest som De er, da jeg blev udvalgt og fuldendte min opgave. ”

Stemmen var dæmpet og næsten forsigtig. Han ønskede ej at prale, eller virke højerestående end den grå. Jovist flyd magien i hans blod og var en del af ham nu; men deres sjæle ejede samme værdi, så ej var himmelhingsten bedre end den grå. Han nikkede mod ham, og lod blikket glide fremad. I det fjerne nærmede de sig en sø, hvor tørsten kunne slukkes. Søen var ej særlig stor, dog befandt det sig et lille vandfald, og det forsvandt op mod skoven. Frosten havde tilsynladende fået fat i noget af vandfaldet, men søen var klar og frisk. I en rolig bevægelse sænkede Jaidev mulen ned til det iskolde vand. Den grå spurgte atter indtil vogterne, og Jaidev løftede atter hovedet fra det iskolde vand. Han blev mødt af Aperions nysgerrig blik, hvorpå han nikkede.

” Ej kender jeg alle vogterne, men snart vil jeg. Jeg beklager, Aperion, jeg kan ej svare på, hvor mange vi er. Jeg antager, at jeg er den første vogter, De har mødt i Deres tid her i Andromeda? ”

//OOG: Sorry jeg aldrig fik svaret her :/ Er du stadig interesseret i at fortsætte den?

Som han gik dér side om side med den smukke brune hingst, kunne han ikke lade være med at skæve over mod den mindst lige så smukke kappe. Det var simpelthen en af de mest fascinerende ting, han nogensinde havde lagt øjne på. Den reflekterede virkelig himlen, som om den var levende! Selv den lille reflektion af solen nede i hjørnet blændede hans blik, når han så mod det, lige som den rigtige sol gjorde. Det var intet mindre end magisk!
Da Apeiron havde stillet sit spørgsmål, brummede den brune, næsten som om han morede sig. Det var åbenbart ikke et spørgsmål, han var vant til at få stillet. Måske det var almen viden her i Andromeda? Men det havde den grå Apeiron jo ikke en jordisk chance for at vide, da han selv var ny her i landet og aldrig var stødt på en vogter før.
Heldigvis valgte den smukke himmeldanser dog at besvare hans spørgsmål uden den mindste antydning af hån i tonelejet, og Apeiron måtte atter tage sig selv i at måbe, da ordene lød i hans ører.

„Wauw!"

Af en eller anden grund kom det virkelig bag på ham. Han havde forestillet sig, at Vogter var en skæbnebestemt titel, som man blev født til at bære eller noget i den stil.
De to hingste var efterhånden nået et godt stykke derud af, og i det fjernede kom en sø nu til syne. Apeiron smaskede let ud i luften. Han havde ikke lagt mærke til det før, men nu hvor han så vandet, kunne han godt mærke, at alt den snak havde gjort ham tørstig. De nærmede sig den lille sø, der udformede sig for enden af et lille vandfald, der forsvandt op mod skoven. Frosten havde sat sig i det meste af vandfaldet, men var gudskelov ikke nået ned til selve søen endnu. Han så taknemmeligt mod det klare vand, som den brune Jaidev nu sænkede mulen ned i. Apeiron blev høfligt stående og ventede med at drikke, til Jaidev atter havde løftet hovedet. Ikke fordi at Jaidev på nogen som helst måde havde udstrålet denne form for magt; men blot fordi at Apeiron var sådan af natur.
Jaidev besvarede nu hans sidste spørgsmål og stillede ligeledes Apeiron et. Han nikkede roligt med hovedet.

„Ja, Deres antagelse er helt korrekt."

Med de ord skridtede han selv hen til søens bred og begravede mulen i det iskolde vand. Kulden kom først som et lille chok for hans krop og fik hans små hår på mulen til at sitre, men efterfølgende var det blot en rar fornemmelse at føle det kolde vand mod hans tørre svælg. Han sukkede veltilpas og slukkede tørsten, inden han atter løftede hovedet og så på Jaidev med et nysgerrigt glimt i de gyldne øjne.

"Hvad med Dem, har De selv mødt nogen af de andre Vogtere?"

How can you run, when they are in your head?

Second chance at first line

Tag: Apeiron  | Wordcount: 330  | Weather: Warm, daylight, blue skies

Solen dansede på den skyfrie himmel og ramte de to hingste i saglige strøg. Der i lysningen af søen var solen tydeligvis stærkest, og formåede at varme deres kroppe. Der hjælp på den iskolde følelse vandet havde efterladt i deres kroppe. Da Jaidev havde slukket tørsten, rejste han langsomt hovedet og bemærkede hvor tålmodigt og næsten underdanigt den grå stod og ventede, før han ville drikke af vandet selv. For at respektere hans valg, trådte himmelhingsten et skridt til siden, for at give ham mere plads, hvis det var hvad han have brug for. Mens den grå fik slukket tørsten, vandrede det sorte og intetsigende blik rundt i lysningen. I det fjerne pippede fuglene i kor og lyden af en hare der hoppede kunne også spottes, ellers var der ro og harmoni. Da Apeiron havde fået slukket sin tørst og atter begyndte at snakke, skridte himmeldanseren ud i søens bred for at køle de stærke ben af. Blikket slap af Apeiron, da han tålmodigt lyttede til de spørgsmål og kommentar han havde. Ak, det var første gang Jaidev havde mødt en så ny og fremmede sjæl, men han kunne genkende forvirringen i Apeiron som den han selv havde stået med engang. Hvordan skulle man finde hoved og hale i alting?

” Jeg har mødt en ligeså stor del af vogterne som skyggerne efterhånden. Men jeg er sikker på, at jeg ej har mødt dem alle endnu. ”

Tonerne var forsigtige, og himmelhingsten betragtede den grå for at se, hvordan han ville reagere på ordet ’skyggerne’. Måske han havde været uheldig og endt i kløerne på dem inden han havde nået at møde himmeldanseren? Langsomt skrabede Jaidev i det klare vand, som dansede omkring hans bringe. Kappen skinnede med det klare vand og kastede et sølvhvidt skær mod det, der fik vandet til at lyse mildt omkring den brune hingst. Jaidev drejede sig smidigt omkring Apeiron og lod ørerne glide mod ham, nysgerrigt efter at høre, hvad han havde at sige.

Han betragtede den kappeklædte hingst, da han trådte ud i søen. Apeiron så efter ham med store øjne og tøvede let, inden han sænkede mulen mod vandet og prustede vurderende. Havde han virkelig lyst til at træde ud i det iskolde vand? Var det overhovedet en rar fornemmelse? Han så efter Jaidev, der dog så ud til at befinde sig ganske afslappet derude, inden han tøvende tog et skridt ud i vandet. Kulden ramte ham straks som en chokbølge, der gled igennem hans krop og fik pelsen til at sitre. Han fortsatte dog ud i vandet, indtil han atter nåede himmeldanserens side. Kroppen vænnede sig straks til den kølige temperatur, og han tog sig selv i at sukke afslappet, da han måtte indrømme, at det faktisk var rart at blive kølet lidt ned. Han lyttede til den brunes ord og lagde let hovedet på skrå.

„Skyggerne?"

Det var sikkert et dumt spørgsmål, men han følte sig tryg ved denne hingst og holdt sig derfor ikke tilbage. Man blev jo aldrig klogere, hvis ikke man spurgte - og denne vise hingst virkede til at have været i landet længe og derfor vide meget.
Han betragtede Jaidev ved hans side, da han langsomt begyndte at skrabe i det klare vand, som dansede omkring ham. Kappen nærmest skinnede om kap med det klare vand og kastede et sølvhvidt skær mod det, der fik vandet til nærmest at lyse op. Apeiron måtte atter tage sig i at stirre måbende. Det var simpelthen et af de smukkeste syn, han nogensinde havde set!

How can you run, when they are in your head?