Ashes to Ashes [Ava]

Hendes lille fængsel var denne ø, men om det var et fængsel som sådan for den sorthvide tordenhoppe var et godt spørgsmål, for hun så nu noget så veltilpas ud når hun vandrede rundt i blandt asken som lå som et fint lag mange steder på øen. Føde kunne dog godt findes, men det krævede tålmodighed hvis man ikke ønskede at gnaske på asken.
Den sorthvide lod blikket glide mod vulkanen, et sted hun for nylig havde vandret til med en fremmed, en fremmed som hun havde efterladt deroppe, eller i, men intet spændende var sket og hun havde trukket på skulderne og vandret ned. Hun havde dog funderet om de andre ville komme fisende fordi hun havde jokket rundt på deres område, men endnu ingen havde vovet sig ud til hendes selskab.

Ashes to Ashes

Der var mange ting Ava havde gået og tænkt over. Blandt andet hvorvidt hun burde hente sin datter og bringe hende til Foehn, eller om hun bare burde hente hende og bringe hende et andet sted hen. Hun stolede ikke på hendes gamle flok. Hun stolede ikke på ret mange andre end den skimle vandrer. Selv dem der var en del af Aljun kunne ikke altid stoles på havde hun erfaret.

Hvileløst vandrede hun rundt og forsøgte at få det hele til at gå op. Der var bare ikke rigtig noget tegn på hvad der var det rette at gøre. En lille brise bragte en velkendt duft med sig. En hun ikke havde set længe, men som hun gennem blod vel også på en måde var knyttet sammen med. Hun gav ikke andet end en lav brummen fra sig, men begav sig i stedet i retningen af tordenhoppen.

#7

Der gik lidt tid før tordenhoppen fik øje på en velkendt skikkelse her på øen. De mandelformede ører blev rettet frem og en lav brummen blev retuneret til den sorte hoppe. De var vel på sin vis beslægtet og der var derfor ingen fjendtlighed at spore hos den sorthvide hoppe som hun vendte fronten med den anden. Nyheden om hvad der foregik hist og her var ikke noget Myth var foruden så hun vidste også godt hvilket anstrengt forhold Ava havde udviklet til hendes søn. Det lod hun sig dog ikke påvirke synderligt af.

” Vældigt længe siden, Ava ”

Lød det så roligt fra hende. Faktisk kunne hun ikke erindre hvornår sidst hun havde set denne hoppe. År tilbage? Hun havde ikke været med den dag resten af skyggerne var draget til Chibale.

Ashes to Ashes

"Midnight Myth"

Hilste Ava tilbage med et enkelt nik. Hun standsede før hun kom for tæt på, for det var blevet til en vane at holde afstand til andre. På den måde ville hun ikke blive mindet om den varme hun selv manglede.

"Hvad gør du når du er i tvivl om hvad det rette valg er?"

Ava kunne lige så godt spørge en til råds som var ældre end hende selv, og som havde sat flere føl i verdenen end hende selv. Det var måske egentlig også en moders råd hun søgte. Hun havde  brug for en der kunne hjælpe hende med de svære valg, og selv der var skyggerne ikke til meget hjælp.181F20

#8

Myth brummede roligt til Ava og lod hende blot være på afstand hvis det var det hun ønskede. Hun nikkede stille til hende og måtte derefter studse lidt til hendes spørgsmål hvorpå hun tiltede hovedet en anelse på sned. Hun drog et let suk, inden hun tog et lille skridt frem, så svaret ikke ville sive ud i natten.

” Jeg har ikke truffet ret mange rette valg i min levetid, Ava. Den jeg troede jeg elskede, overlod mig til min egen skæbne. Ham jeg ved jeg burde elske, og vel sagtens gør, vil ikke vide af mig fordi jeg valgte den forkerte side.”

Det var starten på et svar og den sorthvide hoppe kunne fornemme at det ikke var præcis det hun måtte lede efter. Hun rømmede sig let og så sig kort omkring for at sikre at de to var alene. Hvilket det så ud til.

” Jeg tog beslutningen om at komme hertil, der hvor jeg føler mig tilpas og som du nok ved kan jeg ikke forlade Foehn. I sidste ende så er det mine kæres sikkerhed der er det vigtigste. Jeg må blot stole på at de er i selskab med vil vogte dem med deres liv. ”

Den sortes stemme forblev rolig. Hun var bund ærlig med den sorte for hun havde trods alt intet at tabe. Hun vidste ikke hvilket råd den sorte søgte og om den sorthvides kunne være behjælpeligt.

Ava gav et lille fnys fra sig. Det var ikke lige det svar hun havde håbet på. Langt fra faktisk. Der var ikke ret meget guidance i svaret. Intet brugbart. Myths videre forklaring fik Ava til at lukke et fnys ud. Et fnys af uenighed. Et fnys der fortalte noget om, hvad hun mente om de tanker. På det punkt lod det ikke til de havde lige stor tiltro til de andre væsner i landet.

"Jeg vil ikke sige det her for at skabe bekymringer, men mere for at advare om den barske sandhed........ Der er ingen beskyttelse. Ikke blandt de såkaldte vogtere. De er sat til at vogte genstande - genstande som i nogens øjne måske er mere vigtige end en andens liv - alt efter hvilket liv der er tale om. Hvis du ser det fra deres synspunkt, er det et forsøg på at beholde verdenen som de kender den. De ved ikke bedre. De kender ikke den rigtige sandhed. De beskytter ikke de andre væsner - de beskytter landet. De kan ikke både passe på andre og hvad end deres magiske genstand er. Uden dem er de lige så normale som alle andre. De har ingen magt. De er magtesløse. De kan intet stille op."

Det der var startet ud i en nogenlunde neutral tone, var lige så stille gået hen og blevet en mere vred tone. Det var tydeligt at mærke utilfredsheden hos den mørke Ava. Hun havde mange grunde til ikke at bryde sig om vogterne. Flere grunde end hendes artsfæller måske. Hun kendte ikke rigtig til deres grunde for at have overgivet sig til skyggerne. Avas hovedsaglige grund havde været meget simpel. Ingen af dem havde været der til at beskytte hende. Af samme årsag tvivlede hun stærkt på deres evne til at beskytte andre.

"Jeg ønsker ikke min datter skal vokse op blandt lysets tilhængere. Jeg stoler ikke på dem. Deres manglende evne til at passe på andre er kun en af grundende. Lad os sige hun bliver i den flok. Hvad sker der så den dag det hele kolliderer? Krig mellem de to poler.... Lyset... Mørket..... En uundgåelig krig der med sikkerhed vil koste liv. Jeg ønsker ikke hun skal hjernevaskes til at tro det er en ære at være en af de valgte."

Den sorthvide hoppe tog sig ikke af Avas fnys og andet skaberi som sådan. Myth havde nemlig trods alt så meget livserfaring at hun vidste at når først andre havde sat sig uenige så var der ikke meget at komme efter. Hun lyttede blot med et tomt udtryk til Avas ord, som hendes stemme blev mere og mere vred. Myth tog sig ikke som sådan af vreden, men ordene der kom ud af hendes mund. Den sorthvide hoppe hævede hovedet og knejsede næsten i nakken, mens et lunefuldt udtryk kom over de lyse øjne og da Ava havde talt færdigt var det nu hendes tur.

” Jeg har levet længe nok til at vide at den rigtige sandhed ikke eksisterer. Hvor end jeg har været har der altid været væsener, heste, der påstår deres vej er den bedste… Mørket.. Lyset.. De to modpoler er ikke så forskellige endda.. Så fortæl mig Ava.. Hvad er den rigtige sandhed ifølge jeres broderskab? Gør den dig lykkelig. Fylder den dig med håb og glæde for hvilken fremtid den bringer? ”

Myth havde levet i så mange år at ingen længere havde tal på det… Hun vidste det end ikke selv. Hun havde set generationer af heste. Krige, død, ødelæggelse, et fjernt moment af glæde.

” Når dagen kommer og det hele kolliderer, kan ingen vide sig sikker. Uanset hvilken side de er på. Vi opfostrer vores afkom til at de kan få et godt liv, men er vores egne idealer nødvendigvis deres? Tre sønner har jeg opfostret i mørket.. Det betyder ikke at de vil blive i mørket for evigt, når de først følger deres egen sti uafhængigt af en.. ”

Ava burde nok kunne regne ud hvad hun snakkede om, men spørgsmålet var om hun ville lade det sive ind.

"Ja"

Det var et svar uden tøven. Et enkelt ord som ikke behøvede nogle forklaringer. Hun behøvede ikke fortælle hvad den rigtige sandhed var i broderskabet. Et broderskab som ikke kun var et broderskab, men brødre og søstre - koblet sammen gennem skyggerne. Ava løj heller ikke. Hun glædede sig til andre så det falske håb de klyngede sig til. Glædede sig til at få en form for hævn, der uden tvivl ville kunne bringe hende tilfredshed - langt mere end andre kunne forestille sig. Hun ville hellere se en verden lagt hen i mørke, end være blandt dem der klyngede sig til falsk sikkerhed. Når alt kom til alt kunne man ikke regne med andre end sig selv. Man kunne ikke stole på andre - og dem tættest på en, var også dem der kunne såre en mest.
Myths ord fik Ava til i et hurtigt huk at bide ud efter den sorthvide hoppe. De var ligesom at rive et helende sår op igen. Ubehagelige og med et jag af smerte.

"Jeg ønsker ikke at bestemme hvad min datter skal og ikke skal. Men jeg vil ikke overlade hende til en flok af falske forbåbninger! Man kan ikke stole på dem! De har ingen magt! Uden deres relikvier er de intet! Jeg ønsker ikke opfostre min datter blandt skyggerne heller. Jeg ønsker hende væk fra begge parter."

Myth gav blot Ava et sigende udtryk. Blikket var svært at tolke, men det var noget tirrende over det. Hvorfor gemme sig bag et broderskab. Den sorthvide forstod det ikke, men lod det ligge, da det ikke var hendes interesse eller opgave at tale fornuft i den sorte hoppe. Noget der også virkede til at være komplet tidsspild. Men var der noget Ava ikke skulle, så var det et fysisk angreb. Gnistrene rejste sig nærmest af ren refleks og lagde sig omkring dem som et inferno af lyn. Den sorthvide hoppe kom med et enkelt men meget sigende fnys, i det gnisterne lagde sig. Det var en ren og skær irettesættelse.

” Så når en uundgåelig krig kolliderer og din datter ligger og er ved at blive kvalt i sit eget blod, fordi hun ikke så hvad hver side mener er den rigtige sandhed, er du så hoppe nok til selv at gøre en ende på hendes lidelser? Eller gemmer du dig bag et broderskab? ”

Myth tonefald ændrede sig fra det neutrale til et barsk dystert et, der bevidnede netop om hvor meget mørke der var i den sorthvide hoppe.

Den foragt Ava oplevede hun havde oprettet mod vogterne var lige i det øjeblik lige så meget rettet mod Myth. Det var tydeligt at se på Ava, at hun var ved at blive skubbet ud over kanten. Myth vidste hvilke knapper hun skulle trykke på - det var også tydeligt. Hvad der ikke var så tydeligt var om det var Avas ønske at se alle andre døde, eller om det var skyggernes. Inderst inde mistænkte hun det var hendes eget ønske. At det var hvad hun selv ønskede, for allerede før hun havde tilsluttet sig mørkets side, havde hun hadet alt og alle.

"Ja"

Igen var svaret uden tøven og lige til. Skulle hun finde sin datter, være ved at kvæles i hendes eget blod, ville Ava selvfølgelig gøre det af med hende. Hellere det end at se hende lide. Måske var det ikke hvad de fleste ville have gjort, men for Ava var det barmhjertighed, og den slags krævede mod når det kom til ens familie.

"Skulle hun alligevel beslutte sig for at melde sig til lysets side, vil hun ikke længere være min datter. Kommer den dag, vil hun være min modstander. Og jeg vil behandle hende nøjagtigt som jeg vil behandle de andre. Men jeg vil ikke overlade hende til deres hjernevask, for så er det da helt sikkert den dag kommer før end den ellers ville"

Myth rystede blot på hovedet. Hvad det helt præcis var over var uvist, men hun tog i stedet et par skridt væk fra Ava, mens hun mumlede for sig selv at hun var omringet af kujoner. Tænk at ville gøre det af med sit eget kød og blod. Selv for Myth var det en ting hun ikke forstod. Hun drejede hovedet og så på Ava med et tomt udtryk i de mælkehvide øjne.

" Så må vi håbe der ikke er nogle der kommer dig i forkøbet "

Stemmen var ligegyldig og hun fortsatte nu blot sin skridt væk fra hende. Der var ikke noget at komme efter overhovedet. Det var som at tale til et stort føl. Måske det var det broderskabet eller whatever det var handlede om. Store forskruede føl. Myth fnyste opgivende.. Hvis der var nogle her der var hjernevaskede var det da dem.

"Er det en trussel?"

Avas stemme var advarende. Ørerne var allerede lagte, og selvom øjnene var blå, var blikket mørkt. Vreden indvendigt var større end Ava selv kunne kontrollere. Ingen skulle komme og sige sådan til hende. De kolde skygger indvendigt hjalp ikke. Det brændte indvendigt. Det brændte så meget Ava kunne give sig til at skrige, og før hun vidste af det, var kræfterne ude af kontrol. Rettet mod Myth. Normalt krævede det meget koncentration at ramme andre med de mørke kræfter, men denne gang havde hun ingen kontrol over det. Det var som om de havde deres helt eget liv. Som om skyggerne var på hendes side. Som om de var ude på at hjælpe hende. Den mørke magi var rettet mod Myths lunger, præcis som den havde gjort flere gange mod andre.

Myth vendte sig nu mod hoppen i det hendes stemme lød. Hun kunne mærke vreden fra den mørke hoppe og det var en underlig tilfredsstillende følelse der bredte sig i den sorthvide hoppe, altså indtil hun kunne mærke den bitre metalliske smag i munden. Vejrtrækningen blev mere anstrengt og blodet dryppede stille fra hendes næsebor.
Der var ophøjet ro at finde, hvilket var underligt. Myth brugte energien på at træde hen til hoppen, og nok ville hun måske hugge ud efter hende, men det var nu ligegyldigt. Et bid i blandt de brændende lunger var intet.

” Nej. Det er en reel bekymring for begge vores døtres sikkerhed.. ”

Fik hun med besvær sagt. Med blodet dryppende fra næseborene puffede hun nu stille til Ava, inden hun nu fik sig lagt. Der var ingen dødsfrygt at spore i hoppen. Hun havde været klar til at dø i mange år efterhånden. Det var blot et spørgsmål om tid før hun fik lov.

Hele Avas krop rystede. Både på grund af den mængde energi der blev brugt på at holde sig selv under kontrol, men også på grund af den mængde adrenalin der pumpede rundt i kroppen på hende på grund af vreden. Ingen af delene var nogen fordel for Myth. Ava havde et temperament af en anden verden. Et humør der kunne skifte på ingen tid, og var absolut ikke bange for hverken at skade andre eller slå fra sig. Hende lille størrelse havde tit fået nogen til at undervurdere hende, men de store stærke hingste skulle bare ikke tro de skulle have mere at sige af den grund. 

Selvom Myth havde nærmet sig, gjorde Ava ikke noget. Hun reagerede heller ikke på ordene, men ved puffet var det som om lunten havde nået enden og Ava sprang i luften. Ikke bogstaveligt talt, men i en hurtig bevægelse sendte hun et bid i retningen af den anden hoppes hals. Ørerne var klistret fast til nakken og der var ingen tvivl om Ava ikke havde i tankerne, at det var hendes datters fars mor. 

Myth gled blot af på Ava, og lagde sig nu på jorden da vejrtrækningen ikke kunne holde hende stående. Det sortnede ind i mellem for øjnene og den sorthvide hoppe ænsede ikke hvad der foregik omkring hende. Blodet lavede røde plamager på hendes hvide sokker, mens hoppens hoved svagede stille fra side til side. Et rallende fnys kom fra hende, mens hun langsomt trak på smilebåndet. Måske var hun heldig denne gang.

" Midnights Nymphadora... Sikke et smukt navn.. "

Det var en mumlen henvendt til hende selv, selvom Ava nok burde kunne høre det. Den sorthvide hoppe lukkede derpå øjnene i.