Gensyn (Leonora)

Den gyldne hingst havde taget afsked med Illana, for nu at søge hen imod det træ hun havde fortalt ham den stjerne beklædte Leonora opholdt sig. Eagle havde været længe om at finde vejen frem til flokken område, hvor han nu ville indfrie et løfte han havde givet for meget længe siden.
Med rolige skridt nærmede den gyldne hingst det ensomme træ; han gav et lavmeld brummen fra sig, blot for at til kendegive at han var i området. Han ville ikke give et uventet chok ved pludselig at dukke op. Mon hun var ved træet, eller et andet sted i området? Eagle overvejede for et kort øjeblik at finde en fugl og undersøge på forhånd om hun var der, men han droppede det. Der var ingen grund for at benytte magien allerede igen, til en mere unødvendig ting. Illana havde sagt den sorte stjerne hoppe ville være i området og højst sandsynligvis ved dette træ han nu nærmede sig. De mandelformede øre blev vippet frem for at lytte efter.

Mon den sorte kunne huske det løfte han havde givet hende? I så fald havde hun opgivet at han nogen sinde ville dukke op og besøge hende her i flokken. Eagle kunne forstå hvis hun havde ventet i starten, og senere blevet skuffet for til sidst at have opgivet at han overhoved ville komme forbi. Den ældre hingst fik en anelse dårlig samvittighed over det først er nu det lykkes ham at komme forbi, men som vandre var det ikke sikkert hvilke stier man ville ende ud på og hvor man ville havne. Hovene bar ham hen hvor han var ment til at være, og nu var det her.

Under den tætte trætop snoede grene sig mellem hinanden. De samlede sig til en kæmpe stamme, som støttede hele den enorme pragt af blade, der kastede sin skygge imod jorden. Ved foden af dette træ lå en hoppe, hvis sind var ganske specielt, sårbart, og med mange nuancer af både standhaftighed og usikkerhed.
Leonora, den sorte hoppe med de isblå, krystallignende prikker, havde valgt at slappe af i solens varme. Hun lå ganske fredeligt i skyggen af hendes hjemtræ, det træ hun havde boet under siden hun fandt det i Teylar. Hendes blå øjne betragtede fredfyldt landskabet foran hende, hvor hun blot dagen før havde set den kappeklædte himmeldanser komme forbi. Hun smilede let ved tanken, men kort efter blev hendes tanker ledt imod hendes afkom; Seyé, den unge hingst og Daphne den lille hoppe. Ingen af dem havde hun set længe, for begge var de vokset til at blive meget selvstændige, og aldrig havde den sorte hoppe villet bremse deres vej i livet. Dog savnede hun dem; men en moders savn var en gave. Det betød at hun elskede dem ubetinget, og ville de nogensinde søge hende igen, ville hun guide dem efter bedste evne.
En sagte brummen forlod hendes mule, inden en lyd bag træets mægtige stamme fangede hendes ører. En brummen som hun i første omgang fandt fremmed; men dybt i hendes sind blev et minde vakt, om den ravfarvede hingst der bar navnet EagleEye. Hun rejste sig hurtigt og lod det ene bagben strækkes, hvorefter hun skridtede frem fra træets skjul. Hun huskede godt hans udseende, huskede hans stemme; men det hun blev mødt med, fik hende til at stoppe op med årvågent udtryk.
Hingsten foran hende havde hans kropsform, havde hans stemme, at dømme ud fra ingen anden var i nærheden, og lyden da måtte komme fra ham; men hans skind var præget af underlige guldaftegn og hans øjne havde en særlig glød over sig som den sorte ikke huskede havde været der før. Med et årvågent, lettere advarende fnys, mest henvendt til sig selv, vævede hun nogle usikre skridt, inden hun med den milde stemme måtte spørge..

,,EagleEye?"

Frem bagstammens skjul kom en smuk skikkelse frem. Sort som natten og beklædt med hvad der mindede om stjerner. Et ædel udtryk hang over hele hendes skikkelse; Leonora.
Om den lyse mule dannede sig et varmt og venligt smil. Det var en stor glæde for den ældre hingst at finde hende her; han havde søgt hende. Dog virkede hun skeptisk, advarende. Det tog lidt tid for Eagle at forstå hvorfor, men da kom han i tanke om den forandring hans udseende havde været ude for siden deres sidste møde. Eagle havde da fuld forståelse for reaktionen der var kommet fra den stjerneklædte hoppe.

"Leonora jeg hilser dig, endelig bringer min vandring forbi. Jeg vil indfrie mit løfte. Jeg er Eagle Eye, den selv samme som du mødte for lang tid siden. Mit ydre har måske ændret sig, men ej har mit sind."

Eagle hilste høfligt da hun stillede spørgsmålstegn om han nu også var sig selv. Han forklarede kort at han ja så anderledes ud, dog ikke uden at fortælle hvorfor. Selvom han var vogter nu, bar han det stolt, men uden at prale. Der var intet at prale af.
Han trådte roligt nærmere hende, men stoppede alligevel på at passende afstand. Han ønskede ikke at presse på. Han huskede tydeligt hvordan hun havde haft det med nærheden sidst de havde mødtes- han ville lade hende vurdere hvor tæt hun ønskede.

Hingsten foran hende udstrålede en venlighed og varme, som Leonora bestemt genkendte. Og selvom hun havde, med skepsis, udstrålet utryghed og årvågenhed overfor denne hingst, hvis krop glødede af guld, da visnede hendes skepsis så snart hingstens stemme lød. EagleEye var det, som stod foran hende, og hans ord kreerede snart den tiltro som hun altid have haft til denne hingst, hvis sind var så vist. Hun brummede sagte og lod herefter overlinjen blive afslappet igen, og hendes hals sænket en anelse. Hun nikkede nu imod hans korpus med en hilsende aura, inden hun trådte få skridt nærmere.

,,Det er længe siden; men jeg er glad for, at du har fundet hertil. Jeg har ofte tænkt på dig, men aldrig været i tvivl om at jeg skulle se dig igen."

Hendes blå øjne, hvori der gemte sig alverdens nuancer, betragtede hans krop. Han havde nøjagtigt samme statur, samme farve under de glødende aftegn, hans udtryk var det samme som hun huskede, om end hans øjne var anderledes. Hun mimrede let med mulen, og lagde hovedet en anelse på sned; han måtte have mødt den samme - hvad var det nu han kaldtes; Den Vise - som Illana havde mødt. Efterhånden havde Leonora været i landet længe, mødt mange, og få af disse havde kaldt sig vogtere - og hvis ikke Leonora gættede meget galt, så var EagleEye trådt ind i rækken af disse vogtere. Hun smilede meget diskret, inden hun tillod sig at række mulen ud imod den nu glødende hingst, for at hilse ham ordentlig an - kun noget hun gjorde, fordi hun stolede på hingsten, og fordi hendes hormonelle tilstand fjernede det øverste af det varsomme lag, som havde prydet hoppens sind siden hendes ankomst til landet her.

Da han havde talt var det som om Leonora løsnede op, slappede mere af. Det varmede den ældre hingst, at hun slækkede på anspændtheden. Eagle selv havde nok også beholdt troen- måske fordi han er godtroende? Det lå sådan at den ældre hingst altid så det bedste i andre. Chancer var der nok at få af- og der var kun ganske få ting man kunne gøre, som den ældre hingst aldrig ville kunne tilgive. Dog alligevel, man skal aldrig sige aldrig.
Af sind er den gyldne hingst god og venlig. Hans kredse er åbne for alle. Selv dem der ikke ønsker det.

"Det er længe siden vor' veje sidst mødtes. Det glæder mig at du ikke mistede troen i at jeg en dag ville dukke op."

Han brummede venligt, da hun trådte nærmere. Eagle blev stående men rakte sin mule ud for at møde hendes. Han var stadig forsigtig med at nærme sig hende for hurtigt. Hun havde trods alt før udtryk at hun havde brug for plads, Eagle ønskede ikke træde for tæt på og på den måde skubbe hende væk.

"Alt vel?"

De mandelformede øre vippede han frem. Han ønskede at høre hvordan hun havde haft det, hvordan hendes liv havde været siden sidst. Der var gået lang tid. Alt for lang tid, og der kunne være sket mange ting siden. Selv var der kun en stor ting der var sket for Eagle- hans nye title der i samme sammenhæng havde ændret en anelse på hans udseende; ud over dette var alt vel og som det plejede.

Den sorte hoppe, hvis blå øjne meget nøje betragtede den ravfarvede hingst, prustede en anelse iltert imod hingstens mule da han nærmede sig; ikke fordi hun ikke ville have hans nærhed, men hendes hormoner som flød i hendes krop, fik hende til at reagere anderledes end normalt; for hun søgte ofte at afprøve de hingste hun befandt sig i selskab med, når brunsten herskede i hendes krop. Kort efter hendes brum havde forladt hendes mule, krængede hun dog hovedet let på skrå og tillod hingstens mule at komme hende nærmere - for hingsten hun havde fundet, den ravfarvede EagleEye, var en af de få i dette land som den sorte faktisk stolede på; og det var også selvom hun ej kendte hingsten foran sig særligt godt.
Hans ord, der blev sagt med en varme og mildhed som den sorte hoppe fandt ganske tryg, fik den sorte hoppe til at skæve kort bag sig; de befandt sig ved hendes træ, hendes hjem, hvor hun havde opfostret sine afkom - afkom, som hun endnu ikke havde fortalt den ravfarvede om. Hun viftede ganske let med halen, inden hu med en graciøs bevægelse lod blikket falde tilbage imod hingsten, hvorefter hun nikkede imod ham.

,,Du gav mig dit ord, og jeg antog dig som værende en man kan stole på; og jeg er glad for at du fandt mig. Alt går vel; siden jeg flyttede hertil, har mit liv givet mig glæder jeg ikke havde regnet med at finde. Jeg har to afkom; et hingsteafkom at mit eget og et hoppeafkom som jeg fandt i landet uden moder. De er begge voksende nu, men af og til befinder de sig i området endnu."

Et lille smil tegnede sig om mulen på den sorte; for hvis der var noget, som bragte hende ægte glæde, var det hendes afkom. Altid havde de kunnet samle hende, når hun havde brug for det, og altid kunne hun finde sider af sig selv, fra før hun kom til landet, som hun kunne udvise overfor dem; være stærk, være hel. Også selvom det var hårdt, og selvom den sorte manglede en at kunne være sårbar med, da var hendes afkom det vigtigste i hendes liv. Med en sagte brummen betragtede hun hingsten, inden hun tillod sig at returnerer spørgsmålet; og med den milde stemme som hun ejede, som stod i så stor kontrast til hendes skrøbelige sind, da spurgte hun

,,Hvordan går det med dig?"

Eagle veg mulen en anelse, men ikke helt fra hans udfald, han lod hende få den plads hun havde brug for og den tid hun behøvede. Han brummede roligt. Han ventede tålmodigt, men det var ikke længe han behøvede vente før hun lod sin mule søge hans endnu en gang, denne gang uden udfyld. Den ældre hingst åndede roligt ud og trak sig så langsomt tilbage igen. Han forsøgte dog tøvende med et enkelt skridt frem i hendes retning; et lille skridt. Han ville stadig ikke træde over hendes grænser. De kendte dog trods alt ikke hinanden så godt- og alligevel var de ej fremmede. Deres veje havde været krydset før. To gange. Sidste gang havde hun været glad og fortalt om den støtte hun havde fundet i landet. Tanken fik et smil til at tegne sig om den lyse mule.

Da hun besvarede hans spørgsmål, lyttede han opmærksomt til hende. Hun fortalte om sine afkom, begge store nu. Det var tydeligt at se den stolthed hun havde, når hun talte om dem. Eagle smilede. Selv havde han en søn, han ville have en del år på bagen nu, hvis han da havde levet endnu. Selvom den ældre hingst savnede den familie han en gang havde haft blev han ikke fyldt op med sorg. Ikke mere. Livet havde sin gang, og før eller siden måtte alle forlade jorden. Nogen før end andre.

"Det glæder mig at høre at livet giver dig glæder. Min tilstedeværelse har været som den nu en gang er. Fyldt med vandringer. En vandring gav mig et eventyr uden lige. Jeg mødte dette løs og blev sendt på en vandring. Jeg skulle finde en sø med krystal klart vand; utrolig smukt syn- en dag hvis du ønsker det, kan jeg vise dig den. Jeg tror dog mine vandringer er ved at nå sin vejs ende, og min tid til at slå mig til et fast område er vidst kommet."

Han brummede. Eagle havde længe overvejet det, flere gange i sin tid her i landet. Siden han havde hørt om denne flok, hvor både Leonora, Illana og Ariel hørte til i; Måske endda også flere han kendte endnu, havde han overvejet om han skulle slutte sig til. Vandringerne havde dog trukket Eagle væk flere gange, men nu var han ved at være der, hvor han ikke havde behovet for at vandre omkring på samme måde. Måske det var alderen, eller måske blot det, at der ikke var flere fremmede steder hans hove kunne bærer ham hen.

Altid var det som en dans på tynd is med den sorte hoppe; hver bevægelse opdagede hun og reagerede på. Forskellen denne gang var dog, at hendes instinkter bød hende at være meget mere nærgående og tillade langt mere, end hendes skrøbelige sind tillod. Derfor blev hendes reaktioner tvetydige, for hendes sind bød hende en ting, og hendes instinkter noget andet; og derfor, da hingsten trådte hende en anelse nærmere, antydede hun at ville vige, men ændrede i stedet taktik og lænede sig en anelse imod den ravfarvede hingst, hvis øjne glødede som guld. Hun mimrede ganske let med mulen og lagde hovedet en anelse på sned; de var hinanden tæt nu, så tæt at de let kunne røre ved hinanden - noget som den sorte normalt ville have svært ved, men som hun i denne stund accepterede; og faktisk ønskede hun blot at træde tættere. Hvorfor? Hingsten foran hende udstrålede viden, tryghed, erfaring. Ting dem den sorte hoppe i bund og grund fandt attraktive, troværdige - og som hendes instinkter i givende stund blot forstærkede hendes mening omkring. Hendes ører var fikseret imod ham, og hun lyttede da hans ord atter lød.
Han fortalte om denne vandring han havde brugt tid på - ja, måske endda siden de mødtes sidste gang. Han fortalte om hans fund; en sø, med vand så klart som krystaller, og hans ønske om at slå sig ned. Hun brummede sagte, inden hun forsøgte sig med at røre ham, strejfe hans mule så blidt som han havde strejfet hendes. Herefter trak hun sig, i en lidt hurtig, men stadigt graciøs bevægelse, og herefter udstødte hun et sagte fnys; ikke et fnys af negativ karakter, men et fnys der mere virkede.. Intenst, levende.

,,Jeg vil gerne følge dig til denne sø, EagleEye, det vil være mig en ære. Og hvis du søger et sted, hvor du kan slå dig ned, er jeg sikker på der er plads til dig i Teylar. Her har i hvert fald været plads til alle som har ønsket det."

Hendes stemme, blid og alligevel vidende om tidligere autoritet; en tidligere stolthed, som havde ligget i den sorte hoppe, bugtede sig i rummet imellem de to heste, inden stilheden atter sænkede sig om dem. Den sorte hoppe begyndte at røre en smule på sig, træde et skridt til siden og da frem igen. Hendes indre uro, som var skabt af hendes hormonelle tilstand, var ej til at overse; om end virkede hun ej utålmodig. Hun virkede opmærksom, uvant tillidsfuld og endda søgende efter nærkontakt - ting, som den sorte hoppe normalt ikke tillod; i hvert fald ikke i store mængder, og kun i nærheden af dem der virkelig betød noget for hende. Den ravfarvede betød skam noget for hende, og ud over den kappeklædte Jaidev, var han nok den nærmeste på den sorte sjæl; hans sind gjorde det let for hende at føle sig tilpas i hans selskab, og det havde hun aldrig lagt skjul på.

Eagle var sikker på at en vandring med Leonora ville være en god vandring; godt selskab. Han ville sikkert lærer endnu mere om den sorte stjerne beklædte hoppe end han allerede gjorde. Han følte for at dele dette syn med andre, Leonora var hans første tanke. Han havde delt den med en nær ven, en ven Eagle var bange for havde gået livets gang. Han sørgede ikke over hende, men han huskede hende og mindede hende.
Det var nu en gang sådan med den gyldne hingst, at han hvilede så dybt i sig selv nu, at sorg ikke længere var en følelse han brugte meget energi på. Savn og glæder. Savnet kunne ikke undgås, for dem man holder af kommer man til at savne; men så længes man mindes tiden vil glæden fylde mere- og det var sådan Eagle gjorde. Med alle han havde mødt, men måske aldrig nogen sinde ville se igen.

Eagle brummede venligt og roligt da hendes mule rørte hans. Først havde hun viet fra ham, da han havde trådt nærmere og alt havde virket som var han trådt over hendes grænse- og dog var hun alligevel kommet ham nærmere selv. Eagle begrænsede dog trængen til at strække mulen ud og stryge hende over halsen. Han lod det tage sin tid- også selvom han ønskede hendes nærhed.
Selvom Leonora ikke var en han kendte specielt godt, var hun en af dem der havde gjort størst indtryk på ham. Han kunne godt lide hende. Han følte sig hjemme i hendes selskab. En følelse han aldrig rigtig havde haft- én gang før havde han haft denne følelse.

Efter noget tid talte Eagle igen: Han havde holdt hende blot for at se an om hun ville lade ham være så nær som nu. Som havde han været bange for hun ville rykke sig væk hvis han havde sagt noget- uanset hvad han havde sagt.

"Jeg regner med at snakke med den brogede når mine vejes krydses med hans; lige nu er min rejse for dagen her i dit selskab."

Da deres muler rørte ved hinanden, udstødte den gyldne hingst en brummen af venlig karakter; en brummen, som signalerede til den sorte, at hendes gestus var accepteret. Han ønskede også hendes nærvær, som hun helt dyrisk ønskede hans. Hun brummede selv i en hoppet tone, inden hun lod sit blik vandre imod hans, de gyldne øjne, hvis udtryk på sin vis virkede fremmed; men samtidigt så velkendt. Et svirp med halen markerede, at hun endnu var årvågen, at hun endnu var pirret af hendes tilstand, og herefter lod hun et sagte, ja nærmest uhørligt hvin forlade hendes mule, inden hun nappede imod hans hals. Pludseligt, men forsigtig, som var hingsten foran hende lavet af glas.
Herefter trak hun sig en smule, trådte endda et skridt tilbage. Hun ønskede at se, om hingsten ville følge hende, om han ville føre hende; for hun søgte diskret at finde hans grænser og prøve dem af; en trang hun altid havde, når brunsten var på sit højeste. Det var på denne måde hun testede hingstene, fandt ud af om de var værdige - og fordi hun følte sig så godt tilpas med denne gyldne hingst, fordi hun følte sig tryk ved ham, da tillod hun sig at gøre dette, som hun i sit hjemland havde gjort ofte. Man kunne kalde det en flirten, men så diskret og sårbar, at den nok ej ville opfattes sådan. Måske mere som en dans, en sælsom og følsom dans; men han skulle byde hende. Hun smilede meget vagt, ved lyden af hans ord; ord der fortalte at han ville bruge dagen i hendes selskab - og det var bestemt ikke noget hun ville modsætte sig.

,,I så fald vil jeg give dig mit selskab, så længe du ønsker det. Er der noget bestemt du gerne vil se, nu du har fundet flokken?"

Hun rankede sig en anelse, men ej meget. Hendes statur var fra naturens side af rank og graciøs, og ej skulle der meget til før den sårbare hoppe synede af alt andet, end sårbar og skrøbelig. Hun lod sine ører vrikkes lidt frem og tilbage, imens hun afventende betragtede den gyldne hingst og hans reaktioner på hendes tiltag; ville han søge at byde hende til dans, eller søgte han helt andre ting?

Da den sorte slog med halen var duften af brunst gradvis tydeligere, tydelig nok til Eagle ikke helt kunne ignorere den sødlige lugt. Det fik hans næsebor til at dirre let. Eagle var en hingst med fuld selv kontrol, men han var ikke upåvirkelig, og duften var ham tiltalene; det var ikke sådan at han var immun over for den.
Da hun nappede ham, brummede han lidt dybere. Hun nappede så forsigtig som skulle man tro hun ikke turde røre, og alligevel var det mere som hendes nappen var en invitation, en udfordring. Hvad hun præcis ønskede fra ham var svært at sige, men da hun rykkede på sig trådte Eagle frem imod hende, uden at tøve. Hun virkede ikke til at det var afstanden hun søgte da hun havde trådt væk, og dette gjorde at den gyldne uden problemer ture nærme sig hende igen, uden en frygt for hun ville presse ham væk. De mandelformede øre var vippet frem imod hende han lyttede afventene til hende, hans mule søgte hende, denne gang i et forsøg på at finde ud af om han kunne få lov at røre hende.

"Jeg har ikke et behov som så for at se området, men er der noget du brændende ønsker at vise mig, vil jeg med glæde tage imod en rundvisning."

Eagle fjernede ikke de gyldne øjne fra den sorte. Han så ind i hendes blå. Han søgte ikke noget bestemt, men holdt blot øjenkontakten. Han afventede hendes næste træk. For uden videre var det trods alt hende der ledte det hele lige nu. Det gjorde ikke Eagle noget at lade andre styrer dansen. Ikke at han var en underdanig type der ville underkaste sig, men han kunne sagtens lade sig lede- og lige ledes lede andre hvis det var det der skulle til.

Han valgte at følge hende, og nærmest som havde han aflæst hendes bevægelser, fulgte han med hende frem i en nobel bevægelse, da hun trak sig det ene skridt. Hendes isblå øjne forblev rettet imod ham, analyserende, opmærksomme. Hans mule, som var mere lyserød end resten af hans ravfarvede krop nærmede sig nu, og denne gang mere resolut; søgte han at røre hende? Hun brummede sagte, inden hun lagde hovedet på sned og lod det ene øre tippes lyttende til siden. Han måtte gerne, hvis han ville; en tilladelse der var givet mere af hoppens instinkter, end hendes sind - om end var den ganske oprigtig. Hun svirpede en enkelt gang med halen, inden hun mærkede hans berøring på hendes skind. Det igangsatte en kriblende fornemmelse, som spredte sig som ringe i vand ned over hendes hals, skulder og flanke. En sagte brummen, af nærmest saglig og ønskelig karakter strøg fra hendes mule og fyldte rummet imellem dem; en brummen som snart blev afløst af hans toner. Han ønskede ej at se noget, med mindre den sorte ønskede at vise det. Hun rakte sin mule en anelse i hans retning, men ej rørte hun ved ham. Hun lod blot sit blik hvile imod hans, inden hendes intense blik fortalte det hele; hun ville gerne vise ham noget, og med et slog hun frem i en graciøs skridt, som snart udviklede sig til en ædel trav. Hendes hjemstavn havde han set - hendes træ. Men der var én ting mere i Teylar som den sorte hoppe holdt meget af, og det var søens som lå i hjertet af flokkens område. Hun satte i tavshed kursen imod denne, med en forventning om at den gyldne hingst ville følge hende ud i dansen; en dans hun håbede han ville overtage.

Den stjernebeklædte hoppe tillod hans berøring. Han mærkede hendes varme skind imod sin mule, i det han strøg hende blidt over den sorte pels. Eagle gengældte hendes brummen. Nærheden varede dog ikke ved længe, og han trak langsomt mulen til sig selv, da den sorte atter forlod hans nærvær. Hendes blik havde sagt det hele, hun havde ingen ord behøvet at tale. Om den lyse mule formede sig endnu et smil og med smidige bevægelser fulgte han hende. Hendes skridt blev til en ædel trav, og Eagle fulgte troligt med.
Han var nysgerrig på hvad hun ønskede at vise ham. Noget havde hun følt for at dele med ham, og den gyldne hingst ville se frem til hvilke syner der ville møde ham. Han gjorde sig ikke nogen tanker i hvad hun ville præsentere for ham, han lod ingen forventninger fylde sit sind.
Eagle fjernede ikke blikket fra den sorte, som hun dansede frem i ædle bevægelser. Hun var utrolig smuk, og i bevægelse var hendes ydre skønhed endnu tydeligere. Hun fremførte sig smukt, om det var til ære for ham, troede han næppe. Eagle havde en fornemmelse af at hun af sind var nobel og ædel og dette var sådan hun viste det frem, med hele sin krop.

For hvert skridt den sorte hoppe tog, blev afstanden mellem hende og jorden større. Hun svævede afsted, ubesværet i hendes store, graciøse trav; hendes hals var hævet og hendes ører rettet lyttende frem. Hun dansede, det gjorde hun, og de første meter lod hun sin egen sjæl lede vejen; for kun hun kendte destinationen, som de to sjæle nu i fællesskab søgte. Vejen var ganske kort dertil; og snart ville de to faktisk kunne spotte den idylliske lille sø - men Leonora havde ikke i sinde at drage dertil direkte. Nej, hun søgte at udforske dansen, udforske hingstens vilje først. Et slag med halen markerede at hun drejede fra, og hurtigt vendte hun rundt, så hun begav sig omkring hingsten, i stedet for at være foran ham. Hun udsendte et sagte, hoppet hyl, inden hun hoppede frem i et enkelt hop; kastede sine forben frem i luften foran sig. Herefter sænkede hun tempoet, og hendes trav blev nærmest hoppende, inden hun på ny befandt sig i skridt. Hendes blik hvilede hele tiden imod hingsten, opfordrende. Ville han lede hende, ville han føre hende? Søen var i deres nærhed nu; en sø, som nok ej havde samme skønhed som den han ønskede at vise hende - men en så, der lå idyllisk hen og havde en stemning der var helt sin egen. Hendes blå øjne hvilede instinktivt imod ham, og hvis man så godt efter kunne et smil anes omkring hendes sorte mule. Hun brummede sigende til ham, inviterende. Hun inviterede ham på ny nær, og hvor vidt hans ben ville føre ham ud i dansens leg, var helt op til ham selv.

Den gyldne hingst havde nok ikke forventet, trods han ellers var forholdsvis forventnings fri, at den sorte ville ændre retning så brat og cirkulerer omkring ham. Eagle brummede lettere spørgende, mens hendes bevægelser besvarede han spørgsmål hurtigere hun ville kunne have noget at sige noget. En dans. Hun inviterede ham til ens dans. Et smil formede sig om den lyse mule. Eagle havde ikke danset i mange år. Faktisk huskede han ikke at have gjort det i Andromeda nogensinde.
Eagle tøvede ikke med at tage imod hendes invitation og bevægede sig frem med den ynde han nu besad. Stolt og rank men med bløde bevægelser bevægede han sig i takt med hende. Da hun inviterede ham nærmere, var det uden tøven Eagle kom hende nær på ny. Han brummede roligt til hende og strakte igen sin mule frem imod hendes.
Det var længe siden den ældre hingst havde følt sig så meget i live, som han gjorde lige nu. Hele Eagle eksistens virkede pludselig meget yngre end han reelt var.