Gensyn (Leonora)

Så snart den gyldne havde accepteret hendes invitation, lod den sorte sin forpart hæves i et lille stejl, så lavt at hendes hove blot slap underlaget, hvorefter hun sprang frem i den graciøse trav ved hans side. Hans bevægelser var ædle, og samtidigt lette, som strøg han over landskabet med blødhed som en fjer. De var i stor kontrast til hinanden, disse to skikkelser; den ene sort som natten og den anden med guldstrejf af solen. Den ene med nærmest overdrevne skridt, den anden med nobel ynde. De bevægede sig side om side, og langsomt lod den sorte dansens vej overtages af den gyldne; hun søgte at følge ham, danse efter hans retning og hele tiden var hun ham nær. Hans mule, som blev rakt imod hendes, da de dansede side om side tog hun imod, og forsigtigt lod hun sin egen nærme sig. Hun rørte ham ikke, men hun lod den hænge i luften lige ud for hans; nærmest som var de spændt sammen holdt hun sig nær. Musklerne under det sorte skind arbejdede med ynde, og trods den sorte hoppe havde gennemgået en drægtighed, var hendes krop atter slank, hendes ryg stærk og hendes statur rank. Et prust forlod hendes mule, imens hendes øjne intenst hvilede imod hans. Hun betragtede ham; så hans nobelhed og milde sind bag hans øjne, der nærmest glødede og var omringet af det mærkværdige, men smukke sorte aftegn. Hingsten hun dansede med, vidste hun var magisk; og selvom den sorte hoppe selv ej havde gode erfaringer med magiens verden, havde hun efterhånden lært at den gode slags magi fandtes ligeså - og under solens åsyn dansede hun nu med én af disse magiske væsner i landet.

Det var en fornøjelse at danse med den sorte hoppe, en følelse af frihed fyldte den gyldne hingst. Der var intet der fyldte eller tyngede den ældre hingst, i takt med han dansede side om side med Leonora. Han ledte hende an i en takt fuld dans, trods for deres bevægelser ikke var ens blev deres trin forenet.
Eagle brummede roligt da hans mule kom i hans retning, hun rørte ham ej, men alligevel var det som en berøring, som nærhed.
Eagle lod det gyldne blik mødes med Leonoars blå. Hendes øjne var blå men mindende ham ikke om havet, men om den frie himmel. Lys og klar; eller som en funklende stjerne på den mørke himmel.

(Ja jeg kan altså ikke finde på mere nu! Det tog mig slet heller ikke flere timer at komme frem til dette bare xD)

Endnu tættere dansede den sorte på den gyldne hingst; for hvert skridt blev de mere synkrone, trods deres forskellige bevægelsesmønstre. Hendes mule hang ud for hans, fortsat som var de spændt sammen, og den sorte hoppes åndedrag begyndte at følge hendes hjertes trommeslag.
I en rum tid fulgte hun den gyldne, føjede hver et ønske han havde om retning og tempo. Hun var så opmærksom på ham, at tiden og omgivelserne omkring hende blev udvisket, og kun de to var til stede i nuet; under solens stråler som den eneste tilskuer til deres intense dans.
Den sorte hoppe, hvis pels endnu var kort, begyndte efter noget tid at glinse ganske let over halsen og krydset. De blå prikker, der sirligt bugtede sig omkring hendes krop, nærmest skinnede når solens gled over dem, og hendes krystalblå øjne stod i stor kontrast til den ibenholt sorte krop.

Hun sænkede farten; skridt for skridt, og med en sagte brummen bød hun den gyldne om at standse med hende. Han havde ført hende, og hun havde fulgt ham; en diskret test, som den noble hingst havde bestået. Hvorfor hun havde testet ham, vidste kun hun; og sandheden kom nok ej til høre. Hun nikkede nu, i retningen af søen hun agtede at føre ham til, et af Teylars idylliske steder, hvorefter hun satte frem i en løs skridt imod den. Og i det hun satte frem, tegnede en antydning af et smil sig omkring den sorte mule.

Om end Eagle havde en god kondition og de mange vandringer havde givet ham en ufattelig udholdenhed, kunne en dans som denne ikke holde sveden fuldstændig væk. Som på den sorte kunne der steder i hans gyldne pels kunne svedes nu anes svagt flere steder.
Det var først da Leonora bad dansen opføre at den ældre hingst satte tempoet ned for til sidst at stoppe op. Han havde for en kort stund mistet fornemmelse af tid og sted. Dansen havde havde ført ham ind i en anden verden, en verden der kun havde eksisteret for de to.

"Jeg takker for dansen,"

Brummede Eagle varmt og mildt, og gjorde et lille men forsigtig udkast imod hende som et venligt og taknemlig puf. Eagle fornemmede og håbede hun ville lade ham, men var klar på at trække det tilbage hvis hun ikke ønskede hans berøring. Eagle vidste den sorte havde grænser, han vidste dog endnu ikke hvor langt han kunne få lov at gå. Hvor tæt han ville kunne få lov at komme på hende; men han ønskede hende tæt. Eagle ønskede og huede efter at få lov at stryge hende blidt over den sorte pels, beklædt af stjerner.
Eagle fulgte den retning hun nikkede i, imod en sø. Mon dette var hvad hun ønskede at dele med ham? Eagle havde det på fornemmelsen og han havde i sinde at følge hende.

Hingstens ord, hans tak for dansen, fik den sorte til at se på ham. Et øjeblik lod hun blot sine øjne betragte ham, betragte hans detaljer, inden hun med et taknemmeligt brum sendte et nik imod ham. Aldrig havde den sorte hoppe været fuld af ord, lange sætninger og forklaringer; ofte var hun tavs. En af de sider af hende, der oftest fik hende til at virke reserveret, tilbageholdende, distanceret - men hendes krop talte de ord, som hun ej fik sagt. Hun takkede ligeså hingsten, og lod ham vide at hun havde sat pris på hans føren. Og da han rakte mulen ud imod hende, hævede hun kortvarigt den lange, sorte hals. Endnu var hendes grænser optegnede i det usynlige rum imellem dem - men langsomt blev de bøjet mere og mere af. Hun tillod hingsten blot lige at strejfe hende, inden hun tog det næste skridt frem, som førte hende en anelse ude af hans rækkevidde. Hendes hormoner, instinkter, blev dog pirret af hans tilnærmelse, hans nærhed. Hun ønskede i bund og grund ham nær, ham tæt - men hendes sind, som var sårbart og ødelagt efter det, som hun gennemgik på sin vej til landet her - og endnu lagde det en lille dæmper på de reelle lyster, som blomstrede i hoppens indre.

Hun første ham ned til søens kant; overfladen glitrede nærmest i guld og sølvagtige nuancer, som solens stråler ramte det blanke spejl. Der var kun få krusninger på midten af søen, skabt af den milde vind der af og til sendte sine vindpust ud over den åbne sø, legede med vandets dråber, bevægede dets spejl. Leonora brummede sagte, inden hun på ny lagde blikket imod den gyldne hingst; en hingst, hvis sind, krop og aura hun brød sig ganske meget om.

,,Denne sø er hjertet af Teylar. Her kan man altid finde nogen fra flokken, og altid kan man finde hvile, vand og fred, såfremt man ønsker det."

Hendes stemme, med de milde toner, stod i så stor kontrast til det sårbare sind hun bar på. Og samtidigt komplimenterede det hendes udstråling, som netop denne dag mindede mere om den Leonora hun var før Andromeda; for hun stod rankt, hun stod stolt. Hun var ikke ved at krakelerer ved hver tilnærmelse hun fik - nej, faktisk begyndte hun gradvist at søge den, tillade den. Måske ville hun endda føje den til sidst?

Det blev kun til et enkelt strejf at berøring han fik lov til, og selvom det var mindre end Eagle havde håbet var det trods alt stadig en berøring og han tog det som en sejr i sig selv. Han beherskede sin trang til knuge den stjernebeklædte hoppe til sig. I stedet fulgte han hende nærmere den sø, kursen nu var sat imod.
Selvom Leonora ikke havde sagt mange ord, forstod Eagle hende. Hun var så tydelig i sit tavse sprog, at det næsten var umuligt ikke at forstå.

Da de nåede søen stoppede de. Eagle lod det gyldne blik glide ud over det blå vand hvor solens stråler fik søen til at skinne som var den fyldt med krystaller. Om den lyse mule formede sig et stort smil. Der var en hvis skønhed over vand, selv ved en sø- trods Eagle altid havde fundet havet mere interessant. Skønhed kunne findes alle steder, i forskellige skikkelser og former.
Eagle lyttede til Leonoras milde stemme, da hun fortalte om søen her. Hjertet af flokken, et evigt hvile sted. Et pusterum med alt hjertet kunne begærer. Eagle flyttede blikket fra vandets overflade og atter betragtede han igen den sorte hoppe.

"Jeg er glad for du deler dette med mig."

Brummede han roligt, for selvom han ikke havde haft et ønske om at se noget bestemt, med mindre hun ønskede at vise ham noget, var det alligevel rart at blive vist områder som netop dette.

Leonora havde placeret sig tæt ved søbredden; ja, blot behøvede hun tage et enkelt skridt, så ville hendes hove bryde søens stille spejl. Hendes blå øjne betragtede for en stund den glinsende overflade, hvis genskær fra solens stråler fik hendes øjne til momentvis at stråle endnu mere, end de i forvejen gjorde. En sagte brummen forlod hendes strube; en brummen der vidnede om glæde, tiltro og tryghed. Hun følte sig så tryg med denne hingst; en af de få i landet, som efterhånden havde vundet hendes tiltro. Let lod hun den fyldige hale svinge bag hendes krop, inden hun for alvor slap spændingen i overlinjen, og stod nu så afslappet, som hun formåede. Et øre blev vrikket imod den gyldne hingst, hvis stemme nu udfyldte stilhedens tomrum og den sorte hoppe responderede ved at række mulen blot en anelse imod den gyldne sjæl.

,,Du fortalte selv om et sted, der besad skønhed som du ville vise mig. Jeg tænkte jeg ville benytte lejligheden til at vise dig et sted, som jeg selv fandt smukt, nu hvor vi begge befandt os i flokkens område."

Atter kunne antydningen af et smil anses, hvis man så ordentligt efter. Et ægte, bredt og oprigtigt smil fremkom meget sjældent på mulen af den sorte hoppe; men oftere og oftere i særlige selskaber var antydningen der. Hun vrikkede et øre let til siden igen, lyttende, imens det andet var opmærksomt rettet imod hingsten ved hendes side. Ville han række ud efter hende igen? Ville han forsøge sig, selvom hun gang på gang havde trukket sig fra hans tilnærmelser, eller blot lige ladet ham røre?

Eagle kunne længe betrakte den sorte hoppe, der næsten reflekterende solens stråler lige så klart som søens vand gjorde. Specielt hendes klare blå øjne klitrede som havets krystalagtige overflade. Hun var en skønhed uden lige. Og naturen hjalp kun ved at fremhæve de trak hun allerede havde. Den ældre hingst kom dog en anelse ud af fokus da hun slog et slag med halen og den sødlige duft blev tydeligere. Svagt vibrerende hans næsebor og trods at man kunne se på Eagle at brunsten kunne påvirke ham stod han stadig stille og rank uden at give efter. Eagle havde en selvkontrol uden lige og selvom han var en hingst kunne han sagtens modstå naturen- om så at sige.

"Denne sø, kan måle sig med den jeg fortalte dig om. Uden tvivl om det."

Eagle lagde et blik mod søens rolige overflade for en stund, før han atter lagde det gyldne blik på Leonora. Et smil formede sig om den lyse mule, for netop som han kiggede på hende opfangede han en antydning af et smil på hendes sorte mule. Noget han ikke havde set hos hende- i hvert fald ikke som han husker det.
Eagle overvejede et stykke tid om han igen skulle gøre sig et forsøg på at søge hendes nærhed. Hun havde givet ham tilladelse til få og meget lette berøringer. Måske var det dumt at blive ved? Eagle brummede roligt og tog dog alligevel chancen, og rakte langsomt ud imod hende. Han vidste hun ville sige fra hvis hun ikke ønskede det- men han frygtede et sted at han ville nå grænsen og skubbe hende længere væk, når alt han blot prøvede var at få hende tættere på.

Hendes øjne hvilede imod hans glødende øjne, der var optegnet af de særlige sorte aftegn. Hans skind var så anderledes, end da hun første gang så ham; de glødende gyldne aftegn, som smøg som om hans krop, fik ham til at synes anderledes, magisk, mystisk. Hans blik, som var forandret, fik ham til at syne majestætisk; men så man efter, var det stadigt det varme, milde blik man fandt bag det glødende lag. Leonora var ikke i tvivl om, at hingsten var nøjagtigt den samme, uanset hvad der var ham hændt og uanset hvad han nu havde af magiske egenskaber. En sagte brummen, nærmest søgende forlod hendes mule, kort inden den gylden hingst rakte mulen frem imod hende. Han tog valget, søgte at røre hende på ny; og forskellen mellem denne og de utallige gange før, var at hun tillod det. Hun tillod at han rørte hende, denne gang en kraftigere berøring end de fjerlette de havde delt, inden de nåede søens blanke spejl.

Da deres muler stødte mod hinanden, bredte ringe sig af nærmest euforisk følelse sig i kroppen på den sorte. Hun følte det som en dirren, der krøb langs hendes flanke, ned i hendes ben for at forsvinde i jorden. Hun mærkede hvordan hendes krop, hendes muskler, igangsatte en reaktion som hun intet kunne gøre ved; hun nærmede sig ham. Trådte ham et skridt nærmere, for at lade hendes hoved ende med at hvile imod hans. Hendes krystalblå øjne, der før havde genspejlet søens skønhed, genspejlede nu de glødende toner, som hingstens øjne udsendte. Hun genspejlede ham. Hun brummede sagte, endog sagligt, inden hun mimrede ganske let med mulen. Jo, hun gav efter. Hun ville ikke flytte sig, ej vige fra hans kærtegn. Under normale omstændigheder ville hun; hun ville have spændt overlinjen, trådt tilbage, markeret sig. Ej nu. Ligenu, i dette øjeblik der var drevet af instinkter, viste hun sig fra den side af hendes tidligere jeg, som kun sås meget, meget sjældent.

Eagle havde nok nærmere forventet han kun fik lov til et let berøring, en berøring der knap rørte; men i stedet tillod hun at deres muler rørtes. Han kunne mærke hendes varme ånde imod hans lyse mule. Tydelig var hendes duft, hendes ånde for ham. Roligt pustede Eagle ud og lod sin mule stryge hendes let. Der kom en mild og varm brummen fra ham. Han nød denne nærvær med hende.
Det kom en anelse bag på Eagle af den sorte nærmede sig endnu mere, han havde vel mere forventet hun efter lidt tid ville have trådt et par skridt væk. Det gav et sug i hele hans krop af varme da hun trådte nærmere ham. Hun var ikke anspændt, men slappede i stedet af. Eagle strøg hende blidt over panden, før han lod hans mule glide over hendes hals. Eagle rykkede sig en anelse, han rykkede sig ikke væk, og han rykkede sig dog heller ikke tættere på; han rykkede sig for bedre at kunne nå hende holde om hende og knuge hende ind til sig. Han ønskede at beskytte denne hoppe, han ønskede hende nær og føle hendes nærvær. Selv følte han sig tilpas og hjemme i hendes nærvær. En følelse han virkelig gav efter for; for dette var en følelse han ikke havde haft længe. Han havde ikke haft et sted han har følt sig hjemme som hørte han til- ikke før nu. Ikke sådan rigtig.
Selvom Eagle nemt kunne gå over en grænse eller flere forsøgte han sig frem, klar på at stoppe hvis han trådte for langt. Han var opmærksom på hvert et tegn hun gav, hver en lyd og hvert et åndedrag hun drog. Alt imens han forsøgte blidt at knuge hende til sig.

Den berøring som den gyldne hingst gav den sorte, var ulig det hun havde prøvet før. Den var så forsigtig, men samtidigt sikker. Den var kærlig og venlig på samme tid. Den var beskyttende og følende. En suk drog fra den sorte hoppes mule, inden hun sænkede hovedet en anelse, accepterede til fulde hans nærvær og lod ham se, at hun fandt sig til rette i det. Hendes øjne blev momentvis lukket; så meget stolede hun på den gyldne, at hun turde frarøve hendes krop en sans for blot et øjeblik.
Det at hingsten gav hende denne form for nærvær, at han nærmest knugede hende til sig, satte samtidigt hendes hormoner i gang på ny; som blev de sparket af sted fór de rundt i hendes krop, pirrende under hendes skind. Hun brummede sagte, inden hendes mule begyndte at nippe forsigtigt imod hans mulespids. Hun reagerede selv ved at afgive et næsten uhørligt, let opstemt hvin da hun havde nappet imod ham, inden hun satte mulen søgende frem igen. Hun fjernede sig ikke fra ham, selvom hendes krop så småt begyndte at blive opstemt af den nærhed, som han udviste. Hendes blå blik iagttagede ham opmærksomt; så hver en bevægelse eller antydning til bevægelse han gjorde sig. Hendes hvin, som hun kort forinden havde afgivet, mundende dog ud i en mere afdæmpet brummen igen, inden hun lod sine ører vippes helt frem imod ham.

Følelsen af den sortes nærvær var alt hvad den gyldne hingst havde kun havde drømt om nogen sinde ville være en følelse der igen ville opstå hos ham. Han brummede varmt til hende og strøg hende atter kærtegnene over den sorte hals. Han lyttede opmærksomt til hende, men hun havde allerede givet sin accept for hans nærvær. Hun gav efter for hans berøringer, hun slappede af.
Da hun nippede til hans mule kom der atter en brummen fra Eagle, men han flyttede sig ikke fra hende. Han lod i stedet sin mule søge hendes for et øjeblik før han undersøgende strøg den over hendes sorte skind.

(Undskyld for det lidt fantasiløse svar, men forsøger at skrive lidt selv min motivation er bund)

Der hvor den ravfarvede hingst berørte den sortes skind, sitrede hendes sarte pels. Hans nærvær, varme og berøring vakte en følelse af tryghed og saglighed i den sortes indre, hvilket fik hende til at hengive sig endnu mere til hans kærlige strøg. Hun nød det, ærligt, og det var en følelse hun havde manglet. Længe havde den sorte hoppe kun udvist kærlighed overfor sine afkom; men den kærlig var så forskellig fra det, hun modtog nu. Selvom de to sjæle ikke var bundne til hinanden og selvom de ikke havde svoret at vandre på en fælles sti, da følte hun tydeligt i sit indre, at der var en kontakt imellem de to, som var ærlig og stærk. Om det var noget, der med tiden kunne udforskes og udfoldes hverken vidste hun, eller betænkte; men i stedet nød hun blot øjeblikket.
Et særligt moment, som de to heste delte, var da deres mule rørtes ved hinanden. Hun havde sjældent give andre sjæle lov til at komme hende så nær; ja, faktisk havde det nok kun været hendes tidligere mage Ahearn, hvis skæbne hun efterhånden havde accepteret, hendes afkom og himmelhingsten Jaidev, der havde fået lov. I alle andre tilfælde havde den sorte nægtet dem nærkontakt, uanset hvor 'venlige' de ellers havde virket. Hun brummede sagte imod den ravfarvede mule, inden han på ny begyndte at stryge hende over det sorte skind. Langsomt sænkede hun hovedet, og trådte ét lille skridt frem, så hun bevægede sig længere ned langs hingstens side. Her begyndte hun selv ganske forsigtigt at bevæge mulen rundt ved hans flanke og op mod ryggens muskulatur. Han var velbygget, og hans muskelfylde tydede på, at han vidste hvordan man brugte kroppens ressourcer. En prægtig hingst, det var hvad han var; og bag det stolte ydre, gemte der sig en sjæl af det pureste guld. En sjæl, som den sorte i denne stund var heldig at kunne kalde sit selskab.

Ingen ord blev talt, og stilhedens magt fik lov at flyde over de to sjæle; trods alt var der bestemt ikke stille. Deres kroppe talte for dem, og i takt med tiden stille gik, blev stemningen mere og mere intens. Han stod netop i dette øjeblik så nær den sorte at det føles som hele hans sind var blottet for hende. Som ville hun være i stand til at læse hver en tanke der kom til ham. Eagle ønskede denne nærvær, han ønskede at blive hos hende, Den ro han følte, det var som om de endeløse vandringer havde omsider havde bragt ham hjem.
Som hun trak sig nærmere hans side lod Eagle sin mule føre over hendes ryg i en rolig og blid bevægelse. Da hendes mule berørte hans gyldne skin gav han et lavmeldt tilfreds brummen fra sig, musklerne den gyldne hingst besad spændtes for at slappe lidt af igen; men ikke helt. Selvom han var afslappet og fattet, blev han mere og mere påvirket af stemningen og af den sødlige duft af hendes brunst.

I takt med at hingstens mule begav sig længere ned over den sorte hoppes ryg, sitrede det mere og mere i hendes krop. Hans berøring føltes så klar, så tydelig og så pirrende på samme tid, at hun faktisk ikke helt vidste hvordan hun skulle forholde sig til det; for på én måde ønskede hun intet mere end at hengive sig, og på en måde stak der, helt dybt, endnu tråde til de gamle følelser af svigt, som hun havde følt sidst hun havde haft - og mistet - så tæt kontakt, som hun havde fået med den gyldne hingst. Dog var trygheden og ærligheden imellem de to så stærk, at den sorte hoppe ej valgte at vige, men derimod hengive sig, nyde hver et enkelt strejf som hans mule udførte.
Hun lyttede til ham, opfangede hver et åndedrag der forlod hans mule. Hun kunne høre på det brum, som forlod hans dybe strube, at han var tilfreds; og det pirrede den sorte hoppe en anelse. Hun udstødte selv en nærmest uhørlig hylen, meget kortvarig, men det var en ærlig respons på hans tilnærmelser, som hun havde givet efter for. Hun trådte efter lidt et enkelt skridt frem igen, hvorefter hendes halerod løftede sig en anelse. Hun ønskede ham, det gjorde hun; og hun ønskede ham i bund og grund på flere måder. Den kontakt og tryghed som han gav hende, havde været så savnet, og samtidigt ønskede hun ham som følger af den naturlige cyklus hun gennemgik. Hun drejede sit hoved ind imod hans varme krop for at beskue ham diskret. Hans hoved og krop med de gyldne og glødende aftegn så helt særlig og magisk ud under solens stråler. Smuk, det var han - og i dette øjeblik følte den sorte hoppe, at der kun fandtes ham i denne verden - resten var som forduftet.