Post by Deleted on Jul 20, 2016 14:19:24 GMT 1
En svag vind bevægede sig over landet, og fik de lange grasstrå til at bølge. Som vandet bevægede det sig over landet, og lod marken for et øjeblik give indtryk af et mere nært hav. Den mørkebrune Zaahir havde aldrig selv set havet, men havde fået forklaret hvordan det så ud før. Salt, stort, blæsende, sand.... Det skulle være noget for sig selv. Noget enestående, og noget man måtte nå at se her i livet. Han kunne ikke se det store hav for sig - han kunne ikke forestille sig de uendelige mængder vand. Men han troede på at det fandtes.
Langsomt bevægede han sig over marken. Den mørke mule nippede fraværende til enkelte græsstrå, men smagte ikke rigtigt på dem. Nej, end ikke blikket var helt tilstede hos den hazelfarvede hingst. Han vendte og drejede i stedet alt hvad der var sket indtil nu, og hvad han havde lavet. Ser du, Zaahir var ganske ny i hvad folket kaldte Andromeda. Den brune var ganske ny til hele denne verden, der på uendeligt mange måder skildte sig ud fra hans egen. Ikke alene var der sket store forandringer for hans egen fysik, men også for hans opfattelse af verden. Ikke fordi den var blevet større end den nogensinde havde været.. Zaahirs blik kunne bare se mere nu. Han følte en underlig blanding af forståelse for hvad der var sket, men også forundring over det kunne se. Andre regler kom til, som nye forsvandt.
Et prust kom fra Zaahir, og han løftede hovedet fra dets sænkede tilstand. Mere nærværende gled de mørke øjne over området, som han ganske opmærksomt betragtede landskabet omkring ham. Zaahir havde med vilje valgt at stille sig lige i nærheden af skovbrynet, da det åbne område ikke var særligt tiltalende. Det var for stort, og for åbent. For tomt. Nej, skovhingsten vidste hvor han havde det bedst.
Read more: kyana.proboards.com/thread/1841/hymn-sacred-seventh#ixzz4ExFM8zWm
Langsomt bevægede han sig over marken. Den mørke mule nippede fraværende til enkelte græsstrå, men smagte ikke rigtigt på dem. Nej, end ikke blikket var helt tilstede hos den hazelfarvede hingst. Han vendte og drejede i stedet alt hvad der var sket indtil nu, og hvad han havde lavet. Ser du, Zaahir var ganske ny i hvad folket kaldte Andromeda. Den brune var ganske ny til hele denne verden, der på uendeligt mange måder skildte sig ud fra hans egen. Ikke alene var der sket store forandringer for hans egen fysik, men også for hans opfattelse af verden. Ikke fordi den var blevet større end den nogensinde havde været.. Zaahirs blik kunne bare se mere nu. Han følte en underlig blanding af forståelse for hvad der var sket, men også forundring over det kunne se. Andre regler kom til, som nye forsvandt.
Et prust kom fra Zaahir, og han løftede hovedet fra dets sænkede tilstand. Mere nærværende gled de mørke øjne over området, som han ganske opmærksomt betragtede landskabet omkring ham. Zaahir havde med vilje valgt at stille sig lige i nærheden af skovbrynet, da det åbne område ikke var særligt tiltalende. Det var for stort, og for åbent. For tomt. Nej, skovhingsten vidste hvor han havde det bedst.
Read more: kyana.proboards.com/thread/1841/hymn-sacred-seventh#ixzz4ExFM8zWm
"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"
