[Til Signe] Sun is shining and so are you.

---

Tid: Tidlig eftermiddag, omkring klokken 13.

Sted: En sø i skoven nær Teylar.

Vejr: Solskin, skyfrit, lun temperatur.

Tag: Christian

Den kraftige hoppe kom travende henad en smal skovsti. Hun kunne lige akkurat være der, men hun kunne næsten mærke, hvordan træerne ragede på hendes krop fra begge sider, hvis hun trådte bare et skridt forkert. Ak ja, en af glæderne ved at være en hoppe på 1,80... Der var ikke meget let og elegant over hende. Hendes blik gled undersøgende ind og ud imellem træerne og spejdede efter det mindste tegn på liv. Det havde været en lang og trist vinter... Andromeda var nærmest blevet forladt, og det kunne tælles på én hånd, hvor mange andre sjæle hun havde mødt i løbet af de sidste par måneder. Hun håbede dog, at vejret havde haft en indflydelse, og at folk derfor ville begynde at komme mere og mere ud, nu hvor vejret var blevet bedre igen. Hun fortsatte igennem en lille passage mellem de tætte træer og kom ud til det smukke sted, hun havde ledt efter. En stor sø lå i en frodig lysning i skoven, og overalt omkring den voksede små, hvide forårsblomster i græsset. Hun stoppede op foran søen og betragtede sit klare spejbillede, inden hun trådte ud i vandkanten og nød den dejlige fornemmelse af det klare vand, der kølede hendes krop ned. Hun sukkede tungt og afslappet, mens hun fortsat lod de blå øjne glide undersøgende igennem tærrenet. Mon hun var så heldig at møde en anden sjæl i dag?

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Solens varme bredte sig over den brede ryg. Den tykke man holdte på den lune luft, der omgav den lille hingst. Sommeren stod for døren; og det var tider, som for alvor fik energien til at løftes hos den ældre Christian.
Han var for første gang længe vandret udenfor flokkens grænser; men afstanden til flokkens begyndelse var ej større, end den grå pony tydeligt kunne se træet, som markerede det usynlige hegn som han boede bag.
En sagte brummen, som bar på veltilfredse toner, forlod den lille skabnings mørke mule, i det han nåede søens bred. Vandet var klart, stille og reflekterede de gyldne stråler som solen kastede imod sig. Et lille smil bredte sig om mulen, inden han sænkede den for at slukke tørsten, som hurtigere meldte sig her i varmen, end den gjorde i vinterens kulde. De små, runde ører vrikkede rundt i cirkulære bevægelser imens han drak, og ganske fredelig så han ud, alt imens det kolde vand løb ned i hans svælg. Alene troede han var; men det var ikke sandheden.
På den modsatte side af søen tonede en skikkelse sig frem. En skikkelse af det pureste guld, som Lysbærer hoppen fra flokken. I første øjekast troede han, at det var hende der havde været på endnu en vandring og nu var tilbage; men da hans ældre syn så nærmere efter, var skikkelsen af en helt anden statur. Majestætisk synede den, stærk og velformet; langt højere end han havde set nogen anden i dette land. Forundret løftede den ældre hingst sit hoved og spidsede de små ører, så de lige akkurat tittede frem i pandelokkens tætte lag. Han betragtede hende med interesse; hendes bevægelser udstrålede kraft, men samtidigt elegance. Hendes krop synede som en hingsts, men var samtidigt smuk og feminin. Hun var en helt særlig skabning, det var han vis på - og selvom han nu stod der, sårbar og alene udenfor hans hjem, da kunne han ej holde et vrinsk tilbage; for denne fremmede virkede så interessant, at han måtte forsøge at tilkalde sig hendes opmærksomhed.

---

Hendes blik nåede ikke længere end til den modsatte side af bredden, da hun allerede fik øje på en anden sjæl. Hendes ansigt lyste op i et stort smil. Endelig! Dog kunne hun ikke holde sin forundring tilbage, da hun så nærmere på den fremmede hingst. Var han et føl? Han virkede overhovedet ikke som en ung og ranglet sjæl, tværtimod så hans krop næsten ud til at vise tegn på alderdom. Hun tippede det kraftige hoved på skrå og kom vist til at stirre lidt for længe, inden hun tog sig i det og flyttede blikket mod hans øjne i stedet for med et lille smil. Hun var jo heller ikke ligefrem nogen almindelig hest af højde, så hun kunne ikke tillade sig at dømme... Men det var godt nok den mindste hest, hun nogensinde havde set! Han virkede dog begejstret for at se hende og var tilsyneladende ikke bange af sig, da han med det samme spidsede ørerne i hendes retning og vrinskede til hilsen. Hun betragtede ham atter med en blanding af forbløffelse og fascination, inden hun skridtede ud på midten af søen og derved kom tættere på ham. Vandet herude var dybere, men gik alligevel kun den høje hoppe til maven. Hun nikkede let med hovedet og brummede hilsende.

"Halløj lille fyr. Lider du af en slags dværgvækst?" 

Det var ikke ligefrem den mest høflige hilsen, man kunne forestille, men Tsavani havde aldrig holdt sig tilbage med sådanne ting. Hun gjorde det egentlig ikke for at virke provokerende, men hun var bare meget ligetil og havde det med at spørge om ting, der lige faldt hende ind. Hun var absolut ikke typen, der tænkte, før hun talte. Nogen fandt det ganske underholdende, og andre fandt det grusomt irriterende. Men det tog hun sig ikke så meget af... Hun var sin egen herre og levede på ingen måde for at føje andre.

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Den lille hingst lod ikke sit blik vige fra den guldfarvede fremmede blot én gang, fra han havde kaldt imod hende, til hun begav sig imod ham. Hun valgte at træde ud i søens ukendte vand, hvis spejl ej nåede hende længere end til midten af maven. Forbløffet var han over hendes højde, og et kort øjeblik drog en tanke igennem hans sind; hun var den eneste hest med den højde, han nogensinde havde set. Kunne det passe, at hun var en af de guddomme han havde hørt om, i sit tidligere hjemland? Hans ører forblev fremme, lige tittende frem mellem pandelokkens tætte totter, lyttende og afventende; og snart blev hans ører mødt af hendes stemme. Han brummede fornøjet, inden han gjorde et lille buk med forparten; i så fald hun var en gudinde, måtte han behandle hende med respekt - men ej lå det til den lille hingst, at behandle andre som værende mere værd, end ham selv. Han brummede fornøjeligt, inden hans erfarende stemme besvarede den hilsen, der var ham givet.

,,Goddag, du guldfarvede. Det er et ganske godt spørgsmål - Se, jeg kunne spørge dig om det modsatte; men lad mig da svare dig først. Nej, min højde er sådan jeg er født, og sådan jeg er skabt til at være. Jeg er hverken større eller mindre end mine forældre, og den race som jeg tilhører, bør ej være meget højere, end jeg er. "

Han valgte i første omgang ikke at spørge yderligere ind til hoppens højde, da han ikke helt kunne finde en måde at formulere hans egentlige spørgsmål på - om hendes højde antydede at hun var en gudinde - og valgte derfor blot at afvente om hendes næste ordvalg muligt kunne afsløre, hvis den guldfarvede gemte på særlig herkomst. Han smilede bredt imod hende, inden han rakte mulen en smule ud over vandets kant, som for at signalere, at han gerne ville hende nærmere; men med vandets dybde ville det være en udfordring at nærme sig den guldfarvede, så længe hendes hove hvilede imod søens bund.

---

Hun betragtede ham med en smule forbløffelse, da han gjorde et lille buk med forparten mod hende. Hun undrede sig over, hvorfor han mon ville bukke for hende, men på den anden side havde hun mødt mange høflige heste her i Andromeda, så måske var det bare noget, han gjorde til alle, han mødte? Hun ville gerne have bukket igen, men da hun var så langt ude i vandet, måtte hun nøjes med at nikke med hovedet til ham i stedet. Hun lyttede nu til hans ord og blev kort fjern i blikket. Guldfarvede... Guldhoppe... Sicarius. Hun havde ikke set ham i evigheder. Var der mon sket ham noget, eller havde han besluttet sig for, at han ikke kunne se hende mere på grund af den vej, han havde valgt? Hun mærkede en knude vokse i maven, men skubbede den hurtigt væk og tvang sig selv til at koncentrere sig om den lille hingsts andre ord i stedet for. Han kunne spørge hende om det modsatte... Hun smilede. Den fortjente hun vist. Da han havde fuldført sine ord, nikkede hun atter let med hovedet. Det gav god mening, og det burde hun måske have vidst; for grunden til hendes egen højde var jo præcis den samme. Hun smilede let til ham.

"Ah, naturligvis. Tillad min uhøflighed; det er bare første gang, jeg møder en hest, der er så meget mindre end mig."

Han smilede nu bredt til hende, inden han rakte mulen let ud over vandets kant, som forsøgte han at søge hende. Men det var naturligvis ikke muligt for ham at komme helt derud, hvor hun stod, så med et mildt smil fortsatte hun frem igennem vandet, indtil hun nåede hen til bredden, som han stod på. Hun blev stående i vandet foran ham, men denne gang var hun så tæt på, at han med lethed ville kunne nå hende. Eller, faktisk ville han ikke kunne nå hendes mule, når hun stod oprejst, så med et høfligt blik strakte hun hovedet nedad, indtil hun var i øjenhøjde med den lille hest. Det var en lidt akavet og ubehagelig stilling at stå i, men med den store størrelsesforskel virkede det mest fair.

"Hvilken race er du så? Og hvordan klarer du dig dog her i Andromeda, hvor alle er så meget større?"

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Den store gudinde hoppe, hvis smukke krop endnu stod i vandet, nikkede tilbage efter den ældre herre havde hilst hende an. Christian var en hingst, der forstod sig på pli og manérer, og var altid høflig overfor de selskaber han mødte - dog var han i denne situation en smule mere ærbødig end ellers, fordi han ikke vidste helt hvilken karakter han stod overfor. Han smilede mildt, og i de små mørke øjne kunne en varm sjæl tydelig spottes.
Hoppen begyndte snart at formulere et svar på det, som den lille hingst havde udtalt. Hun havde aldrig mødt en, der var så meget mindre end hende, som han var; og det vakte blot et lille muntert brum hos den grå. Efter han havde rakt mulen frem imod hende, var hun trådt ham nærmere. Vandet krusede om hendes krop, kærtegnede den, og i takt med hun nærmede sig bredden mere, blev endnu mere af hendes stærke krop synlig. Den lille Christian var forundret, forbløffet over den statur hoppen havde - nok havde han allerede været imponeret da hoppen stod på den modsatte side af bredden, men nu hvor hun var ham så nær, kunne han for alvor se detaljerne, musklerne og nuancerne på hendes krop. Endnu engang måtte han konstatere i sit stille sind, at hoppen foran ham var ualmindelig smuk. Hans små ører blev om noget presset endnu længere frem, da hun var ham så nær at han kunne røre hende. Han var fristet, men valgte at holde sig udenfor hendes private zone lidt endnu; for han ville ikke gøre noget dumt, og nærme sig en gudinde, hvis ej hun havde godkendt hans tilstedeværelse. Og nok vidste han endnu ikke om hun var en gudinde, men han ville hellere være på den sikre side.

,,Ej er det en uhøflighed, at spørge med samme tunge, som hovedet tænker. Jeg har heller aldrig mødt en hest, som er så meget højere, en du er; men, du guldfarvede, min race kaldes Shetlands Pony. Vi er fremavlet af mennesker gennem mange år, til at kunne færdes i minernes smalle skakte. Og jeg klarer mig ganske fint - at alle er så meget højere end mig, giver mig ingen kvaler. Landet er mildt, her er masser af mad, og jeg bor i flokken Teylar, så jeg søger tryghed i fællesskabet. Ser du, jeg er vandt til at færdes i en flok, og jeg søger sjældent bort alene. Denne dag, valgte jeg dog at besøge søen her - og det er jeg ganske glad for, for ellers ville jeg ej have mødt Dem. Tillad mig dog at spørge - jeg har aldrig set en, så smuk og majestætisk som dig. I mit hjemland gik der historier om gudinder og guder, oftest beskrevet som det, jeg ser foran mig. Tillad mig du gyldne; men er De en gudinde?"

Den lille hingst måtte spørge. Hans nysgerrighed, som han ellers tøjlede godt, var så stærk, at han denne dag måtte give efter for den. Han nikkede ganske ærbødigt imod den store gyldne, og håbede inderligt på, at hans spørgsmål ej ville forarge hende - for guddomme havde ry i hans hjemland, for at straffe dem, som ej genkendte dem. Og at spørge en gud om dennes herkomst betød tvivl - så den lille hingst håbede blot, at hun ville være en tilgivende gudinde, hvis han havde ret i sine antagelser.

---

Hun lyttede til hans ord med stor nysgerrighed. Det var altid spændende at møde sjæle, der kom fra helt andre lande og kulturer end hende selv. Hun tippede let hovedet på skrå. Fremavlet af mennesker til at kunne færdes i miner? Hvem var disse mennesker, der kunne styre, hvem man skulle formere sig med med? Det lød da ganske forfærdeligt! Men hans race, Shetlandsponyen, var altså fremavlet på denne måde? Hvor interessant! Selv kom hun fra et land, hvor mennesker aldrig havde eksisteret, og eftersom der heller ikke levede mennesker her i Andromeda, havde hun ingen anelse om, hvad de var for nogle væsner. Hun kunne dog ikke holde sin nysgerrighed tilbage og så derfor på ham med et spørgende, nysgerrigt blik.

"Hvad er mennesker? Og hvordan har de kunne få kontrol over jer på den måde?"

Hun lyttede nu til hans næste ord og smilede mildt. Hans selvtillid fejlede i hvert fald ikke noget. Han var en herlig, lille én! Det glædede hende at høre, at han kom fra Teylar. Så var der ikke noget at sige til, at han havde så venlig og imødekommende en personlighed. Hun så på ham med et kærligt smil.

"Det overrasker mig ikke, at så rar en sjæl som dig er fra Teylar. Jeg har selv mødt både Brégo og Illana. Fantastiske sjæle begge to."

Hun lyttede nu til hans sidste ord og smilede stort, mens hun lo mildt. Åh, hvor var han sød. Han var da en af de mest høflige og charmerende hingste, hun nogensinde havde mødt. Endnu en gang kunne hun konstatere, at man bestemt ikke skulle dømme folk på deres udseende - for denne lille herre var præcis lige så veltalende og vis at høre på som en hvilken som helst stor, ædel hingst ville være det!

"Åh, hvor du smigrer mig. Men nej, jeg er desværre ikke en gudinde. Min race kaldes en Shire, og faktisk ligger jeg i den lave ende for min race. De fleste af hingstene fra mit hjemland var endnu højere!"

Hun smilede varmt til ham, da han atter nikkede ærbødigt mod hende. Det var sødt af ham at nærmest tilbede hende på den måde, men han havde bestemt ikke nogen grund til at bøje hovedet for hende - hun var hverken mere eller mindre værd end ham, trods hun var næsten en meter højere!

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Nysgerrigheden var tydelig i blikket på den høj, gyldne hoppe. Den lille Christian smilede blot, og lyttede tålmodigt til hendes ord, hendes undren. Mennesker var ej noget hun kendte til, og det var ikke første gang, og den lille grå måtte forklare hvad menneskerne var og fortælle om deres skikke. Han brummede muntert som respons på hende milde latter, hendes stemme var umådeligt behagelig at lytte til. Han lagde selv sit hoved let på sned, så den tykke pandelok ej gemte på begge hans mørke øjne - og han så nu direkte imod hendes karakteristiske ansigt.

,,Jo, mennesker er en skabning, som går på to ben.."

Og imens han forklarede videre rejste han sig kortvarigt på bagbenene.

,,De går sådan her, og deres forben er kortere og mere spinkle end deres bagben. De kan bruge dem til at tage fat i ting, og de har ingen pels på kroppen som du og jeg har.."

Han landede på alle 4 igen efter at have opført sin lille forevisning. Han smilede let, inden han fortsatte med at fortælle ivrigt om den verden og dens væsner, som han kom fra.

,,De har kun pels på hovedet. De bringer heste, som du og jeg mad, ordner vores pels og giver os tag over hovedet. Til gengæld har hestene en funktion i det land jeg kom fra, hvor vi bærer menneskerne på vore rygge, eller trækker dem i vogne efter os. Mit hjem har været bag hegn, som har afholdt mig fra at søge ud på åbne vidder, som man kan her. Egentlig ville det svare til, hvis øen var mindre, og vi ikke kunne forlade den, med mindre nogen åbnede en port til den næste ø. Det lyder nok i dine ører forfærdeligt - men for mig betød det tryghed. Og jeg så mange nye, spændende steder; i selskab med de mennesker, som jeg boede hos."

Han holdt inde nu, og beskuede hende diskret. Hun havde også ytret sig om Teylar - hun kendte endda et par af medlemmerne derfra. Den lille hingst slog et slag med hovedet, inden han med et smil på ny vippede ørerne frem af pandelokken, hvor de have gemt sig efter han havde gået på bagben.

,,Begge er meget venlige og harmoniske sjæle. Jeg nyder i den grad deres selskab og visdom, som er så anderledes end min egen. Hvorfor bor du ikke i flokken, hvis du synes om de, der bor derinde?"

Spørgsmålet var måske en anelse påtrængende; men for den lille sjæl gav det langt mere mening at bo i et fællesskab, end at vandre frit. Der var ingen beskyttelse anden end den man selv kunne udøve, og der var intet selskab fast selskab man kunne opsøge, uanset hvad time på dagen det var. Han brummede mildt og eftertænksomt ved hoppen sidste ord - hun var ikke en gudinde som først antaget, men en hoppe tilhørende racen Shire. Denne race kendte den lille hingst godt af omtale, men aldrig havde han hørt om en med gyldne farver.

,,Jeg kender til din race - af omtale, du gyldne, men aldrig har jeg hørt om, at de kunne bære en pels af guld, som du gør. Men lad mig da fastslå, at din skønhed er på lige fod med det, jeg ville tro var en gudinde. Tillad mig, du gyldne, at præsentere mig selv - mit navn er Christian, og hvad er deres?"

Han rakte nu helt frem imod hende. Han turde godt nu, og det var en form for accept fra hans side, at udvise "sårbarhed", ved at række frem imod hende. Fysisk ville han aldrig kunne måle sig med hendes styrke, men hendes milde væsen var nærmest magnetisk for den lille hingst. Han udspilede sine næsebor let, lod hendes særlige dufte og indtryk lagres i hans sind.

---

Hun lyttede forundret til hans beskrivelse om menneskene. De gik på to ben? Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre at holde balancen på den måde? Den lille hingst rejste sig nu på bagbenene for at illustrere det, og synet fik hende til at le mildt. Åh, han var altså en herlig lille fætter! Hun lyttede med stor interesse til resten af hans fortælling, som han i sandhed virkede ivrig efter at fortælle. Det var skønt at se, hvordan han livede helt op ved minderne om sit tidligere hjem. Det var tydeligt, at menneskene havde betydet noget særligt for ham, selvom det for en vildhest som hende ikke ligefrem lød videre tiltalende at være taget til fange og blive bestemt over på den måde. Da han havde afsluttet sin fortælling, nikkede hun let med det gyldne hoved og så på ham med et smil.

"Mange tak for din super interessante fortælling. Det er svært at forestille sig nogen væsner så anderledes fra os, men din illustration gav mig et godt billede. Du har ganske ret i, at det i mine øjne lyder som en ret forfærdelig måde at leve på - men det er givetvis nok bare fordi, at jeg aldrig har prøvet det og aldrig har mødt disse såkaldte mennesker."

Hun smilede varmt til ham. Selvom hun ikke selv kunne forestille sig at leve på den måde, så elskede hun bare at høre om andres kulturer og baggrundshistorier. Det var så fascinerende, hvordan levemåderne var forskellige fra land til land, og hvordan der fandtes så mange forskellige lande derude, der alle havde hver deres måde at fungere på. Hun drømte om en dag at rejse rundt og opleve hele verden. Hun kunne ikke forestille sig noget mere spændende!
Hun lyttede nu til hans spørgsmål angående Teylar og så kort ned i jorden, en anelse fjern. Skulle hun fortælle ham om Sicarius? Hun kendte jo knapt nok denne lille hingst, så var det mon en god idé at lukke ham ind i sit privatliv på den måde? Da hun atter løftede blikket og så på den lille fyr med de små ører, der stak ud fra den tjavsede pandelok, var hun dog ikke i tvivl; denne hingst havde selv været meget åben omkring sig selv og havde absolut ikke givet hende nogen grund til ikke at stole på ham, så selvfølgelig skulle han vide det.

"Jo, ser du... Jeg har tabt mit hjerte til en hingst, som desværre har valgt en sti her i livet, der er mere... mørk. Og hvis jeg vælger Teylar fremfor hans flok, så er jeg bange for, at vi ikke længere kan være sammen."

Hun lyttede til hans næste ord og smilede varmt. "Shirehestene fra mit hjemland kommer i alle slags farver, man kan forestille sig. Meeen, jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at min guldfarve ikke er lidt speciel."
Hun blinkede charmerende til ham. For selvom hun ikke brød sig om at fremstå mere værd end andre, så var det sandt, at hendes gyldne farve var meget unik. Ja, faktisk havde hun kun mødt én anden hest med den samme farve før, nemlig den smukke Illana, som bestemt også var en gudinde værdig.
Hun lyttede til hans næste ord og smilede med let røde kinder. Ih, tænk at han kunne blive ved med at overøse hende med komplimenter på den måde - han var simpelthen så sød! Og selvom hun ikke brød sig om at sige det, så var det virkelig rart at få opmærksomhed på den måde; det kunne hun mærke, at hun higede efter, nu hvor Sicarius var forsvundet.

"Ih, dine ord smigrer mig sådan - du forstår virkelig, hvordan man behandler en dame! Selv minder dit unikke udseende mig også om noget guddommeligt på sin helt egen, finurlige måde - måske en slags skovånd? Eller skulle jeg hellere sige skovtrold?"

Hun lo kærligt. Forhåbentlig kunne han godt tage en lille spøg. For det var bestemt ikke ment som en fornærmelse, men blot fordi at han mindede hende om en lille, sød trold med det pjuskede hår og den stride pels. Og hun kunne ikke lade være med at smile ved tanken om en lille flok Shetlandsponyer, der vogtede over skoven som små guder. Det var simpelthen en fantastisk tanke, som hun ville ønske var virkelighed!
Han præsenterede nu sig selv som Christian, hvilket fik hende til at blive helt chokeret. Tænk, at de ikke engang havde udvekslet navne endnu! Hun slog energisk med hovedet og smilede stort. "Det er mig så stor en fornøjelse at have mødt dig, kære Christian. Mit navn er Tsavani."

Han rakte nu mulen helt frem mod hende, og med et mildt smil strakte hun ligeledes sin egen fremad, indtil de mødtes i et blidt dut. Fornemmelsen af hans lille, kildende mule mod hendes store var skæg. Hun udspilede ligeså sine egne næsebor og indsnusede hans duft. Han duftede af varme sommerdage, frodige forårsskove og venligtsindede sjæle... Ja, han kom i sandhed fra Teylar!

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Den lille Christian, som havde rakt ud efter den store, gyldne Shire - som hun havde vist sig at være - lyttede fortsat til hende. Han opfangede hver en detalje i hendes smukke stemme, han sansede alle hendes dufte og beskuede alle hendes træk; han nød at betragte hende, nød at beundre hende; og nok kunne han have stået i timevis blot og studeret den store hoppe, som han var ganske nysgerrig omkring, hvis ej de havde haft en samtale. Men det havde de, og snart lød hoppens milde stemme igen. Han smilede ved hendes tak, og gjorde sig et galant nik med det lille hoved, så den tofarvede man og pandelok lige blev løftet engang. Som han nok kunne forudse, var hans gamle levevis svær for hoppen at forstå - eller nok nærmere forestille sig. Hun lød på ingen måde negativ, i de toner hun udtalte sig, hvilket fik den lille hingst til at smile endnu mere. Få havde han mødt, som havde reageret så pænt som hun havde, og det varmede om hans lille hjerte.
Kort efter disse ord var udtalt, og den lille hingst skulle til at åbne mulen på ny for at tale, gled en kortvarig skygge over hoppens skinnende sjæl. Hun virkede tænksom, ja nærmest på grænsen til sorgfuld? Han brummede sagte imod hende, tålmodigt - og da hun slog blikket op igen og begyndte at fortælle, stod han tavs som en klippe.
Hun fortalte om denne hingst hun havde tabt sit hjerte til - om, at de ej ville kunne være sammen, såfremt hun valgte at bo i Teylar. Om at denne hingst fulgte en mørkere sti i landet, end hendes egen. Han studsede lidt og tippede et øre let på skrå. Aldrig havde den lille grå haft en mage; han var ikke far til nogen afkom, og havde aldrig mærket dén kærlighed der kan opstå mellem hoppe og hingst - men det var tydeligt, at kærligheden i hoppens hjerte var stærk. Han sukkede sagte, inden han søgte hendes øjne. Endnu forholdt han sig tavst, for det lod til hoppen kort efter hendes ord om denne hingst lyste op igen - og med en mere munter toner fortalte hun ham, at hendes farve da også var unik blandt hendes folk. Et lille smil tegnede sig om den mørkegrå mule, inden han rømmede sig; og med hans vise toner begyndte han nu at snakke.

,,Du gyldne, få har samme åbenhed omkring dem, som du. Det varmer, at dine ord om min gamle levevis ej er negative, om end jeg ville forstå. Der er så mange gode ting ved menneskerne også; så de ting, vildhestene måske ville se som tvang, har jeg aldrig oplevet som tvang. Det er en længere snak, som vi sagtens kan begive os ud i; men jeg vil nu hæfte mig et øjeblik ved de ord du delte med mig - om denne hingst. Jeg er ked af at høre, at du føler din sti er splittet. Jeg kender ikke selv den dybe kærlighed, som du nok føler - jeg har aldrig haft en mage, og har ingen afkom jeg kan kalde mine. Jeg har blot følt den tætte kærlighed der opstår mellem venner, og den der opstår mellem et menneske og en hest; men aldrig den, som sprudler mellem hingst og hoppe. Dog, selvom jeg på ingen måde kan sætte mig ind i præcis dine følelser, vil jeg mene, at såfremt han ikke ønsker at finde en fælles sti med dig, da holder han ej nok af dig, til at du bør forblive ved ham. Mine ord kan lyde kolde, kyniske, men det er ej meningen. Det eneste jeg ved om ægte kærlighed er, at den kan stå fast, uanset hvor man er, og hvad man laver. En flok burde ikke kunne skille jer ad, uanset hvor mørk en sti han så vandre på. Hvis han elsker dig, vil han acceptere din sti, og gøre den til en del af sin egen også - eller, det ville jeg i hvert fald gøre, hvis jeg var så heldig, at have vundet et hjerte som dit."

Han smilede stilfærdigt, inden hans ører opfangede de sidste ord, som hoppen udtalte, lige inden deres muler mødtes. Følelsen af hans lille mule imod hendes var forunderlig; hendes var bred nok, til at hans ej rørte kanterne. Hendes mule var blød og varm, og den lille hingst berørte hende med nærmest fløjelsbløde bevægelser, inden han forsigtigt trykkede sin lidt imod hendes, inden han trak sig med et glimt i øjet.

,,Om jeg forstår mig på at behandle damer ordentlig tør jeg ikke udtale mig om.."

Sagde han med et lille kækt smil.

,,Jeg har ikke delt hjem med særligt mange af dem; men jeg er glad for dit kompliment! Og skovtrold må du hjertens gerne kalde mig - jeg er nok mere trold end danser, når det kommer til stykket "

Hans sidste ord frembragte en lille, mild latter i hans bryst. Hoppen foran ham havde ej fornærmet ham, og aldrig havde den lille hingst været bange for lidt fis og ballade. Han smilede bredt til hende, inden han trådte et lille skridt til siden, med et sigende nik; han ønskede at den store gyldne skulle træde op fra vandets spejl, og slutte sig til ham. Måske endda danse med ham? Selvom hans dans nok ej kunne være så yndefuld som hendes. I så fald måtte han danse som en skovtrold - men danse ville han med glæde.

---

Den lille Christian begyndte en hel talestrøm af ord, men på intet tidspunkt mistede Tsavani koncentrationen eller tabte opmærksomheden for ham. For den lille hingsts ord var så vise, at hun nærmest blev draget helt ind i en anden verden af at lytte til dem. Der var mange ord at forholde sig til, men alle som én gav de super god mening, og derfor blev det på intet tidspunkt forvirrende eller kedeligt at høre på. Hun smilede varmt til ham, da han holdt inde, og gik langsomt i gang med at svare fra en start af.

"Jeg tvivler absolut ikke på, at du har haft det godt ved disse mennesker, selvom det måske ikke lige er en levemåde, jeg kan sætte mig ind i. Men det er absolut spændende at høre om, så jeg vil glæde mig meget til at høre mere om dem en anden gang.
Det overrasker mig, at du aldrig har oplevet ægte kærlighed fra en hoppe, kære Christian - du virker ellers til at være noget nær den perfekte ægtemand! Men jeg er glad for, at du alligevel kan sætte dig ind i mit sted. For ja, du har nok ret... Hvis han virkelig elskede mig, så ville han ikke lade noget så dumt som religion skille os ad. Og netop derfor er mit hjerte så splittet, for jeg frygter, at han ikke elsker mig, lige så højt som jeg elsker ham; ser du, han er ikke den bedste til at snakke om følelser på den måde, så det er hele tiden noget, jeg er nødt til at gætte mig frem til. Men du har bestemt givet mig noget at tænke over, kære Christian - og selvom dine ord måske kan opfattes som kolde og kyniske, så sætter jeg absolut pris på dem."

Hun smilede varmt ved hans sidste ord om at være så heldig at vinde et hjerte som hendes. Han var simpelthen så sød, at det næsten ikke var til at fatte. Hun kunne slet ikke forstå, hvordan en hingst som ham ikke kunne have en mage eller kæreste! Hun lyttede da til hans næste ord og blinkede charmerende til ham.

"Det er jeg helt sikker på, at du gør. Og hvis ikke jeg selv var så træt og færdig med kærlighed lige for tiden, så ville jeg bestemt gerne have ladet det komme an på en prøve!"

Hun lo drillende. Det ville nok have været et lidt sjovt syn, hvis en stor hoppe som hende var sammen med en lille hingst som ham, men hun var sikker på, at hvad han ikke havde i højde, havde han i hjerte. Han havde i hvert fald allerede været sødere mod hende og behandlet hende meget pænere, end Sicarius nogensinde havde gjort...
Hun lyttede til hans sidste ord og lo mildt, da han trådte et skridt til siden med en nikken og bød hende op til dans med ham. Hun slog ivrigt med hovedet.

"Det får vi at se så!"

Med de ord knejsede hun elegant i nakken, inden hun med galante skridt trådte op på bredden til ham. Hun løftede den flødefarvede hale og brummede muntert, inden hun med trippende bevægelser begyndte at danse omkring ham med et charmerende smil om den kødfarvede mule.

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Den lille hingst som nu havde åbnet op for den gyldne Shire, så hun kunne slutte sig til ham på søbreden, betragtede hende indgående. Det var tydeligt at den gyldne hoppe nærede stærke følelser for denne hingst, hvis sti synede uforlignelig med hendes egen, og et øjeblik stod han og fundrede over, hvordan det mon måtte være. Aldrig havde han selv stået i et sådan dilemma, for aldrig havde han selv valgt sin flok. Ikke før han kom til landet, i hvert fald. Han havde aldrig skullet tage stilling til, om han ønskede at være venner med nogen, eller om han ønskede at følge sine følelser eller fornuft - for altid havde andre bestemt, hvem han boede med, hvem han delte flok med, og så havde han fået det bedste ud af det. Det havde givet ham et unikt venskab, et som desværre måtte slutte; men et, han aldrig ville have været foruden. Et lille brum forlod hans mule, med et let sorgfuld tone, ved de afsluttende tanker om hans gode ven Klavs. Dog var det blot et øjeblik, en slutning på en tankestrøm, som han snart var ude af - for den gyldne hoppe var trådt op fra vandets blanke, hemmelighedsfulde overflade og sluttede sig til ham i en dans. Han rejste sig let på bagben med knejset nakke; nok var han lille og ældre, men han kunne endnu bevæge kroppen adræt og temmelig elegant, trods hans korte ben. Han snurrede let rundt på de let bøjede bagben, inden han sprang frem i en ivrig galop på indersiden af hoppens cirkel. Han formede sin lille krop veldigt fint, og galopperede nærmest på stedet for at gøre cirklen så lille som mulig, imens han fortsat betragtede hoppen majestætiske bevægelser. Hendes udtryk, som før havde været præget af fortvivlelse var nu ændret markant, og hun nærmest lyste af naturlig charme. Det glædede den ældre hingst, at hans selskab kunne give hende noget at smile over. Han brummede ivrigt imod den yndefulde hoppe, inden han selv gjorde sin cirkel lidt større, så han nu bevægede sig tæt på hende, side om side.

---

Da hun trådte op på bredden til den lille hingst, rejste han sig let på bagbenene og knejsede den muskuløse hals, så man rigtigt kunne se hans hingstetræk. Det var altså fascinerende... Selvom han ikke var meget større end et føl, bar han virkelig præg af maskulinitet, og man var ikke et sekund i tvivl om, at han var en velskabt og smuk hingst. Han lavede nu en lille pirouette på de let bøjede bagben, inden han sprang frem i galop på indersiden af hendes cirkel. Han formede sin krop vældig fint og galoperede nærmest på stedet, så cirklen blev så lille og fin som muligt. Hun brummede anerkendende af ham og fulgte hans bevægelser med et dybt fascineret blik. Hun havde på en eller anden måde ikke forventet, at så smukke og graciøse bevægelser kunne komme ud af den lille pelstot, men hendes fordomme var bestemt blevet gjort til skamme!

"Sikke du kan bevæge dig, kære Christian!"

Hun slog ivrigt med hovedet, da han nu gjorde sin cirkel lidt større og bevægede sig tæt på hende, side om side. Hun bøjede dybt i nakken som tegn på, at hun tog imod hans invitation til at danse, inden hun ligeledes knejste i den store muskuløse hals, så de lyse lokker faldt ned over hendes ansigt og indrammede det i perfekte former. Hun svingede let med den store hale, inden hun startede dansen ud med en let trav på stedet. Hendes krop var noget tungere og måske ikke helt så graciøs at se på, men alligevel bevægede hun sig elegant på sin helt egen måde. Hun betragtede den lille, men smukke hingst ved sin side og smilede varmt, mens hun dansede omkring ham med høje knæløft og den store hale løftet som en fane bag hende.

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Den lille pony brugte meget energi på denne dans; de trin, han engang havde kunnet med lethed, krævede mere eftertanke og styrke nu, hvor hans krop var ældre. Han pustede let, gav et brum og prust fra sig i veltilpas anstrengelse. Han nød at arbejde, det gjorde han - og det ville han gøre til hans sidste dage.
Snart var han tæt ved den gyldne Shire, galopperede på indersiden af hendes cirkel. Et smil kredsede hurtigt om hans grå mule, da hun komplimenterede hans bevægelser, og han slog hovedet op i et ryk, for at svirpe pandelokken bort fra hans glansfulde øjne.

,,Af en skovtrold at være, vil jeg mene det er ganske okay - jeg kan stadigt et trin eller to! Men de, kære gyldne, danser ligeså med ynde og styrke der kun kan misundes!"

Længere sætning var der ej luft til, og den lille hingst drog et dybt åndedrag inden han fortsatte sin dans. Hans gyldne partner var nede og tage travtrin på stedet, og han forsøgte et efterligne. Han kunne stadigt få bagparten nok med, så hans baghove løftede sig fri af jorden, og et kækt smil var at skimte hvis man så efter. Det var en af de hårde øvelser, men endnu mestrede han den. Da hoppen satte frem igen, omkring den lille hingst, begyndte han stedet at rejse sig gentagende gange på bagbenene og "gå" omkring sig selv, imens han holdt sine forben foldet godt op imod hans mave. Blikket holdt han imod den store ganger, nærmest udfordrende. Kunne hun lave samme trin? Han nød af beskue hendes smukke bevægelser, nød at se hendes styrke - og han kunne snildt blot betragte hende. Men nu dansede de sammen, og ofte havde han ført an i dans førhen; og nu bød han det magiske selskab - som han fandt denne hoppe som værende - til at tage samme trin som ham selv.

---

Christian så ud til at have det lidt hårdt, da han pustede let og gav lidt forskellige brum og prust fra sig. Det virkede dog til at være en veltilpas anstrengelse, som om han virkelig nød at arbejde med sin krop. Hun smilede varmt ved synet. Hun selv kunne også godt mærke det, og sveden begyndte langsomt at danne perler på hendes gyldne skind. Men lige som Christian syntes hun også blot, at det var en behagelig anstrengelse. Hun havde det med at blive lidt døsig og inaktiv i sommerperioden på grund af det varme vejr, så det føltes godt at få brugt sin krop lidt igen.
Hans ord lød nu i hendes ører og fik en svag rød farve til at blusse frem på hendes kinder, alt imens et varmt smil prydede hendes ansigt.

"Åh kære Christian, De fejler aldrig i at smigre mig!"

Der var aldrig nogen, der havde kaldt hende yndig, elegant eller graciøs i hendes hjemland, så det var en helt uvant følelse for hende at blive kaldt disse smukke, rosende ord. Men det var i sandhed noget, hun godt kunne vænne sig til - specielt når de kom fra denne lille charmør!
Hun smilede atter stort, da den lille Christian ligeledes satte ned i trav og forsøgte at trave på stedet lige som hende selv. Det lykkedes ham meget godt, selvom det var en svær øvelse, og hun kunne derfor ikke lade være med at le mildt, da hun skimtede det kække smil om hans læber.
Hun så imponeret på ham, da han pludselig rejste sig gentagende gange på bagbenene og gik omkring sig selv. Hans blik hvilede mod hende, og hvis hun ikke tog meget fejl, ville hun sværgre, at hun så et nærmest udfordrende blik i de nøddebrune øjne.

Hun smilede kækt til ham og slog et slag med hovedet som for at udtrykke, at udfordingen var modtaget, inden hun samlede sig og lagde alt vægt i bagparten. Hun var en stor og tung hoppe, og derfor var dette dansetrin ikke just det letteste for hende, men det lykkedes hende dog at rejse sig på bagbenene. Hun tårnede sig op som et bjerg over den lille hingst, da hun næsten blev dobbelt så høj, og forsøgte at gengive hans bevægelser ved at gå omkring sig selv. Det var en hård og svær teknik at mestre, og hun beundrede den lille fyr for at have så godt styr på sin krop!
Hun dansede omkring ham med så lette og elegante bevægelser som muligt, mens et charmerende smil spillede om hendes læber, og et varmt glimt var at skimte i de isblå øjne under den flødefarvede pandelok.

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.