[Til Signe] Sun is shining and so are you.

Sommervarmen var dejlig, og den lille pony elskede det - men de varme stråler fra solen, fik også sveden til at blande sig i hans grå pels, i takt med at hans dans krævede mere og mere styrke. Snart skinnede hans hals og skuldre svagt af den glinsende sved, men det tog ikke pippet fra ham; han svedte gerne når han skulle yde, og yde, det ville han.
Hoppens ord, der havde en ganske særlig og kærlig kant i sig, fik den lille hingst til at smile bredt. Dog ventede han lidt med at svare hans gyldne dansepartner, da hans udfordring endnu lå og ulmede i det tavse imellem dem; ville hoppen køre kunsten efter? Snart fik han svar, og den majestætiske skabning rejste sig på hendes stærke bagben. Hendes højde var endnu mere imponerende, ja nærmest skræmmende, som hun stod der i dansen på bagben, og den lille pony havde blot samme højde som hendes benlængde, når han selv stod oprejst. Et hylende hvin forlod hans strube af ivrighed og beundring for den store Shire, som udførte noget af det sværeste, som den lille pony havde lært i sin tid hos menneskerne. Han landede selv på alle 4, snurrede en gang om sig selv og sprang i spændstig trav omkring hans gyldne selskab, imens han beundrede hendes styrke og prægtighed. De to sjæle havde danset om hinanden, og nu gav den lille pony den ædle hoppe plads til at lande, hvorefter han kvikt søgte hendes side på ny i samlet trav.

,,Ædle Tsvani, smigre er i min verden ikke noget man kan fejle i; men jeg er glad for, at jeg kan smigre netop dig. Du fortjener at få at vide, at du bærer både skønhed, ynde og et dejligt sind - og hvis ikke ham hingsten, der har vundet dit hjerte, vil finde en fælles sti med dig, da skal jeg nok komme efter ham!"

Et kækt smil kunne findes om hans mule, inden han nappede blidt imod hendes toppen af hendes forben; da det var hvad han kunne nå. Han drejede pludseligt ind foran hende, rettede deres fælles retning imod Teylar, for da at fortsætte den fælles dans. Han søgte at time hans skridt i samme rytme som hende, men da hun af natur tog meget længere skridt end han gjorde, da nærmest svævede han afsted med stort afsæt, for at finde samme rytme som hans majestætiske danserinde.

---

Den lille hingst sendte hende nu et stort bredt smil, inden han hvinede hylende af bar glæde. Hun kastede ivrigt med hovedet og kunne ikke lade være med at le højt, da hun selv blev grebet af stemningen. Christian landede nu på alle fie igen og snurrede en enkelt gang rundt om sig selv, inden han sprang omkring hende i en spændstig trav. Hun landede selv på alle fire igen og brummede beundrende, mens hun betragtede den lille skabning føre sig frem på bedste vis. Han søgte nu atter hendes side i en flot samlet trav, hvorefter hans ord lød. Hun rødmede let under de blussende kinder, da hans smigrende ord atter lød i hendes ører. Hun var slet ikke vant til at blive kaldt alle de smigrende ting, så hun kunne stadig næsten ikke fatte, at de rent faktisk var ment til hende. Han fortalte nu, at han ville komme efter Sicarius, hvis han ikke ville finde en fælles sti med hende, og det fik hende til at slå en munter og kærlig latter op.

"Ja, så ville jeg sørme passe på, hvis jeg var ham!"

Tanken om den lille hingst, der udfordrede den store Sicarius, der var mindst 60 centimeter højere end ham, var hysterisk morsom! Hun ville gøre alt for at se det scenarie - hvis ingen af parterne kom til skade naturligvis. Men ja, sandheden var jo desværre, at den lille Christian ikke ville have en ærlig chance mod Sic. Men hun var ikke det mindste i tvivl om, at han ville prøve alligevel! Og det satte hun virkelig pris på. Hun sendte ham et varmt smil og mærkede en varm fornemmelse i maven. Tanken om den lille herre, der ville beskytte hende mod farer gjorde hende helt blød om hjertet. Selvom det nok mere ville være hende, der ville skulle beskytte ham, hvis det virkelig kom til stykket, så var hun alligevel dybt taknemmelig for, at hun rent faktisk havde fundet en ven, der ville beskytte hende trods sin begrænsede fysik. Og en god ven, ja det var i sandhed, hvad hun så Christian som! Selvom de kun lige havde mødt hinanden, så var hun allerede sikker på, at hun ville have en ven for livet i ham.
Han nappede nu blidt mod toppen af hendes forben, inden han drejede ind foran hende og skiftede retningen til længere ind i skoven. Da dansede han videre ved hendes side med store, svævende skridt for at kunne holde takten. Hun slog muntert med hovedet og tøvede ikke med at følge med ved hans side. Hun knejsede dybt i nakken og løftede halen højt, mens hun dansede af sted og nød øjeblikket i fulde drag. Hun drejede da hovedet og så ned på den smukke pony med et mildt smil.

"Hvor er vi på vej hen, Sir Christian?"

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Den lille pony fortsatte sine samlede trin på vejen imod Teylar. Ganske ufortrødent gjorde han det, selvom han i princippet ikke kunne bestemme hvem der trådte ind i flokken; det var lederen Brêgo der valgte hvem der måtte slutte sig til flokken, men den grå pony ønskede sådan at vise hans majestætiske danserinde hans hjem. Han var stolt over det, og det var det eneste sted i landet han kendte. Han havde ikke rejst landet rundt, for det lå ham så fjernt at vandre frit. Altid havde han været vant til grænser, vant til at færdes ét sted, med mindre hans mennesker tog ham med sig på eventyr. Det var hans tryghedszone, hans tilhørssted. Og det ville han gerne vise den magiske hoppe.
Han smilede bredt ved hendes ord - den lille pony vidste godt, at han ikke stod en chance overfor nogen; han kunne måske rende fra dem på de kortere distancer fordi han var hurtig i optrækket og kunne vende på en 5ører, men på alle andre parametre var han en ægte vildhest underlegen. Det var dog en sjov tanke, en tillokkende tanke at beskytte hoppen; for hun fortjente det bedste, og var Christian en stor, stærk hingst, tøvede han ikke med at tage kampen op med denne fremmede, for at vinde hoppens hjerte.

,,Vi er på vej imod mit hjem, skønne Tsvani."

Hans smil var stort, inden han slog over i en samlet galop. Hans små ben bragte ham ikke så hurtigt afsted, som den gyldne hoppes gjorde, og for at følge et friskt tempo for hende, måtte han sætte farten lidt op selv. Han chancerede et par gange for endnu at fortsætte dansen; blot fordi de havde en destination nu, betød det ikke, at de blot behøvede at transportere dem selv. Han slog et slag med hovedet, så den kraftige pandelok afslørede hans store stjerne i panden.

,,Og ja, ham Sicarius skal passe på, jeg har et på tricks i ærmet!"

Den lille hingst grinede nærmest ungdommeligt, trods hans krop var noget ældre end de fleste. Derpå slog han sin lille bagpart i vejret i et "faretruende buk" væk fra hoppen, for ligesom at demonstrere hans kampevner.

,,Vi skovtrolde er ikke sådan at lægge sig ud med"

[1]

---

Hun gengældte hans store smil, da han svarede, at de var på vej mod hans hjem. Ihh, hvor spændende og dejligt! Normalt lød den dér velkendte tese jo ellers, at man aldrig måtte tage med en fremmed hingst hjem, men i dette tilfælde var hun slet ikke i tvivl - den dejlige Christian ville ikke gøre hende noget og havde ingen skumle bagtanker med at tage hende med hjem. Desuden var han jo så lille, så hvis han endelig skulle prøve på noget, ville hun med lethed kunne overmande ham og slippe væk. Men den tanke strejfede hende simpelthen ikke - for den lille Christian var den kærligste og mest høflige hingst, hun nogensinde havde mødt, og hun kunne simpelthen ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at han ville snyde hende på den måde.
Hun slog ivrigt med hovedet og brummede muntert for at understrege, at hun glædede sig til tanken om at se hans hjem!

Han slog nu over i en samlet galop og satte af sted i et overrasket hurtigt tempo. Hun smilede varmt, da det gik op for hende, at han gjorde det, så der også var plads til, at hun kunne galopere. Hun hvinede ivrigt, inden hun ligeledes slog over i en samlet galop og galoperede ved hans side. Fornemmelsen af blot at løbe side om side med en god ven på denne måde var helt fantastisk!
Han begyndte nu at chancere et par gange for at understrege, at dansen endnu ikke var slut, og med et anerkendende brum efterlignede hun hans bevægelser og chancerede af sted ved hans side med knejset hals og løftet hale.

Han slog nu et slag med hovedet, der fik den kraftige pandelok til at glide til side, og for første gang opdagede hun, at han havde en stjerne i panden. Hun smilede stort. Han var fuld af overraskelser!
Den kære Christian sagde nu, at Sicarius skulle passe på, fordi han havde et par tricks i ærmet, inden han grinende slog bagparten i vejret som en lille kriger og tilføjede, at skovtrolde ikke var sådan at lægge sig ud med. Hun tippede hovedet tilbage og lo højt og kærligt af den skønherlige hingst, inden hun strakte mulen frem og rodede kærligt op i den vilde pandelok.

"Det tror jeg på!"

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

I den samlede, men ivrige galop, begav den ældre pony sig afsted ved siden af den guldfarvede, majestætiske hoppe med kursen direkte imod hans hjem - flokken Teylar. Faktisk kunne de med lethed se flokken nu, men den lille grå ventede lidt med at fortælle den gyldne hvad de i øjeblikket kunne beskue; han ville vente, til de krydsede den usynlige linje, som for ham betød det samme som et hegn; en linje, som han havde brugt mange timer på at overtale sig selv til at krydse - men som han i netop dette øjeblik, var glad for han gjorde. Hvis ej han havde begivet sig udenfor flokkens grænser, havde han ikke mødt den store hoppe, med det magiske udseende. Han grinede muntert, til hendes respons på, at han havde et trick eller to i ærmet og fornøjet hoppede han atter frem i et par krumspring, dog knapt så krigeriske som før.
Han brummede muntert, men også en anelse udmattet - det var længe siden at den lille hingst havde bevæget sig så længe, i både samling og tempo. Han slog ned i en smidig trav og dernæst ned i en afslappet skridt i det de trådte ind over grænsen til Teylar, og med et kæmpe smil omkring den mørke mule hævede han sin lille hals og vendte hovedet op imod hans danserinde.

,,Velkommen til mit hjem, smukke Tsavani. Velkommen til Teylar!"

Hans stemme var varm, men ivrigheden lå endnu gemt i hans toner, trods hans aldrende krop var ved at være træt. Han rystede den sommerkorte pels over engang, så man og pandelok fór omkring hans krop for dernæst at klistre sig til den våde hals. En veltilpas brummen forlod hans mule, inden han med et tilfreds brum puffede diskret til den ædle hoppe, for at føre hende frem imod søen. Det var der han oftest holdt til, der han havde sin 'boks' i dette land. Lige i grænsen mellem skoven og søen var der han boede, sådan for alvor, og resten af flokkens område betragtede han som sin fold. Hans skridt var munter, selvom den var afslappet - for ham var det en stor ting at invitere denne smukke hoppe til at se hans private område; for selvom alle andre fra flokken kom og gik, frit, så betragtede han det som sit helt eget frirum, hvor han kunne være alene med sine tanker og drømme.

[2]

---

Hun kunne ikke lade være med at le muntert af den lille Christian, der atter hoppede frem i et par krumspring. Han var simpelthen så livsbekræftende at betragte, og hans høje energi og muntre sind smittede totalt af, når man var i hans selskab. Hun elskede hvert sekund af det!
Som de to heste bevægede sig længere og længere ind i skoven, syntes hun, at området begyndte at virke bekendt. Og snart gik det op for hende, at de var på vej imod Teylar, som hun havde besøgt kort forinden sammen med den gyldne hoppe Illana. Et stort smil tegnede sig på hendes mule. Selvfølgelig boede den finurlige Christian i Teylar - han var jo som skabt dertil!

Det varede ikke længe, før han slog ned i trav og derefter ned i en afslappet skridt. Hun fulgte taknemmeligt hans bevægelser og satte ligeledes farten ned til skridt. Hendes flanker hævede og sænkede sig i små, lette stød, da hun var blevet godt og grundigt forpustet ovenpå det hurtige tempo.
Den galante Christian vendte sig nu om mod hende med et stort smil og bød hende velkommen til sit hjem i Teylar. Stoltheden lyste ud af øjnene på ham, og hun brummede varmt og anerkendende. Hun kunne sandelig godt forstå, at han var glad og stolt over sit hjem - det ville hun så sandelig også være, hvis hun havde æren af at bo et sted som Teylar!

"Mange tak, skønne Christian. Teylar er så smukt og dejligt et sted, så det kommer slet ikke bag på mig, at du er herfra! Det vil være mig en ære at følge med dig derind og opleve dit hjem på tæt hold."

Hun smilede mildt til ham og lod sig mere end frivilligt følge med, da han let puffede til hende for at føre hende fremad. Hun så nysgerrigt på ham og smilede spændt, mens hun skridtede af sted med livlige skridt. Hun kunne ikke vente med at se, hvor han ville føre hende hen!

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

De muntre toner, som forlod den store gyldne hoppe, varmede den ældre herre helt ind i hjertet. Han nød lyden af hendes latter, de milde toner, og han havde en sær trang til at hører mere; søge, at få hende til at le. Hun lød så fri og afslappet, præcist som hun fortjente at være. Han brummede mindst lige så muntert tilbage til hende, inden han med stolte skridt søgte længere ind imod Teylar, hans hjem, som han havde præsenteret hende for. Han førte hende så galant han kunne, uden at presse hende, ned imod hans 'hjem', hans særlige sted i flokkens område. Hans små ører, som tittede frem af den tykke pandelok, vippede rundt i små cirkler, imens han med ro i sindet indtog de lyde, som var i omgivelserne. Han kom med et tilfreds prust lidt efter, inden han betragtede hans gyldne danser ved hans side; der var et lille stykke til søen, så imens kunne han ligeså godt fortsætte samtalen, så han kunne nyde flere af den guldfarvede hoppes toner.

,,Jeg kom til landet ikke langt herfra, og den første jeg mødte var lederen Brêgo. En dejlig hingst, hvis du spørger mig, imødekommende og åbensindet. Jeg har haft mig nogle gode samtaler med ham, selvom det er længe siden jeg sidst så ham! Tsavani, må jeg spørge dig om, hvor i landet du ankom?"

Den ældre pony betragtede hende nøje, imens hans skridt afspejlede hans træthed. Selvom han var udmattet af alt den faren rundt, dansen og krumspring, så gik stoltheden og 'elegancen' - om man kunne kalde det for det - ikke af ham. Hans krop bar sig fortsat fornuftigt, men tempoet blev sænket lidt. Han kom med en lidt undskyldende brummen imod hans gyldne danserinde, for han ønskede at føre hende, ikke sænke hende; men hans små ben kunne ganske simpelt ikke træde så langt og let som hendes.

[9]

---

Hun fortsatte af sted ved den prægtige Christians side og nød blot hvert et øjeblik. Hun befandt sig i pragtfulde omgivelser i et pragtfuldt selskab... Hvad mere kunne man ønske sig? Hendes hoved var normalt fyldt med tanker og tvivl omkring Sicarius og hele hendes dilemma omkring Lyset/Skyggerne, men denne lille herre havde formået fuldstændigt at få hende til at glemme hver og en af de negative tanker... I hans selskab levede hun blot i nuet og koncentrerede sig ikke om noget som helst andet end bare at nyde livet.
Hans ord afbrød nu den korte stilhed imellem dem, og glædeligt vendte hun hovedet imod sin lave dansepartner. Hun var mere end frisk på at høre, hvad han havde at sige!

"Ah ja... Jeg har også haft æren af at møde Brêgo engang, og jeg kan kun give dig helt ret i dine ord. Desværre er det også længe siden, at jeg har set ham.
Og selvfølgelig må du det, kære Christian! Jeg ankom allerførst til Enophis helt alene, men kort tid efter fandt jeg min bror, og sammen slog vi os ned på Leventera. Vi har levet sammen her lige siden, men desværre er det meget længe siden, jeg sidst har set ham. Faktisk så længe, at jeg er begyndt at tro, han ikke er her længere..."

Hendes ansigt blev kortvarigt sørgmodigt, og hendes øjne flakkede let ud mod horisonten. Hun savnede Cadey helt forfærdeligt... Hun havde aldrig prøvet at være uden ham, aldrig nogensinde. Han havde altid været hendes faste støtte; hendes klippe, som altid kom og samlede hende op og fik hende på rette køl, når hun havde lavet fejltagelser. Og fejltagelser, dem havde hun eddermaneme lavet mange af igennem tiden... Men Cadeyrn havde altid været der for hende, og hun havde aldrig følt sig så fortabt, som efter hun havde mistet ham. Intet kunne beskrive den betydning, han havde haft i hendes liv... Uden ham følte hun slet ikke, at hun kunne stå på egne ben eller træffe en eneste fornuftig beslutning.
Hun slog kort med hovedet og tvang sig selv til at vende tilbage til nuet. Hun havde altid stået i skyggen af Cadeyrn, som havde været den fornuftige og mest voksne af de to, men nu var det på tide, at hun stod frem og beviste overfor sig selv, at hun godt kunne klare sig alene!

Hun vendte derfor atter opmærksomheden mod den dejlige Christian og smilede varmt. Der var ingen grund til at dvæle ved fortidens sorger... Nu måtte hun leve i nuet og fokusere på alle de nye gode venner, hun havde fået i stedet - og dem var Christian bestemt en del af!
Det begyndte snart at være hårdt for den mindre hingst at følge med i det høje tempo, hvilket var begyndt at kunne ses på hans skridt. Hans tempo blev langsomt, og han prustede lidt mere - men på intet tidspunkt gik stoltheden og elegancen af ham. Hun måtte atter beundre ham. Det var helt fantastisk, hvor meget stolthed og udholdenhed, der kunne være i så lille en hest!
En undskyldende brummen forlod ham nu, da han måtte sænke farten. Det var tydeligt, at det ikke behagede ham at være nødt til at sænke hende. Hun slog straks over i et langsommere tempo og brummede mildt og anerkendende til ham, mens hun kærligt strøg ham over den lille, bløde skulder. Hun ønskede bestemt ikke, at han skulle være af den opfattelse, at han sænkede hende. Hun ville med glæde bevæge sig i et langsommere tempo sammen med ham - så fik man også mere ud af turen!

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Den lille grå pony trissede nu afsted i langsommere tempo - heldigvis lod det til, at hans gyldne danserinde accepterede selv at måtte gå langsomt, og en lettet og taknemmelig brummen forlod hans lille, mørke mule. Han tippede et af de små ører op imod hende, lyttende til hendes ord. Han var oprigtigt spændt på hvilken fortælling hun havde bag sin ankomst til landet, og da hendes milde toner atter begyndte at synge for ham, lyttede han nærmest tryllebundet.
Hun fortalte ham om at hun var kommet til på Enophis - en ø, som Christian endnu ikke havde sat hove på. Han bevægede sig generelt ikke udenfor Teylar, fordi han anså flokkens område som værende en stor, fantastisk fold, og han havde alt den plads han havde brug for. Hans eventyrlyst drev ham ikke til at søge vidt og bredt, i stedet kunne den lille sjæl for uendelige timer til at gå med at udforske alle nuancer af flokkens territorium. Han brummede tilfreds, imens hun fortalte om en broder. Så der var en anden som hende? En anden som hende, stor og majestætisk! Den lille pony slog glædeligt et slag med hovedet - når Tsavani var så fantastisk en skabning, som hun nu var, måtte hendes broder da være af samme kaliber. Han afbrød dog ikke hendes fortælling, men skrev sig bag øret at han ville spørge mere indtil hendes familie. Han puffede mildt imod hendes skulder, inden han ledte hende helt ned til søens klare vand. Han stoppede her med en tilfreds rysten af den lille krop. Han vendte hele hovedet op imod hende, studerende, inden han begyndte at snakke igen.

,,Jeg kender slet ikke denne ø Enophis, men jeg kan kun forestille mig at det må være et flot sted. Når denne ø er så fantastisk som den er, tænker jeg at hele landet er smukt. Kære Tsavani, det må da være fantastisk at have en broder i landet her! Selv har jeg ingen familie - så jeg kan vel kun sige, at jeg misunder dig en smule. Men mon ikke han er her et sted? Så vidt jeg kan forstå på de sjæle jeg har snakket med, er landet stort. Han er måske faret vild?"

Den lille pony viftede et par gange med halen for at jage nogle forvildede myg væk. Herefter tillod han sig, med et lille galant nik, at placere mulen i vandoverfladen for at slukke tørsten. Alt imens han drak, kørte hans ører rundt i små cirkler - et af hans små kendetegn - og diskret betragtede han deres spejlbillede imens. Han så absurd lille ud ved siden af hende, men det generede ham ikke. Det var mange, mange år siden han sidst havde befundet sig sammen med nogen på hans egen størrelse; men dog havde de fleste i hans selskab været mindre end den guldfarvede, prægtige danserinde.

[10]

---

Hun mærkede et blidt puf imod sin skulder, inden han ledte hende helt ned til søens klare vand. Hun stoppede op ved hans side og sukkede veltilfreds, mens hun betragtede det skinnende vand, der så noget så indbydende ud efter deres fysiske udfoldelser.
Hun lyttede da til Christians ord og vippede forundret med ørerne. Hun havde aldrig før mødt en, der ikke kendte til Enophis. Det var hendes indtryk, at langt de fleste startede ud på den ø, når de lige ankom til landet. Men på den anden side var hun jo heller ikke selv vågnet op dér, så der fandtes åbenbart andre undtagelser lige som hende selv.

,,Enophis er den største ø i Andromeda, og den er i sandhed smuk, ja. Hvis du en dag får mod på at krydse havet, er den bestemt et besøg værd.
Og ja, det har i sandhed været rart med min bror her i landet - faktisk ved jeg slet ikke, hvordan jeg nogensinde skulle have klaret mig uden ham!
Så jeg håber så sandelig, at du har ret, kære Christian. Jeg synes ellers, at jeg har ledt efter ham alle steder, men vi kan jo været gået forbi hinanden... Hvis du ser ham, må du i hvert fald meget gerne bede ham om at komme forbi vores hule på Leventera. Du er ikke i tvivl, hvis du møder ham - han er cirka 10 cm højere end mig!"

Christian dykkede nu mulen ned i det kølige vand, og hun tøvede ikke med at følge hans eksempel. Hun drak slurk efter slurk og nød fornemmelsen af den kølige væske ryge igennem sit svælg. Da hun havde fået slukket tørsten, rejste hun atter hovedet og så mod deres spejbillede. Det så utrolig sjovt ud, som de stod dér - begge to ekstreme af udseende på hver deres måde. Hun lo muntert og puffede drillende til hans skulder.

"Sikke et umage par, hva?"

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Den lille sjæl, hvis ører tippede ivrigt rundt i takt med han drak det kølende vand, viftede tilfredst med halen. Han blev ved med at drikke lidt endnu, selvom den guldfarvede danserinde begyndte sin fortælling - og det var ikke fordi han ville være uhøflig, men han var simpelthen tørstig. Da han endelig følte sin trang stillet, hævede han hovedet for at høre den sidste del af fortællingen.
Denne ø - Enophis - lød ganske lokkende. Dog var der den faktor, at Christian ikke forlod sin 'fold' og derfor var tanken om at krydse havet næsten utænkelig for ham. Han trak let på de grå skuldre med et smil, inden han tippede ørerne helt frem imod hende. Var hendes bror større? Han måtte være en sand kæmpe! Det var tydeligt at den lille grå var forundret over det fænomen, men der var ingen vantro at spore i hans livlige, venlige øjne.

,,Havet er nok en større udfordring end jeg kan klare, Tsavani, men hvis jeg en dag finder modet, vil jeg håbe at du vil ledsage mig!"

Han smilede bredt inden han rakte den våde mule ud imod hende. Han var draget af denne majestætiske hoppe, både hendes sind og væremåde. Han brummede nu, sagte og hingstet, inden han atter tippede ørerne helt frem.

,,Din bror må være en kæmpe; jeg synes at du, gyldne danserinde, er meget stor, og jeg har aldrig set en hest på din størrelse - med al respekt - så virker en der er endnu højere nærmest umuligt! Men, han kan ikke sådan være til at overse, og jeg lover at sende ham i retning af jeres hule hvis jeg finder ham!"

Kækheden lå endnu i den lille sjæl, selvom han var træt. Ved hendes sidste ord vendte han blikket imod deres spejlbillede, og nu hvor vandet ikke længere blev forstyrret af hans lille mule, stod det endnu mere klart.

,,Umage måske .. Men jeg synes nu vi klæder hinanden ganske godt alligevel. En skovtrold og en gudinde"

Grinede han. Der lå en uskyldighed i hans komplimenter og flirten; for Christian havde aldrig begivet sig ned af kærlighedens sti. Han brød sig vældig meget om denne hoppe, og syntes hun fortjente det bedste - og hvis hans harmløse komplimenter kunne få hende til at smile, så havde han gjort dagens gode gerning. Han stak nu mulen ned i vandoverfladen og kørte den hurtigt til siden, så han plaskede imod den guldfarvede. Med de muntre toner satte han i et lille hop ud i vandet - hvis der var noget, den lille pony elskede, så var det at bade! Og ovenpå den dans, han havde udført med den gyldne, var det vidst tiltrængt med en dukkert.

[1]

---

Hun smilede kærligt ved hans ord. Hun havde ikke lige overvejet, hvor hårdt sådan en svømmetur måtte tage på hans lille krop, og nu følte hun sig helt dum; for det var da et åndssvagt forslag - hun ville jo næppe ende med at slå den dejlige Christian ihjel! Hun smilede dog varmt, da han sagde, at han måske en dag ville finde modet, hvis hun ville ledsage ham. Hun nikkede straks med hovedet og nappede blidt ud efter hans lodne pandelok.

,,Åh kære Christian, selvfølgelig vil jeg det - du siger bare til! Jeg vil bære dig hele vejen om nødvendigt."

Hun lo mildt, men mente det skam helt oprigtigt. Hun ville gøre alt for sin nye ven, og hvis han en dag ønskede at forlade Leventera for at opleve en af de andre øer, så skulle hun nok få ham derover på den ene eller anden måde!
Han rakte nu sin våde mule ud imod hende, og med et kærligt smil tog hun imod den med sin egen, der var lige så våd. Hun lyttede da til hans ord om Cadey og kunne ikke lade være med at le. Ja, det måtte i sandhed være svært at forestille sig, at der rent faktisk kunne eksistere en hest på denne jord, der var højere end hende - for hun havde endnu ikke mødt nogen her i Andromeda, der var det. Men ja, Cadey var bestemt højere end hende - og det var de fleste hingste fra hendes hjemland også! Hun var dog beæret over, at Christian alligevel troede på hende og lovede at sende ham i hendes retning, hvis han fandt ham. Hun smilede taknemmeligt.

,,Mange tak, Christian - det betyder meget for mig!"

Hun fortsatte med at se ned i deres spejbillede, mens hun lyttede til hans ord. Hun lo mildt og nikkede ivrigt med hovedet.

,,Det har du i sandhed ret i; et umage, men meget kønt par!"

Og det var ligeledes ord, hun mente helt oprigtigt! For trods Christians lille højde syntes hun bestemt, at han var en smuk hingst - og hvis situationen havde været anderledes, ville hun bestemt sagtens have kunnet se de to sammen som et rigtigt par. Og hvem vidste... Måske en dag? Det ville sandelig være noget, man skulle vænne sig til, og det ville nok resultere i en masse underlige blikke fra folk; men hun havde heldigvis aldrig været typen, der bekymrede sig om, hvad andre tænkte.

Christian stak nu atter mulen ned i vandet og kørte den hurtigt til siden, så vandet plaskede mod hende. Hun slog en høj, munter latter op og skulle lige til at sprøjte igen, da han pludselig satte af i et hop lige ned i søen. Hun betragtede den livsglade pony et kort øjeblik, inden hun uden tøven sprang efter ham; klar til at lande så hårdt i vandet, at det forhåbentlig ville plaske lige mod ham! Hun kunne ikke lade være med at smile over hele femøren. At være i selskab med denne lille herre gjorde hende intet mindre end lykkelig!

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Den lille pony var rendt så langt ud, at vandet gik ham til maven. Det kølende spejl smøg sig let omkring ham og ringe bredte sig omkring hans grå, tætbyggede krop. Han så ivrigt imod hans guldfarvede danserinde, som uden tøven hoppede i efter ham. Vandet sprøjtede op, væltede ind over ham og med en høj latter rejste han sig på forben og sprang ivrigt frem, for at forsøge at gøre kunsten efter og plaske så meget på hende, som han kunne præstere. Han gav et enkelt, hingstet hyl fra sig; nok var han gammel, men hans sind var endnu ungt og tilmed hingstet. Nok var det ikke så tydeligt som hos mange andre, men når stemningen var til det, viste han sig gerne fra den lidt hingstede side. Han slog kraftigt med den lille hals, så hans kæmpe man blev slynget over på modsatte side, og med elegante skridt trippede han rundt, indtil han stod med fronten imod Tsavani. Han smilede bredt og varmt, inden han med muntre toner svarede hende.

,,Bære mig, åh, kære, det vejer jeg nok en kende for meget til.. Men jeg må være ærlig og sige, at det kunne være mægtig sjovt - så ved jeg hvordan menneskerne må have haft det, når de har redet på mig!"

Tanken var ham forunderlig morsom, og man kunne nærmest se latteren i hans øjne. Han havde altid undret sig over hvordan det måtte være, at sidde på ryggen af en hest; men menneskerne gjorde det jo ofte og med stor glæde. Christian kunne ikke lade være med at lade tankerne smutte en tur tilbage til hans gamle liv; de utallige ture på stubmarkerne i fuld fart med hans ejer. Han grinte lidt for sig selv, inden han gav den gyldne danserinde hele hans opmærksomhed igen.

,,Det er dig der besidder skønheden, Tsavani!"

Hans stemme var fortsat munter, men en anelse mere kærlig. Han mente det skam; den store hoppe var smuk, og selv var han blot en ganske almindelig sjæl. Han havde nok haft en sjælden farve for hans race, men den lille pony havde ikke været unik nok til at være avlshingst i hans gamle land, og havde derfor levet livet som en evig bachelor. Derfor anså han heller ikke sig selv som værende ganske prægtig, selvom han kendte nogle ganske elegante bevægelser og tricks. Han lyste op i et smil på ny, inden han hoppede muntert hen imod den gylden hoppe, for at fortsætte denne plaskeleg.

[3]

---

Vandet væltede ind over ham, og med en høj latter rejste han sig op på forben og sprang ivrigt frem for at plaske så meget vand mod hende som muligt. Hun lo højt og muntert sammen med ham, da vandet ligeledes plaskede op omkring hende. Hun lyttede til hans ord og blinkede let til ham. ,,Nu må du ikke undervurdere min styrke, kære... Nok er jeg en hoppe, men jeg er stor og stærk som en okse!"
Hun skød let brystkassen frem og poserede som en rigtig okse, inden hun brød ud i latter. Åh, hvor hun dog nød denne lille herres selskab... Hun følte sig så let og ubesværet i hans selskab. Hun behøvede ikke at tænke over, hvordan hun tog sig ud og fremstod, men kunne blot være helt sig selv og nyde livet.

Hun hørte hans ord om, at de såkaldte mennesker havde redet på hans ryg, og det fik kort et forbløffet udtryk frem i hendes ansigt. Hun havde forestillet sig menneskene som nogle store, magtsyge skabninger, så det lød vildt ubehageligt at have dem siddende på ryggen! ,,Kan de virkelig sidde på jer? Gør det ikke vildt ondt?"
Hun var helt forbløffet og måbede nærmest ved tanken. Christian virkede dog til at se nærmest helt glad og nostalgisk ud ved tanken, så måske var disse mennesker slet ikke så store, tunge og skræmmende, som hun havde forestillet sig?

Hun smilede varmt ved hans ord om, at det var hende, der besad skønheden. ,,Pjat med dig, der skal to til at danse tango, ved du nok!"
Hun smilede drillende til ham og håbede, at han kendte til dette ordsprog. Pludselig kom han muntert og plaskende hoppende hen mod hende igen, hvilket fik hende til atter at le højt og muntert, inden hun sprøjtede ud efter ham med forbenet med et hoppet hvin.

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Den ældre, musegrå Christian, som stod i vandet op til maven, tabte næsten kæben i ren og skær beundring, da hans guddommelige danserinde stillede sig op og poserede; hun udstrålede sådan ynde og styrke på samme tid, og det var fascinerende at beskue. Han smilede oprigtigt og lo ganske let; ikke en latter der udtrykte vantro eller morskab, men en varm latter. Han havde nok undervurderes hendes styrke, men aldrig havde han kendt til en hest, der havde styrken til at bære en anden hest. En brummen overtog hurtigt efter hans latter, og han lyttede til de ord hun herefter udtalte; og gav hende tid, til at snakke færdigt, førend han selv begyndte at svare.

,,Undskyld, kære Tsavani, jeg er nok uvant med andres styrker, og i min verden har jeg aldrig mødt en anden hest, som kunne bærer mig! Jeg tror skam på, at du besidder styrke langt større, end hvad jeg hidtil har kendt til."

Han smilede skævt, inden han puffede let imod den gyldne danserinde, hvis guldfarvede pels fik en bronze-agtig farve, der hvor den var blevet våd. Det var et farvespil der klædte hende, måtte den ældre herre sande.

,,Nej, det gør ikke ondt! Mennesker fås i flere størrelse, som vi gør. Og når de er børn, vejer de nærmest ingenting. De fylder ikke så meget, når de sidder på ryggen, og så har de sådan nogle smarte tæpper, som hedder sadler, som sørger for at deres vægt fordeles lige, og så føles det lidt blødere at have dem siddende."

Fortalte han med ivrighed. Han savnede sommetider at bærer rundt på en rytter, mærke det bånd der opstod mellem ham og den, han bar; savnede lyden af menneskernes latter og mærke deres klap og kærtegn. Han brummede en anelse drømmende, inden han svirpede med den våde hale, så de lange hår flød rundt på vandets overflade.

,,Dét skal der, danserinde, og jeg kunne ikke tænke på en bedre dansepartner end dig!"

Han smilede atter stort, et smil der bredte sig helt op til øjnene. Han lod sine korte forben strækkes frem i spanske skridt, i det han bevægede sig fremad i vandet igen. Hans hove kom lige op til vandoverfladen og brød dets stille spejl, han hvælvede sin hals og udspilede sine næsebor med en lettere hingstet brummen. Han forsøgte virkelig at vise sig frem, i en ægte tango, og bød atter hans gudinde op til fortsat dans i det våde element.

[3]