[Til Signe] Sun is shining and so are you.

---

Hun kunne ikke lade være med at le mildt, da den kære Christian næsten tabte kæben af at måbe over hendes posering. Han lo derefter varmt, inden han undskyldte over for hende og sagde, at han skam troede på hende. Hun smilede mildt til ham, inden hun blidt puffede til hans skulder.

,,Du skal skam ikke undskylde, kære Christian. Det var mest ment for sjov; jeg har ganske vist aldrig prøvet at bære en anden hest før, så jeg kan ikke være sikker på, at jeg kan. Men jeg er i hvert fald mere end villig til at give det et forsøg med dig en dag!"

Hun smilede stort og ivrigt. Det skulle i hvert fald ikke være hans størrelse, der afholdt ham fra at besøge de andre øer - hun ville bære ham, hvorend han ville hen, om hun så skulle bruge alle sine kræfter på det!
Hun lyttede til hans forklaring og måtte endnu en gang se sig fascineret. Så mennesker blev altså kaldt børn, når de var små lige som Christian? Det lød helt skørt alt sammen, og hun ville nok aldrig komme til at forstå det til fulde, medmindre hun selv oplevede det en dag. Men at dømme på Christians ivrige stemme og drømmende brummen, var hun sikker på, at det måtte være helt fantastisk. Hun smilede mildt til ham.

,,Jeg ville ønske, at jeg kunne besøge dit hjemland en dag. Det lyder i sandhed som noget helt utroligt!"

Hun smilede kærligt, da Christian nu sagde, at han ikke kunne tænke på en bedre dansepartner end hende, inden han lod sine forben strækkes frem i de flotte spanske skridt, der lige akkurat fik hans hove til at nå vandoverfladen. Hun brummede beundrende af hans flotte fremvisning, inden hun selv bevægede sig frem mod ham i vandet.

,,I lige måde, kære Christian!"

Hun løftede ligeledes sine store forben frem i spanske skridt. Hendes strakte sig dog så højt op over vandoverfladen, at vandet let dryppede fra hendes hovskæg og dannede små ringe i vandet. Hun betragtede dem med et varmt smil, inden hun så på Christian med et drømmende blik. Hun kunne ikke beskrive, hvor taknemmelig hun var over at have mødt denne smukke, ædle sjæl...

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Den store, bløde mule, som den guldfarvede hoppe havde, puffede imod den lille grå skulder der halvt om halvt var dækket af tætsiddende, våd man. Hendes smil fik ham blot til at smile på ny, og forsigtigt rakte han frem for at røre ved hendes mule, nu den var indenfor rækkevidde; men han var forbeholden og krævede ikke hendes kærtegn - for i hans verden, der aldrig havde været fyldt med den klassiske kærlighed, var dette uvant for ham, men samtidigt forbudt. Hoppens hjerte var en andens, og samtidigt var der en masse fysiske begrænsninger. Men åh, hvor han dog gerne ville være tæt på hende. Han blev revet ud af hans lille indre tankestrøm, da hendes milde toner fangede hans ører; hun fortalte ham, at hun meget gerne ville være forsøget en dag, og bærer ham til en anden ø, hvis han ønskede det. Den lille grå gjorde et stort nik med det kompakte hoved, inden han tippede ørerne helt frem. Det var en stor ære for ham, at hun ville give ham sådan en gave, og han vidste ikke helt hvordan han skulle sige tak. Han brummede derfor, varmt og med kærlige toner, som respons til hendes tilbud. Hvem ved, måske ville han finde modet til det en dag?

Han rømmede sig lidt, efter hans fortælling og hendes efterfølgende ord. Han smilede let ved tanken om at bringe hende til sit hjem; hun ville stikke så meget ud, men alligevel passe så godt ind. Hans gamle hjem havde alligevel været en blandet skare, og måske den milde Tasavani havde været et godt bud på en fredsvogter på folden. Han brummede muntert, inden han trippede let; det klare vand blev en anelse køligt når man stod stille.

,,Det er meget anderledes end det liv, som dette land tilbyder. Tasavani, jeg tror måske det ville være en oplevelse for dig, men når man kender dette frie liv, kan det godt være, at mit gamle land ville virke som et fængsel. Der er fysiske hegn, der hindre dine frie skridt. Du kan ikke gå, hvorend du vil, og kan kun forlade folden - som det indhegnede område hedder - når menneskerne henter dig, og bringer dig ud. For mig var det tryghed og kendt; jeg vidste hvor jeg boede, og at jeg aldrig var i farer. Jeg elskede menneskernes selskab, og havde ikke behov for at gå præcist mine egne vegne, men nød at arbejde sammen med menneskerne og lade dem lede mig på de eventyr, de ønskede. Jeg tror, at man skal være født i dén verden, for at værtsætte den - men jeg ville ønske, at jeg blot en dag kunne vise dig mit hjem, og præsentere dig for mine gamle flokkammerater. Og så tror jeg, at du ville have kunnet lide mit menneske.. Hun var så sød."

Et kærligt og nærmest savnfuldt blidt faldt over den ældre hingst, inden han rystede sig over på ny. Han savnede sit hjem, men havde også levet sin tid der. Han havde været klar til at komme til de evige græsmarker, og efter Klavs var gået bort, havde hans hjem ikke været helt det samme. Han smilede lidt efter og nappede ud efter hans guldfarvede dansepartner; for hans indre så han stadigt den majestætiske Shire hoppe på folden sammen med ham, Klavs, og de islandske heste. En sjov, blandet og farverig flok.

Efter han havde bevæget sig fremad, efter han havde udvist hans udgave af spanske skridt, bevægede den gyldne hoppe sig selv frem, med overdådige bevægelser. Hendes hove blev nemt frie af vandets kolde hænder, og dråberne trillede elegant fra hendes hovskæg. Hendes muskler, stærke skuldre, løftede med lethed hendes ben og hendes ryg holdt hendes krop i elegant holdning. Han gav en hingstet brummen fra sig, inden han begyndte at trippe frem i noget der lignede en piaffe, og selvom vandet var en udfordring, lykkedes det den lille hingst at samle sig og danse fremad med flot bæring, for at komplimentere den unikke hoppe ved hans side.

[1]

---

Den lille Christian rakte nu sin mule frem mod hendes, da hun var indenfor rækkevidde. Der var dog noget, der holdt ham tilbage; fik ham til at tøve. Hun blev først lidt forvirret, men så huskede hun, at hun jo havde fortalt ham om Sicarius, og at han derfor nok var bange for at komme til at træde over hendes grænser og gøre noget forkert. Hun smilede stort og beroligende til ham, inden hun uden tøven tog imod hans mule i en kærlig berøring. Hun ville ikke have, han på nogen som helst måde skulle føle, at hun var forbudt område for ham. Hun var selv en hoppe, der holdt meget af nærkontakt, så hendes berøringer var ikke kun forbeholdt Sicarius - og da slet ikke når de kom fra sådan en skøn sjæl som Christian!

Hun smilede stort og lo muntert, da han gjorde et stort nik med hovedet ved hendes ord om at blive båret igennem vandet. Hun kunne allerede mærke, at hun inderligt håbede, at den hændelse en dag ville finde sted - for det ville i sandhed blive en oplevelse, hun ville glæde sig til at opleve!
Hun vippede nysgerrigt ørerne i hans retning og lyttede interesseret med, da han atter begyndte at fortælle om sit hjemland. Hun kunne godt se, hvad han mente med, at det måske ikke ville være et sted for hende alligevel - men han formåede bare at fortælle om det på sådan en eventyrlig måde, at hun slet ikke kunne undgå trangen til at opleve det selv!
Hun smilede varmt, da han havde afsluttet sine ord.

,,Det har du nok ret i, kære Christian. Men ja, jeg ville i sandhed elske at få muligheden for at møde dine gamle flokkammerater og dit menneske. Hvis jeg en dag fik muligheden for at komme på besøg bare en enkelt dag og så komme tilbage hertil bagefter, så ville jeg være lykkelig!"

Hun lo atter mildt, da han nappede ud efter hende, inden han begyndte at trippe frem i en slags piaffe, som det lige akkurat lykkedes ham at fuldføre i det høje vand. Hun smilede atter imponeret af ham, inden hun selv dansede videre ved hans side.
Hun fornemmede, at det begyndte at blive lidt koldt herude i vandet, og det måtte kun være endnu koldere for Christian med sine korte ben! Derfor begyndte hun langsomt at styre retningen ind mod bredden igen, hvor hun ville forberede sig på at tage afsked med den lille Christian. Hun havde i sandhed nydt deres tid sammen, og hun var meget taknemmelig over, at han havde vist hende rundt i sit hjem - men nu var det snart ved at være tid til, at hun måtte drage videre igen.
Hun stoppede derfor op på bredden og rystede sin krop godt igennem, inden hun venligt stak hovedet ned mod den mindre hingst.

,,Min kære Christian, det har i sandhed været en helt fortryllende dag i dit selskab. Jeg kan ikke beskrive, hvor glad jeg er for at have mødt dig, og hvor meget jeg har nydt at bruge min dag sammen med dig her i Teylar. Det er nu på tide, at jeg drager hjemad igen - men jeg vil allerede glæde mig meget til vores næste møde, der forhåbentlig vil forekomme igen snarest!"

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Det var en glædelig følelse der bredte sig i den lille, ældre pony's hjerte, da den guddommelige hoppe tillod berøringen og lod hendes store mule mødes med hans lille. De havde jo gjort det før, i dette møde, men denne gang var blot lidt anderledes for den lille grå, fordi han havde indset hvor fantastisk en sjæl hun var. Han rømmede sig let, og efter hans forklaring omkring hans hjem, smilede den gulfarvede hoppe med en varme, der næsten smittede. Han rykkede atter de små ører helt frem og lyttede til hendes syngende toner. Han smilede skævt og en anelse forlegent ved hendes ord - Ja, hvis bare han kunne vise hende det, eller bringe hende dertil.

,,Det ville også gøre mig meget glad, kære Tasavani. Men vi er her, og det tror jeg desværre ikke vi kan lave om på"

Han brummede sagte, men fortsat muntert. Efter han satte frem i sin dans på ny, sluttede hun sig til ham; og gradvist førte hun ham imod bredden. Han havde aldrig prøvet at lade en hoppe føre en dans før, men det føltes overraskende okay; det var lidt ligesom at være sammen med menneskerne. De ledte altid, og der var vel intet galt i, at den guldfarvede hoppe gjorde det samme. Da hans små, robuste ben atter var på tør grund rystede han den tætte krop over, så vanddråber fløj fra hans lange pels.
Ganske kort efter, at de begge havde rystet det vand af sig, der nu kunne forlade dem, kom hendes lyserøde mule nærmere igen, og denne gang tøvede den ældre herre ikke længe med at placere sin mørke mule imod hendes, der endnu var ganske varm. Hun takkede farvel nu, takkede for en fantastisk dag. Han smilede bredt og trådte et lille skridt tilbage, hvorefter han bukkede dybt for hende. Da han rejste sig, endnu med ganske galante bevægelser, trods hans ældre krop var træt, hørtes hans varme stemme.

,,Et eventyr har det været for mig, at møde dig, du kære guddommelige Tasavani. Jeg vil ønske dig en god og sikker tur, tilbage til det sted i landet du bor, og ærligt vil jeg sige, at jeg glæder mig umådeligt til at se dig igen. Du er en fantastisk sjæl - det skal du vide, og huske på i tider, hvor du tvivler på at din sti er forenelig med Sicarius. Han finder intet bedre end du, kære gyldne."

Han smilede oprigtigt til hende, inden han sendte et sidste nik i hendes retning. Derpå gav den lille pony sig til at vandre ind imod en klynge træer, ikke langt fra hvor de var nu, og her ville han tilbringe nattens kølige timer.

[Christian out]
[4]