|
|
Post by Melli on Aug 19, 2017 11:22:24 GMT 1
"Selvom jeg aldrig selv har prøvet at leve i en rigtig flok, så vil jeg tro, at det fungerer på samme måde, ja. Og mange tak, mester Brêgo. Jeg er sikker på, at jeg kommer til at kunne lide det her!"
Selvom han havde ret i, at det nok ville blive noget af en omvæltning for den lille hoppe, så var hun fuld af gåpåmod og glædede sig til sit nye liv som vildhest! Nu havde hun jo været så priviligeret at møde sådan en sød hest som Brêgo, der med det samme havde hjulpet hende og ville præsentere hende for sin flok - så der var jo nærmest ikke noget, der kunne gå galt! Hun følte sig i hvert fald rigtig heldig, for hun var sikker på, at overgangen fra tam- til vildhest ville blive meget nemmere, når hun havde en flok i baghoven, der kunne støtte og hjælpe hende, når noget blev svært.
Saltet var begyndt at kunne fornemmes i luften, hvilket fik Melli til at smile mildt. Hun havde altid elsket, når cirkusset endte i en by ved havet. Så havde hendes mennesker taget hende med på hyggelige aftenture ned til stranden, hvor hun havde fået lov at bade i de blå bølger. Hun blev helt nolstalgisk og varm om hjertet af at tænke tilbage på de sommeraftenener! Hun glædede sig helt vildt til at komme ned til havet sammen med Brêgo!
Græsset begyndte langsomt at tynde ud, og underlaget under deres hove blev til sand. Det var noget hårdere at gå i end græsset, men heldigvis skulle de ikke så langt. Hun kunne nemlig allerede nu se den smukke strandbred og havet, der glitrede let i solens stråler. Ih, hvor var det smukt! Hun vendte hovedet mod Brêgo ved hans spørgsmål og smilede skævt.
"Jah, det har jeg. Men mine ben er jo ikke så lange, så det går ikke så hurtigt eller elegant... Hvor dybt er det?"
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
|
|
Post by Brêgo on Aug 22, 2017 20:08:43 GMT 1
[10]
Brêgo måtte smile en lille smule. Det glædede ham helt med alt den positivitet. Der var mange af der kom med et lille frisk pust af nyt håb og positive tanker, når de kom til andromeda. De havde han selv gjort engang, men de havde også lige så stille lagt sig igen. Det han engang havde troet skulle være en ny start på livet og et godt et af slagsen, var blevet fyldt med sorg, et tungt hjerte og ubehag. Et eller andet sted på hans vej, havde han tabt sig selv, men han vidste ikke hvor. Det var ikke noget han lod andre se, hvis han kunne undgå det. Kun meget sjældent viste det sig gennem den vemodighed han ikke altid kunne holde skjult, men den lille hoppe gjorde det en smule nemmere.
"Det kommer an på tidspunktet. Det er ikke til at sige hvor dybt det er mens der er højvande. Somme tider kan jeg ikke nå bunden hele vejen. Når det er lavvande går det lidt nemmere. Og hvis vi vælger det helt rigtige sted, er der heller ikke så langt. Tror du du kan klare det? Der er ikke længere end hen til de træer derovre..."
Han gjorde et lille kast med hovedet i retningen af en lille klump træer, der gav en smule skygge fra sig i nærheden af vandet. Havet kunne også sagtens anes forude, og på den anden side af det, Leventra. Måske så det ud til at være en lidt længere afstand mellem dem, men Brêgo vidste også, at vandet ville trække sig længere tilbage, og der ville være små "bakker" undervejs af sand, som man kunne vandre på, hvor vandet ikke var alt for dybt.
|
|
|
|
|
Post by Melli on Aug 25, 2017 9:57:14 GMT 1
Hun lyttede til hans ord og vippede let med de lodne ører. Tanken om vand så dybt, at ikke engang den høje Brêgo kunne nå det, var ikke så rar... Men han virkede til at kende havet godt og have taget turen mange gange, så forhåbentlig ville han kunne finde det sted, hvor der ikke var så dybt eller langt. Hun fulgte hans blik hen mod en lille klump træer i nærheden af vandet længere fremme. Der virkede ikke til at være så langt, så det burde hun da godt kunne klare. Hun hævede beslutsomt hovedet og så på ham med et muntert smil.
"Det burde jeg godt kunne klare. Jeg er i hvert fald villig til at give det et forsøg!"
Hun var sikker på, at det nok skulle gå. Selvom hun måske ikke ligefrem var den mest erfarne svømmer, så lå det i hendes instinkter, så hvis hun skulle passere en afstand, hvor hun ikke kunne bunde, så ville hun bare tage det som en udfordring! Jah, nok var den lille hoppe ikke stor af ydre, men hendes gåpåmod og frygtløshed var lige så stort som enhver anden hests!
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
|
|
Post by Brêgo on Aug 25, 2017 13:02:19 GMT 1
[12]
Som de nåede vandet standsede Brêgo mens han vurderede vandstanden i forhold til en bunke af store sten lidt længere henne ad stranden. Han vidste nogenlunde hvad han skulle kigge efter og nikkede derfor som for at vise det var okay at krydse vandet nu. De havde nået det, men de skulle ikke stå ret lang tid, hvis de skulle nå over på den anden side.
"Det glæder mig. Hvis ikke må jeg kalde på et skjolddyr (skildpadde). Mon ikke der er nogen store nok til du kan stå på ryggen af en. De kan blive rimelig store på disse kanter. Jeg har set en enkelt der var på størrelse med et føl, cirka. Og du er ikke ret meget større heller. Om ikke andet ville det være et forsøg værd."
Brêgo drillede hende selvfølgelig lidt. Han havde da tiltro til hun nok skulle komme over på den anden side i god behold uden at skulle bruge hjælp. Der var andre der havde krydset havet - endda føl der ikke kunne have ret mange muskler i forhold til en voksen hoppe. Han gav sig til at vandre fremad med i en almindelig gang, der blev til nogle lidt højere løft efterhånden som vandet nåede længere op af hans ben.
"Denne vej, lille hoppe."
|
|
|
|
|
Post by Melli on Aug 30, 2017 19:23:38 GMT 1
De nåede nu ned til vandet, hvor den brogede Brêgo standsede op. Han stod og så ud til at vurdere situationen lidt, inden han nikkede bekræftende til hende. Han sagde da lettere drillende, at han altid kunne kalde på et skjolddyr, hvis ikke hun kunne klare det. Først lo hun let ved tanken om sig selv stående på ryggen af en skildpadde, mens hun kæmpede for at holde balancen på dens skjold henover det bølgende hav. Men så kom hun til at tænke på, at han havde sagt, at han kunne kalde på en, og straks så hun nysgerrigt på ham.
"Hvordan kan du kalde på skjolddyrene??"
Han gav sig nu til at vandre fremad ud i vandet og bad hende følge med ham denne vej. Uden at tøve fulgte hun med ham let på tå. Vandet kom først som et koldt chok mod hendes opvarmede krop, men hurtigt vænnede hun sig til den kølige temperatur, der nu blot føltes skøn i det varme vejr. Vandet blev dybere og dybere, og snart nåede det hende til langt op om maven. Hun fortsatte dog ufortrødent af sted velvidende om, at den brogede herre nok skulle passe på hende, hvis der skete noget.
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
|
|
Post by Brêgo on Aug 31, 2017 18:01:52 GMT 1
[22]
Brêgo lo lige så stille med hende. Han kunne godt se det sjove i det. Det ville måske endda også ende med hun alligevel røg i vandet. Måske ville det nok være nemmere hvis han kunne slæbe hende med hen over vandet, hvis det da blev for dybt, men han regnede ikke med det. Han havde nu alligevel tænkt sig at svømme en lille smule bag hende, så hans hoved stadig var ud for hendes side, men alligevel ikke helt oppe på hendes side. På den måde kunne han jo holde øje med om hun fik problemer eller ej.
"Åh, lille ven. Jeg kan mere end kalde på skjolddyr"
Igen lo han i en varm latter. Noget han ikke havde gjort længe. Men lige i det øjeblik var det som om alt det dårlige var pakket væk. Hans "lille ven" var heller ikke sagt i en nedladende tone - kun fordi hun ikke var særlig høj.
Selv da vandet nåede helt op til den lille hoppes mave, gik det kun et stykke op af Brêgos ben. Han kunne derfor nøjes med nogle høje benløft, der fik vandet til at stå ud i alle retninger når han satte dem i vandet igen. Men det var nemmere sådan frem for at skulle "sparke" sig gennem vandet. Det gav jo modstand.
|
|
|
|
|
Post by Melli on Sept 3, 2017 11:37:10 GMT 1
Lyden af hans varme, oprigtige latter behagede hendes ører og gjorde hende i godt humør. Det var en virkelig dejlig fornemmelse at være i selskab med denne store hingst. Til trods for deres store forskelle i både udseende og kulturer, så var han virkelig et behageligt selskab, som hun var overbevist om, at hun ville blive gode venner med. Som de krydsede havet dér side om side, føltes det allerede som om, at de var gode venner, der havde kendt hinanden længe - og hun nød hvert et øjeblik af det!
Han sagde nu i nærmest mystiske toner, at han kunne meget mere end blot at kalde på skjolddyr. Hun så forundret på ham. Hvad mere?? Hendes blå øjne brændte nysgerrigt mod hans. Åh, hvor ville hun gerne vide det! I sit indre prøvede hun at forestille sig, hvad det kunne være. Mon han kunne tale med havdyr? Eller alle dyr?? Hun havde aldrig før mødt en hest, der kunne det, men i hendes hjemland var der nogen af de tobenede, der påstod at være hestehviskere, der kunne tale med heste og sommetider også andre dyr - kunne det mon være sådan en, han var?? Hun så ivrigt på ham.
"Er du sådan en slags dyrehvisker??"
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
|
|
Post by Brêgo on Sept 4, 2017 14:13:02 GMT 1
[5]
Brêgo ventede med at besvare den lille Melli, til vandet var blevet lidt lavere igen og de dermed også var kommet tættere på den anden bred. Det tog jo også både noget af pusten og energien at snakke samtidig med man svømmede. Selvom det ikke påvirkede ham så meget, påvirkede det jo måske alligevel hende, og han ønskede ikke hun skulle synke til bunds fordi hun havde flere spørgsmål.
"Hmmmmmmm.... Hvad er en dyrehvisker?"
Det var ikke et udtryk han havde hørt før. Jo jo, han kunne snakke med andre dyr, men han hviskede jo ikke til dem? Han kunne kommunikere med andre gennem de telepatiske evner, men det var heller ikke noget hvisken. Det måtte være endnu en ting fra Mellis hjemland han ikke havde hørt før, og vippede derfor nysgerrigt et øre i hends retning - mere eller mindre klar på en lille historie eller fortælling om en sådan dyrehvisker. Det lød i hvert fald meget specielt.
Som de nåede den anden side stoppede Brêgo helt op og rystede sig. Godt nok var der ikke meget vand på ham i forhold til den lille, men det havde alligevel nået et lille stykke op af ham og han havde da også næsten måtte svømme på et tidspunkt, men uden at behøve det alligevel. Sandet var allerede begyndt at klæbe sig til hans ove og ben, og det ville han nok ikke få af før det engang var blevet tørt.
|
|
|
|
|
Post by Melli on Sept 12, 2017 8:22:24 GMT 1
Vandet blev dybere og dybere, og snart kunne hun ikke længere nå bunden, men måtte sætte gang i de små ben og svømme. Brêgo ventede med at besvare hendes spørgsmål, og det satte hun pris på - for lige nu havde hun rigeligt at gøre med bare at holde sig oven vande! Hun svømmede og svømmede, og før hun vidste af det, kunne hun allerede mærke bunden under sine hove igen. Hun smilede stolt. Hun havde klaret det! Brêgo spurgte hende nu, hvad en dyrehvisker var, og hun så på ham med et lettere skuffet udtryk. Øv, så kunne han nok ikke tale med dyr alligevel... Hun smilede mildt.
,,I mit hjemland er en dyrehvisker en person, der kan kommunikere med dyr - enten via stemmen eller tankerne. Jeg har dog ikke personlig erfaring med det, så jeg aner ikke, hvordan sådan noget fungerer."
Hun lo let. Hun havde mødt mange såkaldte dyrehviskere rundt omkring på sine rejser, men hun havde altid haft lidt svært ved at tro på det - for man kunne da ikke kommunikere med andre arter!
De nåede nu bredden på den anden side, og hun hoppede let og elegant ind på stranden, hvor hun rystede sin krop godt og grundigt, inden hun rejste sig i et stejl med et frydens hvin.
,,Vi klarede det!"
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
|
|
Post by Brêgo on Sept 12, 2017 20:35:42 GMT 1
[14]
"Hmmm.. Hvis det er en dyrehvisker, så tror jeg godt man kan kalde mig det. Ser du. Jeg kan snakke og forstå alle sprog her i Andromeda. Fuglene, fiskene.... Selv de små biller.... Det er en god måde at holde styr på hvad der foregår over det hele."
Selvom det engang imellem også blev brugt som ren og skær underholdning når han legede babysitter for nogle af de små i flokken - eller nærmere sagt den lille Nyx der manglede sine forældre, så var det også beregnet til mere alvorlige sager. På den måde kunne han jo holde øje med skyggerne - eller i hvert fald hvor de befandt sig henne. Han kunne få at vide, hvis nogen af dem ville nærme sig flokken med angreb som hensigt. En enkelt kunne ikke stille meget op, men flere kunne gå hen og blive et lille problem, hvis ikke der var nok til stede til at gøre modstand. Og evnen til at kommunikere med andre telepatisk gjorde det også muligt at kalde på de andre i flokkens område for at få samling på dem.
"Du klarede det! Jeg har gjort det så mange gange, så jeg vidste jeg kunne. Og jeg var sikker på du sagtens kunne også. Det er en god idé at at holde øje med vandstanden når man skal fra ø til ø, og der er nok af dem her. Men jeg vil lade dig udforske dem frem for jeg fortæller om dem. Det ville bare være at frarøve dig halvdelen af det sjove."
Brêgo måtte slå en lille mild latter op. Han blev stående og ventede på Melli. Han ville hellere lade hende vurdere, hvornår hun var klar til at vandre videre. Det kunne umuligt være særlig rart at vandre rundt hvis man ikke kunne få vejret ordentligt og især hvis ens puls kørte på højtryk. Brêgo selv foretrak i hvert fald at holde sig selv i ro.
|
|
|
|
|
Post by Melli on Sept 18, 2017 10:38:17 GMT 1
Hun måbede let ved hans ord. Han kunne snakke med alle dyr i hele Andromeda?! Wooow, hvor var det vildt! Hun slog ivrigt med hovedet og smilede imponeret. ,,Hold da op, hvor er det sejt! Er det en evne, du er født med, eller?"
Hun havde aldrig hørt om en hest, der kunne tale med andre dyr før - det var godt nok fascinerende!
Hun smilede mildt ved hans næste ord. ,,Jeg er glad for, at du troede på mig! Og tak for rådet med hensyn til vandstanden - det vil jeg huske! Og det lyder godt nok spændende med alle de øer, dem vil jeg glæde mig til at udforske!"
Hun trippede livligt op på siden af den store brogede, mens hun afventende så på ham med ivrige øjne. Det ville måske være smartest lige at holde en pause efter svømmeturen, men hun var bare så spændt på at se Teylar, at hun slet ikke kunne vente!
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
|
|
Post by Brêgo on Sept 22, 2017 17:37:34 GMT 1
En lille latter forlod Brêgo endnu en gang ved den lille hoppes udbrud. Han forstod hende godt. Han havde reageret nogen lunde på samme måde da han første gang var blevet introduceret for magien. Med tiden var det blevet mere almindeligt for ham og der var ikke længere nogen "wow" effekt når han mødte nogen, der ligesom ham besad magiske kræfter. Han delte heller ikke helt samme syn som så mange andre. Ifølge ham var det ikke kræfter der var blevet givet til ham - de var til låns. Han havde dem fordi han passede på Kongestenen. Kongestenen havde han ikke fået. Den var hans ansvar at holde sikker, så kræfterne var intet andet end hjælp til at udføre denne opgave og ikke til at pjatte rundt med. Dermed ikke sagt det ikke kunne kombineres når han alligevel brugte sine evner til at snakke med de andre dyr, for at finde ud af hvad der foregik rundt omkring i Andromeda. Et af flokkens føl havde af og til fulgt ham på hans runde, og fundet det meget sjovt når han pjattede lidt med det samtidig.
"Nej. Jeg har aldrig kendt til den slags før jeg kom hertil. Jeg kan stadig huske den første gang jeg så tegn på magi. Lyset gav mig stenen om min hals. Det er mit ansvar at holde den i sikkerhed fra skyggerne. For at hjælpe mig på vej, har lyset lånt mig den evne. På den måde kan jeg få en lille advarsel hvis de skulle marchere i samlet flok mod Teylar."Hendes iver var smittende. Ikke fordi den brogede hingst selv ville give sig til at trippe på stedet for at komme afsted, for han var ofte meget rolig. Det var måske også det der kunne få ham til at virke en smule gammel, selvom han langt fra var en af de ældste i Andromeda. Det var længe siden han havde hoppet rundt som et forelsket rådyr, og nogen gange føltes det som om det aldrig ville komme til at ske igen. For at hjælpe den lille Melli med at styre sin iver, begav han sig fremad i retningen af Teylar. Der var stadig en hel ø at krydse. 17 |
|
|
|
|
Post by Melli on Sept 28, 2017 20:15:54 GMT 1
Hendes små ører vippede livligt frem og tilbage, da hun interesseret lyttede til hans svar. Han brugte lige pludselig en masse ord, der var lige så fremmede for hende, som mennesker og strigler havde været for ham. Lyset? Skyggerne? Hun så på den smukke sten om hans hals og fik straks vakt sin nysgerrighed. Hun havde godt lagt mærke til den tidligere, men af en eller anden grund havde den ikke rigtigt interesseret hende som sådan - men nu lød den pludselig vildt spændende!
,,Tillad mig min uvidenhed, men hvad er Lyset? Og Skyggerne? Og hvorfor skal Stenen holdes væk fra dem?"
Iveren var tydelig at høre i hendes stemme, så hun håbede ikke, at det ville blive for meget for ham med alle de spørgsmål - men hun var bare så nysgerrig og kunne slet ikke holde sig tilbage!
Hun slog lykkeligt med hovedet, da han nu begyndte at bevæge sig fremad igen. Uden tøven trippede hun op på siden af ham og fulgte med. Hun tvang dog sig selv til at sætte tempoet lidt ned og skridte frem i en mere rolig skridt, da hun vidste, at de havde en lang vej foran sig endnu - så hun var nødt til at spare på kræfterne.
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
|
|
Post by Brêgo on Sept 28, 2017 22:04:34 GMT 1
21 En lille dæmpet brummen kom fra Brêgo, næsten som hvis han anstrengt lukkede luften ud af lungerne. Det var ikke fordi han havde svært ved at trække vejret, men egentlig var det en lyd der kom frem, fordi han ikke rigtig vidste, hvor han skulle starte sin forklaring. Der gik derfor også et lille øjebliks tid, før han gav sig til at dele det han vidste med lille Melli. "Så vidt jeg har forstået er det lyset der er grunden til vi er havnet her i Andromeda. Lyset der har givet os en ny chance. En slags gud måske. Det siges Lyset har spærret mørket inde i vulkanen på Foehn. Skyggerne stammer fra mørket og mørket vil fri fra sit fængsel. Men for at komme fri må de have have fat i ting fra Andromeda. Ting som kongestenen for eksempel, og flere til. Jeg er ikke sikker på hvad det præcis er de skal have fat i eller hvordan de kan bruge det for at slippe mørket fri, men det siges at mørket vil mørklægge hele Andromeda. Uden lys er der intet der kan gro og alt vil dø ud. Skyggerne tjener mørket og skyggerne har håndlangere.... Skyggebærerne. Det er dem vi skal passe på. De besidder en mørk form for magi. Jeg tvivler på de ville kunne bruge det til noget nyttigt, hvis de havde lyst til at prøve."Brêgo vidste ikke mere end hvad han havde hørt rundt omkring, og han havde endda hørt lidt forskelligt fra andre. Det var ikke alle der fortalte det samme, men han havde fået nogenlunde styr på enkelte detaljer, fra Andromedas beboere, der havde været der længe. Ikke hans artsfæller, men dem ikke ret mange ænsede. |
|
|
|
|
Post by Melli on Oct 6, 2017 11:03:30 GMT 1
Hun lyttede med gru til hans fortælling, og jo mere hun hørte, des mere blev hendes øjne spærret chokeret op. Her gik hun og troede, at hun var kommet til sådan et skønt og fredeligt land - og så hørte hun det her?! Hun sank en klump i halsen. Det lå ellers ikke til hende at være bange, men det her lød godt nok uhyggeligt! Det var jo fuldstændig taget som ud af en gyserfilm - ikke noget, man forventede at høre i virkeligheden!
,,Det lyder vel nok grufuldt! Hvad skal jeg dog gøre, hvis jeg møder en af disse Skyggebærere? Og Lyset og jer Vogtere er da stærkere end Mørket og Skyggerne, er... er I ikke?"
Hun bed sig nervøst i læben, for hvad nu hvis svaret var nej? Hun vidste godt, at hun atter havde overdynget den ædle Brêgo med spørgsmål, og det var hun ked af... Men det her var simpelthen for vildt til, at hun bare kunne lade det ligge! Hun var nødt til at vide det - og på en eller anden måde blive bekræftet i, at der forhåbentlig ikke var nogen grund til at være bange!
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
