Children of the sun - Trinse

3

Brêgo måtte smågrine en anelse af hoppens chokerede øjne. Han forstod godt det lød underligt for en der kom udefra og ikke havde vænnet sig til livet i Andromeda. Det havde jo også selv taget ham en rum tid, før han egentlig havde accepteret at livet i Andromeda var meget anderledes end det han selv kom fra. Her kunne han føle sig mere tryg, og alligevel ikke mere tryg på samme tid.

"Jo. Det skal du ikke bekymre dig om. Vi har Illana. Illana er meget stærk, og hun kan holde skyggerne på afstand med sit lys. Men jeg tror ikke du får problemer med dem. Med din højde er du ikke så stor en udfordring for dem, og det ville ikke være fair hvis de begyndte at gå efter dem der er mindre end dem selv."

Måske var de ikke ligefrem det bedste selskab i Andromeda, men man måtte godt nok have en bitter smag i munden, hvis man gik efter sådan en lille og uskyldig hoppe. Brêgo tvivlede i hvert fald på hun på noget som helst tidspunkt ville provokere nogen nok til at tænde for temperamentet. Nok havde nogen en kort lunte, men selv med en kort lunte, ville andre vel også hellere have noget modstand. Brêgo vidste i hvert fald at han var sluppet meget billigere de gange han selv havde ladet være med at gøre modstand, da han var yngre. Selvom han ikke rigtig huskede hans liv fra før Andromeda, var der stadig nogle enkelte minder der hang særligt godt fast.

"Så længe du ikke vandrer rundt på Foehn har du vidst ikke noget at frygte. Jeg kan foreslå ikke at vandre rundt i nærheden af Foehn alene også. Nogle af dem kan godt begive sig væk fra aske-øen."

Han kunne ikke lade være med at grine lidt over hendes chokerede blik, og det fik hende hurtigt til at slappe lidt mere af. Hvis han kunne stå og smågrine af det på den måde, så var det nok ikke helt så farligt alligevel.
Hun lyttede til hans første ord og nikkede beroliget. Denne Illlana lød som en stærk og fascinerende hoppe, som ville kunne beskytte dem. Og ja, han havde nok ret i, at hun ikke ville få problemer, når hun var så lav. For nej, det ville i sandhed ikke være fair at angribe en, der var mindre end en selv - så hun håbede bare, at disse Skygger ikke var alt for uretfærdige.
Hun lyttede til hans næste ord om Foehn og nikkede forstående. Hun var ikke helt sikker på, hvad Foehn var, men det måtte vel være en af Andromedas andre øer lige som Leventera og Enophis. Hvis det var dér, Skyggerne holdt til, så skulle hun i hvert fald ikke nyde noget af at rejse dertil!

,,Tak for din advarsel og beroligende ord, kære Brêgo. Hvis du har tid en dag, vil du så ikke vise mig, hvor denne Foehn ligger henne - bare sådan så jeg ikke kommer til at bevæge mig derhen ved en fejltagelse?"

7

“Du er ikke i tvivl når du ser det. Foehn. Ildbjerget findes på Foehn.”

Det var nok den nemmeste måde at forklare det på. Han kunne selvfølgelig gå i gang med at lave rutevejledninger til hvor man ikke burde gå hen, men så nemt var det heller ikke – ikke over for en der ikke kendte landet. Hvordan skulle hun vide hvilken ø hun befandt sig på uden at have spurgt nogen om det først? Så kunne hun jo lige så nemt være havnet på Foehn uden at vide det. Det var nemmere at beskrive Foehn som ”et-med-ildbjerget”.

”Jeg har aldrig selv været derhenne. Jeg ønsker ikke sætte mine hove et sted jeg er blevet advaret imod, så der er ikke så meget mere end det jeg kan fortælle om øen, men jeg er imponeret over alle dem der tør sætte deres liv på spil på den måde.”

Mange turde godt flakke rundt på Foehn. Måske fordi skyggerne ikke havde givet lyd fra sig i lang tid, men det kunne lige så vel være stilhed før stormen. En fælde for en uvidende. En måde at lokke overmodige sjæle i et bagholdsangreb på. Brêgo fandt det bedst at holde sig væk derfra, og håbede på andre fulgte hans eksempel, men ikke alle var ens og nogen havde større behov for spænding i deres liv – for ikke at tale om dem der følte sig tiltrukket af mørket og faren.

Hun lyttede til hans ord og lagrede dem i sin hukommelse, mens hun nikkede let. Så Foehn var altså den ø med ildbjerget på, og det burde være nemt at se på afstand, så hun ikke fik forvildet sig derhen ved en fejltagelse... Godt så. Det måtte hun sørge for at huske og for alt i verden undgå!
Hun lyttede da til hans næste ord og nikkede let. Hun forstod ham godt - hun skulle godt nok heller ikke nyde noget af at besøge det sted! Det lød simpelthen for skræmmende!

,,Ja, det er både mærkeligt og beundringsværdigt at tænke på, hvad der mon driver folk til at opsøge sådan et sted... Men nej, jeg skal i hvert fald heller ikke nyde noget af det, hvis jeg kan blive fri!"

1

"Nysgerrighed. Dumhed. Jeg ved det ikke. Den eneste måde at vide sig helt sikker er ved at spørge en der har gjort det. Desværre er det ikke alle der kommer tilbage og dem der gør er ikke altid i lige så god stand som da de først satte deres hove på øen. Det må være en af dem man skal spørge. Jeg vil i hvert fald ikke sætte mig selv i nogen form for risikofyldt position bare for at få stillet min nysgerrighed."

Der skulle skam nok være nogen der var for overmodig og nysgerrig på samme tid. Overmod kunne også ses som at være direkte dum, og Brêgo var ingen af delene. Han ville for det meste hellere flygte end kæmpe. Hans væsen var for roligt til at kaste sig hovedkulds ud i unødvendig vold. Havde han ikke andre muligheder ville han jo være nødt til at kæmpe for sit liv, sin familie og sine venner - men absolut heller ikke før den tid.

"Det lyder som et klogt valg. Man lever ikke længe ved at opsøge den slags steder eller farer i hvert fald. Så længe der er masser af andre steder man kan opholde sig og møde andre, ser jeg heller ingen grund til at sætte mine hove der. Det sker engang imellem skyggebærerne finder vejen væk fra Foehn, men jeg har aldrig selv set dem i samlet flok. Jeg har hørt nogle af dem er nemmere at tale med når de er alene, men jeg ville stadig passe på med at vade op til en af dem"

Han sendte den lille hoppe et mildt smil. Han ville jo ikke skræmme hende, men han ville heller ikke lyve og sige de var komplet ufarlige.

Undskyld mit sene svar!!! Er du stadig interesseret i at fortsætte tråden? <3

Den lille hoppe lyttede nysgerrigt til den brogede hingsts ord. Det var bekymrende at høre, at de folk, der var så heldige at vende tilbage fra Foehn, ikke var i lige så god stand, som da de først kom dertil. Dette bekræftede hende blot yderligere i, at hun skulle holde sig væk - og at hun måtte huske at spørge hvorfor, hvis hun nogensinde skulle støde ind i en, der havde været på Foehn.
Hun lyttede til hans næste ord og nikkede let med hovedet. Det var hun helt enig i. Hun gengældte derefter hans smil og vippede taknemmeligt ørerne fremad.

,,Jeg sætter pris på dine ord og advarsler, Brêgo. Det er altid rart at vide, hvordan man bedst overlever og klarer sig i et nyt land, så jeg er taknemmelig for, at du har gidet at bruge din tid på at sætte mig ind i alle disse ting."

(Skal vi evt. spole frem, til når de ankommer til Teylar? )

1

"Selvfølgelig"

Svarede Brêgo smilende. Han mente det skam. Han nød at hjælpe andre. Det var trods alt også derfor han i sin tid havde stiftet flokken. Han var trods alt ikke født til at lede, opdraget til at lede eller i det hele taget haft nok værd til at lede andre. Han var bunden af flokken hvor han kom fra, men han ønskede ikke andre skulle være overladt til sig selv på samme måde som han var.

Der gik ikke lang tid før de trådte over flokkens usynlige grænse. Selvom der ikke var meget stor forskel på de to sider af den usynlige grænse, følte Brêgo alligevel altid en større ro, når han var på den "rigtige" side.

"Velkommen til Teylar, Melli"

(done )

Den lille hoppe var ivrigt trisset efter den store brogede hele vejen til Teylars område. Selvom det havde været en lang tur, så havde han været sød til at sætte farten ned og gå i hendes tempo, så det ikke ville blive alt for hårdt for hende at følge med. Ak ja, det kunne til tider godt være lidt træls at være så kortbenet i forhold til andre heste, så det var bare super dejligt, når man fandt en hest som Brêgo, der rent faktisk var sød til at tage tingene i hendes tempo. De ankom nu til Teylar, og spændt trådte hun med ham ind over grænsen.

,,Mange tak, mester Brêgo! Ih, hvor bliver det spændende! Jeg glæder mig sådan til at se stedet og møde de andre!"

4

Brêgo måtte smile, men med en lille matchende latter. Det var ikke altid man havde så meget med sig og fandt sådan en positiv sjæl. I den tid han havde tilbragt med den lille hoppe, var hans tanker drevet væk fra hans problemer, hans ansvar og hans knuste hjerte. Hendes gode humør havde smittet en anelse af på ham. Selvom han aldrig kunne være helt igennem glad, var der alligevel ikke helt så meget tristhed over de brune øjne længere.

"Bare Brêgo."

Svarede han hende med et mildt smil. Det var alt man behøvede. Bare Brêgo. Han følte sig altid utilpas når man brugte ord som De, Dem og Deres om ham. Selvom han ikke rigtig kendte til betydningen af mester, ville han alligevel hellere være på den helt sikre side.

"De andre skulle ikke være så langt herfra. Tror du selv du kan finde resten af vejen hvis jeg siger lige ud i den retning? Jeg har nemlig et par ting jeg havde glemt jeg burde gøre. Dit gode selskab har simpelthen fået mig til at glemme mine pligter"

Han gjorde et lille kast med hovedet i retningen af flokkens opholdssted. For selvom der var grænser for deres område, var der alligevel et sted de opholdt sig mere end andre. Han sendte hende et lille undskyldende smil. Selvom han ikke længere var lederen, havde han stadig nogle forpligtelser som Vogter.

(Tænker det er et godt tidspunkt at runde tråden af på? )

Hun lyttede til hans ønske om bare at blive kaldt Brêgo og nikkede forstående med hovedet, mens hun gengældte hans milde smil. Bare Brêgo... Det måtte hun huske på. For selvom hun godt selv kunne lide at tiltale folk på høflige måder, når hun følte, at de havde fortjent hendes respekt, så accepterede hun skam fuldt ud, hvis folk ikke ønskede at blive tiltalt på den måde - faktisk forstærkede det blot hendes gode indtryk af Brêgo og beundrede hende. For selvom han var sådan en stor, smuk og ædel hingst, der tydeligvis havde stor autoritet i flokken, så var han alligevel helt nede på jorden og ønskede ikke at blive behandlet bedre eller anderledes end andre. Den tankegang beundrede hun virkelig, og den var bare med til at gøre ham så likeable.

Hun vippede let med de små lodne ører, mens hun opmærksomt lyttede til hans næste ord. At finde resten af vejen, hvis blot hun gik ligeud i den retning... Jo, det skulle hun nok kunne finde ud af! Hun smilede muntert til ham.

,,Den skal jeg nok klare! Endnu en gang tak, fordi du viste mig vejen hertil og lod mig være med i jeres flok, Brêgo. Det betyder rigtig meget for mig, at jeg har et rart sted at kunne høre til og søge tryghed i sådan et nyt, stort land. Og jeg beklager, at jeg tog tiden fra dig og fik dig til at glemme dine pligter - men jeg er smigret over, at du fandt mit selskab så behageligt, og jeg kan bestemt kun sige i lige måde. Jeg håber, vi snart ses igen!"

Med de ord strøg hun ham kort over skulderen med sin lille bløde mule, inden hun muntert trippede af sted mod sit nye hjem!

(Ja, det er perfekt Tak for tråden <3)