|
|
Post by Brêgo on May 11, 2017 15:45:36 GMT 1
Den brogede hingst havde begivet sig væk fra Teylar og Leventra. Han havde længe været i nærheden af flokken - ikke kun for at holde øje med dem der befandt sig i området, men fordi han håbede på at se en bestemt skikkelse. Men vinteren var kommet og gået, og græsset var begyndt for alvor at gro. Træer og planter var holdt op med at spire og bar derfor både blade og blomster. Vejret var blevet varmer, og derfor måtte Brêgo også erkende at det var ved at være et års tid siden han sidst havde set hans Antheia. Selvom det kun havde været et kort gensyn var det alligevel hvad han havde ønsket og håbet på. At se hende bare en gang til. Han skulle nok se hende igen. Hvis ikke i dette liv, så i det næste. Det var i hvert fald hvad han bildte sig selv ind. Men alle havde brug for håb af en eller anden form. Hun havde været grunden til hans eksistens. Uden hende følte han sig som en tom skal der vandrede omkring - kun halvt til stede. Han havde forsømt sine pligter, men alligevel havde han ikke smidt ansvaret fra sig.
Brêgo var en ædel hingst. Det kunne ses på måden han bar sig selv, og alligevel var han helt nede på jorden. Han anså ikke sig selv for mere vigtig end så mange andre væsner i landet. Alle eksisterede på lige fod. At han havde en sten hængende om halsen og mulighed for at udnytte ekstra "sanser" gjorde ham ikke vigtigere. Måske mere eftertragtet af de mørke væsner, fordi de ville have stenen. Han så det derfor ikke som en gave som så mange andre, men et ansvar - intet andet. Han standsede ved en lille sø, og strakte halsen ned mod vandet for at lappe det i sig. Alt virkede fredeligt og han følte derfor heller ikke han behøvede være på vagt. Selvom han kunne fornemme andre i nærheden, sansde han ingen fare i nærheden.
1 |
|
|
|
|
Post by Melli on May 19, 2017 12:38:43 GMT 1
Den lille hoppe kom roligt vandrende langs en smal skovsti. Hun var for ganske kort tid siden vågnet op i denne skov og havde ingen anelse om, hvor hun var henne, og hvordan hun var kommet hertil. Hendes mennesker og de andre shetlandsponyer var ikke til at få øje på nogen steder, så forgæves skridtede hun igennem skoven og prøvede at fange deres fært; men der var ingen tegn på nogen af dem. Hun kunne simpelthen ikke huske, hvad der var sket, men hun måtte jo være blevet væk fra dem på en eller anden måde... Hun ville dog ikke gå i panik endnu; det var sikkert bare et sted lige uden for skoven. Og desuden var hun en selvstændig og egenrådig hoppe, der klarede sig ganske godt på egen hånd og ikke var afhængig af at være i andres selskab, så hun var ikke bange...
Hun fortsatte ned langs den lille sti og trådte igennem et lille hul ud til et større område, hvor der lå en dejlig sø. Hun smaskede let ved tanken om det klare, kølige vand... Hun var godt nok tørstig! Hvornår mon hun sidst havde drukket? Det kunne hun heller ikke huske... Med fornøjede skridt trippede hun ned til vandkanten og dyppede den lille, bløde mule i vandet. Hun drak begærligt og længe og nød blot fornemmelsen af det kølige vand, der langsomt fik slukket hendes tørst.
Hun havde ikke været opmærksom på meget andet end sig selv, men pludselig gik det op for hende, at hun ikke var alene. På den anden side af søen stod nemlig en stor og ædel, broget hingst og drak lige som hende selv. Hun hvinede henrykt ved synet af en anden hest - måske han ville kunne hjælpe hende med, hvad der var sket! Hun vrinskede hilsende i hans retning og brummede varmt. "God eftermmidag Hr. Du kan vel ikke fortælle mig, hvor jeg befinder mig henne?"
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
|
|
Post by Brêgo on May 20, 2017 2:14:42 GMT 1
Lige så snart den lille skikkelse havde nået søen, havde Brêgo løftet hovedet og ladet blikket hvile på den, med vand stadig dryppende fra mulen. Hovedet var gledet på skrå, og han stod egentlig bare der i stilhed og betragtede ponyen. Det var stadig et underligt syn at se en så lille skabning. Den slags fandtes ikke hvor han kom fra, men han var alligevel stødt på en før. Det ene øre vrikkede ud til siden, før det gled fremad igen. Selvom han måske burde give sig selv til kende, ventede han alligevel i stilhed i stedet for at risikere at skræmme den lille.
"Hr.?"
Den snakkede mindst lige så underligt som den anden. Ikke at det var skidt på nogen måde, men der var nogle ting han ikke helt forstod. Den brogede pels dirrede en smule for at skræmme nogle insekter væk, og halen slog et enkelt svirp op langs siden, men han flyttede sig stadig ikke ud af flækken. I stedet havde han lige så stille og gradvist ladet hovedet søge længere ned mod jorden, for at være nogenlunde på højde med den fremmede. Han ønskede ikke at se "ned" på andre.
"Jeg er bange for jeg ikke kan forklare det ordentligt.... Men Andromeda..... Eller nærmere... Enophis i Andromeda....."
Stemmen var varm og mild, som altid, og selvom der stadig hvilede et lille glimt af noget sørgmodigt i blikket, var de brune øjne alligevel meget varme og venlige. Brêgo havde altid været en blid og venlig sjæl. Han havde lært at være meget ydmyg da han ikke var ret gammel, for det var sådan han overlevede. Det havde været vigtigt for ham at vise han godt vidste han var nederst i hierarkiet, og ellers holde sig i udkanten af flokken. Han var uren - ikke ren racet som de andre, hvor han kom fra og han var heldig han ikke var efterladt som spæd.
"Jeg er ked af det er det bedste jeg kan klare. Mange her komme andre steder fra... Alle er her af forskellige grunde. Hvor kommer du fra? Jeg har kun set en enkelt anden...... På din højde"
2 |
|
|
|
|
Post by Melli on Jun 1, 2017 19:30:21 GMT 1
Han spurgte forvirret ind til hendes 'hr', hvilket fik hende til spørgende at lægge hovedet på skrå. Hvad mon hans spørgsmål skulle betyde? Havde han aldrig hørt det ord før - eller var han bare meget ydmyg? "Ja, hr. Ved du ikke, hvad det betyder, eller ønsker du blot ikke at blive tiltalt sådan?"
Hendes store, blå øjne så mildt og nysgerrigt på ham. Han var allerede en sjæl, der fascinerede hende blot ved sit første ord. Hun havde aldrig mødt en anden sjæl, der reagerede sådan på at blive omtalt som 'hr' - i hendes hjemland var det et helt normalt ord, som alle brugte.
Hun betragtede nu, hvordan han lod hovedet søge ned mod jorden for at være i hovedhøjde med hende. Hun smilede mildt og taknemmeligt. Det var virkelig rart at møde en stor hest, der viste hende respekt på den måde. Hun havde mødt mange store heste i sit liv, og det var bestemt ikke alle, der fandt en lille pony som hende lige så værdig som de store, fine heste.
Hun lyttede nu til hans forklaring om landet og nikkede let. Hun befandt sig åbenbart i Enophis, der måtte være en by i landet Andromeda. Gad vide, hvad det var for et land, og hvor det lå henne i verden? Hun havde aldrig hørt om det før, og hun havde ellers turneret næsten hele verden rundt med sit cirkus. Hvor spændende!
Hun lyttede nu til hans næste ord og smilede kærligt. "Det skal du bestemt ikke være ked af, jeg siger mange tak for svaret! Jeg selv kommer ikke rigtigt noget bestemt sted fra. Ser du, jeg er født ind i et cirkus, så hele livet har jeg turneret rundt i hele landet og bare boet i vores cirkusvogn. Hvad med dig, er du her fra Andromeda?"
Hun lyttede nu til hans sidste ord angående den anden på hendes højde og lyste op i et stort smil. Kunne det mon være en af de andre ponyer fra cirkusset? Det ville være så fantastisk, hvis hun kunne finde de andre igen hurtigt, så de kunne samles og drøfte, hvad der mon var sket, siden de pludselig var havnet her i Andromeda. "Neej, er det rigtigt? Er det her i dag, du er stødt på en? Ser du, jeg leder nemlig efter min familie, der alle er små ponyer lige som mig. Jeg er lige vågnet op her i Andromeda efter et blackout af en slags, så de andre kan forhåbentlig ikke være så langt væk."
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
|
|
Post by Brêgo on Jul 21, 2017 11:18:17 GMT 1
Brêgo rystede ganske kort på hovedet. Godt nok var det et "eller" spørgsmål, men det passede måske på dem begge to.
"Jeg ved ikke hvad Hr. betyder, så jeg kan ikke vide om jeg ønsker at blive tiltalt sådan. Men du kan kalde mig Brêgo."
Et navn var bedre. Han brød sig ikke om den fornemme slags. Han var ikke mere fornem end alle andre, på trods af han bar kongestenen. Han havde et ansvar; han skulle passe på stenen - men det var ikke et større ansvar end en mor der skulle passe på sit føl.
"Neeej, nej.. Jeg kommer et andet sted fra. Men jeg husker ikke meget derfra."
Han trak en smule på det første nej, som om han lige skulle tænke sig om. Men nej, han kom et andet sted fra, men han kunne ikke forklare hvor, for han vidste ikke hvor. Han huskede hverken sine forældre eller hvordan han var kommet til Andromeda. Men han huskede hoppen der havde hjulpet ham den dag han var vågnet i sandet på stranden.
"Desværre. Det er ved at være noget tid siden. Men vi deler hjem. Teylar. En spøjs lille fætter, men meget flink. Han lærte mig ordet strigle"
Den anden lille hest havde brugt nogle mindst lige så sære ord som den lille hoppe. Det var måske ikke helt utænkeligt at de kom fra samme sted. Selv hvis de ikke kendte hinanden kunne det sagtens være samme sted, bare med stor afstand imellem dem.
|
|
|
|
|
Post by Melli on Jul 22, 2017 10:04:02 GMT 1
Den brogede herre rystede nu på hovedet og sagde, at han ikke vidste, hvad Hr. betød, men at hans navn var Brêgo. Hun havde godt nok aldrig før mødt en hest, der ikke kendte til betegnelsen Hr, så det var lidt skægt at opleve. Det var åbenbart ikke en tiltale, man brugte her på egnen. Hun smilede varmt til ham.
"Hr. er egentlig bare en høflig betegnelse for hingst. Men det glæder mig at møde dig, Brêgo. Mit navn er Melli."
Han fortalte nu, at han kom et andet sted fra, som han ikke rigtigt kunne huske. Men han trak meget på sit nej, som om han faktisk ikke rigtigt var sikker på, om han kom herfra eller ej. Hun tippede tænksomt det lille hoved på skrå, inden hun nikkede let. Hvordan kunne man ikke vide, hvor man kom fra? Han måtte godt nok have været her i landet længe så!
Til hendes store skuffelse var det desværre noget tid siden, at Brêgo havde mødt den anden shetlænder. Men til gengæld delte de hjem sammen i Teylar, hvad end det så var. Melli lignede ét stort spørgsmålstegn i hovedet. Hvordan kunne det være længe siden, han havde set ham, når de boede i samme stald? Men nu hun tænkte over det, havde hun jo også mødt denne Brêgo på egen hånd, uden et menneske ved sin side - noget, hun ellers aldrig havde oplevet før. Så måske Brêgo var stukket af fra menneskene, og det derfor var længe siden, at han havde set sin shetlænderven? Det gav meget god mening.
Han fortalte nu, at shetlænderen havde lært ham ordet strigle, hvilket fik hende til decideret at måbe.
"Er du aldrig blevet striglet før??"
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
|
|
Post by Brêgo on Jul 22, 2017 12:04:01 GMT 1
"Det er en fornøjelse at møde dig, Melli"
Selvom det ofte var ren og skær høflighed, mente Brêgo sine ord. Det glædede ham altid at møde andre af landets beboere, men på samme tid kunne han heller ikke undgå at føle et lille stik af vemodighed. Hvis de var i Andromeda og ikke var født i landet, var de højst sandsynligt revet væk fra deres gamle hjem, eller endnu værre, var kommet til landet for at få en chance til. Igen måtte Brêgo ryste på hovedet, samtidig med han forsøgte at genkalde den samtale han havde haft med den lille Christian.
"Der var noget med nogle to-benede væsner og strigle, men jeg kan ikke prale af nogensinde at have mødt et tobenet væsen, lige med undtagelse af de små flyvende."
Han kunne tale med dem, og de fortalte ham ting. De kunne holde øje med landet oppefra. Noget der tit havde gavnet ham, for de kunne advare når nogle af skyggerne forlod Foehn. De kunne advare når der var fare på færde, og de kunne tilmed informere ham om dem der kunne være potentielle nye beboere i Andromeda. De kunne holde øje med alt, og fungerede som ekstra øjne og ører for Brêgo.
"Hvis du ikke er meget for at vandre rundt her alene, kan jeg vise dig mit hjem? Et sted hvor du kan finde selskab."
|
|
|
|
|
Post by Melli on Jul 22, 2017 22:46:35 GMT 1
Hun smilede varmt, da han ligeledes meddelte, at det var en fornøjelse at møde hende. Han rystede da på hovedet og fortalte, at han aldrig havde mødt 'de tobenede' før. Hun måbede kort. Han kom altså ikke fra en stald - ja, faktisk havde han end ikke mødt et menneske i hele sit liv? Wow! Hun så sig hurtigt omkring. Hun var altså havnet et sted med vildheste, der var så øde, at der ikke var nogen mennesker i miles omkreds? Wow! Aldrig havde hun prøvet at leve fri fra mennesker før. Hun var født ind i cirkusset og havde været der lige indtil nu. Hvordan skulle hun kunne klare sig uden dem, når hun ikke engang havde sin familie?
"Er... er der slet ikke nogen mennesker her i nærheden?"
Hendes tonefald var mere usikkert, end hun egentlig havde haft intention om, men sandheden var, at hun var mega nervøs ved tanken om at skulle leve uden mennesker. Hvad nu, hvis hun ikke selv kunne finde mad og vand og blev nødt til at gå i evigheder på tom mave? Hvad nu, hvis det blev uvejr, og hun ikke havde noget ly at søge i? Hvad nu, hvis hun blev syg og ikke kunne få noget medicin?
Til hendes store lettelse spurgte han nu, om han måtte vise hende hans hjem, hvor hun ville kunne finde selskab. Hendes øjne strålede nærmest af lykke - det var lige, hvad hun havde brug for!
"Åh, mange tak for tilbuddet Brêgo, det ville være mig en ære at se dit hjem!"
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
|
|
Post by Brêgo on Jul 24, 2017 4:08:57 GMT 1
Endnu en gang rystede Brêgo på hovedet, som svar på Mellis spørgsmål. Havde det ikke været for nogle af de andre i Andromeda, ville han ikke engang vide hvad et menneske var. Men han havde hørt flere nævne dem, så de måtte vel komme samme sted fra - eller samme verden?
"Jeg har hørt andre nævne dem, men jeg har aldrig set nogen, og jeg har ellers set en hel del af Andromeda. Der er kun et enkelt sted jeg ikke vil sætte mine hove. Men jeg har øjne og ører alle steder, og ingen har set noget vandre rundt på to ben"
Det havde taget noget tid før Brêgo havde fået styr på sine evner. Før han lærte at bruge dem. Til at starte med havde han haft andres stemmer i hans hoved uden helt at kunne finde ud af at lukke af for dem. Men han havde lært det, og inden for Teylars område, kunne han kommunikere med alle. Han kunne hurtigt finde ud af, om nogen havde problemer. Senere hen fandt han ud af han også kunne kommunikere med alle andre væsner i Andromeda. Noget der i hvert fald havde gavnet ham.
"Hvis vi går nu kan vi sikkert nå lavvande."
Brêgo løftede hovedet en smule mens han lagde det på skrå og betragtede hoppen. Han prøvede på at vurdere hvor langt hun ville kunne svømme med de små ben, men det kunne jo også være hun kunne flyde noget af vejen i saltvandet. Ved lavvande ville der være en mindre afstand at svømme, hvilket absolut ikke kunne være noget skidt. Brêgo var, af en eller anden grund, ikke særlig stor fan af havet. Han lænede sig en smule fremover som for at vise han var klar til at flytte sig, før han trådte fremad og vendte rundt, så han kunne vandre i retningen af Leventra, men ventede også på den lille hoppe fulgte med.
|
|
|
|
|
Post by Melli on Jul 31, 2017 23:34:51 GMT 1
Hun lyttede til hans forklaring og måbede fascineret. "Hvor er det fascinerende! Selv har jeg aldrig prøvet at leve uden mennesker før. Jeg er født hos mennesker og har været hos dem siden... ja, siden lige nu! Jeg har overhovedet ingen anelse om, hvordan jeg er kommet hertil."
Hun rystede forvirret på hovedet. Det gav simpelthen ikke nogen mening i hendes hoved, hvordan hun kunne være kommet til det her land uden overhovedet at kunne huske noget. Hun så atter på den brogede med nysgerrigheden lysende ud af de store, blå øjne. "Hvad gør I så, hvis I bliver syge? Eller mangler mad? Eller har en sten siddende fast i hoven?"
Ja, hun kunne nævne en hel liste med ting... Hun kunne slet ikke forestille sig, hvordan man klarede sådan noget på egen hånd! Og ville hun overhovedet være i stand til det, når nu hun var så vant til menneskenes hjælp?
Hun lyttede til hans ord om lavvandet og lo muntert. "Det lyder godt!"
Hun ville i sandhed sætte pris på lavvandet. For selvom hun godt kunne svømme, så var det altså begrænset, hvor meget man kunne holde til, når man havde så små ben!
Brêgo trådte nu fremad og vendte rundt, inden han begyndte at skridte ind mod skoven. Hun løftede muntert hovedet og trippede ivrigt efter ham med høje knæløft og højt løftet hale. Hendes følelse af vemod og bekymring for sin familie var allerede forduftet som dug for solen - nu var hun spændt og klar på eventyr, og havde i dette øjeblik glemt alt om sine bekymringer!
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
|
|
Post by Brêgo on Aug 2, 2017 21:20:41 GMT 1
Brêgo kunne ikke andet end at smile lidt af den lille hoppe. Hun virkede som om hun var fuld af liv, på trods af hun befandt sig et helt nyt sted, som lød til at være meget anderledes end der hun kom fra. Andre havde været mere heldige. Andre, som Brêgo selv, var opvokset uden de to-benede i et land der mindede om Andromeda, men Brêgo havde aldrig oplevet magi før. Dette var noget nyt.
"Jeg husker heller ikke hvordan jeg kom hertil. Jeg har drømme engang imellem, eller mareridt fra mit gamle liv. Men jeg har ikke styr på hvor længe jeg har været her eller hvordan jeg kom hertil. Jeg ved kun det er flere vintre siden."
Han havde i hvert fald oplevet 2 af dem, men gik ikke så meget op i at tælle. Han ville langt hellere se fremad end hænge fast i fortiden. Det kunne kun gøre alt for ondt, og den havde holdt ham tilbage alt for længe. Hængt over ham som en sort sky der forhindrede ham i at føle nogen som helst form for glæde.
"Syg? Mangler mad? Sten? Her kommer du ikke til at mangle mad, det er helt sikkert. Det kan blive lidt af en prøvelse om vinteren, men det er ikke umuligt. Hvad angår syg, er det ikke noget jeg har oplevet endnu. Måske findes den slags ikke her?"
Måske var det noget fra hendes gamle land, ligesom striglen og de to-benede. Noget man ikke fandt i Andromeda. Lige med stenen i hoven kunne han ikke svare på. Man måtte vel have ondt indtil den faldt af? Eller prøve på at få den af på andre måder. Men det var heller ikke noget han nogensinde havde oplevet. Alligevel satte det nogle tanker igang. Hvad skulle man gøre hvis det skete? Tankerne skubbede han alligevel væk, for ikke at dykke ind i sig selv på vandreturen. Han ville trods alt gerne småsludre med den lille hest, der uden tvivl havde noget spændende at fortælle.
"Er sådan nogle... Mennesker... Er de ligesom en slags hjælper som skal gøre hvad du siger?"
|
|
|
|
|
Post by Melli on Aug 4, 2017 13:20:48 GMT 1
Hun lyttede fascineret til Brêgos fortælling om, at han heller ikke kunne huske, hvordan han var kommet hertil. Hun vippede let med de små, lodne ører. Så var hun altså ikke den eneste, der var vågnet op i dette land uden at vide hvordan? Hun så nysgerrigt på ham.
"Hvor fascinerende! Er det generelt for alle her - altså, at man bare vågner op uden at vide, hvordan man er kommet hertil?"
Hun lyttede da til hans forklaring om, at hun i hvert fald ikke ville komme til at mangle mad, og at han simpelthen ikke vidste, hvad det betød at være syg. Hun spærrede overrasket øjnene op. Kunne man ikke løbe tør for mad eller blive syg i det her land? Hvor fantastisk! Måske ville det slet ikke blive så slemt at leve her alligevel... Hun smilede stort til ham.
"Det lyder vel nok godt!"
Hun lyttede da til hans spørgsmål om menneskene og smilede blidt ved tanken om dem. Hun savnede allerede sine mennesker... De havde altid behandlet hende godt og givet hende masser af kærlighed og omsorg, så hun havde bestemt ikke grund til andet. Hun smilede dog ved hans spørgsmål og kunne ikke lade være med at le mildt.
"Nej, det er faktisk lidt omvendt. De kan ikke forstå vores sprog, så det er os, der gør, hvad de siger. Til gengæld bliver vi så belønnet med mad, vand, ly, tryghed, pleje og omsorg - lidt lige som at være i en flok, vil jeg tro."
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
|
|
Post by Brêgo on Aug 4, 2017 18:35:07 GMT 1
[1]
"De fleste jeg har mødt ved ikke hvordan de er kommet hertil, eller hvorfor. Jeg kan selvfølgelig heller ikke selv svare på det, for jeg husker knap nok hvornår. Men nogle husker sikkert deres liv før Andromeda. Der er forskellige teorier om landet her. Som om det for nogen er en ny chance, for andre livet efter døden."
Brêgo var en der brugte en del tid på at filosofere og tænke over de helt store spørgsmål. Hvad var Andromeda helt præcist? Hvad var grunden til han var landet der? Hvad var meningen med lyset og mørket? Var han bragt dertil for at hjælpe til med at holde mørket tilbage eller var han der af en helt anden grund? Hvorfor havde lyset valgt lige netop ham til at passe på kongestenen?
Selvom Brêgo ikke længere havde hovedet helt nede ved den lille hoppes højde, var 70% af hans opmærksomhed rettet mod hende, mens de sidste 30% var rettet mod omgivelserne og den vej de skulle gå. Han lyttede opmærksomt og nysgerrigt. Brêgo havde altid været meget nysgerrig af natur, i hvert fald så længe tilbage han kunne huske, og det havde ikke ændret sig spor.
"Hvis de ikke forstår os, hvordan kan vi så forstå dem?"
Det var noget han ikke helt kunne forstå. Hvis de ikke brugte samme sprog, hvordan skulle man så vide hvad de ville have en til at gøre? Selvfølgelig kunne man altid kommunikere via kropssprog og vise hvad man gerne ville, selvom det måske også ville tage noget tid at lære, men det burde stadig tælle begge veje.[/font]
"Pleje? Hvad er det?"
|
|
|
|
|
Post by Melli on Aug 14, 2017 10:08:03 GMT 1
Hun lyttede fascineret til hans forklaring om de forskellige teorier og vippede interesseret med ørerne. Var det mon dét, Andromeda var for hende - et liv efter døden? Det ville give meget god mening, for det sidste, hun kunne huske, var da cirkusset blev overfaldet af banditter. Der havde været kaos, skrig og hestevrinsk overalt omkring hende, inden hun blev ramt af en pil lige i brystkassen, der fik hende til at falde til jorden. Da var alt blevet sort, og da hun atter slog øjnene op, havde hun befundet sig her... Så måske var hun virkelig død i "den virkelige" verden? Mon der var nogen af de andre shetlændere, der havde overlevet - eller var de alle gået bort? Og hvis hun var blevet tildelt et liv efter efter døden, mon så de også havde det? Det gav hende et lille, spinkelt håb om, at hun måske ville kunne komme til at møde nogen fra sin familie igen.
Det gik op for hende, at hun havde gået i sine egne tanker i lidt tid, og derfor så hun hurtigt over på Brêgo og smilede.
"Hvor fascinerende!"
Brêgo spurgte nu ind til, hvordan de kunne forstå menneskene, og det fik et tænksomt blik frem i hendes øjne. Det havde hun faktisk aldrig rigtigt tænkt over før, men det var da et rigtig godt spørgsmål... Hun koncentrerede sig om at tænke tilbage og se menneskene for sig i et forsøg på at genkalde, hvordan de havde opført sig. Hun så da på Brêgo med fremadlagte ører.
"Det er lidt svært at forklare, for vi kan nemlig heller ikke forstå deres sprog... Men ser du, mennesker er meget... enkle i deres kropssprog. Det er så simpelt, at hvis vi gør, hvad vi vil have dem til, så belønner de os - og hvis vi stritter imod, så straffer de os. Dette lyder nok lidt unfair, og det er det på sin vis også - men nogle mennesker forstår også at læse vores kropssprog og respektere, når vi siger fra. Menneskene fra mit hjem var heldigvis så gavmilde med deres ros og belønninger, at det slet ikke var nødvendigt at sige fra på noget tidspunkt."
Det ville nok være svært for en rigtig vildhest at forstå, hvordan man kunne finde sig i den slags uretfærdige forskelsbehandling - men hun var vokset op i det, og derfor var det helt naturligt for hende at adlyde mennesker. Desuden kunne hun godt lide dem og havde meget stærke bånd til flere af dem. En vildhest som ham ville nok aldrig forstå det tætte venskab, man kunne have med et menneske, så hun håbede, at hun havde formået at forklare det på en bare nogenlunde forståelig måde.
Han spurgte nu, hvad pleje var for noget, og atter måtte hun tænke sig lidt om. En tænksom rynke foldede sig på hendes mule, mens hun overvejede hvilken forklaring, der mon ville give mest mening for en hest som ham.
"Pleje er lidt lige som den omsorg, vi heste giver til hinanden ved f.eks at gnubbe eller nusse med hinanden. Mennesker har bare forskellige redskaber, som f.eks strigler, til at hjælpe dem med den slags. Når de strigler os, føles det lige som at blive gnubbet, og man bliver dejlig ren og fri fra støv bagefter. Hvis vi har en sten siddende fast i hoven, løfter de vores hov op og bruger et redskab kaldet hovrenser til at få den fri. Hvis vi kommer til skade, vikler de ting rundt om vores ben kaldet bandager, så vi ikke belaster det - og hvis vi er syge, kommer de med medicin til os, som gør os raske igen. Ser du, det er meget svært at klare sig alene som hest i menneskenes verden, så menneskene passer på os og beskytter os - lidt lige som en leder i en flok, vil jeg tro."
Hell yeah, I'm short! God only lets things grow until they are perfect
- and some of us just didn't take as long as others! |
|
|
|
|
Post by Brêgo on Aug 15, 2017 19:52:05 GMT 1
[2]
Brêgo lyttede nysgerrigt. Det lød meget spændende og alligevel kunne han ikke forestille sig han nogensinde ville bytte sit liv væk for et liv i et menneskes varetægt. Tænk engang hvis man skulle vente på nogen kom med mad eller vand? Tænk engang hvis han skulle gøre hvad et mere simpelt væsen bad ham om? Som at hoppe hvis en myre bad ham om det. Han kunne slet ikke forestille sig det og rystede derfor også bare smilende på hovedet af hans egne tanker. Havde han ikke kendt til andet ville han nok heller ikke kunne forstå hvordan nogen kunne leve som han gjorde nu. Fri og uden nogen til at komme med den mad man var vant til at få.
"Så de er ligesom en erstatning for flok? Der giver mad når man gør hvad de vil have? Højst mærkværdigt....... Jeg aner ikke hvad halvdelen af det er. Men det lyder som om du kommer fra et sted der er meget anderledes fra her. Jeg håber du falder til hurtigt, selvom jeg ikke kan forestille mig det bliver nemt."
Den lidt fedtede saltholdige luft var begyndt at kunne fornemmes. Der var ikke langt ned til vandet, men de skulle stadig krydse det også. Hvor god den lille hoppe var til at svømme havde han svært ved at vurdere, for hun havde jo ikke så lange ben, så hun måtte også svømme længere. Men hvis de ventede i lidt tid kunne de næsten gå derover. Sandet knasede under hovene som græsset langsomt tyndede ud og blev erstattet af de små sandkorn.
"Har du lært at svømme?"
|
|
|
