New Beggining [Ava]

[81]

"Det siger du kun fordi du ikke kender mig, kender os. Vi har måtte skade andre. Mange andre.... Og jeg, vi, har intet imod det."

Ava havde simpelthen ikke samme følelser som andre rendte rundt med. Medlidenhed var ikke en af dem. Kun når det kom til Jaidev. Hun forstod ham. Forstod hans sorg, for hun følte den selv. Men hørte hun om andre der havde mistet en var hun fløjtende ligeglad. Det samme når det kom til de nye i Andromeda og især når det kom til deres optimisme. Hun følte kun vrede og væmmelse. Det samme var gældende for lyselskerne. Og dem der gik i vejen for hende havde hun bestemt heller ikke noget imod at give en lille lærestreg.

"Ørken siger du....... Så må det være Zenobia."

Kursen blev ændret og Ava begyndte at gå i en anden retning. Øen var en hun ofte havde brugt meget tid på. Det var ikke mange man fandt der, og hun havde foretrukket den når hun ville være i fred, frem for Chibale hvor alle andre søgte hen.

"Det er let at fare vild der, men det er bedre nok bedre at befinde dig der end her. Der kan du dø af sult eller tørst. Her kan du opleve en meget pinefuld død."

,,Det skal jeg selvfølgelig ikke kunne forsværge. Men jeg har på fornemmelsen, at du/I kun har skadet andre, fordi I har været nødt til det - og ikke bare af ren lyst?"

Hun havde ingen anelse om, om hendes antagelse var rigtig eller forkert - men ikke desto mindre var det den mavefornemmelse, hun havde. For nok var den sorte hoppe foran hende temperamentsfuld, uhøflig og måske en anelse sindssyg... Men hun virkede ikke ond. Nzuri stod da i hvert fald stadig her i god behold og var endda ved at blive hjulpet til et bedre sted, hvor hun kunne slå sig ned - så hun var helt sikker på, at der måtte gemme sig noget godt bag det ellers så kolde hjerte.

Ava ændrede nu retningen og meddelte, at de skulle til Zenobia. Hun smagte lidt på navnet. Det lød flot og prægtigt, præcis som en ørken! Ava sagde nu, at det var let at fare vild, og at man let kunne dø af både sult og tørst. Hun sank let en klump i halsen, men nikkede derefter blot beslutsomt. Ørkenen skræmte hende ikke - endnu i hvert fald. Hun havde altid ønsket sig at leve som en nomade sådan et sted, og hun vidste, at det naturligvis ikke var let eller ufarligt at leve på den måde. Men det var prisen, man måtte betale for den ultimative pris - og efter et helt liv som prinsesse, eller fange på slottet som hun kaldte det, så var hun mere end villig til at løbe den risiko!

[5]

"Ja, og nej... Ikke altid fordi det har været nødvendigt. Nogen gange har andre bare givet mig lyst til det"

Det var ikke fordi det havde været nødvendigt at pine andre eller på anden måde gøre skade når andre bare var provokerende eller på anden vis irriterede hende. Desværre var det bare de fleste der gjorde det. Som sådan var hun ikke urimelig, og hun advarede da gerne andre når de begyndte at træde hende over hovene, men det var bare ikke alle der lyttede. Faktisk var det de færreste. Måske var hun også god til at træde andre over hovene, men hun var sjældent den der startede.

Da der ikke lod til at komme nogen nogen ændringer hos den anden hoppes valg, gjorde Ava et kast med hovedet og satte fremad i en lidt hurtigere gang. Det krævede jo de nåede helt ned i den anden ende af Foehn, hvis ikke man skulle svømme alt for langt og risikere at løbe tør for energi eller måske endda blive grebet af strøm uden at være i stand til at kæmpe ordentligt imod.

"Zenobia er måske også et udmærket valg. Derfra er det nemmere at tage til Leventra eller Enophis......... Hvis ikke du kommer til at kigge mod den forkerte bred og komme tilbage hertil. Jeg går ikke ud fra du har mødt andre indtil videre?"

,,Tja, det er vel også meget fair, hvis folk selv lægger op til det."

Godt nok lå det så langt som overhovedet muligt fra den gyldne at være voldelig og aggressiv, men alligevel prøvede alt i hendes sind at forstå denne hoppe og finde grunden til, hvorfor hendes sind var blevet så formørket. Det var måske lidt naivt af hende at tro, at hoppen her kun var voldelig, hvis folk selv begyndte - for det havde hun jo ingen som helst chance for at vide. Men alligevel havde hun bare denne fornemmelse af, at denne hoppe ikke var så ond alligevel, og hendes mavefornemmelse havde sjældent taget fejl - og desuden var hun jo stadig i live og uskadt, selvom hun efterhånden havde været sammen med hende i et lille stykke tid!

Ava gjorde nu et kast med hovedet i den retning, de skulle, og satte frem i en lidt hurtigere gang. Nzuri var ikke sen til at følge hende. Hun havde en masse overflødende energi, der trængte til at blive brugt, så det passede hende kun helt fint, at tempoet blev øget lidt.
Hun smilede varmt til Ava. Hoppen havde ikke gengældt et eneste af hendes smil endnu - men det stoppede hende ikke i fortsat at prøve!

,,Det har du ganske ret i. Jeg aner ikke, hvorfor jeg er vågnet op på denne ø, men du er ganske rigtigt den første, jeg har mødt, og jeg er meget taknemmelig for din hjælp."

[16]

"Men hvem bedømmer hvornår de gør og hvornår de ikke gør. Der vil altid være to sider af samme historie"

Det kunne måske godt være hun mente de selv lagde op til det, mens andre kunne mene Ava gjorde det uprovokeret. Meget få så jo sig selv som værende den skyldige part i en sådan situation - eller i hvilken som helst situation. Man kunne jo heller ikke sætte regler for hvor meget der var tilladt og ikke tilladt, uden at tage friheden fra alle og enhver. Det ville ende med at gå op i at udpege skyldige og rense sig selv med "jeg sagde og sagde ikke". Mange kunne jo godt mene de ikke på nogen som helst måde havde provokeret Ava eller overtrådt hendes grænser, men de kunne jo heller ikke vide hvis de havde, fordi de ikke kendte hende, hendes baggrund eller hvad hun havde været igennem.

"Mmmh, du skal ikke takke mig...... Men det kan være jeg får brug for din hjælp på et andet tidspunkt, så jeg er ikke interesseret i at se dig blive ædt op."

Hun lyttede til hoppens ord og smilede let. ,,Det har du naturligvis ret i. Men der er jo ikke så meget andet at gøre end blot at følge sin mavefornemmelse og lytte til sine egne grænser - det er kun en selv, der kan vurdere, hvornår de er blevet overskredet eller ej, uagtet hvad andre siger eller mener om det."

Hun kunne ikke lade være med at smile, da hoppen nu sagde, at hun ikke skulle takke hende, fordi hun blot ikke var interesseret i at se hende blive ædt op, fordi det kunne være, at hun fik brug for hendes hjælp senere. ,,Under alle omstændigheder er jeg dig i hvert fald taknemmelig. Og jeg vil altid stå klar til at hjælpe dig, frøken Ava - hvis du nogensinde får brug for noget, så siger du bare til!"

Det virkede måske lidt underligt at erklære sin fulde loyalitet til en komplet fremmed på denne måde, men Ava var den første hest, hun havde mødt her i dette land, og hun anså det derfor som en god mulighed for måske at kunne få sig en veninde - eller om ikke andet bare en bekendt. Det var aldrig sjovt at være helt alene et fremmed sted, så hun syntes, at det var vigtigt med relationer og bekendtskaber - og hun ville derfor meget gerne holde sig på god fod med denne hoppe, så hun i det mindste havde én bekendt her i landet.

[46]

"Gid det var så nemt..... Men alle her kommer fra forskellige steder, så alle har en forskellig opfattelse af hvad der er okay og hvad der ikke er. Og så er der de få der har tilpasset sig landet, som har lagt deres fortid bag sig."

Ava var en af dem. Hvis hun en dag skulle befinde sig hjemme i sin gamle flok igen, ville ingen kunne kende hende. Nok ikke engang på udseende længere. Hun var mere voksen, anderledes i opførsel - mere hård og kold, og så havde hun ikke længere den hvide blis. Skulle nogen kunne genkende hende, måtte det være på øjnene, men selv de var anderledes. Mere mørke, mere utilregnelige.

"Jeg får ikke brug for hjælp. Der er ikke nogen der kan hjælpe mig. Her i landet er man nødt til at gøre ting selv, hvis man ønsker dem gjort - og gjort ordentligt. Jeg har flere gange haft tiltro til den hjælp andre har tilbudt eller som jeg har bedt dem om, og ingen har formået at hjælpe endnu. Jeg vil ikke opleve flere skuffelser. Stædighed kan være en god ting, men måske er det også bare et tegn på det ikke skulle være som jeg ønsker det. Man kan ikke få sin vilje hver gang"

Selvom hun savnede nymfen, var hun sikker på der måtte være en grund til hun endnu ikke havde set hende. Ikke en eneste gang inden for 2½ år. Og det var på trods af hun havde sendt halvdelen af Andromeda til Teylar for at hente hende. Måske ønskede nymfen bare ikke se hende. Noget Ava også sagtens kunne forstå, for hun havde måtte efterlade sin meget unge datter da hun sagde ja til skyggerne, og det kunne nymfen vel sagtens se som at hun var blevet forladt af sin mor.

"Den dag du finder en familie, hvis du finder en familie..... Lad være med at give slip på den..."

Hun lyttede til Avas ord og nikkede bekræftende. Hun havde ikke rigtigt mere at tilføje, så hun lod emnet dø ud og koncentrerede sig i stedet om de næste ord, der kom fra den sorte Ava. Det gjorde hende ondt at høre, at Ava tilsyneladende havde oplevet så mange skuffelser, at hun ikke længere ønskede hjælp fra andre. Det måtte kræve mange dårlige oplevelser at få sådan en holdning til tingene... Hun trak let på smilebåndet.

,,Okay, du får ikke brug for min hjælp så. Men hvis du har brug for en god veninde eller bare en at snakke med, så skal du i hvert fald vide, at jeg altid vil være her."

Hun lyttede da til Avas sidste ord om, at hun ikke måtte give slip på sin familie, hvis hun nogensinde fandt en. Hun så lettere bedrøvet på Ava. Det var tydeligt, at denne hoppe havde oplevet meget smerte i sit forholdsvis korte liv og aldrig rigtigt havde haft mulighed for at få det bearbejdet... En dag ville hun gerne vide, hvad der mon var sket, siden Ava havde mistet sin familie - men for nu kunne hun fornemme, at hun ikke ville få svar, hvis hun spurgte, og derfor nikkede hun blot let.

,,Det lover jeg."

2

Ørerne vippede en anelse frem og tilbage, mens Ava forsøgte at finde ud af hvordan hun lige skulle forholde sig til det. En veninde..... Hun havde vel aldrig rigtig haft en veninde, for de fleste hun var gået i spænd med var hingstene - selv dengang hun var helt lille. Hun havde været for vild til at kunne sætte farten ned og lære hvordan man blev en dame. Hun havde selv som lille hellere ville rulle sig i mudder sammen med unghingstene.

"Jeg har aldrig været god til det med veninder....."

...Eller venner generelt. Ava havde haft få gode venner - meget gode venner endda, og den der havde haft aller størst betydning for hende, havde sammen med hendes eget kød og blod slæbt lyset til Foehn og udsat hende for fare. Hendes egen bror, som hun havde været med til at opfostre da han kom til Andromeda som spæd. Resten af hendes familie havde hun også mistet, og Ava fandt sig selv fuldkommen alene, hvis ikke man talte hendes skyggefamilie med. Men selvom hun var forbundet med dem, var de alligevel spredte ud over det hele. Jagtet af lyset og opsøgt af dem der troede de var onde.

"Man kan ikke stole på andre end sig selv. Selv familie kan man ikke altid stole på... Men i din situation er alt nok anderledes"

Hun smilede let ved den sorte Avas ord om, at hun aldrig havde været god til det med veninder. Det kom ikke bag på hende, for Ava virkede ikke just som typen, der var god til at lukke folk ind i sit sind... Men det var aldrig for sent at lære!

,,Men det kunne du måske blive?"

Hun lyttede da til Avas næste ord og så lettere sørgmodigt på hende. Hun kunne mærke, at der var sket noget slemt i den kære Avas liv, siden hun kunne sige sådan noget... Og selvom hun ikke havde turdet spørge ind til det før, øjnede hun endelig en lille chance for måske at få den sorte Ava til at åbne sig lidt op til hende.

,,Ja, min familie har aldrig givet mig nogen grund til ikke at skulle stole på dem. Men det har din...?"

7

"Hmm. Det skader vel ikke at give en chance mere. Hvem ved. Måske er du anderledes end alle andre."

Ava kunne nu alligevel ikke lade være med at have sine tvivl. Alle andre hun havde givet en chance, havde alligevel vist sig at skuffe hende - den ene mere end den anden. Både venner, familie og dem hun ellers havde bedt- eller beordret hjælp fra. Der var ikke en eneste metode hun ikke havde prøvet selv, med undtagelse af at begive sig ind på fjendtligt territorium. Hun havde ikke lov til at vende tilbage - havde ikke fået lov til at sige farvel til det eneste lille lys hun egentlig havde tilbage i sit liv. Kun mørket var tilbage, og det havde lige så stille sat kløerne mere og mere i Ava.

"Det er kompliceret. Meget kompliceret."

At var kompliceret når det kom til Ava. Selvom noget måske kunne se meget enkelt ud når andre forsøgte at se på tingene, men alt blev altid meget mere kompliceret så snart følelser var involveret, og det var en variabel andre ikke kunne medregne i deres mening.

Hun smiledee varmt ved den sorte Avas ord. For hende var det en kæmpe tillidserklæring, at Ava rent faktisk valgte at give hende en chance til. For hun kunne mærke, at denne Ava var blevet svigtet så meget i sit liv, at hun ikke længere stolede på folk - og derfor varmede det hende meget, at hun havde valgt at stole på hende alligevel.

,,Det er jeg dig meget taknemmelig for, kære Ava. For ja, jeg er ret sikker på, at jeg er anderledes end alle andre."

Hun blinkede drillende til den sorte hoppe. Nzuri var nu ikke så meget anderledes end de mange andre heste, hun selv havde mødt på sin vej... Men hun var ganske sikker på, at hun i hvert fald var noget anderledes end alle de folk, der måtte have svigtet Ava gennem hendes liv!
Ava svarede nu, at det var meget kompliceret, hvilket blot fik Nzuri til at smile mildt.

,,Jeg har masser af tid, hvis det er?"

7

Ava forholdt sig tavs et øjeblik. Hun måtte lige overveje, hvorvidt hun havde lyst til at fortælle hele sin livshistorie – eller halvdelen af den i hvert fald. Men måske ville det ikke være den værste idé. Der var så mange der ikke forstod dem, men hun havde vel heller ikke rigtig ladet nogen forstå hende i en god del tid. Så mange der troede de vidste hvem hun var – at hun bare var en gnaven, muggen, stædig hoppe. Hvis ikke der blev brugt nogle grimmere ord i ny og næ.

”Jeg var alene da jeg kom hertil. Ligesom alle andre. Og alligevel meget anderledes. Ser du. . . . Min mors søster er her. Leonora. Jeg kendte hende ikke før jeg kom hertil. Hvor jeg kommer fra…… Jeg blev undervist i etikette. At opføre mig dannet. Min bror, Arc, skulle tage min fars plads som lederen af flokken, og jeg skulle sende videre til en af de allierede flokke og stå ved deres kommende leders side. Ligesom min mor. Og min mors søster. De blev sendt til hver deres. Samme dag jeg kom hertil, mistede jeg også min bror. Jeg fandt dette væsen her i Andromeda. Rumpelstiltskin. Jeg bad om at få min bror hertil. Arc. Jeg troede det var muligt at give ham en chance mere. Jeg følte jeg skyldte ham det. I stedet for Arc, var det en anden bror der kom hertil. En bror jeg ikke vidste jeg havde. Han var ikke ret gammel da han kom hertil. Med lidt hjælp fra Leonora tog jeg mig af ham.

Noget tid senere fandt jeg den her hingst. Sur i betrækket og ikke en af de mest venlige. Og alligevel kom han til at betyde hen hel del for mig. Vi fik en datter. Jeg havde hende i meget kort tid. Jeg husker ikke om det var et par dage eller mindre end 24 timer, men hun var væk. Gået i løbet af natten. Hun kom ikke tilbage igen før lang tid senere, hvor hun lugtede af fremmed. En anden havde taget min datter fra mig”

Godt nok var det ikke en hun kendte, men det gjorde det næsten endnu værre. Hvem ville tage en andens føl på den måde? Det havde forhindret Ava i at knytte et bånd til sin datter. Ariel var ikke længere hendes datter. Hun var fremmed. Nogen så det måske som om Ava havde skubbet Ariel væk. Jovist havde hun ikke været specielt åben over for hende da hun så hende igen, men fakta var stadig at nogen havde taget hende længe før det.

”Jeg har altid været meget nysgerrig af sind. Lige fra jeg var helt lille, og det har altid ligget til mig at gøre hvad man ikke må. Nogen havde sagt skyggerne var farlige. Men jeg mødte den her hvide skygge…. Fuyu… Mystisk, rablende skør, men ikke farlig. Der var noget fascinerende over ham. Jeg tog derfor til Foehn for at se, om der var flere som ham…….. Jeg vidste ikke at når han sagde ”vi” mente han den klynge af mørke skygger med rødglødende øjne. Det er ikke alle der slipper derfra i live. Jeg gjorde.. Men det var med en pris. Jeg blev mærket den dag. Fysisk og psykisk… ”

Det hvide ar. Det mange havde spurgt ind til. Det mange havde forsøgt at dutte til. Ava veg væk så snart nogen forsøgte at komme i nærheden af det. Smerten fra den dag sad stadig i hende. Ikke fordi det gjorde ondt når nogen rørte det, men selve minderne om det var nok. Skyggerne med de røde øjne havde bidt hende, og det var tandsættet der havde frosset sig ind i huden. En følelse der var værre end noget som helst andet hun havde været udsat for. Lige indtil for kort tid siden.

”Jeg vendte tilbage til Teylar for at føle mig tryg. Men jeg følte mig ikke tryg. Når jeg lukkede øjnene kunne jeg høre dem. Høre dem hviske. Mange stemmer og en stemme. Lyde, ord og ikke ord. Der var ingen hjælp at hente. Ikke fra de vogtere der var i flokken. Dem der skulle forestille at passe på landet. Er vi ikke en del af landet, når vi bor her? Tydeligvis ikke. Skyggerne, ondskaben som nogen vil kalde det, åbnede mine øjne. I Teylar, omringet af familie, både af blod og sammenhold, var jeg alene.

Jeg slog mig til skyggerne. Vendte tilbage til Foehn og betalte en højere pris end jeg havde regnet med. Jeg fik ikke min datter med. Min yngste. Hun er stadig i Teylar. Omringet af vogtere. De bliver hjernevasket. Hjernevasket til at tro de skal passe på Andromeda, men det er forkert. Det de skal ”vogte” over, er ting taget fra Andromeda. Himlen. Årstiderne. Bjergene. Lyde, lyset, og hvad Lyset ellers kan finde på at tildele de uvidende. De vil ikke have vi får fat i dem. Vi, Os, Mig, mine søstre og mine brødre…. Vi ønsker et bedre Andromeda. Et bedre Andromeda som Herren kan kreere. Men lyselskerne vil ikke lade det ske. Og så kalder de os de onde…….”

Ava fnøs lavt. Det var forkert. Fuldkommen forkert. Hun ønskede jo bare et bedre Andromeda. Det Andromeda Herren havde vist hende. Lyselskerne ville ikke have Andromeda skulle lægges hen i mørke. Et mørke der ville dræbe alt. Men for at et nyt og bedre Andromeda kan blive skabt, må det gamle dø. Da kunne man også spørge sig selv – hvem var de onde? Hvem modarbejdede hvem? Vogterne rendte rundt med ting der skulle bruges for at slippe den sande Herre fri, ting der tilhørte Andromeda, og ingen ville give slip. Mørket havde skabt lyset og lyset havde spærret mørket inde, men den lille detalje var der ikke ret mange der tænkte over.

”Min datter var den første jeg mistede. Min anden datter var den næste. Jeg har ikke haft nogen kontakt til min mors søster siden jeg sluttede mig til Herren. Min ven…… En nær ven…. Og min bror søgte mig på Foehn. Jeg bad dem gå men de ville ikke lytte. De bragte Lyset med sig. Lyset der brænder skyggerne væk.. Min livskilde. Og min….. Min datters far… Han valgte at tage lyshoppens side i stedet. I lang tid. I mere end 2 år har jeg forsøgt at få bragt min datter til mig. Jeg har bedt flere om hjælp, men det hjalp ikke. Jeg har forsøgt at beordre andre at hjælpe – forsøgt at lave aftaler. Ingen har hjulpet. Ingen hjælper og jeg kan ikke sætte mine hove i Teylars område – og skulle nogen have bragt nyheden om min søgen videre til min datter, har hun endnu ikke opsøgt mig og ønsker måske ikke have noget med mig at gøre. Den familie jeg havde, har jeg mistet. Jeg har fået en ny, men det er stadig ikke det samme. Ikke rigtig en familie heller, men et broderskab med brødre og søstre.”

De kunne passe på hinanden, selvfølgelig, men selvom Ava selv havde valgt at joine skyggerne og dermed joine broderskabet, var det ikke en selvvalgt familie, for hun valgte ikke selv hvem der ellers slog sig til dem.

Den sorte Ava forholdt sig tavs et øjeblik, og hun kunne se på hende, at hun tænkte; overvejede, om hun mon skulle lukke den gyldne Nzuri ind i sit sind eller ej. Og til hendes store glæde og overraskelse valgte hun at gøre det. Hun åbnede nemlig nu munden og fortalte flere ord, end Nzuri havde hørt hende sige på noget tidspunkt af deres møde. Hun forholdt sig tavs og havde de gyldne ører rettet opmærksomt mod Ava under hele fortællingen - både taknemmelig for, at hun var gået med til at lukke hende ind, og enormt nysgerrig og spændt på at høre, hvad hun havde at fortælle.

Den sorte Ava fortalte meget og længe. Hun fortalte om sin baggrund, sin familie og mangel på samme, og sin historie efter sin ankomst til Andromeda. Det var en tragisk fortælling, der bød på mange lidelser, tab og sorger. Hun fortalte om Skyggerne, der slet ikke havde været onde imod hende, men derimod taget hende til sig som en del af deres familie. Hun fortalte om Lyset, der ikke var så godt, som alle gik og troede - men derimod en tyveknægt, der holdt Ava og de andre væk fra resten af Andromeda ved at stjæle landets elementer. Hun fortalte om sin Herre, der ikke ønskede andet end at skabe et bedre Andromeda, hvor der var plads til alle - men at han ikke kunne gøre dette uden Skyggernes hjælp, fordi Lyset holdt ham fanget. Og så fortalte hun om sin datter, som hun forgæves havde forsøgt at bringe til Foehn, og om folk, der blot havde svigtet hende og brudt deres aftaler gang på gang.

Forsigtigt skridtede hun tættere på Ava. Hun vidste, at den stærke hoppe ved hendes side ikke ønskede ynk og medlidenhed, men alligevel strakte hun mulen frem mod hende og strøg hende flygtigt over skulderen. Hun ønskede ikke, at Ava skulle føle sig svag, men alligevel kunne hun ikke lade være med at vise sin medlidenhed og omsorg - for hun følte, at Ava havde brug for den! Det var tydeligt, at der ikke var nogen, der havde givet hende den slags i meget, meget lang tid...

,,Kære Ava, jeg takker dig mange gange for din historie. Du aner ikke, hvor meget det betyder for mig, at du har valgt at åbne op og lukke mig ind i dit sind. Det gør mig så ondt på dine vejne. Jeg ved, at du ikke ønsker ynk og medlidenhed, men din historie er tragisk, og jeg ønsker at give dig min medfølelse og største medlidenhed. Du har ikke haft det nemt, og det gør mig ondt at tænke på, hvor meget du må blive misforstået af andre som værende en koldhjertet, ligeglad og ondsindet hoppe - for intet kunne jo være mere forkert.
Kære Ava, er der noget som helst, jeg kan gøre for at hjælpe dig? Jeg ved, at der er mange før mig, der har forsøgt, men har svigtet dig, og at du derfor nok ikke er så meget for at tage imod hjælp fra fremmede længere... Men jeg lover dig, at jeg ikke er lige som de andre. Du har ikke vist mig andet end venlighed og forståelse her i dette fremmede land, og du har endda været så sød at hjælpe mig på vej videre, selvom det på ingen måde er dit ansvar - så jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at give dig den samme hjælp tilbage."

10

For et lille kort øjeblik spændte Ava op i kroppen. Noget hun gjorde når andre kom tæt på og hun ikke vidste om de ville røre eller hvor de ville røre. Det hvide ar havde gjort ondt både fysisk og psykisk og til tider kunne det stadig føles som om det var smertefuldt når andre ville røre ved det – også selvom det alt sammen bare var i hendes eget hoved. Det ene øre blev vippet mod Nzuri, mens blikket forblev fremadrettet. Hun havde ret. Ava ønskede ingen medlidenhed. På en måde var hun glad for dem der svigtede hende, for de hjalp hende til at se endnu klarer, hvad mørket, Herren, Alduin havde sagt var den rene sandhed. Verdenen var ikke lige så god som de andre gik og troede. Andromeda – en ny chance…… Og det var sådan de valgte at tage den? Ikke Ava. Hun rystede ganske kort på hovedet ved Nzuris tilbud.

”Der er kun en ting, og den vil jeg ikke bede dig om. Det kræver en anden karakter.”

Ava manglede en der kunne infiltrere Teylar. En der kunne lade som om han eller hun hørte til der, kun for at rapportere tilbage til hende. Noget der krævede en meget stærk mentalitet for at modstå det lokkende lys der lovede ansvar hvis man udførte hans beskidte arbejde – noget der kun ville gavne ham i sidste ende. For hvad skulle en bange hoppe med et lys? En leder med en lilla sten? Hvad skulle Jaidev bruge en kappe til? Det var alt sammen noget lyset havde delt ud for de andre kunne passe på dem i stedet for ham selv.

”Det eneste andet jeg kan komme i tanke om, er ikke at lade dig forblændet eller blive lokket af lyset som min gamle ven og min bror.”