New Beggining [Ava]

Den sorte Ava svarede, at hun kun havde brug for hjælp til én ting, og at hun ikke ville bede Nzuri om dét, fordi det krævede en helt anden karakter. Et lille stik af sorg og fornærmelse ramte hende kort - for hvad var det dog, der gjorde, at hun ikke ville kunne klare denne opgave? Hun vidste dog, at hun ikke kunne tillade sig at klage over det, fordi hun jo næppe ville fremstå som en forkælet prinsesse, og derfor smilede hun blot mildt til Ava.

,,Det er helt i orden. Hvis du nogensinde skulle skifte mening, så siger du bare til."

Ava tilføjede nu, at hun kun kunne komme i tanke om én anden ting, og det var, at Nzuri ikke skulle lade sig forblænde eller blive lokket af Lyset, lige som hendes gamle ven og bror havde gjort det. Nzuri nikkede langsomt med hovedet.

,,Jeg lover at gøre mit bedste for ikke at blive forblændet af Lyset. Bliver det da svært, tror du? Altså... Vil han mon gøre, hvad han kan for at lokke mig i fordærv?"

20

“Det kommer an på så mange ting”

Ordene var ikke mere end bare lige mumlende og hørbare. For nogen var det måske svære end for andre. Det hele afhang jo af ens følelser, mentalitet og meninger om landet, dets beboere og dets hersker. Ava overvejede sit svar meget nøje. Hvordan skulle det lige forklares, hvordan det hele hang sammen. Hvis man som Nzuri ikke havde været der ret længe, var der jo også meget nyt at holde styr på.

”Lyset lokker, men lyset lokker ikke alle. Af hvad jeg har kunne fornemme er at lyset henvender sig til dem der gør sig selv værdig til det. Heltemodig gerning. Noget i den stil. Men alligevel ikke, for jeg kan ikke se hvordan en kujon som lyshoppen blev til en vogter gennem en heltemodig gerning. Hun vil hellere flygte fra mig og min slags, end kæmpe for lyset. Det er forskellen på os. Jeg vil gå i døden for min Herre hvis det er det der skal til for at befri ham.”

Hun huskede stadig den dag i bjergene. Den dag hun stod over for lyshoppen og den lille rødling, den lille forræder gik i vejen, og ligeledes den spraglede hingst, hun havde stolet fuldt ud på. Bare tanken om den hændelse, det betrayal. . . . Hendes egen mage og rødlingen fra broderskabet. . . . Hun måtte lukke øjnene i for lige at samle sig en smule, og lod derefter hovedet hæves en anelse igen for at opretholde en rank holdning. Ingen – i hvert fald ikke dem – skulle få hende ned med nakken.

”Det lyset vil og lyset gør, er at spærre dets skaber inde, holde denne spæret inde. Ligesom hvis du spærrede dine forældre inde, og lokkede andre med titler og ansvar til at holde dem spæret inde, fordi de vil gøre landet til et bedre sted. Men andre kan ikke se det."

Avas første ord var mumlende og kun lige akkurat hørbare, men det lykkedes hende dog fint at opfange dem alligevel. Hun lyttede da til Avas næste forklarende ord om Lyset. Det lokkede, men ikke alle. Det henvendte sig kun til dem, der havde gjort sig værdige til det ved at fuldføre en heltemodig gerning. Men alligevel havde hun set en kujonagtig lyshoppe blive til en Vogter. Lyshoppen ville hellere flygte end at kæmpe for lyset, og det var forskellen på dem og Skyggerne. Ava ville gå i døden for sin herre, hvis det var dét, der skulle til for at befri ham. Nzuri nikkede let; taknemmelig for Avas forklaring. Hun følte sig indtil videre ikke synderligt imponeret af Lyset, hvis det var rigtigt, hvad Ava sagde. Men hun vidste selvfølgelig også, at Avas fortælling kun var én side af historien; så hun ville ikke dømme alt for hårdt, før hun havde mødt en af de såkaldte Vogtere.

Ava lukkede nu øjnene i og så ud til lige at skulle samle sig en smule, inden hun atter hævedet hovedet og fandt tilbage i sin ranke holdning. Nzuri betragtede hende let med hovedet vippet på skrå. Det var tydeligt, at Ava havde tænkt tilbage på noget, som var svært for hende at se tilbage til. Så Nzuri måtte endnu en gang se sig taknemmelig og beundre den sorte Ava, der havde oplevet så meget svigt og smerte igennem sit liv, men alligevel var i stand til at forblive stærk og modig.
Hun lyttede nu til Avas sidste ord om Lyset og måbede let. Det var en interessant vinkel at se det fra - det med at have spærret sine forældre inde og lokke andre til at holde dem inde for at gøre landet til et bedre sted. Det lød jo helt forfærdeligt, når man så det på den måde, og hun blev mere og mere overbevist om, at Ava havde ret i, at Lyset var en forfærdelig ting.

,,Jeg takker for din forklaring, kære Ava. Det giver rigtig god mening i mit hoved. Det er tydeligt, at Lysets forsøg på at skabe et bedre Andromeda blot er en illusion - og jeg håber, at de såkaldte Vogtere selv vil være i stand til at se det en dag. Indtil da vil jeg i hvert fald gøre alt, hvad jeg kan for ikke at komme i kontakt med dem eller dette Lys."

8

”Der er intet mørke uden lys og omvendt. Vi har brug for begge dele. Intet kan gro uden lyset. Som situationen er nu, må mørket slippe fri. Mørket må kvæle hvad der er nu, for at gøre plads til det nye Andromeda. Jeg vælger at tro på der vil være en plads til mig i det nye Andromeda som belønning for at følge Herren. Hvad der sker med de andre er jeg ligeglad med. De har intet godt gjort for mig”

Selvfølgelig havde alle historier to sider, og Ava vidste at vogterne og lyselskerne havde en helt anden historie. Hun havde hørt den, hørt advarslerne om mørket og skyggerne. Det virkede helt underligt at have hørt en advarsel om hendes egen slags. Men fordi hun kendte til begge sider havde hun alt fakta der var at samle, og derfor kunne hun også vurdere hvilken side hun mente der var den rette – og havde også valgt derefter. Der havde været flere variabler inde over hendes valg, men i bund og grund virkede det lyset havde gjort, forkert, i stedet for mørket og lyset arbejdede sammen om et bedre Andromeda. I stedet havde det spærret mørket inde.

”Det kan ikke undgås. De er over alt. Du hører med garanti også advarslerne mod min slags. Historier om hvor ondskabsfulde vi kan være. Men de fleste glemmer at det går begge veje. Lyset havde nær kostet mig mit liv."

Hun lyttede til Avas ord og nikkede samtykkende. Det var ganske logisk tænkning i hendes hoved, at mørke og lys hørte sammen, og at ingen af dem kunne eksistere uden hinanden. Så hun forstod slet ikke, hvorfor dette Lys havde valgt at spærre Mørket inde, i stedet for blot at leve side om side med hinanden. Hun smilede mildt til Ava.

,,Jeg er sikker på, at du en dag vil blive belønnet for at have været sådan en god og loyal følger."

Hun lyttede da til Avas næste ord og noterede dem i sit indre. Hun ville med garanti høre advarsler fra Lysfolkene, og det havde hun skam også regnet med - og faktisk var hun endsige meget interesseret i at høre deres historie også. For hun vidste, at der altid var to sider af en sag, og hun følte ikke, at det var retfærdigt at dømme Lyset og dets folk 100%, før hun selv havde dannet sig et billede af dem. Hun ville dog altid huske Ava og hendes ord også og huske på, at det altså gik begge veje. Hun blev noget chokeret over at høre, at Lyset nær havde kostet Ava hendes liv, og spærrede derfor forfærdet øjnene op.

,,Hold da op, er det rigtigt?! Hvad skete der?!"

1

”Jeg, os, vi hører til på Foehn. Mig selv, mine brødre, mine søstre. Mørket findes der, og lyset og lyselskerne opholder sig for det meste på de andre fire øer. Men Foehn er vores. Min bror og en gammel ven opsøgte mig der. Jeg advarede dem, jeg bad dem vende om og jeg så mig nødsaget til at jage dem væk, da de ikke ville lytte. Lyset kom. Brændte mine skygger væk. Skyggerne lever i mig, de lever i Foehn, de lever i mørket. De blev tæt på, men kun fordi jeg var hjemme. Jeg forsøgte at få fat i halskæden med lyset fra den vogter der er sat til at passe på det. Det tilhører ikke hende og til tilhører ikke deres lys. Det tilhører Andromeda og vi skal bruge det til at slippe Herren fri. Hun havde nær brændt mine skygger helt væk. Selvom hun måske ikke kan slå mig ihjel på den måde, efterlod hun mig forsvarsløs. Forestil dig du er fuldkommen lammet…. Omringet af træer… Mange der hader dig for den du er….. liggende på jorden…..”

Det var ubehageligt. Nogen hadede måske Ava for det hun var, dømte hende til at være noget hun ikke var på grund af den sti hun havde valgt, men nogle hadede måske også bare hende. Hende for at være den hun var. Der var trods alt mange hun havde været efter med sin stædighed og sine til tider skarpe ord – og et tandsæt der kunne finde på at bide.

"Jeg gjorde bare min pligt."

Hun lyttede forfærdet til Avas fortælling og lagde let ørerne i nakken - vred på Avas vegne. Hun var udmærket klar over, at Ava nok ikke var verdens mest uskyldige hoppe, og at mange nok ikke brød sig lige så meget om hende, som Nzuri gjorde, på grund af hendes temperament. Men det kunne da bare på ingen måde retfærdiggøre, at man forsøgte at slå hende ihjel! Hun så måbende på Ava.

,,Jeg er simpelthen målløs! Tænk, at man kommer og invaderer dig i dit eget hjem og derefter forsøger at slå dig ihjel, selvom du endda var så sød at advare dem først - og så endda din egen bror og ven!"

Hun var dybt målløs! Og endnu en gang blev hun blot bekræftet i, at Ava havde oplevet mange negative ting i sit liv, og at det derfor var helt naturligt, at hun var, som hun var. Hun vovede pelsen og strakte forsigtigt mulen frem mod Avas skulder.

,,Du er en meget beundringsværdig hoppe, Ava. Det var virkelig modigt af dig at tage kampen op, selvom du kun var en mod tre. Jeg er virkelig glad for, at du overlevede - og jeg er sikker på, at din herre vil belønne dig for dit store mod, når han en dag slipper fri."

6

”Man skal finde sig i meget fra andre i dette land. Det er som om nogen har glemt den orden vi lever i. Hvem der hører til hvor og hvor man ikke bør sætte sine hove. Vogtere, lyset…… Så mange der stræber efter at bevise deres værd så de kan blive en del af dem. Så mange der gerne vil bevise deres heltemod, at de glemmer de måske selv skaber de konflikter de forsøger at afværge”

Der ville ikke have været et problem den dag, hvis de bare havde holdt sig på deres side af øen. Hvis de ikke skulle spille så heltemodige og forsøge at redde hende fra den sti hun selv havde valgt. Den sti hun følte var den rette for hende, selvom de måske ikke var enige. Der var sikkert flere der beklagede sig over de knubs de havde fået efter at være rendt ind i hendes brødre og søstre på Foehn, hvor de har rendt rundt selvom de ikke havde noget som helst at skulle foretage sig der. Hvor mange havde mon ikke allerede forudset at skyggerne ville gå til angreb? Når alt de havde gjort indtil videre var at forsvare deres hjem, og forsøge at få fat i de ting der tilhørte Andromeda og ikke vogterne? Der ville slet ikke være noget angreb, hvis ikke de var opsat på at standse udvikling og holde andre indespærret.

”Hvis jeg lever til den tid. Mit folk er hadet. Hadet for hvad vi er og hvad vi står for. Hvad vi kæmper for. Der er flere imod os end med os, og selvom jeg er stærk har jeg ikke en chance for at klare mig mod en fok vogtere alene. Men jeg vil kæmpe til det sidste hvis det bliver nødvendigt. Jeg vil kæmpe for det jeg tror på – også hvis det bliver enden på min eksistens. I det mindste kan jeg være ærlig over for mig selv og sige jeg har gjort hvad jeg kunne og kæmpet for hvad jeg mener er rigtigt”

Hun lyttede opmærksomt til Avas ord og nikkede let. Det var næsten poetiske ord, der forlod den sortes mule, og hun var meget imponeret over den måde, Ava stillede situationen op i et større perspektiv på. Hun var sikker på, at der nok var mange her i verden, der kunne lære meget af Ava, hvis blot de ville åbne op og lytte til hende.

,,Jeg er helt enig. Sommetider stikker folk bare snuden alt for langt frem og blander sig i ting, som slet ikke vedrører dem. Folk ville have godt af at lade være med at fokusere så meget på, hvad andre gør, men i stedet acceptere naturens gang og fokusere på sig selv i stedet for."

Hendes pande lagde sig i lettere triste folder, da hun lyttede til Avas næste ord. Det var sørgerligt og næsten deprimerende at høre, hvordan den viljestærke Ava nærmest havde accepteret, at hendes skæbne ville være døden. Men det var også dybt fascinerende for den gyldne Nzuri at høre, hvordan Ava var fuldt ud afklaret med situationen og stadig villig til at kæmpe til det sidste. Hun smilede mildt til den sorte hoppe.

,,Det gør mig meget ondt at høre, at du og dit folk er så hadet af andre. Ja, at dømme på den skønne sorte hoppe, jeg har mødt i dag, så forstår man det jo ikke. Men jeg er fuld af beundring for din indstilling, kæreste Ava - og jeg håber og beder til, at det aldrig kommer så langt ud, at du bliver nødt til at kæmpe for dit liv."

Et beslutsomt og viljefast blik brændte i Nzuris øjne, da hun fangede Avas blik.

,,Når jeg er kommet væk fra Foehn og hen til de andre øer, vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at stoppe denne krig. Jeg vil forsøge at fortælle Lyselskerne de ting, som du har fortalt mig i dag, så de forhåbentlig kan se tingene fra jeres side af også. Det kan simpelthen ikke passe, at I ikke kan få lov til at leve i fred på jeres egen ø - der må findes en bedre løsning end at udslette hele jeres eksistens!"

3

Det var næsten befriende at høre andre der forstod hvad hun sagde. Dem der kunne se logikken. Dem der ikke havde så travlt med at pege hove af dem de stod over for, for at sende skylden videre. Ava vidste udmærket godt hun ikke var fejlfri. Hun havde trods alt valgt skyggernes vej, og det var det der havde revet hende væk fra hendes datter, men hun havde forsøgt at rette op på fejlen – og mange havde besluttet sig for at være i vejen. Dem havde Ava absolut intet til overs for. Hun havde stolet på for mange, var blevet svigtet af for mange, og alle sammen nogen der dømte hende for hvad hun var og hvor hun hørte til.

"Så nemt er det desværre ikke. Krigen er uundgåelig. Ser du. Jeg ønsker at befri min Herre. Han har lige så meget ret til at være fri som vi har. Som lyset har. Han skabte det hele og han vil skabe et bedre Andromeda. Du får ikke lyselskerne til at indse det. Du får dem ikke til at stoppe med at modarbejde eller får dem til at indse at den sti de har valgt fastfryser udvikling."

De ønskede vel sikkerhed frem for et bedre land. Et bedre Andromeda. De måtte være bange for hvad der ville komme og derfor klynge sig til hvad de havde. Ingen vidste hvad der var i vente for Andromeda, men en ting var sikker – det ville ikke være noget man kunne finde en fredelig løsning på.

Hun lyttede til Avas forklaring og nikkede let med hovedet. Hun havde bestemt respekt for de ting, Ava sagde, også selvom hun var overbevist om, at der altid var en anden udvej end krig. Men hun vidste, at hun ikke ville få noget imod at sige den sorte Ava imod - det var jo endelig lykkedes hende at få Ava til at åbne op og forhåbentlig stole lidt på hende, så hun ville naturligvis ikke risikere at fyre ekstra op i det bål, der endelig var ved at blive slukket. Hun smilede derfor blot mildt til Ava.

,,Det har du nok desværre ret i. Men jeg vil i hvert fald gøre mit til at få det stoppet, også selvom det måske ikke vil nytte noget i sidste ende. Jeg vil ikke bare kunne lukke øjnene og se stiltiende til, alt imens de stormer ind og ødelægger dig, din familie og jeres hjem."

3

"De vil mene vi gør det samme. Men i stedet for deres hjem vil de nok sige deres land. Men de forstår det ikke. De kan ikke se sandheden."

Fakta var vel at alle mente de var på den rigtige side af "krigen". At de havde valgt den rette sti og at det var den modsatte side der var forkert på den og ønskede at ødelægge alt. Vogterne kaldte skyggerne onde og Ava mente Vogterne ar mindst lige så slemme, selvom de med garanti var meget uenige i det.

"Det er naivt at tænke det vil nytte noget. Der er ikke noget en enkelt hoppe kan stille op. Lyset. Min Herre. Du kan se det som to guder i krig, og nogle har valgt side. Vi kæmper for det vi mener er det rette. Hvordan vil du få bare en af parterne til at træde tilbage uden at lade dem tro du har valgt den modsatte side?"

Hvis hun troppede op hos vogterne og påstod skyggerne ikke var onde og ikke ønskede at gøre nogen ondt, ville de sikkert ikke tro på hende. Nogen ville måske endda tro hun var en slags spion eller sendebud som skyggerne havde sendt for at sprede løgne.

"Det bedste råd jeg kan give dig er ikke at stikke mulen for langt frem. Begge sider kan være meget lokkende. Giver du efter er der ingen vej tilbage."

Hun lyttede til Ava's ord om, at Vogterne ville mene, at de gjorde det samme, men at de ikke blot så det som deres hjem, men også deres land. Hun mærkede, hvordan vreden steg i hende - ikke over Ava, men over det faktum, at nogen bare følte, at de havde ret til at påkræve landet som deres eget på den måde; det var simpelthen ikke retfærdigt!
Hun lyttede til Ava's næste ord om, at det var naivt at tro, at det ville nytte noget. Hvordan ville hun få bare en af parterne til at træde tilbage uden at vælge side? Hun tænkte lidt over sine ord, inden hun da svarede Ava med et mildt smil.

,,Jeg kan sagtens forstå din pointe, og du har sikkert også ret. Men så længe alle tænker på den måde, kommer der jo i hvert fald aldrig til at ske noget. Det kan godt være, at jeg ikke har nogen magt som enlig hoppe; men én skal jo være den første til at gøre et forsøg. Og hvis jeg er heldig, er der måske andre, der kan følge mit synspunkt og vil følge min idé, og så er vi måske ikke så få mere."

Hun kunne ikke lade være med at få et lidt drømmende udtryk i øjnene, da hun forestillede sig en fremtid som en hoppe, der stod i spidsen for alle "oprørerne" - de, der nægtede at vælge side, men hellere ville "kæmpe" for et frit land, hvor alle var velkomne.

Hun lyttede da til Ava's sidste ord og nikkede let med hovedet. Hun var slet ikke bange for, at hun ville blive lokket i fordærv af nogen af parterne - tværtimod var hendes hoved lige nu fyldt med drømmende tanker om hendes helt egen hær af heste, der alle delte hendes tanker og sammen ville skabe et Andromeda, hvor alle kunne leve i fred side om side med hinanden. Hun smilede dog blot taknemmeligt til Ava.

,,Tak for advarslen. Jeg lover at passe godt på."

1

Ava endte ørerne en anelse bagud, mens hun kneb øjnene sammen. Der var ikke til at se nogen tilfredshed over hoppens svar, men det var heller ikke nemt at se om def var noget "forkert" hun havde sagt til Ava. Egenglig havde alle vel deres ideer, meninger og tanker, men det var nu ikke altid de faldt i god jord hos den sorte. Som regel var man ikke i tvivl, men hun havde alligevel ladet den anden hoppes uvidenhed redde hende denne gang. Ava huskede jo sagtens hvor naiv hun selv havde været engang.

"Det er en meget fin tanke, men urealistisk. Vi er alle forskellige, men nogen er bare for forskellige. Vi vil ikke give os. Vi kan ikke give os.. Vi kan ikke stoppe med at kæmpe for retfærdighed. Det de gør, er frihedsberøvelse... De holder min Herre indespærret... og de vil ikke give sig, for de mener det bliver landets undergang... De kan ikke se det. De er blinde........ Og før de får øjne og ser sandheden vil det ikke kunne blive anderledes. Men jeg kan ikke stoppe med at kæmpe for frihed.. kæmpe for et bedre Andromeda.... kæmpe for hvad jeg tror på"

Sslvfølgelig var der nogle af skyggernes tilhængere der måske ikke havde helt samme holdning. Alle var der af forskellige grunde. Men Herren havde taget imod hende, vist hende sine planer for det nye Andromeda og givet hende et hjem, hvor hun aldrig skulle være alene og utryk igen.

Ava løftede hovedet og spidsede ørerne som var der en lyd at lytte til, men for alle andre måtte der være helt stille. Skyggerne hviskede til hende, kaldte på hende, og hun vidste hun vqr nødt til at forlade hoppen.

"De, Han, Herren kalder på mig... Jeg bliver nødt til at gå, ligesom du bliver nødt til at forlade denne ø, hvis ikke du ønsker at vælge side. Du risikerer ikke at have et valg, hvis du bliver, men hvis vi lader alle komme til vores hjem, ender det med vi bliver drevet væk af lyset, og vi må være tæt på vores Herre"

Det kunne have forskellige konsekvenser for de forskellige. Ava havde brug for dem, for skyggerne, for Herren for de, han, var hendes livskilde og andre var måske lige så afhængige af dem, af ham, på den ene eller den anden måde. Ava gjorde et lille nik med hovedet som farvel-hilsen, inden hun slog et smæld med halen og satte kursen mod ildbjerget.