New Beggining [Ava]

Den sandfarvede hoppe slog langsomt øjnene op og missede forvirret med dem, inden hun løftede hovedet. Hun lå på jorden, indsmurt i aske og udtørret som en rosin. Hun tog et anstrengt pust, inden hun kom på benene. Hun rystede sig let over den støvede krop, så asken fløj ud til alle sider omkring hende. Hun hostede og fnøs et par gange, da asken havde sat sig i både hendes hals og næsebor, inden hun så sig omkring. Hun kneb let øjnene sammen. Hvor i alverden var hun henne?? Hun havde aldrig set noget lignende før... Bag hende var et stort og mægtigt hav, og foran hende var der fladt askejord, så langt øjet rakte. Alt syntes at være dødt her. Hun kunne ikke se nogen træer eller andet frodighed, så langt øjet rakte... Kun et kæmpemæssigt bjerg tårnede sig truende op i baggrunden. Hun skuttede sig let. Her var uhyggeligt...

Hun så sig forvirret omkring, inden hun prøvende begyndte at skridte af sted langs den askebeklædte jord. Hvad var det her for et sted? Og hvordan var hun kommet hertil? Hun prøvede febrilsk at huske. Hendes familie... brænden... Hun huskede, at hun og hendes familie var blevet angrebet udefra, spærret inde og ædt op af flammer. De døde omkring hende alle sammen... Så hvorfor var hun stadig i live? Og hvad var der sket med de andre?

Ava havde for en stund stået og betragtet en anden hoppe op afstand. Hendes mørke farve gjorde det nemt at falde i ét med den ellers så askegrå ø. Det eneste der stak ud, var de blå cirkler ned af næseryggen og de næsten lysende blå øjne.

Som den anden begyndte at røre på sig, vippede Ava det ene øre i hendes retning. Hun blev dog stående på afstand for at iagttage den fremmede. Hun virkede forvirret på en måde. Rundt på gulvet om man ville, og det tog ikke Ava lang tid at gætte sig frem til hvad der var sket. Hun var ikke frivilligt havnet på Foehn, men bragt dertil af en grund. Ligesom Ava selv var landet i Andromeda for det der efterhånden måtte være lang tid siden. Hovedet blev tippet en anelse på skrå, inden hun valgte at nærme sig den fremmede i et tempo der hverken var hurtigt eller langsomt. Der var ingen grund til hele tiden at have fart på, og der var ingen grund til at skræmme denne fremmede væk, hvis ikke den kom fra et andet sted i Andromeda. Hun ville hellere finde ud af om det var en hun kunne introducere for broderskabet. En ny rekrut måske. Hver dag mødte man tegn som man enten fulgte eller ignorerede. Det kunne både have en negativ og en positiv virkning på ens liv fremadrettet. Måske havde det betydning - måske havde det ikke.

Ava standsede nogle meter fra den fremmede hoppe, tavs i noget tid. Hun var ikke en der gav særlig meget lyd fra sig. Hun foretrak at have overraskelsen på sin side hvis det kom til alt andet end "venligt" snak. 

"Hvor kommer du fra du fra?"

#1| Tag: Nzuri

Hun havde ikke forventet, at der ville leve andre på denne så døde ø, men der tog hun fejl. For pludselig kom en anden hoppe skridtende imod hende. Hvor kom hun fra? Nzuri havde slet ikke fornemmet, at der var andre til stede... Men denne hoppe var godt nok også sort som natten og blendede godt og grundigt ind i de mørke omgivelser, så det var sikkert forklaringen. Hun kunne dog ikke undgå at bemærke noget anderledes ved denne hoppe. For ned ad hendes næseryg tegnede der sig tre cirkler i samme blå farve som hendes lysende øjne. Nzuri havde aldrig set sådanne aftegninger før. Mon det var en slags smykker? Det så i hvert fald ganske kønt ud.
Hoppen standsede nu et par meter fra hende og forholdt sig tavs i noget tid. Hun bøjede let nakken for hoppen og smilede venligt, mens hun overvejede, om hun mon skulle bryde tavsheden eller ej. Mere nåede hun dog ikke at tænke, før den sorte pludselig talte og spurgte, hvor hun kom fra. Så var hun så afgjort ikke i Turkmenistan længere... For i hendes hjemland kendte alle hende som Prinsesse Nzuri.

"Jeg kommer fra Turkmenistan. Mit navn er Nzuri."

Hun lagde ligeledes det spinkle hoved på skrå lige som den sorte og betragtede hende med et åbent blik. Hun var glad for at være stødt på denne hoppe, der forhåbentlig ville kunne fortælle hende lidt om det land, hun var kommet til. Godt nok var hun endnu ikke klar over, om den sorte var venligt stemt eller ej, for hendes spørgsmål havde godt nok været lidt bryskt og ligefremt. Der havde ikke været noget med venlige hilsner og høflige præsentationer først fra den sortes side. Men hun dømte hende bestemt ikke af den grund. Hun var jo ikke klar over, hvad normerne var på denne egn, og hvis det lå den sorte naturligt at stille spørgsmål, inden man begyndte på alle de noble formaninger, så var det helt okay med hende. Hun troede på det gode i alle folk - og derfor turde hun da også godt at være ærlig med sit næste spørgsmål.

"De kan vel ikke fortælle mig, hvor jeg befinder mig henne? Ser De, jeg ved ikke helt, hvor jeg er, eller hvordan jeg er kommet hertil. Jeg ved, at det lyder skørt, men jeg er lige vågnet op her på bredden og kan ingenting huske om at være rejst hertil. Åh, De må tro, at jeg er tosset..."

Hun lo let. Det lød i sandhed tosset, og hun havde med garanti ikke selv troet på det, hvis en eller anden fremmed var dukket op foran hende og havde sagt det samme. Men det var altså sandheden, og hun var mindst lige så forvirret over det selv...

Et lille fnys kom fra Ava. Det var ikke et sted hun havde hørt om før eller havde nogen som helst anelse om hvor lå. Men svaret var bevis på hun i hvert fald ikke bare var skyllet op på land på Foehn efter et lille uheld på en rejse fra en af de andre øer. Ørerne røg dog ned i nakken så snart hun blev kaldt "De". I en hurtig bevægelse fik hun også hakket ud i hoppens retning, men uden at ramme. Bare som en slags advarsel.

"Du er vidst blevet fejlplaceret. Du taler som en af dem med næsen i sky. De befinder sig ikke her....... Jeg, vi, bryder os ikke om dem. De er intet uden deres små nipsting."

Ava brød sig så absolut ikke om vogterne. Der var kun meget få ting hun ikke brød sig om, der ikke havde noget med dem at gøre. Hun brød sig ikke om den måde de var på, den måde de talte på og deres "vi skal beskytte Andromeda" når de ikke kunne beskytte noget som helst - som om alle sammen regnede med de andre trak læsset. Der var kun en enkelt der stak ud fra de andre. En enkelt der lod til at forstå hende, lyttede til hende. Kunne de andre bare beskytte landet og holde alt andet skidt og kravl væk fra Foehn, ville hun være bare en smule mindre imod dem, men ingen af dem passede på noget som helst. Hvis de var vogtere og skulle vogte over landet, så gjaldt det vel alle Andromedas beboere og ikke kun dem selv og "vogterflokken".

"Hvem er du?"

#2 | Tag: Nzuri

Et lille fnys forlod den sorte hoppe, inden hendes ører røg tilbage i nakken, og hun med en pludselig bevægelse hakkede ud i luften mod hende. Hun sprang forskrækket baglæns og lagde ørerne fladt ned, mens hun så forvirret på hoppen. Hvad skulle det til for!? Hendes frie og retfærdige sjæl bød hende at slå igen, men hendes venlige og blide side fik hende alligevel til at holde sig tilbage. Hun var jo kun lige kommet hertil og nægtede simpelthen at starte ud med det det indtryk, at hun var en voldelig hoppe... Desuden havde den anden jo ikke bidt hende rigtigt, så der var garanteret en god forklaring på, hvorfor hun var blevet vred.

Ganske rigtig lød hoppens ord nu i hendes ører. Hun talte som en af dem med næsen i sky, og dem brød hoppen og hendes venner sig ikke om... Hun så sig nervøst omkring. Mon hun var havnet i en eller anden anti-kongerige klan? For ja, den unge Nzuri anede intet om Vogterne og troede derfor, at hoppen måtte hentyde til hendes kongelige ophav.

"Jeg er ked af, at jeg har givet Dem... øh, dig et dårligt indtryk. Jeg er bestemt ikke en hoppe med næsen i sky. Det er blot min opdragelse, der har lært mig at tale sådan - og jeg omtalte dig kun som Dem for at være høflig. Men hvis du ikke ønsker det, så skal jeg selvfølgelig nok lade være."

Hun smilede venligt og håbede, at dette var nok til at køle hoppen ned. Hun kunne dog ikke lade være med at se sig opmærksomt omkring alligevel. For hvis dette var sådan en klan, så var der stor risiko for, at der lige pludselig ville komme en masse snigmordere springende og angribe hende. Og nu hvor hun ikke længere var omgivet af sine livvagter, ville hun ikke have en jordisk chance...
Hoppen sprang let og elegant henover spørgsmål om, hvor hun befandt sig henne, og spurgte i stedet, hvem hun var. Hun så lettere stramt på hoppen. Hun havde altid syntes, at det var uhøfligt at besvare et spørgsmål med et andet spørgsmål... Men nuvel, hun var ikke for fin til at svare - eller til blot at stille sit spørgsmål igen.

"Jeg er Nzuri, prinsesse i Turkmenistan. Hvad er det her for et sted?"

"Opdragelse... Pfh! Den har vi alle fået. Den kan ikke bruges her. Du har slet ingen anelse om hvor mange kommer fra vigtige positioner. Her er man intet hvis ikke man kan forsvare sig selv. Eller..... Intet andet end et let offer"

Ava selv var trods alt opvokset som datteren af lederen og hans mage. Ava var allerede påbegyndt træningen til at tage sin mors plads i en anden flok. Når hun var gammel nok skulle hun sendes videre til en af de andre for at stå side om side med den kommende leder af den nye flok. Ava havde altid været mere tilbøjelig til at stikke af for at lege med sin bror og nogle af de andre unghingste, men nogle ting havde hun alligevel lært, og intet af det havde været spor nyttigt i dette nye land.

"Prinsesse...... Den titel kan du lige så godt kaste væk. Her er du prinsesse af intet. Det her er Andromeda. Du kan lige så godt glemme alt om Turkmenistan. Det nytter intet at dvæle ved fortiden. Jeg har ikke hørt om nogen der nogensinde er kommet tilbage til deres gamle liv........"

Noget af den fjendtlighed hun havde startet med at udvise, havde lagt sig en smule igen. Ava vidste godt hvor svært det kunne være at være ny i Andromeda, og hun havde i hvert fald savnet sit hjem i lang tid. Det havde intet godt gjort hende. Hun havde kun skyldfølelse over at hendes forældre havde mistet begge sine børn. Den kommende leder af deres flok og den der skulle sørge for alliancen med den anden flok stadig var gældende. Det var katastrofalt! Og af hendes hjemve og skyldfølelse havde hun nu også taget endnu en søn fra dem. Hendes lillebror hun ikke havde vidst eksisterede. Tankerne om Arc bragte et lille vemodigt glimt frem i de blå øjne.

#3 | Tag: Nzuri

Hun lyttede til hoppens skræmmende ord og nikkede stille. Hun vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle sige, så i stedet nikkede hun blot som tak for advarslen. Hun var stadig ikke helt klar over, hvor hun befandt sig henne, men det stod hurtigt klart for hende, at hun var nødt til at starte på en frisk. Her havde hun ikke kongerigets livvagter til at passe på sig; her var hun helt på egne ben. Tanken var skræmmende, men også befriende...

Den sorte hoppe talte nu yderligere og fik endelig forklaret hende nærmere. Hun tog sig selv i at måbe let. Det her er Andromeda. Så var hun altså slet ikke i Turkmenistan længere? Og denne hoppe tilhørte ikke en klan, der prøvede at udslette kongeriget - tværtimod kendte hun slet ikke til Nzuri? Du godeste... Hvordan i alverden var hun havnet her?
Hoppen fortalte nu, at det ikke nyttede noget at dvæle ved fortiden, og at hun aldrig havde hørt om nogen, der var vendt tilbage til deres gamle liv. Nzuri bed sig let i læben. Tanken var skræmmende, men så igen også befriende... For var det ikke dét, hun altid havde drømt om; en mulighed for at starte på en frisk i et land, hvor hun ikke var prinsesse?

"Jeg takker for dine forklaringer og gode råd, bayan. Tanken om aldrig at skulle se min familie igen er da skræmmende... men jeg brød mig nu aldrig om at være prinsesse alligevel."

Hun blinkede drillende til hende. Hun fornemmede, at noget af hoppens fjendtlighed fra før havde lagt sig, og derfor greb hun chancen for at prøve at bløde den alvorlige stemning lidt op.

*bayan = frøken

Ava's ører lagde sig for et kort øjeblik helt fladt ned i nakken, som et ord hun ikke kendte blev nævnt. Hun var vant til at blive kaldt så mange forsellige ting, men at blive kaldt noget på fremmed sprog der kunne være endnu en fornærmelse, var ifølge Ava ikke i orden. Ikke når det var en hun ikke kendte.

"Ni vomindok tinvaak wah zu'u"

Ordene var ikke særlig høje og kunne tages både som noget der mindede om en fornærmelse, en forbandelse eller ren volapyk. De kunne sagtens være to om at lege den leg. Det havde taget noget tid for Ava at opfange de andres sprog helt. Det var også derfor det delvist irriterede hende når andre brugte de helt store ord og besværlige vendinger. Hun forstod dem ikke altid, og det var ikke fordi hun var dum. Hendes til tider langsomme svar kom heller ikke fordi hun var for dum og skulle tænke over et svar, men fordi hun skulle bruge tid på at oversætte noget der lå naturligt i andres munde. Foldede Ava sig ud på sit modersmål, var der ingen der ville forstå hvad hun sagde heller.

"Man vil altid gerne være det man ikke er. Andre ved ikke hvor hårdt et arbejde det egentlig er"

Ava havde ikke altid hadet det. Hun havde ikke tænkt over det, før hun blev trukket til side mens de andre kunne lege videre. Hun havde heller aldrig lært at elske det, for hun havde ikke haft nogen som helst frihed til selv at bestemme over sit eget liv.

#5 | Tag: Nzuri

Hendes forsøg på at bløde den sorte hoppe lidt op havde tilsyneladende ikke virket, da hoppen nu lagde ørerne helt fladt ned i nakken. Hun trykkede nervøst halen ind mod bagparten og flakkede let de gyldne ører ud til siden. Hun brød sig ikke rigtigt om denne samtale... Hun følte, at hun hele tiden skulle træde varsomt frem, som gik hun på nåle, for ikke at komme til at sige noget, der gjorde den sorte hoppe oprevet - og det brød hun sig virkelig ikke om, for hun ville jo bare så gerne gøre alle glade! Men lige med denne hoppe var det som om, at hun slet ikke vidste, hvad hun skulle sige, for at bløde hende op...
Den sorte hoppe udtrykte nu en sætning i lave toner og på et sprog, som Nzuri ikke kunne forstå. Og da gik det op for hende, at hoppen nok havde reageret sådan, fordi hun havde brugt et ord, som hoppen ikke forstod. Hun bøjede let hovedet for den sorte og sendte hende et undskyldende blik.

"Du må undskylde, hvis jeg forvirrede dig før. Bayan er bare den måde, vi siger "frøken" på i mit hjemland. Visse vaner er svære at lægge fra sig..."

Hun smilede let og håbede, at den sorte ville forstå og måske bløde lidt op, nu hvor hun havde fået en undskyldning og en forklaring.
Til hendes store overraskelse svarede hoppen nu på hendes ord med en helt fornuftig sætning, der endda viste tegn på forståelse. Nzuri lagde let det elegante hoved på skrå og så på hende med nysgerrige øjne.

"Du kender altså også til det?"

[23]

Et fnys forlod Ava. Frøken. Hun var næppe en frøken. Ava opførte sig ikke som en. Hun havde kastet sit gamle liv væk, og med det også den opdragelse hun havde fået fra sin mor. Alle de ting hun havde fået at vide man ikke måtte, gjorde hun alligevel hvis hun følte det var nødvendigt. Ava var ikke bange for at kaste sig ud i en fysisk konfrontation - noget hun heller ikke havde fået lov til, hvis hun havde opholdt sig i Moria. Den slags var forbeholdt hingstene og dem der havde fået oplæring i fysisk kamp.

"De fleste her kender til det. Mange har enten været ledere eller er relateret til en leder i deres tidligere liv. Jeg er ikke nogen undtagelse. Min far var Korr. Meget mægtig. Jeg skulle oplæres i normerne og når jeg var gammel nok, sendes til en allieret flok for at stå ved den kommende leders side. Selvom det er forskelligt fra hest til hest, er der mange ting der er ens. En stor del er af fin herkomst. Hvilket vil sige ingen ligger over andre. Mange er spredte. Alle burde lede en flok. Leve som kongelige. Så her kan du lige så godt kaste det væk og starte med at lære at klare dig selv. Der er ingen hjælp at hente her."

Ikke engang i Teylar. Hendes gamle hjem, der bestod af vogtere. De fine. Hun fik ingen hjælp da hun havde brug for det. Ingen havde været opmærksomme. Ava havde ikke sovet længe og var langsomt blevet drevet mere og mere til vanvid, selvom hun ikke selv kunne mærke det før det næsten var for sent. Det var først da hun nåede helt ud til det punkt hvor hun følte sig paranoid det meste af tiden og konstant frygtede nogen var bag hende eller ude efter hende, det gik op for hende hun havde brug for den tryghed ingen af dem kunne give hende. Ingen andre end skyggerne, der havde taget imod hende selvom det havde kostet hende mere end nogen kunne forestille. Men de havde også givet hende en ny chance - en ny tilværelse i Andromeda.

Et fnys forlod den sorte hoppe, da hun tiltalte hende som frøken. Hun lagde let ørerne ud til siden og noterede sig det faktum, at den sorte ikke brød sig om tiltalelser af nogen art, hverken De, bayan eller frøken. Det var hårdt for den høflige Nzuri at skulle ændre sin måde at tale på på denne måde, men hun var også opdraget til at gøre alt, hvad hun kunne for at få andre til at føle sig tilpasse, så hvis det var dét, der skulle til for at den sorte ville slappe mere af i hendes selskab, så gjorde hun det gerne.

Hun lyttede nu til den sortes lange forklaring og nikkede let. Hun var taknemmelig for, at den sorte rent faktisk havde gidet at sætte tid af til at forklare hende, hvordan tingene hang sammen her i den nye verden. Hun var ikke helt sikker på, om hun brød sig om det, men der var jo ikke noget at gøre - hun var nødt til at tilpasse sig dette lands normer og levevis, også selvom det stred så meget imod hendes opvækst som overhovedet muligt. "Jeg takker dig for at have brugt tid på at sætte mig ind i tingene her. Det har været en stor hjælp. Nu vil jeg drage videre og forsøge at finde min plads her i Andromeda."

Hun bukkede let for den sorte, inden hun vendte sig rundt og skulle til at gå. Hun stoppede dog midt i et skridt og drejede det elegante hoved bagud mod hoppen igen. "Lige en sidste ting... Må jeg vide dit navn?"

[38]

Ava måtte himle med øjnene da der blev bukket for hende. Det var ikke noget nyt, men det var alligevel lang tid siden nogen havde gjort det. Med tiden var det noget hun havde lagt bag sig, og skulle hun være helt ærlig, savnede hun ikke noget som helst af den formelle opførsel. Hun havde alligevel ikke rigtig været interesseret i at være en "fin hoppe". Ikke på samme måde som hendes mor og moster havde været det.

"Mit navn kan du ikke bruge til noget."

Mange vidste hvem hun var. Mange i landet havde hun mødt, og ikke ret mange af dem, havde lyst til at møde hende igen. Hun havde haft venner engang - og familie, men hun havde ikke set nogen af dem længe. Der var ikke mange der brød sig om hendes slags. Men de fleste havde også haft en form for respekt for skyggerne, hvis ikke frygt. Det var der ikke ret meget at mærke af længere, hvilket nok også var grunden til flere og flere turde færdes på Foehn.

"Jeg var ligesom dig engang. Positiv og fuld af håb. Du vil tidsnok se sandheden........ Når den dag kommer, kan du finde mig her..... Indtil da... Denne vej"

Ava gjorde et kast med hovedet, for hoppen var på vej i den forkerte retning. Det kunne gå hen og give nogle problemer, så det var måske bedre at vise hende mod Zenobia. Det var den ø, der lå tættest på Foehn, og derfor nemmest at nå til. Derfra kunne det være en smule tricky at finde vejen videre, men Ava havde alligevel opholdt sig en del tid på den tilsandede ø før hendes dage som skygge. Uden meget tøven, begav hun sig fremad i retningen af det lidt mere grønne område af Foehn, hvor der var kortere afstand til den nærmeste ø.

Den sorte hoppe himlede blot med øjnene over hendes buk, hvilket fik hende til at smile muntert. Den sorte var både negativ og sortseende, og så langt væk fra Nzuri i personlighed som man overhovedet kunne komme, men alligevel var der et eller andet ved den sorte, der tiltrak hende og gav hende lyst til at lære hende bedre at kende. Hun var overbevist om, at der gemte sig mere bag den sorte end blot dette afvisende ydre.. Og hun håbede, at hun en dag ville få mulighed for at opleve det.
Hoppen afviste nu hendes spørgsmål og sagde, at hun ikke havde noget at bruge hendes navn til. Nzuri var godt nok uenig på det punkt, men hun accepterede selvfølgelig den mystiske hoppes ønske om at holde sit navn hemmeligt og nikkede derfor blot med hovedet.

Lige som hun troede, at deres veje skulle skilles, talte den sorte igen. Hun sagde, at hun engang var lige som hende - positiv og fuld af håb. Hun var overbevist om, at Nzuri en dag ville se sandheden, og når den dag kom, ville hun kunne finde hende her igen. Derudover gjorde hun et kast med hovedet og guidede Nzuri i den modsatte retning. Hun så på hoppen med et skævt smil og nikkede let.

"Åh, tak... Jeg håber, at vi mødes igen en dag, du mystiske sorte vandrer."

Til hendes store overraskelse begyndte hoppen nu at gå beslutsomt fremad i den retning, hun selv lige havde anvist Nzuri til at gå. Mon hun ville vise hende vej? Tøvende trådte hun efter hoppen, dog på lidt afstand så hoppen ikke ville blive alt for irriteret, hvis nu det viste sig at være noget, Nzuri havde misforstået.

[48]

Jeg er hverken mystisk eller vandrer...... Jeg var Ava, datter af Aria, datter af Rhea. Vi er ikke længere den Ava. Vi er mere og vi er mindre. Vi er en, vi er mange. Brødre, søstre....... Jeg er ikke en vandrer, men vi passer på vores område."

Ava var måske en hoppe. En - ental..... Men indvendigt var hun flere. Nogle dage lå de hviskede skygger i baghovedet, og andre dage strømmede de for fuld fart rundt i kroppe på hende. Var livlige, var med hende, delte hendes sind og krop. Noget der fra tid til anden kunne lyde som det rene galskab.

"Det er meget få der har samme ønsker som dig. Dem der har er enten meget modige eller utroligt dumme. Somme tider er det ene det samme som det andet."

Noget der mindede om morskab viste sig i Avas øjne og gennem et smil. Jo, nogle heste var modige i ren og skær dumskab. Nogle undervurderede hende. Nogle turde lægge sig ud med hende, selvom de ikke havde meget chance mod hende. Måske en smule hvis de var hurtige nok.

"Hvad foretrækker du? Ørken? Skove? Enge? Bjerge?"

Pludselig svarede den sorte hende med en forklaring, der nok var noget af den længste, hun indtil videre havde fået fra den sorte - hun fik endda hoppens navn, Ava. Hun smilede mildt. Hun var taknemmelig for, at hoppen alligevel gerne ville fortælle hende sit navn - for selvom det ikke betød noget for Ava, så betød det noget for hende. Ava begyndte dog også at snakke videre om, at 'de' ikke længere var den samme Ava, og at 'de' var både en og mange, brødre og søstre, og mere og mindre... Hun lagde lettere forvirret ørerne ud til siden. Hvorfor begyndte denne ellers så fornuftige hoppe pludselig at snakke om sig selv i flertal, som om hun var tosset? Nzuri vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle sige, så hun nikkede blot med et skævt smil.

Ava sagde nu, at meget få ønskede at møde hende igen - og dem, der gjorde, var enten modige eller dumdristige. Nzuri vippede let med det ene øre. Hvorfor mon den sorte Ava havde dette syn på sig selv? Hun virkede til at være den type, der skræmte folk væk for at undgå at få dem for tæt på. Men hvorfor? Ava måtte se sig selv som en hoppe, som folk ikke ønskede at være sammen med... Men det kunne Nzuri slet ikke forstå. Hun var stadig overbevist om, at der fandtes mere bag dette negative ydre - for hun havde selv opfattet små glimt af det i løbet af deres samtale. Hun havde trods alt hjulpet Nzuri, som var ny her i landet, med at komme væk fra denne ø, som hun åbenbart ikke var velkommen på - men med venlighed og ikke jagen væk. Hun vippede let med de spinkle ører, inden hun spidsede dem frem mod Ava.

"Jeg ser nu hverken mig selv som særlig modig, og ej heller dumdristig. Jeg kan bare oprigtigt godt lide dit selskab - og jeg er sikker på, at mange andre føler lige som jeg."

Hun smilede venligt til den sorte Ava. Det var ikke sikkert, at hendes ord ville falde i den sorte hoppes smag, men hun syntes nu alligevel, at Ava fortjente at høre dem.
Ava spurgte nu, hvilket slags tærren hun foretrak. Hun tippede tænksomt hovedet på skrå og tænkte lidt over svaret. Hendes hjemland bød på lidt af hvert slags natur, men selv havde hendes families slot ligget i en frodig bjergdal. Så hun var mest vant til skove, enge og bjerge. Men det var ikke nogen hemmelighed, at den gyldne hoppe aldrig helt havde fundet sig tilpas i livet som prinsesse. Hun drømte om at være fri som vinden og bare løbe derhen, hvor vinden guidede én. Der var mange ørkener i Turkmenistan, men de lå langt væk fra hendes hjem. Derfor var det altid dem, hun havde drømt om at rejse til og bosætte sig i... Og nu havde hun rent faktisk muligheden.

"Jeg er ikke så kræsen, men jeg har altid drømt om at bo i ørkenen."