Satisfaction [Zitkala Aiyana]

Den ørkenfarvede hoppe var dagen forinden vågnet op på en mærkelig askeø uden at ane noget om, hvor hun befandt sig henne i verden, og hvordan hun var kommet hertil. De sidste 24 timer havde mildest talt været et rent helvede! Hun havde virkelig haft svært ved at finde sig tilpas i alt det aske, og hun havde også haft svært ved at finde mad og vand. Selvom det var højsommer, havde hun ikke fundet andet end få tørre, kedelige pletter græs imellem alt asken, og vand havde hun intet fundet af. Det havde derfor hurtigt stået klart for hende, at hun ikke kunne blive der, og derfor var hun søgt mod det mægtige hav, som hun var vågnet op ved dagen forinden. Hun kunne skimte to øer i det fjerne og havde derfor taget en spontan beslutning og svømmet over til den ene.

Det havde været en lang og hård svømmetur, men heldigvis var det rimelig vindstille i dag, så hun kom helskindet igennem turen. Hun trådte op på bredden og blev mødt af et syn, der med det samme gjorde hende lykkelig. Øen her var ikke andet end frodig skov, der strakte sig i grønne farver, så langt øjet rakte. Hun vaklede ind på bredden og rystede så meget af saltvandet af sin krop som muligt, inden hun bevægede sig ind mod skoven. Grådigt kastede hun sig over den første omgang frodige græs, hun kom til, og labbede det i sig med stort velbehag.

[1]

---

Det øjeblik øjnene var slået op vendte hele verdenen forkert. Zitkala var ikke en der lå ned særlig tit, for hun skulle være klar til at tage afsted så hurtigt som overhovedet muligt. Hun kom derfor meget hurtigt på benene og rystet græsset af sig mens hun gav et lille skingert hvin fra sig grundet et lille stik af smerte, der lige så hurtigt som det var kommet, var væk igen. Blikket gled op mod de tætte trækroner. Et syn hun havde set mange gange, men ikke i lejeren. Kun når de skulle holde øje med Kachada.

"Awan!? Dyami?!"

Var der nogen der overhovedet kunne høre hende? Hun nøjedes ikke med at kalde en enkelt gang, men flere gange, hver gang uden et svar. Egentlig kunne hun være blevet stående og vente på Kuckunniwi dukkede op, men en del af hende sagde også han ikke var i nærheden. Hun var vant til at stole på sine sanser, og der var absolut ingen duftspor af ham. Hun gjorde sit bedste for at huske tilbage til det sidste der dukkede op, og det var røven af Ohitekah. I stedet for at vandre i en tilfældig retning, lod hun vinden guide sig. Hun vidste hvilken retning den oftest kom fra, og hun vidste at hvor der kom vind, var der mere åbent. Måske ville hun bedre kunne finde ud af hvor hun var henne af, hvis ikke der var fyldt med træer. Det ville i hvert fald gøre det langt nemmere at finde tilbage til lejeren - eller hvad end der måtte være tilbage af den.

Som træerne tyndede en smule ud og græsset kom snigende frem fra jorden i stedet for den skovbund af jord, moss og knækkede kviste, syntes hun at fange færden af en fremmed. En anden hest, hoppe, af hvad hun kunne gætte sig frem til og dermed ikke Ohitekah. Ganske rigtigt gik der heller ikke ret lang tid før hun fik øje på den fremmede hoppe og med det samme blev en anelse skeptisk. Kachada Tasunke. Alligevel nærmede hun sig en anelse forsigtigt, klar til at løbe sin vej, hvis det blev nødvendigt.

Fornemmelsen af endelig at få noget næring i maven var helt fantastisk! Morgenduggen lå endnu i græsset, og derfor fik hun både slukket sin sult og tørst. Hun sukkede afslappet og veltilpas, da en mild brise skyllede ind over hendes krop og fik hendes hale til at bølge let. Selvom vinden var kølig mod hendes våde krop, var solen heldigvis fremme og klar til at varme hendes skind op igen.
Vinden havde ført en fremmed lugt med sig, og derfor rejste Nzuri let hovedet op igen. Hun spejdede ind igennem skoven og fik snart øje på en broget hoppe, der kom ud imellem træerne. Hoppen nærmede sig hende med forsigtige skridt, og derfor tyggede hun hurtigt af munden, inden hun sendte en blid brummen i hoppens retning.

"Godmorgen."

[2]

---

Godmorgen? Hvad pokker var det for et ord? Det lød som et af dem Kachada brugte. Kachada tasunke.... Ordene gled igen gennem Zitkalas tanker. Alligevel nærmede hun sig yderligere, og langsomt en smule mere selvsikker i sin gang. Der var ikke andre til at fortælle hende, hvor Kuckunniwi var. De hvides ord var ikke alle sammen fremmede for hende, men de lå ikke altid lige ude på spidsen af tungen. Nogen gange skulle hun koncentrere sig for at huske dem. De havde før haft besøg af en Kachada. En der ikke var ligesom de andre. En der ville lære og forstå hendes folk. En der ikke var ude efter deres jord. Men dem var der kun meget få af, og hun havde ikke set ham længe. Det lod til han var blevet straffet for sin ulydighed.

"Godmorgen"

Zitkala gengav den anden hoppes ord, da hun var tæt nok på til ikke at skulle råbe det hele ud, for hun var stadig meget rusten i udtalelse og ville da helst ikke have nogen skulle gøre grin med hende, selvom der ikke var nogen synlige i nærheden. Men Zitkala vidste udmærket godt at det var muligt at camouflere sig. Hun havde set Kuckunniwi og resten af jægerne iført maling for at blende bedre ind i deres omgivelser når de tog bestemte steder hen. Noget der var yderst fascinerende. Især fordi det eneste camouflage hun blev iført, var farvet maling der bestemt ikke fik hende til at blende ind i omgivelser.

"Hvor Kuckunniwi er? L-Lille ulv" 

Den brogede, nydelige hoppe kom nu tættere på hende og hilste hende ligeledes an med et godmorgen. Hoppen havde en meget stærk accent, der fik hendes udtale til at lyde lidt sjov. Nzuri smilede mildt. Hun var heldigvis ikke typen, der dømte den slags, og hun kunne i hvertfald aldrig finde på at gøre grin med det.
Hoppen spurgte nu efter en Kuckunniwi, som åbenbart betød Lille Ulv. Nzuri så på hende med et mildt blik og smilede skævt. "Jeg må desværre skuffe Dem. Jeg kender ikke nogen med navnet Kuckunniwi eller Lille Ulv."

Gad vide, om hoppen her også lige var ankommet i landet lige som hende selv? Måske var Kuckunniwi en fra hendes familie, som hun nu ikke kunne finde - lige som Nzuri ikke kunne finde Lumine eller sine forældre. Hoppen kom i hvert fald helt tydeligt fra et fremmed land, for Nzuri havde aldrig hørt en accent magen til før.
Hun tippede let hovedet på skrå og smilede venligt. "Hvor kommer De fra, bayan?"

[3]

---

Så mange ord der ikke gav så forfærdelig meget mening - eller det ville de måske have gjort, hvis Zitkala kunne følge med og nå at tænke ordentligt, men det gik for langsomt. Der var andre ting der fyldte meget af pladsen i hendes hoved, og bekymring kunne hun heller ikke slippe udenom, så fokus var der ikke forfærdeligt meget af. Nogle få ord kunne hun dog godt opfange. Dem hun havde hørt før, når Kachada havde været der og når de havde handlet med hinanden.

"Dakota..... Aiyana... Zitkala Aiyana..."

Hun rettede på en måde den anden hoppe, men hun forstod jo ikke det ord, og det var ikke noget hun havde hørt før, men hun vidste at det var hende der blev henvist til. Hvis nogen havde givet hendes navn væk, havde de enten ikke udtalt sig klart nok, eller også måtte den anden hoppe have hørt forkert. Hvad ellers det kunne være, kunne hun ikke lige komme i tanke om.

"Hvad er her?"

Hun forsøgte så godt som hun kunne, på at tale de hvides sprog. Det lå ikke naturligt til hende, men hun håbede på den anden hoppe forstod hende. Godt nok kunne hun ikke sætte ord i den rigtige rækkefølge, og sikkert heller ikke altid bruge den rigtige form af et ord, men hvis bare hun kunne gøre sig selv forståelig, ville det være godt.

Hun tippede let det spinkle hoved på skrå, alt imens hun kæmpede for at forstå, hvad det var, den anden hoppe sagde. Hendes accent og sprog lå så langt væk fra Nzuris eget, at det virkelig var svært at sætte ordene sammen og få dem til at give mening. Men hun forsøgte, så godt hun kunne, og håbede at hun forstod hoppen bare nogelunde.
Dakota... Det måtte være dér, hoppen kom fra? Og Zitkala Aiyana... Måske det var navnet på det område i Dakota, hun kom fra? Eller måske det var en måde at præsentere sit eget navn på? Nzuri valgte at gætte på det sidste og nikkede derfor let med hovedet.

"Jeg er Nzuri."

Hoppen spurgte nu, hvad det her var for et sted, og det var Nzuri måske ikke lige den bedste til at svare på... Hun var jo selv lige ankommet hertil dagen forinden og havde ingen anelse om, hvordan det var hændt. Men hun havde trods alt mødt den sorte, der havde forklaret hende, at landet hed Andromeda, så lidt havde hun da at gå efter.

"Det her er Andromeda. Jeg ved desværre ikke så meget andet, da jeg selv lige er kommet hertil i går..."

[4]

---

"Háu, Nzuri...."

Hilste hun med et lidt mere venligt smil. Så var navnene i hvert fald på plads, og hun vidste hvem den anden var. Andromeda var ikke et sted hun havde hørt om før. Hverken by, land eller stamme. Ikke fjende eller familie. Et nyt sted. Et nyt land. Præcis som Kachada havde kaldt hendes hjemland. Den nye verden.

"Jeg bange for jeg blevet væk fra min stamme......"

For hvert ord var det som om hun huskede flere af dem hun før havde hørt. Men det var også som om noget andet hjalp hende på vej, guidede hende om man ville. Noget uforklarligt, for der var ikke andre til stede, og der var ikke nogen der hviskede ordene i hendes ører. Det var som om landet hjalp hende. Vinden hjalp hende. Hun havde altid været god til at lytte til naturen. Zitkala kunne tit fornemme når noget ikke føltes rigtigt, men der virkede ikke som om der var nogen fare på færde. Alligevel bekymrede det hende, at Kuckunniwi endnu ikke var dukket op. Han plejede at kalde på hende med sine underlige lyde, når han havde brug for hende.

"Hvordan jeg komme tilbage til hjem?"

Hun gengældte det venlige smil, da hoppen havde hilst hende an med hendes navn. Hoppen sagde nu, at hun var blevet væk fra sin stamme. En stamme? Hvad mon det var for noget? Et andet ord for flok eller familie måske? Nzuri havde i hvert fald aldrig hørt om det før, for i hendes hjemland levede man ikke i stammer.
Hun bemærkede, hvordan hoppens udtalelse langsomt begyndte at blive bedre, og det fik et imponeret smil frem på hendes læber. Mon denne hoppe var så hurtigtopfattende, at hun kunne gengive Nzuris accent så hurtigt? Eller var det mon det magiske land, der hjalp alle til at tale det samme sprog? Måske en blanding?

Hoppen spurgte nu, hvordan hun kom tilbage til sit hjem, og det fik kort en knude til at forme sig i Nzuris mave. For ja, hvordan kom man hjem herfra...? Hvis hun skulle tro på den sorte Avas ord, så var der ikke længere noget, der hed hjem. Man kunne lige så godt glemme alt om sit tidligere liv og acceptere det faktum, at ens skæbne nu hørte til her i Andromeda. Hun trådte forsigtigt et skridt tættere på Zitkala og sænkede let hovedet med et bedrøvet udtryk. Hun vidste, at disse ord ville gøre lige så ondt på den brogede hoppe, som de havde gjort på hende...

"Jeg er bange for, at der ikke er nogen måde at komme hjem på, Zitkala... Andromeda er vist nok et land, vi kommer til, når vi er døde. Vores skæbne lægger nu i dette lands hænder, og vi gør bedst i blot at glemme vores fortid..."[/font]

[5]

---

Et land man kom til når man døde? Hun havde aldrig hørt om det før. Hun troede man ville blive til ånder - ånder der kunne guide de levende. Hjælpe dem på vej. Advare dem når der var fare på færde. En ting kunne hun dog udlede fra samtalen som noget positivt. Hvis Kuckunniwi ikke har der, måtte han have overlevet. At Ohitekah ligeledes havde overlevet. Den værste tanke var dog at hvis tiden stod stille i det land hun var havnet i, kunne de stadig nå at komme.

"Hvis alle her er døde........ Så vi alle ånder...... Så kan vi finde der vi kommer fra. Kuckunniwi altid sagde faldne krigere med dem på jagt"

Hvis det var åndeverdenen måtte det være ligesom den almindelige verden - hun var bare havnet et andet sted. Det gav pludselig meget mere mening. Men hun vidste ikke i hvilken retning hun skulle gå for at finde hjem, for hvis der var langt risikerede hun at skulle gå hele vejen tilbage og i den anden retning. Og det var ikke nødvendigvis nord, syd, øst eller vest der var tale om. Det kunne være hvilken som helst vej. En rigtig og 359 forkerte.

Hun lyttede til hoppens ord og rynkede tænksomt på mulen. Kunne det mon være sådan, det hang sammen? Det ville hun ønske, men hun måtte dog ærligt indrømme, at Andromeda ikke virkede til at være en åndeverden, hvor man kunne komme tilbage og guide de levende... Nej, det virkede mere som et land i en slags anden dimension, hvor man levede lige som i sit hjemland; bare uden at kunne komme tilbage dertil igen. Hun så derfor trist på den fremmede.

"Jeg tror desværre ikke, at det er sådan, det hænger sammen. Vi er måske ånder, det ved jeg ikke noget om - men vi kan i hvert fald desværre ikke komme i kontakt med de levende. Vi kan aldrig længere vende tilbage til vores egen verden."

[1]

---

"Åh...."

Ørerne gled lige så stille ud til hver sin side. Det var da en umådelig trist nyhed. Hun så da helst gerne at hun kunne se Kuckunniwi igen om det så var på den ene eller den anden måde. Han havde bare været en dreng da hun blev født og de var vokset op som legekammerater. De havde jagtet hinanden fra helt små af, og det var altid ham der kom med ekstra godbidder når de andre ikke så det. De havde gået igennem ild og vand sammen - bogstaveligt talt. Hun guidede ham lige så meget som han guidede hende, og hun ville gøre det samme selv hvis det var i efterlivet.

Blikket var gledet ned mod græsset samtidig med hovedet havde sænket sig lidt efter lidt mens hun havde været i sit eget hoved omringet af sin egen tankestrøm. Da hun igen så op på den anden hoppe, var det med et blik der viste hun tydeligvis ikke anede hvor hun skulle gøre af sig selv, hvad hun skulle stille op, hvad hun skulle gøre fremad. Som om hun ville blive stående på samme lille plet græs hvis ikke nogen fortalte hende hvad hun skulle gøre. Det havde de jo gjort i starten hvor hun kom fra indtil hun selv havde lært hvad hun skulle gøre i visse situationer, men her var hun på bar bund. Det hele var fuldkommen nyt.

Det var tydeligt, at den brogede hoppe ikke var så glad for at høre de ord, hun lige havde sagt - og naturligvis, hvem ville dog også være dét? Hun fik straks ondt af hoppen, der stod og lignede én, der ikke rigtigt vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun forstod hendes smerte... Hun var jo også selv blevet revet væk fra sin familie og var tvunget til at starte et nyt liv på egen hånd her i Andromeda. Hun var dog glad for, at hun havde mødt Zitkala, som befandt sig i samme situation som hende - for måske de kunne vende deres forvirring og fortvivelse til en fordel og støtte hinanden som veninder i dette nye land? Hun kendte jo ikke rigtigt nogen i dette land endnu, udover den sorte Ava som man vist ikke rigtigt kunne betegne som en veninde, så hun ville med glæde være i selskab med denne hoppe og have en at dele de mange stunder med. ,,Såeh, når nu vi begge to er i samme båd og ikke rigtigt ved noget om dette nye sted, har De så ikke lyst til at udforske det sammen? Jeg ved ikke med Dem, men jeg har i hvert fald altid følt mig tryggest og bedst tilpas i selskab med andre, fremfor blot at være helt alene."

[ 2 ]

---

Zitkala nikkede. Det var ikke den værste idé hoppen kunne komme på. Hvis landet her var hendes nye hjem, så var det nok en rigtig god idé at lære området at kende. Det hjalp også en smule på det, at vide hun ikke var alene. Så behøvede hun ikke føle sig som "den nye". Uden nogle ord, begyndte hun at vandre fremad i en vilkårlig retning, langsomt selvfølgelig, for at se om den anden fulgte med, hvilket hun håbede. Der var ingen grund til at gå efter noget bestemt, når det eneste "bestemte" hun kunne gå efter, var det hun kunne se omkring sig.

"Jeg har aldrig været alene. Ohitekah var der altid. Han var min anden-bedste ven. Og så var der selvfølgelig alle de andre, men Ohitekah var født på samme tid som mig. Og så var der Kuckunniwi.... En lille sær tobenet skabning, men han var min bedste ven."

Tanken om at skulle flakke alene rundt var en smule skræmmende. Det var ikke noget Zitkala nogensinde havde troet hun skulle tænke på. Hun var født i stammen og havde aldrig flakket rundt alene. Fra hun var helt lille havde Kuckunniwi og Ohitekah været der - for ikke at tale om resten af stammen. Og der havde hun troet hun skulle blive til hun var blevet en gammel dame og nok havde givet liv til nogle føl, der på et tidspunkt kunne tage hendes plads, når hun blev for gammel til jagt.

Hun smilede varmt, da hoppen nikkede og begyndte at vandre langsomt fremad. Hun tøvede ikke ét sekund med at følge med og skridtede derfor straks op på hoppens side. Hun fulgte Zitkalas blik rundt i omgivelserne og måtte konstatere, at hun slet ikke anede, hvor de befandt sig henne, og derfor heller ikke vidste, hvor det ville være smart at gå hen nu. Hun så derfor bare på hoppen med et lille smil, der indbød hende til at bestemme retningen.

Hun lyttede da til Zitkalas ord og så forundret på hende. Hun havde aldrig før hørt om en skabning, der kunne gå på to ben. Det lød helt vildt! Men hun stolede naturligvis på Zitkalas ord og smilede derfor fascineret til hende. ,,Det lyder som nogle dejlige venner. Og hvor vildt, at den ene kan gå på to ben! Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle holde balancen på den måde!"