One more time [Nyx//MS]

De røde øre vippede lyttende rundt, inden han drejede hovedet bagud imod hans moder, som lå i græsset og slappede af. Han tog nogle skridt hen til hende, og hev hende i det ene øre, mens han brummede i nogle legesyge og dog kærlige toner. Han ville gerne lege – men Armonia brummede dog bare lidt irettesættende tilbage, og puffede derefter lidt til ham, opfordrende til, at han skulle forsøge at finde noget selskab – dog ikke for langt fra hende.

Han rystede lidt utilfreds på det lille hoved, inden han stak mulen bedende ned til hende – men nej. Hans moder smilede bare overbærende, og brummede endnu engang til ham. Han forstod måske godt, at hun ikke ville lege igen, igen, igen. Men hvem ville så?

Tarik tog nogle skridt væk fra hende, og satte derefter frem i en langbenet trav, med hovedet højt hævet. Han vrinskede frem for sig, kaldende og legende. Han ville gerne finde selskab – men det var bare ikke altid lige nemt.

Nyx havde ingen mor, og derfor var hun blevet taget ind i Teylar, hvor hendes far befandt sig. Men han var der ikke altid. Faktisk var han der ikke ret meget til at holde øje med hende, og Nyx havde det derfor med at strejfe rundt mellem de andre for at finde opmærksomhed der hvor hun kunne få den. Hun ville gøre næsten hvad som helst for en smule opmærksomhed.

Hun vandrede langs flokkens område. Hun kunne huske hvor hun havde fået besked på hun måtte gå til, på grund af nogle bestemte blomster. Alligevel måtte hun spidse ørerne i retningen af et kaldende og legende vrinsk. Nyx trippede en anelse på stedet og så ned på den røde blomst foran sig, trippede en anelse igen og kastede et blik tilbage i retningen af flokkens område, mens hun forsøgte at bestemme sig for om hun burde vende måsen hjemad eller følge det kaldende vrinsk. Det blev et par små buk af ubeslutsomhed hvorefter hun satte frem i trav langs kanten - først den ene vej og så den anden vej, indtil hun igen for et lille øjeblik stod stille. Først satte hun den ene hov over på den anden side af blomsten og trak den tilbage igen. Endnu en gang så hun tilbage mod flokkens midte, men synes ikke at kunne se nogen holdt øje, så endnu en gang blev hoven sat uden for området. Langsomt og listende fulgte de andre med, indtil hun stod helt ude på den anden side, og først der fik hun fart på.

Et piget og legesygt hvin kom fra Nyx, som hun spænede for fuld fart i retningen af vrinsket hun havde hørt for lidt siden.

Den langbenede Tarik slog et lille slag med den korte hale, inden han lavede nogle små krumspring fremad, med nakken bøjet, og hovedet helt nede ved knæene. Han havde pokkers meget energi, og han forsøgte ret ofte at lave en masse krumspring, bare fordi det var sjovt – og fordi det også styrkede hans egen balance og smidighed; og nå ja, fordi han bare var kåd og energisk generelt.
Tarik stoppede dog med sine krumspring, idet han fik øje på en sommerfugl der lettede fra det høje græs, og fløj lige forbi hans hoved. Et grin forlod den unge hingst, mens han nappede op efter den, og rejste sig på to ben – men han nåede den ikke.
I stedet blev den røde unge hingst forstyrret, idet lyden af små pigede hvin ramte hans øre. Og han synes at kunne genkende tonen – Nix! Det måtte være Nix!

Tarik for fremad i en meget hurtig galop, med de lange ben spænende afsted i hendes retning – og der, længere fremme, der var hun. Han vrinske og hvinede i føllede toner i hendes retning, mens hans fortsatte med fuld fart. Da han kom tættere på hende, satte han dog farten ned; dog ikke så elegant og smidigt, men det lykkedes da uden at vælte. Han nappede ud i hendes retning, da han var kommet i trav og tog en æresrunde omkring Nix.

,,Niiiix!”

Sagde han glad, og brummede i legende toner.

Nyx måtte sætte farten ned som Tarik ligeledes kom farende mod hende også. I stedet blev det til en trav med høje benløft og halen lige i vejret - eller næsten. Den var stadig ikke halt for lang, men den var længere end sidste gang og kunne snart svæve efter hende som en fane.

"Tik!"

Udbrød hun i en glad tone. Hun kendte ikke mange på hendes egen alder, men han kom meget tæt på. Det var ved at være et godt stykke tid siden hun sidst havde set ham, men hun havde bestemt ikke glemt ham. Hvordan kunne hun? Han havde givet hende den opmærksomhed hun krævede, som de voksne ikke havde givet hende nok af. Og nu var han der igen. Nyx strakte halsen frem for at sende et nap ud efter hans hove inden hun kastede sig i retningen af ham. Måske var hun en lille dame, men hun havde også en vildskab over sig hun havde arvet fra sin far.

Den lille røde svansede omkring Nix, i nogle runde cirkler, inden han dog endelig stod helt stille, så de bedre kunne nappe og snakke, og hvad de nu ellers fandt på. Hun hilste på ham, med navnet Tik, og dette fik den lille gut til at smile stort. Det navn kunne han godt lide, det lød godt, når hun nu hed Nix!

,,Nix og Tik!”

Sagde han med glade toner, og nappede ud i hendes retning i stor begejstring, da hun nappede ned efter hans hove. Pludselig sprang hun imod ham, og han spændte derfor op i den lille krop, inden de bumpede. Han grinede højlydt, og nappede efter hendes man i nakken, med brummende toner fra brystkassen.

,,Du været væk! Først finde dig nu – hvor Nix været?”

Han talte ikke altid lige godt, især ikke i situationer som disse hvor han både var glad, legesyg, kåd og energisk. Så gik det ikke altid helt efter planen; men han var bestemt blevet bedre til det, end for blot nogle måneder siden. Hans mule kørte han imod hendes skulder, nussende og nippende på samme tid.

Tiks spørgsmål fik Nyx til at give en lille lyd af skyldfølelse fra sig, og vendte hovedet i den retning hun kom fra. Hun trippede en smule på stedet, fordi hun jo godt vidste hun var uden for området og det måtte hun ikke for sin far. Hun skulle blive hos de andre. Men Nyx var ikke altid lige god til at høre efter - noget hun havde fra sin far af.

"Hjemme...... Hos min far, men han er ikke der."

Hvor hendes far var vidste hun faktisk ikke. Hun vidste ikke andet end der var noget han skulle og han kunne være væk i nogle dage - eller noget tid, alt efter hvor lang tid det kunne tage. Det var ikke noget hun som sådan tænkte meget over, for en stor del af tiden kunne hun kræve noget opmærksomhed fra de andre, og det var hun god til. Halen svingede fra side til side da hun igen vendte sin opmærksomhed mod Tik, da han begyndte at nusse hendes skulder. Selv bøjede hun i halsen, så hun kunne komme til at nappe til hans man.

"Hvor du henne?"

Den lille hingst, havde blikket hvilend epå Nix. Han kunne godt lide hendes selskab, og han elskede at de var omtrent lige høje; det gjorde bare det hele lidt nemmere. Han brummede i nogle små legende toner, inden han nappede ud efter hendes lille pandelog, og nulrede lidt i den, inden han trak hovedet tilbage, fordi hun snakkede. Hun havde været hjemme, ved hendes far. Det gav et lille stik i den rødes bringe, et stik fordi ordet ’far’ ramte ind i hans øre. Men han rystede det af sig, og mærkede at hun nappede til hans man. Han kom med et lille legende hvin, og nappede selv efter hendes man, og forsøgte at gnaske lidt i den; men han slaå den dpg, fordi hun spurgte tilbage.

,,Vi lede efter far – nu her. Vi måske bo her, Teylar?”

Nikkede han ivrigt. For hans moder var jo henne ved den brogede Brêgo, for at spørge om de måtte bo her.

,,Du bo i Teylar?”

Uh, hvis hun nu også boede i Teylar, så kunne de lege sammen HVER dag!

Tiks spørgsmål fik Nyx til at nikke og se tilbage mod flokkens område igen, mens ørerne var rettet en anelse bagud. Ikke på en sur måde, mere lyttende. Det var tydeligt nok at se på hende hun stod i et øjebliks ubeslutsomhed. Hun endte dog med at se tilbage på Tik.

"Jeg må ikke være herude..."

For et lille øjeblik hvilede der næsten noget trist over Nyx. Hun vidste jo godt hun gjorde noget forkert, men hendes far var der alligevel ikke til at skælde hende ud, og der var heller ikke andre i nærheden til at sladre. men alligevel fik hun en smule dårlig samvittighed, for hun havde jo kun sin far tilbage.

"Men min far er her ikke....."

Nix boede altså i Teylar, hvor den røde Tarik måske også skulle bo fremadrettet – hans moder stod hvert fald et eller andet sted tæt på og snakkede med Brêgo om det; det troede han hvert fald, at hun gjorde. Hans øre vippede lidt frem og tilbage, lyttende, da Nix kiggede bagud imod Teylars område. Måtte hun ikke være herude? Det sagde hun i hvert fald. Måske det var ligesom når hans moder sagde til ham, at han ikke måtte gå længere end det store grantræ, fordi det var farligt at gå længere væk.

,,Vi gå tilbage?”

Sagde han så, med et nik og et stort smil. De kunne jo gå tilbage sammen – for han måtte vel også godt være der, hvor hun var, ikke?

,,Hvor din far?”

Tarik vidste heller ikke hvor hans fader var; mor havde sagt til ham, at han måske var på de evige græsmarker – men hvad det betød, det vidste den unge Tarik ikke rigtig.

Det tog ikke Nyx ret lang tid at tænke over spørgsmålet før hun nikkede. Det behøvede jo ikke være hele vejen tilbage til resten af flokken, bare flokkens område. Bare lige hen på den anden side af blomsterne - hvor end de så var blevet af. De skulle nok dukke op på et eller andet tidspunkt. Som om alle "sorger" var glemt, nappede Nyx hurtigt ud efter Tiks man igen med et legesygt grin.

"Jeg ved ikke hvor han er..... Men han kommer igen"

Han havde sagt han ville komme igen, så det ville han også gøre. Det var hun helt sikker på. Med hendes unge alder var det også alt for tidligt at begynde at tænke på alt det negative. For hvad hvis hendes far ikke kom hjem? Hvad hvis hun i så ung en alder stod uden nogen som helst forældre og med en moster der havde slået sig sammen med skyggerne og kunne finde på at angribe sin egen bror - Nyx far. Hun havde en kusine der var noget ældre end hende, som hun heller ikke havde så meget at gøre med. Hvis ikke det havde været for den opmærksomhed hun ofte kunne opdrive hos andre, havde hun sikkert følt sig meget alene.

"Hvor din mor?"

Tarik stod forholdsvis roligt, men der skulle slet ikke være nogen tvivl om, at den unge gut havde en pokkers masse krudt i rumpen, hvis ellers han fik lov. Men han huskede sin moders ord – for det var ikke alle der kunne lide for meget energi, og så skulle man altså huske at forholde sig lidt i ro, bare i lidt tid i det mindste. Men Nix virkede lige så energisk som ham; og det elskede den unge røde hingst. Hun nappede hurtigt ud efter ham, og han svarede tilbage med et hyl af drillende karakter, mens han nappede tilbage efter hendes lille fine strittende man.

,,Jeg heller ikke ved hvo’ min far er – mor sig’ han måske ikke komme igen”

Sagde han lidt eftertænksomt og trak på sine røde skuldre. Ja, den lille unge gut forstod ikke helt meningen med hans moders ord. Tarik satte frem i en luntende trav, og kiggede tilbage imod Nix – de skulle jo hen i mod hendes hjem, så hun ikke var på et forkert sted. Han nikkede ivrigt, inden han ændrede kurs, og travede nogle cirkler rundt om hende; for han vidste jo ikke hvor de skulle hen. Han stoppede lidt op, da hun spurgte til hans mor. Pludselig så han eftertænksom ud, og kiggede lidt rundt om dem.

,,Hun snak’ med Brêgo?”

Sagde han lidt spørgende – måske vidste Nixen hvem Brêgo var og hvor han var.

Et grin kunne høres, da Tik nappede efter hendes man, og hun kastede sig ud i en række hop og halve buk sidelæns, der resulterede i hun nær havde skvattet over sine egne ben. Hun fulgte efter ham, selvom det egentlig var hende der vidste hvor flokken lå. Men han var alligevel på vej i den rigtige retning, så hun havde ikke tænkt sig at skynde sig hen foran ham. Nyx var fyldt med krudt, og der var ikke meget tid til at tænke over de triste spørgsmål. Alligevel kunne hun ikke helt lade være med at skænke hans kommentar en ekstra tanke.

"Hvad hvis min far ikke kommer hjem?"

For et lille øjeblik havde hun sat farten ned til skridt og så igen tilbage væk fra flokken. Det var jo derude han var. Et eller andet sted der i hvert fald ikke var Teylar. Hvad hvis han ikke kom tilbage? Tanken kastede hun dog hurtigt fra sig, for selvfølgelig skulle han nok komme tilbage. Også selvom han ikke havde været der i ret meget af hendes indtil videre korte tid i landet.

"Hmmmmm... Okay"

Svarede Nyx med en positivitet der igen strålede igennem hele hendes lille unge krop. Smilet, øjnene og energien. Der gik derfor heller ikke mange sekunder før hun kastede sig fremad igen med lange skridt og halen hævet.

Den kobberrøde hingst, grinede glædeligt da hun pludselig sprang fremad med nogle mærke halve buk, hvilket fik hende til at ligne en, der et kort øjeblik skulle til at falde på røven; men nej, hun genvandt balancen, og blev på alle 4. Men Tarik grinede alligevel, og gjorde hende kunsten efter med store og krummende buk, inden han skridtede ved hendes side. Nix talte, og Tarik kiggede på hende. Hun sagde de ord, som han selv tænkte om sin egen far. Han gumlede lidt eftertænksomt, og var stille i nogle sekunder.

,,Så du være hos din mor?”

Nikkede han ivrigt og smilede over hele femøren. For Tarik var jo bare hos sin mor, nu hvor hans far var væk. Men derfor savnede den kobberrøde lille gut stadig sin fader. Men han havde jo sin mor, og var derfor ikke helt alene alligevel.
Hun lyste lidt op igen, da han havde sagt hvor hans moder var. Måske vidste Nixen hvem den der brogede Brêgo var?

,,Ved du hvem Brêgo er?”

Nogle sætninger kom fint ud af hans mund, men det var ikke alle. Men lige denne sidste sætning kom ud, korrekt. Han nappede i hendes retning, og trippede derefter nogle hurtige skridt sidelæns, med en drilsk brummende lyd.

"Men jeg har ingen mor....."

Hun havde haft en. Hun havde en mor, hun elskede sin mor. Men hendes mor var der ikke mere. Hendes far havde bragt hende til flokken efter nogle dage hvor hun havde vandret rundt alene i søgen efter andre. Noget Nyx lykkeligt havde glemt - og det var nok også for det bedste. Hun huskede ikke hvad der var sket, og der var ikke nogen der kunne fortælle hende det, for der havde ikke været andre. Hun havde stadig været meget ung og afkræftet, men hun havde lige været gammel nok til at leve af græs - måske endda lidt tidligere end andre fordi hun havde været tvunget til det.

Nyx nikkede ivrigt. Hun vidste bestemt godt hvem Brêgo var, for han var en af dem hun godt kunne lokke til at give hende opmærksomhed, når hun manglede det. Når hendes far ikke var der og hun ikke havde så mange andre at gå til, kunne hun sagtens finde på at tage med ham på runde. Det var også derfor hun vidste hvor grænsen gik - hvor hun måtte gå til og hvor hendes far ikke ville have hun befandt sig. Som en usynlig streg der var tegnet i græsset.

"Han er sød. Men han er ikke så god til at lege. Han er for stor"

Den lille kobberrøde gut gik stadig ved hendes side, og hørte hende ord, om at hun ingen mor havde. Men.. Men hvis hun ikke havde en mor, og hendes far var væk, hvem passede så på hende? Hvem nussede om hende, legede med hende og lærte hende alle de nødvendige ting? Tarik kunne slet ikke forstå det, og han følte sig nærmest en smule trist indvendigt, over at hun ingen mor havde. Han kunne slet ikke forstille sig, hvis hans mor ikke var hos ham mere.

,,Men.. Så du kan være hos mig og min mor?”

Han nikkede glad, og nippede til hendes skulder. Det ville hans røde mor sikkert ikke have noget imod. Hun elskede jo Tarik, og legede med han, var kærlig og opdragende; så det kunne hans mor vel også være overfor Nix?

Nixen nikkede over hans spørgsmål, så hun kendte altså Brêgo, som hans røde mor forsøgte at finde. Men han kunne ikke så godt finde ud af at lege, og derfor skar Tarik en lidt utilfreds grimasse, inden han grinede.

,,Vi lære ham!”

Grinede han, og trippede nogle skridt fremad, ivrigt efter at finde ud af, hvor de egentlig skulle hen, for det anede den lille gut ikke. Men de måtte være på rette vej, for den sorte Nix gik da i hvert fald stadig i samme retning som før, så det kunne ikke være helt forkert.