One more time [Nyx//MS]

"Men min far kommer hjem. Det sagde han selv"

Når han sagde han kom hjem, så måtte det vel også betyde han gjorde. Ha havde bare ikke sagt præcis hvornår andet end "snart". Nyx var ikke gammel nok til at vide hvor længe "snart" egentlig var, og derfor ville hun vente lige så længe det tog på hendes far kom hjem. Indtil da havd ehun jo også resten af flokken hun kunne søge hen til.

Nyx kunne ikke lade være med at grine. Brêgo? Lære at lege? Han virkede ikke til at være lige så fyldt med energi som de to unge. Selvom han ikke var gammel kunne han sagtens virke oldgammel af sind. Og så var han næsten for tung til at kunne lege med, men sikkert hurtig nok til en omgang fangeleg.

"Han kan snakke i din hoved....... Og snakke sjovt"

,,Vi bare vente sammen, på din far. Mor sikkert gerne vente også”

Nikkede han glad, og nippede ud efter hendes ene sorte øre. Begge deres fædre var altså væk – så så kunne de lige så godt vente sammen, mente den kobberrøde Tarik. Det var jo logisk, ikke?
Han fulgte stadig hendes side, ventede på om hun måske skiftede retning eller ej; men det virkede det ikke til. Så han måtte stadig være på rette vej, troede han da. Tarik løftede sine ben ret højt, fordi det lange græs kildede hans spinkle og lange ben, og det brød han sig ikke rigtig om, hvert fald ikke lige nu.

,,Han snakke i mit hoved? Hvordan?!”

Tarik så nærmest måbende på den sorte Nix, med store øjne, og han stoppede også helt med at gå, fordi han blev benovet over hendes ord. Hvordan kunne man dog snakke ind i en andens hoved? Det gad den kobberrøde unge fyr godt at kunne. Han satte frem igen, for ikke at få for meget afstand til hende, mens han gentog lidt af spørgsmålet.

,,Hvordan, hvordan, Nixen?”

Han nappede hende i manen, drillende.

"Men jeg ved ikke hvornår han hjemme..... Han ikke sige det"

Det ville være lang tid at vente. Især fordi hun allerede havde ventet et godt stykke tid. Nyx satte farten en lille smule op og hoppede næsten rundt som et lille dådyr på grund af det høje græs. De kunne sikkert sagtens blive væk i det hvis de smed sig ned. Et fint lille forsvar hvis nogen skulle dukke op med knap så gode hensigter.

"Jeg ved ikke....... Men han snakke i hoved uden at bevæge mulen"

Det var den eneste måde hun kunne forklare det på. Det lød måske fuldkommen ulogisk, men det var nu alligevel sådan det var. Men hun havde selv hørt det og set det en af de gange hun fulgte med ham rundt. Der var jo ikke så meget andet hun kunne foretage sig, og han virkede flink.

"han snakke med dyr......"

Hvor mange sprog han kunne snakke vidste hun ikke, men hun havde da oplevet nogle stykker. Det havde fået hende til at grine mere end en gang, og dermed glemme det faktum at hun hverken havde sin mor eller far til stede.

,,Jeg heller ikke ved, hv..hvornår min far hjem”

Svarede han tilbage, med et lille træk på skulderen. Han anede jo faktisk ikke, om hans fader overhovedet kom tilbage. Hans moder havde sagt, at der var en mulighed for, at faderen ikke kom igen. At han måske var draget til de evige græsmarker; hvad end det så lige betød. Han vippede med sine røde øre, og gjorde Nixen kunsten efter, ved at hoppe rundt som et eller andet form for dådyr, fordi græsset var en smule besværligt at bevæge sig i.

Tarik drejede sit hoved i hendes retning, da hun snakkede om at han kunne snakke, uden at bevæge mulen. Og at han kunne snakke med andre dyr. Det var sejt! Det ville Tarik gerne kunne. Men det kunne han altså ikke. Den langbenede gut hoppede i hendes retning, og fik nok ikke helt stoppet som han skulle, fordi græsset drillede, så han bumpede ind i hende, og slog en kolbøtte ned af hendes side, inden han lå lige foran hende, lige så lang som han var.

,,Hovsa!”

Grinede han, og nappede efter hendes ene forben, for også at få hende til at vælte. Så var det jo ikke kun ham, der var klundtet; men dem begge!

Tiks forsøg på at gøre ligesom hende, fik hende til at hvine legesygt og smågrine. Det så sjovt ud. Hun tænkte slet ikke over det måske så lige så sjovt ud når hun selv gjorde det. Men hun havde set andre dyr hoppe rundt sådan og hvis de kunne, så kunne hun også.

"Iiiih"

Udbrød hun da Tik hoppede i hendes retning. Som Tik væltede mod hende gjorde hun et forsøg på at kaste sig til siden og væk fra ham, men det resulterede også kun i hun ligesom ham måtte skvatte over sine egne ben. Nyx endte med at ligge på ryggen med alle 4 ben strittende lige op i luften før hun trillede ned på siden med ryggen til Tik.

Tarik grinede højlydt, idet Nix også røg ud af balance, og dermed også trillede ned i det lange græs. De var bestemt ikke nemme at se, når de lå der, for græsset stak op over dem. Hans øre vippede lidt rundt, inden han vendte blikket hen i Nix’s retning. Hun lå med ryggen til ham, og derfor drejede han hovedet hen til hende, og nappede efter hendes øre, mens han grinede drillende.

,,Du også faldt!”

Grinede han, og nappede nu efter hendes øre igen, for at hive lidt i det, drillende og legende. Han kunne godt lide Nix, hun var sjov og hyggelig at være sammen med; og så var de på samme alder, hvilket gjorde det hele meget sjovere, i hvert fald ifølge ham. Han løftede nu hovedet og strakte halsen så meget som han kunne, og kunne lige se henover græsset. Men han kunne ikke se andre, og derfor tog han hovedet ned igen, som om han skjulte sig.

,,Man ikke se os”

Nikkede han ivrigt – det var en kæmpe fest for ham, at han havde en at lege med, og at han nu lå i græsset og legede gemmeleg; selvom de ikke havde nogen at gemme sig for.

Nyx lå og betragtede en lille græshoppe der kravlede på et af græsstråene. Meget opmærksomt og næsten som om der ikke var andet i nærheden - lige indtil Tik nappede hende i ørerne. Der gik et spjæt igennem kroppen på hende og den første reaktion var at vride halen en aneles rundt og nappe drillende tilbage. Resten af kroppen trillede også med og benene trak hun ind under sig selv så hun kunne komme op at stå - måsen først som altid.

"Ti-ik?"

Navnet blev nærmest delt over i to stavelser selvom det normalt kun var en hun brugte. Men det passede bare bedre ind i den spørgende tone. Ørerne tippede rundt i alle retninger inden de faldt tilbage mod Tik..... Det lignede næsten hun skulle til at grine, men gjorde det alligevel ikke.

Den lille røde lå stadig nede i det høje græs, selvom Nix drejede kroppen omkring og derefter rejste sig op. Han kiggede op på hende, nysgerrigt, inden han nappede hende lidt i bagbenet. Han stoppede dog, idet hun med spørgende tone delte hans navn i to stavelser. Selv fik han nu samlet sine ben under sig, og rejste måsen i første omgang, og derefter fortroppen. Han stillede sig ved hendes side, og rettede blikket nysgerrigt på hende.

"Ja-aa?"

Svarede han så tilbage, med spørgende stemme, og kiggede frem i den retning som hun kiggede i. Hvad mon hun stod og kiggede sådan efter? Hendes far måske?
Han brummede i lidt tænksomme toner, inden han nappede i mod hendes lille strittende man, lidt utålmodigt på hendes spørgsmål.

Nyx lo. En lille piget latter af glæde og leg. Selvom hun var alene havde hun ikke mistet sit muntre væsen - endnu. Hun var jo stadig bare en lille uskyldig sjæl uden den helt store viden om hvordan tingene fungerede. Den lille hale svingede fra side til side mens hun lod blikket glide så hun kunne observere alle omgivelserne.

"Hvor er din mor?"

De var jo uden videre faret mod Teylar, uden at sige noget til hende, og det lod ikke til hun var fulgt med, for Nyx kunne i hvert fald ikke se hende - men det kunne jo også godt være hun var lige så lille som dem og derfor kunne gemme sig i græsset. Nyx vidste i hvert fald godt nogle voksne kunne have samme højde som hende.

Den unge røde Tarik så på Nixen, og ventede på hvad hun ville sige. Og idet ordene kom ud, så han en smule urolig ud; for hvor var hans mor egentlig? Tariks røde øre vippede lidt uroligt ud til siderne, inden han strakte sin hals, og kiggede rundt om dem, spejdende.

,,Hun sagde Teylar.. Jeg blive tæt på.. Mor væk?”

Det havde hans mor sagt, at hun ville lede i Teylar, i udkanten, og at Tarik skulle blive i nærheden. Men om han var i nærheden anede han ikke; for han var jo nok kommet til at løbe væk fra hende, da han legede alene i græsset.. Han kunne ikke lide, at han nu var blevet væk fra både sin mor og far.

Nyx stod og så på ham mens hun ventede på han kom frem til et svar. Hun var væk… De var blevet væk. Ligesom hendes far. Hvad hvis hun heller ikke kom tilbage? Hvad hvis han også pludselig var helt alene? Ørerne gled langsomt ud til siden, og flyttede sit fokus tilbage mod flokkens område – mod Teylar.

”Teylar er der……. Tror du hun vil lede der?”

Hvis de nu bare var inden for flokkens område kunne det jo være hun vidste hvor hun skulle lede, og så kunne det være det var nemmere at finde ham igen. Der var trods alt nogen at spørge – nogen der måske havde set ham og ville kunne pege hende i den rigtige retning.

”Teylar er hjem”

Den lille, dog langbende røde Tarik, var ikke helt stolt ved situationen. For hvad nu hvis hans mor ikke kunne finde ham mere. Hvad nu hvis han for alvor var blevet væk fra hende, på samme måde som Nixen var blevet væk fra hendes fader. Det kunne han altså ikke li. Han ville gerne finde hende nu, men han ville samtidig også gerne være sammen med den sorte Nix. Måske hun ville gå med ham? Han lyttede til hende. Og nikkede en smule til hendes ord.

,,Ja.. Hun lede der”

Nikkede han ivrigt, og trådte hen til Nixens side, for at hive lidt i hende lille strittende man. Han søgte lidt tryghed ved hende, det var der nok ikke nogen tvivl om.

,,Vi hjem til Teylar så”

Nikkede han igen, og så på hende. En smule bedende måske. For han anede ikke hvor Teylar var – han kendte jo ikke rigtig den her ø eller dette område endnu.

2

”Men Tik….. Teylar er stor”

Ordene var en anelse forsigtige. Næsten som hvis hun var bange for at sig det. Teylar var et stort område. Ikke lige så stort som resten af landet, eller bare det stykke hun havde set, men stort nok. Man kunne ikke stå i den ene ende af området og se til den anden. Det ville være umuligt. Og selvom der var andre, var det jo ikke ensbetydende med hans mor ville være lige der til at finde ham når han blev sulten eller når det var på tide at gå til ro. Nyx vidste godt hvor koldt det kunne være om natten. Og selvom hun var i Teylar, var der alligevel ingen der holdt helt øje med hende på samme måde hendes mor havde gjort det.

”Tik…. Det her er Teylar………. Det der er ikke, men det her er”

Nyx gjorde et lille kast i retningen af grænsen – eller den grænse hun var blevet vist, i form af nogle sten, blomster, træer og hvad end naturen ellers kunne give af små markører der gjorde det let for en lille hoppe at vide hvor hun måtte gå til og hvor hun ikke måtte gå hen.

”Vi hellere finde din mor”

Tariks øjne var ret store, da Nixen nævnte, at Teylar var stor, og at de altså faktisk allerede var i Teylars område. Men hvor var hans røde mor så? Tarik trådte nogle skridt tættere på Nixen, klistrede sig nærmest op af hendes side, og nappede lidt fat i hendes lille strittende man. Niks, hun måtte bestemt ikke forsvinde fra ham også. For så var han jo helt mutters alene – og det havde den røde fyr ikke prøvet før. Han slap igen hendes strittende man, men forblev stående helt tæt op af hende. Han skulle ikke nyde noget af, at være alene her, midt i ingenting.

,,Men.. Hvor mor så?”

En lidt forpint grimasse gled over hans ansigt, inden han nikkede til hende. Ja, de skulle finde hans mor.

,,Når vi finde mor – du være sammen med os?”

Han nikkede stort mens et lige så stort smil bredte sig på hans mule, til hende. Han stod stadig bum stille, helt op af hende. Og han havde bestemt ikke tænkt sig at flytte på sig lige foreløbig – hvert fald ikke før hun selv gik fremad, så skulle den røde nok følge trop lige i hælene på hende.

4

”Jeg ved ikke”

Ordene kom ud i en eftertænksom tone, mens hun stod og betragtede området bag dem. Så langt væk kunne hun vel ikke være? Var de virkelig løbet så langt på deres lange, men stadig små stænger? Hans mor var vel næppe lige så lav som dem og derfor gemt i det høje græs de havde trillet rundt i. Nyx tog et par enkelte skridt fremad inden hun så mod Tik igen.

”Men…. Min far kommer snart hjem?”

Hun var stadig stensikker på hendes far snart kom hjem. Han havde sagt snart, så snart måtte være lige om lidt. Hvad hvis han kom inden solen var gået ned? Eller når hun var gået i seng så hun vågnede op til et syn af to grønne øjne der stirrede på hende? Det ene øre vrikkede lyttende rundt, mens det andet var fast rettet mod Tik. Men måske ville det ikke være så slemt at hænge ud med ham og hans mor indtil hendes far var hjemme igen.

”Tror du godt jeg må?”