One more time [Nyx//MS]

Tarik stod og kiggede omkring dem. Han havde ikke særlig mange ideer om, hvor langt væk de egentlig var rendt fra hans moder. Men han vidste bare, at han altså meget gerne ville finde hjem til hende nu. Han kiggede efter Nix der trådte nogle skridt fremad, inden hun sagde, at hendes far måske snart kom igen.

,,Så han bar vær sammen med os alle”

Han smilede stort og nikkede, inden hans øre vippede skråt bagud. Han hørte lyde. Og et kaldende vrinsk. Og det lød helt bestemt som hans moder! Tarik tog hovedet opad og hvinede tilbage til moderen, inden han glad så på Nix.

,,Mor den vej! Kom! Hun li dig, ligesom hun li mig”

Igen nikkede han ivrig, og nappede ud efter Nix lille strittende man, som han hev lidt i, inden han vendte omkring og satte i trav, i sin moders retning. Han kiggede dog bagud på Nix, for at sikre at hun fulgte med.

,,Kom kom”

Sagde han ivrigt og fortsatte fremad. For nu skulle han hjem til sin moder - og Nixen skulle med.

5

Nyx stod et øjeblik og overvejede muligheden. Men der var jo en risiko for at hendes far og hans mor ikke brød sig om hinanden. Det var ikke alle der kunne enes lige godt. Så meget havde Nyx opfanget. Der var nogle man ikke burde snakke med og nogen man gerne måtte snakke med.

”Men han voksen”

Hendes far havde jo ikke brug for en babysitter. Han var voksen, selvom han var næsten lige så legesyg som hende selv. Hans legekammerater var bare på hans egen alder og ikke hendes. Det betød dog ikke han ikke satte tid af til hende også, men han var ikke altid i nærheden af hende. Han havde heller ikke været der meget da hun var helt lille og fulgtes med hendes mor. Nyx så efter Tik inden hun en smule tøvende trådte nogle få skridt i samme retning han travede.

Først da han skyndede på hende satte hun farten op for at følge med ham. Så snart hun nåede op på siden af ham nappede hun drillende ud i hans retning og sendte ham et udfordrende smil inden hun satte farten op og udfordrede ham til et lille kapløb mod den vej hans mor måtte være.

Tarik var ikke længe om at få fart på, med de lange røde ben han havde. Men han ville dog alligevel sikre sig, at Nixen var med ham. For hun skulle bestemt ikke efterlades. Han kunne godt lide hende, og han synes det var synd for hende, at hun ingen mor eller far havde i nærheden af sig. Så han ville gerne dele sin mor, med hende. Hans øre vippede bagud imod Nix der virkede meget tøvende – men hun kom dog efter ham, med fuld fart på.

Den røde fyr nappede tilbage efter hende, drillende og legende, inden han hev lidt i hendes strittende man. Dog var det ikke nemt, npr man samtidig havde fart på de lange ben; så han vaklede lidt sidelæns, ind i hendes side, og der genfandt han så balancen og slap hendes mørke stritman. Et ivrigt og glædelig hvin forlod han lille krop, idet han nu kunne se den røde mor lidt derfra – og hun vrinskede kærligt til dem begge.

,,Se, mor også gerne snak’ med dig!”

Sagde han ivrigt mens de løb. Da han kom tættere på, satte han farten ned. Han kom helt hen til sin mor, og gned sig hoved imod hendes bringe.

,,Se, mig Nix med! Nix gern være her, hos os, ikk?”

Sagde han glad og spørgende med hovedet på skrå.

Armonia havde godt bemærket, at sønnen var forduftet fra hende. Men hun havde dog i stilhed fulgt en smule efter ham, i afstand. Hun havde ikke kunnet se ham længe, men hun havde haft hans duft i sine næsebor, og vidste derfor også, at han ej var langt væk fra hende. Den røde hoppe havde dog også bemærket, at der havde været en anden duft blandet sammen med hans, en duft der var ukendt for hende, men dog ej virkede faretruende.

Der gik ikke længe, fra at den røde hoppe havde kaldt på sin søn, til han nu kom dundrende i fuld fart, med et andet føl ved sin side. Armonia smilede varmt over synet af de to, der nappede og drillende hinanden, mens de nærmede sig. Og da de var tæt nok på, havde hun ladet et kærlig vrinsk falde i deres retning. Idet Tarik kom til hende, lod hun kærtegnende sin mule ramme ned af hans røde ryg, mens han talte. Armonia tog blikket op, og kiggede varmt på det andet hoppeføl, der ejede mørk pels, med fine små plettede striber over side og ryggen. Køn, det var hun.

,,Du er mere end velkommen hos os, kære”

Svarede hun da Tarik, mens hun fortsat havde de milde og varme øjne i Nyx’s retning. Hun trådte nogle få skridt fremad, og brummede i varme og bløde toner, inden hun roligt lod sin mule ramme svagt imod det lille hoppeføls skulder. Ak ja, det lille hoppeføl var meget velkommen hos Armonia.

,,Lad os gå længere ind i Teylar. Kom I to”

Sagde den røde hoppe roligt og varmt, inden hun kiggede skiftevis på dem. Mon de begge ville gå med hende?

[10]

15

Nyx måtte grine som Tik fik fat i hendes man, og da han vaklede sidelæns måtte hun selv følge med for ikke at vælte, og endte med at sende et drillende nap efter ham. Først da han gav slip satte hun farten yderligere op. Hun havde lært fart på grund af hendes far. Han var hurtig og hun stræbte efter at blive mindst lige så hurtig. En dag skulle hun nok vinde et kapløb mod ham. Det var hun helt sikker på. Alligevel huggede hun forhovene i jorden og nærmest satte sig ned på røven da der kun var meter tilbage før de nåede Tiks mor. Hun måtte lave et par hop for ikke at ende med at smække mulen i jorden på grund af farten der ikke bare standsede ligesom hende og derfor stadig trak i hende. Det sidste stykke blev tilbagelagt med en trippende trav og halen lige i vejret. Benløftene var en anelse højere end normalt på grund af den store mængde energi hun besad.

Der kom ingen ord fra Nyx. Hun havde ingen anelse om hvad hun skulle sige. Tik havde allerede givet sin mor hendes navn, så det kendte hun allerede. I stedet fulgte hun efter, men en smule skråt bagved. Hun kunne vel godt hænge ud med dem for en lille stund mens hun ventede. Ventede på sin far.