A Whole New World [Dovahkiin]

Den ædle Lumine var ankommet til Andromeda for et par dage siden. Hun var vågnet op her på Zenobia, og det havde ikke været noget, hun var synderligt begejstret for. Men efter sit møde med ørkenhingsten Atlas, var hun faktisk begyndt at holde af denne ø. Hun havde lært, hvor de frodige steder med føde og vand var, og på den måde opdaget, at ørkenøen slet ikke var så tør og gudsforladt, som den så ud.
Hun havde forladt Atlas' selskab for at udforske øen på egen hånd og få lidt alenetid. Selvom hun holdt uendeligt meget af hingsteselskab, så var hun også glad for at være lidt alene en gang imellem, så ens tanker kunne få ro til at få frit løb.

Hun nåede frem til kysten og stillede sig i vandkanten. Solen bagte og havde gjort hende ophedet og svedig, så følelsen af det kolde saltvand mod sine hove var forfriskende. Hun spejdede ud mod havet, hvor de andre øer kunne anes i baggrunden. Hvad mon der var derude? I starten havde hun næsten ikke kunnet vente med at forlade denne ø, men nu havde hun frivilligt valgt at leve her sammen med Atlas. Hun var dog slet ikke i tvivl om, at hun på et eller andet tidspunkt var nødt til at rejse til de andre øer og udforske dem - det kunne hun simpelthen ikke lade være med! Men for nu var der rigeligt med nyt at udforske på den sanddækkede ø...
Hun lukkede øjnene i og sukkede mildt, da en havbrise skyllede ind over hende. Hun savnede Nzuri og sin familie. Hvor mon de var henne i verden?

Pelsen skinnede som det pureste guld, ligesom sandet langs kysten. Guldkysten havde den gyldne hingst besluttet sig for at kalde stedet. Så kunne han da huske hvor det var.  De to forskellige farvede øjne beskuede øen af sand.  Han havde vandret langs kysten i nogle dage og blot forsøgt at nippe til den fattige vegetation. Det var først da blikket for anden gang skuede over området at han fik øje på en lys sandfarvet hoppe, som næsten gik i et med det gyldne, ja sand.  Dovah missede en anelse med øjnene og trådte et par skridt frem mod hende med let sænket hals.  En dyb brummen kom fra ham i det han nu hilste på. 
For nu sagde han intet, men brugte blot sit kropssprog til at vise at han ingen trussel var, men nysgerrig var han. En hoppe alene i det som lignede en gold ørken. Han kiggede en anelse om sig endnu engang for at sikre at han ikke lige pludselig blev omringet af en hel horde.

Hendes tanker blev brat afbrudt, da lyden af en dyb brummen blandede sig med lyden af havets brusen. Hun vendte hovedet og fik øje på en hingst, der kom gående imod hende. Hendes hals blev straks knejset i sin bedste vinkel, og et charmerende smil gled over hendes læber. Hun elskede hingste, så han var et meget kærkomment syn!
Med en tøset brummen skridtede hun nærmere ham, alt imens hendes øjne gled beskuende over hans krop. Han var muskuløs og velskabt, havde en super smuk og speciel farve og to forskelligt farvede øjne. Han var virkelig unik. Hun stoppede op foran ham og blinkede charmerende til ham; lagde ikke et sekund skju på, at hun tjekkede ham ud og kunne lide, hvad hun så!

De mandelformede ører vendtes frem mod hende, mens de tofarvede øjne betragtede hende ganske indiskret.  Hun virkede ganske interesseret i ham og det forvirrede faktisk den gyldne hingst, som vendte hovedet og kiggede bag sig. Jo de var skam helt alene. Han brummede stille, men maskulint.  Opmærksomheden var ham uvant, for normalt hørte den til de højere herre i en rangorden.  I sin tid som strejfer med andre unge hingste havde de ihærdigt forsøgt sig. Nogle gange var det lykkedes, andre gange havde de fået høvl.  
Dovahkiin knejsede let i nakken og stak mulen frem mod hende, stadig tavs, og indåndede duften af hende.   Han var en hingst af få ord, og tit og ofte lod han kropssproget tale. 
Han var interesseret i hendes selskab. Han var trods alt ikke blind jo. Hun var en ganske yndig skabning.

1

Hun betragtede ham med et imponeret blik, da han ligeledes knejsede i nakken og stak sin mule frem mod hende. Mhh, han blev blot endnu mere lækker, når han spillede op med musklerne på den måde! Hun lod et charmerende og lettere forførende smil glide over sin mule, inden hun tog et skridt frem og lagde mulen mod hans. Hun nippede venligt og hilsende til ham, alt imens hun indåndede duften af ham og lagrede den i sit sind. Hun trak sig da let tilbage og så på ham med et venligt smil.

"Vær hilset, du gyldne."

Dovahkiin var en anelse forvirret, mens hans blik flakkede rundt. Hun måtte da tilhøre nogen. Den gyldne hingst rømmede sig let, inden hun nu var helt henne i hovedet på ham. En dyb maskulin rungen kom fra hans bryst, en anelse tvetydigt for han vidste ikke helt hvad han synes om den pludselige kontakt. Han rykkede dog ikke på sig, men snuste blot til hendes hals, mens han slog et par ophidsede svirp med den lyse hale.  Et utilfreds grynt kom nu fra ham da hun trak sig tilbage.  Dovahkiin kunne godt være det nogle ville mene var lidt primitiv i sin opførsel omkring andre heste.  Han brugte sin krop og sit kropssprog og gik ikke af vejen for at vise sig lidt frem overfor en yndig hoppe, især ikke når hun var alene.

" Vær hilset. "

Lød det fra ham i en dyb brummen, mens han trak sig et enkelt skridt bagud for at kunne se lidt nærmere på sagerne.

2

Et muntert smil gled over hendes mule, da han udstødte en utilfreds brummen, da hun havde trukket sig lidt væk fra ham. Det glædede hende enormt at se, at han tilsyneladende ønskede hende tættere på sig - det var bestemt en indstilling, hun kunne lide!

,,Mit navn er Lumine. Hvem har jeg fornøjelsen af at møde her?"

Han trak sig nu ligeledes lidt bagud, så han rigtigt kunne se hende an. Hun viste sig frem fra sin bedste side og lagde slet ikke skjul på, at hun nød hans opmærksomhed!

Dovahkiin var stadig en anelse forvirret, mens han betragtede hoppen nærmest sluge den opmærksomhed han gav hende. Flere gange kiggede han rundt, og begyndte ligeledes at kredse omkring hende. Hun var ingens?  Der lå ingen og lurede lige om hjørnet. Dovah fnyste svagt, inden han derved nappede lidt ud efter hende for at få hende til at rykke sig lidt. Alt sammen selvfølgelig en test.  Lumine..  Hendes navn passede vældig godt på hende. En flot lys skabning.  

" Jeg bærer intet navn så kald mig hvad du vil, du yndige Lumine. "

De brugte ikke rigtig deres navne hvor de kom fra. Han havde hørt sit eget en eller to gange, så han kunne selvfølgelig give hende det, men måske hvis der kom problemer ud af dette så ville det være rart nok han ikke kunne identificeres på navn.  Dovah trippede en anelse omkring hende, men en svag frustration boblende under skindet.  Det var han uvant at stå her alene med en hoppe.  Hvad skulle han egentlig gøre?

Han blev ved med at kigge rundt til alle sider, som om der var et eller andet, der gjorde ham nervøs. Hun forstod ikke rigtigt hvorfor, men han havde vel sine grunde... Det var i hvert fald ikke noget, hun lagde synderligt meget i. Derfor smilede hun blot slesk og forførende, da han ligeledes begyndte at kredse rundt om hende.
Pludselig virkede han dog til at have fået nok, da han svagt fnyste og nappede ud efter hende for at få hende til at rykke sig. Hun trippede lidt baglæns og accepterede hans ønske, for nu, mens det charmerende smil om hendes mule dog bare blev endnu større - hun skulle nok få ham på krogen senere!

Hun lyttede nu til hans svar og vippede ganske forundret med de spinkle ører. Hvordan kunne han ikke have et navn? Havde hans forældre slet ikke døbt ham et eller andet? Hmm, der var altså et eller andet underligt ved denne hingst... Men whatever. Det var ikke hendes job at dømme, og så længe han var sød mod hende og havde så lækker en krop, så var hun sgu ligeglad!

,,I så fald vil jeg kalde dig Prince Charming," sagde hun i et overdrevet forførende tonefald, mens hun blinkede charmerende til ham.
Hun kunne ikke undgå at bemærke, hvordan han trippede rundt omkring hende, som om han ikke rigtigt kunne falde til ro. For at være helt ærlig kunne hun også godt selv bruge at få rørt kroppen lidt. Hun tog derfor en spontan beslutning og smilede friskt til ham.

,,Hvad siger du til en lille svømmetur?"

Med de ord knejsede hun forførende i nakken, inden hun med elegante bevægelser dansede ud i brændingen. Hun drejede hovedet bagud og sendte ham et forførende blik, mens hun lokkende slog med halen og indbød ham til at komme nærmere og joine hendes dans.

Dovah var lidt uerfaren i det med hopper. Han havde været vant til at det hele faktisk havde været så stressende. Han skulle lure en væk, eller simpelthen tage dem i kaosset mens de andre forsøgte at få deres. Det skulle gå lyn stærkt, mens rusen var der, og så var det ellers at tage benene på nakken. Han kunne mærke den lille frustration lure i det bagerste af hans hoved. Det havde været længe siden han havde begivet sig ud i sådan noget. Han var trods alt taget tilbage fordi det havde været meget barskt.
Hoppen kom alt imens Dovah stod begravet i fortidens minder med et navn, og han trak blot på smilebåndet en anelse. Han brummede maskulint og godkendte da navnet derved. Han sagde ikke meget generelt, så i stedet for at svare på hendes spørgsmål, bevægede han sig nu efter hende med et indebrændt bevægelsesmønster.
Han veg ikke fra hende, og klistrede sig næsten op af siden på hende, så hun kunne mærke hvordan hans muskler arbejde under det gyldne hårlag. Hans åndedræt var ophidset, mens de kom på dybere vand. Det gav Dovah mulighed for at dukke hovedet under og køle ned. Den lyse man klistede mod hans hals og de tofarvede øjne hvilede over på Lumine med et lettere søgende udtryk. Vandet gik ham næsten til over manken. Hvor meget længere ville hun ud. 

" Hvad er du ude på Lumine.. "

Hviskede han nu hæst.

Hendes navn til ham fik ham bare til at trække på smilebåndet og brumme godkendende, hvilket fik hende til at smile tilfredst. Hun kendte mange hingste, der ville springe i luften over at blive kaldt noget så barnligt - så hun var mere end tilfreds med, at han lod hende kalde ham det helt uden indvendinger.
Smilet om hendes mule blev blot større, da hun kunne høre, at han fulgte efter hende ud i vandet. Og det blev om muligt endnu større, da han holdt sig så tæt op ad hende, at hun næsten kunne fornemme hans muskler arbejde under det gyldne skind.
De bevægede sig dybere og dybere ud, og hun mærkede en dirrende trang til at række ud efter hans lækre krop og røre ham. Hun kunne næsten ikke håndtere at have en hingst så tæt på sig - det gav hende nærmest abstinenser.

De var nu så langt ude, at vandet dækkede deres rygge. Hun smilede med en lille tøset fnisen, da han dukkede hovedet under vandet. Hun ville gerne gøre ham kunsten efter, men en fin dame som hende kunne ikke risikere at ødelægge sin frisure på den måde...
Pludselig lød hans hæse hvisken i luften omkring dem. Hans ord fik et lusket smil frem på hendes læber. Jah, hvad var hun ude på...?
,,Årh, såmænd ikke noget særligt... Bare at have det lidt sjovt," svarede hun med et drillende smil om de lyse læber.
Hun stak da mulen ned under vandet, inden hun med en hurtig bevægelse trak den op igen og plaskede vandet over mod ham.

Dovah var nu meget tålmodigt når det kom til navne. Han havde trods alt bedt hende om selv at finde på noget.  Han rystede sig let da en dråbe havde fundet vej ind i hans øre og han virrede derfor lidt på hovedet i ny og næ indtil det gik væk.   Snart begyndte den lyse hoppe at plaske vand over mod ham og han vippede let med ørerne, som forstod han det ikke rigtig. Han trippede let skridt frem mod hende, og stak mulen ned i vandet og lod den køre kort op af hendes skulder. Hans måde at plaske med vand.  Han trak sig dog lidt igen. Stadig en anelse usikker på om det nu kunne være helt rigtigt det her. Han så ind mod kysten, søgende, men der var ingen og han tiltede hovedet undrende på sned.

" Du tilhører ingen? "

Han undrede sig meget. Hans kultur var trods alt helt anderledes, og det kunne man måske godt fornemme på hans måde at være på. Han ville gerne genne hende med sig og beholde hende for sig selv, men det virkede nu ikke til at være mulig.  Det var trods alt også noget der havde været svært hvor han kom fra.

Hun betragtede, hvordan han rystede sig og virrede lidt på hovedet i ny og næ. Et lille smil gled over hendes læber. Han havde nok fået vand i øret. Det var præcis derfor, man ikke skulle dykke... Dét, og så at ens frisure blev ødelagt!
Han trippede nu let frem mod hende og stak ligeledes mulen i vandet. I stedet for at plaske mod hende, kørte han den dog blot kort op ad hendes skulder. Hun smilede let og brummede indbydende; han skulle bestemt ikke være bange for at være lidt voldsommere mod hende - hun var ikke lavet af glas!
Han trak sig dog hurtigt tilbage igen og så sig lettere fraværende rundt, lige som han også havde gjort tidligere. Hun så undrende på ham. Hvad var det dog, der optog ham sådan?

Det fik hun dog hurtigt svar på nu, da han nu spurgte hende, om hun ikke tilhørte nogen. Hun lagde let hovedet på skrå lige som han selv. Tilhørte nogen? Altså hvad mente han? Om hun havde en flok? En mage? En herre? Hun tænkte sig lidt om. Godt nok var Atlas hverken hendes flokleder eller mage, men han var vel hendes herre, som hun tilhørte, ikke sandt?
Hun vidste dog ikke rigtigt, hvad han mente, og hun havde ikke lyst til at blande Atlas ind i det her, så hun så bare på ham med et forførende, lettere udfordrende blik.

,,Ville det betyde noget, hvis jeg gjorde?"

Det rykkede i hingsten og han vippede ørerne frem mod hende. Han var dog lidt skuffet over at hun tilhørte en anden, 'men hendes kommentar fik han til at smile let. Han fandt det morende, men også en anelse spændende.

"Hmmm næh, kun hvis vi bliver opdaget.. "

Lød det så fra ham. Blikket gled kort over kysten en gang mere inden han opstemt nappede til hendes hals med en maskulin brummen

Hendes kommentar fik ham til at smile, hvorefter han svarede, at det kun betød noget, hvis de blev opdaget. Et smørret smil gled over hendes læber. Det glædede hende at høre, at han også var typen, der var med på den værste.
Hun fulgte kort hans blik ind mod kysten. Ville der mon være en risiko for, at Atlas fandt ud af det? Og hvordan ville han mon overhovedet reagere, hvis han så hende sammen med en anden hingst? Tjah, han havde jo ikke decideret forbudt hende det, så det måtte hun vel lade komme an på en prøve... Hvis han straffede hende med vold, ville hun jo bare blive lykkelig.

,,Tjah, det må vi jo så bare håbe, at vi ikke gør..."

Hun smilede charmerende til ham, da han brummende nappede ud efter hendes hals. Hun kunne mærke på ham, at han blev mere og mere opstemt, og det anså hun som en kæmpe kompliment. Hun gned sig op ad hans krop som en kælen kat, mens hun tirrende klaskede ham bagi med sin hale.