[Nymfe] Don´t you even!

Nattens skygger var så småt begyndt at snige sig ind over dette nye område. Den sorte hingst havde ikke tilbragt mange timer dette nye sted, men det betød ikke noget for ham. Han sind var allerede tilstede, han tilhørte ingen steder, men kunne føle sig til stede i dem alle. Han mørke blik flakkede let rundt, der var ikke meget liv på denne eng på dette tidspunkt. Skyggerne dansede let over de få former som var at finde rundt omkring. Det eneste som spillede på den sorte hingst var månen over hans hoved. Blikkede var vågent og hans øjne var som altid kolde og en smule fjerne. Den muskuløse krop stod for en gangs skyld en smule afslappet. Månelyset viste tydeligt de ar som stod i kontrast til den sorte krop.


Hans liv havde ikke været som så mange andres, han var ikke vokset op med kærlighed, ømhed eller noget der mindede om dette. Hans liv havde været en kamp, en kamp om magt, en kamp om mad eller for nogen blot en kamp om livet. Dette havde ført til denne hingst, en hingst som ikke stolede på nogen, en hingst vis sind var så forskruet at alt berøring var et tegn på aggression. En stolthed havde igennem de år på kampmarken sneget sig over ham. Hans stolte væsen og hans måde at være på afskrækkede mange. Han var en hingst af få ord, men af kropslige tegn. Han havde været vant til at læse andre og dette var der mange som ikke forstod - berøring og tale var for mange på steder som dette en stor del af deres liv.

Om han ville passe ind sådan et sted, det tvivlede han på - men dette var det næste sted i rækken af steder han var på vej igennem og lige nu... for natten? så var dette sted vel bedre end ingenting?

De sorte ører vippede i takt med nattens mange lyde, mon der overhovedet fandtes andre heste på denne eng?

En spinkel sjæl vandrede rundt på engen, et stykke udenfor Leventera. Den unge Nymphadora, som var vokset til en ganske elegant hoppe, var søgt bort fra flokken som hun havde levet i under hele hendes opvækst, og havde nu i ensomhed udforsket det meste af øen. Hun var på sin vej tilbage til flokken, men manglede endnu den sidste del af vandringen; og under månens sarte stråler havde hun lagt sin kurs, en kurs som hun regnede med ville være ganske lige - men noget fangede hendes opmærksomhed og fik hende til at vige fra den.

Hun havde spottet en hingst et godt stykke fra hende. En hingst, som stort set gik i ét med baggrunden, og hvis ikke det var for månens svage lys, havde hun nok helt overset ham. Stilfærdigt og ganske åbenlyst vandrede hun imod ham; hun var ikke bange for at blive set. Selvom den langbenede, elegante hoppe synede ganske harmløs, besad den unge hoppe en del styrke - hun havde arvet meget fra sine forældre, mod, styrke og nysgerrighed og det havde flere gange drevet den unge Nymphadora imod eventyr af lidt dumdristig karakter.

Et stykke før hingsten standsede hun, hævede den slanke hals og lod de blå øjne hvile på ham. Hans statur var tydelig, men lyset gjorde det svært at se de sirlige detaljer på hans krop. Hun prustede eftertænksomt, inden hun med feminine toner begyndte at snakke.

,,Hvem er du? Jeg synes ikke jeg har set dig her før.."

Hendes stemme bar tydeligt præg af nysgerrighed - men også en form for reserveret aura. Nok søgte hun udfordringer, søgte at lære nye og spændende ting, men den unge hoppe var på sin vis også noget privat af sind. Hun udspilede sine næsebor en anelse ved den fremmedes duft, og markerede sig herefter med et lille stamp i jorden. Hun udviste ingen aggressiv adfærd overfor hingsten, men udstrålede tydeligt, at hun heller ikke fandt sig i hvad som helst.

[1]

Et hårdt smæld forlod hingsten i det nogen brød den stilhed han havde nydt hele aftenen. Det var ikke så meget grundet at den var blevet brudt, det var mere den måde den gjorde det på! En eller anden hoppe havde vadet hen til ham og bare begyndt at spørge ind til ham. Hele hans krop vendte sig hurtigt og overraskende elegant.. Hans store sorte hoved, spættet let til med ar blev løftet højt i vejret og blikket faldt nu ned over denne hoppe. Hendes attitude viste tydeligt at det slet ikke var et nyt sted for hende - hun var nysgerrig, ligefrem og ikke just en der lignede at få modgang. Hans mørke øjne faldt ned over hende, denne hoppe var en del mindre end han selv var - men han var vant til aldrig at undervurdere nogen eventuelle modstandere. Et hårdt fnys forlod ham, lidt i foragt og lidt i vrede.

Hvordan kunne man på nogen måde stille sig op overfor en fremmed og vise denne grad af respektløshed. De sorte ører vippede let tilbage og det kolde blik flakkede lidt ned over hende. Den sorte pandelok dækkede det ene øjne og løb let ned over den kulsorte mule. Han vidste ikke lige nu hvordan denne hoppe skulle tackles, om han ville snakke med hende og om hun overhovedet var tiden værd. Blikket i hans andet øje sagde mange ting - han ønskede ikke lige nu at ytre sig om denne situation.  Ord var en ting som ikke så tit kom fra hans mule og når han så endelig gjorde, så var det ikke mange.

Den venstre hov løftede sig få centimeter fra jorden, ikke som sådan en advarsel, mere et signal om at han ikke havde i sinde at lade hende komme for tæt på, for ham var alle tegn på nærhed et tegn på aggression og i hans verden var aggression en tydelig indikator om at man havde lyst til at slås. Hele hans liv var han blevet boosted til at kæmpe, til at være en hingst som kæmpede for alt.. Så i hans øjne var dette normalt, for andre var dette en underlig indstilling. Men aldrig var han rørt på andre måder end ved smerte, så hvorfor stole på berøring.

Et kort fnys forlod ham atter.. hvem var denne hoppe og ikke mindst, hvad ville hun?

Den sorte, elegante hoppe, var stoppet i en parade et stykke fra den fremmede sorte hingst. Hun afventede han svar på hendes spørgsmål, og i mellemtiden studerede hun ham ganske diskret. Af hvad hun kunne se, havde han en stærk statur, og hvis ikke hun så meget galt, nogle ar der var spredt ud over hans nattesorte pels. Stilfærdigt funderede hun et øjeblik over det - han måtte være en hingst, der enten var utroligt dumdristig, eller en der elskede at slås. Hun viftede en gang med halen og lod hendes isblå øjne søge hans, som knapt kunne anes. Han fnøs af hende, og det fik den slanke hoppe til at hæve halsen og tippe det ene øre lidt på skrå. Hun kneb øjnene sammen, imens hun så direkte på ham - men det virkede ikke til, at han ville svare. I stedet gik der lidt, og han fnøs igen. Hans markering lagde hun skam mærke til, og hun havde jo selv markeret en usynlig grænse, så hun tog sig ikke yderligere af det. Mén at han ikke ville svare hende, var en anelse provokerende. Til sidst prustede hun dog accepterende og en anelse ligegyldigt. Hvis han ikke ville snakke, var det hans egen sag.

,,Nej? ... Okay så.."

Sagde den sorte hoppe med de feminine toner, inden hun trak på skulderen. Hun kunne sagtens lade sig provokere yderligere af hingstens - i hendes verden uhøflige - tavshed, men hun valgte at lade værre. Hun sendte ham et sidste blik, inden hun vendte siden til og begyndte at skridte væk igen. Han skulle da gerne blive fri, hvis han ikke ønskede selskab. Hun anså ham ikke som værende en trussel, og derfor havde hun ingen behov for at grave yderligere efter et navn på den fremmede; så hun valgte at ignorere ham i stedet.

[2]

Den sorte hoppe, prydede natten og lige som hans selv, havde hun held med at falde ind blandt nattens mulm og mørke - dette var både en fordel, men for nogen bestemt også en ulempe. Hoppen som stod foran ham, virkede som en ligefrem og nysgerrig hoppe og som hun stod der havde han ikke umiddelbart noget problem med hende. De mørke øjne kørte let omkring denne smidige hoppe, hendes udseende var hvad nogen ville kalde normalt og hun kunne falde ind de fleste stedet.

Bedste som den sorte hingst stod og betragtede denne hoppe, vendte hun om på hovene og begyndte at gå.... ja gå? Den sorte hingst løftede meget forundret hovedet og lod blikket følge hende en smule - forundret var vidst det rigtige ord i denne situation. Hun valgte simpelthen at vende om og gå fra ham, bedste som han var begyndt at spekulere over hvem denne hoppe var, valgte hun meget brat at stoppe deres samtale. Dette var ikke en opførsel han på nogen måde var vant til og hvad han egentlig syntes om dette vidste han ikke engang selv. Et halv hårdt smed med halen afslørede at han ikke vidste hvad han skulle gøre i denne situation - han var ikke vant til at bruge stemmen så meget og var ikke vild med at snakke med andre, men lige nu var han alligevel lidt nysgerrig overfor hvorfor hun bare valgte at gå..

Han tog et skridt i hendes retning før alt i ham skreg at han skulle lade være, han var programmeret til ikke at gå efter andre, han var alt hvad man kunne beskrive som en enspænder, men denne hoppe forundrede ham lidt, ved bare at vælge og gå, nu hvor de ikke engang havde brugt tiden sammen - gav hun op eller valgte hun bare at forlade ham. Han skulle kort og himlede lidt irriteret med øjne, inden han lod den mørke stemme lyde, den rungede og var helt kold og nærmest dyb.

"Chaos, Mit navn er Celtic Chaos"

Mere blev der ikke ytret, den mørke stemme bag tydelige præg af at han ikke var vant til at bruge den, han var bare ikke en selskabelig hingst, han vidste ikke at der også kunne være andre sider end de smertefulde ved andre heste og dette var egentlig den første han mødte som slet ikke havde vist tegn på aggression...

Hvem var hun?

Den sorte Nymphadora skridtede nok så afslappet i retning væk fra den sorte, arrede hingst, men hun nåede ikke langt, før hun hørte skridt bag hende. Hun sænkede sit tempo og skævede bagud, men først da hun hørte en hæs og nærmest rungende stemme, som oplyste hende om et navn stoppede hun. Hun vippede ørerne om i nakken, lyttende til hingstens mørke stemme. Hun tyggede lidt på det, inden hun drejede den slanke hals og lod de blå øjne se imod ham. Chaos..
Hun brummede sagte, inden hun med ganske graciøse bevægelser drejede omkring sig igen, så hun atter befandt sig med fronten imod ham. Hun var ikke kommet så langt, så de kunne stadigt tydeligt høre hinanden og se nok, til at hun ikke følte for at nærme sig igen - i hvert fald ikke endnu. Hun brummede sagte i en lys tone, inden hun lod sine toner fylde tomrummet imellem dem, som hurtigt overtog.

,,Nymphadora.. Midnight's Nymphadora"

Præsenterede hun sig selv som. Hendes isblå øjne strøg over ham endnu engang, men nu hvor de stod længere fra hinanden, så hun ikke noget nyt. Hun lagde sit hoved let på sned, alt imens hun overvejede om hun skulle blive eller gå - men nu hvor hingsten havde givet hende sit navn, kunne det være han faktisk ønskede at deltage i en samtale. Hun stillede sig ganske neutralt, afventende, og lod det næste træk ligge hos hingsten. Hvis han ønskede en samtale, ønskede at fortsætte mødet var hun mere end villig til at blive - hvis ikke, så kendte hun vejen hjem.

[3]

Hoppen så ud til at stoppe og høre hans ord, men først da hun vendte om var han sikker - hun hørte hvad han sagde. Lige nu for tankerne rundt i denne nattelige hingst, hoppen havde slået ham lidt ud af kurs ved på promte at vælge at vende sig og gå. Et smæld med halen blev let efterfulgt af en lidt fortvivlet skridten på stedet. Hans blik faldt atter på denne hoppe, hun lignede så mange andre hopper og så alligevel ikke. Han trådte kort et skridt tættere på, inden alt inden i ham skreg at han skulle stoppe. De forreste hove blev let før på linje og det mørke hoved knejset let, dog så øjnene frem mod hende, nysgerrigt og interesseret. Han var nød til at prøve at åbne sig bare en lille smule på dette nye sted, det handlede om at lave venner ikke fjender.

Hendes ord lød nu og hendes navn løb let ind igennem de sorte ører, det var et fornemt navn hun havde og hendes stemme var overraskende blid - hun lignede en lukket hoppe, men både hendes stemme og hendes personlighed styrede ham i retning af en anden tro. Men hvad skulle han svare denne hoppe, man kunne vel sige, det var rart at møde dem. Men det vidste han jo ikke om det var og han var ikke en hingst som blor sagde noget af ren pligt. Det mørke hoved lagde sig let på skrå,

"Langt navn, familie slægt?"

Den mørke tone i hans rustne stemme var tydelig - men det samme var forvirringen og akavetheden. Han havde ingen ide om hvordan man som sådan førte en samtale, men han prøvede - dog vidste han ikke hvor han skulle begynde eller hvordan man på nogen måde gebærdede sig overfor hingste som ikke blot ville slås.

Den sorte, slanke skikkelse, betragtede meget nøje hingsten, efter at hun havde præsenteret sig. Han virkede som en meget afmålt hingst, der ikke brugte ord med mindre det var nødvendigt; og hvis Nymphadora så ordentlig efter, ville hun se hans krop talte det sprog, som han ikke talte. Nymphadora havde dog ikke været vant til at omgås sådanne typer, og havde altid ævlet løs når hun fik chancen, så det var kun de mere tydelige signaler, som stamp, fnys, prust osv. som hun egentlig så. Hun brummede sagte, imens hun betragtede ham - og da han trådte hende en anelse nærmere lagde hun det ene øre en smule i nakken. Hingsten havde ikke ligefrem virket imødekommende, så hun vidste ikke rigtig hvad hans hensigt med denne tilnærmelse var. Dog valgte hun at acceptere at han havde nærmet sig, og brummede i neutrale toner herefter.
Da han talte vippede hun automatisk hendes ører frem. Han spurgte hende om navnet tilhørte hendes slægt, og det gjorde det vel på en måde. Hun trak en anelse på skulderen, inden hendes feminine toner brød stilheden.

,,Det er det navn, min mor gav mig.. Har aldrig tænkt på om det var langt eller kort. Midnight har jeg fra min farmor - hun hedder Midnight Myth"

Den sorte Nymfe havde aldrig haft et forhold til denne farmor; men et eller andet sted, dybt i hendes indre, nærede hun en vis stolthed over navnet. Selvom hendes familie godt kunne betegnes som dysfunktionel, var det nu engang dem hun elskede, og når alt kom til alt, så var Nymfen blevet en ganske prægtig hoppe, trods en hård opvækst.

[5]

Hoppen virkede nervøs eller han ville ikke ligefrem bruge ordet nervøs - hun var usikker, men hvem ville ikke være usikker på en hingst de ikke kendte, en hingst som virkede en smule forskruet og en hingst som egentlig ikke helt vidste hvad han gerne ville. De mørke ører blev vippet en anelse i hendes retning i takt med at hendes ord dansede igennem luften. Hun snakkede om sin familie, hun snakkede om familie som om det egentlig var en god ting - men han vidste jo bedre, han vidste at familie ikke var til for at holde en i live - de var ikke til for at elske en eller beskytte en, de var på ingen måde en god ting at have. Det eneste en familie kunne var at køre en ned, holde en nede og være med til at få en såret - så på denne måde kunne han ikke se fordelen ved at have en familie, men dette var den anden hoppe på dette sted han havde mødt som havde været en smule stolt af noget som hed familie. Den anden hoppe havde dog refereret til hendes skygger.

"familie er en vigtig ting på dette sted, både de og den mørke nathoppe .. Ava? er tilhængere af dette"

Han stemme var rusten, nærmest mekanisk og han øjne betragtede denne hoppe, mon hun kendte den mørke nathoppe, mon hun kendte til skyggerne, mon hun var en af dem som var at finde blandt skyggerne? Han var en smule fanget af disse skygger, han var interesseret - men begærede intet, han ville vide hvad dette gjorde, han vill evide mere om hvad disse vogtede havde gjort for at være så hadet - han ville vide alt som var at vide.

Et hårdt smæld med halen brød kort den tavshed som kort lagde sig i denne mørke nat, hans blik gled hurtigt rundt omkring dem, han ønskede ikke at blive overrasket over hvis nogen kom snigende, så hellere på vagt. Dog faldt de mørke øjne tilbage på denne hoppe som trådte frem foran ham.

På sin vis var den fremmedes blik en anelse ubehageligt at have på sig; men omvendt tillod hun sig også at betragte ham. Så den sorte Nymphadora accepterede det en anelse modstridende. Hun brummede sagte, og kneb sine øjne sammen imens hun ventede på, at han besvarede hendes spørgsmål. Hingsten virkede til at tænke meget over tingene, inden han lod sine mørke toner lyde - og da han svarede, sagde han netop ét navn som fik den sorte Nymphadora til at hæve halsen og lægge begge ører. Ava. Hendes mor. En hoppe som hun elskede og følte sig svigtet af på samme tid. Øjeblikkeligt vendte Nymphadora sit blik bort fra Chaos, og tankerne fløj rundt i hendes indre. Hendes far havde forsøgt at forklare hvorfor Ava var borte fra Teylar, men hun havde aldrig helt forstået hvorfor hendes mor dog havde valgt skyggerne, frem for hendes familie. De sorte ører blev trykket endnu mere i nakken, og hendes vægt blev flyttet en anelse bagud; hun skulle lige til at bakke og søge væk fra hingsten - af den simple årsag at han snakkede om hendes mor - men i sidste ende valgte hun at blive. Stålfast rettede hun blikket imod ham igen, endnu med ørerne i nakken.

,,Hvis hun var tilhænger af sin familie, havde hun ikke forladt den."

Bed hun en anelse af hingsten. Hun kunne på ingen måde skjule sin frustration over hendes moders valg; men samtidigt savnede hun hende så inderligt. Hun fnøs sagte, inden hun svirpede et par gange med halen. Denne samtale var ubehagelig for den sorte hoppe - og der skulle ikke meget til, førend hun ville vende den sorte ryggen og gå.

[2]

Han nåede at sige navnet på denne nattelige hoppe han tidligere havde mødt og dette var nok, han kunne tydeligt se at noget ramte denne hoppe foran ham. Hun smed ørerne i nakken, hun kæmpede med noget omkring denne hoppe, men hvad det egentlig var kunne han på ingen måde vide. Dog gik det op for ham da hendes ord lød. Ordet familie trådte igen i kræft og selv om dette egentlig kunne betyde mange ting, kunne dette kun betyde en ting - de var i familie med hinanden. Var Ava hendes mor? Nu hvor han så på denne hoppe var et tydeligt at de lignede hinanden - han havde ikke draget denne konklusion før, men hvorfor skulle han også have gjort dette. Mange var sorte og eftersom han ikke havde forsøgt at skabe en forbindelse imellem disse to, havde han ikke lagt mærke til det. 

Dette kunne gå forskellige veje, han kunne vælge at køre i dette - kører på at hendes mor forlod hende - kører hende ned. Men han ønsjede ikke dette lige nu, han ønskede ikke at danne fjender, men trængte til at skabe alliancer. Dette var måske en mulighed, men var han villig til at spille sød hingst for et stykke for at skabe bånd imellem mor og datter? Ville han på nogen måde kunne få noget ud af dette?
Han ville måske kunne få en tjeneste på et senere tidspunk og dette var klart værd at overveje, men havde denne sorte hope overhovedet lyst til at se hendes mor igen, havde hun lyst til at få hjælp af denne fremmede hingst og havde hun så stort et hjerte at hun turde stole på en fremmed hingst som han selv?

"Jeg kender din mor.. jeg ved hvor hun opholder sig.. jeg ved hun ønsker at snakke med dem"

Om Ava ønskede at se hendes datter var han ikke helt sikker på, men da de snakkede om det med familie, havde der været noget over hende, som han ikke havde kunnet sætte en finger på og dette måtte helt klart være den, hvorfor ville en hoppe frivilligt forlade sit føl, især et føl som denne hoppe - hun lignede en stærk, smuk og helt klart intelligent hoppe - så der måtte have været en årsag.


 

Den sorte Nymphadora forsvandt nærmest i blikket. Hun blev distanceret, fjern og lignede nærmest en procelænshest, som hun stod og afventede hingstens svar. Hvorfor hun gjorde det, var hende faktisk lidt ukendt; for den sorte hoppe kunne let gøre det mere enkelt for sig selv, og vende sig bort fra det der gjorde hende ondt. Hingsten følte hun stadigt ikke som en trussel, og derfor havde hun ingen betænkelser ved at vende ham ryggen - men alligevel blev hun, som låst fast, i hans selskab.
Hans ord hørte hun, men en fornægtende mine gled over hende. Hun veg hovedet på skrå med et fnys, inden hun gav sig til at svare - og selvom den sorte hoppe tydeligt var provokeret, præget af savn og .. Jaloux måske? - så var hendes toner ufatteligt feminine.

,,Du kender hende.. "

Startede hun ud. Tanken om at andre kendte hendes mor, som hun var nu, og hun ikke selv gjorde, fik blot den ulmende jalouxi til at komme mere frem. Hun havde ønsket længe at se sin mor, blive genforenet med den hoppe der havde opdraget hende, lært hende hvad hun vidste - men nu var den sorte hoppe meget ubeslutsom omkring det at skulle se hende igen. Hun rystede derfor på hovedet og slap et tilbageholdt prust.

,,Jeg er ligeglad hvor hun opholder sig. Hvis hun ønskede at se mig, kunne hun være kommet for længst.. "

De sidste ord blev nærmest til en hvisken, og måske mere henvendt til sig selv end hingsten. Hun havde ikke forståelsen for, hvad det betød at være skyggehest. Hun havde ikke forståelse for, at de afholdt hende fra Teylar, måske endda selve øen. Hun følte sig forrådt, forladt - og lige nu overskyggede den følelse det egentlige savn, som hun havde til sin mor.

[3]

Denne hingst var som sådan ikke kold, han havde en facade som oftest gjorde at han virkede kold - men han kunne bruge hovedet, han kunne forstå andres smerte, han var selv så indhyldet i smerte at han tydeligt kunne læse det hos denne hoppe foran sig. Han løftede hovedet og betragtede denne hoppe, han vidste ikke meget - men han vidste hvordan sådan noget som flokmentalitet betød og da han så hoppens reaktion på at han kendte hendes mor - kunne han mærke noget inden i sig, denne følelse vidste han ikke hvad var og han var i tvivl om han overhovedet ønskede at hjælpe denne hoppe - men han ønskede lidt at hjælpe den sorte nathoppe Ava, hun havde kunne gøre det af med ham - hun havde kunne gøre livet surt for ham, men hun gav han en chance og han ønskede at gengælde den. Han vidste at den sorte hoppe inderligt ønskede at se din datter - hvilken mor ville ikke gøre det.

"Lad mig føre dem til din moder - du kender vel lidt til flokke, du ved din mor ikke kan vende tilbage til dette område, når først hun har forladt det"

Han havde aldrig vendt hendes tidligere flokke med den natlige hoppe, men eftersom at denne hoppe var her og hun sagde moderen havde forladt dette område, men han gættede sig ldit til dette, han vidste at hvis han førte denne datter til hendes moder - så ville hans gæld til den sorte hoppe forsvinde..

"Hvad er det værste der kan ske? Du møder hende, den hoppe de længe har ønsket at se, enten får du bekræftet at hun forlod dem og så skal du ikke tænke over det længere - eller du kan få en forklaring på hvorfor og måske genforenes med hende?"

Hans skuldre faldt lidt til ro og et blik fulgte denne hoppe - hun var lige pt ikke en trussel mod ham og derfor turde han godt slappe lidt af i hendes selskab. Hoppen havde større ting at tænke på lige nu, end at skade denne hingst og han ønskede ikke at skade hende - ikke lige nu i hvert fald..

Nymphadora beholdt ørerne i nakken, imens en nærmest pinefuld tavshed lage sig imellem dem. Hun brød sig ikke om at denne fremmede kendte hendes mor, når hun ikke engang selv gjorde det. I hvert fald ikke længere. Hendes minder om hendes tid med hendes mor, før hun valgte skyggerne frem for Nymfen og hendes far, var gode, og for hendes indre øjne, så hun nogle af de gladeste stunder for sig. Hvis man så meget, meget godt efter, ville man måske kunne ane en tårer i den ene øjenkrog, men mærket skjulte hende godt; selvom månens svage lys kælede sig over den to skikkelser, stod de ikke hinanden tæt nok til at detaljer kunne ses.
Hun fnøs dybt af hans 'tilbud'. Han ville føre hende til Ava, og han lød ganske insisterende på det. Dette fik den sorte hoppe til at forholde sig ganske skeptisk overfor de ord, som hingsten sagde; hvorfor ville han føre hende til Ava? Han kendte ikke Nymfen og havde intet forhold til hende, så hvorfor gik han op i, om hun fik sit svar eller ej? Hun sendte ham et sammenknebet blik, inden hun nærmest mekanisk rystede på hovedet.

,,Du ved ikke, hvad jeg ønsker."

Sagde hun blot. Mellem linjerne hørte hun det som om, at det var hendes moders ønske, som hingsten prøvede at opfylde og ikke Nymfens eget. Hvis Ava virkelig ønskede at se Nymfe, havde hun kunnet finde hende på Leventera op til flere gange. Sågar på Chibale hvor den unge sorte også kom, når havet var stille. Hun svirpede et par gange med halen, inden hun hævede hovedet markerende overfor hingsten. Hvis det stod til hende lukkede de emnet der; kun dem, som var tæt på den sorte Nymfe ville hun dele sådanne ting med - og denne fremmede hingst trådte en anelse for tæt nu.

[5]

Det var ganske tydeligt at denne hoppe på ingen måde var tilfreds eller ret bekvemt ved deres samtale og at hun egentlig gerne ville væk - men alligevel så blev hun. Chaos var på ingen måder en familie hingst, han ville aldrig kunne forstå sig på hvordan man kunne elske nogen så meget at man åbnede sig for at de ville kunne såre en - så var det da bedre ikke at elske? Hans tanker førte ham lidt rundt lige nu og egentlig vidste han ikke hvilket ben han gerne ville stå på. Et hårdt smæld forlod den store hingst bagdel og blikket ramte denne hoppe.


"nej jeg ved ikke hvad de vil - men det virker heller ikke til at de selv er helt klar over dette. Jeg ville give dem muligheden for at møde deres moder og de tankede nej - men tilbuddet står ved lige, hvis de ønsker dette"

Han ville ikke længere grave i dette emne som hoppen så tydeligt ikke ønskede at snakke om, men hun skulle vide at tilbuddet stod ved magt og at han ville hjælpe hende hvis hun ønskede det - han var ikke ne hjælpsom hingst og han gjorde ikke dette for at være kærlig eller for andre ting - han gjorde udelukkende dette fordi han følte han skyldte dette til nattens mørke hoppe.
Stilheden lagde sig over dette øjeblik, dette øjeblik hvor hoppen skulle bestemme sig for hvad hun nu ønskede - ville hun gå sin vej og tænke over tingene eller ville hun prøve at lærer denne hingst at kende? Han var en hingst som ikke rigtig lukkede nogen ind, og han havde ikke tænkt sig at begynde nu - men derfor kunne de godt snakke om lidt af det hele - hun havde trods alt vendt sig og givet ham en chance mere - så måske hun egentlig var lidt nysgerrig alligevel