[Nymfe] Don´t you even!

De isblå øjne, som Nymfen besad, synede nærmest sorte, da hingstens ord lød. Den måde han påpegede, at Nymphadora ikke var sikker i sit valg, fik vreden til at koge i hende. Hun var sikker i sit valg; men de ambivalente følelser som den unge hoppe besad omkring hendes mor, var nogen hun holdt for sig selv. Hingsten drog konklusioner uden at kunne underbygge dem med noget, for den unge hoppes adfærd havde ikke fortalt meget om, hvad hun følte, andet end mindet om hendes mor bragte sorg med sig. Hun fnyste højlydt inden hun markerende stampede i jorden; hun følte, at hingsten talte ned til hende. Som om han havde brug for at belære hende om hendes egne følelser. I Nymphadoras verden var dette meget uforskammet - men hun ville ikke selv gøre det samme. Hvis hingsten havde behov for at påpege 'svage' sider eller 'fejl' ved andre, sagde det mere om ham selv, end det gjorde om dem han henvendte sig til.

,,Pak du bare dit tilbud væk, jeg får ikke brug for det"

Sagde hun en anelse spydigt. Hun gjorde det tydeligt at han var trådt for langt; det var Nymphadoras egen private sag. Hun slog et slag med hovedet for at markere, at emnet var slut - og hvis ikke der kom et nyt emne på bordet, så ville den unge sorte vende sig bort og gå. Hvis hingsten kunne finde ud af andet, end at belære den unge hoppe om hendes følelser og beslutninger, så var det nu han skulle vise det.

[6]

Den store hingst lod blot de mørke øjne betragte denne skikkelse, men virkede anspændt - hun var pirret og irriteret over hans tilbud eller sådan virkede hun i hvert fald - de næste ord som forlod hende var heller ikke til at tage fejl af og nu stod hingsten blot stille, svejede let i nakken og betragtede hende kort. Ønskede han at grave mere i det eller skulle han skifte emne.. Havde han overhovedet noget at snakke med denne hoppe om? og ønskede hun overhovedet at føre en samtale med hem lige nu?

Hun var dog ikke vendt på haserne og gået endnu, eller jo det var hun faktisk - men hun havde vendt om og valgt at føre en samtale med ham, så mon ikke han skulle prøve at bløde sig lidt op og tage sig sammen og føre en samtale med denne hoppe? Hvorfor syntes han at det var endnu svære at prøve og føre en almindelig samtale end at være hård og flabet. Den store hingsr himlede kort med øjnene og fnys en smule irriteret - bestemt ikke over hende, men mere over situation, over at han ikke vidste hvordan man førte en almindelig samtale.

De store hove førte let den maskuline krope tættere på, hvis de skulle føre en samtale, så måtte de da stå lidt tætter på hinanden, han stoppede blot få meter fra hende, måske omkring 1,5 meter fra hende og kastede en smule frustreret med hovedet og lod så atter den dybe stemme lyde

"hvad snakker man så om nu?"

Han vidste det ikke og han ville ikke dumme sig ved at stille et eller andet akavet spørgsmål - han var ikke vant til at fører samtaler og han vidste ikke hvordan pokker man skulle gøre, så hellere spørge hende eller?

Den sorte hingst havde et ret tydeligt kropssprog, men han var ikke så afgrænset angående hvad der var henvendt til ham selv, og til den sorte Nymphadora. Hun betragtede ham med endnu tilbagevendte ører, som han fnøs og himlede med øjnene. Hun trykkede diskret sine egen øre en anelse længere ned, for såfremt hingsten gjorde dette henvendt til hende, så havde hun endnu mindre til overs for ham, end hun allerede havde. Hun tyggede en anelse afventende, inden hingstens ord lød. Hun kneb sine øjne sammen og lagde hovedet undrende på sned. Det var nok det mærkeligste spørgsmål hun nogensinde havde fået. Hun svirpede markerende med halen, inden hun på ny hævede den slanke hals i en lettere afvisende holdning.

,,Du snakker ikke særligt meget med folk, vel?"

Sagde hun så. Hun valgte ikke at kaste flere spydige kommentarer efter ham, for han lagde ikke op til det; i hvert fald ikke verbalt. Efter lidt tippede hun tilmed det ene øre en anelse fremad. Han havde nærmet sig hende yderligere, og afstanden imellem dem var nu kun 1,5 m. Egentlig havde hun haft mest lyst til at bakke, for hingsten havde ikke som sådan tiltalt hende. Dog havde han ikke gjort nogle fysiske udfald imod hende, og ud over at have fornærmet hende, så befandt de sig egentlig på neutral grund overfor hinanden.

[10]

Hoppen lod ham komme tættere på, men hun var ikke ligefrem så inderligt glad for at han kom tættere på. De fleste var ikke glade for at en hingst som ham kom tættere på, han var ikke ligefrem en behagelig hingst og dette vidste han godt. Han var mærket af den ´han havde været - mærket af de ar som livet havde givet ham og dette gjorde også at han ikke anede hvilket ben han lige for tiden skulle stå på. Han havde mødt den mørke skyggehoppe, skyggerne havde fascineret ham, men det var ikke der han hørte hjemme - han ønskede at hjælpe, men vidste ikke hvordan - han var kun trænet til at dræbe, skade og holde andre så langt væk fra sig som overhovedet muligt.

Hoppens blide stemme trak ham atter tilbage til virkeligheden, hun forvirrede ham - hun ville have ham væk fra sig, som han var vant til, men hun lod ham alligevel blive og endda komme nærmere. Hun måtte være sindssyg eller forvirret - hvem ville have en skikkelse som ham nær sig. Han kunne ikke engang svare hende på hvad han ønskede ud af denne samtale, han ønskede altid noget af nogen -hvorfor eller snakke med dem? Han trak let på de store skuldre og kiggede et kort øjeblik væk fra hende.

"jeg.. øh.. Samtaler brugte man ikke hvor jeg kom fra - der kommunikerede man .... anderledes"

Den stolte hingst sank en smule, ikke fordi han overgav sig, ikke fordi han stolthed forsvandt - men man kunne blot se den forvirring som kort besad ham. Kampen i ham, kampen om vilje, kampen om valget og kampen om livet.

Den sorte Nymphadora betragtede indgående den sorte hingst; hun så hver en bevægelse og hvert anlæg han gjorde sig, til at ændre på sin nuværende position. Det lod til at denne Chaos et øjeblik tillod sig at vandre bort i sine egne tanker, og da han vendte opmærksomheden tilbage på hende med et skuldetræk, tippede den unge hoppe elegant sit ører tilbage igen. Han fortalte, at derfra hvor han kom, kommunikerede man ikke på samme måde, som man gjorde det i dette land. Hun udstødte et sagte, undrende prust, inden han samlede sine forben en anelse og rankede sig på ny.

,,Har I ingen stemmer, derfra hvor du kommer? Hvordan anderledes kommunikere i, i forhold til dem du har mødt her?"

Spurgte hun, oprigtigt nysgerrigt. Dog var nysgerrigheden subtil og gemt under hendes afvisende ydre. Hun ønskede ikke at give hingsten anledning til at træde hende nærmere, og samtidigt så ville hun heller ikke give udtryk for lysten til at henkaste sig i timelange samtaler med denne hingst, omkring forskellen på hans kultur og hendes. Måske, hvis hingsten havde haft en anden og mere åben aura omkring sig, men ikke sådan som han havde opført sig overfor den unge hoppe.

[2]

Han lod med det samme til at kunne mærke hendes smule afvisende attitude, men det gik ham ikke på, han var en hingst som ikke lige frem stod i god jord  hos nogen som helst - han havde aldrig haft venner og han havde aldrig nogensinde holdt af nogen. Så det kom på ingen måde bag på ham at denne hoppe var afvisende, det var han selv.. han brød sig ikke om andre. Hans anden side Celtic, var glad for alle men dette var bestemt ikke på den gode måde. Han ønskede at dræbe, skade og lemlæste alle han overhovedet mødte, så selv om Chaos var den rareste af dem - så var han stadig en forvirret og deprimeret hingstebasse. Hun var nysgerrig, eller hun spurgte ind til hans fortid, hun ville vide mere - men hvis hun var mere nysgerrig så skjulte hun det særdeles godt.

"Jeg har en hingst som .. lever indeni mig.... Celtic.... Han havde overtaget der hvor vi kom fra. Man brugte ikke stemmerne, eller ordene til at kommunikere med. Det var meget mere primitivt og dyrisk. Hver eneste ting i mit tidligere hjem skulle vindes - med magt"

Han så væk, han vidste ikke hvad han skulle tænke om denne fortid. Han havde altid været stolt af sin fortid, fordi han netop havde overlevet og lært hvordan man skulle leve i et terræn som det. Men dette sted var så meget mere anderledes, det var ikke sådan de var her, så her var alt nyt for ham. Han følte sig som en forvirret unghest som skulle til at lærer alle de grundlæggende ting igen. Men han skulle stadig kæmpe for at holde hans indre dæmon så langt væk fra dette sted som overhovedet mulig.

Den sorte Nymfe studerede ham ganske indgående, og nok lidt mere direkte end hun hidtil havde gjordet det. Hingsten fortalte om denne 'Celtic', der boede i hans sind, og om at hans normale kommunikationsform havde været magtudøvelser. Det lød som en ganske grufuld verden, hvis hun selv skulle sige det, og undren stod tydeligt i hendes isblå øjne.
Efter hans talestrøm havde nået sin ende, gik der en rum tid, hvor hun blot stod og så på ham. Hvordan i al verden kunne det være at han havde en 'ekstra' hingst, der levede inden i ham? Hun udspilede sine næsebor og gav slip på luften i hendes lunger, der afgav en nærmest usynlig dampsky omkring hendes mule ved mødet med den køligere luft omkring dem. Samtidigt tyggede hun eftertænksomt, inden hun rettede blikket imod hans mørke, nærmest usynlige øjne.

,,Det lyder.. Som en splittet tilværelse."

Startede hun ud. Hun prøvede at finde logik i dét faktum, at hingsten foran hende ikke blot var 'Chaos', som han havde præsenteret sig. Og det eneste hun kunne sammenligne med, var Skyggehestene - for de var heller ikke 'blot dem selv' længere. Hun tippede et øre let tilbage, utilpas over disse tanker, inden hun fortsatte med sine klare og milde toner.

,,Jeg kan ikke gisne om, hvordan det må være at dele sin krop med en anden. Men det lyder ikke rart.. Og hvad angår den måde, du har måttet kommunikere med dem fra det land du nu kommer fra.. Så lyder det ærligt talt som spildt energi."

Hun mente det på ingen måde ondt, selvom det godt kunne lyde dømmende. Hun så ingen mening i at skulle kæmpe sig til alt, som ord kunne løse. Hun brummede sagte, inden hun lagde hovedet en smule på sned.

,,Hvad afholdt dig så fra at gå i kødet på mig, da jeg kom herhen?"

Spurgte hun så nysgerrigt. Hvis hingsten havde været vant til at kaste sig hovedkulds ud i kamp med alt og alle, hvorfor havde han så ikke udfordret Nymphadora?

[3]

Han lagde godt mærke til at hendes blik var en anelse mere indgående end hun måske selv ville have gjort. Hans så en smule undrende på hende, men skød det så hen i ingenting. Han havde fortalt hende om hans indre, fortalt hende om hans måde at være på. Han havde fortalt om hans måde at leve på før dette land og hun var ikke flygtet endnu.


Han vidste hvordan det måtte være at høre alle disse ting om en fremmed hest, dette var ikke noget han havde mødt andre med – ingen andre led af dette som han kendte til. Han rystede let på hovedet og slog med halen, han kunne tydeligt se den undrende der faldt over hendes isblå øjne. Hvordan kunne det overhovedet komme bag på en hingst som ham. Han vidste udmærket godt at han var anderledes og han havde længe levet på dette, men dette land… det var på ingen måde noget han var vant til – her ville alle snakke, røre og være sammen. Men hvorfor`?


En splittet tilværelse havde været hendes ordvalg og han kunne forstå hende, det måtte det være for alle andre. Men han havde hele sit liv levet med dette dilemma og havde på en eller anden måde lært at leve med den, men det var ikke alle på dette sted som kunne forstå det. I deres verden af lyse og mørke kunne man vidst godt sige at han var mere en grå nuance end enten eller. Hun brummede kort og forstående overfor hendes ord. Det mørke i ham havde for nu lagt sig en smule og hans parader overfor hende var sænket en smule.


”Jeg ved ikke om jeg ville kalde det spildt energi – hvis du ikke gjorde det, kunne du være sikker på at du ville være død. Hvis du ikke kæmpede imod kunne du være helt sikker på at andre ikke ville være nådige, men dræbe dig på stedet – det handlede om at de andre skulle frygte en og ikke ville tage kampen i mod hende og det var.. Celtic god til”


Hans kunne godt fornemme at hun var nysgerrig omkring dette, men alligevel ikke helt kunne forstå at han var som han var eller havde kæmpet sig til alt og han ville da også selv have været meget forvirret hvis det var ham, der havde mødt en lige så forskruet hingst som han selv var. Hendes næste ord sendte en undren igennem ham – hvorfor havde han ikke angrebet hende.


”Har mødt et par stykker før jeg mødte dig, ingen har endnu reageret som de gjorde i mit tidligere liv og selv om jeg ikke ligefrem er en hingst som stoler på … nogen, så er man nød til at ændre sig efter sine omgivelser for at overleve”


Hun var anderledes, hun var dømmende, lyttende og nysgerrrig omkring ham. Dette havde han aldrig oplevet før og dette var også en af grundende til at han endnu ikke havde prøvet at angribe hende eller noget. Derudover var hun meget respektfuld omring hans grænser – mon dette blev ved?

Alt i alt virkede det som om at de to heste hver især slappede mere og mere af i hinandens selskab. Om det var en form for gensidig respekt, der var ved at dannes, eller blot accept af den andens tilstedeværelse var uvist, men i hvert fald synede stemningen omkring dem at mildnes. Den ibenholtsorte hoppe tiltede tilmed bækkenet lidt og tillod sig at hvile på en baghov, imens hun lyttede til hans respons.
Han fortalte, at hvis man ikke kæmpede imod, var det sammenligneligt med en dødsdom. Nymphadora krængede et øre tænkende til siden, imens hun betragtede hans krop. Han var muskelfyldt, jovist, men direkte en dræber lignede han måske ikke. Nok var mørket en forhindring i forhold til hendes betragtning; for der var mange detaljer ved hingsten hun ikke kunne se. Noget i hingstens fortælling fik dog den sorte unghoppe til at lægge selve hovedet på sned. Han sagde, at man ikke ville tage kampen op imod hende, og den sætning vakte straks hendes nysgerrighed.

Den sorte Nymphadora ventede dog høfligt på, at hingsten havde talt færdigt. Hun havde stillet ham et spørgsmål, og han skulle have tid til at veje det, inden hun begyndte at tale i lange sætninger igen. Han forklarede hende, at han havde afholdt sig fra at angribe hende, fordi han var stødt på andre der havde vist ham, at kulturen her var anderledes - eller, sådan tolkede hun det. Hun nikkede eftertænksomt, da hans ord ophørte, som en anerkendelse af, at der var god mening i hans ordvalg. Hun rømmede sig lidt og stillede sig pænt op igen, inden hun gav sig til at svare ham.

,,Hende? Hvem var denne hende, som du ikke ville kæmpe imod?"

Spurgte den unge hoppe med nænsom tone. Hun vidste hvordan det føltes, når andre gravede i ens private ting og sager - ja, denne Chaos havde kort forinden gjort det overfor Nymphadora. Dog ønskede hun ikke at sætte denne hingst i samme situation, som hun havde fundet sig selv i, og i hendes toneleje lå det tydeligt, at afveg hans spørgsmålet, ville hun ikke spørge ind på ny. Hun udspilede sine næsebor lidt og sukkede sagte, som tegn på, at hun følte sig 'tilpas'. Herefter rystede hun ganske let sin slanke hals, så manen lettede, og blev omfavnet af den svage vind der krøb omkring dem under månens svage lys.

[2]

Stemningen var en anden – den tunge atmosfære lå ikke længere og trykkede ned på dem. Han vidste ikke om han ville sige at de var begyndt at stole mere på hinanden, men den store sorte hingst var begyndt at falde lidt yderligere til ro, end han før havde været i hendes selskab. Han vippede dog opmærksomt ørerne frem imod hende da hun tiltede sit bækken og faldt lidt mere til ro omkring denne situation. Selv om det måske for hende var et lille tegn, var det for ham noget som var utrolig betydningsfuldt – hun stolede for nu på at han ikke ville vælge at angribe hende.


Han stod i kort tid og tænkte tilbage på hans fortid, han tænkte kort på de adskillelige kampe han havde været tvunget til at kæmpe og hans tanker var nu også begyndt at falde på om dette måske kunne have ændret sig, hvad skulle der til for at dette miljø han var kommet fra måske ikke længere følte sig tvunget til at kæmpe? Hvad hvis han vendte tilbage nu? Ville det så stadig være det samme? Ville han falde tilbage til de gamle vaner? Han rystede let på hovedet og ønskede faktisk ikke at tænke over det, han ønskede ikke at spekulere over ting som måske for nu ikke blev nødvendigt at tænke på.

Hans mørke blik betragtede hende, hun var opmærksom og lod faktisk til at lytte på hvad han ønskede at sige – hun stillede et spørgsmål og ventede på svaret, hun spurgte ikke bare for at spørge. Han løftede hovedet lidt og stivnede en smule da det faktisk gik op for ham at han var kommet til at sige hende… han havde nævnt et hende .. det han hele sit liv havde kæmpet for at skjule havde han været meget tæt på at afsløre. Han trådte kort et skridt tilbage og rystede på hovedet. Den stolte attitude lå over ham og han så kort på hende..


”Du må have hørt forkert. Jeg beklager, jeg kender ikke nogen hende?”


Løgnen var ikke så usynlig som han ønskede at den skulle være, men han ønskede ikke at drøfte hende. Dette var hans mørkeste og dybeste hemmelighed og på ingen måde noget han på nogen måde ville snakke om. Dette var noget han aldrig havde nævnt, noget han aldrig havde været tæt på at røbe, men han havde været tæt på nu og det havde skræmt ham en smule. Han løftede atter hovedet en smule stolt og så på hende. Han prøvede at begrave den samtale og komme videre til en anden.


”Hvorfor vil du ikke.. ”


Han skulle til at spørge hvorfor hun ikke ønskede at snakke med sin mor. Men han havde lært i dette møde faktisk at nogen ting ønskede nogen ikke at snakke om. Hun havde gjort det klart at hendes mor var et lukket emne og han havde egentlig ikke vidst helt hvorfor – men han ville ikke blande sig. Han lod de mørke øjne se på hende, hun stod badet i månens lys og han tog for første gang sig selv i blot at stå at betragte hende en smule. Han sænkede hovedet for ikke at have det hævet konstant og for måske at vise hende at han for nu ikke var ude på at dræbe hende.

Den sorte Chaos virkede også til at fordybe sig i sine tanker for en stund. Nymphadora ventede blot, og fandt sig pænt i at den sorte hingst ligeså betragtede hende. Hun følte heller ikke trang til at gemme sig, eller vige fra hans blik - ikke længere. For hende var det okay, at han så hende, ligesom hun så ham. Med en rolig og rytmisk bevægelse, satte hun sin hale i lette sving fra side til side, alt imens hun tippede sine ører lyttende frem - Chaos begyndte at snakke, og med det samme gled den stolte attitude over hans arrede krop.
Han sagde, at hun måtte have hørt forkert. og at han ikke kendte nogen hende. Nymphadora kneb kort og mistroisk øjnene sammen, for hun var ganske sikker på, at hun havde hørt præcist hvad han sagde. Hun trak vejret tungt, inden hun blot hævede et 'øjenbryn' som tydeligt tegn på, at hun ikke troede hans bortforklaring, men hun havde sat sig for, at hun ikke ville grave yderligere - så hun kommenterede ikke på det. Hun gumlede let, og da hans næste sætning brød stilheden imellem dem, tippede hun hovedet undrende på skrå.

,,Hvorfor vil jeg ikke - hvad?"

Hendes toner var langt fra spydige, som de havde været da de havde indledt deres samtale. Tværtimod var hendes toner nu en anelse inviterende, som bød hun op til at fortsætte samtalen, og måske endda lærer noget om hinanden. Selvom de begge havde meget tydelige, private zoner som de ikke ønskede den anden skulle træde ind i, virkede det dog også som om de var nysgerrige på hinandens liv og sjæl. Hun spidsede mulen en anelse, inden hun hævede sin slanke hals på ny. Han udviste hende nu en gestus, som hun egentlig ikke havde regnet med, og da han sænkede hovedet, og dermed stod med et fredeligt udtryk omkring sig, sænkede hun selv sit hoved med en godkendende mine. De var okay i hinandens nærvær - i hvert fald for nu.

[3]

Han havde tydeligt set at hun lyttede og han vidste at hun havde hørt hvert eneste ord der havde forladt hans sorte mule og han brummede en anelse fortvivlet, skulle han sige hvad han egentlig ikke ønskede? Skulle han lukke sig op overfor denne fremmede hoppe, dette var hans inderste, hans dyrebareste og det som ingen nogensinde havde vidst omkring ham. Hans øjne fik et glimt af sorg – kort og hurtigt væk igen. Han ønskede ikke denne følelse, han hadede på alle måder at føle sig sårbar og hvis hans indre Celtic fandt ud af dette, ville han straffe ham. Hans blik så op på hoppen igen


”Min lillesøster.. hun var født – udfordret”


Han havde kæmpet hele sit liv for at andre skulle frygte hende og ikke angribe hende, han havde hele sit liv levet for at hun skulle leve et liv uden den konstante kamp som han var igennem – hun ville dø i den første kamp, hvilket hun så også gjorde. Det tydelige blik af mistro hos hende havde været grunden til at han havde valgt at sige det. Han skulle åbne op for en eller anden for at prøve at tilpasse sig dette sted.

Han vippede så ørerne en smule prøvende frem mod hende, de forlod deres vante plads bagud vendt til nu at prøve at begive sig en smule prøvende frem. Hun spurgte selvfølgelig til hans halve sætning og hun ville vide hvad det egentlig var han ønskede at spørge om. Hun brummede en smule ikke ligefrem undskyldende, men så alligevel en smule. Han vidste godt at det var et yderst ømtåleligt emne, men hun havde en inviterende klang i stemmen og dette var det som gjorde at han valgte at fuldføre sin sætning.


”Hvorfor du ikke har et forhold til din mor.. jeg ved de ikke ønsker at snakke om det… men er som sagt ikke så god til at finde ud af hvad man gør og ikke gør”



Han var faldet til ro i hendes selskab og havde bestemt ikke regnet med dette ved deres første møde, men det havde ændret sig. Hun havde været god til at lære ham i små omgange hvordan man skulle befærde sig blandt andre heste, han var nød til at lære hvordan man skulle gøre dette – han skulle vide hvad man kunne tillade sig og han skulle vide hvordan en normal hest ville opføre sig i normale situationer og indtil videre havde hun været meget god til at guide ham.

Den kulsorte hingst så et øjeblik direkte på Nymphadora, og hun fik en sær følelse af, at der var store overvejelser bag hingstens næste træk. Hun mimrede let med mulen, og kneb sine øjne en anelse sammen. Kort efter hørtes hans stemme, og han fortalte om en lillesøster. Den sorte Nymphadora blev nok mest af alt forundret, og hendes klare blå øjne forsøgte et øjeblik at skabe kontakt med hans mørke, som knapt var synlige i mørkets tætte tæppe.
Hun forholdt sig tavst, et øjeblik. Hun vidste faktisk ikke hvad hun skulle sige, eller hvordan hun skulle reagere. Chaos havde åbnet sig op for hende, hvilket hun slet ikke havde regnet med - og da han så spurgte, hvorfor hun ikke havde et forhold til hendes mor, bed hun sig hårdt i læben og trak sine ører bagud - denne gang mere i sorg og smerte, end vrede. Hun stod længe og vævede lidt frem og tilbage; skulle hun fortælle ham det? Fortælle ham det, hun tidligere havde bedt ham blande sig langt udenom? Hun havde ikke lyst, hvis hun skulle være ærlig, men hans ærlighed fik hende nærmest til at føle sig forpligtet til også at lukke ham ind i hendes 'sfære'. Med et lille fnys gav hun efter og slap det intense bid hun havde i sin underlæbe. Hun flyttede blikket fra ham - hun kunne ikke holde sammen på sig selv, og forholde sig til ham imens. Med sagte, nærmest uhørlig stemme begyndte hun at snakke, for at besvare hans spørgsmål - og det var tydeligt, at det gjorde ondt på hende at sige de ord, der nu kom til udtryk.

,,Hun.. Forlod mig. Forlod mig til fordel for noget, jeg ikke kan forstå. Mørk magi og magt.. Til en splittet tilværelse hvor hendes tanker ikke længere er hendes egne."

Hendes ord havde en pinefuld klang over sig. Hun vidste reelt ikke om hendes moders tilværelse var splittet, og om den førhen kærlige Ava endnu var i stand til at være kærlig. Hun vidste ikke, om det bånd hun havde haft til sin mor endnu bestod, for i den unge hoppes sind gav det på ingen måde mening at forlade sin familie - det, der burde være ens tætteste og mest dyrebare, til fordel for den magi der lå i Skyggernes lokkende klør.
Den unge hoppe fnøs sagte, og flyttede først efter noget tid blikket tilbage imod den sorte Chaos. Hendes indre higede efter at komme bort fra emnet om hendes mor - en, hun savnede mere end nogen anden, og selvom hun ikke ønskede at grave, så havde Chaos selv, som Nymphadora, åbnet op for noget privat. Så hun spurgte lidt efter, med en mere neutral tone.

,,Hvordan var hun udfordret?"

Igen var den unge hoppe forberedt på at blive lukket ude. Men de to sjæle havde ligesom sat en hov indenfor i den private zone hos hinanden nu, og dermed ville det være mere udfordrende blot at lukke af overfor hinanden.

[4]

Hvorfor det lige var hende han havde valgt at lukke sådan op overfor, det vidste han ikke – de var ikke tætte og deres førstehåndsindtryk havde bestemt ikke været godt, men for nu lå der en fred og fortrolighed over dem. Han havde lukket hende ind i hans mørke og fortalt hende ting som han bestemt ikke ønskede at dele med nogen, ikke ønskede at fortælle nogen og som han aldrig nogensinde havde fortalt andre. Hendes blå øjne ramte nu hans og for første gang i hans tid på dette sted, vidste han ikke om han ønskede at have øjenkontakt til en anden – det var intenst og på ingen måde noget han var vant til. Han løftede hovedet og kastede kort med det, før han atter lod de mørke øjne falde mod hendes blå.


Han kunne se på hende at blot tanken om hendes mor gjorde hende lige så utilpas som samtalen om hans søster – hun var i en stund badet i tvivlen om hun ønskede at fortælle ham det eller om hun ønskede at bede ham lade være med at snakke om det. Et lille fnys forlod hende og dette var efterfulgt at et bid i hendes læbe, han kunne se hvordan det pinte hende og han vidste at mange ville have prøvet at trøste hende eller i det mindste gøre noget – han var dog ikke den type som på nogen måde vidste hvordan den slags fungerede. Han trådte lidt usikkert et skridt frem mod hende, men blev med det samme i tvivl og trådte tilbage på sin plads – han var ikke god til at skabe kontakt eller føle med andre, han mule ønskede at sige noget, prøve at trøste hende, men resten af ham vidste ikke hvordan eller hvad han skulle gøre, et lille nærmest kvalt hvin forlod hans mule – i frustration over at han egentlig ikke helt vidste hvad han skulle gøre.. Hun måtte lære ham de her underlige følelser. Hun snakkede og han hørte hvad hun sagde. Han havde brugt en rum tid med hendes mor og hun vidste at dette ikke helt var sandt. Men han ville ikke teste dette nye… øh ja han vidste ikke hvad dette var.


”Jeg ved skyggerne ligger i hende, men jeg ved også at hun.. ”


Han bed sig i læben og huskede det første hun havde sagt – han skulle ikke blande sig og derfor havde han valgt at stoppe med at fortælle mere. Ønskede hun at vide hvordan hendes mor havde det, så ville hun spørge og hvis hun ikke gjorde var det fint – han ville ikke presse hende yderligere, hun havde det ikke rart med det og for første gang i hans liv ville han prøve at acceptere det. Hun vendte samtalen om på hans søster og i en meget kort stund forlod hans indre samtalen og tænkte tilbage på hans søster.


”hun var født… anderledes.. hun kunne ikke kontrollere sig selv, hun fik rysteture, som gjorde hende svag. Hele hendes krop ville ukontrolleret ryste. I vores land burde jeg blot have dræbt hende og skånet hende for livet – men..”


Han sagde ikke mere, han sagde ikke at han havde holdt for meget af hende til at dræbe hende – det var Celtic som havde kontrolleret hans liv dengang og at den hingst ikke havde dræbt hende havde vidst at han havde følelser et sted. Men dette ville aldrig blive sagt til nogen og Celtic så selv skulle dræbe dem begge.

Imellem de to mørke skikkelser, opstod der af og til et momentært, skrøbeligt øjeblik, hvor deres vidt forskellige blikke mødtes. Hendes isblå øjne stod i stor kontrast til hans mørke, der næsten gik i ét med hans sorte pels.
De var to sjæle, der hver havde deres at slås med, og det var ganske tydeligt, at imens den ibenholtsorte Nymhadora kæmpede sin indre kamp imod hendes frustrationer, da blev hingstens foran hende - Chaos - ligeså utilpas. Men efter den sorte havde valgt at åbne op, fortælle ham hvorfor hun ikke ville snakke om sin moder, var det som om isen for alvor var blevet brudt imellem dem. Den sorte Chaos begyndte at tale, tydeligt om hendes moder, for de ord der forlod hans mule, omhandlede 'skyggerne'. Nymphadora trak diskret ørerne tilbage i nakken, og kneb sine øjne sammen da hingsten afbrød hans sætning. Hun vidste, at han havde tilbragt tid med Ava, for han havde fortalt den unge, sorte hoppe, at hun søgte hende. Og det lod til, at de to havde snakket om andet end blot det budskab han havde leveret til hende - ja, det virkede nærmest som om han kendte hende, ud fra de få ord han udtalte. Dybt i den sorte hoppes hjerte begyndte en følelse af jalousi at vokse, og blandede sig med følelsen af svigt og vrede. Hun slog blikket væk i én voldsom bevægelse og svarede i første omgang ikke på hans ord. Han vidste noget, noget personligt om hendes mor, og det var hun faktisk ikke sikker på, at hun ville konfronteres med.

Hans stemme lokkede hendes blik tilbage. Hun havde stillet ham et spørgsmål, for at lede opmærksomheden væk fra det emne, hun ikke ønskede at snakke om - og han svarede nu, fortalte om hans søster. Fortalte, at hun havde lidt af rystelser, som gjorde at hun i deres verden synede svag. Nymphadora tippede hendes ører frem, og de turbulente følelser, som hendes moders minde bragte frem i hende, lagde sig lidt igen. Hun brummede sagte og eftertænksomt, inden hun nu selv trådte ét lille skridt frem. Kort før havde Chaos trådt frem, da hun stod i sit dilemma om hvor vidt hun ville indvie ham i noget personligt eller ej, men han var trådt tilbage igen. Nu var det hendes tur - og hun trådte ikke tilbage.

,,Det er jeg ked af at høre."

Startede hun ud. Hans ord rystede hende ikke, selvom han omtalte et direkte medlidenhedsmord på sin søster - men han havde ikke gjort det. Nok fortalte han ikke den unge hoppe, hvad han havde gjort, men hun kunne næsten regne det ud.

,,Man beskytter familie.. Uanset hvad det kræver."

Sagde hun så lavmælt, at det næsten ikke var hørbart. Hun flyttede blikket en anelse ned, med en trist mine over hendes ellers stærke aura. Hingsten havde beskyttet sin søster, selvom det havde været imod 'normen', eller hvad man nu skulle beskrive det som, i hans kultur. Og hvis Nymphadora skulle være helt ærlig, så ville hun ønske at hendes moder havde gjort det samme - blevet for hende, og ikke vandret bort for sig selv.

[5]