[Nymfe] Don´t you even!

De var begge to mørke skikkelser, hans personlighed matchede dog også hans farve nuancer, hvilket man ikke ligefrem kunne sige om hoppen foran ham – hun virkede blid, en smule tilbageholdende, men det ville alle være i mødet med nye. De var så forskellige trods det faktum at deres skikkelser var samme farve. Hendes isblå øjne stod i dyb kontrast til hendes krop og de var nok også med til at han havde lukket op og at de nu delte et øjeblik i tiden som han aldrig før havde prøvet.


Han var en yderst lukket hingst, han delte aldrig noget med nogen – men denne hoppe havde fået lukket op for den store skal han normalt rendte rundt med, hun selv virkede ikke som den mest lukkede hoppe i verden – men hun havde dog lukket op for noget af det inderligste hun havde og valgt at lukke ham ind i hjørner af hendes sind hvor han kunne fornemme at ikke mange før havde været. Han lagde udmærket mærke til at hendes ører tog en lille tur ned i hendes nakke da han valgte at snakke om hendes mor i samme sætning som skygger. Det behagede hende overhovedet ikke og kunne han ikke også godt forstå det. Han kendte til den kamp hun havde været igennem eller ikke i detaljer, men en ung hoppe som mister sin mor – dette kunne kun give nogen problemer som han på ingen måde ville kunne sætte sig ind i. Hele formålet med dette møde var egentlig at han havde snakket med den sorte hoppe om at bringe hendes datter til hende – dette havde udelukkende været en opgave han skulle gennemføre og han havde på ingen måde tænkt på at der var en hest på den anden side som også havde en mening og som også havde følelser.


Hendes hoved blev nu voldsomt slået væk og det fik ham en smule forskrækket til at kaste med det store hoved. Han kunne tydeligt fornemme på denne hoppe at det var et meget voldsomt emne og at hun nu valgte ikke at svare på hans ord med det samme, var blot med til at bekræfte dette. I det hans næste ord lød kunne han se at hun atter vendte sig for at følge med i de ord han sagde. Dette var det eneste emne som hun faktisk var den eneste som nogensinde havde hørt om. Hans søster snakkede han ikke om til nogen, det var hans burde og det var hans kærlighed som han ikke ønskede at dele. Celtic havde også gjort at for at denne svaghed i hans øjne, ikke kom frem til verden. Hans tanker blev kort afbrudt af hendes lidt eftertænksomme brummen. Han havde midt i sin fremgang fortrudt og var gået et skridt tilbage, dette førte også til at den mørke hoppe foran ham havde valgt at træde et skridt frem – hun forblev dog fremme, hvilket fik et lidt undrende blik i hans øjne. De mørke ører blev kort vippet ud til siden, inden de atter blev ført frem. Han ønskede på et eller andet plan at lukke nogen ind, lade nogen røre ham og have nogen tæt på. Men alt i han skreg at han skulle lade være, skreg at han skulle jage hende væk og skreg på at være alene. Men for nu valgte han at overhøre disse stemmer, de skulle ikke bestemme hvordan han skulle leve sit liv.


Han brummede kort da hans ord lød igen, hun var ked af det på hans vegne – hvorfor var hun det? Ingen var ked af det på hans vegne, han var en hingst som havde gjort mange unævnelige ting, men her stod en ren sjæl og havde medlidenhed med ham – det forvirrede ham og det var tydeligt at se i hans blik. Han var ikke vant til denne form for medlidenhed og da hun så snakkede om at man passede på sin familie nikkede han kort. Men det havde aldrig været et problem siden, hans søster var det eneste familie han længe havde haft. Hun var det eneste han nogensinde havde elsket, det eneste han nogensinde havde holdt af.. Så for nu havde han ingen at beskytte. Han kunne tydeligt hører hvordan disse ord påvirkede hende, hun faldt tilbage på sin egen familie og hendes moder. Denne gang var det nærmest en tristhed som indtog de blå øjne og han trådte nu et skridt frem mod hende, denne gang for at blive. Han vidste ikke hvordan man trøstede andre, han vidste ikke hvordan han skulle sørge for at hun blev glad igen.. Han sænkede hovedet og strakte det kort imod hende, men trak det så tilbage igen.. Han havde en akavethed over sig. Han ville trøste og vidste at det var det rigtige i situationen.. men havde ingen ide om hvordan.

De to sjæle, der begge gemte sig godt under mørkets tætte kappe, dansede en ganske stillestående dans; de begge bevægede sig, som gik de på is. Følende, tvivlende, sommetider tog den ene et skridt frem, imens den anden tog et skridt tilbage. Alligevel havde de formået at nærme sig hinanden, konstant med fokus på de usynlige grænser, der lå imellem deres to vidt forskellige kroppe. De så hinandens bevægelser, sansede hinandens træk, trods mørket skjulte de finere detaljer.
Sælsomt havde deres møde været, og trods deres bidske start, havde de to skikkelser udviklet en form for tæthed, hvor de havde delt ganske private informationer om sig selv til hinanden. Efter de sidste ord, som den slanke Nymphadora havde udtalt, stod de i stilhed. Hingstens brummen havde hun tydeligt hørt - en brummen, som bar elementer af undren. Hvad der lå bag denne lyd, som stammede dybt fra hans bryst, kunne den unge hoppe dog ikke gisne om, og eftersom den sorte Chaos ikke selv udtrykte sig yderligere omkring det, lod hun emnet ligge. Dét var nok der respekten var begyndt at blomstre imellem dem, for de var ved at finde ud af, at man skulle lade visse emner ligge. Selvom den sorte Chaos initialt havde gravet i hendes forhold til moren Ava, så havde den unge Nymphadora fået et lidt andet syn på ham, efter han begyndte at respektere hendes grænser, ligesom hun nu respekterede hans.

Imens den unge hoppe havde holdt blikket væk fra den sorte, var Chaos trådt lidt frem igen. Denne gang blev han, og afstanden imellem dem blev atter formindsket. Hun tippede et øre imod ham og skævede imod hans mørke øjne, hvis mørke skær glinsede en anelse under månens kolde skær. Da han sænkede hovedet, tillod hun sig selv at vinkle mulen en anelse i hans retning, men hun nærmede sig ikke yderligere. Hun kunne fornemme, at han havde det svært ved nærkontakt i forhold til hende selv, og selvom hun ikke ligefrem havde haft den bedste start med denne hingst, ønskede hun heller ikke at han skulle gå - lige nu. Da han med en lidt akavet bevægelse trak hovedet til sig, hævede hun sit og lod sine lyse øjne søge hans.

,,Hvor længe har du så været her?"

Et neutral, og alligevel personligt spørgsmål. Et spørgsmål der skulle lede dem lidt bort fra de emner, der var svære for dem at snakke om. Den tristhed, der før var gledet over hende, forsvandt stille og roligt. Snart stod hun foran ham, med en åben aura, og meget af den nysgerrighed som hoppen ejede, var vendt tilbage. Hun brummede sagte med lyse toner, og lod hendes hale svinge i rolige, rytmiske bevægelser bag hendes spinkle krop.

[7]

Hans følelsesregister var yderst begrænset i hvert fald efter hans egne tanker, men blot i dette korte møde havde mange følelser været oppe at vende. De første minutter af hans møde, havde et raseri været ved at boble til overfladen, men da hoppen foran ham så havde vendt sig om for at gå, havde hans følelser af forvirring og undren buldret igennem den sorte krop. Den senere tid havde en underlig form for sårbarhed ligget over deres møde og det havde ført til en rummelig fascination af den ibenholdte hoppe med sig. Han var ikke en hingst som havde venner eller romantiske forbindelser. Han var en enspænder, der ikke kunne beslutte sig for om han skulle kæmpe for at få den onde Celtic væk og joine den gode side eller om han skulle lade Chaos forsvinde og gå mod den mørke side. Han kunne dog ikke forestille sig hvad Celtic ville gøre ved en hoppe som hende – han følte en form for vrede, da han tænke på at hans modsætning måske ikke ville være så sød ved hende.


Han lod de mandelformede ører føres frem mod hende og brummede så en smule tænkende, han kunne faktisk ikke helt præcis huske hvor længe hans hove havde betrådt dette land, men han vidste at han ikke havde været her særligt længe. Hendes øjne søgte hans og en form for varme spredte sig i ham, det var ikke mange som faktisk havde ytret et ønske om at lære ham at kende, han havde heller ikke givet nogen chancen. Hans store krop var for alvor begyndt at slappe af i hendes selskab og i hele situationen. Men han kendte faktisk egentlig ikke meget om denne hoppe – han kendte mere om hende end han faktisk næsten gjorde om nogen anden og alligevel vidste hans nærmest kun hendes navn. Han rystede kort på det store hoved, hvorfor havde han lige nu et ønske om at kende mere til andre?


”Jeg ved faktisk ikke helt præcis hvor længe jeg har været her, men jeg er forholdsvis ny i dette land.. Hvad med dem selv? Været her længe?”


Han kunne ikke lade være med at have en følelse af at hun havde betrådt disse lande længe – hun virkede rolig trods mødet med en hingst som ham. Hun lod til at kende stedet, hun slappede i hvert fald hurtigt af i disse omgivelser og så sig ikke så meget rundt. Så hans indre fornemmelse regnede med at hun havde været her et stykke tid. Han vippede prøvende ørerne frem mod hende og ønskede egentlig at røre hende. Ønskede at være som andre, men vidste at chancen for at han kunne styre sig når han rørte hende nok ikke var stor. Han vidste ikke om Celtic ville tage over og ønske meget mere af hende eller om han kunne kontrollere sin indre dæmon.


Han ønskede ikke at skade hende eller jage hende væk…

Imens den nattesorte, arrede hingst, tænkte over det spørgsmål der var blevet ham givet, tillod den sorte hoppe kort at skæve rundt i omgivelserne. Hun kendte dette land - bedre end mange andre, og selvom hun følte sig tryg nok til i længere perioder at fokusere på sit selskab, så skænkede hun dog omgivelserne en tanke eller to. Selvom hun vidste, at området som udgangspunkt var sikkert, vidste hun også, at der lurede en ondskab i landet, og dennes udbredelse kendte hun ikke til fulde. Dog virkede det til at alt fortsat åndede fred og ro, og af hvad den sorte hoppe kunne se, var de ganske alene. Kun månen holdt dem med selskab, vågede over dem som en blid kæmpe, hvis kolde lys kastede et køligt skær over de to sorte skikkelser.
Hun så tilbage på ham da han svarede. Som hun nok havde forventet var han ganske ny. Hun brummede sagte og lagde sit hoved let på sned, da han også spurgte hende om, hvor længe hun havde været her. Hvis man så efter, kunne antydningen af et lille smil anses på hendes mule, for første gang i lang tid.

,,Det kan man godt sige, ja. Jeg er født her og har boet i en flok der ligger ikke langt herfra hele mit liv. Jeg blev der efter min mor.. Valgte at flytte."

Hun viftede lidt med halen og flyttede kort blikket igen. Det var som om emnet "Ava" blev ved med at dukke op. Hun håbede dog på, at Chaos fortsat ville lade det ligge - men for at være sikker, skyndte hun sig at sende en yderligere bemærkning afsted.

,,Flokken ligger kun nogle hundrede meter herfra.. Hvis du vil, kan jeg vise dig hvor den er?"

Hun gjorde en lille sigende gestus med det smalle hoved, gav ham en invitation. De havde også stået længe det samme sted, og eftersom de nu havde accepteret hinanden rimeligt, var det måske ikke så ringe en idé med lidt bevægelse. Nymphadora selv kunne i hvert fald godt bruge at gøre andet, end at stå stille.

[9]

Han så hendes blik, de isblå øjne skuede kort over de omgivelser som faldt omkring dem. Skyggerne dansede let i månens blege stråler. Nattens stjerner var begyndt stille at funkle over dem og mørket gjorde det ikke nemt at se denne hoppe, men de var efterhånden kommet ret tæt på hinanden uden at dette var blevet ubehageligt for dem begge. Hendes brummen sendte et kort smil over hans mule, hun havde forandret sig igennem tiden med ham, lige som han selv havde – hun havde accepteret ham og han hende. De næste ord som forlod hende kom en smule bag på den store arrede hingst, han havde længe hørt om flokke og hvad disse ville indebærer, men han vidste ikke at han nogensinde selv ville have muligheden for måske endda at slutte sig til en. Han var ikke den store floktype, han ville nok inderst inde gerne slutte sig til et eller andet, men han vidste ikke om han nogensinde ville kunne slutte sig til en familie som en flok – hvem ville tage en hingst som han selv?
'

Det kom ikke bag på ham at hun selv havde levet hele sit liv i dette land – hun virkede så tro mod sig selv og så fuld af selvtillid at alt andet ville have kommet en smule bag på ham, hun kom atter ind på hendes mor og han bed godt mærke til det – havde de ikke kendt hinanden som de gjorde ville han nok have boret en smule i det sår, men han valgte af respekt at lade det ligge nu. Han kunne se at det sårede hende og at hun var ramt at dette. Han trådte kort og en smule akavet en skridt frem og strakte mulen mod hendes skulder og gav den et lille puf – dette var hårdere end det var tiltænkt, men han gjorde det ikke så tit, så det var lidt akavet – men et kæmpe skridt for ham..


”Jeg vil gerne se hvordan en flok lever – eller jeg mener hvordan det foregår i en flok”


Det lå tydeligt i hans tone at han ikke rigtig vidste hvad en flok som sådan var. Han vidste der var en leder, men det var efterhånden også det han egentlig vidste om det at vær i en flok, hvad man måtte og hvad man ikke måtte, det kunne han faktisk ikke svare på. Hendes hoved blev let vippet i retning og han tog med det samme den invitation hun gav ham og han nød faktisk at komme i gang med at bevæge sig, hans store krop var blevet en smule kold af at stå stille.

Det smil, som viste sig omkring den sortes mule, fik den unge hoppe til at vrikke lidt med ørerne. Hun havde nok ikke regnet med, at den sorte Chaos ville smile, men da han gjorde, havde det en ganske smittende effekt, og et lille smil tegnede sig ligeledes over Nymphadoras mule. Hun havde ikke regnet med, at den sorte hingst ville ende ud med at smile i hendes selskab - eller omvendt. Den måde hvorpå de to havde kommunikeret ved starten af deres møde, havde varslet om uvenskab, eller endda fjendtlighed; men efter en rum tid, havde de fundet en rytme, og en afslappet stemning var gledet over dem.

Et puf ramte hendes skulder. Et puf, der var en del hårdere end dem som den unge hoppe var vant til at modtage - heldigvis var Nymphadora ikke en svagelig type, og hun formåede derfor at blive stående, selvom hun lige skulle kæmpe lidt for at holde balancen. Et umiddelbart undrende blik blev sendt imod den sorte hingst, men dette blev lynhurtigt erstattet af et oprigtigt, ærligt fnis. Det kom så meget bag på hende, at han ville række ud og røre, at hun ikke kunne lade være med at le. Tonerne var feminine, milde og melodiske - og det var faktisk længe siden at den unge hoppe havde leet. Hun havde været tynget af mange tanker og bekymringerne, og siden hun sidst havde set hendes bedste veninde Phoria, havde der faktisk ikke været meget at smile, eller le af. Hun rystede let sin krop, efter hingstens mule havde forladt hendes skulder, og derpå snoede hun elegant omkring sig selv, for at sætte imod flokkens grænser. Den sorte Chaos ville gerne lære mere om, hvad det ville sige at være i en flok; og det fik den unge hoppe til at konkludere, at han formegentlig havde levet som strejfer i dette land, hvor man måtte kæmpe for selv de små ting. Hun brummede med lyse toner, i det hun placerede sig ved hingstens side.

,,Jeg kan ikke bringe dig helt ind i flokken, men hvis vi stiller os det rigtige sted, kan du se en del af det område som Teylar består af."

Hun skævede lidt til ham, imens hun med flydende bevægelser skridtede ved hans side. Hun kunne måske ikke vise ham så meget, som han egentlig gerne ville se, men så kunne hun måske benytte sine ord i stedet.

,,Jeg tror der er mange måder at leve i en flok på. I Teylar betragter vi det nok mere som en 'base', et tilflugtssted hvor vi ved at vi er sikre. Alle kan komme og gå, som de vil, uafhængigt af hinanden. Vi har ikke regler for, hvor vi må være i landet, og ingen skal føle sig tvunget til at forblive indenfor flokkens grænser hvis ikke man vil. Faktisk er der ikke mange regler - og af hvad jeg ved, er det eneste vi ikke 'må', er at tage fremmede med ind i flokkens område uden at have fået lov af Illana først."

Hun nikkede let, inden hun rankede sig en anelse. De begyndte faktisk at kunne se flokkens område nu, men hun ville gerne bringe den sorte Chaos lidt tættere, så han bedre kunne se under månens svage lys.

[1]

Hvorfor et smil havde ramt hans mule kunne han ikke selv forklare, han var ikke ligefrem en hingst som rendte og smilte til hele verden. Hun fik ham til at slappe af på en måde han slet ikke var vant til at slappe af på, han var både en smule skræmt af dette, men havde dog også valgt at lade sig rive med af øjeblikket. Hun havde været meget tæt på at møde Celtic i starten og hvis han var kommet frem, så var han sikker på at de ikke var kommet til det punkt som de er var ved nu. Så for første gang var han faktisk en smule glad for at han havde kunnet styre sin indre dæmon, men han vidste at det kun var et spørgsmål om tid før han ikke længere kunne kontrollere sit monster igen.

Han vidste udmærket at hans puf havde været en smule for hårdt, men han var ikke helt i stand til hvordan man gjorde sådan noget, han havde bare set det et par gange her i denne verden. Så han havde prøvet det og han vidste ikke helt om han var helt tilfreds med det, men han havde prøvet og han havde taget et skridt for at prøve at skabe en kontakt han ikke havde til frygtelig mange. Han opfangede godt hendes undrende blik og løftede så hovedet en smule forvirret da en lille underlig lyd kom fra hende – hvad pokker var det for en lyd? Hun blev ved med at sige denne lyd og der lå en ærlighed over den, en femininitet og en glæde som han ikke rigtig før havde hørt, det var en behagelig lyd og det fik atter et smil på den store sorte mule. Han vidste ikke hvad det var og kunne ikke helt finde ud af det. I takt med at det lød, steg hans glæde og pludselig forlod lyden også ham.. han lo for første gang.. I en hurtig bevægelse løftede han hurtigt og en smule forvirret det store hoved og kiggede på hans bring.. var den lyd kommet fra ham nu?

Han nåede ikke at stå længe og tænke over om det egentlig var ham, der havde sagt den lyd eller om noget omkring ham havde været indblandet. Han smældede lidt med halen og sætte efter den lille fine hoppe som nu begav sig mod flokkenes område og han vippede ørerne frem mod hende, dog stadig en smule forundret over den lyd som var gået igennem hans krop. Hendes lyse stemme lød så igen og hun fortalte at det ikek var muligt at bringe ham helt ind på flokkens område og det kunne han godt forstå, hvis man slæbte et monster som ham ind i flokkens område, ville den sikkerhed hun havde snakket om ikke eksistere – så han forstod hende.

”Jeg forstår dog, du er nød til at holde din familie sikker og fremmede er ikke altid gode.. fremmede kan være monstre”

Antydningen i stemmen var ikke til at tage fejl af, det var kun ham selv han snakkede om – der var ikke mange andre han havde mødt som havde det samme mørke indeni som han selv havde. Han smældede en smule med halen og kiggede væk fra hende et øjeblik. Normalt var han ikke flov over at han var det monster, men lige i hendes selskab var han faktisk en smule flov over at have dette store mørke i sig. Han ville ikke træde ind på flokkens område, han ville ikke overtræde den respekt som hun havde vist ved at tage ham med. Hans blik faldt ned over det af området de kunne se og han var en smule fortryllet af tanken om at være i en flok, han ønskede det samvær, men det at Celtic ikke kunne kontrolleres, betød også at han ikke var til at stole på..

Efter den unge hoppe havde leet, af det puf han ganske uforventet havde sendt imod hende, skete der noget ganske interessant. Den sammenbidte sorte hingst virkede nærmest til at blive berørt af hendes latter, og kort efter hendes egne toner var ophørt, hørte hun hans, muntre og umiddelbare toner, der ligeså formede en latter. Forundret så hun på ham, inden et ganske stort smil bredte sig på hendes mule, et smil der spredte sig helt til hendes øjne. Selvom hingsten ved første øjekast havde virket som en bog, der var naglet sammen, så lå der langt mere bag ham, end øjet kunne se. Han indvilligede i at følge hende, og under månens skær vandrede de side om side. Den spinkle sorte Nymphadora ved siden af den større, kraftigere nattesorte Chaos, med ar spredt ud over hans maskuline krop.
Efter hun havde fortalt om flokken, og om at hun ej ville kunne bringe ham over dens grænser, lagde hun blikket imod ham, imens hun ventede på et svar. Og da han svarede, lå der en accept i hans ord, men også noget.. Andet.

Han hentydede atter til sig selv, til det monster der gemte sig bag hans ellers stærke ydre. Nok havde han virket ustabil, akavet, vred - men endnu havde den sorte Nymfe ikke anset ham som værende et monster. Hun brummede sagte, og sænkede farten - de havde nået grænset til flokken. Da hun stoppede trak hun let på skuldrende, inden hun lod blikket føres imod ham.

,,Monster er en betegnelse som er svær et definere.."

Sagde hun sagte. Hun hentydede ikke til, at han ikke var et monster - men at nogle i landet måske havde en anden opfattelse af hans adfærd, end han selv havde. Hun brummede let, imens hun betragtede ham, inden hun lod blikket flyttes imod flokkes område.

,,Det du ser foran dig er Teylar, den flok jeg har boet i hele mit liv. Den går helt ned til kysten."

Hun hævede sit spinkle hoved en anelse, inden hun tippede et øre på skrå. En lyd havde fanget hendes opmærksomhed, og da hun så til siden, så hun lige den gyldne hoppe, som var leder i flokken, forsvinde bag en klynge træer, der stod i flokkens yderkant. Det lys hun bar om hendes hals lyste hende dog så meget op, at man kunne ane hende lidt endnu. Hun brummede sagte, inden hun atter så tilbage på Chaos.

,,Den gyldne hoppe, som går imellem de træer derhenne, er lederen. Illana."

Hvorfor hun fortalte ham det, vidste hun ikke rigtigt. Derefter så hun imod flokkens centrum igen, og en kortvarig sørgmodig mine faldt over hende. Det var hendes hjem, der hun havde sine venner og familie - men alligevel føltes det af og til.. tomt. Der manglede nogen, men denne ville Nymphadora nok aldrig få igen.

[5]

Illana vandrede tavst under månens svage stråler. Hun var, som så ofte, på vandring i flokkens yderkant, for at patruljere. Stilheden åndede fred og ro, og kun enkelte sjæle var atter oppe. Lyset om hendes hals kærtegnede hendes lyse skind, og oplyste svagt hendes skikkelse. Blandet med månens kolde skær, blev Lysets ellers varme skær mere klart og rent, og gjorde hendes tilstedeværelse mere synlig. Det generede dog ikke den gyldne hoppe, for selvom hun følte sig tryg i Teylar, var natten endnu en udfordring for den gyldne Illana, særligt når hun vandrede alene. Oplyst af Lyset følte hun sig mere sikker, trods hun var synlig; men hun vidste at Skyggerne ville vige for lyset, og dermed var det hendes sikkerhed.
Hun spottede to skikkelse nær flokkens kant. To mørke skikkelser - hvoraf hun kendte den ene. Den sorte Nymphadora stod side om side med en større, sort hingst, lige udenfor flokkens grænse. Illana tog sig et øjeblik til at beskue dem på afstand, men hun sansede ingen farer ved den fremmedes tilstedeværelse, og når han kom i selskab med den unge Nymphadora, anså Illana ham ikke som en trussel. Efter at have betragtet dem et øjeblik fortsatte hun derfor sin vandring og forsvandt snart imellem en klynge træer, der kærligt omslugte hendes lyse skikkelse.

[Illana out]
[10]

Han lod godt mærke til den sorte hoppes forundrende udtryk i hovedet over hans latter og det samme blik lå i hans egne øjne, aldrig havde han før hørt den lyd komme fra hans egen krop – men om det var en god eller en dårlig ting vidste han egentlig ikke rigtig. Han smældede lidt med halen og lod blikket glide ned over den sorte hoppe og han kunne faktisk inderligt sige at han nød hendes selskab, ikke noget han havde forventet, men alt dette var kommet fordi han havde bedt hende om at blive da hun var på vej væk. Han havde åbnet sig bare en lille smule for hende og dette havde ført til her hvor de var nu. Hun havde fået blødt lidt op for den store sorte hingst, og de havde haft øjeblikke hvor de havde været mere sårbare end han nogensinde før havde været – hvordan den sorte hoppe havde gjort det vidste han ikke, men han var faktisk en smule imponeret af hende.

Han fulgte hende og de kom tættere på flokkens område og mange tanker farede igennem den store sorte krop, hvordan mon det ville være at leve i en flok? Kæmpe for andre i stedet for bare at kæmpe for sig selv – hjælpe andre og ikke bruge sine kampevner til alt.. mon dette nogensinde ville blive et liv for ham? Han ønskede det, men ville nogen kunne ændre ham nok til dette?

Han kunne nu mærke en følelse han ikke længe havde følt, han kunne mærke en skam skylle ind over ham, han skammede sig over nogen af de ting som Celtic havde gjort, han ønskede at sige dette til hende, men han ville ikke skræmme hende væk. Han sænkede hovedet en lille smule, ikke meget og mange ville nok ikke bemærke det, men det var et kæmpe skridt for mig.

”Tro mig, den betegnelse dækker alt det som Celtic er.. Han er en morder, en der nyder tortur og en som jeg ikke kan kontrollere 100%”

Han skyndte sig videre fra emnet og da hun så begyndte at snakke, slappede han atter af en smule og lyttede til hendes ord, hun havde levet i en flok hele sit liv, hele sit liv levet i de rammer der beskyttede hende. Han brummede og nikkede let til hende, i hans verden måtte det være en nem tilværelse, han havde dog en fornemmelse af at det måske ikke helt var så sukkersødt som han troede. En lyd ramte hans ører og første løftede han hovedet højt, en smule beskyttende overfor hoppen ved hans side. Han lagde dog mærke til at hun slappede af og hørte hendes ord – lederen.

Han betragtede den gyldne hoppe som kom til syne ikke langt fra dem, hun var ikke til at tage fejl af - hun lyste op i denne lettere mørke nat og han lod de mørke øjne ramme hende, hun havde accepteret ham stå uden for hendes område, men ville hun gøre det hvis hun vidste hvem han var. Hun måtte stole på denne sorte hoppe ved hans side. Han vippede ørene i hendes retning og lagde blikket på den sorte hoppe. Han så det blik som faldt over hende og han brummede en smule spørgende mine faldt over hans mule. Han kunne se hun sørgede lidt, men hvorfor vidste han ikke.. burde han vide det?

Hun tippede et øre imod den sorte Chaos. Hans stemme fortalte hende, at hans mørke side, en side han ikke havde kontrol over, nærmest var definitionen på et monster. Hun skævede en anelse imod ham med et tænksomt udtryk, inden hun vendte de klare øjne tilbage over flokkens område. Illana var forsvundet fra deres synsfelt, og tilbage lå flokkens idylliske område henlagt i det tavse mørke. Hun brummede let og vendte blikket i jorden, da den sorte hingst ved hendes side nærmest spurgte for sig; han havde set hendes sørgmodige reaktion, og det overraskede hende såmænd ikke, at dette vakte nysgerrighed hos ham. Hun stod et stykke tid med blikket fastholdt imod jorden, imens hun overvejede hvor meget hun skulle fortælle ham. Hun havde givet ganske kraftigt udtryk for, at hun ikke ønskede at se eller snakke om hendes mor - men alligevel var det netop savnet til hende, der af og til fik hendes hjem til at føles tomt. Hun rømmede sig efter lidt og lod først blikket føres ind imod flokkens område på ny.

,,Det kan godt være du er uenig med mig, og ærligt har jeg ikke mødt noget eller nogen som jeg har anset som et 'monster' - men jeg tror på, at hvis man ønsker det, kan man lære at kontrollere selv de mørkeste sider af ens sind.. Eller.. Det håber jeg."

Det sidste var mest refereret til hendes mor. Hendes mor var ikke et monster, det vidste hun; men hendes mor havde svigtet hende, og hendes mor var nu en del af en gruppe, som udgjorde en farer imod landet og dets beboere, så meget have hun forstået. Hun trak vejret dybt, inden hun trak let på den skrå skulder.

,,Selvom jeg.. Selvom jeg ikke vil se hende.. Så føles her tomt uden.."

Sætningen var delvis, men det var det eneste der forlod hendes mule. Da hun havde sagt de sidste ord stampede hun kort, men markerende i jorden; mest rettet imod sig selv. Hun ønskede ikke at åbne emnet op på ny, men alligevel havde hun følt for at forklare - eller i hvert fald prøve at forklare - den sorte Chaos hvad det var, som var årsagen til hendes reaktion. Derefter slog hun let med hovedet og med sin bevægelse signalerede hun, at hun ønskede han skulle følge efter hende. Derpå satte hun i en ganske smidig skridt frem langt flokkens grænse, for at følge den til havet.

[2]

Han var en hingst med mange sider, flere end han overhovedet endnu kendte til og han vidste at han nok ville lære at kontrollere dem hvis han havde viljestyrken til det. Han så mod hoppen og han vidste at en hoppe som hende som det meste af hendes liv havde levet i en flok måske ikke helt kendte til de samme indre monstre som han selv gjorde og alligevel var han sikker på at netop denne hoppe havde prøvet en del mere end han egentlig ville give hende kredit for. Han så mod hende og selv om han ikke var god til på nogen måde at forstå følelser og at han bestemt manglede en del empati, kunne han godt mærke at dette var et hårdt emne for hende og han vidste at han ikke burde presse hende – han var ikke vant til at håndtere andres problemer, han var ikke vant til at skulle udforske de følelser som rumsterede indeni ham for tiden – hun bragte nogen følelser frem i ham som han ikke længe havde bruge, hun bragte sorg – fordi hun var ked af det. Hun bragte vrede – fordi han ikke kunne styre monsteret i ham. Hun bragte forvirring – fordi hun kunne vække en masse i ham som han egentlig troede havde forladt hans krop.

”Jeg vil gerne kontrollere Celtic, han er en morder, der ikke tænker over hvem han dræber – han nyder at torturer sjæle og han lever af den frygt han kan skabe hos nogen”

Han gav hende et uddrag af hvad der levede i ham, han vidste at dette måske kunne drive hende væk – men han følte han var nød til at fortælle hende det, hun skulle have chancen for at komme væk nu.. Han ønskede inderligt at kunne kontrollere den hingst som drev ham til vanvid, kontrollere det som krævede mest af hans personlighed, men han vidste ikke lige endnu hvordan. Han havde dog fået ham behersket til at komme frem når vreden boblede frem og kun hvis han blev presset, så der var da bestemt fremskridt. Hendes næste ord hev ham ud af de tanker han havde gang i og endnu engang kunne han se hun var ramt. Han kunne føle at hun ikke ønskede at snakke om dette, men at hun prøvede… for hans skyld. Hvordan kunne hun lukke sig sådan op for en hingst hun ikke kendte? En hingst som tydeligt havde ekstremt store problemer. Han vidste ikke hvad han kunne gøre, det var akavet for ham når andre viste følelser, men han vidste at dette var den eneste måde hvorpå han kunne lære at finde sine egne frem. Han førte mulen en smule mere forsigtigt over til hendes skulder og førte den langsomt og nærmest blidt op af den før han hurtigt hev den til sig igen. Han vidste at han måske burde trøste hende … men ikke hvordan.

Hun satte nu frem i en smidig skridt og han stod kort et øjeblik og fulgte hende med blikket, da hun var godt 10 meter væk valgte han så at sætte frem i en let trav, maskulin og elegant trods hans store krop. Han brummede let og kom hurtigt op til hende – hans tanker vandrede på højtryk indeni ham – mon han nogensinde ville kunne finde rundt i dem?

Der gik et øjeblik fra hun var sat frem, til den sorte Chaos sluttede sig til hendes side. Han bar sig egentlig med en rimelig lethed, trods hans tætte krop. Hun hævede sit blik en anelse, inden et nærmest usynligt smil fandt vej til hendes mule, og en sagte brummen udsendte hun, som flettede sig sammen med hans maskuline stemme.
Hun lod derpå tavsheden hænge lidt over dem, imens hun tænkte over hans ord. Denne 'Celtic', som var en del af ham - nærmest som et andet jeg, af hvad den sorte Nymfe kunne forstå, var en han ikke kunne kontrollere. Hun bed kæben en anelse sammen, imens hun prøvede at lade sin tanker kredse om det. Hvad ville hun selv gøre? Hun lagde i øjeblikket ikke så meget i, at han fortalte om denne mørke side af sig selv, som havde tendens til mord. Det var ikke en side af ham, som hun havde set til, og derfor ville hun ikke dømme ham for noget han ikke have gjort overfor hende. Selvom de havde haft en skæv start på hinanden, havde hun alligevel fået et okay indtryk af denne Chaos - også selvom han åbenbart bar på endnu mørkere sider, end dem hun havde stiftet bekendtskab med.

,,Denne Celtic lyder ikke rar, men af hvad jeg kan forstå på dig, så er han en del af dig. Og hvis jeg havde en side af mig selv, som jeg ikke kunne kontrollere, tror jeg at jeg ville forsøge at lukke 'lidt ind ad gangen', hvis det giver mening, og se om jeg bid for bid kunne kontrollere den trængsel, side, personlighed eller hvad man nu kunne kalde det. Jeg ved ikke, om du allerede har prøvet, det er blot en tanke.. Måske er det vejen frem at acceptere den, du bærer rundt på, før du kan kontrollere ham.. Den.. Det?"

Hendes ord døde lidt hen, for det føltes underligt at omtale Celtic, som jo egentlig var Chaos, som en helt fremmed. Hun fnøs sagte for sig selv inden hun rettede blikket en anelse frem. Hun havde så ringe erfaring med hvordan det var at have et 'andet jeg', eller et jeg man ikke kunne kontrollere. Og netop fordi det var så abstrakt for den unge Nymphadora, så havde hun ikke andet end gætværk at byde ind med. Hun øgede sit tempo en smule, som for at slippe væk fra samtalen og følelsen af at have sagt noget forkert.

[3]

Han nåede op på siden af den sorte og spinkle hoppe og imens han bevægede sig imod hende kunne han ikke lade være med at tænke over hvad hun egentlig havde gjort ved ham. Han havde ikke været så åben overfor en anden i evigheder og alligevel i deres verden var han ikke en åben hingst, der var han en akavet og kold hingst som måske skulle gemmes lidt væk i deres optik. Men denne sorte, spinkle og yderst kloge hoppe havde givet ham en chance – hun havde lukket ham ind og måske set noget i ham som han ikke selv vidste fandtes der.

Tavsheden lå som et tæppe over dem og han vidste udmærket hvorfor, hun bearbejdede de informationer som han havde givet hende. Hun lod tankerne prøve at dreje hvordan han kunne være to heste – det var i hvert fald det han troede, det ville han selv have gjort hvis han havde stået i hendes situation. Hun brummede lidt og slog med hovedet. Han ønskede faktisk at gemme denne kolde del væk af sig selv. Blot i den tid de havde tilbragt sammen havde hun vist ham et liv som det kunne være. Det kunne være lige til at leve i dette land, hvis man kunne gemme mørket væk i en boks og smide nøglen væk. Men var han stærk nok til dette? Stærk nok til at kontrollere det monster som huserede rundt i den store kraftige krop? Hans tanker blev let lagt på hylden, da hendes stemme atter lød. Hun brummede let og vippede ørerne frem mod hende. Hendes ide var ikke værst – det var den bedste han længe havde fået. Han slog hovedet en smule væk fra hende.

”Det var en ide, jeg kæmper lige nu med at være stærkere og få et hold i den side, jeg har ikke set ham et godt stykke tid, men er bange for at danne forhold og relationer og at han så dukker op..”

Hans stemme vær så ærlig som den overhovedet kunne være, det havde den aldrig været, han snakkede ikke om følelser, men denne hoppe havde givet ham et lille frirum til at sige de ting som han normalt havde gemt så langt væk som han overhovedet kunne. Han lagde blikket på den sorte skygge da hun øgede tempoet og nærmest flygtede fra denne samtale. Han blev kort bag ved hende og lagde et smil på den sorte mule.

”Undskyld Nymphadora.. Det var ikke min mening at gøre dig .. forlegen?”

Det sidste ord var en smule søgt, da han som sagt ikke kendte meget til følelser, men hun gav ham lysten til at prøve.

Et øre var tippet imod den sorte Chaos, selvom den unge Nymphadora et ganske kort øjeblik ønskede at 'glemme' han var der. Der var hendes måde at forsøge at slippe udenom en pinlig situation, og selvom hun udmærket godt vidste, at samtalen ej var forbi, holdt hun sig ikke fra at forsøge at snige sig udenom. Hun skævede let imod ham, da hans ru stemme lød på ny, og hendes opmærksomhed faldt bid for bid tilbage på den sorte hingst. Han fortalte hende, at han kæmpede for at være stærkere, så han kunne få taget på denne Celtic, den onde side af ham. Hun mimrede let tænksomt med mulen inden hun trak let på skulderen.
Snart indhentede han den afstand, som den unge Nymfe havde lagt imellem dem, og da hans ord om at han ikke ville gøre hende forlegen lød, fnøs hun en anelse sarkastisk. Hun slog med hovedet inden et smil fandt vej til hendes mule - Et smil, der var en anelse ironisk.

,,Bare rolig, det gjorde du heller ikke!"

Hun sænkede tempoet en anelse og lod ham finde plads ved hendes side igen. Derpå fortsatte hun vandringen imod havet, hvis salte duft så småt kunne anes i den kølige natteluft. Hun lod sin hals strækkes en anelse frem og fandt en rytme i hendes skridt, som bragte hende løst, men ivrigt fremad.

,,Jeg vil da håbe, for dig, at det lykkedes så. Men, jeg kan ikke helt forstå hvorfor du er bange for at han dukker op, og du så har skabt et bånd til nogen? Burde han ikke have det samme bånd, til en anden, hvis han er en del af dig?"

Det kunne godt være hendes spørgsmål lød dumt, men hun forstod blot ej den dybde, som hingsten havde. Hun betragtede ham let diskret, imens de fælles vandrede mod kysten. I hendes tavse sind prøvede hun inderligt at sætte sig ind i, hvordan det måtte være at have to 'jeg'er' i sin krop. At have en der tog styringen, og du så intet kunne gøre - men at denne 'anden' samtidigt var dig selv. Det var ufatteligt for den unge hoppe, og det var ikke sikkert hun nogensinde ville forstå til fulde.

[1]