A Touch of Gold | Tsavani

" Find hende. Find Tsavani og bed hende om ej at genforene skyggehoppen med sin datter."

Ordene stod endnu klart for den skimlede hingst, som han nærmede sig et ganske særligt område på den sydlige del af Leventera. Han var blevet sendt ud på en mission, en mission der skulle bringe ham til den guldfarvede Tsavani. Hans søgen havde bragt ham til denne Ø, og han kunne i sit indre fornemme, at han var ved at være tæt på.
Han vandrede ganske tavst under træernes tætte kroner; altid havde den grå hingst kunnet vandre uset. Det var en af hans mest nyttige egenskaber, og i år havde den skimlede drømmevandre levet som et spøgelse. Mange havde kendt til ham, og alligevel ikke; for Altaïr var ikke som så mange andre hingste. Han holdt utroligt meget af at møde andre, men altid foregik det på hans præmisser. Han var god til at holde sig skjult, såfremt han ønskede det - men denne dag ønskede han at blive set. Hans ører vippede rundt, ganske lyttende. Hver en detalje i hans omgivelser blev opfanget, imens hans vandring bragte ham nærmere og nærmere flokkens usynlige grænse.

"Find Tsavani før hun finder Midnight's Nymphadora, og bring hende til det sted hun første gang satte sine hove på Andromedas jord."

Hans søgens formål var ganske klart for ham. Han måtte finde guldhoppen og sørge for, at hun ej forenede den sorte Ava med hendes datter. Den næste del af hans opgave, lå mere i denne ukendte hoppes hove; for hvis ikke han kunne skabe en stærk nok relation til hende, var det ikke sikkert at hun ønskede at indvie ham i en privat del af hendes historie. Ville hun lede ham til det sted, hvor hun først satte sine hove? Alt imens han med tavse skridt bevægede sig fremad, fortsatte hans tanker med at væve spind, for at holde samling på alle de scenarier, han kunne tænke sig til.
Da han nåede grænsen til Teylar stoppede han op og lod sit blik vandre søgende. Hvis hoppen befandt sig i flokken, bød det ham næsten til at træde derind; men han var ikke inviteret. Han håbede derfor at kunne spotte hende et sted langs grænsen. Han skimtede søgende fra side til side, i håb om at få øje på den særlige guldhoppe, han var sendt ud for at finde.

---

Den gyldne Tsavani havde netop lige afsluttet sit møde med den endnu mere gyldne Illana, der havde været så barmhjertig at tilbyde hende en plads i Teylar - en plads, som hun naturligvis ikke havde kunnet sige nej til! Det var derfor med stolte skridt, at hun nu bevægede sig mod flokkens grænser for at søge ud mod skoven, der omkransede flokken. Selvom hun nu var en del af Teylar, lå det stadig til hende at udforske og vandre på egen hånd - så hun var bestemt ikke klar til at slå sig ned endnu! Men det var en rar tanke altid at kunne vende tilbage dertil, når mørket faldt på, og man havde brug for et trygt sted at sove.
Det var en mærkelig følelse at være med i en flok igen. Det var jo ikke noget, hun havde været, siden hun sidst befandt sig i sit hjemland. Det føltes som flere evigheder siden... Hun mærkede, hvordan minderne om Medúil blev svagere dag for dag. Hun havde levet så længe i Andromeda, at hun helt og holdent så dette land som sit hjem nu. Ja, hvis ikke det havde været fordi, at hun tit blev mindet af sit hjemland ved at se på Cadeyrn, så havde hun nok helt glemt det... Og nu hvor Cadey var væk, blev minderne da også mere og mere utydelige.

Der gik mange rygter om dette fænomen i landet. Nogen sagde, at man langsomt mistede sin hukommelse, jo længere tid man havde været her, fordi Lyset forsøgte at få en til at glemme sit hjemve og savn, så man følte sig bedre tilpas - og andre mente, at han stjal ens minder for selv at blive stærkere og til sidst have forvandlet alle til sine små zombier, som han kunne true med deres minder. Tsavani syntes personligt, at det var noget sludder alt sammen... Hun havde både mødt heste, der sagtens kunne huske deres fortid efter mange år i landet, og hun havde mødt heste, der havde mistet deres hukommelse lige med det samme - så det var nok bare forskelligt fra hest til hest. Det var i hvert fald ikke noget, hun gad bruge sit liv på at tænke over. Nu ville hun blot fokusere på at skabe nye minder i sit hjem her ved Teylar.

Hun nåede snart flokkens grænser, hvor hun fik øje på en skimmel hingst, der kom imod hende. Hun var jo helt ny i flokken og anede derfor ikke, hvem der ellers holdt til her - så hun gik automatisk ud fra, at han også var en del af flokken. Derfor fandt hun ikke noget mistænkeligt ved hans ankomst, men så det blot som en dejlig mulighed for at præsentere sig selv for endnu et af flokkens medlemmer. Hun stoppede op og bøjede let nakken for ham, mens et smil fandt vej frem på hendes mule.

"God eftermiddag. Vi har vist ikke hilst på hinanden før? Jeg hedder Tsavani og lige blevet medlem her i Teylar."

Glæden var tydelig i hendes stemme. Det var virkelig en noget, hun var stolt af at kunne sige!

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Den skimlede hingst stod ikke stille længe; for snart dukkede en majestætisk gylden skikkelse op i hans synsfelt. Han forblev stående nær grænse, med de mørkeblå øjne diskret hvilende i retning af denne guldhoppe, som han var blevet sendt ud for at finde. Hendes ben var kraftige, hendes statur mægtigt, hendes krop besat af stærke muskler - men selvom hun, i manges øjne måske bar maskuline træk, da fandt den skimlede hingst den fremmede hoppe ganske feminin. Han hævede sin hals en smule og lod sine ører vippe frem - snart fik den fremmede hoppe, hvis navn han kendte, øje på ham og satte sin kurs i hans retning. Høflig som han var, satte han fremad for at komme hende imøde, men han forblev på den 'rigtige' side af flokkes grænse. Da de var hinanden ganske nær, nikkede han hilsende imod hende, da hendes stemme indledte mødet. Et lille smil med en mystisk, drømmeagtig karakter, fandt frem til den grålige mule, inden han galant trådte an foran hende.

,,God eftermiddag, du gyldne. Du har ganske ret, vores stier har ikke krydset hinanden før - men, Tsavani, hvor underligt det end lyder, så har jeg ledt efter dig."

Han lagde sit hoved let på sned, og lod sine mørkeblå øjne betragte hende en stund. Hun rakte langt højere end han selv gjorde, og hendes krop lignede en, der havde styrken til at krydse hundrede bjerge. Og som han stod der og beundrede hende, mærkede han trangen til at lære hende at kende, som han så ofte havde gjort det; finde ud af, hvad der gemte sig i hendes sind, hvad hun drømte om. Dette kunne dog ej lade sig gøre, for Altaïr havde en mission med sig, en mission hvis karakter han endnu havde det ambivalent med; men han vidste, at det var for det bedste.

,,Jeg kommer, for at bede dig om ej at forene Skyggehoppen Ava med hendes datter Nymphadora. Dette må lyde sært, i og med vi to ej kender hinanden - og denne forespørgsel jeg kommer med, har ingen tvang bag sig, det skal du vide - men hvis Skyggerne formår at lokke den unge Nymphadora med sig, er muligheden for hun bliver én af dem ganske stor. Jeg kan fortælle dig, at du ikke er ene om at have snakket med Skyggehoppen om dette, selv har jeg stået overfor Ava, og lovet hende at finde hendes datter. Dette agter jeg stadigt at gøre, men jeg vil ikke bringe de to sjæle sammen. Jeg ønsker at fortælle hendes datter om et valg, et valg hun selv må træffe; men jeg agter ikke at sende hende i Skyggernes retning. Og jeg håber inderligt, at du vil tage ordene fra en fremmed som sande, og lade Nymphadora gå hendes egen vej i dette land"

Hans toner var ganske karakteristiske, drømmeagtige; men bag dem lå et ganske sandfærdigt hjerte. Han havde lovet at bringe en besked til Nymphadora, lovet at indvie hende i de valg hun havde i landet. Fortælle hende om et sted, hvor hun kunne være langt borte fra det lyse og mørke, så hun kunne danne sine egne holdninger om livet og selv vælge den sti hun ville følge. Han brummede sagte, inden han lod sine øjne søge direkte imod den guldfarvede hoppe.

---

Den skimle hingst skridtede hende høfligt i møde, men dog bemærkede hun, at han lige akkurat undgik at betræde den usynlige grænse til flokkens område. Hun fik kort et undrende udtryk i øjnene. Var han ikke medlem af Teylar? Hun valgte dog som udgangspunkt at komme imødekommende imod ham alligevel. Det var jo ikke hendes opgave at bestemme, hvem der var velkomne eller ej - og desuden behøvede man jo ikke at være en fjende af flokken, bare fordi man ikke var medlem.
Han trådte an foran hende med et mystisk, nærmest drømmeagtigt smil, og da gik det op for hende, hvor smuk han egentlig var. Han var en ædel hingst med en flot farve, smukke øjne og et prægtigt udtryk.

Hun lyttede nu til hans mange ord og ventede med at kommentere, til han var færdig. Det var mange ting at få at vide på én gang, og hun måtte tage sig selv i at stå og måbe lidt. Ava... Så det var altså den sorte slanges navn. Men hvorfra vidste denne fremmede, at hun var blevet sendt til Teylar for at snakke med Nymphadora? Hun kendte ham ikke, og det kunne næppe være Skyggehoppen, der havde fortalt ham om det... Så hvem havde så? Havde han mon stået og udspioneret dem? Hun rynkede let et bryn. Det lå ikke til hendes natur at stole blindt på fremmede, men det lå heller ikke til hendes natur at mistænke folk for alt muligt... Derfor var dette en situation, hun følte sig meget splittet i.
Hun tippede let hovedet på skrå og vippede det ene øre i hans retning, mens det andet vippede bagud.

"Jeg hører dine ord, du fremmede sølvhingst. Men hvis Nymphadora alligevel skal sættes ind i det valg, hun har, er det så ikke mest fair, at hun også får mulighed for at snakke med sin mor - så hun kan blive informeret fra begge sider og dermed selv beslutte, hvad hun helst vil?"

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Altaïr betragtede den gulfarvede hoppe ganske nøje; der lod til at glide mange tanker igennem hendes sind, efter hans tale var nået sin ende, og ganske forståeligt stillede hoppen sig en smule kritisk overfor hans ord. Han lagde hovedet let på sned og lod de mørkeblå øjne, der havde samme dybde som nattehimlen, søge imod hendes ravfarvede.

,,Så sandt, så sandt, du gyldne Tsavani. De to deler et bånd, skabt af noget andet end venskaber. En mor og datter vil jeg aldrig nægte at se hinanden, men jeg ved at Ava's sind er fortæret af Skyggernes, og det er den faktor, jeg frygter kunne være afgørende for, om den unge Nymphadora ville falde i Skyggernes vold. Tsavani, det lyder måske.. Underligt, usandt eller usandsynligt, men jeg bringer dette budskab fra en, som ikke kan findes i landet, med mindre han ønsker at blive fundet - men, jeg er ret sikker på at du, som de fleste andre, har mødt ham eller sanset ham ved din ankomst til landet."

Han brummede sagte, inden han en mule imødekommende rakte mulen ud imod denne smukke kæmpe; Altaïr var ikke en fjendtlig hingst, og det lå ham så fjern at bede andre om at følge hans vilje, og hans bud. Og dette bud var endda ét, som han selv havde en smule ambivalente følelser omkring. Han ønskede at forene mor og datter, fordi han holdt meget af Ava; men skyggehoppen skræmte ham. Han brummede sagte, inden han rankede sig på ny.

,,Jeg ville aldrig nægte de to, at mødes - dét som jeg beder dig om, er at du ikke personligt fører Nymphadora til det sted, hendes mor ønsker det. Tsavani, jeg har fået at vide af denne.. Sjæl, Den Vise, at du har modstået Skyggernes lokkende ondskab. Den godhed du bærer, beder jeg dig holde på. Vi kan fortælle Nymphadora hvor hun kan finde sin mor - men jeg beder dig om ikke at føre hende direkte dertil."

Hans toner var venlige, drømmende - men der lå også en anelse håbefuldt og samtidigt angerfuldt i hans stemme. Han ville virkelig gerne opfylde Ava's ønske; det ønske hun havde som mor, og ikke som skygge. Han huskede tydeligt den dag, hvor de alle 3 havde løbet om kap - den dag, hvor Ava havde gjort sig fortjent til at høre hans dybeste hemmelighed. Det minde ville altid stå klart i hans indre, og det var noget han en dag håbede ville kunne gentage sig. Men det ville ikke ske, hvis skyggerne fik fat i hoppen og dermed styrkede deres kræfter.

,,Jeg ved godt det er meget at bede om, fordi du har givet hende et løfte. Tsavani, jeg kan ikke vise dig, hvad jeg har set, eller lade dig føle hvad jeg har følt - men jeg har kendt Ava fra dengang hun var Ava.. Dengang hun var glad, sig selv og fri. Jeg har mødt hende, med Nymphadora da hun var ganske lille, og ønsker inderligt at de to kan blive forenet; men jeg frygter at ved at bringe dem sammen, overrækker vi Nymphadora til Skyggerne. Hvis vi overbringer informationen til hende, giver vi hende valget, og så er det ude af vores hove."

Altaïr tav herefter. Han havde lovet Ava det samme, som Tsavani - og han havde lovet Den Vise at forhindre Tsavani i at bringe Nymphadora til Ava. Hvis de valgte middelvejen, ville de på en måde stadigt være tro overfor det, de havde lovet; men hvis den store gyldne ikke ville lægge sin tillid til den skimlede, da ville han fejle; og ikke kun svigte sig selv, men Den Vise, Nymphadora og Ava.

[1]

---

Hun forholdt sig blot tavs og lyttede intenst til den første del af sølvhingstens ord. Han var bange for, at den unge Nymphadora ville falde i Skyggernes vold mod sin vilje, og dette kunne hun selvfølgelig godt følge ham i - netop fordi den unge hoppe nærede så stærkt et bånd til sin moder, ville det nok være svært for hende at kunne sige fra og træffe den rigtige beslutning for hende selv. Hun spidsede nysgerrigt ørerne, da han sagde, at han bragte dette budskab fra en, som hun nok havde sanset ved sin ankomst til landet. Hun så forundret på ham. Lyset... Kunne det virkelig være dét, den sølvfarvede talte om? Kunne han virkelig være en budbringer fra Den Vise?

Han rakte nu imødekommende sin mule frem imod hende, og hun tøvede ikke med at træde frem og møde denne med sin egen. Hendes nysgerrighed var blevet vakt, og hendes fulde opmærksomhed lå nu på denne hingst. Ikke at hun ikke også havde været interesseret før, men tanken om, at han måske kunne være en slags budbringer for Den Vise fik hende automatisk til at stole mere på ham. Måske han endda var en Vogter lige som Illana og Brêgo? Han havde i hvert fald det smukke og elegante udseende, som de også havde...

Hendes tanker blev nu bekræftet, da han fortsatte sine ord og fortalte, at han havde talt med Den Vise. Den Vise havde åbenbart holdt øje med hende og fortalt ham, at hun havde modstået Skyggernes lokkende ondskab. Hun så måbende på ham. Havde Den Vise virkelig bemærket hende?? Så ubetydelig og almindelig en sjæl som hende?? Hendes hjerte sprang næsten et slag over af bar ære. Det var hendes største ønske at møde Den Vise og få tilbudt en opgave fra ham, så bare fornemmelsen af, at han havde lagt mærke til hende her i landet, var næsten helt surrealistisk!

Hun lyttede da til hans sidste ord og nikkede let. Det var lykkedes den sølvfarvede hingst at overbevise hende, og hun havde nu taget sin beslutning. Hun brød sig ikke det mindste om den sorte slange Ava, så hvis Den Vise ønskede noget andet for den unge Nymphadora, så var hun mere end villig til at følge ham i stedet. Hun så på den fremmede med et beslutsomt blik, inden hun let vendte rundt og kastede hovedet ind mod flokken.

,,Nuvel, jeg hører dine ord og er overbevist. Det vil være mig en ære at følge Den Vises ønske. Kom bare med ind og lad os finde Nymphadora sammen."

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Den høje, majestætiske hoppe, tog imod den skimledes invitation og trådte frem for at møde hans mule. Han udspilede sin næsebor let og tog hendes særprægede duft til sig; hun duftede friskt, men sødt på samme tid. Han brummede hingstet, i en dyb og drømmende tone, inden han trak mulen til sig med let hvælvet hals. Han vippede begge ører frem og lod de mørkeblå øjne, med dybden som nattens himmel, hvile imod hendes et øjeblik, inden han brummede glædeligt; for hoppen indvilligede i at finde denne sorte Nymphadora, og fælles give hende de informationer, som de begge havde lovet Ava at overlevere. Og samtidigt kunne Altaïr holde sit ord overfor Den Vise sjæl; for hverken ham eller Tsavani ville bringe denne Nymphadora til Ava.

,,Tak, kære Tsavani."

Sagde han en anelse formelt; han var endnu i en situation hvori han ej fandt sig helt til rette. Men han tog skridtet frem - trådte over den usynlige grænse, og ind i flokkens område. Normalt ville han ikke have gjort det, men fordi han fulgtes med et af flokkens medlemmer, som havde inviteret ham med, da veg han fra sit princip om ikke at betræde jord, han ikke havde fået lov til, og fulgte med den høje, guldfarvede sjæl.

,,Ved du hvor vi kan finde hende?"

Sagde han så, med hans vante drømmende toner. Han havde kun set denne Nymphadora som ganske ung; og kendte intet til hendes opvækst. Efter den dag, hvor de havde leget alle 3, havde han ikke set Nymphadora. Han vidste hun var voksen nu, men han kendte ikke til hendes dagligdag eller hvor i flokken hun holdt til - han kendte generelt ikke til flokkens udstrækning, område eller terræn. Han brummede galant imod sit selskab, inden han med et studerende blik så rundt omkring i omgivelserne.

[2]

---

Hun smilede blidt ved hans ord. ,,Ingen årsag, hr...?"
Hun stoppede midt i sætningen og kom ikke videre, da det gik op for hende, at hun faktisk ikke havde fået hans navn endnu og derfor ikke vidste, hvad hun skulle kalde ham.
 Hun smilede let, da han trådte ind over grænsen og skridtede frem sammen med hende. En kort tanke slog hurtigt ned i hende; Kunne hun mon overhovedet tillade sig bare sådan at lukke fremmede ind i Teylar uden at have snakket med Illana eller Brêgo først? Formegentlig ikke... Men sket var sket, og hun havde en god fornemmelse omkring denne hingst. Hun kunne selvfølgelig ikke vide med sikkerhed, om han talte sandt, eller om alt det med Den Vise blot var en løgn - men hun valgte at stole på, at han talte sandt. Og så længe han var godkendt af Den Vise, måtte han vel også være velkommen her i Teylar.
Hun lyttede til hans spørgsmål og så sig tænksomt rundt.

,,Nej, jeg er faktisk ikke helt sikker, for jeg har aldrig mødt eller set hende personligt... Men jeg ved, at hun holder meget til her i flokken, så vi må vel bare starte fra en ende af og håbe, at hun er her et sted. Ved du, hvordan hun ser ud?"

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Den skimlede Altaïr lod sit dybblå blik vandre imod den guldfarvede skikkelse, der med en spørgende mine søgte efter hans navn. Et lille, gådefuldt smil prydede hans mule, inden han holdt bevægelsen en anelse tilbage; hans skridt gik stort set i stå og med let hvælvet hals puffede han blidt imod hendes muskelfyldte hals.

,,Kald mig det, som du finder passende til min sjæl, kære guldfarvede. For mig er et navn blot et navn, og det siger intet om hvem jeg er. Jeg vil langt hellere kaldes ved det navn, som du finder passende til min eksistens, end et navn jeg selv har fundet på, som blot er et skilt jeg kan hænge på, så fremmede ej behøver lærer mig at kende, førend de kan tiltale mig."

Hans toner var fortsat en anelse gådefulde, men samtidigt drømmende og inviterende. Han ønskede inderligt at den guldfarvede Tsavani kaldte ham ved det navn, som hun synes passede til ham; og dét navn ville han reagere på. Med en sagte og mild brummen fortsatte han nu deres gang, ind i flokkens territorium. Han lod blikket vandre over de grønne områder, som rummede både mangfoldighed og skønhed. Han kunne sagtens forestille sig, hvorfor flere søgte at bo i dette beskyttede område, og det synede umiddelbart som det perfekte sted for den unge Nymphadora, som de to sjæle nu ledte efter. Han brummede sagte, ved den guldfarvedes spørgsmål - og han måtte tænke sig om et øjeblik; for faktisk havde han kun set den unge hoppe én gang. Det var et glædeligt minde, som udspillede sig for hans indre. Morskaben, trygheden, den tillid han havde udvist Ava netop dén dag, hvor han så hendes datter for første gang. Et sagte suk forlod hans mule, inden han rankede sig en anelse, og med en bekræftende bevægelse med hovedet, begyndte han at snakke igen med de drømmende toner.

,,Hun er sort, med en hvid blis. Og hendes ben har en særlig, nærmest grålig farve. Det ligner hun har løbet i mudder, men det er sådan hendes pels ser ud. Og hendes øjne er klare blå."

Han brummede sagte, inden han med et lille smil lod sine skridt blive længere og mere flydende igen. Han havde ikke travlt, men ej heller var der grund til at holde tilbage. Han slog et par slag med halen inden han på ny skævede rundt i omgivelserne; denne gang i søgen på liv.

,,Det er måske bare at starte fra en ende af?"

Lagde han op til den guldfarvede hoppe. Hun kendte området, og han håbede på hun ville guide ham, i den retning hvor det var mest sandsynligt at støde på andre fra flokkens fællesskab.

[1]

---

Han smilede nærmest gådefuldt, da hun havde spurgt om hans navn, inden han kort stoppede op og puffede blidt imod hendes hals. Han fortalte nu i lige så gådefulde toner, at hans navn ikke betød noget for ham, og at han derfor ønskede, at hun bare skulle kalde ham dét, som hun fandt passende. Der var en drømmende og nærmest inviterende klang over hans stemme, der ikke kunne få hende til andet end at smile. Der var slet ingen tvivl om, at det var en meget unik og fascinerende sjæl, hun havde været så heldig at møde.
Hun tænkte lidt over et navn til ham, men der var kun ét, der blev ved at dukke op i hendes hoved. Sølvhingst... Det var det navn, hun for det meste havde tiltalt Sicarius som. Og selvom det var det eneste, hun fandt passende til denne galante herre lige nu, så kunne hun under ingen omstændigheder få sig selv til at kalde ham dét. Hun nikkede derfor blot bekræftende til ham med et lille smil, mens hun besluttede sig for at tænke over et navn senere i stedet for.

De fortsatte nu deres gang ind på Teylars område, og da hun havde spurgt, om han vidste, hvordan Nymphadora så ud, så det ud til, at han kort forsvandt ind i et flashback, inden han rankede sig op med et let suk og nikkede. Hun var sort med en hvid blis, og hendes ben havde en nærmest grålig farve, der lignede permanent mudder. Og så var hendes øjne klare blå lige som Avas. Det var ikke lige umiddelbart en hoppe, hun havde mødt før, men med sådan et særpræget udseende burde hun ikke være svær at finde.
Den sølvfarvede hingst gjorde nu sine skridt længere og mere flydende igen, inden han tilføjede, at det måske bare var at starte fra en ende af. Hun nikkede med et smil.

,,Det er ikke umiddelbart en hoppe, jeg er stødt på før. Men med sådan et udseende burde hun jo være ganske nem at kende, så ja, der er nok ikke andet for end bare at tage det fra en ende af."

Hun slog livligt med hovedet, mens hun blot førte ham længere og længere ind på flokkens område. Hun havde retning mod den store lysning ved søen midt inde i skoven. Det var et meget populært samlingssted for de fleste Teylar-heste, så det ville i hvert være et logisk sted at starte.

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Den skimlede hingst bevægede sig med svævende skridt side om side med den store, majestætiske hoppe. Hun havde indvilliget i at lede efter den sorte Nymphadora, for at overbringe en formidlende udgave af hoppen Ava's ord. Han brummede sagte og studerede hende et øjeblik med de mørkeblå øjne; hoppens udtryk var ganske tiltalende, og imens hendes tanker snoede sig omkring dén udfordring, han havde givet hende, havde han tid til at studere hendes træk nærmere. Hendes brede, stærke kæber havde en fin runding, hendes næseryg var lige og hendes mule fint tilspidset. Hendes ører var symmetriske, runde og bevægede sig i små fine bevægelser, nærmest i takt til hendes tanker. Han smilede let ved synet, inden hans blik flyttede sig ned af hendes velansatte, stærke hals. En god bred skulder, muskuløs overlinje og et godt kryds. Alt i alt var hun en godt bygget hoppe, der rakte langt over hans egen højde; men det gjorde hende ikke mindre smuk. Han rømmede sig let, da hun sendte ham et bekræftende smil, og han forstod at hun ville lade det rumstere videre i hendes tanker - men acceptere, at han, for nu, ikke bar et navn. Han smilede let, med den særlige drømmende aura over sig, inden han rettede blikket frem - de var på vej imod en sø, stod det hurtigt klart; et godt sted at starte.

Da de nærmede sig søens klare spejl, fik den skimlede Altaïr hurtigt øje på netop dén sjæl, de søgte. En langbenet hoppe, med ganske særlige grå mønstre der svøb sig fra hendes koder og op over hendes knæ. En hvis blis skilte hendes smalle, feminine hoved og hendes ibenholtsorte krop lignede på visse punkter Ava - hendes mor. Den skimlede stoppede op et øjeblik og hævede sin velformede hals. Han havde ikke lagt øjne på denne hoppe siden hun var ganske lille, og synet af hende vakte et minde til live.

For sit indre så han den sorte Ava - stadig med hendes smukke, hvide blis. Ved hendes side var det lille, spinkle føl, der kæmpede med at holde styr på de lange ben. De smilede, og den sorte Ava var så fuld af energi, venlighed og kærlighed overfor det lille hoppeføl. Han mærkede suset af energi gå igennem sin egen krop, som han så de tre galoppere for fuld fart over engen; det lille føl, der kæmpede for at følge med, men til stor overraskelse kunne opnå en høj fart. Ava's grin og synet af hendes stærke, strømlignede krop der hele tiden var ét skridt foran den skimlede. Og slutteligt deres samtale, hvor den skimlede herre havde afsløret den dybeste hemmelighed om ham selv..

Han rømmede sig - han indså, at han havde frosset i tiden, og han stod et par skidt bag den gyldne hoppe, Med en undskyldende mine trådte han frem igen og nikkede bekræftende til hende; de havde fundet hoppen den ledte efter, og med de svævende skridt satte Altaïr frem imod den unge Nymphadora, med Tasavani ved sin side.

[1]

Den unge hoppe stod tæt ved søens bred og betragtede sit eget spejlbillede. Hun havde sine ører ganske let i nakken, og en tænksom mine kunne anes over hendes feminine hoved. Imens hun stod og betragtede sig selv, prøvede hun at huske hendes moders udseende. På sin vis ønskede den unge Nymphadora at kunne se ligheder mellem hende, og den sjæl der betød mest for hende i dette land; men hun havde svært ved at huske de fine nuancer og finesser som hendes mor bar, og de særlige træk som hun selv havde arvet. Hun kneb en anelse frustreret sine øjne sammen, inden hun hamrede en forhov frem for sig, i ren arrigskab. Efter samtalen med den sorte Chaos, havde savnet til hendes mor blomstret op på ny, og det stod hende klart hvor ømt et punkt det egentlig var for hende - for hun følte både savn og svigt på samme tid; en kombination, som efterlod den unge hoppe med meget voldsomme, ustyrlige følelser.

Der hvor hendes hov havde brudt det tavse spejl, bredte der sig utallige ringe i vandet. De dråber, der var fløjet længere ud, startede selv ringe, og et øjeblik fandt Nymphadora det nærmest beroligende at betragte disse ringe og deres forløb længere ud imod søen. Hun gumlede lidt og slap så et prust, som hun havde holdt tilbage. Roen faldt langsomt over hende igen, og som hun gav sig til at beskue omgivelserne, fangede nogle skikkelser hendes blik - og hendes frustrationer lagde hun for nu på hylden.

En guldfarvet, kæmpemæssig hoppe kom vandrende med en skimmel hingst ved sin side. Hoppen genkendte den unge hoppe - ikke at hun kendte hende, men hun havde set hende flere gange indenfor flokkens område. Den skimlede derimod virkede fremmed - i hvert fald ved første øjekast. Det der dog skete var, at dybt i hoppens minder, begyndte ét særligt at stå frem. Svagt huskede hun det, hingsten, hendes mor. Latter, leg, gode minder. En varm og kærlig samtale. Et navn..

Hun hævede hovedet lidt med et fnys, inden hun forundret vendte fronten imod de to. Hun var ikke sikker på, at den hingst der kom imod hende nu, i følge med den guldfarvede, faktisk var hingsten fra hendes minde, så hun reagerede ikke yderligere på den varme følelse der bredte sig i hende - en følelse, der også bragte et nærmest dyrisk savn med sig. Hun huskede at hendes mor havde været glad i denne sjæls selskab, og det fik en sær lyst til at søge ham, frem i den unge hoppe. Dog stod hun pænt og afventede deres ankomst, og da de var nær nok sendte hun et stift og let mekanisk nik imod dem; hun skulle tøjle mange følelser lige nu, og måden hvorpå det kunne lykkedes hende, var at forholde sig distanceret til de to sjæle, som nu var hende nær.

[1]

---

Hun kunne mærke, hvordan hans blik gled beskuende ned over hendes krop, som de gik af sted side om side. Det var dog ikke noget, hun reagerede yderligere på; for at være helt ærlig var hun vant til beundrende blikke fra hingste. De fleste kunne godt lide en stor og velformet hoppe som hende, så hun var vant til at blive begloet og følte sig derfor ikke ubehageligt til mode af de øjne, hun kunne mærke mod sig ved sin side.

De nåede hurtigt frem til søen, og at dømme på hingstens reaktion havde hun vist valgt det helt rigtige sted. Han stoppede nemlig op og hævede sin hals, mens hans blik faldt mod en hoppe nede ved bredden. Hun passede perfekt på den beskrivelse, han lige havde givet hende, så det måtte være hende. Hun bemærkede, at hingsten frøs ved hendes side og skulle lige til at se undrende på ham, da hun hørte hans rømmen og mødte hans undskyldende mine, inden han bekræftende nikkede til hende. Det var den rigtige hoppe. Straks efter begyndte han at skridte ned mod hende, og hun var ikke sen til at følge med.

Da de nåede helt ned til den sorte hoppe, blev de ikke mødt af andet end et stift og mekanisk nik fra hende. Tsavani mærkede en lille, fornærmet rynke folde sig på sin mule. Denne hoppe mindede hende allerede om Ava med sine dårlige manerer... Hun ville dog ikke dømme hoppen på forhånd; for hun vidste, at hun måtte have en renhjertet sjæl, siden hun var blevet lukket ind i Teylar. Derfor så hun blot på hoppen med et mildt blik og smilede venligt.

,,Nymphadora?"

---

They say that life is an open book, turn the page and take another look.
You can't judge me by my cover. It's not what you see, but what you discover.

Den unge sorte, som stod ganske stift foran de to sjæle, rettede blikket imod den store gyldne hoppe. Hendes stemme fangede hende, og da hun med spørgende stemme udtalte hendes navn, gav det nogle anspændte trækninger i den unge hoppes ansigt; hvor kendte de hendes navn fra? Et øjeblik stod hun, med blikket skeptisk rettet imod de to fremmede - som alligevel ikke føltes helt som fremmede; for den store guldfarvede delte Nymphadora hjem med, og den skimlede havde denne sære velkendte fornemmelse over sig, som bragte så mange følelser og minder frem i den unge sorte. Et sagte fnys forlod hende, som udtryk for alle de tanker der rumsterede i hendes indre - men så huskede hun den sorte Chaos, der havde haft en besked med sig, fra hendes mor. Et kortvarigt undrende glimt gled over hendes lå øjne, inden hun rettede det ene øre lidt frem. Måske havde disse to ligeså mødt hendes mor? Hendes skepsis mildnedes en anelse, inden hun bekræftende nikkede imod den guldfarvede - mindre mekanisk denne gang.

,,Det er mit navn, ja. Hvem er i?"

Hendes stemme var feminin og bar præg af at virvar af toner; den skeptiske tone lå der stadigt, for hvorfra de to sjæle kendte hendes navn, vidste hun ikke. Det kunne være fra hendes mor, hvis de havde snakket med hende. Dog lå der andre toner, end den skeptisk - der lå en venlig, mild tone ligeså. Selvom den unge hoppe godt kunne virke afvisende og reserveret, da ønskede hun som sådan ikke at fremstå uvenlig eller uhøflig. Selvom hun havde været lille, da hendes mor havde forladt flokken, så huskede hun stadigt sin opdragelse. Hun skævede lidt imod den skimlede bagefter, og spørgsmål om hvem han var, stod stadigt ganske klart i hendes sind. Hun huskede ham.. Eller, gjorde hun?

[6]

Stilheden hvilede over de tre, efter den guldfarvede hoppe havde adspurgt den unge sorte, om hun bar navnet Nymphadora. Altaïr var ganske vidst på, at dette var den rette hoppe; ingen anden havde han set, med så særprægede aftegn, som hun bar. De selv samme aftegn, som det lille hoppeføl Ava havde ved sin side, for år tilbage.
Luften omkring dem var præg af en anspændt stemning; den unge Nymphadora, som de stod overfor, bar en skeptisk kappe over sig, en kappe som formegentlig var dannet af erfaringer med både svigt og sorg. Altaïr lod en dæmpet brummen forlade hans bryst, inden han lod sin mørke mule strejfe den guldfarvede hoppes skulder. Han trådte et lille skridt frem, og nikkede graciøst imod den unge Nymphadora.

,,Du husker mig måske ej, sorte Nymphadora, men jeg kendte din mor ganske godt, førend hun forlod denne ø, for at slutte sig til Skyggernes broderskab. Vi har mødtes engang, du og jeg, da du var ganske lille. Jeg er for dig ikke en bekendt - nok mere en fremmed, og om min skikkelse stadigt figurere dybt i dit sind, det ved jeg ej - men jeg husker dig. Husker din glæde og den kærlighed, som du gav din mor. Du unge sorte, vi kommer med et budskab, som jeg håber du vil lytte til."

Han tav herefter. Både den skimlede selv og den guldfarvede havde snakket med Ava, og Altaïr havde en fornemmelse af, at den guldfarvede måske havde en bredere og mere detaljeret version af den sorte hoppes budskab. Altaïr havde lovet én ting, men det møde han havde haft med Ava, var blevet afbrudt af selveste Lysets frembrud, og derfor var det ikke sikkert, at han havde fået det hele med. Dog havde han lovet Ava, at han ville gøre hvad han kunne for at holde hendes datter sikker; og den opgave, han bar med sig fra Den Vise bød ham at gøre hvad han kunne for, at den unge sorte ikke ville falde i Skyggernes klør. Med en simpel bevægelse gjorde han plads til, at den guldfarvede kunne stå ved hans side, og udtale de ord, som hun måtte have på hjerte.

[4]