[Trinse] - Why this place?

Få dage havde han betrådt denne jord og allerede nu, var han ikke sikker på at dette var stedet for ham - mange hopper og mange sindsyge af slagsen. Der var ingen respekt at spore i nogen af de hopper som betrådte dette land indtil videre og egentlig irriterede det ham noget så grusomt.. Respekt var en stor del af denne stolte hingst, han forlagte det ikke, han ønskede det bare - det lå lige så dybt i hans som det at trække vejret. Det at respektere de heste som man var iblandt var vigtigt.. Disse tanker kørte rundt i ham i en ond cirkel, hans sind var fanget og dette gjorde at han ikke vidste hvor han skulle hen eller hvor hans hove egentlig førte ham hen.


Da tankerne til sidst slap hans tag i ham og de kolde øjne begyndte at se hvor de havde ført ham hen, gik det op for ham at dette ikke var et sted han havde været før. Det mindede lidt og det sted han havde mødt den sorte og hidsige hoppe, men så alligevel ikke. Der var træer omkring ham og hvordan han ikke havde rart et af dem, vidste hans slet ikke. De hårde øjne faldt let rundt og det lette måneskin dansede ned af den mørke pels - han gik i et med træerne og nattens mulm og mørke. Det eneste som let lyste i det svage måneskin var de mange ar som stille flød over kroppen på ham - han var vant til lidt af hvert.

Et hårdt slag med halen brød stilheden i denne skov, der var stille næsten for stille. Mon andre valgte at betræde disse skove på denne tid og hvis ikke - hvorfor så ikke? De mange tanker legede med hans sind, det var ikke alle som var som ham, ikke alle nød denne stilhed og ikke alle turde være alene med sig selv og sine tanker. En hveps satte sig let på hans bagdel og inden halen nåede at smælde den væk, fik den bidt ham..

Et hingstet og smile irriteret hvin forlod den store, stolte og sorte hingst... så var natten begyndt.

Den grå hoppe var søgt mod den lille skovø Chibale. Hun havde brug for tryghed og at kunne føle sig sikker, og det følte hun, at hun lettest fandt her. For øen var lille og dermed let at overskue, og så var den dækket af skov, så man altid havde et sted at skjule sig mellem de mange træer.
Silvara havde aldrig været en hoppe, der var bange af sig. Tværtimod var hun mere modig end de fleste hingste! Men det hele havde ændret sig den skæbnesvangre dag, hvor hun havde mødt selve Døden forklædt som en mørk hingst med et kranie som hoved. Det var den værste dag i hendes liv, og den havde ændret alt ved hende...

Hun var nu paranoid, frygtsom og sky, og trak sig tilbage ved de mindste tegn på andre omkring sig. Hun havde altid været en enspænder, der befandt sig godt i sit eget selskab, men det her grænsede næsten til det sygelige... Hun stolede ikke på nogen som helst mere og følte sig derfor mest tryg alene. Men hun vidste, at hun ikke kunne fortsætte på denne måde... For det var hendes mod/dumdristighed og trang til at være alene, der havde ført hende til at blive overfaldet og voldtaget i første omgang. Så hun måtte snart søge hjælp, hvis ikke hun skulle ende med at blive helt sindssyg...

Hendes krop var langsomt ved at hele, og de mange væskende sår havde nu dannet skorper eller var ved at danne sig til ar. De eneste ting, der stadig stod som stærke minder fra den dag, var den lille levende skygge, der knugede sig fast til hendes manke, og hendes kæmpestore mave... Ja, Silvara var højdrægtig og skulle fole, hvornår det skulle være. Hun bar et Djævleyngel i sin mave, og hun anede ikke, hvordan hun skulle håndtere det. Hun havde aldrig været mor før, og hun havde svært ved at nære kærlige følelser for det afkom, der var skabt af Djævlen selv. Hun håbede derfor blot, at hendes moderlige instinkter ville vækkes til livs, når føllet engang kom til verden. For intet føl fortjente at være uønsket og blive forladt, ikke engang det her...

Natten var faldet på, og mørket havde sænket sig over landet. Silvara havde svært ved at sove om natten på grund af mareridtene, og denne nat var ingen undtagelse. Derfor var hun rastløst begyndt at vandre lidt fremad...
Hun havde gået helt fordybet i sine egne tanker i et stykke tid og fik derfor et kæmpe chok, da et hvin pludselig brød nattens stilhed. Hun fór sammen, hævede det spinkle hoved og prustede hurtigt ind og ud med næseborene. Hendes krop spændtes op som en bue og var klar til at spæne af sted, hvis det blev nødvendigt. Hun brummede dybt og fnøs advarende ud i det dunkle mørke. Hvem end der nærmede sig, skulle ikke komme tættere på!

Næppe havde han givet et hvin fra sig, før han hørte noget, ikke noget meget voldsomt men nærmere en forskrækkelse eller lignede, det lød som et dyr som ville stikke af - men som enten besluttede at han ikke var farlig eller som ikke vidste hvordan det skulle stikke af, uanset hvad gjorde dette ham nysgerrig. De kulsorte ører blev vippet i retning af lyde og det samme gjorde de kolde og mørke øjne. Et stykke tid stod den sorte hingst blot og lyttede, lyttede til natten, lyttede til træerne og lyttede til vinden. Der var ikke en eneste lyd som gav genlyd igennem skoven, han besluttede derfor at gå imod det sted hvor denne lyd var kommet fra, for måske dette kunne være noget interessant?

Kunne dette være interessant?

Den sorte hingst skulle ikke gå længe, før nattens månelys oplyste et væsen imellem træerne, denne skabning stod forstenet og forskrækket og det var tydeligt at dette var en hoppe - maven gjorde det ikke muligt at skjule. Han skridt øgede en smule og inden længe stod han ikke langt fra denne hoppe og selv om natten havde lagt sig som et tykt tæppe over denne skov, gjorde månen hende ret tydelig på grund af hendes anderledes sølvfarve. Han stoppede op få meter fra hende og løftede det store hoved, det hoved som var fuld af ar og det hoved, men var større end hendes. Han virkede skræmmende og hård af udseede - men om han var dette, det vidste han egentlig ikke. Han var en stolt hingst som havde sine grænser, men kunne han finde på at skade nogen som ikke havde gjort han noget ?

For at være ærlig... så vidste han det ikke...

Hun stod bomstille og lyttede ud i mørket, mens hendes næsebor åbnede og lukkede sig i hurtige stød. Hendes krop var anspændt, og alle hendes instinkter var på vakt. Hun var klar til enten at flygte eller kæmpe, alt efter hvad der ville blive nødvendigt for at slippe ud af en eventuel farlig situation!

Hun havde ikke ventet længe, før en mørk skikkelse trådte frem mellem træerne. En hingst, sort som natten. Hendes hjerte sad helt nede i halsen på hende og dunkede med 100 km/t, alt imens hendes krop frøs til is. Efter sit overfald kunne hun slet ikke klare synet af mørke hingste... Det fik hende til at stivne og panikke lige med det samme.

Som hingsten trådte nærmere hende og ud i månelyset, så hun, at hans krop var fuldstændigt tildækket af ar. Dette var blot endnu et dårligt tegn, for det gav hende indtrykket af, at han var en rigtig slagsbror.
Hun sænkede hovedet i en truende stilling, lagde ørerne fladt ned i nakken og blottede tænderne, alt imens hun slog det ene forben truende ud i luften. Han skulle ikke være ét sekund i tvivl om, at han ikke skulle komme hende for nær - denne gang ville hun forsvare sig selv, om hun så skulle dø i forsøget!

Denne drægtige hoppe gik da helt i selvsving over at han overhovedet nærmede sig. Det store mørke hoved blev løftet højt og forundret, han kom fra et land hvor alle kæmpede for alt - der var ikke noget som hed frygt, der var ikke noget som hed at give op og denne hoppe lignede en som ville gøre begge dele og for at være helt ærlig anede denne store hingst ikke hvad pokker han skulle gøre..

Hoppen valgte at sparke advarende ud efter ham, hvilket fik de mørke ører til at lægge sig i nakken på ham og et hårdt fnys forlod ham - hun skulle sælme ikke komme her og tro hun var en helt masse. Normalt var han en respektfuld hingst og ville måske have behandlet hende sådan hvis hun ikke havde valgt at reagere sådan. Så et hårdt og fyrrigt spark blev sendt i hendes retning ikke for at ramme hende, men blot for at markere at han ikke ville finde sig i alt ! Hun kunne vise lidt interesse eller bede ham om at gå sin vej - han ville i hvert fald ikke spilde sin td på en hoppe, som nærmest var bange for at se på sig selv.

Ville hun give ham en chance eller ville hun liste af i nattens mørke, for en ting var helt sikkert, han bakkede ikke og forlod hende - han var ikke en hingst som bakked eud for noget som helst - han gav aldrig op.

Som man nok havde kunnet forvente, faldt hendes reaktion ikke i god jord hos den mørke hingst. Faktisk endte hun kun med at gøre det hele meget værre for sig selv, da han valgte at reagere på hendes trussel ved selv at sparke ud efter hende - heldigvis ikke for at ramme, men dog for tydeligt at markere, at hun ikke skulle komme her og tro, at hun var noget. Hun sank straks sammen i kropssproget, sænkede hovedet i en underdanig stilling og smaskede overgivende ud i luften. Hun var ikke ude på ballade, hun havde blot forsøgt at beskytte sig selv... Hun fortrød dog bitterligt, hvad hun havde gjort - hvordan kunne hun have været så dum at tro, at hun kunne true en hingst på den måde, uden det ville skabe en magtkamp? Hun så skamfuldt ned i jorden og håbede blot, at han ville tilgive hendes lille panikangreb og vise hende barmhjertighed...

Det mørke blik faldt på denne hoppe og hendes holdning ændrede sig lige med det samme han markerede sig og et hårdt fnys forlod ham. Han var ikke en hingst som ønskede at slås, men han var på heller ingen måde en hingst som på nogen måde opgav hvis nogen ønskede at slås med ham. Hans ører var smækket i nakken, og hans vejrtrækning var en smule ophidset. Han smældede hårdt med halen og betragtede hende kort. Hun valgte at underkaste sig fuldstændig og dette var med til at mildne den store sorte hingst, han ønskede ikke at slås - men han forsvarede sig altid.

Hans vejrtrækning blev stille og roligt roligere og han prustede stille og fik kontrol over sig selv - han løftede hoved højt og stolt og så så blot på denne hoppe, han vidste ikke hvordan man skulle opføre sig lige nu -han var ikke vant til at en hoppe først hidse sig sådan op og så falde så roligt ned igen. Lige nu stod han blot og betragtede hoppe med hævet hoved og ørerne i nakken. hvordan ville hoppen reagere nu?

Hun åndede lettet ud, da hingsten prustede roligt og langsomt fik en mere rolig vejrtrækning igen. Åh, hvor var hun dog heldig - det var nær endt galt! Hun stod blot og betragtede ham, mens han forholdt sig tavs og passiv med ørerne lagt tilbage i nakken. Hun kunne ikke bebrejde ham; hvem ville ikke blive forvirret over at modtage sådan en reaktion, hun lige havde givet ham? Hun følte derfor også, at hun skyldte ham en undskyldning. Selvom hun ikke kendte ham og ikke stod til regnskab for ham på nogen måde, så vidste hun, at det ikke var en fair behandling at give en komplet fremmed, der ikke havde gjort hende noget. Så hun måtte hellere give ham en forklaring...

,,Det må du undskylde, Hr. Jeg er højdrægtig og er derfor blevet en smule paranoid overfor fremmede... Man vil jo så nødigt have, at der skal ske den lille noget."

Hoppen slappede mere af og brugte nu i stedet for hendes ord til at snakke med ham og hvad denne muskuløse hingst skulle lægge i dette vidste han ikke. Han var en hingst som ikke havde lært at snakke ordentlig med andre og han var hingst som ikke forstod hvordan han skulle behandle andre. Han havde lært lidt af hestene på dette sted allerede - hans møde med Nymphedora havde været lærerigt og det havde hans møde med den sorte hoppe Ava i princippet også. Han betragtede denne hoppe og vippede det ene ører en anelse frem mod hende for at hører ordentlig efter hvad hun siger. Han havde ikk eoverset at hun var drægtig og han vidste også hvad det betød - men han vidste ikke hvad kærlighed var, han vidste ikke at man kunne få kærlighed til en lille bule i maven. Han fnys en smule uforstående og i denne verden ville han nok blive betragtet lidt som en huleboer, han var ikke vant til at folk gik op i andre og at man tænkte på at være sammen med hinanden og danne familier.

"Det gør ikke noget, blot pas på - jeg er først nu begyndt at forstå og tøjle min vrede, du kunne have mødt Celtic og så var det endt galt"

Han snakkede næsten om Celtic som om det var en helt anden hest, men i virkeligheden var det den kolde, mørke og dræbende side af ham selv - hvis hun havde mødt ham, så havde han nok gjort alt for at dræbe føllet i maven på ham. Men for nu var det Chaos som stod foran hende og han var ikke så koldblodig en dræber - Han brummede en smule roligere og betragtede kort hoppens mave - hvorfor ville man gøre det ved sig selv?

Et lettet smil fandt vej frem på hendes mule, da han vippede det ene øre i hendes retning. Så var det måske lykkedes hende at få ham til at tilgive hende? Hendes ord om at være højdrægtig frembragte dog ikke andet end et uforstående fnys fra ham. Hun forstod ham dog godt; selv var hun absolut heller ikke en hoppe, der havde noget til overs for føl, og det var bestemt ikke frivilligt, at hun nu bar rundt på et selv. Hun brugte blot drægtigheden som en undskyldning for ikke at indrømme, at det var hende selv, der var blevet bange og paranoid efter sit overfald og voldtægten - og indtil videre havde det heldigvis hjulpet på de flestes forståelse, når de fik det at vide.

,,Jeg takker for din tilgivelse og lover at passe på." Hun tippede en smule uforstående hovedet på skrå. ,,Hvem er Celtic?"

Blikket faldt atter over denne hoppe, hun vidste selvfølgelig ikke hvem Celtic var, det gjorde ingen  - Celtic var en del af ham, Celtic var den side af ham han havde brugt ti at overleve der hvor han kom fra - han var kodet, dannet for at holde den store hingst i live. Han var den del af ham som hadede livet. Hadede at alle ønskede at leve i livet og hadede at alle troede de var noget. Hans blik gled rundt og han vidste at der ikke rigtig var en måde at forklare dette på hvorpå at hoppen måske ville kunne forstå det uden at tro at han var en sindssyg skabning. Han smældede hårdt med den sorte hale, en smule i frustration - han ville gerne forklare, men han vidste ikke helt hvor han skulle starte og hvordan han skulle starte denne sætning. Men hoppen havde stillet ham et spørgsmål og det ville være dybt uhøfligt ikke at svare. Han smældende atter engang med den sorte hale.

"Celtic er et monster - Celtic lever i de perioder hvor der er tid til det - hvor der er behov for det. Han dræber når der skal dræbes og torturere uden at tænke på konsekvenserne. Han ville have dræbt dit føl, uden at tænke over det"

Hingstens stemme var hård og mørk, han ønskede ikke at skræmme hende, han var ærlig og han lagde ikke skjul på noget. Derfor var det ekstremt farligt for en hoppe som hende at angribe folk på denne måde med det samme hun mødte dem. Han løftede hovedet en smule og valgte at lade øjne kort kigge rundt, før de atter faldt tilbage på denne grå hoppe - hun var meget gravid og kunne nærmest føde når som helst.

Hun fulgte hans blik rundt i landskabet og gøs let, som om denne Celtic kunne dukke op når som helst. Hun betragtede derefter den fremmede, der smældede hårdt med halen og nærmest virkede frustreret over et eller andet. Hun lyttede med rædsel til hans forklaring om den såkaldte Celtic og skuttede sig let. Han lød da ikke som en rar fætter... Hendes tanker gled kort tilbage til Kraniehingsten, der havde gjort hendes liv til et mareridt. Åh, hvor ville det dog være forfærdeligt, hvis hun mødte endnu en som ham...

,,Han lyder da til at være en helt forfærdelig hingst! Hvad kan jeg gøre for ikke at støde ind i ham?"

Han så hendes reaktion på hans bedre halvdel og vidste at dette ikke var en hoppe som var så stolte f hingste som ham selv. Han hævede hoved kort og rømmede sig lidt. Han kunne tydeligt se at det gøs i hende og på en eller anden måde kom det bag på ham at det kunne ramme en hoppe som hende på denne måde - hun var bange, bange for tanken om at møde Celtic. Den hingst som lå dybt inde i ham, den hingst som til en hver tid kunne komme brusende frem og angribe alt på sin vej - normalt skulle han provokeres frem og nogen gange, meget få sjældne gange - kom han blot frem fordi han kunne og fordi at Chaos kedede sig. Han lod de mørke øjne drage over på denne hoppe og prustede kort til hende og rystede en smule på hovedet over at skulle fortælle hende det.

"Mit navn er Celtic Chaos - Celtic er den hingst som er i mit indre - den hingst jeg kalder frem når jeg har brug for at overleve - den hingst som sørgede for at jeg ikke døde i det land jeg tidligere stammede fra... Han gør Alt hvad der skal til for at overleve og han tøver ikke med at tage livet af andre - han kommer normalt kun frem når han bliver provokeret til det eller når jeg ønsker at se ham.

Han stemme var rolig, og afklaret. Han vidste hvem Celtic var og hvad denne hingst var i stand til, men indtil videre kunne han kontrollere dette monster i sig, men hvor længe han kunne det eller hvor længe han valgte at gøre dette vidste han endnu ikke.

Hun betragtede med forundring, hvordan han virkede til nærmest at få det helt ubehageligt over hendes spørgsmål. Han hævede hovedet og rømmede sig lidt, som om han skulle til at fortælle noget meget ubehageligt, inden han kort prustede til hende og rystede en smule på hovedet, som om det var helt skørt det her. Hendes nysgerrighed var med det samme vakt, og hendes ører vippede skiftevis tilbage og frem mod ham igen. Hun havde på ingen måde forestillet sig, at hendes spørgsmål ville frembringe denne reaktion hos ham, så nu var hun godt nok spændt på at høre, hvad han havde at fortælle.

Men intet kunne forberede hende på dét, hun nu hørte! Hans navn var Celtic Chaos, og han omtalte Celtic som den hingst i hans indre, han kunne kalde frem, når han havde brug for det eller blev provokeret til det. Hans stemme var helt rolig, som om han bare var helt afklaret med det faktum, at han var to personer. Skrækken stod malet som en maske på hendes ansigt. Den såkaldte Celtic stod lige foran hende, og hun havde været få sekunder for at provokere ham frem til overfladen! Hendes øjne flakkede nervøst ud til siderne for at overveje eventuelle flugtveje, inden hun samlede mod til sig og så hingsten i øjnene igen.

,,Jeg sætter pris på din ærlighed, Chaos. Og jeg takker dig for at have tøjlet denne såkaldte Celtic, selvom jeg provokerede dig."

Hun bed sig nervøst i læben, mens hun overvejede, om hun skulle sige sine næste ord eller ej. Hun kom dog hurtigt frem til, at hun gerne ville, da hun på en eller anden måde følte, at hun skyldte ham at være ærlig, nu hvor han havde været så ærlig om sig selv - og så kunne det også være, at han bedre forstod, hvorfor hun havde reageret, som hun gjorde. Hun tog derfor en dyb indånding, inden hun så på ham med et lille smil.

,,Jeg føler derfor for også at være ærlig mod dig. Mit navn er Silvara, og jeg er ganske rigtigt drægtig... Men dette er ikke noget ønskebarn. Jeg blev groft overfaldet og voldtaget af en fremmed hingst, og da jeg var i brunst, er det her resultatet. Derfor er jeg blevet en smule paranoid over for fremmede hingste nu..."

Han kunne tydeligt se at rædslen stod malet i hovedet på hende og at hun bestemt fik et chok over hvem det var hun egentlig stod ansigt til ansigt med. Dette udtryk var han yderst vant til, der hvor han kom fra havde Celtic været en stor del af hans liv og folk vidste hvem han var - så når han endelig kom frem fra sit skjul, vidste folk hvem han var.. Han så på hende og ville egentlig ikke sige han havde ondt af hende. Choas var en kølig og følelsesløs robot og han var endda den søde af de to sider som han havde. Han smældede hårdt med halen for at bryde tankerne og så, så atter på denne hoppe.


"Celtic er.. Anderledes, han kommer frem når jeg ønsker det, har igennem årene lært at styre ham, men hvis folk røre mig - så tændes hans vrede og hans urgamle dræber instinkt.... "


Han smældede hårdt med halen og lagde blikket på hende, da hendes stemme atter lød og hun begyndte at forklare hendes situation. Han vippede ørerne let frem og hurtigt tilbage igen. Han ville gerne sige at han havde ondt af hende og at det var synd for hende, men han havde bare ikke de følelser i sig, han følte ikke, han havde ikke ondt af nogen - han havde ikke empati overhovedet. Så han så blot lidt forundret på hende - han kunne i en anden verden sagtens selv have fundet på det her. Han kunne dog på ingen måde finde på at voldtage, da det ville kræve at han lod et afkom komme til verden og det ønskede han ikke.

"det er en stor mundfuld... han har i følge nogen... ikke gjort det ordentlig hvis du stadig venter et afkom"

Han var ikke en føl hingst og hvis han nogensinde lod et afkom komme til verden, ville det være et mirakel..