[Titan] Tittebøh ?

Endnu engang havde den lille hoppe bevæget sig frem til et sted hun aldrig havde været før, hun stod for foden af et bjerg som gik op. Hendes blik førtes let op af det store bjerg, mon egentlig hun havde tænkt sig at gå derop? Hendes blå øjne spejdede let rundt, men de faldt hurtigt på en lille hare som hoppede muntert af sted. Det blide hoved faldt en smule på skrå og hun betragtede let denne lille skabning som så ud til at hygge sig helt vildt og eftersom hun manglede noget at lave - så skulle hun da prøve og lege med denne lille skabning. Hendes ører vippede sig langsomt frem og inden hun vidste af det, begav hun sig ud i et lille spring op og frem, lige som kaninen havde gjort det. Dette var umådeligt sjovt og den blide latter flød let fra hoppen, inden hun atter hoppede videre lige som kaninen havde gjort det. Dette ville være et syn for guder - en hoppe som legesygt hoppede rundt efter andre skabninger i skoven.

Natten nærmede sig stille, men egentlig ikke noget hoppen bemærkede hun hoppede let rundt efter kaninen et stykke tid, før den stoppede og begyndte at spise - hendes blik løftede sig nu og så at hun befandt sig i en slags del, hvor der var en tilhørende lille sø. Det så noget så smukt ud og hun var en smule solgt, hun elskede naturen, elskede alle ting i naturen og elskede alt den godhed som befandt sig rundt omkring.

Den sorte mulespids strakte sig nu ned md denne lille skabning og gav den et let lille dut - den kiggede op på hende, før den stak af - den havde taget benene på nakken og nu stod hoppen der, blid og en smule forundret over at denne skabning stak af. Et blidt hvin forlod hende, en smule undrende.

Titan havde søgt mod Enophis. Der var noget han skulle. Noget vigtigt endda, men han vidste ikke hvor han skulle starte eller slutte. Han havde allerede været en smule rundt omkring, og havde besluttet sig for det var på tide at stoppe for den dag. Så snart mørket faldt på, ville det næsten være for farligt at rende rundt i det ujævne terræn. I stedet havde han søgt væk derfra for i stedet at søge efter et sted han kunne fylde maven med vand og græs - og få noget søvn. Han havde brug for alt den energi han kunne rage til sig.

Noget havde stoppet ham på vejen. En skabning der hoppede rundt på en måde han ikke havde set før. Hovedet blev tippet på skrå - først den vej og så den anden vej. Når først der blev helt mørkt gik han nemt i ét med omgivelserne. Han var kulsort - ligesom sin søster, men uden de blå aftegn, og før hun blev en del af skygger, uden den hvide gennemløbende blis. Men hvor Avas øjne var blå, var hans egne grønne, men han kunne ikke selv forklare hvorfor. Han havde dog en lille idé om de ikke havde været det altid, og måske skyldtes den luskede skabning fra Chibale, som hans bedste ven kaldte for far.

Der gik lidt tid før Titan egentlig fandt grunden til de sjove hop, og det var ikke før en hare spænede væk fra hoppen. Noget der fik ham til at liste over mod hende og strække halsen frem - så lydløst han overhovedet kunne, og håbede på vinden ikke ville afsløre hans tilstedeværelse. Kunne han mon nå at dutte til hoppens balle med mulespidsen eller ville han blive taget på fersk gerning?

1

Hoppen stod længe og så efter denne lille skabning som havde valgt at tage flugten væk fra hende, nu hvor de lige havde det så sjovt. De blå øjne stirrede lidt ud i nattens mørke - hvad skulle hun dog nu give sig til, de hvide øre vippede nu lidt frem og tilbage i takt med lydende som dansede igennem denne nat. Hun var opmærksom lige nu og dette betød dog også at hun hørte en nærme sig, hun vippede hovedet tilbage og kiggede let over skulderen, i første øjeblik så hun ikke noget - men efter et øjeblik så hun en hest nærme sig, han var sort som natten og lignede en som søgte hende. Et kådt hvin forlod hende kort, før hun let og meget dansende vendte rundt på stedet. Det hvide hoved vippede let på skrå og betragtede denne hest som nærmede sig.

Hvis hun ikke tog helt fejl, så var denne en hingst han glemte sig godt i natten, men hans muskulatur var tydelig i en silhuet og hvis dette var en hoppe, så ville hun blive yderst overrasket. Men hun havde dog også lært at man ikke kunne dømme alle udelukkende på deres udseende og hun ville tage lige så godt i mod denne hingst, hvis det viste sig at være en hoppe. Hingsten var kommet tæt på og så længe han ikke rørte hende, havde hun ikke den mindste bekymring ved at snakke med denne nattensvandrer..

Det hvide hoved blev let bøjet i et mildt naj foran denne hingst - hun var opdraget til at skulle vise respekt og det ville hun gøre overfor alle hun mødte og dette galt også denne fremmede, eftersom hun ingen ide havde om at nogen kunne have onde hensigter - så hun behandlede alle som hun ville have behandlet et medlem af hendes flok.


"Godaften hr. nattevandrer"

Et let smil lå over den mørke mule og hele hendes hvide krop nærmest lyste op i månens stråler - hun kunne i gemme sige lige så godt som denne mørke hingst.

Så snart hoppen havde vendt sig om og set mod ham, trak Titan også mulen og halsen til sig igen. Hovedet var hævet så han stod med rank ryg. Han var højere end sin søster, men bygget på samme måde. Han havde lært meget fra hende, for hun havde stået for hans opdragelse - eller....... En del af den! Meget kunne man sige om Titan, men voksen og ansvarlig var ikke to ord man oftest ville knytte til hans navn. Stor legebarn var til gengæld en passende beskrivelse. Hvis ikke man vidste det, ville man nok heller ikke gætte på han var far til en lille datter.

Han betragtede nysgerrigt den hvide hoppe, der i modsætning til ham var meget tydelig at se. Der var ikke meget camouflage over hende. De stod i meget stærk kontrast af hinanden. Den ene hvid som sne og den anden sort som ibenholt.

Nattevandrer..... Det var ikke første gang han var blevet kaldt det, og højst sandsynligt heller ikke sidste. Han havde det med at bevæge sig meget rundt i mørket - eller også om dagen, men især når nattetimerne faldt på.

"Godaften Snehvide"

Der lå en munter tone i hans ord. Titan var ganske enkelt også en meget munter hingst. Munter og positiv. Noget der igen fik ham til at skille så ud, når man stillede ham op mod hans bedste ven og søster. Ingen af dem virkede særlig muntre eller positive. Men så var det godt han havde nok til 3.

"Jeg har aldrig set nogen hoppe rundt på sådan en spøjs måde... Hvor er du fra?"
 

2

Hingsten rettede sig op og betragtede hende en smule og hun kunne ikke lade være at lade blikket ned over ham - han lignede ikke nogen af dem hun tidligere havde mødt på denne eng og om dette var godt eller skidt, det var hun ikke sikker på - hun dømte altid hver hest for sig selv og så længe de var til at have med at gøre - så var hun ligeglad. De blå øjne søgte denne hingst, han var spændende, han lignede en som var skabt til at danse rundt i nattens mørke i modsætning til hende, hun var en som ikke rigtig hørte til andre steder end i en snestorm - hvilket hun aldrig før havde oplevet. Hingstens stemme lød nu og han kaldte hende Snehvide, dette havde hun ikke før hørt om sig selv, men man kunne vel sige at det i princippet var meget passende. hun var hvid, som sne og ja hun kunne vel ikke argumenterer mod den fornuft som denne hingst for nu bar.

Han stemme lød nu igen og ja hun havde været en smule fjollet, hun elskede at være fjollet - men mon det ville blive modtaget godt på dette sted vidste hun ikke og hun var egentlig også en smule ligeglad - eller det passer ikke, ville næsten være sikker på at hvis nogen sagde til hende at de ikke brød sig om det, så ville hun mod sin vilje lade være. Hvor hun kom fra, det var et stort spørgsmål - kunne hun svare på det uden at fortælle hele sin livshistorie?

"jeg kommer fra Fjalland - fra en flok som hed Sanos, min far var Andrali"

Om dette sagde denne mørke hingst noget vidste hun egentlig ikke, men det var en kæmpe flok ikke langt fra dette sted, troede hun.. men hvis man bare kendte en smule til dette, ville man vide at denne hingst førte hele hans flok med jernhånd og på ingen måde ville lade hans datter opleve noget slemt eller så meget som at se på andre hingste - man ville kende lidt mere til jitter.

"Hvad med dem de sorte hingst?"

"Fjolleland?"

Det lød i hvert fald som om hun havde sagt Fjolleland. Resten var meget nemt at høre, og det gav også rimelig god mening. Også Fjolleland, når hun nu havde hoppet rundt på en fjollet måde. Hovedet gled på skrå, som han fortsat betragtede hende - velvidende han absolut ikke var lige så nem at se. Selvfølgelig kunne han ses, men han var stadig godt gemt.

"Jeg er opvokset her... I Andromeda. Men jeg er ikke født her. Jeg ved ikke hvor jeg er født. Jeg husker det ikke. Jeg var meget lille da jeg kom hertil"

Titan havde ikke været mere end nogle få dage, måske endda kun få timer, gammel, da han landede i Andromeda. Han var kommet dertil af en anden grund end de fleste andre, og havde derfor ikke oplevet nogle ubehageligheder på hans rejse dertil. Det eneste der kunne tyde på han ikke havde haft det nemt som lille, var de små klip i hans drømme, der enten var noget der var sket, eller noget han bare forestillede sig, hans liv ville have været, hvis ikke han var kommet til Andromeda. Hvis det var sket, huskede han det i hvert fald ikke.

"Du må være en af de nye. Jeg er både glad og ked af det på dine vegne"

3

Et blidt og mildt grin forlod den snehvide hoppe, da hingsten spurgte om hendes hjem hed Fjolleland. De blå øjne søgte ham kort og hun rystede mildt på det lille fine hoved - om han havde spurgt for sjov eller om det var et oprigtig spørgsmål, det var hun ikke helt sikker på, men hun valgte i stedet at lade det ligge. Hun vippede let ørerne frem, da hingsten stemme igen lød, han var ikke født her, men kommet hertil som meget ung. Det ville sige at han i hvert fald havde levet på disse egne i mange år - så måtte han kende en hel del til stedet her. Hun var nysgerrig, hun ville vide så meget om dette sted som overhovedet muligt - men alligevel ønskede hun ikke bare at udspørge ham med det samme.

"Det lyder da til at du så kender dette område godt? Håber da at dem selv og deres familie er faldet godt til på dette sted"

Hendes ord var oprigtige, hun havde selv haft en virkelig skøn barndom, dog med en far som var alt for overbeskyttende -- hun havde aldrig nogensinde mødt andre hingste end dem som var i flokken og de havde ikke haft lov til at flirte eller lignende med hende, så det gjorde at hun ikke kunne forstå dette. Hun havde aldrig nogensinde oplevet nogen former for fare, så hendes far havde måske været en smule mere overbeskyttende end hvad godt var - men hun elskede sin opvækst og sin familie. Hans næste ord fik hende til at vippe et ører ud til siden, hvorfor sagde han dog det.. Et lidt uforstående brum forlod hende.

"hvad mener de hr? både godt og skridt?"

Hun var en smule forvirret, hun havde troet at dette sted var skønt, roligt og afslappende - men han virkede til at det måske ikke helt var det sted som hun måske rigtig gerne ville være.

"Jeg vil mene jeg kender stedet her rigtig godt, ja"

Han havde været over det hele. Godt nok havde han været en del af Teylar længe, men før det havde han været hele Andromeda rundt - og selv efter han havde sluttet sig til resten af den familie der var i Andromeda, havde han strejfet omkring for at undersøge endnu mere af landet. Det var som om der åbnede sig nye stier for hver gang han undersøgte et sted. Som om han hele tiden så noget han før havde overset.

"Jeg tror da de andre familier er faldet godt til?"

Titan var ikke vant til fornemt sprog, og derfor forstod han hendes ord som om hun snakkede om de andre familier i landet. Der var trods alt nogle stykker af dem. Ikke så mange der rent faktisk var fra Andromeda, for de fleste han kendte var kun lige ved at vokse op. Men der var da nogle stykker der havde slået sig sammen, var faldet til og havde skabt en familie. Selv kunne Titan jo ikke vide om han var faldet til eller ej, for han kendte ikke til andet.

"Jo........ Ser du....... Nogen mener at man er død når man lander her.... Men at det er en ny chance på livet som ikke alle får. Så ked af det hvis du er død, men glad på dine vegne fordi du har fået en ny chance"

Et bredt smil blev sendt i hoppens retning. Det var ikke altid han havde nogen situationsfornemmelse. Faktisk havde det givet ham problemer flere gange, men aldrig noget han ikke kunne klare. Nogle gange gik folk bare, men andre gange kunne han snakke sig ud af det.

5

Hendes øjne var lidt fanget af denne hingst, hans personlighed virkede egentlig til at være venlige og til gerne at ville andre heste - men det virkede også til at han måske prøvede at skræmme hende lidt, men hun kunne ikk ehelt finde ud af om det var fordi han ikke vidste at disse ord måske kunne skræmme en eller om han blot ønskede måske at skræmme denne hoppe væk. De klare blå øjne søgte lidt hans, søgte hans forståelse eller hans intentioner - hun var nysgerrig og hun var i særdeleshed også nysgerrig i hvorfor denne hignst havde netop denne mening omkring dette sted. Det var egentlig en meget voldsom statement. Et lettere uforstående brummen forlod hende, hun vidste ikke helt om hun burde spørge ind til dette, men kiggede blot lidt væk før de blå øjne atter søgte ham.

"Jeg ønsker ikke at dø og mener da intet videre ikke at dette sted bliver min død - jeg har udelukkende stødt på flinke personligheder og som virker til at ønske folk det bedste?"

Den blide hoppe var en smule uforstående, men ønskede heller ikke at snage i denne hingst tanker, det var ikke sikkert at han ønskede at dele sine meninger med hende - hun var trods alt en komplet fremmed og ja hendes sind var mere åbent og nysgerrigt end de flestes.
Hendes hale smækkede blidt bag hende og hun trippede kort på stedet, denne hingst var ny og spændende og mindede egentlig ikke om nogen som helst af de andre og hun vidste egentlig ikke om dette var godt eller skidt, men når man kom fra et sted, hvor alle hingste var ens - så var dette nyt og spændende.

"jeg undskylder for min nysgerrighed min herre"

"Nej nej.... Det bliver ikke.... Men mange mener at det er her man kommer til når man er død. Eller selvfølgelig hvis man er født her."

Titan var ikke født i Andromeda, men han kunne heller ikke selv vurdere om andre talte sandt, for han havde været for lille til at vide hvad der foregik. Han vidste kun hvad andre sagde, og de fleste sagde det samme. Det var sådan de mange historier om deres gamle liv var. Mange havde været ude for noget lignende hinanden, men alligevel var alle historier forskellige.

"Det er skam ikke noget at undskylde for.. Uden nysgerrighed lærer man aldrig noget nyt. Men du behøver ikke kalde mig "herre". Mit navn er Titan"

Det var måske blevet på tide at præsentere sig selv. I hvert fald var det lidt nemmere at at tiltale hinanden. Titan trippede et par skridt til siden med knejset nakke og ørerne vippet fremad.

"Men jeg vil ikke kalde landet her helt ufarligt. Der er visse steder man skal undgå, hvis ikke man ønsker at sætte livet på spil. Det er ikke alle der kommer uskadte derfra. Der er mørke kræfter der sætter kløerne i nogen og overtager deres sind"

6

Hendes ører vippede helt frem mod denne hingst, hun var nysgerrig og han vidste da en helt masse som hun ikke vidste eller havde hørt. En ting fik hende dog til at tænke, det med at mange sagde at dette var en slags himmel eller hvad man nu kunne kalde det, at man kom hertil når man var død - men det var hun da ikke, eller var hun det? Var det derfor hun var kommet væk fra sin flok, derfor hendes far ikke længere beskyttede hende - tanken fik hende til at stå lidt i hendes egen verden. Det sidste hun kunne huske var at hun havde vandret en smule udenfor flokken territorium, for måske at se om hun kunne finde nogen hun ikke havde snakket med mere og dette havde hun også gjort - men hun kunne ikke huske hvad der efterfølgende var sket. hun stod i sine egne tanker og man kunne nemt fornemme på hende at hun ikke helt var til stede i et kort øjeblik, hvis man gerne ville. De blide øjne vågnede dog lidt til live igen og blikket blev atter rettet på denne hingst da han sagde hvad han hed. Den sorte mulespids blev let løftet i et smil

"hyggeligt at møde dig Titan - Mit navn er Jitterbug - ikke at jeg nogensinde bliver kaldt det"

Hendes smil forblev på selv om han snakkede om disse farlige områder - hun var en smule betaget, men alligevel havde hun altid lært at der ikke fandtes fare, dog lød han til at det var en meget virkelig ting han snakkede om og det forvirrede hende blot en lille smule - havde hendes far valgta t holde hende så indelukket som nogen havde nævnt ? hvis dette var tilfældet, hvorfor havde han så ikke valgt at lade hende udforske lidt og eventuelt prøve at møde nye og sjove skabninger som denne hingst?

"Jeg tror ikke det hjælper at fortælle mig om fare - er opdraget til at disse ikke findes og alt er en dans på roser"

Hendes stemme var som altid blid og nærmest smilende - men man kunne hører den lette forvirring i hendes stemme, hun var begyndt at indse at hendes far måske tog fejl og at der fandtes mere i denne verden end blot godhed og glæde - ikke noget hun nogensinde ville slippe, men det kom bag på hende at ikke alle ejede disse kvaliteter.

"Det lyder som et interessant navn. Men hvis andre ikke kalder dig det, hvad bliver du så kaldt?"

Titan havde mange kælenavne, men ofte brugt af dem der var aller tættest på ham, som hans brother from another mother. En han ikke havde set længe - som han ikke så lige så ofte mere som dengang de havde været helt små og uadskillelige. Men alligevel var det som om de aldrig havde været væk fra hinanden når de mødtes efter lang tid. Titan rystede på hovedet af hende med et lille smil.

"Det er ikke noget man bliver opdraget til. Det er noget man er vokset op med. Men jeg vil råde dig til at lytte....... Det her er ikke det samme sted du kommer fra. Der er meget mere på spil her. Selv hvis nogen kalder det himlen er det ikke alt sammen lyserøde skyer og regnbuer. Der er mørke kræfter. Skyggerne. De vil mørklægge Andromeda og kvæle alt liv. De ofrer gerne andre i vulkanen. Så hvis du er seriøs om ikke at ønske at ende op død, må du hellere glemme det du ved, og se på Andromeda med et par nye sæt øjne"

Han ønskede ikke skræmme hende, men det var også vigtigt. Han havde selv været på øen sammen med den skimle hingst, der skulle forestille at være en god ven af hans søster. Men det var bare ikke hans søster de var rendt ind i, og den der skulle forestille at være hans søster - den der havde været der mens han voksede op, passet på ham og opdraget ham, Havde også angrebet ham og den anden, hvis ikke det skarpe lys havde passet på dem. Men så vidt han vidste, var det ikke sket for andre. Det var også det skarpe lys der havde sendt ham til Enophis og bjergene i første omgang.

7

Smilet forlod hende ikke, denne hingst var underholdende og han spurgte nu til hvad andre kalder hende og hendes smil blev blot en lille smule større, hvad folk kaldte hende var mange ting - hun var næsten aldrig blevet kaldt for sit rigtige navn og hvad hun nu lige skulle sige til denne hingst var faktisk en smule uvis. Men hun ville da prøve at besvare hans spørgsmål, skulle det besvares præcist, kort eller have en længere forklaring? Et blidt fnis forlod hende, men dette var dog omkring hendes egne tanker.

"Jamen mine kaldenavne er mange og jeg er sikker på at du ikke vil spilde hele natten på at hører på dem, men blandt de mest populære er Jitter og Jitsen"

Det smil som fra mødet start havde ligget på hendes læber, var dog en smule på vej væk i takt med de næste ord han sagde. Hun vippede hovedet en smule på skrå og lod blikket falde lidt forvirret rundt. Hvorfor stod denne hingst og snakkede om mørke, snakkede om det onde som dansede igennem dette sted - men hvorfor? Hvad var det onde, hvad kunne det onde gøre og hvad ville det onde gøre? Hun havde aldrig før hørt om disse onde ting og mørke ting. Hun var jo en hoppe som nærmest levede for alt det gode i verden. Hun ville passe på alle og hjælpe alle og det faktum at ikke alle tænkte sådan - kom bag på hende, så meget at hun forsvandt lidt væk i sin egen verden.

Hendes kropsholdning var nærmest lidt frosset og hun stod blot og stirrede lige ud i mørket - hendes ellers så glade sind var lige nu på overarbejde, i takt med at hun prøvede at bearbejde alle de informationer om det mørke hun havde fået - hvorfor fandtes der dyr som ønskede at skade andre? som ønskede at være efter andre og se andre lide? Hun kunne simpelthen ikke forstå det.

"Jamen så tror jeg at jeg vil kalde dig....... Ladybug...."

Hun var jo en dame, og hendes navn sluttede på bug. Og så lod hun til at være mindst lige så underholdende som en mariehøne. Hovedet blev tippet en anelse på skrå mens han betragtede hendes smil forsvinde. Det var først der det gik op for ham han måske havde skræmt hende en smule med den information han lige havde slynget i hendes retning. Hun kendte jo ikke til landet og den måde tingene hang sammen på - sådan lød det i hvert fald. Som hun stod der og lignede et dødt træ, kunne Titan ikke lade være med at dutte til hende med mulen for at se om der stadig var liv i hende.

"Er du okay?"

Godt nok lignede hun ikke en der var okay, men hun lignede heller ikke en der var ved at dø - med mindre man talte skræk med, men om det var noget man rent faktisk kunne dø af, vidste Titan ikke. Det var ikke noget han havde oplevet før. Ørerne var rettet fremad mod hoppen og hovedet gled igen på skrå mens han betragtede hende. Han kunne sagtens give sig til at drille hende med hun måske var bange for mørket, og alligevel lod det ikke til at være det rette tidspunkt at joke på. Hun kendte ham jo heller ikke godt nok til at vide hvornår han lavede sjov og ikke. Men lige i det øjeblik, lavede han så absolut ikke sjov.

8

Hun havde stået i hendes egen verden for at bearbejde de ting som denne sorte hingst havde fortalt hende - det mørke han havde snakket om og de farer som han mente levede på dette sted, på en måde vakte det hendes nysgerrighed da hun aldrig havde mødt sådan noget før - ville hun vidst gerne prøve at møde dette mørke for at finde ud af hvad dette mørke var - men noget i hende sagde at det måske ikke var det smarteste at møde sådan et mørke´, han fik det til at lyde slemt, så slemt at hun nok burde overveje at kunne tøjle sin nysgerrighed, men dette var ikke ligefrem noget hun var kendt for at kunne gøre... Men med et blev alle hendes tanker revet itu... Det føltes som om hende hendes verden splintrede...

Han rørte hende....

Den ellers afslappede hvide krop blev nu helt stiv som et bræt, alt spændtes som en flitsbue og hendes blik blev rettet lige ud. Men dette var ikke nok, angsten skyllede ind over hende som en blomst der blev overfaldet af en tornado... De blå øjne skreg af en dødensangst og hele hendes krop begyndte efter kort tid at ryste. Hun havde så længe hun kunnet huske hadet at blive rørt ved, hun elskede nærheden og hun ønskede inderligt at nogen kunne røre hende - men hun kunne bare ikke .. det kunne hun ikke.

Den hvide før dansende hoppe, stod nu som en statue og stirrede ud i intetheden, stod som om hun forventede at blive dræbt ved den næste berøring og fine spinkle flanker var nu begyndt at ryste voldsomt - det havde intet at gøre med at det var HAM som havde rørt hende, det var bare det at nogen overhovedet havde rørt hende - hvor længe hun kunne stå der... det vidste hun ikke, det var som om hun fik et blackout når hun endte i disse situationer.