On my way (åben)

Enophis....... En ø Titan ud og ind mere eller mindre. Han havde været rundt på alle øerne flere gange, fulgt alle stier og skabt sine egne. Betrådt jord hvor ingen andre havde været og fundet næsten magiske steder. Så flot natur man ikke ville kunne tro sine egne øjne - og han var endda opvokset i Andromeda. Andromeda var alt han kendte til, og derfor havde han været alle steder.

Han havde sine yndlingssteder spredt over hele Andromeda. Et af dem var Enophis' bjerge. Fra toppen - nej ikke engang fra toppen, men bare fra nogle af de små afsatser, kunne man se en god stor del af resten af øen, og på en skyklar himmel kunne man endda se et par af de andre øer.

Titan var ikke lige så sikker i sine skridt når han bevægede sig på ujævn grund. Ikke lige så sikker som hans søster, og alligevel havde han aldrig glemt de små tricks. Da han endnu havde været føl, havde hun slæbt ham med rundt i det bjergfyldte landskab. Han havde åbnet sine øjne på Chibale, men havde også hurtigt set bjergbeklædt landskab og følt stenene under hans hove. Deroppe havde de været i sikkerhed, og deroppe var han altid faldet til ro som lille. Han lod blikket glide opad for at betragte den stejle sti han skulle følge, og tog de første skridt.

4

Den gyldne, elegante hoppe Nzuri var søgt mod den største ø i Andromeda. Selvom hun var faldet ganske godt til på Zenobia sammen med sin søster og ham dér den gyldne ørkenhingst, så kunne hun ikke undgå at føle sig draget mod de andre øer også - og hun var derfor kommet til den konklusion, at det nu var på tide at rejse lidt rundt på egen hånd og opleve resten af Andromeda. Derfor var hun svømmet direkte fra Zenobia og over til denne ø Enophis, som hun nu glædede sig enormt til at udforske.

Og man kunne ikke sige andet, end at det var en utrolig smuk ø. Denne mindede meget mere om hendes hjemland, end Foehn og Zenobia gjorde. Den var stor, frodig og fyldt med bjerge - præcis lige som hendes hjemland. Efter at have vandret lidt igennem skovene havde hun straks sat retningen ned mod de store bjerge i bunden af øen - for hun var ikke ét sekund i tvivl om, at det var dem, hun ville udforske!

Selvom der også havde været mange bjerge i hendes hjemland, var hun faktisk ikke nogen udpræget erfaren bjergvandrer. Jovist havde hun været på små ture hist og her i forbindelse med nogle kongelige optog, men ellers havde hun mest holdt sig på sit slot, som lå nede i en dal. Hun havde dog altid drømt om at søge op i bjergene, der omringede dalen, og drage på eventyr - så det fik hun endelig chancen for nu!

Stien opad føltes mere behagelig end Titan først havde forventet. Den var ikke så forfærdelig stejl, og der var heller ikke tusindvis af småsten der kunne trille ham ned igen. Han kunne kun håbe på det ville fortsætte sådan resten af turen, men inderst inde vidste Titan godt det var umuligt. Der var mange bjerge – ikke kun et, og nogle af dem mere stejle og kantede end andre. Brede stier og smalle stier ville han med sikkerhed komme ud for, og skulle skygger eller diverse rovdyr ikke lure omkring hjørnet, var der stadig risiko for at styrte i døden ved enten et stenskred eller overbalance nær en klippekant. Men op – Det skulle han! Så meget var helt sikkert. På det punkt var han mindst lige så stædig som sin søster.

Da han nåede det første lille område der mindede om en slags afsats vendte han sig rundt for at se hvor langt han var kommet. Desværre var det ikke lige så langt som han havde håbet på, for hverken træerne eller den hoppe han fik øje på, var så små som Titan havde forestillet sig de ville være…. Hov vent…. En hoppe…. Ørerne blev straks vendt fremad og noget af den energi Titan ellers havde besluttet sig for at spare på, trådte helt af sig selv frem i lyset. Af ren og skær iver måtte han trippe en smule på stedet. Blikket blev kastet i retningen af den sti han lige havde fulgt, og bare lige for et kort øjeblik overvejede han at tage turen ned igen. Han nåede tilmed at tage et enkelt skridt i den retning, før han alligevel ombestemte sig og i stedet sendte et hingstet vrinsk mod hoppen.

4

Da hun nærmede sig de store bjerge, gik der ikke længe, før hun fik øje på en hingst, der stod på en afsats længere oppe. Han var et smukt syn; slank og smidig lige som hende selv, men sort som natten. Og hvis ikke hun tog meget fejl, lignede det, at han havde grønne øjne? Det var i sandhed et prægtigt syn, som hun aldrig havde set magen til før!
Pludelig vendte han sig rundt og fik ligeledes øje på hende. Og til hendes store glæde ignorerede han hende ikke bare, men sendte i stedet et hingstet vrinsk imod hende. Hun lyste op i et stort smil, inden hun straks gav sig til at trave op ad stien mod ham med et lyst, hoppet vrinsk.

Ørerne vrikkede rundt i alle retninger, men blev skubbet fremad da det lod til hoppen besluttede sig for at tage turen op til ham. Det var ikke fordi han var kommet så langt og det var heller ikke så forfærdelig stejlt, men hun lignede stadig ikke en der var vant til at færdes i bjergene med de spinkle lemmer. Hun lignede mere en….. Ørkenhoppe.

Titan betragtede hende intenst og jo tættere hun kom på ham, jo flere skridt fik han taget i hendes retning også. Selvfølgelig kunne han ikke lade være med at vise sig frem fra sin energiske side, og han kunne heller ikke lade være med at gøre sig lidt til. Hun var trods alt en flot hoppe. Nakken blev knejset og skridtende lidt større. Højere benløft og længere end normalt.

1

Det glædede hende at se, at han til hendes store held også begyndte at skridte hende imødekommende i møde. Han var et prægtigt syn, som hun nød at beskue, da han rigtigt gjorde sig til for hende og viste sine hingstede sider frem. Han knejsede nakken for hende og bevægede sig fremad med høje, elegante benløft. Hun smilede imponeret af synet, inden hun stoppede op foran ham og sendte ham et blændende smil.

,,Goddag, du sorte og prægtige hingst. Sikke du kan bevæge dig!"

Titan vidste udmærket godt man kunne risikere at få et hak over mulen, hvis ikke man holdt en tilpas stor nok afstand til nogle hopper. Det var ikke alle der brød sig om man kom tæt på. Titan havde aldrig rigtig taget sig af det, og havde egentlig bare anset dem for været en smule sippede. Han tog heller ikke særligt hensyn til denne hoppe – om hun ønskede ham 1 meter væk, 3 meter væk eller endnu længere væk. I stedet fortsatte han tæt nok på til nogen kunne føle deres personlige rum blev invaderet, og strakte mulen frem for at snuse til hoppen. Nærgående kunne man kalde ham, men for det meste ganske harmløs.

”Prægtig? Det tror jeg ikke jeg er blevet kaldt før – og jeg har ellers mange kaldenavne”

Ædel var et af de ord han var blevet kaldt nogle gange, uden rigtig at være det. Derudover var der et par negative og nogle neutrale. De negative kom oftest fra de sorte hopper – dem havde han af en eller anden grund aldrig rigtig formået at enes med – kun et par få.

”Og hvem har vi så her?”

5

Den smukke sorte hingst fortsatte med at komme hende i møde, og til hendes store overraskelse stoppede han faktisk ikke op, før han næsten vadede lige ind i hende. Hun var ikke vant til, at en fremmed kom så tæt på, men det var ikke noget, der generede hende, så hun smilede blot stort og lod ham snuse til hende, mens hun nysgerrigt snusede tilbage.

,,Er det virkelig rigtigt? Du er da ellers noget af det prægtigste, jeg længe har set!"

Ja, i hendes øjne var han altså virkelig prægtig og smuk - lige som den sorte hoppe, hun havde mødt på Foehn. De mindede faktisk virkelig meget om hinanden, når man tænkte over det...

,,Mit navn er Nzuri. Hvem er du?"

Titan var ikke en af dem der var specielt god til at stå stille i ret lang tid af gangen. Han trippede en anelse på stedet og lod halen smælde et par gange. Hovedet trak han til sig i en hurtig bevægelse inden han lige så stille strakte halsen frem mod hoppen endnu en gang.

"Så må du have meget at se endnu"

Han sendte hende et smil. Jo, selvfølgelig var han en køn hingst. Slank af sig, men samtidig muskuløs. Hans selvtillid fejlede heller ingenting, men han havde trods alt set meget og mange i Andromeda gennem hele hans liv. Han havde mødt dem der bar sig frem som ejede de hele landet. Dem der talte med fornem tunge og som kom fra fin herkomst. Dem som skulle have været noget specielt. Selvom Titan selv havde været nr. 2 i rækken til at overtage sin fars plads, så han ikke sig selv som værende en af dem. Den slags ansvar lå ikke til ham.

"Titan er navnet, men du kan kalde mig, hvad du vil"

Det havde så mange andre trods alt gjort, og dermed hans lange liste af alt andet end prægtig, han var blevet kaldt gennem tiden.

2

Hun bemærkede, hvordan han trippede lettere rastløst på stedet, som om han ikke rigtigt kunne stå stille. Hun smilede let. Hun ejede selv meget tålmodighed og var derfor god til at stå stille, men hvis denne sorte hingst foretrak at holde sig i bevægelse, ville hun bestemt ikke have noget imod at gå og tale samtidig. Da han endnu en gang havde strukket halsen frem mod hende, tog hun derfor et indbydende skridt fremad og så på ham med et blik, der kraftigt indbød ham til at følge med. Hun lyttede samtidig til hans ord og gengældte hans smil.

,,Jaer. Jeg har bestemt også på fornemmelsen, at Andromeda vil have meget at vise mig."

Hun lyttede til hans sidste ord og smilede blot, mens hun fortsatte med at skridte fremad og blot valgte at gå ud fra, at han ville følge med hende.

,,Det glæder mig at møde dig, Titan. I modsætning til mig, er du så her fra Andromeda?"

Titan var ikke ret lang tid om at følge efter hoppen fremad. Han havde jo et mål om at nå længere op af bjerget inden mørket engang faldt på. Det ville tage noget tid - så meget vidste han. Der var længere end der så ud til fra foden af bjerget.

"Det er et simpelt spørgsmål med et indvilket svar. Men det må blive til et: Både ja og nej. Jeg er ikke født i Andromeda, men Andromeda er alt hvad jeg kender til."

Det var helt op til hoppen selv, hvordan hun ville tolke hans svar. Han ville jo ikke kede nogen med en lang livshistorie. Alle havde hver deres historie at fortælle. Mange var ens selvom de på samme måde var forskellige og Titans var ingen undtagelse. Han var blevet bragt til Andromeda ligesom alle andre, men i stedet for at træde gennem den magiske portal var han bragt til landet af en anden form for magi. I stedet for at ankomme til Andromeda for enten at blive skånet fra døden eller for at få en ny chance, var han bragt dertil ved hans søsters ønske. Han havde på intet tidspunkt selv haft nogen chance for at vælge fra eller til - præcis som alle andre.

"Jeg tror kun det er de yngste der kommer fra Andromeda. Jeg har ikke hørt om andre generationer."

Titan måtte lige scanne navnene på dem han kendte og havde hørt om. Hans søster var ikke fra Andromeda. Han var ikke fra andromeda, men hans søsters afkom og hans egen datter var første generation sammen med en god portion andre unge.

"Når du nu ikke er herfra. Hvor kommer du så fra? Et mystisk land med tobenede som nogle af de andre? Noget der minder om Andromeda? Magisk eller slet ingen magi?"

2

Hun kunne ikke lade være med at smile mildt for sig selv, da hun straks kunne høre hans hovslag følge efter hende bag sig. Det glædede hende at vide, at han var frisk på at følge med og fortsætte deres samtale, i stedet for blot at lade deres veje skilles, så hun atter skulle vandre alene.
Hun lyttede til hans svar på hendes spørgsmål og vippede nysgerrigt med ørerne. Hvad mon det betød? Han var ikke født i Andromeda, men alligevel var det alt, han kendte til. Hun lagde let hovedet på sned, mens hun funderede lidt over hans spørgsmål, inden hun da stillede ham et nyt.

,,Så du var altså meget ung, da du kom hertil?"

Hun lyttede til hans næste ord om generatioerne i Andromeda. Det fandt hun meget interessant og fascinerende at høre om, for det måtte jo betyde, at Andromeda enten ikke havde eksisteret i særlig lang tid, eller at tiden i Andromeda foregik meget langsommere end normalt, så der aldrig rigtigt nåede at ske et generationsskift.
Hun ville gerne spørge noget mere ind til dette, men fornemmede dog, at Titan ikke rigtigt vidste noget om landet på den måde, så i stedet lyttede hun blot til hans næste spørgsmål og kunne ikke lade være med at smile. Normalt ville det komme bag på hende at høre ord som tobenede og magi, men allerede efter hendes korte tid her i landet havde hun lært om begge ting. Magien eksisterede her i Andromeda lige som i et eventyr, og nogle af landets beboere stammede fra lande, hvor folk kunne gå på to ben. Det var næsten ikke til at tro på, når man selv kom fra et land, hvor magi og tobenede væsner kun fandtes i eventyr og drømme, men hun havde nu mødt så mange forskellige individer, der fortalte om det uafhængige af hinanden, at hun var nødt til at tro på det.

,,Mit hjemland hedder Turkmenistan. Det er meget lig Andromeda, ment på den måde at der kun lever heste. Dog har vi ingen magi, så det har været meget spændende for mig at finde ud af, at der rent faktisk findes magi i virkeligheden og ikke blot i historier eller ens drømme.
Hvad med dit hjemland, Titan?"

"Meget ung, ja"

Spæd kunne man næsten kalde det. Hvis ikke det havde været for magien, havde han sikkert ikke overlevet i Andromeda. Selvom mange mente de var kommet til landet som resultat af de døde i deres gamle hjem og fik en ny chance, var det åbenbart stadig muligt at dø igen.

"Det lyder helt vildt spændende. Så har du vel nogle spændende historier derfra du kan fortælle? Min søster plejede at fortælle mig historier fra mit gamle hjem"

Godnathistorier for det meste af tiden, men hun havde da også fortalt om hendes tid i deres gamle land. Hvad hun lavede mens hun voksede op. Hvordan hun havde gjort ting hun ikke måtte og alligevel var sluppet afsted med det. Historier om deres forældre, så det for Titan alligevel føltes som om han kendte dem en smule, selvom han absolut intet huskede om dem.

"Måske er det her en drøm? Jeg kender ikke andet til mit hjemland, end hvad min søster har fortalt. Et sted omringet af bjerge, med en sø og vandfald. Ud over det ved jeg ikke hvordan der så ud. Jeg ville somme tider ønske jeg kunne vende tilbage og se det, men jeg ønsker heller ikke forlade mit liv her. Bare et enkelt besøg ville være nok"

2

,,Det må have været underligt for dig at blive taget fra dit hjemland på den måde som ung og skulle vokse op i et helt fremmed land. Hvordan gik det til?"

Hun lyttede til hans spørgsmål omkring historierne og fik kort et sørgmodigt udtryk i de gyldne øjne. Ja, hun havde levet længe i sit hjemland og burde derfor have en masse historier at kunne fortælle, men det sørgelige var, at det havde hun faktisk ikke rigtigt... Hun havde levet det meste af sit liv som fange på et slot, og selvom hun havde haft en god opvækst og et par kærlige forældre, så havde hun altid manglet et eller andet i sit liv... Nemlig friheden til at kunne gå, som det passede hende. Hun sendte Titan et mildt smil.

,,For at være helt ærlig, så har jeg desværre ikke så mange historier at fortælle fra mit hjemland. Jeg er vokset op under et slots fire vægge og har aldrig rigtigt haft mulighed for at udforske mit hjemland. Ligesom dig har jeg også kun historier fra andre om, hvordan det var derude..."

Hun lyttede til hans næste ord og nikkede let. Hun ville også gøre alt for at kunne besøge sit hjemland igen, bare lige en enkelt gang... For selvom hun meget bedre kunne lide sit liv her i Andromeda, så elskede hun stadig sine forældre og savnede dem helt vildt. Hun ville gøre alt for at finde ud af, om de stadig var i live og havde det godt - eller om de var døde i den forfærdelige brand. Hun forsøgte at muntre sig selv lidt op igen ved at sende ham et drillende smil.

,,Hvis det her er en drøm, så er det godt nok en lang en..."

”mmh-tjooh. Det har været ganske normalt for mig, for jeg kender jo ikke til andet”

Hvis han kunne huske sine forældre havde det været noget helt andet, men for ham var der ingen forskel på den opvækst han havde og den opvækst han ville have haft, hvis han var født i selve Andromeda. Han havde stadig været opfostret af familie uanset hvad – det havde bare været en anden hoppe, og med en fader-figur.

”Det startede med et ønske”

Tonen i sætningen kunne næsten lyde som en start på en historie. Som om han lige så godt kunne have sagt: der var engang. Et eller andet sted var det jo også starten på en historie – hans historie. En historie ingen andre ville kunne fortælle. Mange var kommet dertil af forskellige grunde, men chancen for andre var ønsket dertil af deres søster som helt spæd, var minimal.

”Min søster kom hertil, følte sig alene og ønskede sin bror hertil. Jeg var bare den forkerte bror. Hun kendte ikke til mig og måske var vores bror bare ikke til at hente hertil…… Men det var sådan det gik til. Jeg kom hertil ved et ønske og Rumlemuleskafts hjælp”

6