[Atlas] Teach me how to act!

Hun havde nu fået frem til et sted som hun ikke før havde været og som den utrolig nysgerrige hoppe hun var, begav hun sig nu rundt og nød at se på alle disse nye ting, hun var et legebarn uden lige og når hun så kom til dette sted var elle hendes sanser helt oppe og ringe. Hendes blå øjne spejdede rundt og hun havde været her et par timer nu og havde nu haft tid til at falde til og komme til kræfter efter den svømmetur som havde krævet en del kræfter. Hun sprang nu af sted i en flyvende trav, de lange hvide lemmer fik frit spil over denne smukke eng og den lange man bølgede let efter den hvide hoppe. Hende isblå øjne spejdede rundt og inden hun kunne nå at holde sin glæde tilbage, sendte hun et højlydt hvin af sted ud over engen.

Hun stoppede let op og knejsede nakken, hun lignede nærmest et malplaceret kunstværk som blot var sat på et forkert sted. Hun smældede halen og hoppede lidt på stedet. Energien i denne hoppe var helt utrolig, hun kunne ikke stå stille og lige nu søgte hun faktisk nogen hun gerne ville snakke med. Men det var ikke alle som ønskede at bruge tid med en hoppe som hende, men lige nu var hun meget ny på denne ø og hun ønskede ikke at træde nogen over tæerne med alt hendes energi.

[ 7 ]

Øen fyldt med sand var Atlas' hjem. Det var der han var havnet og der han forblev, med mindre han ikke havde andre muligheder, som når en sandstorm meldte sig. Den første var han blevet fanget i, og havde måtte vende røven til så godt han kunne, og bevæge sig en anelse når sandet lod til at blive alt for dybt. Men han var blevet god til at finde ud af hvornår han burde søge mod Chibale, men han hadede at skulle krydse det blå hav. Zenobia, ørkenen, var hans hjem. Hans hjem, og han foretrak at have det til sig selv - eller nogenlunde til sig selv. Men på det seneste var det som om flere og flere var søgt til øen. Noget han bestemt ikke brød sig om.

Atlas skjulte sig næsten i sanddyngerne med sin farve. Han blendede rigtig godt ind, hvilket også var en af grundende til han ikke bare blev på den overbevoksede Chibale da han første gang var taget derhen. På Zenobia kunne han være usynlig. Hans blik var faldet på en hvid hoppe, som han stod og iagttog, men uden at tilkendegive sig selv.

Hendes sind var åbent og hun tænkte slet ikke over hvor hun var henne - hun havde sjældent mødt sand og dette betød også at hun elskede at kaste sig rundt i det. Sidst hun havde leget i sandet, var sammen med den store hingst Elijah og det var ikke gået super godt med at manøvrer sig rundt. Hendes blå øjne spejdede meget kort rundt, men ikke grundigt nok til at hun opdagede hingsten som betragtede hende. Hun hamrede kort og legesygt en hov i sandet, som fløj op og satte sig i hendes pels - et stort grin lå på hendes mule inden hun kort satte i en trav i cirkel - blot for at se hvordan sandet artede sig omkring hendes bevægelser.

Hun nød dette sand, det formede sig og nærmest dansede omkrign hver en bevægelse - selv når vinden kærtegnede det let og med lette pust, formede det sig efter ønskerne fra vinden. Hvorfor hun ikke havde gjort dette før vidste hun ikke, men lige nu var hun glad og nød sin tid med dette smukke natur skabte. Hun kiggede dog atter op, da hun fik følelsen af at nogen betragtede hende og ganske rigtig, hun så en hingst som bar samme farve som dette sand - han faldt i et med sandet og kunpå grund af det sorte opdagede hun ham. De hvide ører vippede frem mod ham og et blidt hvin forlod hende hilsende.

[ 9 ]

Mange tanker gik gennem Atlas' hoved, og han vidste ikke helt, hvordan han lige skulle takle synet af denne....... Hoppe. Hun teede sig som et lille føl der aldrig var blevet voksent. Mindst lige så tosset som så mange andre han var rendt ind i. Både den der ikke gad svare på hans spørgsmål, og ikke engang gad sige sit navn, og hoppen der så utroligt gerne ville bides og straffes. Hopper..... Han ville nok aldrig lære at forstå dem. Atlas gav et fnys fra sig som et af hendes hvin nåede ham. Hvad ville hun nu? Hoppe rundt om ham som et eller andet føl? ...... Føl..... Noget af det eneste der var værre end hopper. Han svarede hende ikke. Flyttede sig heller ikke ud af stedet, men blev stående og betragtede hende med et undrende blik.

Hendes blik faldt på denne hingst som på ingen måde lod til at ville snakke med hende og hendes blik betragtede ham kort en smule indgående. Hun var ikke en hoppe som valgte at overskride andres grænser lige som hun ikke ønskede at nogen overskred hendes. Hun lod de blide øjne falde på denne hingst og blev kort fanget af hans udseende - han var en speciel farve, en farve som hun ikke havde set tit og en farve som hun kort havde svært ved at tage blikket fra. Dog lod hun blidt halen smælde bag sig, og derved rev hun tankerne tilbage til det hun var i gang med. Hun trådte dog et enkelt skridt frem mod denne hingst, inden hun lod halsen falde ned i et dybt og elegant najen. Selv om denne hingst ikke umiddelbart ønskede at snakke med hende, ville hun alligevel vise sin respekt - sådan var hun opdraget og dette ville hun blive ved med. Så var det op til ham om han ønskede at snakke med hende eller lade være.

Imellem tiden ville hun udforske dette sand yderligere, hun lod mulen falde til jorden og lod den kører let over dette gyldne sand - nysgerrigt!

[ 10 ]

Ørerne blev vippet bagud ved hendes....... Hvad var det nu lige det var hun havde gang i? Det var noget underligt noget. Et eller andet han forstod lige så lidt som de ting alle de andre hopper foretog sig. Tænk sig engang hvad man skulle finde sig i fra andre. . . og her var hans eneste mål at finde sin bror og få sin hævn. Hvad var meningen med alt den overflødige tingel tangel med alle andre der syntes de skulle skabe sig sådan foran mulen på ham?

Atlas gav sig til at skridte fremad med retningen imod hoppen. Hverken hurtigt eller langsomt, men med et fast blik og ørerne vippet en anelse bagud. Ikke tale om han havde lyst til at vise nogen som helst form for interesse. Tænk hvis hendes opførsel smittede af. Han havde haft problemer nok med den anden meget lyse hoppe.

Hendes blik faldt blot på denne hingst, som nu valgte at nærme sig, men hele hans attitude skreg af at han egentlig ikke rigtig havde lyst til at snakke med hende alligevel. Hun lagde kort hovedet på skrå og betragtede ham, men valgte dog alligevel at vendte siden til ham og koncentrer sig om sandet under hendes hove. Hun slog endnu engang hoven i jorden og så sandet flyve et op, før det atter lagde sig som om intet var sket. Hun brummede mildt og havde et smil på læberne. Hingsten kunne lige nu passe sig selv - hun vidste ikke engang om det var hende han var på vej over til eller om han blot var på vej rundt om hende for at komme videre til det han egentlig gerne ville rundt til. Det var ikke ligefrem fordi han lignede en som gerne ville snakke. Hun brummede mildt og løftede hovedet halvt op og så blot på ham med de blidt øjne - men samtidig en smule spørgende.. Hvad ville denne hingst?


Han krop var muskuløs og han var indbegrebet af ordet hingst, men hans attitude var ikke en hun på nogen måde var vant til, han lignede lidt en som havde givet mund til mund til en citron - men mon det var hende han var så sur på? Var det mon hans territorium? Hun rystede kort med hovedet og stod stadig med hovedet halvt oppe, så afstanden til sandet var ikke voldsomt stor - i tilfælde af at det ikke var hende hingsten ville snakke med.

[ 11 ]

Hvilken frækhed! At kræve hans opmærksomhed og så derefter nærmest ignorere ham. Hvad bildte hun sig dog ind. Der skulle aldrig ret meget til før Atlas så sig sur på andre. Nogen kunne takle det og andre kunne ikke. Det var det der skilte fårene fra bukkene. Som han kom tættere og tættere på fik han sat farten op, og idé han var tæt nok på fløj ørerne helt ned i nakken og tandsættet blev blottet, hvorefter han hakkede ud i hendes retning. Den opførsel skulle hun i hvert fald ikke have lov til at slippe godt af med i hans tilstedeværelse.

I det hingsten kom tættere på, ændrede hele hans opførsels sig, han blev stiktosset - han ører blev lagt ned og hans tænder blev blottet og ikke nok med det - så valgte han at bide ud efter hende . Hun skyndte sig i et elegant hop at springe væk fra hans berøring, hun ønskede ikke at blive rørt og dette havde ikke noget at gøre med at det var ham, men mere at hun generalt ikke ville røres af ren angst. I det hun hoppede til siden lagde hun ørerne ned og nappede lidt kontant efter ham, men ikke for at røre ham, for hun skulle bestemt ikke nyde af at røre nogen som helst. Hun smældede med halen og stillede sig og så på ham med et undrende blik, hendes ører blev vippet i nakken og et blidt fnys forlod hende.

"Sikke dog et dejligt morgen humør du bringer"

[ 12 ]

Hendes nap i hans retning kostede kun endnu et hak i hendes retning fra Atlas. Ikke tale om hun skulle tro det var i orden. Atlas stansede og rettede sig op med rank ryg.

"Hvem er du og hvad laver du her?"

Ud over hun var fremmed og havde begivet sig ind på det Atlas mente var hans område. Hans territorium, vidste han jo ikke hvad hun havde gang i. Hvad var hendes intentioner? Hvorfor var hun i hans område? Hvorfor teede hun sig som et føl og hvorfor havde hun krævet hans opmærksomhed?

Hendes blik faldt blot på denne herre og hun vidste ikke lige hvordan hun skulle tackle den sure hingst som bare bragede ud med sine ord og som tydeligt ikke ønskede at hun skulle være lige her og slet ikke lige nu. Hun brummede mildt og holdte et lidt irriteret fnys tilbage. Hun vippede mildt ørerne frem mod ham og ville ikke lade ham påvirke hendes gode humør og løftede blidt hovedet inden hun kastede med de hvide lokker

"Mit navn er Jitterbug og jeg er her af den simple grund at jeg er faret lidt vild og at dette sand fascinerede mig.. Hvem er de?"

Hendes stemme var blød og let som altid, men hun havde ikke helt den samme energi i stemmen som hun normalt havde - hvad var denne hingst ude på og hvorfor skulle han surmuleri gå ud over hende?

[ 13 ]

"Hmh..."

Det var det eneste han havde at sige til hun var faret vild. Hun var trods alt ikke den første og med garanti heller ikke den sidste. Faktisk var det grunden til han var rendt ind i de fleste, og han kunne sagtens vise hende vejen væk. Han kendte øen ud og ind for det var hans hjem. Det var der han havde været 95% af den tid han havde tilbragt i Andromeda - og det var længe. Til gengæld havde han været sit eget selskab 90% af den tid.

"Sand..... Fascinerende...... Hmmmm... Små fornøjelser"

Det var egentlig mere en mumlen for sig selv, og han havde egentlig ikke rigtig planlagt at nævne sit navn, for så vigtigt var det vel heller ikke?

"Hvis du er faret vild, kan jeg måske godt hjælpe dig med at finde væk herfra"

Hun lod blikket glide på denne hingst, han virkede ikke til at ønske andres selskab end hans eget og om dette egentlig var en god eller dårlig ting for hende vidste hun ikke, men en ting var helt sikkert - hun var slet ikke vant til denne form for behandling. Hun smældede let med halen og lod de blå øjne glide let ned over ham. Hun brummede mildt og nikkede så til ham, da han tilbød at følge hende på vejen - dette var vel det bedste, hun ønskede ikke at trænge sig på når nogen ikke gad hende - hun ville blot gøre alle glade.

"De må da meget gerne vise mig vejen ud, så jeg ikke længere skal gøre krav på deres tid"

Hoppen trådte elegant og afventende et skridt væk fra ham og lod så de blå øjne kort spejde rundt, det var ham som skulle føre an, da hun jo som sagt overhovedet ikke var kendt i dette område og mere eller mindre blot var end her ved en fejltagelse. Så mon ikke han kunne hjælpe hende ud og så blive lidt gladere når hun så havde valgt at forlade hans område - eller i hvert fald dette område som han ikke ønskede at have hende i.

[ 14 ]

"nej nej nej.... jeg sagde jeg kan måske.. Ikke at jeg ville"

Der lå næsten noget lusket over hans måde at svare hende på. Ordene... smilet om hans mule og ikke mindst hans blik. Nej - Der var ikke noget man skulle forvente at få gratis, når det kom til atlas.. Han var sin egen herre, og han var vant til at klare sig selv, så alle andre burde kunne gøre det samme.

"Jeg kan godt, men hvad får jeg ud af det?"

Det var ikke første gang han havde tilbudt at vise nogen vejen væk fra øen imod en form for "betaling". Det hed noget for noget - og sidste gang var det lykkedes ham at få noget for ingenting. Atlas hævede hovedet mens han så ned mod hoppen, afventende.....

Hendes blik gled let over denne sure hingst, han var ikke en hingst som var til den venlige side og nu stod han så og ville kræve at hun skulle give ham et eller andet for at han skulle vise hende væk herfra? Nej han måtte da have spist søm, hun var ikke en hoppe som overgav sig når hun først blev tvunget til ting - men det havde hun først fundet ud af nu eftersom at hun aldrig var blevet tvunget til ting før. Hun lod de blå øjne glide let ned over ham og smældede så en anelse hårdt med den lange hvide hale.

"Så kommer jeg ikke til at få brug for deres service min herre. Jeg har intet at give dig og det jeg kan give dig, ønsker jeg ikke at give dem"

Hun bakkede let nogen skridt og så på denne hingst, hvis han ikke ønskede hende her, så ville hun heller ikke være her. Der var mange i dette område som hun kunne bruge tid på, som faktisk også gerne ville bruge tid med hende, hun kunne da nævne et par stykker i hvert fald. Hun brummede mildt og betragtede denne hingst atter en gang - hvad havde gjort ham så forbandet sur?