Business or pleasure (Lumine)

Et drenget smil faldt over hans mule, da hun accepterede hans tilbud om at følge med ham. Hun kunne ikke lade være med selv at smile. Det var lidt sødt at se, hvor glad han virkede til at blive. Han bad hende nu om at følge med denne vej, mens han gjorde et kast med hovedet, der fik hans pandelok til at sætte sig på en anelse rodet måde. Hun måtte kort slå blikket i jorden for ikke at ende med at rødme - for hun havde lige taget sig selv i at tænke, at han så enormt sexet ud. Han begyndte da langsomt at trippe med forbenene og lave nogle smukke høje knæløft, inden han satte frem i trav. Hans skridt var lange og fik ham til at skyde af sted i høj fart, og derfor måtte hun hurtigt sætte frem i en hurtig trav for at følge med ham. Hun nåede op på hans side og lyttede til hans ord. Hun så da på ham med et lille smil.

,,Det er bestemt heller ikke med min gode vilje, at jeg er alene. Det lyder nok lidt tosset det her, men en dag vågnede jeg bare op på denne her ø uden overhovedet at vide, hvor jeg var, eller hvordan jeg kom hertil. Jeg blev brutalt revet væk fra min familie og hjemland og var tvunget til at leve alene."

Hun smilede charmerende til ham, inden hun fortsatte:

,,Men heldigvis har prinsesser det med at være hurtige til at finde galante herrer som Dem til at beskytte os mod alle de farlige og uvenlige væsner."

]

Titan sendte et lille drillende nap i hendes retning. Han havde fuldkommen glemt hendes status i et øjeblik. Den slags gjorde man vel ikke ved en prinsesse? Han valgte dog at lade som ingenting. Hun var vel også bare en hest som ham selv – ganske almindelig, men med lidt mere magt.

”Du er ikke den eneste.. Jeg mener… De…. Er ikke den eneste. Der er mange her der har oplevet det samme. Jeg skal ikke kunne sige med mig selv. Jeg har været her siden jeg var helt lille. Jeg husker ikke mit gamle hjem. Jeg har kun hørt historier derfra. Jeg er heldigvis så heldig jeg har familie her. Ikke bare en lille del, men en der efterhånden er rimelig omfattende. Sådan…. En tredjedel af flokken. Og så har jeg en søster uden for flokken.”

Han undlod at nævne helt præcist hvilken slags familiemedlemmer han havde. Han havde trods alt en datter, og det var ikke sikkert det ville falde i særlig god jord. Han rendte trods alt rundt et godt stykke væk fra flokkens område, og hun var ikke så forfærdelig gammel – og uden en mor. Størstedelen var dog fætre og kusiner. Hendes sidste kommentar måtte han alligevel le en smule af. Galant. Måske. Men langt fra altid. Høflighed var ikke altid noget der lå til ham, og at overskride andres grænser var noget af det han var allerbedst til. Der havde tilmed været et par uheldige episoder med nogle hopper.

”Og så er du så uheldig at rende ind i sådan en som mig.”

2

Han sendte et lille, drillende nap i hendes retning, hvilket blot fik hende til at smile stort og nappe drillende tilbage. Han var et dejligt selskab at være i, og hun nød i fulde drag, at han behandlede hende som en rigtig hoppe og ikke en eller anden porcelænsprinsesse, der ville gå i stykker, hvis man så meget som pustede til hende.
Hun lyttede spændt med til hans ord og måtte smile lidt, da han rettede sit du til De. Hun forventede faktisk ikke, at han kaldte hende De, men hun syntes nu, det var lidt sødt, at han sådan gjorde sig umage for at gøre det. Selv gik hun ikke så voldsomt meget op i den slags formaliteter. Faktisk skiftede hun selv meget imellem du og De, alt efter hvad hun lige syntes passede bedst i det pågældende selskab. Da hun havde mødt denne herre med den fine rustning, syntes hun bare, han virkede så ædel og elegant, at det var faldet hende helt naturligt at bruge De.

,,Hvor dejligt, at Deres familie også befinder sig her i landet. Jeg ville ønske, at min også var rejst med mig hertil. Men jeg har desværre på fornemmelsen, at jeg nok aldrig får dem at se igen..."

Han lo nu lidt af hendes kommentar, inden han tilføjede, at hun så var så uheldig at rende ind i sådan én som ham. Hun smilede drillende til ham, inden hun puffede en smule irettesættende ud efter hans skulder. Han skulle ikke have så dårlige tanker om sig selv!

,,Jaså? Jeg ville nu ellers mene, at jeg er ret så heldig at være stødt ind i Dem!"

”Det er kun få af min familie der ikke stammer fra Andromeda. Selv er jeg opvokset her og kom hertil gennem magi og et ønske fra min søster, selvom det ikke var mig hun ville have hertil, men i stedet en anden bror, som jeg aldrig har kendt. Og så er der…. Min mors søster. Hun kommer udefra også. Men alle mine fætre, kusiner og niecer er født her”

Der var mange ting han kunne fortælle om sin tid i Andromeda som lille – men han lod være, for det var jo ikke sikkert det fine selskab havde lyst til at høre på den slags drengestreger han havde haft gang i. Nogle der hade fået andre til at behandle ham modbydeligt, selvom han ikke opfattede det den gang. Titan måtte ryste på hovedet med et lille grin.

”Du.. De…. Behøver ikke tiltale mig fint. Jeg er ikke…. Highborn. Ikke lært i etiketten i hvert fald.”

Hans skridt blev en anelse mere trippende inden han satte farten en smule op. Han tænkte ikke at en ørkenrose som hende ville have besvær med at følge med. Hun havde trods alt ikke et tungt korpus at slæbe rundt på, men var spinkelt bygget som ham selv, og ikke med tungt hoved, kæmpe hårpragt og langt hovskæg.

”Hvordan er det der hvor du…. De… Kommer fra?”

1

Hun lyttede til hans ord om sin familie og smilede mildt. Det måtte være fantastisk at have næsten hele sin familie her i Andromeda. Det var hun meget misundelig over. Han nævnte, at han var kommet hertil gennem magi, hvilket fik hende til at vippe nysgerrigt med ørerne. Magi igen... Det var efterhånden et ord, hun havde hørt meget, siden hun var kommet hertil. For en hoppe som hende, der var vokset op i et helt almindelig land uden skyggen af magi, var det meget svært at forholde sig til, at den slags virkelig eksisterede. Men hun havde efterhånden hørt det fra så mange individer her i landet, at det måtte være sandt...

,,Hvor må det være dejligt! Men De nævnte, at de kom hertil gennem magi på grund af et fejlet ønske fra Deres søster... Vil det så sige, at De er født i et andet land?"

Han rystede nu på hovedet med et lille grin, inden han tilføjede, at hun ikke behøvede at tiltale ham fint, fordi han ikke var af nogen ædel afstamning og ej lært i etiketten. Hun smilede mildt til ham.

,,Du så nu ellers bare så ædel ud med den fine rustning, så de faldt mig naturligt at tiltale dig sådan. Men hvis du hellere vil have, at jeg tiltaler dig i dus, så gør jeg gerne det."

Hun bemærkede nu hans skridt blive en anelse mere trippende, inden han satte farten en smule op. Hun tøvede ikke med selv at øge sit tempo for at kunne følge med. Det passede hende ganske fint, at de satte farten lidt op. For hun var selv let til bens og havde efterhånden levet så længe i ørkenen, at hun kunne bevæge sig lige så hurtigt og let igennem sandet, som hvis det havde været jord.
Hun lyttede nu til hans spørgsmål og smilede let.

,,Du behøver heller ikke at tiltale mig som De. Nok er jeg født som prinsesse, men her i Andromeda er jeg ikke mere værd end nogen andre."

Hun blinkede let til ham.

,,I mit hjemland var der... meget anderledes end her i hvert fald. Min familie og jeg boede på noget, der kaldes et slot. En stor, smuk bygning med både gulv, vægge, flere etager og tag over hovedet. Det virker ikke som om, at I har noget lignende her i Andromeda?
Mine forældre elskede mig og min søster højt, men det var også et meget ensomt og isoleret liv. Jeg så aldrig rigtigt andre end min familie og så de tjenestefolk, der arbejdede for os. En gang imellem kom der besøg udefra, hvis mine forældre holdt store fester, og et par gange om året måtte jeg også komme med ned i byen på marked sammen med mine forældre...
Men udover det har jeg levet det meste af mit liv blandt slottets mure. Så selvom det var et trygt og rart sted at bo, så må jeg alligevel indrømme, at jeg er ret glad for at være kommet hertil... At leve vild og fri her i ørkenen under åben himmel er bare lige mig. Hvis blot min familie var kommet med mig hertil, så havde det været helt perfekt..."

Titan nikkede som svar på hendes spørgsmål. Det ville i hvert fald betyde han var født i et andet land. Også selvom han ikke var gammel nok til at huske det. Han huskede små ting – små glimt om man ville, men det var oftest noget han drømte, og kunne lige så vel være noget han forestillede sig ud fra hans søsters fortællinger om deres hjemland. Hun havde fortalt ham mange historier da han var lille. Selvom han var vokset op iblandt familie, følte han sig ikke rigtig knyttet til nogen af dem. Han havde altid været meget mere selvstændig end han måske burde have været, grundet søsterens ønske og hvad det krævede for at han kunne overleve i så ung en alder.

”Jeg er født i et andet land, men jeg husker intet derfra. Jeg husker ikke min mor, min far eller noget som helst andet end Andromeda.”

Han undlod at kommentere på hendes ord. Nok kunne han se ædel ud, men han ville aldrig nå samme status som hende, eller samme grad af opdragelse. Hans søster og moster havde gjort et godt arbejde sammen, men det havde alligevel ikke afholdt ham fra at komme i klammeri med hopperne. Han forstod ikke altid forskellen på leg og alvor, og havde for det meste af tiden taget alt som leg – også når han havde sagt ja og hopper havde sagt nej – noget der mere end en gang havde givet ham nogle knubs. Han var stadig lige så ubekymret som han hele tiden havde været det, og han tog ikke mere afstand til andre uanset hvor mange gnavne hopper der afviste ham og hans tilnærmelser.

Uden at tænke over det, havde Titan sat farten ned mens han lyttede til hendes fortælling. Det var som en historie. En historie om en prinsesse i et andet land. Selvom han måske ikke ligefrem ville være til prinsesse-historier normalt, så holdt han alligevel af en god fortælling. Det var vel også en lille smule spændende alligevel, når det nu omhandlede en prinsesse han bevægede sig side om side med. Til sidst endte han med at slå helt ned i skridt igen, mens han nærmest forestillede sig omgivelserne for sig.

”Det ville jeg gerne have set”

3

,,Wauw, du må have været meget lille, da du kom hertil så, siden du ikke kan huske noget fra før Andromeda. Det gør mig ondt at høre, at du blev revet fra din moder og fader så tidligt. Hvem voksede du så op hos her i landet?"

Hun vidste, at hun måske kom til at snage lidt i hans personlige liv, og hun ønskede selvfølgelig ikke, at han skulle føle sig presset til at besvare noget, som han ikke følte for at fortælle hende. Men hun var simpelthen så nysgerrig og oprigtigt interesseret i denne hingst og hans unikke baggrundshistorie, så hun var nødt til at gribe chancen for at få noget mere at vide! Hun vidste, at mange heste levede i nuet og ikke var meget for at bringe deres fortid ind i billedet, da de hellere ville fokusere på fremtiden. Men selv havde hun aldrig haft det sådan. Hun mente, at ens fortid var en stor del af ens liv og fortalte en del om, hvem man var, og derfor elskede hun at høre om andre hestes fortider.

Hun kunne fornemme, at han blev meget grebet af hendes historie, da han nu sænkede farten helt ned til skridt. Selvom hun havde nydt det høje tempo, tøvede hun ikke med selv at sætte farten ned. Hun kunne godt forstå, at det måtte være mange indtryk for ham at fordøje, når han formegentlig aldrig havde hørt om noget lignende før - så hun var mere end forstående over for, at han lige måtte have tid til at synke det hele ind.
Hun smilede ved hans ord og kunne ikke lade være med at nappe kærligt ud efter hans skulder.

,,Hvis jeg nogensinde får mulighed for at rejse tilbage en dag, så tager jeg dig med, så du kan se det med egne øjne. Det lover jeg!"

”Meget. Og alligevel er det som om jeg husker få ting, mens jeg sover”

Han kunne umuligt kende sine forældre hvis de pludselig stod foran ham. Han kunne ikke huske deres dufte eller stemmer – eller i det hele taget hvordan de så ud. Det eneste han havde at gå efter, var resten af hans familie han kunne sammenligne med.

”Min søster tog sig af mig. Og min mors søster. Er vokset op mellem mine fætre og kusiner. Og så havde jeg selvfølgelig min partner in crime også.”

Xenocrates var ikke en rigtig bror, men en selvvalgt en af slagsen. Han havde ikke set ham længe, men da de var små havde de været meget tætte. Man så næsten aldrig den ene uden den anden. Men selvfølgelig udviklede de også nye interesser hver især og det var måske det der endte med at splitte dem ad. Xenocrates der havde travlt med sin far, og Titan der blev lært op i kampsporten.

Lumines nap fik Titan til at dreje af og i stedet kredse halvt rundt så han endte med fronten mod hende i stedet. Mulen strakte han mimrende fremad, indtil den kunne nå hendes hals, hvor han gengældte hendes nap inden han trak hovedet til sig igen.

”Hvis det nogensinde bliver en mulighed, så vil jeg se frem til den. Men jeg er bange for jeg ikke har hørt om nogen endnu, der har fundet en vej tilbage. Men fat mod, unge prinsesse! Jeg skal nok passe på dig”

1

Hun nikkede let ved hans ord. Hun kunne godt genkende det dér med, at man kunne huske få ting fra sin barndom af, mens man sov - små minder, der poppede op i ens hoved på de underligste tidspunkter.
Hun nikkede igen ved hans næste ord. Det var godt, at han havde haft så meget andet familie i landet, der kunne tage sig af ham, nu hvor han havde manglet sin mor og far. Hun smilede let ved hans sidste sætning.

,,Din partner in crime?"

Hun smilede stort og charmerende, da han kredsede rundt om hende og endte ved hendes front, hvor han nappede ud efter hendes hals. Hun brummede legesygt og udstødte et pjattet og hoppet fnys, inden hun nappede ud efter en af hans lange, sorte lokker. Hun lyttede til hans ord og kunne ikke lade være med at smile varmt. Hun kunne godt lide, at han kaldte hende for prinsesse, og hun kunne specielt godt lide tanken om, at hun havde denne smukke herre til at passe på sig! Hun smilede et lumskt smil.

,,Det lyder godt! Og hvem ved - nogen skal jo være de første til at finde vejen tilbage, så måske det bliver os?"

"Xenocrates. Min bror. Sådan da. Vi er vokset op sammen, og på en eller anden måde er vores familie knyttet sammen"

Titans søster havde trods alt stiftet familie med Xenocrates' bror. Så de havde fælles niecer. Ikke at Titan havde haft noget som helst med nogen af dem at gøre, eller regnede med Xenon havde det. Titan var ikke just den man ville kalde største familie-hingst. Lege onkel måske, men han var langt fra klar til at slå sig ned på et tørt sted og fokusere på de få omkring sig. Ikke så længe der var så meget andet at opleve, så meget at se og så mange at møde, og slet ikke så længe han var ung.

"Vil du da gerne væk herfra?"

Han lagde hovedet på skrå. Tonen var spørgende, med en meget lille undertone af noget trist. Han ønskede jo ikke rigtig selv at forlade stedet. Han kendte ikke til andet, så det kunne sagtens være der var noget bedre derude et sted. Men han havde det jo godt. Han havde alt hvad han havde brug for, og blev ved med at møde så mange nye spændende individer, som prinsessen foran ham. Han trådte et par skridt nærmere. Afstand var ikke noget han var vant til at holde, og af den grund havde han det også med at overskride andres grænser. Han forholdt sig tavs i lidt tid inden han igen lod sin stemme komme frem.

"Jeg kan vise dig steder i dette land andre kun kan tænke sig til"

3

Hendes øjne blev let spærret op og hendes ører nysgerrigt rejst, da han nævnte Xenocrates. Den hingst havde hun jo mødt før, og deres møde havde været ikke så lidt interessant. Faktisk var det endt med, at hun var rejst med ham væk fra Foehn, og hendes forhold til ham havde skiftet imellem total tiltrækning og lyst til hans krop, til frygt for hvad han havde gjort mod sin søster, og hvad han mon ville gøre mod hende. Hun ville dog ikke nævne noget om sin ubehagelige oplevelse med ham og smilede derfor blot muntert til Titan.

,,Xenocrates? Ham har jeg mødt før, han er en fin fyr."

Han lagde nu let sit hoved på skrå, mens han spurgte, om hun da gerne ville væk herfra. Hans tone var spørgende, men dog var der en lille undertone af sorg i den, som om han næsten var helt trist over, at hun ville af sted. Hun tænkte lidt over sit svar, inden hun blot smilede mildt til ham.

,,Både ja og nej... Jeg vil gerne vende hjem, hvis det betyder, at jeg kan se mine forældre igen. Men hvis de ikke overlevede branden, så har jeg intet at vende tilbage til, og vil derfor hellere blive her. Andromeda er meget federe end mit hjemland på så mange punkter.
- Hvad med dig? Ville du rejse tilbage til dit fødested, hvis du fik chancen?"

Han trådte nu et par skridt nærmere hende, hvilket hun absolut kun opfordrede ham til at gøre. Hun lænede sig en smule ind mod ham og nød blot hans nærvær. I starten havde hun fundet ham en anelse spøjs, men hun brød sig mere og mere om ham og var nu virkelig glad for at være havnet i hans selskab.
Tavsheden sænkede sig lidt over de to heste, inden han atter åbnede munden og fortalte hende, at han ville kunne vise hende steder i dette land, som andre kun kunne tænke sig til. Hun så indgående på ham og smilede charmerende, inden hun let nappede ud efter hans pandelok og forførende strøg mulen ned over hans næseryg.

,,Er det rigtigt..? Lad os da komme af sted så."

Titan overvejede hendes beskrivelse af Xenocrates..... Fin fyr? Snakkede de mon om den samme?

"Fin fyr? Virkelig? Sidst jeg så ham lavede han ikke andet end at tude. Han overgav sig med det samme"

Han måtte ryste lidt på hovedet af det minde. Han havde næsten så let som ingenting kunne vælte hans bror om kuld og smidt sig på ham for at holde ham nede. Nok var Titan stærkest, men Xenocrates havde altid været den hurtigste af dem og ville sagtens kunne have undgået ham hvis han bare havde haft mere fokus på sine omgivelser end hans jamren på grund af hans far.

"Det tror jeg ikke. Jeg har ikke noget at vende tilbage til. Min familie er her"

Han huskede jo ikke sine forældre. Hans hjemland eller fødested. Han vidste ikke om det havde været nat eller dag. Han huskede ikke sin mors stemme - eller sin fars. Han huskede ikke hvordan nogen af dem så ud, og ville måske kun kunne genkende dem på grund af hans søsters beskrivelse af dem - men hvem kunne sige de ville være de samme, hvis han en dag fik mulighed for at vende tilbage - eller som hun selv havde sagt, om hans forældre ligeledes ville være i live til den tid. Titan smilte af hende, men rystede på hovedet.

"Ikke endnu. Hver ting til sin tid. Der er alt for meget at se på en enkelt dag eller aften. Og jeg burde ikke slæbe rundt på..... Den her...... I alt for lang tid"

Han bare jo stadig Djanges rustning, som han havde fået til opgave at bringe til Lysets herre. Jo længere tid han ventede, jo større risiko var der for de forkerte fandt ham og tog den fra ham. Uanset hvor meget han end ønskede at smide den fra sig og vise prinsessen rundt, vidste han godt hvor skidt det ville være, hvis den faldt i de forkerte hove. Hendes berørelser fik ham til at trippe et en smule på stedet, og alligevel få centimeter sidelæns med en maskulin brummen.

1

Undskyld mit alt for sene svar!!! Er du stadig interesseret i at fortsætte tråden? <3

Ja da

Hun lyttede opmærksomt til Titan's ord om Xenocrates og kunne mærke nysgerrigheden trænge sig på. Nu havde hun jo selv oplevet en side af Xenon, som hun fandt en smule ubehagelig, så hun var nysgerrig på at finde ud af, om der mon var noget uldent ved den gyldne hingst... Hun så derfor på Titan med det mest indsmigrende, lokkende blik hun kunne få frem i de feminine øjne.

,,Hvad mener du med, at han ikke lavede andet end at tude og overgav sig med det samme, kære Titan?"

Hun smilede og nikkede let, da hans næste ord lød. Hun havde fuld forståelse for, at han ikke følte, at han havde noget at vende tilbage til, så længe hans familie var her.
Da hans næste ord lød, var hendes første reaktion skuffelse. Hun glædede sig simpelthen så meget til at tage på eventyr med denne skønne herre, at hun slet ikke kunne vente. Men hun kunne sagtens forstå, hvad han mente med, at han ikke kunne vente med at aflevere den mystiske rustning, der åbenbart var så vigtig. Hun smilede derfor stort, da han trippede et par centimeter sidelæns, inden hun ivrigt nikkede og trippede hen ved hans side, klar til at drage fremad.

,,I orden! Så følges jeg med dig hen til rustningernes ejermand, og så viser du mig, hvad vi kan nå at se på vejen, og så resten en anden gang!"