Business or pleasure (Lumine)

Titan havde været væk fra Teylar i et godt stykke tid. Det havde føltes som om han aldrig ville komme væk fra Enophis' bjerge. Det havde taget ham dage - måske uger at finde hvad han søgte efter, og knap en dags tid siden havde han langt om længe fundet det. Leventra. Det var der han skulle hen. Men det virkede som en meget lang vej, og især hvis han skulle rundt om søer og skove og hvad end der ellers kunne dukke op på hans vandring gennem Enophis. Derfor havde han taget imod muligheden for at hurtigt smut til Zenobia, hvor han kunne tage turen langs kysten mod det sydvestlige af øen, og derfra krydse havet igen på vej over til Leventra. Nakken var knejset en anelse og ørerne lyttede opmærksomt rundt i alle retninger. Vandet plaskede ud til alle sider for hver gang han satte hovene mod jorden - eller det våde sand, som vandet hele tiden skyllede ind over.

Lumine

10

Lumine havde efterhånden boet på Zenobia i et par måneder og var endelig ved at vænne sig til livet som ørkenhoppe - og faktisk var det slet ikke så slemt, som hun først havde antaget. For ikke nok med, at hun havde den smukke, gyldne Atlas til at holde sig med selskab, så var hendes tvillingesøster også kommet til landet og havde fundet hende ved et rent tilfælde her på Zenobia. Så selvom hun stadig savnede sit gamle liv og var ked af, at hun ikke længere befandt sig i sit hjemland, så måtte hun indrømme, at hendes nye tilstedeværelse slet ikke var så ringe endda!

Hun havde fundet nogle dejlige oaser rundt omkring, som hun mest holdt til ved; enten sammen med Nzuri eller Atlas. Men en gang imellem drømte hun dog om at forlade øen og gå på opdagelse på en af de andre øer; bare lige for en dag eller to. Og dette var en af de dage. Derfor havde hun bevæget sig mod kysten og stod nu og kiggede ud over havet med en tænksom mine. Trangen til at træde ud i det glitrende vand og svømme over på den anden side var stor, men hendes loyalitet til den gyldne Atlas fik hende alligevel til at blive stående. Hun havde lovet, at hun ville komme, hver gang han kaldte - og det løfte havde hun ikke tænkt sig at bryde lige foreløbigt.

Titan var endnu ung. Ikke unghest, men yngre end de fleste i Andromeda. Han var vokset op der trods alt. Derfor var der også en del af ham der satte farten op ved synet af en anden længere henne og han skulle lige til at sende et vrinsk afsted for at melde sin ankomst. Men noget holdt ham alligevel tilbage. Han havde trods alt en lille bitte ting han skulle gøre for nogen. Noget der nu var skyld i han rendte rundt med Djanges udrustning. Ikke at han havde nogen som helst anelse om hvordan pokker det skulle sidde, så en del af det hang bare omkring halsen på ham som nogle lædderstrimler, og en lille del af det var koblet derpå. Det var halvtungt at slæbe rundt på, men ikke noget Titan ikke kunne klare.

Efter et par sekunders ekstra overvejelser blev han enig med sig selv om han alligevel godt kunne tillade sig at gøre et ekstra lille stop på vejen. Det der så ud til at være en hoppe så jo ikke direkte farlig ud, og der var ikke noget han lige umiddelbart kunne se, der tydede på der var skygger til stede. En maskulin brummen blev til et vrinsk, mens han fortsat nærmede sig, og efterhånden som afstanden blev mindre og mindre satte han farten ned.

11

Hendes tanker blev brat afbrudt, da hun pludselig kunne høre en vrinsken ganske tæt på. Hun drejede hovedet og fik øje på en sort hingst, der kom hende nærmere. Et ganske tilfredst smil formede sig på hendes mule. Der blev simpelthen ved med at skylle lækre hingste op på øen her, og hun fattede ikke hvorfor... Men hun klagede bestemt ikke!

Som han kom tættere på hende, bemærkede hun det mystiske udstyr, han bar. Det lignede næsten en form for rustning, ligesom de kongelige ridderheste havde haft på i hendes hjemland. Hun tippede ganske let hovedet på skrå og kunne ikke lade være med at smile let over den klodsede måde, han havde sat det på.

,,Den sidder da vist ikke helt rigtigt den dér..."

Noget over hoppen havde fanget Titans interesse, selvom han ikke rigtig kunne sætte en hov på hvad det præcis var. Halsen stragte han frem så snart han var tæt nok på for at snuse til hende. Et lille nap blev ved samme lejlighed sendt i hendes retning.

"Det er ikke min... Jeg henter det... den... bare for nogen"

Selvom han svarede på hendes ord, var en stor del af hans opmærksomhed et andet sted. Titan havde altid været en meget nysgerrig hingst, helt fra han var helt lille, og når først noget havde vækket den nysgerrighed var der ikke meget der kunne få den til at lægge sig igen før han havde fundet frem til kilden.

I en hurtig bevægelse trak hingsten hovedet til sig og strakte halsen for at løfte det i vejret. Overlæben blev spidset og løftet en smule, mens han stod og nærmest nikkede med hovedet i sky. Da hovedet blev trukket ned igen var det med knejset nakke og en maskulin brummen. Et par skridt blev trippet til siden og halsen strukket frem mod hoppen igen.

"Men.... Hvem har jeg æren af at møde?"

1

Den sorte hingst strakte halsen frem for at snuse til hende, og det lod hun ham uden problemer gøre - hun var ikke en af de dér hysteriske hopper, der skabte sig som en tosse, så snart en hingst kom nær hende. Da han sendte et lille nap i hendes retning, besvarede hun det derfor blot med selv at sende et drillende nap tilbage.
Han svarede nu, at rustningen ikke var hans, men bare en, han hentede for nogen. Hun nikkede let med hovedet og lagde ikke mere i dét. Hvis han bare skulle transportere den fra ét sted til et andet, var det nok ganske naturligt, at han ikke lige vidste, hvordan den skulle ligge.

I en hurtig bevægelse trak han nu hovedet til sig igen, løftede hovedet i vejret og nærmest nikkede med det, med overlæben spidset og løftet en smule. Hun havde set den reaktion hos mange hingste før og kendte den derfor ganske godt. Det var garanteret hendes brunst, han reagerede på... Hun svirpede tirrende med halen og sendte ham blot et charmerende blik. Hun elskede at have den virkning på hingstene.
Han knejste nu nakken med en maskulin brummen og trippede et par skridt til siden, inden han atter strak halsen frem mod hende igen og spurgte, hvem han havde æren af at møde. Hun knejsede ligeledes stolt i nakken og sendte ham et forførende blik, inden hun brummede i charmerende toner.

,,De har æren af at møde Prinsessen af Turkmenistan. Men her i Andromeda er jeg vist blot Lumine... Hvem er denne ædle herre, jeg har æren af at møde?"

"Deres Majestæt"

Det ene forben strakte han fremad for at bukke. Selvom det delvist var for sjov, var han jo alligevel også ordentligt opdraget. Titan måtte rette sig op da læderudstyret var ved at glide, for han skulle helst ikke tabe eller miste det. Det havde taget ham et godt stykke tid at finde, og endda med tiden i baghovedet, for han vidste ikke om skyggerne havde fået et nys om det. Hvis det var dem der havde sørget for Djanges død, ville de vel have taget rustningen med...... Men det kunne også være Djange havde nået at gemme den hvis han vidste han ikke ville kunne vinde over dem - hvis det var mange mod en. Men hvis ikke det var skyggerne, hvad havde så været skyld i hans bortgang?

Men Titan havde ikke set skyggen af skygger, og selv nu hvor det var mørkt kunne han heller ikke fornemme deres tilstedeværelse. Derfor kunne han sagtens sætte lidt tid af til at holde hoppen med selskab. Denne "blot Lumine".

"Ædel? Sådan tror jeg aldrig jeg er blevet beskrevet før. Mit navn er Titan. Jeg har hverken titel eller rang."

Han havde svært ved at stå stille, og trippede derfor af og til en smule på stedet. Flere små drillesyge nap blev sendt i retningen af den lyse hoppe. Selvom han var voksen, var han stadig ung af sind - og han var trods alt heller ikke på den ældre side af gennemsnitsalderen.

2

Hun så en smule forbløffet på ham, da han kaldte hende for Deres Majestæt og bukkede for hende. Hold da op, det måtte hun nok sige! Han var den første, hun havde mødt i dette land, der rent faktisk viste hende respekt på den måde. Hun brummede anerkendende af ham og kunne ikke lade være med at smile, da hans rustning næsten gled af.
  Hun lyttede da til hans ord om, at han aldrig var blevet beskrevet som ædel før, og at han hverken havde titel eller rang. Hmm... Måske var han en tjener eller budbringer så, siden han bar rundt på rustningen for en eller anden? Men en pokkers good-looking en af slagsen!

,,Ikke det? De ser ellers vældig ædel og majestætisk ud med den rustning dér - hvis den vel og mærket sad ordentligt!"

Hun smilede drillende og blev smittet af hans lettere rastløse energi, der fik ham til at trippe på stedet og sende flere drillesyge nap mod hende. Hun tog glædeligt imod dem og nød fornemmelsen af hans bløde mule mod hendes skind - eller, nappene var selvfølgelig ikke bløde, men for hende var de blot en nydelse!
  Hun trådte nu tættere på ham og lod mulen glide hen over rustningen. Den var et pragteksemplar! Det var en skam, at en smuk hingst som ham skulle bære den så klodset og forkert... Hun sendte ham et spørgende blik - måtte hun have lov til at rette på den?

Så snart hoppen kom bare en lille anelse for tæt på, veg Titan en anelse til siden for ikke at lade hende komme alt for tæt på rustningen. Der var stadig ting ved den han ikke helt forstod, men han forstod at han skulle bringe den sikkert "hjem" og ikke lade skyggerne tage den. Selvom hun ikke umidelbart bar nogle skyggetegn, kunne hun jo stadig godt hjælpe dem. Det kunne måske også forklare hendes reaktion over for ham - for det skete sjældent nogen opførte sig på den måde over for ham. Der havde kun været en før. Det var ikke alle der kunne håndtere hans energiske og legesyge opførsel. Han var blevet bidt og sparket som lille, hver gang af sorte hingste eller hopper, lokket tæt på af hopper for derefter at blive jagtet væk igen. Lokket ud på tynd is der kunne give efter og sende ham i et isnende koldt bad der ikke ville give særlig mange procent chance for overlevelse.... Han havde tumlet rundt i magtkamp med en anden hingst og ikke mindst hans søster, der ligeledes havde forsøgt at jage ham væk, da han bare ville prøve på at hjælpe.

"Jeg kan ikke.. Den tidligere ejer er her ikke mere. Jeg har ikke gjort mig fortjent til at bære den, og jeg ved ikke om det kan have nogle konsekvenser. Jeg fik til opgave at hente den. Jeg kan ikke lade mig selv give efter for den slags . . . fristelser."

Hvad hvis den pludselig ville sidde fast på ham og tilpasse sig ham, som den havde siddet på Djange? Hvad hvis det ville være at svigte lyset? Hvad hvis han pludselig stod med en opgave han ikke kunne gabe over. Det var smartere at fokusere på den opgave han havde fået. 1) find rustningen. 2) bring rustningen til Den Vise.

De syregrønne øjne blev rettet mod hoppen, med et tilhørende smil. Et der udstrålede både hans charme og ungdom. Med knejset nakke lod han sig selv trippe en halv omgang omkring hende og sendte endnu et legesygt nap i hendes retning.

3

Da hun trådte tættere på ham, veg han straks til siden, som om han var bange for, at hun skulle tage rustningen fra ham. Hun brummede beroligende. Hun havde bestemt ingen onde hensigter, hun ville blot hjælpe ham til at se bedre ud.
Hun lyttede da til hans ord, der forklarede, hvorfor han var så påpasselig. Rustningens bærer var her nemlig ikke mere, og da han ikke havde gjort sig fortjent til at bære den, var han bange for, hvilke konsekvenser det kunne have. Hun lagde lettere undrende hovedet på skrå. Konsekvenser? Hvilke konsekvenser kunne det dog have at tage en rustning på? Hun smilede blidt.

,,Er De sikker? Hvad er dog det værste, der kunne ske?"

Han sendte hende nu et smil, der udstrålede hans ungdommelige charme. Hun smilede igen og blinkede charmerende til ham. Han var altså en flot fyr, det måtte hun indrømme... Selvom hun dog stadig havde lidt svært ved at se bort fra det faktum, at rustningen sad så skævt.
Han knejsede nu smukt i nakken, inden han trippede en halv omgang omkring hende og sendte endnu et legesygt nap ud efter hende. Hun smilede legesygt og slog livligt med hovedet, inden hun drillende nappede ud efter hans sorte pandelok. Hun sendte ham da et lumskt blik, inden hun hurtigt og yderst provokerende forsøgte at nappe ud efter hans rustning, som hun godt vidste, at hun ikke måtte røre.

“Åh det tør jeg næsten slet ikke tænke på. Der er ting i dette land man ikke leger med. Kræfter. Magi…. Ikke at den her rustning har magiske egenskaber, men den kan give…. Og det er en fristelse jeg bliver nødt til at modstå. Mit job er kun at bringe den hjem før de forkerte får fat i den”

Et lettere drillende smil fyldt med charme spillede hen over mulen lige så vel som i de smaragdgrønne øjne. Tænk hvis han blev forvist til bjergene og skulle lege vogter der? Det var ikke noget Titan ønskede. Godt nok havde han intet imod bjergene, men at skulle passe på ingen farer kom deroppe fra ville ikke give tid til ret meget andet. Og Titan var ikke klar til at lægge alt sjov fra sig – ellers havde han heller ikke gjort holdt på Zenobia. Hoppens nap fik Titan til endnu engang at gøre et lille hop væk, men denne gang mere i leg. Han virrede med hovedet og tog et par travende skridt frem inden han gjorde holdt for at vende rundt igen og kaste sig tilbage. Sandet stod ud til alle sider når han vendte rundt, og små sandkorn havde allerede sat sig som små glitrende krystaller op af benene, i manen og i halen, som kun gav et lille blink fra sig i ny og næ, når lyset ramte ordentligt. Da han igen stod stille var det med hævet hoved og ørerne rettet fremad.

Titans opmærksomhed var gledet fra hoppen og over mod sandbakkerne længere inde mod midten af øen. Der var et eller andet der trak i ham, selvom han ikke helt kunne finde ud af hvad det var. Blikket søgte alligevel tilbage mod hoppen og så ud mod vandet i den retning han burde gå - den stik modsatte af den der trak i ham.

"Jeg burde gå. Nogen venter på mig"

5

Hun lyttede til hans forklaring og kunne ikke lade være med at være lidt skeptisk. Kræfter og magi... Mon han var helt rask i hovedet? Hun kunne dog ikke undgå at bemærke det drillende smil og det charmerende blik. Mon han bare tog dybt pis på hende? Det ville være pinligt, hvis hun i så fald faldt i med begge ben... Men et eller andet ved hans tonefald fik hende bare til at tro, at han rent faktisk talte sandt - eller, at han i hvert fald selv troede på, at han var på en eller anden magisk mission... Han var nok en eller anden tosse, der levede i sin egen fantasiverden og tilfældigvis havde fundet denne rustning, som han nu havde digtet en historie om inde i sit hoved.
Men hun ville ikke dømme ham, og derfor nikkede hun blot forstående.

,,Ah okay, det kan jeg godt se så."

Efter yderligere at have ført sig lidt frem i legende bevægelser, stoppede han nu op og så ud over ørkenen, inden han kiggede tilbage mod vandet - som om han var i tvivl om, hvilken vej han skulle vælge. Hun håbede naturligvis, at han ville blive her på øen, og derfor kunne hun ikke lade være med at se en smule skuffet ud, da han nu meddelte, at han burde gå, fordi nogen ventede på ham. Selvom hun nød den sorte skønheds selskab og havde håbet på lidt mere sjov, så ville hun naturligvis ikke holde ham tilbage, hvis han rent faktisk virkelig havde en opgave, han skulle udføre. Hun nikkede derfor forstående med et lille smil.

,,De har ret. Når nu De er ude på sådan en vigtig mission, må De hellere skynde Dem. Jeg skal ikke holde Dem tilbage længere."

Det var ikke svært at opfange hun nok egentlig ikke troede helt på ham. Men hvem ville dog også gøre det, med mindre man var født og opvokset i Andromeda, eller selv havde oplevet den slags kræfter på nært hold. Det ville jo lyde lige så tosset som hvis nogen kom og sagde til ham han ikke måtte træde på firben fordi ens øjne ville poppe ud og trille rundt på jorden på stedet. Hendes skuffede udtryk var heller ikke så nemt at undgå, og derfor lagde han hovedet en anelse på skrå, mens han trådte nogle skridt nærmere.

”Tag med?”

Der var jo ingen der sagde hun absolut skulle blive tilbage og han bare skulle vende røven til og gå. Titan brugte ikke mere tid alene end højst nødvendigt – og han foretrak da helt sikkert hoppers selskab – med undtagelse af de sorte sataner.

”Jeg kan jo heller ikke bare efterlade en prinsesse herude helt alene. Hvem ved hvad der kunne ligge på lur bag den næste sandbakke?”

Et smil var dukket op igen. Et fyldt med noget munterhed, og drilleri, der vel egentlig gjorde det svært at vurdere om han nu også mente det sidste helt og aldeles selvom han gjorde det. Han havde altid været meget eventyrlysten, og hvad ville være mere eventyr-agtigt end at følges med en prinsesse?

1

Det virkede til, at han desværre lagde mærke til hendes skuffede udtryk. Han lagde nemlighovedet en anelse på skrå og trådte et par skridt nærmere, mens han foreslog, at hun da bare kunne tage med. Hendes mund formede sig til et lille o. Tage med ham? Den mulighed havde slet ikke strejfet hendes hovede... Men ja, hvorfor egentlig ikke? Hvad havde hun at miste? Godt nok havde hun lovet den gyldne ørkenhingst, at hun aldrig ville forlade øen uden hans tilladelse - men hvad fanden, han kunne jo ikke holde øje med hende altid! Hun lyste derfor op i et stort smil og nikkede ivrigt med hovedet.

Han tilføjdede nu, at han jo heller ikke kunne efterlade en prinsesse herude helt alene, fordi man aldrig kunne vide, hvad der lå på lur bag den næste sandbakke. Hun smilede charmerende. Han forstod så sandelig, hvad han skulle sige for at overbevise en hoppe! Smilet om hans mule var en blanding af munterhed og drilleri, der gjorde, at det var svært for hende at læse, om han lavede sjov eller var alvorlig - men ligegyldigt hvad, så var hun med på den!

,,Jeg er frisk!" sagde hun og gned sig charmerende op ad hans skulder. Nok virkede han en smule bims i hovedet, men hun sagde aldrig nej til selskab fra en lækker hingst!

At hun var frisk på at følge med ham, fik et drenget smil frem om hans mule. Nok var Titan voksen og nok var han også far, men han var stadig ikke blandt de ældste i Andromeda. Hans ungdom skinnede tit igennem, og det barnlige sind var han heller ikke altid sluppet af med – ikke når han var i selskab med hans bror eller et selskab lignende det.

”Denne vej”

Svarede han og gjorde et kast med hovedet så den lange pandelok og man løftede sig en smule, og pandelokken endte med at sidde en anelse rodet. Langsomt begyndte forbenene at trippe en anelse med nogle halvhøje løft inden han satte frem i trav i en mere normal gang. Hvert skridt var måske en anelse længere end de flestes, og også i forhold til hans størrelse, men han var vant til at bevæge sig i høj fart. Titan havde altid haft svært ved at stå stille i længere tid.

”Såååååeh. Hvordan kan det være en prinsesse render rundt helt alene? Det er trods alt ikke alle væsner her i Andromeda der er lige venlige. . . . eller ufarlige. . .”

2