Business or pleasure (Lumine)

Titan smilede en anelse hemmelighedsfuldt. Han kunne jo sagtens give sig til at røbe alle hemmeligheder og fortælle om alt hvad ham og hans brother-from-another-mother foretog sig, men det havde han ikke tænkt sig. I stedet nøjedes han med lidt sparsom info.

“Der var et eller andet med ham og hans far. Han er måske den hurtigste når det kommer til at stikke halen mellem benene, men jeg er stærkest”

Ryggen blev en anelse mere rank og hovedet hævet en smule mere. Han måtte jo lige fremhæve sig selv en smule. Han var bedre end sin bror på det punkt, hvis man spurgte Titan selv. Hvad skulle han bruge sin fart til, hvis han ikke ville kunne hamle op med andre når det kom til kamp dygtighed og ikke mindst råstyrke. Man kunne ikke beskytte ret mange med en støvsky.

“Det er en aftale! og skulle du ikke være træt af mit selskab til den tid, tager jeg dig gerne med til et par af mine hemmelige steder”

Der var flere steder end bare et, hvor Titan holdt til når han havde brug for ro til at tænke eller bare når han følte for at opleve mere end møde nogle strejfende i ny og næ. Så snart Titan fornemmede hoppen ved hans side var klar til at drage afsted, satte han lidt mere fart på.

1

Hun bemærkede hans lettere hemmelighedsfulde smil og rystede blot på hovedet af ham, da han valgte at svare hende på en lige så forvirrende måde som før. Hans forhold til sin bror var åbenbart ikke noget, han ønskede at indvillige hende i, og det var også bare helt fint. Hun kunne ikke lade være med at smile, da han nu pralede med, at han var den stærkeste af de to, og let rankede ryggen og hævede hovedet en anelse mere. Hun strøg let mulen hen over hans muskuløse skulder og blinkede charmerende til ham.

,,Det er jeg slet ikke i tvivl om!"

Hun lyste op i et stort smil ved hans næste ord. Hun var helt sikker på, at hun ikke ville være træt af hans selskab til den tid! Hun gned sig kælent op ad hans krop, inden hun atter blinkede charmerende til ham.

,,Det vil jeg glæde mig til."

Hun satte derefter hurtigt farten op og fulgte efter ham af sted på eventyr!

(Skal vi evt. spole frem, til når Titan har fået afleveret rustningen? )

Titan havde efterladt Lumine og bedt hende vente, mens han søgte lyset. Det tog ikke forfærdelig lang tid, og alligevel føltes det som en evighed. Som om tiden gik meget langsomt eller de bare havde bevæget sig meget hurtigt. Da lyset var forsvundet igen, følte Titan sig ladet med en ny energi. Men det var ikke det eneste nye. Om hans hals hang en halskæde. Et smykke han skulle passe på skyggerne ikke fik.

Han forlod pladsen da han var sikker på lyset var væk og ikke kom igen, for at finde Lumine. Hoppen der havde fulgt ham på vej. Han kunne da heller ikke lade være med at gøre sig lidt til igen. Den nye halskæde var ikke den eneste ændring. Glitrende guldkorn fik hans hove til at skinne mere end normalt. Der var ingen tvivl om han nok skulle kunne få noget opmærksomhed.

"Hvad synes du?"

Spurgte han mens han trippede nærmere den lyse hoppe og en anelse sidelæns og derefter fortsatte i en lille cirkel omkring hende.

3

[

Lumine stod utålmodigt og ventede på den sorte Titan. Det behagede hende bestemt ikke at blive efterladt på denne måde, men han skulle åbenbart noget, der var sååååå vigtigt og hemmelighedsfuldt, at hun ikke måtte komme med. Tsk! Hun skulle nok højlydt få fortalt ham, hvor utilfreds hun var med denne situation!
Alt hendes vrede og misbehag forsvandt dog som dug fra solen, da Titan endelig kom tilbage. Den gamle, slidte rustning var nu væk fra hans krop, og i stedet hang en smuk halskæde om hans hals, og hans hove skinnede af glitrende guldkorn. Han var et syn for guder! Han lagde heller ikke skjul på det, med den måde han kom trippende hen til hende og rigtigt gjorde sig til for hende, mens han trippede rundt i en cirkel omkring ham. Det virkede dog totalt på en hoppe som hende, og hun faldt derfor pladask for hans lille charmeoffensiv! Da han spurgte hende, hvad hun syntes, lyste hun derfor op i et stort smil.

,,Du ser fuldstændig fantastisk ud! Hvad er der sket?!"

Titan måtte lige overveje hvordan han skulle forklare det. Skulle han være fuldkommen ydmyg som den brogede fra flokken og nogle få af de andre? Skulle han nogenlunde neutral, men samtidig forsøge at lege meget ansvarsfuld, eller skulle han fortsætte med at være sig selv? Han vidste godt hvad han burde, men det var på sammetid også noget han ikke kunne. Han lyste derfor op i et kæmpe bredt smil.

”Min fine frøken, jeg kan spå din fremtid!”

Måske var den en anelse overdrevent, men man havde da lov til at være en lille smule stolt over sin nye position, og det var måske heller ikke helt forkert, selvom det var lidt mere begrænset og knap så spåkone-agtigt. Han sendte et par drillende nap ud efter hendes ben for at få hende til at flytte på sig, mens han selv gav sig til at trippe fremad, med ønsket om hun fulgte med.

”Jeg ved præcis hvor vi skal hen”

7

Hun kunne ikke lade være med at le, da han svarede, at han nu kunne spå hendes fremtid. Var han blevet en spåkone eller hvad?! Hun forventede lidt at få en yderligere forklaring på hans ord, men den kom dog ikke. I stedet nappede han drillende ud efter hendes ben for at få hende til at følge med, inden han selv trippede fremad og udbrød, at han lige præcis vidste, hvor de skulle hen. Hun lyste op i et stort smil og trippede ivrigt efter ham. Normalt ville det have irriteret hende, at han ikke var kommet med et ordentligt svar på hendes spørgsmål - men i det her tilfælde var hun bare så nysgerrig efter at følge med ham og se, hvor han førte hende hen, at alt var tilgivet! Hun kunne dog stadig ikke helt lægge den dér tanke om spådommen fra sig og nappede derfor drillende ud efter hans skulder, mens hun sendte ham et charmerende smil.

,,Hvad kan du så spå om min fremtid, min fine herre?"

Titan sendte Lumine et hemmelighedsfult smil. Han kunne jo sagtens bare give sig til at plapre løs om et eller andet som både kunne beskrive hende og alle andre. Være lige så useriøs som han som regel var og tage pis på hele lortet. Men alligevel var han også en smule nysgerrig selv. Det hele var trods alt stadig nyt for ham.

”Hvad ønsker du at vide? Jeg vil give dig svar på…. Hmmmm… 3 spørgsmål. Jo tættere på ’nu’ dine spørgsmål omhandler, jo bedre. Fremtiden er ikke fastlagt og alt kan nå at ændre”

Nok var hans evner begrænsede, men han ville stadig gøre sit bedste for at komme med svar. Hendes charmerende smil blev sendt fluks tilbage og måske endda forstærket en smule af Titans udstråling. Han brød sig vældigt godt om hopper, selvom han ikke var en der havde gang i flere på én gang.

19

Hun betragtede hans hemmelighedsfulde smil og mærkede en lille snurrende fornemmelse i kroppen. Hun vidste ikke rigtigt hvorfor, men den dér mystiske og hemmelighedsfulde rolle klædte ham virkelig godt og gik lige i hjertet på hende...

Hun lyttede til hans spørgsmål og så en anelse forbløffet på ham. Tog han mon pis på hende - eller havde han virkelig tænkt sig at spå hendes fremtid? Normalt ville hun naturligvis aldrig have troet på sådan noget nonsens, hvis en eller anden fremmed bare var kommet op til hende og havde sagt, at han kunne spå hendes fremtid... Men der var sket noget med Titan, mens hun var væk. Hun kunne fysisk se forandringen med sine egne øjne. Så hvis det kunne lade sig gøre, at han lige pludselig kunne dukke op med en smuk halskæde og guldbeklædte hove... kunne det vel også lade sig gøre, at han pludselig havde fået evnen til at se ind i fremtiden?
Hun var dog stadig ikke helt overbevist og startede derfor med blot at stille ham et let og lidt overfladisk spørgsmål, mens hun gengældte hans charmerende smil.

,,Okaaay... Hvad kommer der til at ske i dag, mens jeg er sammen med dig?"

Titan lukkede øjnene mens han gav sig til at lede efter svar. Det krævede noget fokus endnu, for han havde absolut ingen anelse om præcis hvordan man gjorde, men ville heller ikke fremstå som en fuldkommen fiasko. Øjnenes bevægelse kunne lige ses bag hans øjenlåg, og hovedet blev skiftevis vippet til den ene og den anden side.

Da de grønne øjne endelig blev slået op igen, var det med et næsten hemmelighedsfuldt smil. Han tillod sig selv at komme lidt nærmere og strakte mulen frem mod hendes ene øre.

”Noget beskidt”

Titan tilføjede et nap ved hendes øre inden han trak hovedet til sig igen. Hvordan hun ville tolke hans svar var helt op til hende selv. Han havde ikke tænkt sig at beskrive alt i detaljer, for det ville jo ikke være spor sjovt – og det ville da også være meget mere spændende for ham selv at finde ud af om han havde ret eller ej.

21

Hun så nysgerrigt på ham, da han rent faktisk lukkede øjnene i og lignede én, der virkelig lukkede sig ind i sig selv og koncentrerede sig om at se ind i fremtiden. Hun smilede og vidste stadig ikke helt, hvad hun skulle tro.
Han åbnede nu øjnene igen og så på hende med et hemmelighedsfuldt smil. Hun gengældte smilet og kunne ikke lade være med at le let. Han var en bandit! Og nu var hun blot endnu mere sikker på, at han fuppede hende.
Han kom nu helt hen til hende og strakte mulen op til hendes ene øre, mens han hviskede, at der ville komme til at ske noget beskidt i dag, inden han nappede hende i øret og trak hovedet til sig igen. Denne gang blinkede hun blot charmerende til ham og kunne ikke lade være med at le igen. Nu var der i hvert fald ingen tvivl om, at han fuppede hende!

,,Den er god med dig..."

Hun blinkede dog flirtende til ham og kunne ikke lade være med at nappe tilbage. For selvom hans svar var kommet lidt bag på hende, så måtte hun dog indrømme, at hun brød sig ganske godt om hans tankegang - og hun ville da bestemt ikke sige nej til lidt beskidt omgang med ham, hvis lejligheden bød sig. Hun så derfor på ham med et charmerende blik og smilede lige så charmerende tilbage ham.

,,Jamen i så fald... Hvor skal vi så hen nu?"

Titan var godt klar over det lød langt ude. Han ville da heller ikke selv have troet på det. Faktisk ville han overhovedet ikke have skænket magi en tanke, hvis ikke det var fordi han selv havde oplevet det. Men han havde levet under påvirkning af magi som lille og det havde fyldt en del af hans liv. Og nu hans søster også? Den mørke slags magi havde fortærret hende.

Hendes charmerende smil blev gengældt med både blik og smil fra Titan, som han lod nakken knejse og gav sig til at trippe en anelse på stedet og skråt fremad. Han slog et enkelt svirp med halen og lavede et lille kast med hovedet som i "kom", og slog fremad i trav. Han havde ikke tænkt sig at sige til hende, hvor de skulle hen, for han vidste i forvejen hun ikke kendte stedet. Ingen kendte stedet.

"Du har aldrig kendt til magi?"

Lumines manglende tillid til han rent faktisk ikke fuppede hende, fik ham til at stille spørgsmålet. Han kunne kun forestille sig hun tro mere på det, hvis hun havde set hvad magi kunne gøre og hvad andre i Andromeda var i stand til.

2

Hun betragtede fascineret den smukke hingst, som han knejsede i nakken og rigtigt førte sig frem, mens han trippede fremad og indbød hende til at følge med, inden han slog over i trav og satte fremad. Hun måtte atter beundre denne Titan. Trods han var en af de mærkeligste heste, hun nogensinde havde mødt, så var han simpelthen så smuk og betagende at se på - og Lumine var skam overfladisk nok til, at udseendet betød mere for hende end noget andet. Hun var derfor ikke sen til selv at slå over i trav og uden tvivl følge med ham; spændt på, hvor de mon skulle hen, nu hvor det tilsyneladende var en hemmelighed. Hun travede op på siden af ham og lyttede til hans spørgsmål, mens hun så en anelse forbløffet på ham. Mente han det virkelig i alvor? Hun rystede let på hovedet.

,,Nej. Er det virkelig sandt?"

Selvom Lumine efterhånden havde levet længe i Andromeda, var det lykkedes hende at slippe helt udenom alt, hvad der hed Vogtere, Skygger og Magi i det hele taget. Dette nok også taget i betragtning af, at hun stort set kun havde opholdt sig på Zenobia, som jo var en rimelig isoleret ø og helt neutral, hvad angik Vogtere og Skygger.

Fortsættes her: Hidden places