Dearest Sister [euphoria]

1.
Den gyldne hingst var på jagt. Det var en helt særlig jagt, i det hans tanker havde drevet ham mod Leventera. Det var ikke første gang han var her på øen, men det havde været længe siden. Hans skridt gik målrettet igennem en lille skov, ind mod hjertet af øen. Han var egentlig ligeglad med om der kom nogle og ville stoppe ham for han kunne fornemme at det han søgte var tættere på end nogle andre. Det var ikke til at vide hvad der drev den gyldne på sådan et togt, men det ville nok snart vise sig.

1.
Euphoria stod i alt fred og fordragelighed stille og græssede for sig selv i en lysning, udvidende om hvad der var på vej mod hende. Hun var trods alt i sikre rammer her i hjertet af Leventera. Det var her flokken holdt til og ingen kunne nå hende herinde. Eller det var i hvert fald det hendes naive tankegang bildte hende ind. Nok var hun ikke som sådan naiv, men lidt havde også ret i stunder som disse. Hun havde i hvertfald ingen parader oppe overhovedet. Ikke engang lyden af hovslag der nærmede sig hende opfangede hun. Nogle gange gjorde man klogt i at være på vagt.

2.
Han nærmerede sig langsomt lysningen, hvor han vidste at hans søster opholdt sig. Han stoppede op i skyggerne og lod blot de blå øjne stirre på hende. Hun havde ikke opdaget ham, og til alt held havde han modvind, så hun ville nok ikke opfatte hans duft, hvis hun da overhovedet kunne huske ham. Selvfølgelig kunne hun da det. Xenon gav sig ikke til kende endnu, men brugte lang tid på at betragte sin søster, som var vokset op og blevet en vældig flot hoppe. Han kunne sågar ærgre sig over de to var i familie. Sikke en skam det var.

2.
Euphoria løftede kort hovedet da en puslen lød, men antog det blot for at være et egern eller en fugl der vimsede rundt. Hun tog et par skridt fremad og nippede videre til græsset, uden at opdage den gyldne hingst som stod og belurede hende. Under normale omstændigheder ville hun nok have opdaget ham, men hun var begyndt at være så tryg i sin tilværelse i Teylar at hun faktisk ikke gav sin omgivelser megen opmærksomhed. Hun mimrede let med mulen, inden hun slog et par svirp med den lange hale, helt optaget i sine egne tanker, som gjorde hende en anelse fjern.

3.
Xenon stod længe blot og belurede hende, inden han næsten lydløst begyndte at snige sig mod hende. Han undrede sig over hun ikke havde opdaget ham, selvom han gjorde et forsøg på at snige sig lydløst afsted. Han stod nu helt bag ved hende og trådte dog et skridt til siden, inden han i en flygtig bevægelse strøg mulen over hende med en tung sukken. Ikke ligefrem normal opførsel fra hans side, og da slet ikke med tanke på at de to trods alt var bror og søster. Xenon følte dog ikke der var noget i vejen med at få hans søsters opmærksomhed på denne måde. Måske hun vågnede lidt op så.

3.
Det gav et sæt i hele hoppen, da en mule nu strøg sig langs hendes side, på en måde som Euphoria bestemt ikke brød sig om. Hun sprang frem og langede pr. instinkt bagbenene bagud med et hyl, inden hun dog drejede rundt for at få øje på gerningsmanden. De ravfarvede øjne spærrede sig op da hun fik øjenkontakten med et par isblå, som hun ikke kunne tage fejl af. Hendes bror. Hendes bror med det vanvittige sind. Nok var han tilsyneladende normal de få gange hun havde mødt ham, men hans blik var ikke til at tage fejl af. Hun burde løbe.

4.
Et par hove hamrede mod hans lyse bringe og han vrængede kort med mulen i et smertefuldt grin. Den lille hoppe havde da lidt gods i sig trods alt. Han fandt lyn hurtigt øjenkontakten, og var ikke bleg for at udnytte sin søsters frosne tilstand til at gå helt tæt på hende, så mule hårene næsten strejfede hinanden.

” Er det en måde at hilse på din elskede bror på, kære søster”

Lød det så fra den skingre stemme, der nærmest spandt mod hende, mens han indåndede duften af hende med et højlydt fnys. Det her skulle nok blive morsomt.

4.
Euphoria var frosset på stedet, mens hendes hjerte hamrede i brystkassen. Hun vidste ikke om hun skulle flygte eller om det var sikkert at blive her. Han var jo familie? Men Euphoria havde ikke den tætte tilknytning til ham. Faktisk havde hun efterhånden ingen tilknytning til den familie som hun delte blod med. Teylar var blevet hendes familie og stedet var blevet hendes hjem. Et hjem hun nærmest aldrig forlod af frygt for netop disse situationer. Nu var hendes hjem blevet invaderet af hendes broder og hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun forsøgte at mumle et svar, men det blev blot en udefinerbar serie af lyde.

Han fnyste næsten hånende, inden hun trådte på siden af hende, og satte den mørkebrune mule mod hendes øre. En svag klukken kom fra ham inden hans ord hviskede til hende.

” Bare rolig, søs. Det er kun dig og mig, der er ingen andre i nærheden. ”

Mulen gled ned af hendes hals og han begravede mulen i hendes lange man. For ham var det ikke unormalt, men alt det Xenon gjorde anså han jo som ganske normal opførsel, så han var ikke en helt valid kilde i forhold til hvad der var normalt og hvad der ikke var.

5.
Euphorias grå hårlag dirrede let, mens hun var ude af stand til at bevæge sig. Ikke fordi han faktisk rent fysisk kunne holde hende der, men fordi at hun var lammet i en form for frygt. Hans ord gjorde det ikke bedre. Der var ingen at flygte hen til, men Euphoria vidste det allerede godt, for hun var selv søgt lidt væk fra de andre for at være i fred. Ikke at det som sådan var lykkedes. Det havde givet totalt bagslag. Hun virrede med hovedet ved hans berøring. Det virkede så underligt og alt for forkert.

” Hv-hvad vil d-du?”

Lød det stammende fra hende.

6.
Xenon ville rulle sig på jorden og skrige af grin over sin søster, hvis ikke det var fordi det ville ødelægge det hele. Hun var simpelthen så rædselsslagen at det var hylende morsomt. Han kunne ikke lade være med at tænke på hvor langt man kunne drive hende ud. Det var ikke særlig sødt, slet ikke overfor familie, men hey. Hun anså ham jo ikke som sådan for familie, så hvorfor skulle han? Desuden så måtte man jo ikke særbehandle. Han klukkede let af hendes spørgsmål.

” Blot bruge lidt kvalitetstid på min kære, savnede søster ”

Brummede han så.

6.
Euphoria sank en klump og forsøgte at rykke lidt på sig, men Xenon var hurtigt ved hende igen, alt for tæt på. Hun brød sig ikke om det. Hun forsøgte at rykke på sig igen, men hendes bror var hurtigt over hende, mens de isblå øjne borede sig fast i hendes ravfarvede. Måden han så på hende på fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende og hun bakkede.

” Xenon.. Vil du ikke nok.. ”

Hviskede hun stille, næsten tryglende. Hele kroppen dirrede og hun kunne mærke det rumstere i hendes indre. Hun frygtede hvad der ville ske hvis han blev ved med at presse på.

7.
De isblå øjne ramte hendes ravfarvede igen. Hun havde fars øjne. Hvordan kunne hun have hans øjne. Xenon vippede kort ørerne bagud ved tanken om deres fader, og han hvæste svagt. Hendes tryglen til ham blev blankt ignoreret og han fulgte blot med uden at foretrække en mine. Han vidste godt hvad hun tryglede om selvom hun ikke sagde det højt.

” Nej. Hvorfor vil du dog flygte fra din egen bror ”

Lød det så fra ham, mens han i en flygtig bevægelse nu var bag hende for at stoppe det sanseløse bakken, det var jo yderst trættende at jage hende, sådan som hun vimsede rundt..

7.
Euphorias øjne blev våde og hun forsøgte at holde gråden tilbage, mens hendes ører var vippet bagud, og hele kroppen skreg af underkastelse. Det afholdte ikke Xenon for igen at bryde hendes personlige rum, og hun stødte nu ind i ham, inden hun hoppede et skridt frem. Hans ord blev besvaret med en svag klynken på grund af den klump der havde sat sig i hendes hals. Hun forsøgte igen at forsvinde fra området, men den gyldne var hurtig på sine ben og blokerede igen hendes vej.

” Xenon.. Stop”

Tryglede hun nu med grådkvalt og dirrende stemme. Hun var yderst presset.

8.
Xenon kunne se hvordan Euphoria langsomt krakelerede foran ham, og et smil kom på den brune mule. Ja hvem var lige den gode her. Hun var en ynkelig undskyldning for en søster. Man kunne sige at hans lille leg med Euphoria bundede ud i en form for jalousi. Hun havde altid fået moderens opmærksomhed. Han var blot blevet kastet til side. Selvfølgelig ville Xenon aldrig selv nævne dette som årsag. Ja det lå dybt i hans underbevidsthed og han var sågar ikke selv klar over det, men det drev ham herud hvor hans tålmodighed blev erstattet med irritation over hun blev ved med at forsøge at slippe væk.

” Så stå dog stille ! ”

Vrissede han nu.