Dearest Sister [euphoria]

8.
Euphoria kunne absolut ikke forstå hvorfor han gjorde det her mod hende. Hun havde aldrig gjort ham noget som helst. Måske var det faderen der havde sendt ham? Han havde trods alt forsøgt at skade hende dengang. Hun vidste Xenon mest havde haft noget at gøre med deres far, men hun vidste ikke meget mere om hendes gyldne bror, der nu vrissede af hende. Euphoria var dog fortsat helt oppe i et næsten panisk stadie og hans vrissen fik hende blot atter til at søge væk fra ham. Det var dog noget der kunne risikere at skubbe til den gyldne hingst temperament. Et temperament han havde arvet fra den sorthvide tordenhoppe der var deres mor.

9.
Da den grå søster igen flyttede sig, var det som om noget slog klik hos den gyldne. Han sprang nu frem mod hende, og nærmest kastede sig på hende og et forsøg på at få hende ned og ligge. Han bed sig fast i hendes hals og tog sig ikke af han også fik lidt hug da de landede på jorden. Luften blev pumpet ud af den grå hoppe som lå under ham og han stirrede blot ned på hende, mens hun gispede efter vejret.

” Du skulle absolut blive ved! ”

Hvæste han nu, inden roen atter faldt over ham. Han blev liggende på hende, så hun ikke fandt på flere flugtforsøg, velvidende at hun havde besvær med at få luften igen.

9.
Det hele skete så hurtigt, og snart lå hun gispende på jorden, men den gyldnes vægt tyngende på hende. Det sortnede let for hendes øjne og hendes eneste fokus var at få vejret igen, eftersom luften var slået ud af hende. Hun gispede, og sled efter vejret, en proces besværliggjort at den gyldnes kropsvægt. Hun forsøgte at vriste sig fri fra ham, men den gyldnes fysik var stadig over hendes, og han holdt hende blot fast. Smerten tiltog og hun kunne mærke den her brændende fornemmelse i hendes indre, mens hun forsøgte at komme fri.
Hun skreg nu højt så det rungede som et ekko gennem skoven, og den elektriske stratosfære stod op omkring hende og nærmest indhyllede hende og broderen.

10.
Xenon forsøgte ihærdigt at holde hende fast på jorden. Den grå hoppe skulle man dog ikke sådan kimse af, for hun kæmpede godt for sin frihed. Noget der blot gjorde Xenon endnu mere ihærdig. Hun havde da lidt krummer i sig, hans ynkelige undskyldning for en søster. Han nød at have denne magt over hende, ja det var næsten helt berusende. Tænderne bed hårdere sammen om det greb han havde på hende og han måtte rykke lidt på sig på grund af alt det postyr hun lavede.
Et øredøvende skrig kom fra hende, og det næste var en smerte der jog gennem hingsten, så han nærmest kastede sig af hende med krampagtige bevægelse. Hvor delen kom det lige fra? Krampagtigt kom han på benene hvor han svajede, på grund af de kramper hun havde forsaget.

” Din lille! ”

Hvæste han nu truende, men ude af stand til at gøre mere for nu.

10.
Euphoria lå gispende tilbage på jorden da hans vægt nu forsvandt fra hende. Hele kroppen dirrede fra den elektriske udladning hun var kommet med, og hun var for nu ude af stand til at komme på benene. Hun var i en mindre choktilstand. Blodet dryppede fra såret på hendes hals, og hendes vejrtrækning fra mindst ligeså dirrende som resten af kroppen. Xenon var fjern for hendes lige nu, men hun ville aldrig kunne tilgive hvad han havde gjort ved hende. Hun lukkede kort øjnene i, mens hun forsøgte at røre lidt på sig. Han hvæsen var fjern for hendes ører, men kroppen opfattede godt den seriøse trussel.

Illana, den gyldne, havde søgt til Leventera's østlige skove. Hun var ved at afrunde hendes søgning efter de vogtere, hun endnu ikke havde fundet, og snart ville hun rette sin kurs mod Tenga, den ø, som kun vogterne kunne finde. Hun brummede ganske fredeligt for sig selv; som sådan synede omgivelserne stilfærdige, uden tegn på andet liv - hvilket på sin vis skuffede den gyldne let. Hun havde inderligt håbet af finde særligt to sjæle på denne ø, men det lod ikke til at heldet var med hende.

Hun havde vandret lidt for sig selv, med en retning tilbage imod flokken, men pludseligt var der noget, som fangede hendes opmærksomhed. Lyset om hendes hals begyndte at pulsere i nærmest faretruende tempo; lyse og mørke nuancer der blandede sig. Illana stoppede op og hævede undrende hovedet og med udspilede næsebor fnøs hun ud i luften foran sig. Snart fandt hun dog ud af, hvad det var Lyset reagerede på - for i det fjerne kunne hun skimte to sjæle, der lod til at være i kamp. Uden tøven satte Illana sine ben i bevægelse, med retning direkte imod de to - som snart viste sig at være den unge Euphoria, der var i kamp med en flødefarvet hingst, som Illana umiddelbart ikke kendte.
Hingsten havde fat i Euphoria, holdt hende imod jorden. Illana hylede op, i en blanding af undren og foragt; hvem kunne dog finde på sådan noget? Et skrig kunne høres, og det lignede at den flødefarvede fik stød - stød, som kom fra den grå hoppes krop. Illana kunne mærke magien, Lyset reagerede på den, og snart lå de to med lidt afstand imellem sig; nok til, at Illana kunne stille sig imellem. Uden tøven gjorde hun, vendte sig med fronten markerende imod den flødefarvede hingst.

,,Stop!"

Sagde hun, med en høj tone. Hun sagde ikke mere, men hun sagde det med nok kraft til, at hendes hentydning ikke kunne misforstås. Den flødefarvede skulle lade Euphoria være - og det skulle være nu.

[3]

Euphoria havde hurtigere ved at finde sig selv efter den elektriske udladning hun var kommet med, end sin bror. Det var ikke gået ud over hende selv, til trods for den var kommet uden hun havde gjort noget. De ravfarvede øjne var ikke sene til at opfatte et lysglimt, som var Illana. Det hele gik så stærkt for øjnene af hende at hun kun nåede at ænse hende før hun stod i mellem hende og broderen. Det gav Euphoria styrke nok til at komme på benene, da Illana gav hende den tryghed hun behøvede til at blive mere fattet. Hun veg dog ikke fra hende, mens de ravfarvede øjne stirrede hen på hendes bror. Foragt var der ikke at finde i hendes blik, for til trods for hun kunne føle foragt, så var det ikke det der lå over hende nu. Hun var dybt såret over hendes egen bror kunne finde på at behandle hende på den her måde. Det gjorde ham ikke meget bedre end deres far.
Hun kunne oprigtigt ikke forstå hvorfor nogle kunne få sig selv til at behandle andre på sådan en måde og hun turde ikke tænke på hvad der kunne have været sket hvis Illana ikke var dukket op.

Xenons kramper aftog så meget at han kunne komme op og stå, men snart stod en gylden hoppe og blokerede hans vej hen til søsteren. Et fnys forlod hingsten, der med de blå øjne nedstirrede den gyldne hoppe. Han kunne fornemme energien fra hende, og det stod da også klart for ham at han ikke skulle forsøge at ligge sig ud med hende her, ligesom skyggehoppen Ava. Det forhindrede dog ikke Xenon i at blive stående præcist hvor han havde rejst sig. Han kunne ikke smide en facade på at køre den derfra, for den gyldne havde set for meget. Han var blottet og det øgede blot hans frustration, som bestemt havde hobet sig op indeni. Det ville ikke nytte noget at forsøge at få noget information fra den gyldne.

” Stoppe? Jamen jeg besøger da bare min kære søster.. ”

Stemmen var dirrende oven på det zap han havde fået, men mest af alt så var han vred. Ikke rigtig på nogle, det var bare gået ud over hans søster. Det var uforklarligt, men det voksede for hver dag. Det drev ham vanvittig, men spurgte man ham, ville han ikke selv kunne svare på hvorfor. Det lå meget længere tilbage end hvad han lige kunne erindre. Han tog et skridt frem mod den gyldne hoppe og kneb øjnene sammen, som forsøgte han at se igennem hende. Det var også hvad han gjorde, men han blev mødt med intet andet end et blændende lys, så han måtte misse med øjnene. Man kunne se et øjebliks forvirring, for han kunne se sin søster klart og tydeligt. Blikket faldt på halskæden omkring hoppen og han kunne vel nok ligge to og to sammen. Derpå røg blikket hurtigt op på den gyldne hoppe og han bakkede et par skridt væk fra hende, da det gik op for ham hvad hun var.

Illana stod fast placeret imellem de to sjæle, der havde kastet sig ud i kamp, som Illana ikke kendte naturen bag; hun veg ikke, da den unge flødefarvede hingst trådte frem, men hævede markerende hovedet og lagde ørerne en anelse tilbage.
Bag hendes krop, havde den unge Euphoria rejst sig, og Illana skævede momentært om til hende og udsendte en lille, nærmest uhørlig brummen i hendes retning. Det var godt, at hun havde kræfterne til at komme op - så var der håb for, at hun ikke var alt for alvorligt skadet. Derefter vendte Illana blikket frem igen, med et nærmest paf udtryk. Hingsten foran hende hævede, at han 'besøgte sin søster' - altså den grå Euphoria. Illana udsendte et undrende fnys i retningen af hingsten, hvis stemme var en anelse dirrende.

,,Man behandle ikke sin familie på den måde.."

Sagde hun så, med stålfast stemme, hvorefter hun trådte et resolut skridt fremad imod ham. På mange måder var Illana igang med et bluff; for de styrker, som den gyldne hoppe besad, var magiens styrker. Hun havde aldrig været en, der forstod sig på kamp, og de gange hun havde været udsat for det, havde hun siddet hjælpeløst i saksen. Dog vidste den fremmede hingst ikke noget om Illana - og ej heller omvendt - så hun satsede på at hendes aura kunne holde hingsten fra at angribe. Hvis han gjorde, kunne hun kun håbe på at hendes magi også havde en beskyttende virkning overfor en 'ikke-skyggehest', men hvis sandheden skulle frem, så tvivlede Illana faktisk på det. Hun fnøs sagte igen, inden hun tippede det ene øre frem, ganske pludseligt. Lyset om hendes hals sansede noget - sansede magi. Illana vidste at Euphoria besad en ganske ren og stærk magi, men det føltes som om at hingsten ligeså besad noget.. magisk. Illana kneb en anelse overvejende øjnene sammen. Hvis han havde magi, havde hun måske ikke de store chancer imod ham; men hun ville ikke flytte sig fra Euphoria uden at gøre hvad hun kunne for at beskytte hende.

[6]

Euphoria sagde ikke så meget i situationen, men hun opfangede godt Illanas næsten usynlige brum mod hende, og hun lagde kort mulen mod hende, men blikket veg ikke fra hendes storebror, der dog havde trådt lidt bag ud. De ravfarvede øjne havde et næsten bedrøvet udtryk over sig, for Illana havde ret: Man behandlede ikke familie på den måde. Hun vidste ikke hvad hun havde gjort for at fortjene broderens vrede, eller hvad det var der drev ham til sådanne handlinger. Han havde jo mest af alt vokset op med sin far.
Euphoria mimrede svagt med mulen og fulgte nu Illana i det hun tog et skridt frem mod broderen. Hun sank en klump, mens hun kunne mærke uroen brede sig i hende. Hun tog dog en dyb indånding for at samle mod og passerede så Illana så hun stod ansigt til ansigt med sin bror.

" Hvad er der sket med dig.. "

Stemmen var lav, men den kunne høres. Nok havde hun ikke tilbragt alverdens tid sammen med ham, men hun kunne huske brudstykker af en glad, måske lettere overgearet, unghingst. Ikke det her. Ikke en vanvittig hingst, med så meget vrede i kroppen. Hun burde føle den samme vrede over at han kunne finde på at lade det gå ud over hende, men i stedet så havde hun ondt af ham, sådan helt oprigtigt.

Det boblede i Xenon, der dog havde fundet sit standpunkt. De blå øjne stirrede på den gyldne hoppe, hvis aura var umådeligt blændende. Det forhindrede ham i at se dybere. I hvert fald havde han ikke ro nok i kroppen til at kunne koncentrere sig nok til at forsøge at se igennem det. Han vejrtrækning var overfladisk, mens temperamentet boblede i ham. Xenons ører var presset ned i nakken og han så alt andet end venlig ud. Spørgsmålet var om han ville gå til angreb eller ej, men han hældte mest mod ikke at forsøge sig. Helt dum var han trods alt ikke. Han var nemlig ikke fysisk overlegen som de fleste hingste. Han gjorde sig i fart, og det var til gengæld noget han var god til. Den gyldne virkede forarget over hans udtale og han fnyste blot af hende.

" Du ha--- "

Xenon blev stoppet i sin sætning i det hans blik nu fæstnede sig på hans søster der trådte ind foran den gyldne og derved var indenfor rækkevide. Hendes ord synes kun at skabe mere vrede i den gyldne, som dog afholdte sig for at angribe hende. Han kunne dog godt fornemme ændringen i søsterens lune. Hun stod ikke og bævrede af skræk mere.

" Hvad der er sket!? Ooh det vil du ikke vide kære perfekte søster. "

Spyttede han af hende, inden han trådte truende frem mod hende, men søsteren veg ikke fra sit stå sted, og han missede let med øjnene dog uden at gøre mere.
Han havde ikke tænkt sig at stå og fortælle hende alverdens ting og sager. Det vedkom hverken hende eller den gyldne. Så det endte ud i at han blot stod et mulehår fra hende og nedstirrede hende.

I et sårbart øjeblik stod alle stille; Illana stod med blikket fæstnet på den flødefarvede, hvis vejrtrækning endnu var påvirket af det stød, han kort forinden Illana's ankomst, havde fået. Bag hende stod Euphoria fortsat, og da den grå lagde sin mule imod Illana, responderede den gyldne på at slappe en anelse af; det var den eneste måde hun kunne vise ro overfor Euphoria, uden at bryde kontakten med den flødefarvede - som åbenbart var den unge hoppes bror. I dét den unge hingst begyndte at snakke, tippede Illana sine ører fremad, lyttende - men han nåede ikke langt, før der skete noget uventet.
Euphoria trådte frem, helt ind foran Illana. Illana så forundret til og lagde hovedet let på sned. Meget i den gyldne hoppe bød hende at træde frem igen, beskytte den grå - men Lysets energi fortalte hende, at hun skulle lade Euphoria styre det. Den unge grå besad en særlig styrke, og dét der lå imellem dem, var i princippet ikke noget den gyldne hoppe skulle blande sig i, så længe det ikke udviklede sig til vold igen. Illana brummede sagte og så spørgende imod den flødefarvede; for Euphoria stillede ham et spørgsmål, som nærmest fik det til at løbe koldt ned af flanken på Illana. Den familie, som Euphoria kom fra, havde åbenbart været igennem flere hårde tider, og det var gået ud over flere end kun den unge grå.

Det spørgsmål, som var blevet stillet, vakte noget i den flødefarvede, som nu trådte - i følge Illana - truende frem. En markerende brummen, der var blandet med bekymring, forlod Illana, og hun nåede lige at bremse sig selv fra at træde frem imellem dem igen; men hun var klar. Klar hvis de skulle ryge i totterne på hinanden igen. Anspændt stod den gyldne og så til, imens de to unge nu stod mule mod mule med en nærmest frygtelig intens øjenkontakt.

[7]

Euphoria måtte virkelig anstrenge sig for ikke at vige for Xenon fremtrædning. Han stod helt op i ansigtet på hende og hun kunne mærke varmen fra hans dirrende åndedræt. Det løb kort koldt ned at ryggen på hende, men hun blev stående alligevel. Han vrissede af hende, og hun kunne mærke dråber at mundvand der ramte hende. Det var ikke specielt lækkert, men det var ikke noget hun hæftede sig ved. Det hun bed mærke i var: Perfekt . Hun var jo langt fra perfekt, så hvorfor ville han dog tro dette om hende? Euphoria kunne ikke læse andre på samme måde som hendes bror, men hun var ikke dum. Hun kunne godt fornemme der lå noget bag hendes brors ord, men hvad, ja det ville han ikke ud med.
Den grå kunne ikke lade være med at tænke sine tanker, og hun vidste måske hvad noget af den vrede kunne stamme fra.

" Xenon...Hvad end han har gjort ved dig, fortalt dig, så behøver det ikke være sådan.. "

Der var en overraskende ro i den grå hoppes milde stemme. Hun rakte ud efter broderens mule, velvidende at han kunne finde på at gøre hende fortræd. Hun søgte efter noget i hendes øjenkontakt med ham. Blot et lille tegn på at der stadig var noget af den unge overgearede hingst, som hun så fjernt kunne huske, derinde.

" Jeg ber dig.. Lad mig hjælpe dig. "

Hun var håbefuld, som hun tryglede sin bror om at lade hende hjælpe ham væk fra de mørke han var på vej i mod. Ingen fortjente at leve sådan et liv så fyldt med vrede.

Xenon spændte op i kroppen for at fremstå mere stor og farlig overfor den grå, som nægtede at rykke sig. Han gjorde dog ikke yderligere, da han havde hørt den markerende brummen fra den gyldne. 2 mod 1 ville aldrig ende godt. Søsteren kunne man godt slå sig på havde han fundet ud af på den hårde måde. Han var stadig påvriket af det stød han havde fået, og det hjalp også til med at han ikke bare fór i flæsket på hende. Blikket veg ikke fra hende, mens de stod der i en frygtelig anspændt situation.
Hendes ord fandt vej mod ham, og de vakte blandede følelser hos den gyldne, måske det var derfor han ikke gjorde noget da hun rakte ud efter ham og han stod blot en anelse forstenet. De blå øjnes blik ændrede kort karakter til noget der bevidnede om at den grå var på vej ind på livet af ham. De mandelformede ører vippede kort fremad mod hans søster. Det var hårde tider, som den gyldne også havde fået en idé om, men bedst som den unge hingst var ved at sænke paraderne, så rykkede han sig væk fra den grå hoppe i en hurtig bevægelse og et vris. Det havde været tæt på!

" Hjælpe mig!? Jeg har ikke brug for din hjælp! "

Vrissede han så af hende, mens han nu havde fået flyttet sig et par skridt væk fra hende, så han kunne samle sig igen. Ørerne havde genfundet pladsen i nakken, mens han slog et par hidsige svirp med den lyse hale. Der var ikke nogle der kunne hjælpe ham med noget, og slet ikke hende.

lllana, den gyldne, stod i øjeblikket bare og så til. De to søskende stod ansigt til ansigt, med en nærmest dræbende stemning omkring dem; i hvert fald følte den gyldne hoppe sig nærmest sat ud af spil. Den unge Euphoria bad sin bror, om at lade hende hjælpe ham, men det skabte nærmest kun fornyet vrede hos den flødefarvede hingst, der nu flyttede sig fra sin søster. Illana gumlede let - tænksomt; for hvis hun havde ret, hvis Lyset havde sanset det rigtige og kunnet skælne imellem Euphoria og hendes bror, så kunne de måske hjælpe ham. Illana trådte et par skridt frem, og puffede let til den grå hoppe for at fortælle hun kom, i det hun bevægede sig op langs hendes side og standsede med forbenene placeret ud fra Euphorias. Side om side stod de, og med let fremadvendte ører, begyndte Illana at snakke.

,,Du har.. Magi, ikke?"

Startede hun forsigtigt. Lyset om hendes hals pulserede livligt; for lige nu var det i selskab med ikke blot én, men hele tre magiske skabninger, der hver besad hver deres form for magi, og havde ladet den udvikle sig i forskellige retninger. Hun brummede sagte, inden hun fortsatte sine ord.

,,Lyset om min hals fornemmer magi, reagere på det.. Hvis ikke jeg tager fejl, bærer du på en ren form for magi, en du er født med. Ikke en, som er blevet dig skænket som min er, eller den skyggerne giver deres tilhængere. Hvis jeg har ret, så kan Euphoria lærer dig at kontrollere den - og jeg kan hjælpe. Men det kræver at du er villig til at modtage den hjælp, der bliver dig givet.. Hvis ikke man har kontrollen over magien, så risikere du at magien bliver utilregnelig, tilmed farlig."

Hendes toner var milde, formidlende. Hun ønskede ikke at belærer denne hingst, tværtimod, ønskede hun at give ham et tilbud - et tilbud om at støtte ham, sammen med hans søster, på en vej hvor han selv skulle lærer hvad han kunne om livet med magi. Illana vidste ikke, at den unge Xenocrates dog allerede havde haft en læremester; om end en, som var meget ulig hende selv.

[1]